–

»Sātiņi-S« SIA ved A. Grigorjevs,

–

den lettiske regering først ved K. Pommere, V. Soņeca, V. Kalniņa og E. Bārdiņš, derefter ved K. Pommere og E. Bārdiņš, som befuldmægtigede,

–

Irland ved M. Browne, J. Quaney, M. Lane og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af S. Kingston, SC, og G. Gilmore, BL,

–

Europa-Kommissionen først ved C. Hermes, M. Kaduczak og I. Naglis, derefter ved C. Hermes og M. Kaduczak, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 30, stk. 1, og artikel 30, stk. 6, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT 2013, L 347, s. 487, berigtiget i EUT 2016, L 130, s. 1 og EUT 2021, L 382, s. 59), og af artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »Sātiņi-S« SIA og Lauku atbalsta dienests (landbrugsstøttetjenesten, Letland) vedrørende sidstnævntes afslag på at tildele Sātiņi-S kompensationsbetalinger i henhold til Natura 2000 som følge af forbuddet mod at foretage beplantninger med tranebær på tørvebundsarealer, der er omfattet af Natura 2000-nettet.

3

Artikel 3, stk. 1, første afsnit, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206, s. 7, herefter »habitatdirektivet«) fastsætter følgende:

»Der oprettes et sammenhængende europæisk økologisk net af særlige bevaringsområder under betegnelsen Natura 2000. Dette net, der består af lokaliteter, der omfatter de naturtyper, der er nævnt i bilag I, og levesteder for de arter, der er nævnt i bilag II, skal sikre opretholdelse eller i givet fald genopretning af en gunstig bevaringsstatus for de pågældende naturtyper og levestederne for de pågældende arter i deres naturlige udbredelsesområde.«

4

Dette direktivs artikel 6, stk. 2, bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.«

5

9. og 24. betragtning til forordning nr. 1305/2013 har følgende ordlyd:

[…]

6

Denne forordnings artikel 2, der har overskriften »Definitioner«, fastsætter i stk. 1 og 2 følgende:

»1.   […]

Desuden forstås ved:

[…]

[…]

[…]

2.   En medlemsstat eller en region kan vælge at anvende en anden definition af »skov«, end den i stk. 1, litra r), omhandlede, som er baseret på gældende national ret eller et eksisterende nationalt registreringssystem. Medlemsstaterne eller regionerne angiver en sådan definition i programmet for udvikling af landdistrikterne.«

7

Den nævnte forordnings artikel 6, der har overskriften »Programmer for udvikling af landdistrikterne«, bestemmer i stk. 1 følgende:

»ELFUL’s indsats i medlemsstaterne foregår via landdistriktsudviklingsprogrammer. Med disse programmer gennemføres en strategi med henblik på at opfylde EU-prioriteterne for udvikling af landdistrikterne gennem en række foranstaltninger, der er fastlagt i afsnit III. Der vil blive ansøgt om støtte fra ELFUL til gennemførelse af prioriteterne for udvikling af landdistrikterne, der forfølges gennem EU-prioriteter.«

8

Samme forordnings artikel 10, der har overskriften »Godkendelse af programmerne for udvikling af landdistrikterne«, har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne forelægger [Europa-]Kommissionen et forslag til hvert landdistriktsudviklingsprogram med de i artikel 8 omhandlede oplysninger.

2.   Hvert program for udvikling af landdistrikterne godkendes af Kommissionen ved en gennemførelsesretsakt.«

9

Samme forordnings artikel 30, der har overskriften »Natura 2000 og betalinger i henhold til [direktiv 2000/60]«, fastsætter følgende:

»1.   Støtte under denne foranstaltning ydes på årsbasis pr. ha landbrugsareal eller pr. ha skov til støttemodtagerne for at kompensere for ekstraomkostninger og indkomsttab som følge af ulemper i de pågældende områder i forbindelse med gennemførelsen af [»habitatdirektivet«], [direktiv 2009/147] og [direktiv 2000/60].

Ved beregningen af støtten i henhold til denne foranstaltning fratrækker medlemsstaterne det nødvendige beløb for at udelukke dobbeltfinansiering af de praksisser, der omhandles i artikel 43 i forordning […] nr. 1307/2013.

