1.

I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret oplyst, hvordan bestemmelserne i direktiv 2001/83/EF ( 2 ) skal fortolkes, for at klarlægge, om en medlemsstat i betragtning af karakteren og omfanget af den harmonisering, der er foretaget ved dette direktiv, ikke alene kan forbyde udbredelse af oplysninger, der tilskynder til køb af lægemidler, når de omhandler et bestemt lægemiddel, men også når de omhandler ikke-receptpligtige lægemidler i almindelighed.

2.

Artikel 86-100 i direktiv 2001/83 vedrørende reklame for lægemidler er samlet i direktivets afsnit VIII og afsnit VIIIa, der henholdsvis bærer overskriften »Reklame« og »Information og reklame«.

3.

Dette direktivs artikel 86, stk. 1, bestemmer:

»I dette afsnit forstås ved »reklame for lægemidler«: enhver form for opsøgende informationsvirksomhed, kundesøgning eller holdningspåvirkning, der tager sigte på at fremme ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler; dette omfatter især:

[…]«

4.

Det nævnte direktivs artikel 87, stk. 3, fastsætter bl.a., at »[r]eklamer for et lægemiddel […] skal fremme den rationelle brug af lægemidlet ved at præsentere det objektivt og uden at overdrive dets egenskaber«.

5.

Det samme direktivs artikel 90 indeholder en liste over de enkeltheder, som offentlige reklamer for et lægemiddel ikke må indeholde.

6.

Afsnit 18.12 i Ministru kabineta noteikumi nr. 378 »Zāļu reklamēšanas kārtība un kārtība, kādā zāļu ražotājs ir tiesīgs nodot ārstiem bezmaksas zāļu paraugus« (ministerrådets dekret nr. 378 om nærmere regler for reklame for lægemidler og retningslinjer for en lægemiddelproducents tilbud til læger af gratis prøver på lægemidler) af 17. maj 2011 (Latvijas Vēstnesis, 2011, nr. 78) (herefter »den omtvistede bestemmelse«) bestemmer:

»Det er forbudt i forbindelse med en offentlig reklame for et lægemiddel at medtage oplysninger, der tilskynder til køb af lægemidlet ved at begrunde behovet for at købe lægemidlet med udbudsprisen, ved at annoncere en særlig rabat eller ved at angive, at lægemidlet sælges som en del af en pakke med andre lægemidler (ligeledes til nedsat pris) eller produkter.«

7.

SIA »EUROAPTIEKA« er et selskab med hjemsted i Letland, der udøver farmaceutisk virksomhed og er en del af en virksomhedskoncern, der ejer et net af apoteker og detailsalgsvirksomheder for lægemidler i denne medlemsstat. I overensstemmelse med lettisk ret har apotekerne tilladelse til at sælge andre varer end lægemidler.

8.

I marts 2016 indsatte EUROAPTIEKA på sit websted og i sin månedlige avis en reklame for en rabat på 15% af købsprisen for alle lægemidler ved køb af mindst tre artikler.

9.

Ved afgørelse af 1. april 2016 forbød Veselības inspekcijas Zāļu kontroles nodaļa (sundhedsinspektionens afdeling for lægemiddelkontrol, Letland) på grundlag af den omtvistede bestemmelse EUROAPTIEKA at reklamere med dette salgsfremstød (herefter »afgørelsen af 1. april 2016«).

10.

EUROAPTIEKA anlagde et forfatningsmæssigt søgsmål ved den forelæggende ret til prøvelse af den omtvistede bestemmelses overensstemmelse med dels den lettiske forfatnings artikel 100 og 105 om henholdsvis ytringsfrihed og ejendomsret, dels artikel 288, stk. 3, TEUF, hvorefter der blev indledt retsforhandlinger i løbet af 2020.

11.

Til støtte for sit søgsmål har EUROAPTIEKA for det første gjort gældende, at den omtvistede bestemmelse ikke alene finder anvendelse på reklame for et bestemt lægemiddel, men også på reklame for lægemidler i almindelighed. Denne bestemmelse begrænser derfor selskabets ret til offentlig reklame med henblik på at fremme sit varemærke og at udbygge sit renommé og forbyder det at oplyse forbrugerne om kontraktvilkårene for salg af de varer, som det udbyder. Den nævnte bestemmelse har følgelig indskrænket selskabets apotekers faste kundekreds og dermed krænket dets ejendomsret, idet kundekredsen skal anses for at være en ejendom i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1 i protokol nr. 1 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950.

12.

For det andet og for så vidt angår den del af søgsmålet, som understøtter de præjudicielle spørgsmål, er EUROAPTIEKA af den opfattelse, at lovgiver ikke har bemyndiget ministerrådet til at vedtage en bestemmelse som den omtvistede med henblik på at gennemføre direktiv 2001/83. Dette direktiv finder nemlig ikke anvendelse på enhver reklame inden for lægemiddelsektoren eller for lægemidler i almindelighed, men udelukkende på reklame for bestemte lægemidler. Det nævnte direktiv fastsætter endvidere en fuldstændig harmonisering på området for reklame for lægemidler og beføjer ikke medlemsstaterne til i deres nationale lovgivning at indføre yderligere krav. Ministerrådet har ved den omtvistede bestemmelse udvidet den liste over forbudte reklamemetoder, som er angivet i samme direktivs artikel 90, og dermed tilsidesat artikel 288, stk. 3, TEUF.

13.

Ministerrådet har gjort gældende, at den omstændighed, at den omtvistede bestemmelse fastsætter strengere krav til reklame for lægemidler, ikke betyder, at det dermed har overskredet de beføjelser, som det er blevet tillagt af lovgiver med henblik på at gennemføre bestemmelserne i direktiv 2001/83. Begrebet »reklame for lægemidler« i dette direktiv bør nemlig fortolkes bredt. Det nævnte direktivs artikel 87, stk. 3, forbyder i øvrigt enhver reklame, der fremmer irrationel brug af lægemidler, og dette gælder brug af ethvert lægemiddel.

14.

Under henvisning til Gintec-dommen ( 3 ) har den forelæggende ret påpeget, at Domstolen har fastslået, at der med direktiv 2001/83 er foretaget en total harmonisering på området for reklame for lægemidler, idet de tilfælde, hvor medlemsstaterne har adgang til at vedtage bestemmelser, der fraviger de ved dette direktiv fastsatte regler, udtrykkeligt er opregnet. Denne ret er af den opfattelse, at den omtvistede bestemmelse skal anses for at være en lovgivning om »reklame for lægemidler« som omhandlet i det nævnte direktiv. Det samme direktiv er endvidere ikke til hinder for den omtvistede bestemmelse, for så vidt som det i denne bestemmelse fastsatte forbud er i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 2001/83.

15.

På denne baggrund er den forelæggende ret i tvivl om, hvordan artikel 86, stk. 1, og artikel 87 og 90 i direktiv 2001/83 skal fortolkes.

16.

For det første har den forelæggende ret anført, at enhver reklame for et lægemiddel i overensstemmelse med artikel 89, stk. 1, litra b), første led, i direktiv 2001/83 skal indeholde lægemidlets navn og i givet fald dets fællesnavn. Dette kan indebære, at alene reklame for identificerbare lægemidler er »reklame for lægemidler« i dette direktivs forstand.

17.

Den forelæggende ret har anført, at den omtvistede bestemmelse ikke kræver, at reklamen, for så vidt som det drejer sig om en offentlig reklame for et lægemiddel, indeholder oplysninger om et givet lægemiddel, f.eks. lægemidlets navn, men forbyder medtagelsen af visse oplysninger i reklamen for lægemidlet, navnlig vedrørende prisen. For så vidt som denne bestemmelse ikke regulerer oplysningerne om lægemidlet i sig selv og dets navn, men prisoplysningerne, kan de aktiviteter, der er omhandlet i den nævnte bestemmelse, følgelig ikke betragtes som reklame som omhandlet i direktiv 2001/83, men som en form for opsøgende informationsvirksomhed, hvorfor den samme bestemmelse ikke falder ind under dette direktivs anvendelsesområde.

18.

For det andet har den forelæggende ret anført, at den omtvistede bestemmelse fastsætter et forbud, som ikke svarer ikke til nogen af de forbudte reklamemetoder, der er anført i artikel 90 i direktiv 2001/83. Det er derfor spørgsmålet, om medlemsstaterne må udvide den i denne bestemmelse fastsatte liste over forbudte reklamemetoder. Den forelæggende ret har påpeget, at navnlig dette direktivs artikel 87, stk. 3, sammenholdt med 45. betragtning hertil, kunne fortolkes således, at denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at forbyde enhver reklame, der er åbenbart overdreven og ikke tilstrækkelig gennemtænkt og som sådan kan indvirke på folkesundheden.

19.

På denne baggrund har Latvijas Republikas Satversmes tiesa (Republikken Letlands forfatningsdomstol) ved kendelse af 6. oktober 2020, som indgik til Domstolens Justitskontor den 20. oktober 2020, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20.

Der er indgivet skriftlige indlæg af EUROAPTIEKA, den lettiske, den græske og den polske regering samt af Europa-Kommissionen. Der er ikke blevet afholdt retsmøde.

21.

Læsningen af visse passager i parternes indlæg kan give anledning til at tro, at hovedsagen vedrører lovligheden i henseende til den lettiske forfatning og EU-retten af afgørelsen af 1. april 2016, hvorved det blev EUROAPTIEKA forbudt at udbrede den i hovedsagen omtvistede reklame.

22.

Det søgsmål, som EUROAPTIEKA har anlagt ved den forelæggende ret, synes imidlertid ikke at vedrøre denne afgørelses lovlighed.

23.

Det er nemlig den omtvistede bestemmelses overensstemmelse med den lettiske forfatning og EU-retten, som EUROAPTIEKA har anfægtet i forbindelse med dette søgsmål, der er anlagt flere år efter, at afgørelsen af 1. april 2016 blev vedtaget på grundlag af den omtvistede bestemmelse ( 4 ).

24.

Det er følgelig ikke i henseende til EUROAPTIEKA’s handlinger, men den omtvistede bestemmelses normative indhold, at direktiv 2001/83 skal fortolkes.

25.

For så vidt angår den klarlægning, som den forelæggende ret har anmodet om for at kunne tage stilling til den omtvistede bestemmelses forenelighed med EU-retten, skal det i lyset af fremstillingen af de forhold, som har bragt denne ret i tvivl om fortolkningen af direktiv 2001/83, og under indtryk af de argumenter, som EUROAPTIEKA har fremført i sit søgsmål for den forelæggende ret, for det første fastlægges, om de af den omtvistede bestemmelse omfattede aktiviteter falder ind under begrebet »reklame for lægemidler« som omhandlet i dette direktivs artikel 86, stk. 1 (det første præjudicielle spørgsmål). I bekræftende fald skal den forelæggende ret for det andet forsynes med den klarlægning, der kan sætte den i stand til at afgøre, om den lettiske lovgiver, henset til medlemsstaternes råderum ved gennemførelsen af det nævnte direktiv, har gennemført dette korrekt i national ret (det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål).

26.

Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 skal fortolkes således, at udbredelse af oplysninger, der tilskynder til køb af et lægemiddel ved at begrunde behovet for dette køb med udbudsprisen, ved at annoncere en særlig rabat eller ved at angive, at lægemidlet sælges som en del af en pakke med andre lægemidler (ligeledes til nedsat pris) eller andre produkter, også falder ind under begrebet »reklame for lægemidler« som omhandlet i denne bestemmelse, når disse oplysninger ikke omhandler et bestemt lægemiddel, men ikke-receptpligtige lægemidler i almindelighed.

27.

Selv om der i det første præjudicielle spørgsmål henvises til afsnit VIII i direktiv 2001/83 med overskriften »Reklame«, omfatter definitionen af begrebet »reklame for lægemidler«, der fremgår af dette direktivs artikel 86, stk. 1, nemlig for det første alle bestemmelserne i dette afsnit (»I dette afsnit forstås ved […]«). Det er derfor primært denne bestemmelse, der skal fortolkes, for at dette spørgsmål kan besvares.

28.

Afsnit VIIIa i direktiv 2001/83 omhandler ganske vist ligeledes området for reklame for lægemidler. Dette afsnit indeholder bl.a. de specifikke regler for offentlige reklamer, jf. artikel 88a-90 ( 5 ). Offentlig reklame udgør imidlertid en kategori af »reklame for lægemidler« som omhandlet i dette direktivs artikel 86, stk. 1.

29.

For det andet må jeg påpege, at mens der i den omtvistede bestemmelse henvises til de tre situationer, der er nævnt i punkt 26 i dette forslag til afgørelse, er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt disse er omfattet af artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 eller udelukket herfra af de grunde, der er fælles for de tre situationer.

30.

Selv om disse tre situationer efter min opfattelse eventuelt kan undersøges separat i forbindelse med det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, drejer det sig nemlig om i forbindelse med det første præjudicielle spørgsmål at klarlægge, om de af den omtvistede bestemmelse omfattede aktiviteter er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2001/83, når de vedrører ikke-receptpligtige lægemidler i almindelighed.

31.

Henset til indholdet af anmodningen om præjudiciel afgørelse og den lettiske regerings oplysninger må jeg ligeledes påpege, at de af den omtvistede bestemmelse omfattede aktiviteter vedrører lægemidler, der er godkendt i Letland og ikke er receptpligtige i denne medlemsstat. Reklame for lægemidler, der ikke er godkendt ( 6 ), og reklame for lægemidler, der er receptpligtige ( 7 ), er nemlig forbudt i EU-retten.

32.

Jeg vil derfor først undersøge det første præjudicielle spørgsmål ved at fortolke artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 med hensyn til denne bestemmelses ordlyd, systematik og formål og dernæst sammenholde resultatet af denne undersøgelse med den lære, der kan drages af Domstolens nylige domme, navnlig A-dommen (Reklame for og onlinesalg af lægemidler) ( 8 ) og DocMorris-dommen ( 9 ), som parterne har henvist til i deres skriftlige indlæg og deres svar på Domstolens skriftlige spørgsmål.

33.

Artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 definerer begrebet »reklame for lægemidler« som »enhver form for opsøgende informationsvirksomhed, kundesøgning eller holdningspåvirkning, der tager sigte på at fremme ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler«.

34.

For det første skal jeg påpege, at denne bestemmelse dels henviser til lægemidler i flertal, dels omfatter »enhver form« for reklame.

35.

For det andet skal det i betragtning af den omtvistede bestemmelses normative indhold fremhæves, at begrebet »reklame for lægemidler« bl.a. omfatter »offentlig reklame for lægemidler«. Umiddelbart forekommer de af denne bestemmelse omfattede aktiviteter at stemme fuldstændig overens med denne definition.

36.

For det tredje har Domstolen allerede i henseende til ordlyden af artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 anført, at formålet med budskabet udgør det grundlæggende definitionskriterium for reklamen som omhandlet i denne bestemmelse, og den afgørende faktor for sondringen mellem reklame og information ( 10 ).

37.

Som anerkendt af den forelæggende ret tilkommer det de nationale retter efter en konkret vurdering af samtlige relevante omstændigheder i sagen at vurdere, hvorvidt en udbredelse af oplysninger er begrundet i et reklameformål ( 11 ). Domstolen har ikke desto mindre fastlagt en ikke-udtømmende liste over relevante kriterier og omstændigheder med henblik på at bedømme, om en kommunikation skal betegnes som »reklame«, f.eks. identiteten på ophavsmanden, budskabets genstand og indhold samt kredsen af adressater og udformningen af det benyttede medie ( 12 ).

38.

I forbindelse med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret alene en klarlægning, der kan sætte den i stand til at afgøre, om den omstændighed, at udbredelse af oplysninger ikke omhandler bestemte lægemidler, men lægemidler i almindelighed, udelukker denne udbredelse fra begrebet »reklame for lægemidler« som omhandlet i artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83.

39.

Som det fremgår af punkt 33 i dette forslag til afgørelse, skal en kommunikation, der tager sigte på at fremme »ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler«, anses for at være omfattet af dette begreb.

40.

For så vidt som ordet »eller« er anført i definitionen af begrebet »reklame for lægemidler« til at angive en reklames forskellige formål (»ordinering, udlevering, salg eller forbrug af lægemidler«), er det forhold alene, at udbredelse af oplysninger tager sigte på at fremme salget af lægemidler – og ikke nødvendigvis forbruget af dem, hvilket til tider er vanskeligt at identificere – tilstrækkeligt til i denne forbindelse at fastslå, at denne udbredelse er omfattet af dette begreb.

41.

I lighed med alle parterne undtagen EUROAPTIEKA er jeg af den opfattelse, at udbredelse af oplysninger om ikke-receptpligtige lægemidler principielt kan påvirke forbrugerens købsbeslutning. Det er ikke det lægemiddel, som forbrugeren køber, der er det springende punkt, men den omstændighed, at udbredelsen af oplysningerne tilskynder forbrugeren til at købe et produkt inden for den brede kategori af ikke-receptpligtige lægemidler. Hvis det i øvrigt blev antaget, at en udbredelse af oplysninger om lægemidler i almindelighed ikke udgør reklame, ville det medføre, at også udbredelse af oplysninger om en bestemt kategori af lægemidler til behandling af en bestemt lidelse udelukkes fra anvendelsesområdet for afsnit VIII og afsnit VIIIa i direktiv 2001/83. Det kan ydermere ikke udelukkes, at forbrugerne automatisk forbinder en sådan kategori af lægemidler med et bestemt lægemiddel, selv om dettes navn ikke optræder blandt disse oplysninger.

42.

Endnu vigtigere er det, at den omtvistede bestemmelse, jf. dens ordlyd, forbyder udbredelse af oplysninger, der tilskynder til køb af lægemidler. For at falde ind under det ved denne bestemmelse fastlagte forbud synes en sådan udbredelse derfor at skulle fremme (»tilskynde«) salget (»købet«) af lægemidlerne. Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse udgør reklameformålet således en forudsætning for anvendelsen af den omtvistede bestemmelse og angiver dennes anvendelsesområde. Denne bestemmelse skal derfor selv betragtes som henhørende under anvendelsesområdet for direktiv 2001/83, for så vidt som der ved dette direktivs afsnit VIII og afsnit VIIIa er indført en harmonisering på området for reklame for lægemidler ( 13 ).

43.

Denne fortolkning understøttes af den systematiske fortolkning af direktiv 2001/83.

44.

I forbindelse med fortolkningen af begrebet »reklame for lægemidler« har Domstolen fastslået, at artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 angiver en generel regel, som finder anvendelse i alle tilfælde, hvor det er nødvendigt at afgøre, om en aktivitet har karakter af en reklame for et lægemiddel ( 14 ). Domstolen har endvidere klarlagt, at dette direktivs artikel 87 indeholder almindelige principper, som finder anvendelse på alle typer af og alle enkeltheder i reklamer for lægemidler ( 15 ). For så vidt angår navnlig offentlig reklame indeholder det nævnte direktivs artikel 88 i det væsentlige ligeledes sådanne almindelige principper.

45.

For det første skal begrebet »reklame for lægemidler« således defineres bredt for tillige at dække situationer, i hvilke det er mindre åbenlyst, at de falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2001/83.

46.

I denne forbindelse forekommer det mig ikke afgørende, at artikel 89, stk. 1, litra b), første led, under afsnit VIIIa i direktiv 2001/83 fastsætter, at enhver reklame for et lægemiddel skal indeholde lægemidlets navn, idet det kun gælder en af de kategorier af reklame for lægemidler, der er omfattet af det generelle begreb, jf. dette direktivs artikel 86, stk. 1. Selv om en reklame for lægemidler kun kunne omhandle et bestemt produkt, ville forpligtelsen til tydeligt at identificere lægemidlet, således som den polske regering har gjort gældende, endvidere ikke fremgå af de bestemmelser, der specifikt omhandler visse former for reklame, men af det nævnte direktivs generelle bestemmelser om denne reklame.

47.

For det andet forstår jeg Domstolens betragtning om, at artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 finder anvendelse i alle tilfælde, hvor det er nødvendigt at afgøre, om en aktivitet har karakter af en reklame for et lægemiddel, således, at EU-lovgiver har ønsket at prioritere dette direktivs bestemmelser frem for de primærretlige bestemmelser med henblik på den retlige ramme, inden for hvilken der skal ske en vurdering af foreneligheden med EU-retten af reklameaktiviteterne for lægemidler.

48.

Den antagelse, at en bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83, indebærer nemlig, i det mindste i grænseoverskridende situationer, at denne bestemmelses normative indhold og virkninger for det indre marked bliver undersøgt i lyset af primærretten og nærmere bestemt de i EUF-traktaten fastsatte grundlæggende friheder.

49.

Som det ses af parternes argumentation, hvor EUROAPTIEKA har fastholdt, at den omtvistede bestemmelse ikke vedrører de lægemidler, som et apotek sælger, men dettes virksomhed, kan det ikke udelukkes, at en national bestemmelse, hvorved der indføres forbud på området for reklame for lægemidler i almindelighed, i en grænseoverskridende sammenhæng kan knyttes til såvel de frie varebevægelser som den frie udveksling af tjenesteydelser. Domstolen tager principielt alene stilling til en sådan national bestemmelse i forhold til den ene af disse to grundlæggende friheder, hvis det viser sig, at en af disse er sekundær i forhold til den anden og kan anses for at være knyttet til denne.

50.

I den foreliggende sag vedrører den omtvistede bestemmelse ikke udøvelsen af apotekervirksomhed eller postordresalget som sådan, men fastlægger rammerne for en bestemt form for reklamekampagne for lægemidler, der udbydes til salg ( 16 ).

51.

Med hensyn til de frie varebevægelser kunne den omtvistede bestemmelse betragtes som en bestemmelse, »der regulerer former for salg«, jf. Domstolens praksis, og anses for at opfylde begge de betingelser, der fremgår af den retspraksis, der følger af Keck og Mithouard-dommen ( 17 ), hvorfor den ville falde uden for anvendelsesområdet for artikel 34 TEUF ( 18 ).

52.

Følgelig ville medlemsstaterne frit kunne forbyde aktiviteter som de i den omtvistede bestemmelse omhandlede, og sådanne forbud ville principielt ikke være omfattet af kontrol med deres forenelighed med direktiv 2001/83 eller med de i EUF-traktaten fastsatte grundlæggende friheder. Samtidig ville medlemsstaterne ikke være forpligtede til at udstede sådanne forbud, selv om disse aktiviteter ville kunne påvirke forbrugernes adfærd ( 19 ). Det er min opfattelse, at det, jf. punkt 47 i dette forslag til afgørelse, er af disse grunde, at lovgiver har prioriteret direktiv 2001/83 med henblik på den retlige ramme, inden for hvilken der skal ske en vurdering af foreneligheden med EU-retten af reklameaktiviteterne for lægemidler

53.

Under disse omstændigheder underbygger den karakter af hovedregel, som kendetegner artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83, den fortolkning, at en reklame for lægemidler i almindelighed, jf. den omtvistede bestemmelse, ligeledes falder ind under begrebet »reklame for lægemidler« som omhandlet i den førstnævnte bestemmelse. Denne betragtning understøttes af formålsfortolkningen af dette direktiv.

54.

Analysen af Domstolens praksis gør det muligt at antage, at begrebet »reklame for lægemidler«, jf. artikel 86 i direktiv 2001/83, i henseende til formålsfortolkningen skal defineres således, at det omfatter enhver form for opsøgende informationsvirksomhed, kundesøgning eller holdningspåvirkning, der kan være til skade for folkesundheden.

55.

Beskyttelsen af folkesundheden er nemlig det væsentlige formål med direktiv 2001/83. På grund af deres terapeutiske virkninger adskiller lægemidler sig i væsentligt omfang fra andre varer. Disse virkninger bevirker, at lægemidler, hvis de indtages unødvendigt eller på urigtig måde, kan være meget skadelige for sundheden, uden at patienten kan opdage dette under indtagelsen heraf ( 20 ).

56.

Som Domstolen har fastslået, kan det ikke udelukkes, at der også er visse risici forbundet med brugen af ikke-receptpligtige lægemidler ( 21 ). Sådanne risici vedrører ifølge den lettiske regering navnlig personer, der indtager forskellige lægemidler uden at konsultere en læge. I denne regerings øjne kan selv lægemidler, der umiddelbart er uskadelige, have uønskede bivirkninger, når de anvendes i forbindelse med andre lægemidler. Indtagelse af flere lægemidler, der er i fri handel og indeholder samme virksomme stof, vil kunne medføre en betydelig overdosering.

57.

I erkendelse af disse risici har EU-lovgiver i artikel 88, stk. 1 og 2, og i artikel 89 og 90 i direktiv 2001/83, som er indeholdt i afsnit VIIIa i dette direktiv, sammenholdt med 45. betragtning hertil, fastlagt, at reklame over for offentligheden for ikke-receptpligtige lægemidler ikke er forbudt, men tilladt på de betingelser og med de begrænsninger, der er fastsat i dette direktiv ( 22 ).

58.

Blandt disse begrænsninger kan nævnes den karakter af hovedregel, der kendetegner artikel 87, stk. 3, i direktiv 2001/83, som fastsætter, at reklamer for et lægemiddel skal fremme den rationelle brug af lægemidlet ved at præsentere det objektivt og uden at overdrive dets egenskaber. Efter min opfattelse har denne bestemmelse ikke til formål at begrænse reklame for et bestemt lægemiddel, men derimod reklame, der kan fremme en irrationel anvendelse af lægemidler.

59.

Det er endvidere min opfattelse, at det af retspraksis fremgår, at Domstolen ved sin fortolkning af begrebet »reklame for lægemidler« har bestræbt sig på at tage hensyn til det hovedformål at beskytte folkesundheden, for så vidt som dens fortolkning gør det muligt at opfylde dette formål ( 23 ).

60.

En reklame for lægemidler kan i denne forbindelse, som jeg har nævnt, i almindelighed påvirke forbrugernes adfærd ( 24 ), hvilket er i strid med dette formål, som er at beskytte folkesundheden, og kan skabe risici for deres sundhed ( 25 ).

61.

Det følger heraf, at formålsfortolkningen af begrebet »reklame for lægemidler« i lighed med ordlydsfortolkningen og den systematiske fortolkning taler for et bekræftende svar på det første præjudicielle spørgsmål. De betragtninger, der er baseret på disse fortolkninger, ændres ikke af den lære, som kan drages af A-dommen (Reklame for og onlinesalg af lægemidler) ( 26 ) og DocMorris-dommen ( 27 ), for så vidt som disse ikke kan overføres på den foreliggende sag.

62.

Domstolen fastslog som bekendt i præmis 50 i A-dommen (Reklame for og onlinesalg af lægemidler) ( 28 ), at artikel 86-100 i direktiv 2001/83, der fremgår af afsnit VIII og afsnit VIIIa heri, har til formål at regulere indholdet af reklamebudskabet og at fastsætte nærmere regler for reklame for bestemte lægemidler, men ikke regulerer muligheden for at reklamere for tjenester i form af onlinesalg af lægemidler. Ifølge Domstolen skal disse bestemmelser derfor ikke tages i betragtning, navnlig ikke ved undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt EU-retten er til hinder for anvendelsen af en national lovgivning, der forbyder apoteker at reklamere for tilbud om at yde rabat på den samlede pris for bestillingen af lægemidler, når denne bestilling overstiger et vist beløb.

63.

Den reklamekampagne, der var genstand for den sag, der gav anledning til A-dommen (Reklame for og onlinesalg af lægemidler) ( 29 ), forekommer således umiddelbart at ligne den, der er forbudt ved den omtvistede bestemmelse i den foreliggende sag. Denne lighed kan give det indtryk, at denne dom kan overføres på den foreliggende sag, hvorfor direktiv 2001/83 ikke er relevant for besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål.

64.

Omstændighederne i den sag, der gav anledning til A-dommen (Reklame for og onlinesalg af lægemidler) ( 30 ) er imidlertid helt anderledes end i den foreliggende sag.

65.

Den nationale lovgivning, der var omhandlet i den førstnævnte sag, som forbød apoteker bl.a. at reklamere for tilbud om at yde rabat på den samlede pris for bestillingen, vedrørte nemlig kun indirekte lægemidlerne og reklamen herfor ( 31 ), mens den omtvistede bestemmelse udtrykkeligt og direkte henviser til offentlig reklame for lægemidler.

66.

Endnu vigtigere er det, at det spørgsmål, der blev forelagt i den sag, der gav anledning til A-dommen (Reklame for og onlinesalg af lægemidler) ( 32 ), i det væsentlige, jf. spørgsmålets ordlyd og denne doms præmis 28, vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en national lovgivning, som i bestemmelsesmedlemsstaten for en tjeneste i form af onlinesalg af ikke-receptpligtige lægemidler anvendes på leverandøren af denne tjeneste, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, er forenelig med EU-retten. Den forelæggende ret ønskede i denne sag mere præcist at holde denne nationale lovgivning op mod artikel 34 TEUF, artikel 85c i direktiv 2001/83 og/eller artikel 3 i direktiv 2000/31/EF ( 33 ).

67.

Efter at have fastslået, at onlinesalg af lægemidler ikke er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2000/31 ( 34 ), og at artikel 85c i direktiv 2001/83 navnlig henviser til bestemmelserne i dette første direktiv, undersøgte Domstolen det præjudicielle spørgsmål i lyset af direktiv 2000/31. Ifølge den underliggende logik i direktiv 2000/31 skal en tjenesteyder, der leverer en informationssamfundstjeneste, som hovedregel overholde de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i den medlemsstat, hvori den pågældende er hjemmehørende (oprindelsesmedlemsstaten). Kravene til informationssamfundstjenester, der er omfattet af det koordinerede område, kan således fastsættes af oprindelsesmedlemsstaten eller – på de betingelser, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 3, stk. 4 – andre medlemsstater. I den foreliggende sag er den pågældende lovgivning dog den, der er fastsat af den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er hjemmehørende.

68.

I DocMorris-dommen ( 35 ), som blev afsagt efter indgivelsen af den foreliggende præjudicielle forelæggelse, blev Domstolen anmodet om at oplyse, om bestemmelserne i afsnit VIII i direktiv 2001/83, og navnlig direktivets artikel 87, stk. 3, er til hinder for en national lovgivning, der forbyder et apotek, som sælger lægemidler pr. postordre, at foranstalte en reklamekampagne i form af en præmiekonkurrence, der gør det muligt for deltagerne at vinde andre almindelige hverdagsgenstande end lægemidler, idet deltagelsen i denne konkurrence er betinget af fremsendelsen af en bestilling på et receptpligtigt humanmedicinsk lægemiddel, der ledsages af denne recept.

69.

Domstolen fandt i denne dom, at en sådan reklamekampagne ikke var omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne i afsnit VIII i direktiv 2001/83.

70.

Domstolen fastslog nærmere bestemt, at der ikke var tale om en reklame for et bestemt lægemiddel, men for hele det udvalg af receptpligtige lægemidler, som det pågældende apotek udbød til salg. Før Domstolen nåede frem til denne konstatering, bemærkede den i den nævnte doms præmis 21, at denne reklamekampagne ikke havde til formål at påvirke kundens valg af et bestemt lægemiddel, men valget af det apotek, hos hvilket kunden køber dette lægemiddel, hvilket valg træffes efter valget af lægemiddel.

71.

Det, der er afgørende i henseende til formålsfortolkningen, er nemlig, at den nævnte reklamekampagne ikke kunne fremme en irrationel brug af lægemidler i modsætning til den virksomhed, der er omfattet af den omtvistede bestemmelse. Købet af lægemidlerne var betinget af, at der på forhånd var udstedt en recept af en person med beføjelse til at ordinere lægemidlerne.

72.

Af de grunde, der allerede er nævnt i punkt 41 i dette forslag til afgørelse, er de aktiviteter, der er omhandlet i den omtvistede bestemmelse, derimod egnede til at påvirke forbrugerne til at købe flere lægemidler, også når disse aktiviteter omhandler ikke-receptpligtige lægemidler i almindelighed. Eftersom det i den pågældende nationale lovgivning er tydeligt angivet, at reklamen vedrører lægemidler, således som i den foreliggende sag, skal reklamereglerne nemlig finde anvendelse, også selv om reklamen ikke udtrykkeligt nævner et bestemt lægemiddel.

73.

I betragtning af de utvetydige konklusioner vedrørende fortolkningen af artikel 86, stk. 1, i direktiv 2001/83 med hensyn til ordlyd, systematik og formål, skal denne bestemmelse fortolkes således, at udbredelse af oplysninger, der tilskynder til køb af et lægemiddel ved at begrunde behovet for dette køb med lægemidlets pris, ved at annoncere en særlig rabat eller ved at angive, at lægemidlet sælges som en del af en pakke med andre lægemidler (ligeledes til nedsat pris) eller andre produkter, også kan falde ind under begrebet »reklame for lægemidler« som omhandlet i den nævnte bestemmelse, når disse oplysninger ikke omhandler et bestemt lægemiddel, men ikke-receptpligtige lægemidler i almindelighed.

74.

Med det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, der bør besvares samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, for det første, om artikel 87, stk. 3, og artikel 90 i direktiv 2001/83 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en medlemsstat udsteder forbud, som ikke svarer til dem, der er fastsat i dette direktivs artikel 90, når disse forbud omfatter reklame, der fremmer irrationel brug af lægemidler (den første del af disse præjudicielle spørgsmål), og for det andet, om den omtvistede bestemmelse fastsætter sådanne forbud (den anden del af de nævnte præjudicielle spørgsmål).

75.

Jeg må dels påpege, at selv om det andet præjudicielle spørgsmål, som formuleret af den forelæggende ret, synes at være baseret på den forudsætning, at artikel 90 i direktiv 2001/83 vedrører forbudte former for reklame, fastsætter denne bestemmelse imidlertid forbud vedrørende indholdet af offentlige reklamer for et lægemiddel ( 36 ). Dels har den forelæggende ret præciseret, at de i den omtvistede bestemmelse fastsatte forbud under alle omstændigheder ikke svarer til dem, der er fastsat i dette direktivs artikel 90.

76.

Inden jeg undersøger disse spørgsmål, skal jeg påpege, at EUROAPTIEKA i sine skriftlige bemærkninger, om end implicit, har gjort gældende, at det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, ikke kan antages til realitetsbehandling. Disse spørgsmål er ifølge denne part ikke relevante for afgørelsen af tvisten, for så vidt som de vedrører fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2001/83, og den omtvistede bestemmelse ikke falder ind under dette direktivs anvendelsesområde.

77.

Det må fastslås, at den forelæggende ret med det første præjudicielle spørgsmål i det væsentlige ønsker fastslået, om den omtvistede bestemmelse henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2001/83, og at det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål kun skal undersøges, hvis det første spørgsmål besvares bekræftende. Da mit svar på det første spørgsmål er bekræftende, kan det på ingen måde lægges til grund, at det andet og det tredje spørgsmål åbenlyst ikke er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Disse to spørgsmål kan derfor efter min opfattelse antages til realitetsbehandling.

78.

Det fremgår af Domstolens praksis, at den første del af det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål må besvares benægtende.

79.

Disse to spørgsmål læst sammen er nemlig baseret på en læsning af direktiv 2001/83, hvorefter dettes artikel 90 fastsætter en udtømmende liste over forbud vedrørende indholdet af offentlige reklamer for et lægemiddel, mens dette direktivs artikel 87, stk. 3, giver medlemsstaterne ret til at udstede andre forbud, når disse fremmer irrationel brug af lægemidlet.

80.

Domstolen valgte denne fortolkning af direktiv 2001/83 i Gintec-dommen ( 37 ), som den forelæggende ret har henvist til.

81.

I denne dom tog Domstolen navnlig stilling til, hvorvidt reklamer for lægemidler i form af lodtrækninger er lovlige, henset til, at direktiv 2001/83 ikke indeholder noget udtrykkeligt forbud herimod, eller om de er forbudt ved dette direktivs artikel 87, stk. 3 ( 38 ).

82.

I denne henseende fastslog Domstolen i det væsentlige, at selv om direktiv 2001/83 ikke indeholder specifikke regler om reklamer for lægemidler i form af lodtrækninger, er den slags reklame forbudt, bl.a. i medfør af dette direktivs artikel 87, stk. 3, for så vidt som den fremmer irrationel brug af dette lægemiddel og medfører direkte uddeling til offentligheden samt udlevering af gratis prøver.

83.

For at nå frem til denne betragtning anførte Domstolen for det første, at sådanne reklamer næppe kan accepteres, henset til nødvendigheden af at forhindre enhver overdreven og ikke tilstrækkelig gennemtænkt reklame, der kan indvirke på folkesundheden. Dernæst anførte Domstolen, at denne nødvendighed gentages i artikel 87, stk. 3, i direktiv 2001/83, idet det dér kræves, at reklamer for lægemidler skal fremme den rationelle brug af disse ( 39 ). Endelig fastslog Domstolen, idet den var enig med visse regeringer, at reklame for et lægemiddel i form af lodtrækninger tilskynder til irrationel og overdreven brug af dette lægemiddel, idet det fremstilles som en gave eller en gevinst, hvorved forbrugeren afspores fra en objektiv vurdering af nødvendigheden af at indtage lægemidlet ( 40 ).

84.

Det følger heraf for så vidt angår den første del af det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, at artikel 87, stk. 3, og artikel 90 i direktiv 2001/83 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en medlemsstat udsteder forbud, som ikke svarer til dem, der er fastsat i dette direktivs artikel 90, når disse forbud omfatter reklame, der fremmer irrationel brug af lægemidler.

85.

Med hensyn til den anden del af disse præjudicielle spørgsmål skal det påpeges, at den omtvistede bestemmelse ikke forbyder udbredelse af den blotte oplysning om prisen på lægemidlerne. Den omfatter heller ikke en pligt til at fastsætte en bestemt pris for lægemidlerne. Derimod forbyder denne bestemmelse udbredelse af oplysninger, der tilskynder til køb af et lægemiddel ved at fremhæve udbudsprisen, de særlige rabatter eller salget heraf som en del af en pakke med andre lægemidler eller produkter, ligeledes til nedsat pris.

86.

Som jeg anførte i punkt 72 i dette forslag til afgørelse, regulerer den omtvistede bestemmelse således aktiviteter, der kan påvirke forbrugerne til at købe flere lægemidler uden nødvendigvis at knytte dette køb med hensynet til deres sundhed.

87.

I denne forbindelse er forbrugerne, således som Kommissionen har anført i sine svar på Domstolens skriftlige spørgsmål, altid påvirket af prisen og kan opmuntres til at købe mere end nødvendigt, hvis der forekommer et tilbud eller en særlig rabat. Når forbrugere køber lægemidler, er det hensynet til deres sundhed, som skal have forrang (forebyggelse eller behandling), og ikke de eventuelle økonomiske interesser eller fordele, der er ved at købe lægemidlet i forbindelse med rabatter eller som en del af en pakke med andre lægemidler eller produkter.

88.

Køb af lægemidler, der ikke er styret af hensynet til forbrugernes sundhed, kan igen føre til forbrug af lægemidlerne uden dette hensyn for øje, hvilket er indbegrebet af irrationel brug af lægemidler, for slet ikke at tale om de risici, som den lettiske regering har påpeget ( 41 ).

89.

Det forhold, at den effektive beskyttelse af menneskers liv og sundhed bl.a. kræver, at lægemidlerne sælges til rimelige priser ( 42 ), kan i øvrigt ikke skjule nødvendigheden, jf. 45. betragtning til direktiv 2001/83, af at forhindre enhver overdreven og ikke tilstrækkelig gennemtænkt reklame, der kan indvirke på folkesundheden. Som Domstolen fastslog i Gintec-dommen ( 43 ), afspejles denne nødvendighed i dette direktivs artikel 87, stk. 3, hvorefter reklamer for lægemidler skal fremme den rationelle brug af disse.

90.

Den anden del af det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål må følgelig besvares med, at forbud mod reklame, der tilskynder til køb af et lægemiddel ved at begrunde behovet for dette køb med lægemidlets pris, ved at annoncere en særlig rabat eller ved at angive, at lægemidlet sælges som en del af en pakke med andre lægemidler (ligeledes til nedsat pris) eller andre produkter, omfatter reklame, der fremmer irrationel brug af lægemidler.

91.

I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Latvijas Republikas Satversmes tiesa (Republikken Letlands forfatningsdomstol), som følger: