–

F. ved Rechtsanwalt W. Säftel,

–

den spanske regering ved S. Jiménez García, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved W. Mölls og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 1, artikel 7, stk. 3, andet afsnit, og artikel 11, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort (EUT 2006, L 403, s. 18).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem F., der er tysk statsborger og indehaver af et kørekort udstedt i Spanien, og Stadt Karlsruhe (Karlsruhe by, Tyskland) vedrørende en afgørelse truffet af de kompetente tyske myndigheder, hvorved F. fik afslag på at gøre brug af sit kørekort på tysk område.

3

Anden betragtning til direktiv 2006/126 har følgende ordlyd:

»Kørekortreglerne er nødvendige elementer i den fælles transportpolitik, bidrager til at forbedre færdselssikkerheden på vejene og fremmer den frie bevægelighed for personer, som bosætter sig i en anden medlemsstat end den, der har udstedt deres kørekort. De individuelle transportmidlers store udbredelse betyder, at det fremmer personers frie bevægelighed og etableringsfrihed, hvis de er i besiddelse af et kørekort, som værtsstaten godkender. […]«

4

Ifølge dette direktivs artikel 2, stk. 1, »[anerkendes] [d]e kørekort, som medlemsstaterne udsteder, […] gensidigt«.

5

Det nævnte direktivs artikel 7 bestemmer:

»1.   Udstedelse af kørekort er betinget af:

[…]

2.   

En medlemsstat kan vælge at udstede disse kørekort med en administrativ gyldighedsperiode på op til 15 år.

[…]

3.   Fornyelse af et kørekort ved udløbet af den administrative gyldighedsperiode er betinget af:

Ved fornyelse af kørekort til kategori A, A1, A2, AM, B, B1 og BE kan medlemsstaterne forlange kontrol af, at mindstekravene med hensyn til fysisk og psykisk egnethed til at føre motorkøretøj, jf. bilag III, er opfyldt.

[…]

5.   […]

Med forbehold af artikel 2 skal en medlemsstat, når den udsteder et kørekort, med fornøden omhu sikre, at personen opfylder kravene i stk. 1 i nærværende artikel, og anvende de nationale bestemmelser om annullation eller inddragelse af førerretten, hvis det konstateres, at kørekortet er udstedt, uden at kravene er opfyldt.«

6

Artikel 11 i direktiv 2006/126 har følgende ordlyd:

»1.   Når indehaveren af et gyldigt nationalt kørekort udstedt i en medlemsstat får sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat, kan han anmode om at få sit kørekort ombyttet med et tilsvarende kørekort. Den medlemsstat, der foretager ombytningen, skal kontrollere, hvilken kategori det hidtidige kørekort er gyldigt til.

[…]

4.   En medlemsstat skal nægte at udstede et kørekort til en ansøger, hvis kørekort er begrænset, suspenderet eller inddraget i en anden medlemsstat.

En medlemsstat skal nægte at anerkende gyldigheden af ethvert kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat til en person, hvis kørekort er begrænset, suspenderet eller inddraget på førstnævnte stats område.

En medlemsstat kan også nægte at udstede et kørekort til en ansøger, hvis kørekort er annulleret i en anden medlemsstat.

5.   Hvis et kørekort for eksempel er gået tabt eller er blevet stjålet, kan et andet kun udstedes af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor indehaveren har sin sædvanlige bopæl; disse foretager udstedelsen på grundlag af de oplysninger, som de ligger inde med, eller eventuelt på grundlag af en attestation fra de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har udstedt det oprindelige kørekort.

[…]«

7

Dette direktivs artikel 12, stk. 1, har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved »sædvanlig bopæl« det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, dvs. i mindst 185 dage inden for et kalenderår, som følge af sin personlige eller erhvervsmæssige tilknytning, eller, når der er tale om en person uden erhvervsmæssig tilknytning, som følge af den personlige tilknytning, der viser, at der består en tæt forbindelse mellem personen og dennes bopælssted.«

8

§ 13 i Verordnung über die Zulassung von Personen zum Straßenverkehr – Fahrerlaubnis-Verordnung (bekendtgørelse om personers adgang til færdsel i trafikken – kørekortbekendtgørelse) af 13. december 2010 (BGBl. 2010 I, s. 1980) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »FeV«), har følgende ordlyd:

»Med henblik på forberedelsen af afgørelser om udstedelse eller forlængelse af kørekort eller fastsættelse af begrænsninger eller betingelser bestemmer kørekortmyndigheden

[…]

2.   at der skal tilvejebringes en medicinsk-psykologisk erklæring, når

[…]

[…]«

9

FeV’s § 29 bestemmer:

»(1)   Indehavere af et udenlandsk kørekort kan i det omfang, kørekortet giver dem ret dertil, føre motorkøretøjer i Tyskland, når de ikke har sædvanlig bopæl dér som omhandlet i § 7. […]

[…]

(3)   Den ret til at føre motorkøretøj, der er omhandlet i stk. 1, gælder ikke for indehavere af udenlandske kørekort

[…]

[…]

[…] [Stk. 3,] første punktum, nr. 3 og 4, finder kun anvendelse på kørekort [fra Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)], såfremt de deri nævnte foranstaltninger er blevet indført i registret for føreregnethed og ikke er blevet slettet i medfør af § 29 [i Straßenverkehrsgesetz (færdselsloven, herefter »StVG«)].

(4)   Retten til at gøre brug af et udenlandsk kørekort i Tyskland efter en afgørelse truffet efter stk. 3, nr. 3 eller 4, meddeles efter ansøgning, når grundlaget for inddragelsen af kørekortet ikke længere er til stede.«

10

StVG’s § 3, stk. 6, bestemmer:

»Reglerne for udstedelse af et nyt kørekort efter forudgående inddragelse eller forudgående afkald finder tilsvarende anvendelse for tildelingen af retten til efter forudgående inddragelse eller forudgående afkald på ny at kunne gøre brug af et udenlandsk kørekort for personer med sædvanlig bopæl i udlandet.«

11

F. er tysk statsborger. Han har siden 1992 haft en bopæl i Spanien og en yderligere bopæl i Karlsruhe (Tyskland). Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at sidstnævnte bopæl dog ikke er en sædvanlig bopæl som omhandlet i FeV’s § 7 og i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2006/126.

12

F. blev i 1987, i 1990, i 1995 og i 2000 dømt for spirituskørsel i Tyskland. I 1990 blev hans tyske kørekort derfor inddraget. Den 21. oktober 1992 fik han udstedt et kørekort i Spanien til bl.a. kategori A og B.

13

Efter at F. den 12. december 2008 havde ført et motorkøretøj i spirituspåvirket tilstand i Tyskland, blev han ved en strafferetlig afgørelse af 20. januar 2009, der kunne fuldbyrdes, idømt en bøde. Ved samme afgørelse blev han endvidere – under henvisning til manglende egnethed til at føre et motorkøretøj – frakendt retten til at føre motorkøretøjer i Tyskland med sit spanske kørekort, og han fik forbud mod at ansøge om et nyt kørekort i en periode på 14 måneder. Endelig blev det kørekort, som var blevet udstedt til F. i Spanien den 22. oktober 2007, inddraget og sendt til de kompetente spanske myndigheder. De spanske myndigheder udleverede hurtigt derefter dette dokument til F.

14

Den 23. november 2009, dvs. i den nævnte periode med forbud i 14 måneder, udstedte de spanske myndigheder i øvrigt et nyt kørekort til F., hvis gyldigheds varighed svarede til det oprindelige spanske kørekort varighed. Dette kørekort, som blev fornyet i 2012, i 2014 og i 2016, er for tiden gyldigt indtil den 22. oktober 2021. Den dato for gyldighedens begyndelse, der er anført i samtlige udstedte dokumenter, er den 21. oktober 1992, dvs. den dato, hvorpå det oprindelige spanske kørekort blev udstedt.

15

Den 20. januar 2014 indgav F. en ansøgning til Stadt Karlsruhe om, at hans spanske kørekort blev anerkendt i Tyskland. Denne ansøgning blev afslået med den begrundelse, at han i Tyskland havde fået inddraget sit spanske kørekort på grund af spirituskørsel, hvilken foranstaltning betød, at han endeligt var blevet frataget muligheden for at føre et motorkøretøj i Tyskland, indtil hans egnethed til at føre et motorkøretøj på ny var blevet kontrolleret. De tyske myndigheder anførte, at F. ved udløbet af den periode med forbud mod at ansøge om et nyt kørekort, der var blevet fastsat for ham, ikke havde fået et nyt kørekort i Spanien, hvis gyldighed skulle anerkendes af de tyske myndigheder, men alene havde fået udleveret dokumenter, der skulle forny hans oprindelige kørekort. Stadt Karlsruhe fandt, at F. i medfør af FeV’s § 13, første punktum, nr. 2, litra c), var forpligtet til at fremlægge en medicinsk-psykologisk erklæring for at fjerne tvivlen med hensyn til hans egnethed til at føre et motorkøretøj. Da der ikke var blevet fremlagt en sådan erklæring, fandt Stadt Karlsruhe, at det i medfør af FeV’s § 11, stk. 8, kunne lægges til grund, at F. ikke var egnet til at føre et motorkøretøj. Den klage, som F. indgav over denne afgørelse, blev afslået med samme begrundelse.

16

F. anlagde derefter sag med påstand om ophævelse af denne afgørelse, i hvilken sag Stadt Karlsruhe blev frifundet i såvel første instans som i appelsagen.

17

Ifølge appeldomstolen var den begrundelse for udelukkelse, der er fastsat i FeV’s § 29, stk. 3, første punktum, nr. 3, sammenholdt med FeV’s § 29, stk. 3, tredje punktum, til hinder for tildelingen af en ret til at føre et motorkøretøj i Tyskland som omhandlet i FeV’s § 29.

18

Denne ret fandt, at F.s førerret var blevet inddraget endeligt af de tyske myndigheder, efter at han havde kørt spirituskørsel i december 2008. Denne inddragelsesforanstaltning, som ikke var blevet slettet, og som også gjaldt for F.s aktuelle spanske kørekort, var derfor stadig indført i registret for føreregnethed. I overensstemmelse med FeV’s § 29, stk. 4, sammenholdt med StVG’s § 3, stk. 6, påhvilede det F., for at denne på ny kunne bruge sit spanske kørekort i Tyskland, at indgive en ansøgning om anerkendelse af gyldigheden af dette kørekort til den tyske kørekortmyndighed.

19

Appelretten fandt, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126 heller ikke tillægger F. retten til at føre motorkøretøjer i Tyskland på grundlag af hans spanske kørekort. Det forhold, at de spanske myndigheder dels havde givet F. det oprindelige kørekort tilbage kort tid efter, at de tyske myndigheder havde inddraget dette, dels den 23. november 2009 havde udstedt et andet kørekort, udgjorde ikke foranstaltninger, der skabte en forpligtelse for myndighederne i en medlemsstat til at anerkende gyldigheden af et kørekort udstedt af myndighederne i en anden medlemsstat. Disse foranstaltninger, som de spanske myndigheder havde truffet, blev iværksat i den periode, hvor F. havde forbud mod at ansøge om et nyt kørekort, som var fastsat i den tyske strafferetlige afgørelse af 20. januar 2009, uden at det fremgik klart, om det forudgående var blevet kontrolleret, om han var egnet til at føre et motorkøretøj. Denne ret præciserede ligeledes, at de spanske myndigheder ikke havde udstedt et nyt kørekort til F., men alene havde fornyet det oprindelige kørekort, jf. artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2006/126, efter at sidstnævnte var udløbet.

20

En sådan fornyelse er alene underlagt betingelsen om indehaverens bopæl, således som det fremgår af artikel 7, stk. 3, første afsnit, litra b), i direktiv 2006/126. At forny et kørekort er således det samme som at udstede et andet kørekort som omhandlet i dette direktivs artikel 11, stk. 5, idet disse to foranstaltninger begrænser sig til, at der udstedes en ny dokumentation for et eksisterende kørekort. En medlemsstat, der – ligesom Kongeriget Spanien – har besluttet at betinge den periodiske fornyelse af et kørekort af en helbredsundersøgelse, er ikke forpligtet til uden særlig angivelse at foretage en helbredsundersøgelse af hver kørekortsindehaver for at afgøre, om alle mindstekravene på sundhedsområdet, der er fastsat i bilag III i direktiv 2006/126, stadig er opfyldt. En sundhedsundersøgelse, der er knyttet til alder, skal almindeligvis begrænse sig til en undersøgelse af synet, hørelsen og reaktionsevnen samt åbenbare sygdomme. Andre medlemsstaters ubetingede anerkendelse af gyldigheden af et kørekort i en sådan situation er i strid med målet om at forbedre færdselssikkerheden på vejene.

21

Den nævnte appeldomstol frifandt endvidere Stadt Karlsruhe for F.s påstand om, at det blev pålagt kørekortmyndigheden i medfør af FeV’s § 29, stk. 4, at udstede en afgørelse om anerkendelse af gyldigheden af hans spanske kørekort. Den fandt, at grundlaget for, at denne førerret var blevet inddraget, ikke var ophørt med at være til stede, da F. ikke havde fremlagt den medicinsk-psykologiske erklæring, der var krævet, henset til alkoholpromillen på 2,12, som han havde ved pågribelsen. Den tilføjede, at det EU-retlige proportionalitetsprincip ikke er til hinder for kravet om en sådan erklæring, der er fastsat, når alkoholpromillen hos en fører af et motorkøretøj på offentlig vej overskrider et bestemt niveau, henset til de risici for færdselssikkerheden, som alkoholindtagelse udgør.

22

F. har iværksat revisionsanke ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland), idet han har gjort gældende, at FeV’s § 29, stk. 3 og 4, for så vidt som disse bestemmelser indebærer udstedelse af en afgørelse om anerkendelse fra de tyske myndigheders side af gyldigheden af kørekort udstedt af myndighederne i andre medlemsstater, udgør en tilsidesættelse af EU-retten. Han er af den opfattelse, at det vilkårligt og uden retligt grundlag forudsættes, at de tre administrative retsakter, hvorved de spanske myndigheder havde fornyet hans kørekort, ikke udgør akter om udstedelse af et kørekort som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126, men forlængelser af det oprindelige kørekort, der blev udstedt den 21. oktober 1992. Ifølge sagsøgeren mangler begrundelsen, hvorefter en eksisterende ulovlighed overføres til det aktuelle kørekort ved fornyelsen af et kørekort, ligeledes retsgrundlag. Han har anført, at der desuden ikke findes nogen dom herom fra Domstolen. Han er af den opfattelse, at det alene er de spanske myndigheder, der har kompetence til at afgøre, om han på ny er egnet til at føre et motorkøretøj. De tyske myndigheder har ifølge F. ikke beføjelse til at kontrollere de spanske myndigheders afgørelser i denne henseende.

23

Den forelæggende ret er i tvivl om, i hvilket omfang det princip om gensidig anerkendelse af kørekort, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126, også finder anvendelse på tilfælde med fornyelse af et kørekort som omhandlet i artikel 7, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2006/126, der foretages af den medlemsstat, hvor der er sædvanlig bopæl, efter at den medlemsstat, hvor den pågældende har haft midlertidigt ophold, på grund af spirituskørsel og den deraf følgende manglende egnethed til at føre et motorkøretøj har frakendt den pågældende retten til at bruge sit kørekort på dens område.

24

Under disse omstændigheder har Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv [2006/126] til hinder for, at en medlemsstat meddeler indehaveren af et af en anden medlemsstat udstedt kørekort til kategori A og B, som på grund af spirituskørsel har fået frakendt retten til med dette kørekort at føre motorkøretøj i førstnævnte medlemsstat, afslag på anerkendelse af et kørekort til de nævnte kategorier, som denne anden medlemsstat ved fornyelse, jf. artikel 7, stk. 3, andet afsnit, i direktiv [2006/126], har udstedt til den pågældende indehaver efter frakendelsen af dennes førerret?«

25

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en medlemsstat, på hvis område indehaveren af et kørekort til kategori A og B udstedt af en anden medlemsstat er blevet frakendt førerretten på grund af en administrativ overtrædelse, som er begået under et midlertidigt ophold på dette område efter udstedelsen af det nævnte kørekort, og den deraf følgende manglende egnethed til at føre et motorkøretøj ifølge lovgivningen i den første medlemsstat, senere nægter at anerkende gyldigheden af dette kørekort, efter at det er blevet fornyet, jf. dette direktivs artikel 7, stk. 3, af den medlemsstat, hvor indehaveren af det nævnte kørekort har sædvanlig bopæl som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 1.

26

I denne henseende bemærkes, at ifølge fast retspraksis foreskriver artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126, at de kørekort, som medlemsstaterne udsteder, uden nogen formaliteter skal anerkendes gensidigt. Denne bestemmelse pålægger medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse, som ikke giver dem noget skøn med hensyn til de foranstaltninger, der skal vedtages for at overholde den (dom af 23.4.2015, Aykul, C-260/13, EU:C:2015:257, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.10.2020, Kreis Heinsberg, C-112/19, EU:C:2020:864, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

27

Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at det påhviler den medlemsstat, der udsteder kørekortet, at kontrollere, om minimumsbetingelserne i henhold til EU-retten er opfyldt, herunder kravene i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2006/126 vedrørende bopæl og egnetheden til at føre motorkøretøj, og dermed om udstedelsen af et kørekort er begrundet (dom af 23.4.2015, Aykul, C-260/13, EU:C:2015:257, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

28

Når en medlemsstats myndigheder har udstedt et kørekort i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, i direktiv 2006/126, har de øvrige medlemsstater derfor ikke ret til at kontrollere, om betingelserne for udstedelse i henhold til dette direktiv er overholdt. Selve besiddelsen af et kørekort, der er udstedt af en medlemsstat, må således anses for bevis for, at indehaveren på udstedelsestidspunktet opfyldte disse betingelser (dom af 23.4.2015, Aykul, C-260/13, EU:C:2015:257, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

29

Desuden bemærkes, at eftersom der i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126 ikke sondres alt efter måden for udstedelse af kørekortet, dvs. om det er udstedt, efter at de prøver, der foreskrives i artikel 7 i direktiv 2006/126, er bestået, efter en ombytning i medfør af dette direktivs artikel 11, stk. 1, eller efter en fornyelse i medfør af det nævnte direktivs artikel 7, stk. 3, gælder princippet om gensidig anerkendelse ligeledes for de kørekort, der er udstedt efter en sådan fornyelse, med forbehold for de i det nævnte direktiv fastsatte undtagelser (jf. i denne retning dom af 28.10.2020, Kreis Heinsberg, C-112/19, EU:C:2020:864, præmis 26).

30

Domstolen udtalte imidlertid i præmis 71 i dom af 23. april 2015, Aykul (C-260/13, EU:C:2015:257), at artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat, på hvis område en indehaver af et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat, opholder sig midlertidigt, nægter at anerkende gyldigheden af dette kørekort på grund af en administrativ overtrædelse, som er begået af denne indehaver på den første medlemsstats område efter udstedelsen af nævnte kørekort, og som i medfør af den første medlemsstats nationale lovgivning kan medføre, at den pågældende anses for uegnet til at føre et motorkøretøj.

31

Domstolen anførte bl.a. i denne henseende i den nævnte doms præmis 60, at artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126 gør det muligt for en medlemsstat, som ikke er den medlemsstat, hvor indehaveren af et kørekort, der er erhvervet i en anden medlemsstat, har sædvanlig bopæl, i medfør af sin nationale lovgivning og på grund af en administrativ overtrædelse på sit område begået af denne indehaver at træffe foranstaltninger, hvis rækkevidde er begrænset til denne medlemsstats område, og hvis virkning er begrænset til en nægtelse af at anerkende kørekortets gyldighed på samme område.

32

Den udtalte ligeledes, at i en sådan situation, hvor der – ikke på tidspunktet for udstedelsen af kørekortet, men efter en overtrædelse begået af indehaveren af dette kørekort efter udstedelsen af dette – drages tvivl om føreregnetheden, og hvor sanktionen kun har haft virkning på området for den medlemsstat, hvor denne overtrædelse er blevet begået, har den nævnte medlemsstat kompetence til at fastsætte de betingelser, som indehaveren af dette kørekort skal opfylde for at generhverve retten til at føre et motorkøretøj på denne medlemsstats område (jf. i denne retning dom af 23.4.2015, Aykul, C-260/13, EU:C:2015:257, præmis 73 og 84).

33

Domstolen præciserede ikke desto mindre, at det tilkom den forelæggende ret at undersøge, om den pågældende medlemsstat ved at anvende sine egne regler ikke reelt på ubestemt tid hindrede anerkendelsen af et kørekort, der var udstedt af en anden medlemsstat, og at det i dette perspektiv påhvilede den forelæggende ret at efterprøve, at de betingelser, der var fastsat i den første medlemsstats lovgivning, i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet ikke gik ud over, hvad der var passende og nødvendigt for at opnå det mål, der forfølges med direktiv 2006/126, som består i forbedring af færdselssikkerheden (dom af 23.4.2015, Aykul, C-260/13, EU:C:2015:257, præmis 84).

34

Som Europa-Kommissionen har fremhævet i sine skriftlige bemærkninger, fremgår det ganske vist ligeledes af Domstolens praksis, at en medlemsstat ikke kan underlægge anerkendelsen af gyldigheden af et kørekort udstedt i en anden medlemsstat en betingelse, der er fastsat ved lovgivningen i den første medlemsstat for udstedelsen af kørekort, såsom fremlæggelse af en medicinsk-psykologisk erklæring, når dette kørekort er blevet udstedt efter den første medlemsstats inddragelse af et tidligere kørekort efter udløbet af en eventuel periode med forbud mod at ansøge om et nyt kørekort (jf. i denne retning for så vidt angår Rådets direktiv 91/439/EØF af 29.7.1991 om kørekort (EFT 1991, L 237, s. 1), som er blevet erstattet af direktiv 2006/126, dom af 19.2.2009, Schwarz, C-321/07, EU:C:2009:104, præmis 91 og den deri nævnte retspraksis, og for så vidt angår direktiv 2006/126 dom af 26.4.2012, Hofmann, C-419/10, EU:C:2012:240, præmis 84).

35

I en sådan situation er den manglende egnethed til at føre et motorkøretøj, der var blevet sanktioneret med inddragelsen af kørekortet i den første medlemsstat, nemlig blevet ophævet ved den kontrol af egnetheden, der er blevet foretaget af den anden medlemsstat i forbindelse med den senere udstedelse af et kørekort. I forbindelse hermed skal den medlemsstat, der udsteder kørekortet, således som det fremgår af nærværende doms præmis 27, bl.a. kontrollere, at ansøgeren i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2006/126 opfylder mindstekravene med hensyn til fysisk og psykisk egnethed til at føre motorkøretøj (jf. i denne retning vedrørende artikel 7, stk. 1, i direktiv 91/439, som svarer til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2006/126, dom af 19.2.2009, Schwarz, C-321/07, EU:C:2009:104, præmis 92 og 93).

36

I hovedsagen var det omhandlede kørekort – efter at være blevet inddraget af den medlemsstat, hvor dets indehaver havde midlertidigt ophold – imidlertid ikke genstand for en senere udstedelse foretaget af den medlemsstat, hvor indehaveren har sædvanlig bopæl som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2006/126, men blot genstand for en fornyelse foretaget af denne stat. Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at F.s kørekort oprindeligt blev udstedt i 1992 og derefter, efter at de tyske myndigheder havde inddraget det, blot blev fornyet flere gange af de spanske myndigheder, og at det for tiden er gyldigt indtil den 22. oktober 2021.

37

I en sådan situation kan det forhold, at et kørekort til kategorierne A og B i medfør af artikel 7, stk. 3, i direktiv 2006/126 blot fornys af den medlemsstat, hvor dets indehaver har sædvanlig bopæl, ikke sammenlignes med udstedelsen af et nyt kørekort som omhandlet i dette direktivs artikel 7, stk. 1, eftersom betingelserne for fornyelse og udstedelse ikke er identiske. Som Kommissionen har anført i sine skriftlige bemærkninger, ville det, for at der skulle kunne foretages en sådan sammenligning, nemlig være nødvendigt, at den manglende egnethed til at føre motorkøretøjer, der er blevet konstateret i den medlemsstat, hvor der er midlertidig ophold, blev ophævet i kraft af den fornyelse, der foretages i medlemsstaten, hvor indehaveren har sædvanlig bopæl.

38

I denne henseende og for så vidt angår kørekort til kategorierne AM, A, A1, A2, B, B1 og BE, fastsætter artikel 7, stk. 3, første afsnit, i direktiv 2006/126 som harmoniseret minimumsbetingelse for fornyelse af et kørekort ved udløbet af den administrative gyldighedsperiode, at ansøgeren har sin sædvanlige bopæl i den medlemsstat, der udsteder kørekortet, eller fremlægger bevis for at have været studerende dér i mindst seks måneder. Selv om medlemsstaterne ganske vist, som det fremgår af denne bestemmelses andet afsnit, også kan betinge fornyelsen af sådanne kørekort af en kontrol af, at mindstekravene med hensyn til fysisk og psykisk egnethed til at føre motorkøretøj, jf. bilag III, er opfyldt, skal det konstateres, at der blot er tale om en mulighed, der er overladt til medlemsstaterne.

39

Hvad angår udstedelsen af kørekort, fastsætter artikel 7, stk. 1, i direktiv 2006/126 derimod, at kørekort kun kan udstedes til de ansøgere, der ikke alene opfylder betingelsen om sædvanlig bopæl i den medlemsstat, der udsteder kørekortet, eller fremlægger bevis for at have været studerende dér i mindst seks måneder, men som også består en prøve i færdigheder og adfærd samt en teoretisk prøve og opfylder de lægelige minimumskrav, jf. dette direktivs bilag II og III. Udstedelsen af et kørekort er således betinget af kontrollen af egnetheden til at føre et motorkøretøj i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag III til det nævnte direktiv.

40

Det skal bemærkes, at den omstændighed, at der ved direktiv 2006/126 pålægges en pligt til gensidig anerkendelse af kørekort, der er udstedt af medlemsstaterne, er en følge af de mindstekrav for udstedelse af EU-kørekort, som fastsættes ved direktivet (dom af 28.2.2019, Meyn, C-9/18, EU:C:2019:148, præmis 28).

41

I denne henseende bemærkes, således som det bl.a. fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 27 og 28, og som den forelæggende ret har anført i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Domstolen flere gange har fremhævet den forbindelse, der er mellem mindstekravene for udstedelse af kørekort, som er harmoniseret i EU-retten, kontrollen af disse krav, der foretages af den medlemsstat, der udsteder kørekortet, og de andre medlemsstaters forpligtelse til at anerkende gyldigheden af dette kørekort.

42

Eftersom medlemsstaterne i medfør af artikel 7, stk. 3, andet afsnit, i direktiv 2006/126 ikke er forpligtede til ved fornyelsen af et kørekort til kategori A, A1, A2, AM, B, B1 og BE at foretage en kontrol af, at mindstekravene med hensyn til fysisk og psykisk egnethed til at føre motorkøretøj, jf. bilag III, er opfyldt, kan den medlemsstat, på hvis område indehaveren af et kørekort til disse kategorier, der alene har været genstand for en fornyelse, ønsker at køre, efter at den pågældende som følge af en færdselslovsovertrædelse begået på dette område er blevet frakendt førerretten på dette, inden for rammerne af den undtagelse, der er fastsat i artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126 – og følgelig ved en fravigelse af princippet om gensidig anerkendelse af kørekort, der er omhandlet i nærværende doms præmis 29 – nægte at anerkende gyldigheden af dette kørekort, når de betingelser, der er fastsat i national ret for at generhverve førerretten på det nævnte område, ikke er opfyldt efter udløbet af en eventuel periode med forbud mod at ansøge om et nyt kørekort.

43

Under sådanne omstændigheder kan den forpligtelse, der er fastsat i direktiv 2006/126 om medlemsstaternes gensidige anerkendelse af gyldigheden af kørekort til kategorierne AM, A, A1, A2, B, B1 og BE udstedt af andre medlemsstater, nemlig ikke finde anvendelse ex officio på fornyelserne af dette kørekort, eftersom fornyelsesbetingelserne kan variere mellem medlemsstaterne.

44

Selv om en sådan forpligtelse til gensidig anerkendelse ikke kan afhænge af kontrollen – der foretages af den medlemsstat, på hvis område indehaveren af et kørekort, som er udstedt og fornyet i en anden medlemsstat, opholder sig midlertidigt – af de betingelser, på hvilke dette kørekort er blevet fornyet, skal det dog stå indehaveren af kørekortet – som efter udløbet af en eventuel periode med forbud mod at ansøge om et nyt kørekort ønsker på ny at have førerret i den første medlemsstat – frit for for myndighederne i sidstnævnte medlemsstat at føre bevis for, at dennes egnethed til at føre et motorkøretøj i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag III til direktiv 2006/126 har været genstand for en kontrol ved fornyelsen af dennes kørekort i den anden medlemsstat, og at den manglende egnethed til at føre et motorkøretøj, der var blevet konstateret i den første medlemsstat, således i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 35, er blevet ophævet ved denne fornyelse, dog med forbehold for, at genstanden for denne kontrol svarer til genstanden for den kontrol, der blev pålagt ved ordningen i den første medlemsstat.

45

Det fremgår af ovenstående betragtninger, at artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126 principielt ikke er til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat i en situation som den i hovedsagen omhandlede nægter at anerkende gyldigheden af et kørekort til kategorierne A og B, der blot er blevet fornyet i en anden medlemsstat i medfør af artikel 7, stk. 3, i direktiv 2006/126, idet denne første medlemsstat således er kompetent til at fastsætte de betingelser, som indehaveren af kørekortet skal være undergivet for at generhverve førerretten på dens område.

46

Det skal i denne henseende konstateres, at det forhold, at det i en sådan situation tillades myndighederne i en medlemsstat – på grund af en færdselslovsovertrædelse begået på deres område – at underlægge anerkendelsen af gyldigheden af et kørekort udstedt og fornyet i en anden medlemsstat visse betingelser, kan nedsætte risikoen for trafikulykker og således svarer til målet, der består i at forbedre færdselssikkerheden, som direktiv 2006/126 forfølger, og som er anført i anden betragtning til dette direktiv.

47

Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at undersøge, om de regler, der er fastsat i lovgivningen i den første medlemsstat, hvori de betingelser, som indehaveren af et kørekort, der på grund af en administrativ overtrædelse er blevet frakendt førerretten på denne medlemsstats område, hvorpå denne havde midlertidigt ophold, skal opfylde for at generhverve retten til at føre et motorkøretøj på det nævnte område, er fastsat, overskrider grænserne for det, der er passende og nødvendigt for at nå det mål, der forfølges med direktiv 2006/126, som består i at forbedre færdselssikkerheden (jf. i denne retning dom af 23.4.2015, Aykul, C-260/13, EU:C:2015:257, præmis 78), hvilket navnlig vil være tilfældet, hvis de er til hinder for, at denne indehaver kan føre bevis for, at dennes egnethed til at føre et motorkøretøj efter udløbet af en eventuel periode med forbud mod at ansøge om et nyt kørekort har været genstand for en kontrol i overensstemmelse med bestemmelserne i bilag III til direktiv 2006/126 ved fornyelsen af dennes kørekort i den medlemsstat, hvor denne har sædvanlig bopæl, og at genstanden for denne kontrol svarer til genstanden for den kontrol, der pålægges ved ordningen i den første medlemsstat.

48

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i direktiv 2006/126 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat, på hvis område indehaveren af et kørekort til kategori A og B udstedt af en anden medlemsstat er blevet frakendt førerretten på grund af en administrativ overtrædelse, som er begået under et midlertidigt ophold på dette område efter udstedelsen af det nævnte kørekort, senere nægter at anerkende gyldigheden af dette kørekort, efter at det er blevet fornyet, jf. dette direktivs artikel 7, stk. 3, af den medlemsstat, hvor indehaveren af det nævnte kørekort har sædvanlig bopæl som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 1. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at undersøge, om de regler, der er fastsat i lovgivningen i den første medlemsstat, hvori de betingelser, som indehaveren af kørekortet skal opfylde for at generhverve retten til at føre et motorkøretøj på den pågældende medlemsstats område, er fastsat, overskrider grænserne for, hvad der er passende og nødvendigt for at nå det mål, der forfølges med direktiv 2006/126, som består i at forbedre færdselssikkerheden.

49

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 4, andet afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat, på hvis område indehaveren af et kørekort til kategori A og B udstedt af en anden medlemsstat er blevet frakendt førerretten på grund af en administrativ overtrædelse, som er begået under et midlertidigt ophold på dette område efter udstedelsen af det nævnte kørekort, senere nægter at anerkende gyldigheden af dette kørekort, efter at det er blevet fornyet, jf. dette direktivs artikel 7, stk. 3, af den medlemsstat, hvor indehaveren af det nævnte kørekort har sædvanlig bopæl som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 1. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at undersøge, om de regler, der er fastsat i lovgivningen i den første medlemsstat, hvori de betingelser, som indehaveren af kørekortet skal opfylde for at generhverve førerretten på den pågældende medlemsstats område, er fastsat, overskrider grænserne for, hvad der er passende og nødvendigt for at nå det mål, der forfølges med direktiv 2006/126, som består i at forbedre færdselssikkerheden.