[…]

6.   Der kan udbetales støtte for følgende arealer:

[…]«

10

Artikel 4 i forordning nr. 1307/2013, der har overskriften »Definitioner og tilhørende bestemmelser«, fastsætter i stk. 1 følgende:

»1. I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]«

11

Denne forordnings artikel 45, der har overskriften »Permanente græsarealer«, fastsætter i stk. 1, første afsnit, følgende:

»Medlemsstaterne udpeger permanente græsarealer, der er miljømæssigt sårbare inden for de områder, der er omfattet af [»habitatdirektivet«] eller [direktiv 2009/147], herunder tørv og vådområder, der befinder sig i disse områder, og som har brug for streng beskyttelse for at opnå målene i disse direktiver.«

12

Artikel 10 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 808/2014 af 17. juli 2014 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af forordning nr. 1305/2013 (EUT 2014, L 227, s. 18), der har overskriften »Standardantagelse om ekstraomkostninger og indkomsttab«, har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne kan fastsætte beløbet for betalingerne for de foranstaltninger eller de typer operationer, som er omhandlet i artikel 28 til 31, artikel 33 og artikel 34 i [forordning nr. 1305/2013], på grundlag af standardantagelser om ekstraomkostninger og indkomsttab.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at beregningerne og de dertil svarende betalinger, jf. stk. 1:

a) kun omfatter verificerbare elementer

b) er baseret på tal, der er fastlagt på grundlag af passende ekspertise

c) tydeligt angiver kilden til de tal, der er anvendt

d) er differentierede for at tage hensyn til de regionale eller lokale vilkår på stedet og den faktiske arealanvendelse, hvis det er relevant

e) ikke indeholder elementer, der er knyttet til investeringsomkostninger.«

13

Del 1 i bilag I til denne gennemførelsesforordning har overskriften »Udformning af landdistriktsudviklingsprogrammernes indhold«. Punkt 8 i denne del 1 har overskriften »Beskrivelse af de valgte foranstaltninger« og har følgende ordlyd:

»[…]

(2) Beskrivelse af hver enkelt foranstaltning, herunder følgende oplysninger:

[…]

[…]«

14

Del 5 i bilag I til den nævnte gennemførelsesforordning vedrører koder for foranstaltninger og delforanstaltninger. Denne del fastsætter, i henhold til artikel 30 i forordning nr. 1305/2013, under kode 12 foranstaltningen med overskriften »Natura 2000-betalinger og betalinger i henhold til [direktiv 2000/60]«. Denne foranstaltning omfatter tre delforanstaltninger benævnt henholdsvis – under koderne 12.1, 12.2 og 12.3 – »Kompensationsbetaling for Natura 2000-landbrugsområder«, »Kompensationsbetaling for Natura 2000-skovbrugsområder« og »Kompensationsbetaling for landbrugsområder, der er omfattet af vandområdeplaner«.

15

Ministru kabineta noteikumi Nr. 562 »Noteikumi par zemes lietošanas veidu klasifikācijas kārtību un to noteikšanas kritērijiem« (ministerrådets dekret nr. 562 om metoder til klassifikation af typer af arealanvendelse og kriterierne for fastlæggelse af disse typer) af 21. august 2007 (Latvijas Vēstnesis, 2007, nr. 137) opstiller i sit bilag en klassifikation af typer af arealanvendelse.

16

Ministru kabineta noteikumi Nr. 264 »īpaši aizsargājamo dabas teritoriju vispārējie aizsardzības un izmantošanas noteikumi« (ministerrådets dekret nr. 264 om generelle bestemmelser vedrørende beskyttelse og anvendelse af de særlige bevaringsområder) af 16. marts 2010 (Latvijas Vēstnesis, 2010, nr. 58) opstiller generelle regler for beskyttelse og anvendelse af de særlige bevaringsområder.

17

Dette dekrets punkt 16, der er indeholdt i dekretets kapitel 5 med overskriften »Naturbeskyttelsesområder«, bestemmer følgende:

»Følgende forbydes i naturbeskyttelsesområder:

[…]

16.12. anlæggelse af tranebærplantager på tørvebundsarealer

[…]«

18

Punkt 56-58 i ministru kabineta noteikumi Nr. 171 »Noteikumi par valsts un Eiropas Savienības atbalsta piešķiršanu, administrēšanu un uzraudzību vides, klimata un lauku ainavas uzlabošanai 2014.-2020. gada plānošanas periodā« (ministerrådets dekret nr. 171 om regler for ydelse, forvaltning og kontrol af national støtte og EU-støtte til forbedring af miljø, klima og landdistrikter i programmeringsperioden 2014-2020) af 7. april 2015 (Latvijas Vēstnesis, 2015, nr. 76) har følgende ordlyd:

»Punkt 56. De arealer, der er berettigede til støtte inden for rammerne af denne foranstaltning, er skovbrugsarealer (med undtagelse af tørvebundsarealer):

56.1. som er optaget på listen over Natura 2000-områder i henhold til artikel 30, stk. 6, litra a), i forordning nr. 1305/2013 […]

[…]

Punkt 58. Støtten kan ydes, såfremt det areal, som ansøgningen vedrører, udgør mere end 1 ha og består af jordstykker på mere end 0,1 ha, og den del af et jordstykke, der som minimum er underlagt en type begrænsning, udgør mindst 0,1 ha, og forudsat at det er muligt at foretage kartografisk identifikation af de pågældende jordstykker, at de er omfattet af landbrugsstøttetjenestens elektroniske ansøgningssystem, og at en eller flere af nedenstående begrænsninger i den økonomiske virksomhed har fundet anvendelse herpå siden den 1. marts i det indeværende år, jf. lovgivningen om beskyttelse og anvendelse af de særlige bevaringsområder eller om beskyttelse af arter og biotoper:

58.1. forbud mod skovbrugsvirksomhed

58.2. forbud mod at foretage primær hugst og rydde lysninger

58.3. forbud mod at foretage primær hugst

58.4. forbud mod at foretage fuldstændig rydning.«

19

Latvijas lauku attīstības programma 2014.-2020.gadam (det lettiske landdistriktsudviklingsprogram for 2014-2020), godkendt af Kommissionen i henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 1305/2013 (herefter »landdistriktsudviklingsprogrammet for 2014-2020«), anfører, at der kan modtages støtte, såfremt der indføres begrænsninger i skovbrugsvirksomhed i Natura 2000-områderne eller i mikroreservater beliggende på skovarealer, med undtagelse af tørvebundsarealer.

20

I 2002 erhvervede Sātiņi-S et tørvebundsareal på 7,7 ha beliggende i et naturbeskyttelsesområde og i et bevaringsområde af fællesskabsbetydning under Natura 2000 i Letland.

21

Den 2. februar 2017 indgav Sātiņi-S en ansøgning til landbrugsstøttetjenesten, hvori selskabet anmodede om kompensation, for 2015 og 2016, for forbuddet mod at foretage beplantninger med tranebær på dette tørvebundsareal. Ved afgørelse af 28. februar 2017 gav denne myndighed afslag på ansøgningen med den begrundelse, at den gældende nationale lovgivning ikke foreskrev en sådan kompensation.

22

Sātiņi-S anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse ved Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Letland), som ved dom af 26. marts 2018 frifandt den nævnte myndighed i dette søgsmål.

23

Sātiņi-S har iværksat kassationsappel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Augstākā tiesa (Senāts) (øverste domstol, Letland), som er af den opfattelse, at en fortolkning af artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 er nødvendig for, at den kan træffe afgørelse i denne appelsag.

24

På denne baggrund har Augstākā tiesa (Senāts) (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

Med sine to første spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 30, stk. 6, litra a), i forordning nr. 1305/2013 skal fortolkes således, at tørvebundsarealer er fuldstændigt udelukkede fra Natura 2000-betalinger, og, såfremt dette ikke er tilfældet, om tørvebundsarealer er omfattet af »landbrugsområder« eller »skovbrugsområder« som omhandlet i denne bestemmelse.

26

Med henblik på besvarelsen af disse spørgsmål skal det præciseres, at artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 regulerer betalinger i henhold til bl.a. Natura 2000. I henhold til denne bestemmelses stk. 1 ydes støtte på årsbasis pr. ha landbrugsareal eller pr. ha skov til støttemodtagerne for at kompensere for ekstraomkostninger og indkomsttab som følge af ulemper i de pågældende områder i forbindelse med gennemførelsen af »habitatdirektivet«, direktiv 2009/147 (herefter »fugledirektivet«) og direktiv 2000/60 (herefter »vandrammedirektivet«). Den nævnte bestemmelse præciserer i stk. 6, litra a), at de Natura 2000-landbrugs- og skovbrugsområder, der er udpeget i henhold til »habitatdirektivet« og »fugledirektivet«, er berettigede til betalinger vedrørende den pågældende støtte.

27

Således kan de landsbrugs- og skovbrugsarealer, der, samtidig med at være beliggende i Natura 2000-områder, som er udpeget i henhold til »habitatdirektivet« og »fugledirektivet«, falder ind under begrebet »landbrugsareal« eller »skov« som omhandlet i forordning nr. 1305/2013, godkendes til de Natura 2000-betalinger, der er omhandlet i artikel 30, stk. 1, i forordning nr. 1305/2013.

28

Efter denne præcisering skal det bemærkes, at forordning nr. 1305/2013 ikke nævner og så meget desto mindre definerer begreberne »tørvebundsarealer« eller »tørveområder«. Den forelæggende ret har heller ikke præciseret, hvad der skal forstås ved »tørvebundsarealer« eller »tørveområder« efter den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning. Under disse omstændigheder må det derfor – i lighed med, hvad generaladvokaten har anført i punkt 33 i forslaget til afgørelse – fastslås, at et tørvebundsareal i det væsentlige og efter den almindelige forståelse af dette ord betegner et vådområde, der er kendetegnet ved tilstedeværelsen af »tørv«, en jordbund kendetegnet ved sit meget store indhold af organisk materiale af vegetabilsk oprindelse og ved lagre af organisk kulstof.

29

Begrebet »skov« er for sin del defineret i artikel 2, stk. 1, litra r), i forordning nr. 1305/2013 som værende et landområde på over 0,5 ha bevokset med træer af en højde på over 5 m og med en kronedækningsgrad på mindst 10% eller med træer, der kan nå disse tærskler på lokaliteten, og omfatter ikke landområder, der hovedsagelig anvendes til landbrugsmæssige eller bymæssige formål. Det er dog fastsat i denne artikels stk. 2, at en medlemsstat kan vælge at anvende en anden definition af skov end den nævnte, som er baseret på gældende national ret eller et eksisterende nationalt registreringssystem, under forudsætning af, at medlemsstaten i så fald angiver denne definition i programmet for udvikling af landdistrikterne. Det tilkommer i givet fald den forelæggende ret at efterprøve, om Republikken Letland i det foreliggende tilfælde har fastsat en sådan definition.

30

Som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, kan det ikke udelukkes, at et tørvebundsareal alt efter bevoksningen på det pågældende sted kan udgøres af »skove« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra r), i forordning nr. 1305/2013 eller i den definition af en »skov«, som den pågældende medlemsstat i givet fald måtte have opstillet i henhold til denne forordnings artikel 2, stk. 2.

31

Hvad angår landbrugsområder definerer forordning nr. 1305/2013 i artikel 2, stk. 1, litra f), begrebet »landbrugsareal« som »areal, der er udlagt som agerjord, permanent græsareal og permanente græsningsarealer eller areal med permanente afgrøder, som defineret i artikel 4 i [forordning nr. 1307/2013]«.

32

Som generaladvokaten har anført i punkt 34 i forslaget til afgørelse, følger det imidlertid af den definition af »permanent græsareal og permanente græsningsarealer«, der er indeholdt i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1307/2013, og af de præciseringer, der er indeholdt i samme forordnings artikel 45, stk. 1, første afsnit, at tørvebundsarealer eller tørveområder kan være omfattet af denne definition og dermed af definitionen af et landbrugsområde.

33

Det må derfor fastslås, at i det omgang tørvebundsarealer eller tørveområder beliggende i Natura 2000-områder, der er udpeget i henhold til »habitatdirektivet« og »fugledirektivet«, falder ind under begreberne »skov« eller »landbrugsareal« som omhandlet i forordning nr. 1305/2013 – eller eventuelt i de i medfør af denne forordning vedtagne nationale retsforskrifter – kan disse tørvebundsarealer og tørveområder anses for »Natura 2000-landbrugs- og skovbrugsområder« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 30, stk. 6, litra a), og er følgelig i princippet berettigede til de Natura 2000-betalinger, der er omhandlet i samme forordnings artikel 30, stk. 1.

34

Spørgsmålet om, hvorvidt tørvebundsarealer beliggende i et Natura 2000-område såsom de i hovedsagen omhandlede efter deres konkrete ydre form i givet fald henhører under de nævnte begreber »skov« eller »landbrugsareal« og således under begrebet »Natura 2000-landbrugs- og skovbrugsområder« som omhandlet i artikel 30, stk. 6, litra a), i forordning nr. 1305/2013, udgør en faktuel bedømmelse, der henhører under de nationale retters kompetence.

35

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de to første spørgsmål besvares med, at artikel 30, stk. 6, litra a), i forordning nr. 1305/2013 skal fortolkes således, at bestemmelsen i princippet ikke udelukker tørvebundsarealer fra Natura 2000-betalinger, forudsat at disse arealer er beliggende i Natura 2000-områder, som er udpeget i henhold til »habitatdirektivet« og »fugledirektivet«, og falder ind under begreberne »landbrugsareal« eller »skov« som omhandlet henholdsvis i denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra f) og r), eller artikel 2, stk. 2, og således kan modtage de betalinger, der er omhandlet i forordningens artikel 30, stk. 1, i disse tørvebundsarealers egenskab af »Natura 2000-landbrugs- og skovbrugsområder« som omhandlet i den nævnte artikel 30, stk. 6, litra a).

36

Med det tredje og det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 giver en medlemsstat mulighed for at udelukke tørvebundsarealer fra Natura 2000-betalinger eller at begrænse tildelingen af støtte til sådanne områder til situationer, hvor deres udpegning som »Natura 2000-områder« bevirker, at udøvelsen af en bestemt type økonomisk virksomhed i disse områder, bl.a. skovbrugsvirksomhed, hindres.

37

For det første bemærkes, at det følger af besvarelsen af de to første spørgsmål, at »tørvebundsarealer« eller »tørveområder« beliggende i Natura 2000-områder, der ikke er omfattet af definitionen af »landbrugsareal« eller »skov« som omhandlet henholdsvis i artikel 2, stk. 1, litra f) og r), eller artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1305/2013, ikke kan modtage betalinger i henhold til denne forordnings artikel 30.

38

I denne henseende skal det imidlertid præciseres, at en medlemsstat i henhold til nævnte artikel 2, stk. 2, har ret til at fastsætte en definition af begrebet »skov«, hvorved tørvebundsarealer eller tørveområder udelukkes fra retten til at modtage betalinger, selv om der er tale om områder, der svarer til den definition, der er indeholdt i artikel 2, stk. 1, litra r), i forordning nr. 1305/2013.

39

Det fremgår af den lettiske regerings skriftlige indlæg, at de specifikke kategorier af jordlodder og deres afgørende karakteristika er defineret i ministerrådets dekret nr. 562 af 21. august 2007 om metoder til klassifikation af typer af arealanvendelse og kriterierne for fastlæggelse af disse typer af 21. august 2007. Ifølge bilaget til dette dekret udgør »landbrugsarealer«, »skove« og »tørvebundsarealer« tre forskellige kategorier af arealer efter deres arealudnyttelse. Når dette er sagt, påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om Republikken Letland i det foreliggende tilfælde har vedtaget en definition af begrebet »skov« i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1305/2013.

40

For det andet skal det påpeges, at artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 giver medlemsstaterne mulighed for at yde Natura 2000-kompensationer, men ikke skaber nogen forpligtelse for medlemsstaterne i denne retning. Natura 2000-betalinger og betalinger i henhold til vandrammedirektivet udgør en af foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne som omhandlet i denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra c). Følgelig finder denne artikel 30 og de deri fastsatte betingelser kun anvendelse på betalinger, der foretages i forbindelse med gennemførelsen af den pågældende medlemsstats program for udvikling af landdistrikterne, således som godkendt af Kommissionen, i henhold til nævnte forordnings artikel 10. Medlemsstaterne må ikke gennemføre alle foranstaltninger, men udelukkende dem, der svarer til deres og Unionens strategi, idet der også skal tages hensyn til niveauet for ELFUL-finansieringen. Denne fortolkning er i overensstemmelse med niende betragtning til forordning nr. 1305/2013, der bl.a. nævner valget af de foranstaltninger, der skal træffes for at nå målene for udvikling af landdistrikterne. Følgelig udgør en betaling i henhold til artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 kun et af de valg, som en medlemsstat kan træffe for at modtage en finansiering.

41

Desuden gælder det for det første, at der i del 5, foranstaltning 12, i bilag I til gennemførelsesforordning nr. 808/2014 overlades medlemsstaterne et valg imellem tre delforanstaltninger inden for rammerne af artikel 30 i forordning nr. 1305/2013, nemlig kompensationsbetaling for Natura 2000-landbrugsområder, kompensationsbetaling for Natura 2000-skovbrugsområder og kompensationsbetaling for landbrugsområder, der er omfattet af vandområdeplaner. Endvidere pålægger del 1, punkt 8, stk. 2, litra e), nr. 11), i bilag I til denne gennemførelsesforordning bl.a. medlemsstaterne at identificere begrænsninger eller ulemper, på grundlag af hvilke der kan ydes betalinger i henhold til landdistriktsudviklingsplanerne. Endelig bestemmer den nævnte gennemførelsesforordnings artikel 10, stk. 1, at medlemsstaterne kan fastsætte beløbet for betalingerne på grundlag af standardantagelser om ekstraomkostninger og indkomsttab.

42

EU-retten indrømmer følgelig, principielt, medlemsstaterne skønsbeføjelser dels for så vidt angår valget af de foranstaltninger, som de tilsigter at gennemføre, blandt dem, der er fastsat i denne ret, dels hvad angår identificeringen af de begrænsninger eller ulemper, der giver grundlag for at yde støtte.

43

Selv om de begrænsninger, der vedtages af medlemsstaterne ved udarbejdelsen af deres landdistriktsudviklingsprogram, ganske vist ikke må fratage Natura 2000-betalingssystemet dets kompensationsformål (jf. i denne retning dom af 30.3.2017, Lingurár, C-315/16, EU:C:2017:244, præmis 28), forholder det sig ikke desto mindre således, at disse stater kan bestemme den måde, hvorpå foranstaltningerne til opnåelse af de målsætninger, der er fastsat i forordning nr. 1305/2013, konkret skal gennemføres. I øvrigt skal de nævnte stater, når de træffer disse valg, overholde de almindelige EU-retlige principper såsom princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning, hvad angår proportionalitetsprincippet, dom af 30.3.2017, Lingurár, C-315/16, EU:C:2017:244, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

44

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Republikken Letland i det landdistriktsudviklingsprogram for 2014-2020, som blev godkendt af Kommissionen den 13. februar 2015, begrænsede tildelingen af Natura 2000-betalinger til skovområder, idet de tørvemoser, der befinder sig dér, blev udelukket. Bestemmelserne i dette program er gentaget i ministerrådets dekret nr. 171 af 7. april 2015 om regler for ydelse, forvaltning og kontrol af national støtte og EU-støtte til forbedring af miljø, klima og landdistrikter i programmeringsperioden 2014-2020, hvis punkt 56 præciserer, at støtten kan tildeles »skovarealer, bortset fra tørvebundsarealer«.

45

Heraf følger for det første, at Republikken Letland for så vidt angår de tre delforanstaltninger, der er omhandlet i denne doms præmis 41, kun har valgt den anden af disse med overskriften »Kompensationsbetaling for Natura 2000-skovbrugsområder« ved således fra den indførte støtteordning at udelukke »Natura 2000-landbrugsområder« som omhandlet i artikel 30, stk. 6, litra a), i forordning nr. 1305/2013, og følgelig de tørvebundsarealer, som eventuelt henhører under definitionen af de nævnte områder. Herved foretog Republikken Letland derfor et valg mellem de tre delforanstaltninger, som således stod åbne for denne medlemsstat i henhold til forordning nr. 1305/2013 og gennemførelsesforordning nr. 808/2014.

46

Hvad for det andet angår de restriktioner eller ulemper, på grundlag af hvilke sådanne betalinger kan ydes for »Natura 2000-skovbrugsområder« som omhandlet i artikel 30, stk. 6, litra a), i forordning nr. 1305/2013, har denne medlemsstat beskrevet disse og fastsat størrelsen af disse kompensationer pr. hektar berørte arealer, bortset fra tørvebundsarealer.

47

Det følger heraf, at den omstændighed, at en medlemsstat begrænser udbetalingerne for sådanne områder til situationer, hvor deres udpegning som »Natura 2000-områder« bevirker, at der sker en begrænsning af udøvelsen af en bestemt type økonomisk virksomhed i disse områder, bl.a. skovbrugsvirksomhed, synes at være i overensstemmelse med betingelserne i forordning nr. 1305/2013.

48

Det følger af ovenstående betragtninger, at det tredje og det fjerde spørgsmål skal besvares med, at artikel 30, stk. 6, litra a), i forordning nr. 1305/2013 skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver en medlemsstat mulighed for fra Natura 2000-betalinger at udelukke dels »Natura 2000-landbrugsområder« som omhandlet i denne bestemmelse, herunder i dette tilfælde de tørvebundsarealer, der er omfattet af sådanne områder, dels, og i medfør af artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 1305/2013, tørvebundsarealer beliggende i Natura 2000-områder, som i princippet er omfattet af begrebet »skov« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, stk. 1, litra r), og således af begrebet »Natura 2000-skovbrugsområder« som omhandlet i den nævnte forordnings artikel 30, stk. 6, litra a). Denne sidstnævnte bestemmelse skal tillige fortolkes således, at den giver en medlemsstat mulighed for at begrænse udbetalingerne af sådanne betalinger for Natura 2000-skovbrugsområder – herunder i givet fald tørvebundsarealer – til de situationer, hvor udpegelsen af disse områder som »Natura 2000-områder« bevirker, at udøvelsen af en bestemt type økonomisk virksomhed i disse områder, bl.a. skovbrugsvirksomhed, hindres.

49

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 30, stk. 1, i forordning nr. 1305/2013, sammenholdt med chartrets artikel 17, skal fortolkes således, at der skal ydes en Natura 2000-betaling til ejeren af et tørvebundsareal, der er omfattet af Natura 2000-nettet, med den begrundelse, at der er sket en begrænsning af en økonomisk virksomhed, der kan udøves på et sådant tørvebundsareal, nemlig bl.a. et forbud mod at foretage en beplantning med tranebær, når ejeren på det tidspunkt, hvor han erhvervede den pågældende faste ejendom, havde kendskab til en sådan begrænsning.

50

Kommissionen har gjort gældende, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare det femte spørgsmål. Den har gjort gældende, at artikel 30 i forordning nr. 1305/2013 ikke skaber nogen forpligtelse til eller noget løfte om at betale kompensationer til fysiske personer som følge af samtlige de restriktioner, som er pålagt brugen af de aktiver, der henhører under Natura 2000-nettet, og at EU-retten generelt ikke anerkender, at der findes et almindeligt princip, hvorefter der under alle omstændigheder skal ydes kompensation, dvs. for alle disse restriktioner, der pålægges i henhold til Natura 2000. Kommissionen er af den opfattelse, at der i det foreliggende tilfælde bør gives forrang til en løsning svarende til den, som Domstolen valgte i dom af 22. maj 2014, Érsekcsanádi Mezőgazdasági (C-56/13, EU:C:2014:352), for så vidt som Domstolen med denne dom i det væsentlige fastslog, at eftersom den pligt til kompensation, der var tale om i den sag, der lå til grund for denne dom, ikke var baseret på EU-retten, men på den nationale lovgivning, havde Domstolen ikke kompetence til at bedømme en sådan national lovgivning ud fra retten til effektive retsmidler, ejendomsretten eller friheden til at oprette og drive egen virksomhed, som er sikret ved chartret.

51

Det skal hertil bemærkes, at chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes virke er defineret i dets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (dom af 13.6.2017, Florescu m.fl., C-258/14, EU:C:2017:448, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

52

Medlemsstaterne gennemfører imidlertid EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, når de i overensstemmelse med »habitatdirektivets« krav træffer passende foranstaltninger for at sikre opretholdelsen eller genoprettelsen af en gunstig bevaringsstatus for naturtyper samt vilde dyr og plantearter og navnlig for at undgå forringelse af naturtyperne i de særlige bevaringsområder.

53

»Habitatdirektivets« artikel 6, stk. 2, bestemmer således, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i de særlige bevaringsområder samt forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, for så vidt disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for dette direktivs målsætninger.

54

I øvrigt har medlemsstaternes implementering og gennemførelse af de foranstaltninger, der er omhandlet i »fugledirektivet« og »habitatdirektivet«, uundgåeligt følgevirkninger for ejendomsretten for de personer, som ejer de faste ejendomme, der er beliggende i de omhandlede områder, eftersom de i det mindste er pålagt begrænsninger i brugen af disse ejendomme.

55

Det må derfor fastslås, at medlemsstaterne gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, når de efter artikel 30, stk. 1, i forordning nr. 1305/2013 indfører ordninger om tildeling af Natura 2000-betalinger og betalinger i henhold til vandrammedirektivet. Det er i øvrigt ligeledes fordi, at der i det foreliggende tilfælde er tale om gennemførelse af EU-retten, at EU-rettens almindelige principper finder anvendelse, således som det allerede er anført i denne doms præmis 43.

56

Det følger desuden af artikel 6, stk. 1, og artikel 10 i forordning nr. 1305/2013, at ELFUL agerer i medlemsstaterne gennem medlemsstaternes landdistriktsudviklingsprogrammer, som godkendes af Kommissionen.

57

Det er rigtigt, at artikel 30, stk. 1, i forordning nr.1305/2013 overlader medlemsstaterne en skønsmargen til at beslutte, hvilke foranstaltninger der skal træffes, således som det fremgår af denne doms præmis 40. Når en medlemsstat vedtager foranstaltninger inden for rammerne af den skønsmæssige beføjelse, den er tillagt ved en EU-retsakt, skal medlemsstaten imidlertid anses for at gennemføre EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 13.6.2017, Florescu m.fl., C-258/14, EU:C:2017:448, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

58

Den omstændighed alene, at artikel 30 i forordning nr.1305/2013 ikke forpligter medlemsstaterne til at fastsætte en kompensationsordning, kan ikke fortolkes således, at chartrets artikel 17 ikke finder anvendelse (jf. analogt dom af 9.6.2016, Pesce m.fl., C-78/16 og C-79/16, EU:C:2016:428, præmis 86).

59

Det følger heraf, at chartrets artikel 17 finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, og at Domstolen følgelig har kompetence til at behandle det femte spørgsmål.

60

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af ordlyden af chartrets artikel 17, at denne bestemmelse udtrykkeligt kun giver ret til erstatning i tilfælde af berøvelse af ejendomsretten, såsom en ekspropriation, hvilket åbenbart ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

61

I denne forbindelse skal der navnlig sondres mellem hovedsagen og de sager, der lå til grund for dom af 9. juni 2016, Pesce m.fl. (C-78/16 og C-79/16, EU:C:2016:428), idet disse sidstnævnte sager angik en systematisk fældning af træer, nemlig oliventræer, og dermed en berøvelse af ejendomsretten til disse som sådan. I det foreliggende tilfælde udgør forbuddet mod at foretage en beplantning med tranebær på en ejendom, der er omfattet af Natura 2000-nettet, ikke en berøvelse af ejendomsretten til dette gode, men en begrænsning af dets anvendelse, som kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet, i overensstemmelse med, hvad der er fastsat i chartrets artikel 17, stk. 1, tredje punktum.

62

Med hensyn til begrænsninger, som udøvelsen af ejendomsretten således kan underlægges, skal det i øvrigt bemærkes, at den ejendomsret, som sikres ved chartrets artikel 17, ikke er et absolut prærogativ, og at udøvelsen heraf kan være genstand for restriktioner, der er begrundet i formål af almen interesse, som Unionen forfølger (dom af 20.9.2016, Ledra Advertising m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-8/15 P – C-10/15 P, EU:C:2016:701, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

63

Det fremgår således af chartrets artikel 52, stk. 1, at udøvelsen af ejendomsretten kan underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger reelt er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i det centrale indhold af de beskyttede rettigheder (dom af 20.9.2016, Ledra Advertising m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-8/15 P – C-10/15 P, EU:C:2016:701, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

64

For det første fremgår det af Domstolens faste praksis, at beskyttelsen af miljøet er blandt disse formål af almen interesse (jf. i denne retning dom af 9.3.2010, ERG m.fl., C-379/08 og C-380/08, EU:C:2010:127, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis). Beskyttelsen af miljøet kan dermed begrunde en begrænsning af udøvelsen af ejendomsretten (dom af 15.1.2013, Križan m.fl., C-416/10, EU:C:2013:8, præmis 114 og den deri nævnte retspraksis).

65

For det andet fremgår det ikke, at foranstaltninger som de i hovedsagen omhandlede, der således er vedtaget med henblik på natur- og miljøbeskyttelse i medfør af »fugledirektivet« og »habitatdirektivet«, og som begrænser sig til at forbyde beplantning med tranebær i tørvebundsarealer for at forhindre, at der forvoldes skade på de således beskyttede miljøinteresser, i mangel af kompensation til de berørte ejere udgør et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i ejendomsrettens centrale indhold (jf. analogt dom af 10.7.2003, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, C-20/00 og C-64/00, EU:C:2003:397, præmis 70). I det foreliggende tilfælde gælder en sådan konklusion så meget desto mere, eftersom det nævnte forbud og dermed den pålagte begrænsning af brugen af ejendomsretten – som det fremgår af angivelserne i forelæggelsesafgørelsen – allerede var gældende på det tidspunkt, hvor de i hovedsagen omhandlede tørvebundsarealer blev erhvervet af Sātiņi-S, således at Sātiņi-S ikke kunne være uvidende om, at denne begrænsning forelå.

66

Selv om medlemsstaterne ganske vist i givet fald – og forudsat at de herved handler under overholdelse af EU-retten – kan anse det for hensigtsmæssigt at yde delvis eller fuldstændig kompensation til ejerne af de jordlodder, der bliver berørt af de bevaringsforanstaltninger, som vedtages i medfør af »fugledirektivet« og »habitatdirektivet«, kan det dog ikke af denne konstatering udledes, at der i EU-retten består en forpligtelse til at yde en sådan kompensation (jf. i denne retning dom af 10.7.2003, Booker Aquaculture og Hydro Seafood, C-20/00 og C-64/00, EU:C:2003:397, præmis 85).

67

Henset til det ovenstående skal det femte spørgsmål besvares med, at artikel 30 i forordning nr. 1305/2013, sammenholdt med chartrets artikel 17, skal fortolkes således, at der ikke skal ydes en Natura 2000-betaling til ejeren af et tørvebundsareal, der er omfattet af Natura 2000-nettet, med den begrundelse, at der er sket en begrænsning af en økonomisk virksomhed, der kan udøves på et sådant tørvebundsareal, bl.a. et forbud mod at foretage en beplantning med tranebær, når ejeren på det tidspunkt, hvor han erhvervede den pågældende faste ejendom, havde kendskab til en sådan begrænsning.

68

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: