1

Republikken Litauen har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 22. november 2018, Litauen mod Kommissionen (T-508/15, ikke trykt i Sml., herefter »den appellerede dom«, EU:T:2018:828), hvorved Retten frifandt Kommissionen for et søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1119 af 22. juni 2015 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2015, L 182, s. 39), for så vidt som Republikken Litauen heri blev pålagt en fast finansiel korrektion på 5%, hvorved et beløb på 1938300,08 EUR blev udelukket fra den finansiering, der blev udbetalt i medfør af foranstaltningen »førtidspensionering« i perioden fra den 16. oktober 2010 til den 15. oktober 2013 (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Artikel 10 i Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 af 17. maj 1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) og om ændring og ophævelse af visse forordninger (EUT 1999, L 160, s. 80), som ændret ved akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003, L 236, s. 33) (herefter »forordning nr. 1257/1999«), fremgik af denne forordnings kapitel IV med overskriften »Førtidspensionering« i afsnit II med overskriften »Foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne«. I artikel 10, stk. 1, var følgende fastsat:

»Støtte til førtidspensionering i landbruget tager sigte på følgende mål:

3

Den nævnte forordnings artikel 11, stk. 1, bestemte følgende:

»En overdrager af en landbrugsbedrift skal:

4

Samme forordnings artikel 33b, stk. 1, andet afsnit, definerede »delvis selvforsynende landbrug« som »landbrug, som hovedsagelig producerer til eget forbrug, men også sælger en del af deres produktion«.

5

Det fremgår af artikel 33l i forordning nr. 1257/1999, at bestemmelserne i denne forordnings underkapitel III med overskriften »Undtagelser« i kapitel IXa med overskriften »Specifikke foranstaltninger for de nye medlemsstater« i afsnit II med overskriften »Foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne« præciserede de tilfælde, hvor bl.a. Republikken Litauen fik tilladelse til at fravige støtteberettigelseskriterierne for de i den nævnte forordnings kapitel I, IV, V og VII omhandlede foranstaltninger.

6

Samme forordnings artikel 33n, stk. 1, havde følgende ordlyd:

»Uanset artikel 11, stk. 1, andet led, er landbrugere i Litauen, der har fået tildelt en mælkekvote, berettiget til førtidspensionering på betingelse af, at de er under 70 år ved overdragelsen.

Støttebeløbet må ikke overstige de i bilag I fastsatte maksimumsbeløb og beregnes ud fra mælkekvotens størrelse og den samlede landbrugsvirksomhed på bedriften.

Mælkekvoter, som en overdrager har fået tildelt, tilbageleveres til den nationale mælkekvotereserve uden supplerende kompensationsbetaling.«

7

Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2005, L 277, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1463/2006 af 19. juni 2006 (EUT 2006, L 277, s. 1) (herefter »forordning nr. 1698/2005«), fastsatte følgende i artikel 20:

»Støtte til at forbedre landbrugets og skovbrugets konkurrenceevne skal vedrøre:

[…]

[…]«

8

Artikel 23, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1698/2005 var affattet således:

»1.   Støtte i henhold til artikel 20, litra a), nr. iii), ydes til:

2.   En overdrager skal:

9

Denne forordnings artikel 34, stk. 1, bestemte som følger:

»Støtte i henhold til artikel 20, litra d), nr. i), til landbrugsbedrifter, der hovedsagelig producerer til eget forbrug, men også sælger en del af deres produktion (»delvis selvforsynende landbrugsbedrifter«), ydes til landbrugere, der forelægger en forretningsplan.«

10

Den nævnte forordnings artikel 94, stk. 2, fastsatte, at den fandt anvendelse på fællesskabsstøtte i den programperiode, der startede den 1. januar 2007.

11

I artikel 52, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549, og berigtiget i EUT 2016, L 130, s. 6, og EUT 2017, L 327, s. 83, herefter »forordning nr. 1306/2013«) anføres følgende:

»Kommissionen anslår de beløb, der skal udelukkes, på grundlag af det regelstridige forholds konstaterede omfang. Kommissionen tager i den forbindelse hensyn til overtrædelsens art samt til den økonomiske skade, der er påført Unionen. Den skal basere sin udelukkelse på identifikation af uretmæssigt anvendte beløb og kan, hvis disse ikke kan identificeres med en i forhold til målet rimelig indsats, anvende ekstrapolerede korrektioner eller standardsatskorrektioner. Faste korrektioner anvendes kun, hvis det på grund af sagens omstændigheder, eller fordi medlemsstaten ikke har forelagt Kommissionen de nødvendige oplysninger, ikke er muligt med en i forhold til målet rimelig indsats at fastslå den økonomiske skade, der er påført Unionen, nærmere.«

12

Ved afgørelse C(2004) 2949 final af 3. august 2004 og C(2007) 5076 final af 19. oktober 2007 godkendte Europa-Kommissionen planerne for udvikling af landdistrikter for henholdsvis 2004-2006 og 2007-2013, der fastsatte gennemførelsen af foranstaltningen »førtidspensionering« i forbindelse med en kommerciel landbrugsvirksomhed.

13

Baggrunden for tvisten er gennemgået af Retten i den appellerede doms præmis 23-44 og kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

14

Kommissionen gennemførte en revision i Litauen mellem den 20. og den 24. april 2009 af den efterprøvende regnskabsafslutning af foranstaltningen »Førtidspensionering i forbindelse med kommerciel landbrugsvirksomhed« i overensstemmelse med forordning nr. 1257/1999 for så vidt angår planerne for udvikling af landdistrikter 2004-2006, og forordning nr. 1698/2005 for så vidt angår planerne for udvikling af landdistrikter 2007-2013.

15

I overensstemmelse med artikel 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (EUT 2006, L 171, s. 90, herefter »forordning nr. 885/2006«) fremsendte Kommissionen efter afslutningen af proceduren sin endelige stillingtagen til de litauiske myndigheder ved skrivelse af 9. oktober 2012. I denne skrivelse henviste Kommissionen først til forligsorganets udtalelse og konklusioner i dets endelige rapport af 27. januar 2012 og opretholdt derefter sin stillingtagen vedrørende fortolkningen af begrebet en landbrugers »udøvelse af en kommerciel landbrugsvirksomhed« for at kunne omfattes af foranstaltningen førtidspensionering. Efter at have noteret sig den definition af delvis selvforsynende landbrug i Litauen, der er fastlagt i forbindelse med foranstaltningen »delvis selvforsynende landbrug«, konkluderede Kommissionen nærmere bestemt, at kommerciel landbrugsvirksomhed, som blev defineret af Republikken Litauen efterfølgende, kunne give anledning til at antage, at landbrugsbedrifter, der ikke opfylder mindstekravene for at kunne anses for at udgøre delvis selvforsynende landbrug, udgjorde en sådan virksomhed. I denne forbindelse nævnte Kommissionen som eksempel en landbrugsbedrift med to køer, som af de litauiske myndigheder blev anset for at udgøre en kommerciel landbrugsvirksomhed, selv om en sådan bedrift ikke opfyldte mindstekravene for at kunne anses for at udgøre et delvis selvforsynende landbrug. Kommissionen udledte heraf, at de efterfølgende kontroller foretaget af de litauiske myndigheder ikke var egnet til at godtgøre, at den økonomiske risiko var mindre end den foreslåede finansielle korrektion. Derfor konkluderede den, at idet de litauiske myndigheder havde foretaget en ufuldstændig gennemførelse af kravene i EU-lovgivningen, skulle der anvendes en finansiel korrektion.

16

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/123/EU af 26. februar 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for EUGFL, Garantisektionen, EGFL og ELFUL (EUT 2013, L 67, s. 20, herefter »gennemførelsesafgørelse nr. 2013/123«), pålagde denne institution Republikken Litauen en fast finansiel korrektion på 5% på i alt 3033008,85 EUR for de midler, der blev udbetalt i medfør af foranstaltningen »Førtidspensionering« i overtrædelsesperioden, i nærværende sag fra den 8. juli 2007 til den 15. oktober 2010.

17

I en sammenfattende rapport gav Kommissionen et resumé af begrundelserne for den faste korrektion, der blev anvendt efter de kontroller, som denne institution havde foretaget i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure. Kommissionen anførte bl.a., at de litauiske myndigheder ikke havde godtgjort, at definitionen i den efterfølgende kontrol af begrebet »kommerciel landbrugsvirksomhed« var i overensstemmelse med definitionen af delvis selvforsynende landbrug, og at en efterfølgende kontrol foretaget af disse myndigheder derfor ikke var egnet til at godtgøre, at den økonomiske risiko var mindre end den pålagte faste korrektion.

18

Republikken Litauen har ikke anfægtet gennemførelsesafgørelse 2013/123 om fastsættelse af denne faste finansielle korrektion.

19

Den 27. juni 2014 sendte Kommissionens tjenestegrene en officiel meddelelse til Republikken Litauen i henhold til artikel 11, stk. 2, tredje afsnit, og artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 885/2006, om de midler, der blev udbetalt i medfør af foranstaltningen »Førtidspensionering i forbindelse med en kommerciel landbrugsvirksomhed« i perioden fra den 16. oktober 2010 til den 15. oktober 2013.

20

Kommissionen anførte, at der var tale om en supplerende officiel meddelelse vedrørende den revision, der gav anledning til gennemførelsesafgørelse 2013/123 om, at Republikken Litauen af de samme grunde, som er nævnt i den sammenfattende rapport for denne revision, skulle pålægges en ny finansiel korrektion vedrørende denne periode.

21

Kommissionen henviste i denne forbindelse til flere dokumenter, der var udarbejdet i forbindelse med vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse 2013/123, herunder sin endelige stillingtagen af 9. oktober 2012. Kommissionen vedlagde ligeledes som bilag den sammenfattende rapport vedrørende denne afgørelse, hvorefter de litauiske myndigheder ikke havde godtgjort, at definitionen i den efterfølgende kontrol af begrebet »kommerciel landbrugsvirksomhed« var i overensstemmelse med definitionen af delvis selvforsynende landbrug, og at en efterfølgende kontrol foretaget af disse myndigheder derfor ikke var egnet til at godtgøre, at den økonomiske risiko var mindre end den foreslåede faste korrektion. Kommissionens tjenestegrene konkluderede således, at der som følge af disse mangler skulle anvendes en ny fast korrektion på 5%.

22

Den 17. juli 2014 gav Republikken Litauens landbrugsministerium skriftligt udtryk for sin uenighed i den af Kommissionens tjenestegrene foreslåede korrektion og anmodede om, at tvisten blev forelagt forligsorganet. I denne skrivelse fremhævede Republikken Litauens landbrugsministerium den uforholdsmæssige karakter af den foreslåede nye korrektion, idet den skade, som kan påføres Unionen vedrørende perioden fra den 16. oktober 2010 til den 15. oktober 2013, kun beløb sig til 16788,34 EUR. Republikken Litauens landbrugsministerium mindede ligeledes om indholdet af den efterfølgende kontrol af anmodningerne, som de litauiske myndigheder havde foretaget, og om de kriterier, der lå til grund for foretagelsen af denne kontrol. Desuden har ministeriet gjort gældende, at forpligtelsen til at anvende kvantitative kriterier, såsom størrelsen af den pågældende landbrugsbedrift eller af oppebårne indtægtsbeløb, er ulovlig. Republikken Litauens landbrugsministerium har i denne forbindelse beskrevet den konkrete situation i Litauen og de eventuelle negative følger, som en tilnærmelse af begrebet udøvelse af »en kommerciel landbrugsvirksomhed« og begrebet »delvis selvforsynende landbrug« kunne få.

23

Den 17. december 2014 anførte forligsorganet, at det ikke var muligt at indgå et forlig, da der var tale om en vedvarende finansiel korrektion, idet den oprindelige finansielle korrektion var blevet fastsat ved gennemførelsesafgørelse 2013/123, som ikke var blevet anfægtet.

24

Den 10. marts 2015 underrettede Kommissionen de litauiske myndigheder om, at det i fraværet af en væsentlig ændring af de årsager, der havde gjort det muligt at pålægge den oprindelige finansielle korrektion, og henset til den omstændighed, at de litauiske myndigheder ikke havde vedtaget så meget som en enkelt afhjælpende foranstaltning, var begrundet at anvende denne samme faste finansielle korrektion på 5% for de udgifter, som er afholdt til foranstaltningen »Førtidspensionering«.

25

Den 22. juni 2015 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse. I denne afgørelse pålagde Kommissionen i henhold til artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 Republikken Litauen en finansiel korrektion på 5% på i alt 1938300,08 EUR for de midler, der blev udbetalt i medfør af foranstaltningen »Førtidspensionering« i perioden fra den 16. oktober 2010 til den 15. oktober 2013, med den begrundelse, at Republikken Litauen ikke havde foretaget en passende kontrol af forpligtelsen for landbrugere om at udøve en kommerciel landbrugsvirksomhed for at kunne modtage støtte til førtidspensionering.

26

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. september 2015 anlagde Republikken Litauen sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse under påberåbelse af et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013, sammenholdt med proportionalitetsprincippet. Dette anbringende bestod af to led henholdsvis om, at den ved den omtvistede afgørelse pålagte faste korrektion ikke tog hensyn til overtrædelsens art eller den skade, som Unionen blev påført, og denne faste finansielle korrektions manglende forholdsmæssighed.

27

Ved den appellerede dom forkastede Retten dette anbringende og frifandt dermed Kommissionen.

28

Republikken Litauen har nedlagt følgende påstande:

29

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen afvises, og at Republikken Litauen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

30

Republikken Litauen har til støtte for appellen fremsat to anbringender. Denne medlemsstat har med sit første anbringende gjort gældende, at Retten foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999 ved at fastslå, at besiddelsen af en mælkekvote ikke udgjorde et klart bevis for en litauisk landbrugers udøvelse af kommerciel landbrugsvirksomhed. I forbindelse med sit andet anbringende har Republikken Litauen gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne ved i den appellerede doms præmis 74-79 at fastslå, at den litauiske regering ikke havde godtgjort, at besiddelsen af en mælkekvote betød, at den pågældende landbruger udøvede kommerciel landbrugsvirksomhed.

31

Det første anbringende er opdelt i to led.

32

Med det første anbringendes første led har Republikken Litauen i det væsentlige foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 72, 82 og 83 foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999. Denne medlemsstat har nærmere bestemt gjort gældende, at Retten ikke fortolkede denne bestemmelse således, at tildeling af en mælkekvote til en litauisk landbruger er et væsentligt kriterium for, om den pågældende er omfattet af førtidspensionering.

33

Denne fortolkning følger efter Republikken Litauens opfattelse af selve ordlyden af artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999, for så vidt som det i denne bestemmelse fastsættes, at litauiske landbrugere, der har fået tildelt en mælkekvote, er berettiget til førtidspensionering, at det heri anføres, at den afstående landbrugers mælkekvoter tilbageleveres til den nationale mælkekvotereserve, og at støttebeløbet beregnes ud fra mælkekvotens størrelse.

34

Republikken Litauen har desuden gjort gældende, at undtagelsen i artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999 er resultatet af en udtrykkelig hensyntagen til situationen i den litauiske mejerisektor. Derfor er anvendelsen af begrebet »mælkekvote« i denne bestemmelse på ingen måde uden betydning.

35

Med det første anbringendes andet led har Republikken Litauen i det væsentlige foreholdt Retten, at den foretog en urigtig anvendelse af dens egen praksis ved i den appellerede doms præmis 72, 78 og 84 at lægge til grund, at den blotte besiddelse af en mælkekvote eller den blotte registrering af et dyr bestemt til slagtning i den pågældende database ikke var tilstrækkelig til at godtgøre, at der er tale om kommerciel landbrugsvirksomhed hos landbrugeren. Republikken Litauen har mere konkret henvist til dom af 25. februar 2015, Polen mod Kommissionen (T-257/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:111), ifølge hvilken kriterierne for produktionen kun kræves for at afgøre, hvorvidt landbrugeren oppebar en reel indtægt, og ikke har til formål at indføre en minimumstærskelværdi for økonomisk dynamik hos landbrugsbedriften, hvorunder denne bedrift ikke ville blive anset for at være en kommerciel landbrugsvirksomhed.

36

Følgelig har Republikken Litauen anført, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at besiddelse af en ko, som gør det muligt at sælge to eller tre liter mælk om dagen, eller af en besætning med en ko, som derefter sendes til slagtning, var ubetydelig og derfor ikke kunne generere en reel indtægt. Retten indførte herved en minimumstærskelværdi, hvorunder en landbrugsbedrift ikke kan anses for at være en kommerciel landbrugsvirksomhed.

37

Kommissionen har gjort gældende, at det første anbringende bør forkastes i sin helhed.

38

Med hensyn til det første anbringendes første led følger det af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af.

39

Således som det præciseres i artikel 10 i forordning nr. 1257/1999, er hensigten med denne navnlig at støtte førtidspensionering i landbrugssektoren, bl.a. for at sikre ældre landbrugere, der beslutter at ophøre med landbrugsvirksomhed, en indkomst, og at forbedre landbrugsbedrifters økonomiske levedygtighed ved at give større mulighed for at overtage sådanne ældre landbrugeres bedrifter.

40

For at kunne omfattes af denne ordning med støtte til førtidspensionering skal landbrugeren opfylde tre betingelser, der er nævnt i denne forordnings artikel 11, stk. 1, nemlig ophøre endeligt med al erhvervsmæssig landbrugsvirksomhed, være mindst 55 år ved overdragelsen, men endnu ikke have nået den normale pensionsalder, og have drevet landbrug i ti år forud for overdragelsen.

41

Artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999 fastsætter en undtagelse, der gælder for Republikken Litauen med hensyn til den nævnte ordning med støtte til førtidspensionering. Det fremgår således af denne bestemmelse, at »[u]anset [denne forordnings] artikel 11, stk. 1, andet led, er landbrugere i Litauen, der har fået tildelt en mælkekvote, berettiget til førtidspensionering på betingelse af, at de er under 70 år ved overdragelsen«.

42

Ordlyden af artikel 33n, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1257/1999 giver således ikke anledning til nogen tvivl om den omstændighed, at den i bestemmelsen omhandlede undtagelse kun vedrører alderen for de berørte litauiske landbrugere. For det første fremgår det klart af ordlyden, at denne bestemmelse fastsætter en undtagelse i denne forordnings artikel 11, stk. 1, »andet led«, dvs. det, der omhandler aldersbetingelsen. For det andet efterfølges ordene »på betingelse af«, der bl.a. er indeholdt i den franske, den spanske, den italienske, den portugisiske og den engelske version i af den nævnte forordnings 33n, stk. 1, første afsnit, umiddelbart af bemærkningen om disse landmænds alder.

43

I modsætning til, hvad Republikken Litauen i det væsentlige har gjort gældende, udgør artikel 33n, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1257/1999 derfor ikke en undtagelse fra den i denne forordnings artikel 11, stk. 1, fastsatte betingelse om udøvelse af en kommerciel landbrugsvirksomhed med henvisning til, at besiddelse af en mælkekvote er et afgørende kriterium med hensyn til denne udøvelse. Bemærkningen om besiddelse af en sådan kvote har i virkeligheden kun til formål at identificere de litauiske landbrugere, som kan være omfattet af undtagelsen på grundlag af den i den pågældende bestemmelse fastsatte alder.

44

Denne undtagelse kan således ikke fritage de litauiske landbrugere, som ønsker at modtage støtte til førtidspensionering, fra at godtgøre, at de opfylder de øvrige betingelser, som er opregnet i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999, og navnlig udøvede en kommerciel landbrugsvirksomhed.

45

Denne betragtning kan ikke bringes i tvivl af den omstændighed, at undtagelsen i denne forordnings artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999, som anført af Republikken Litauen, er resultatet af en udtrykkelig hensyntagen til situationen i den litauiske mejerisektor. Som fastslået i nærværende doms præmis 43 har bemærkningen om besiddelse af en mælkekvote således kun til formål at identificere de litauiske landbrugere, som kan omfattes af undtagelsen til aldersbetingelsen med henblik på at være omfattet af ordningen med støtte til førtidspensionering. Det er nemlig kun de litauiske landbrugere, der har fået tildelt en mælkekvote, som kan omfattes af denne undtagelse, der er knyttet til alder.

46

Ved for det første at fastslå i den appellerede doms præmis 72, at den omstændighed, at der er blevet tildelt en mælkekvote, ikke i sig selv gør det muligt at konkludere, at en landbruger udøver kommerciel landbrugsvirksomhed, og for det andet i den appellerede doms præmis 83, at artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999 kun fastsætter en undtagelse for så vidt angår den alder, som litauiske landbrugere skal have opnået for at kunne drage fordel af ordningen med støtte til førtidspensionering, og at denne undtagelse ikke fritager disse landbrugere fra forpligtelsen til at overholde de øvrige betingelser for at være omfattet af denne ordning, begik Retten derfor ikke nogen retlig fejl.

47

Det første anbringendes første led må følgelig forkastes som ugrundet.

48

Med hensyn til det første anbringendes andet led, hvorved Republikken Litauen har gjort gældende, at Retten i modsætning til dens egen og Domstolens praksis burde have indført en minimumstærskelværdi, hvorunder en landbruger ikke formodes at udøve kommerciel landbrugsvirksomhed, skal det bemærkes, at dette led hviler på en urigtig og mangelfuld læsning af den appellerede dom.

49

I modsætning til det af appellanten anførte har Retten således foretaget en korrekt gennemgang af situationen i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1257/1999 og den relevante retspraksis.

50

Det fremgår således af den appellerede doms præmis 52-56, at Retten for det første alene bemærkede, at Kommissionen inden for rammerne af en efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, der kan føre til en fast korrektion, har et vidt skøn, og at den som begrundelse for afslaget på at finansiere visse udgifter over EU-budgettet skal fremlægge bevis for den begrundede og rimelige tvivl, som den har med hensyn til visse af de af den pågældende medlemsstat afholdte udgifter. Det påhviler derefter sidstnævnte at føre bevis for, at de nødvendige betingelser for den finansiering, som Kommissionen har afslået, er opfyldt.

51

For det andet bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 65-67, at den pågældende landbruger for at kunne omfattes af førtidspensionering skal have udøvet en kommerciel landbrugsvirksomhed. I denne forbindelse præciserede Retten i den appellerede doms præmis 68, at den omstændighed, at der udøves virksomhed, som begrænser sig til at opfylde sine egne og familiens behov, ikke kan sidestilles med udøvelse af indkomstskabende aktiviteter, som opfylder kvalificeringen »kommercielt landbrug«. Den præciserede ligeledes i den nævnte doms præmis 69, at kriterierne for produktionen kun kræves for at afgøre, hvorvidt den pågældende landbruger oppebar en reel indtægt, og ikke har til formål at indføre en minimumstærskelværdi for økonomisk dynamik hos landbrugsbedriften, hvorunder landbrugeren ikke ville have været berettiget til støtte til førtidspensionering, selv om den pågældende udøvede kommerciel virksomhed.

52

I nærværende sag vedrørte Kommissionens tvivl, således som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 70 og 72, imidlertid den omstændighed, at det forhold, at en litauisk landbruger er registreret i databasen med de landbrugere, som er blevet tildelt mælkekvoter, i sig selv var et relevant kriterium for at fastslå, at en sådan landbruger udøvede kommerciel landbrugsvirksomhed, selv om det var tilstrækkeligt for den pågældende landbruger at have en ko og sælge to eller tre liter mælk om dagen for at blive registreret i denne database og alene af denne grund være berettiget til støtte til førtidspensionering.

53

Det påhvilede derfor Republikken Litauen at påvise, at Kommissionens konstateringer ikke var korrekte, og at disse små bedrifter, som var registreret i mælkekvotedatabasen, genererede betydelige og reelle indtægter, der således opfylder kriteriet for udøvelse af »kommerciel landbrugsvirksomhed« som omhandlet i artikel 11, stk. 1, tredje led, i forordning nr. 1257/1999, uden at der i denne forbindelse skal tages hensyn til omfanget af den pågældende landbrugsbedrifts økonomiske dynamik.

54

Efter i den appellerede doms præmis 73-77 at have vurderet alle de beviser, som Republikken Litauen havde fremlagt, konkluderede Retten imidlertid i den samme doms præmis 78, at det ikke lykkedes sidstnævnte medlemsstat at fjerne Kommissionens begrundede og rimelige tvivl for så vidt angår den mulige tildeling af støtte til førtidspensionering til litauiske landbrugere, der, selv om de var registreret i mælkekvotedatabasen, ikke var i besiddelse af en eneste ko og derfor ikke kunne anses for at have nogen indtægt i forbindelse med en kommerciel landbrugsvirksomhed.

55

Det fremgår af ovenstående bemærkninger, at Retten i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, på ingen måde har indført en minimumstærskelværdi, hvorunder det må formodes, at der ikke er tale om kommerciel landbrugsvirksomhed, dvs. i det foreliggende tilfælde mælkeproduktion ved hjælp af en enkelt ko.

56

Det var derfor med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 89 udledte heraf, at Kommissionen kunne have været i tvivl om relevansen af en registrering af de litauiske landbrugere i databaser om landbrugssektoren, som f.eks. databasen med de landbrugere, som er blevet tildelt mælkekvoter, som et kriterium for at afgøre, om den pågældende landbruger havde udøvet kommerciel landbrugsvirksomhed for at kunne omfattes af støtte til førtidspensionering.

57

Det første anbringendes andet led bør herefter forkastes som ugrundet.

58

I betragtning af det ovenstående skal det første anbringende forkastes som ugrundet.

59

Med sit andet anbringende har Republikken Litauen i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 74-79 foretog en urigtig gengivelse af beviserne ved at fastslå, at denne medlemsstat ikke havde godtgjort, at besiddelsen af en mælkekvote godtgjorde, at der forelå erhvervsmæssig kommerciel landbrugsvirksomhed.

60

Det andet anbringende er opdelt i to led.

61

Med det andet anbringendes første led har Republikken Litauen i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 74 burde have udledt af de af denne medlemsstat fremlagte beviser, at foranstaltningen førtidspensionering var forbundet med mælkekvoteordningen, hvorved registrering af en litauisk landbruger i databasen for disse kvoter gøres til et vigtigt kriterium med henblik på tildelingen af støtte til førtidspensionering. Republikken Litauen har i denne henseende anført, at den for Retten påberåbte sig en af Kommissionen gennemført revision i april 2005 af den nationale gennemførelse af støtteforanstaltningerne i mejerisektoren og særberetning nr. 4/2008 om iværksættelse af mælkekvoteordningen i de medlemsstater, der tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj 2004.

62

Disse dokumenter udgjorde efter Republikken Litauens opfattelse en indikation af en deltagelse i markedet og kunne derfor godtgøre, at en litauisk landbruger, som fik tildelt en mælkekvote, udøvede kommerciel landbrugsproduktion. Det er i denne forbindelse uden betydning, at der ikke blev foretaget nogen kontrol på grundlag af mælkekvotedatabasen under revisionen gennemført mellem den 20. og den 24. april 2009 i forbindelse med foranstaltningen førtidspensionering, idet Kommissionen har haft kendskab til mælkekvoteordningen siden 2004.

63

Det er også Republikken Litauens opfattelse, at Retten i den appellerede doms præmis 74 med urette fastslog, at mælkekvoteordningen ikke var forbundet med foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne, såsom foranstaltningen førtidspensionering. Det fremgår således klart af artikel 33n, stk. 1, i forordning nr. 1257/1999, at størrelsen af støtten til førtidspensionering beregnes under hensyntagen til størrelsen af den mælkekvote, der tilkommer bedriften, som således bekræfter den afgørende karakter af kriteriet vedrørende mælkekvoten med henblik på at opnå en sådan støtte.

64

Med det første anbringendes andet led har Republikken Litauen gjort gældende, at Retten ikke i den appellerede doms præmis 75-79 tog hensyn til de beviser, som den havde fået forelagt, og som begrunder, at tildelingen af mælkekvoter til de litauiske landbrugere godtgjorde, at disse landbrugere solgte mælken og opdrættede et passende antal dyr.

65

Replikken Litauen har i denne henseende for det første gjort gældende, at disse beviser fremgik af punkt 38, første afsnit, i dens stævning i første instans og af punkt 21 og 33 i dens replik i første instans.

66

Republikken Litauen har herefter gjort gældende, at Retten ikke tog hensyn til dens svar på Rettens spørgsmål, der blev stillet som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, selv om disse svar nævnte ni kriterier, som godtgør, at de pågældende landbrugere havde haft indtægter fra deres produktion, og at de derfor havde udøvet kommerciel landbrugsvirksomhed.

67

Republikken Litauen har ligeledes anført, at den i modsætning til det af Retten i den appellerede doms præmis 76-78 anførte gav en klar besvarelse af spørgsmålet om, hvorvidt den blotte tilstedeværelse af en landbruger i mælkekvotedatabasen betød, at landbrugeren ansås for at udøve kommerciel landbrugsvirksomhed. Republikken Litauen har i denne forbindelse gjort gældende, at den i svaret til Retten udtrykkeligt havde anført, at »[den] i forbindelse med hele samarbejdsprocessen med Kommissionen konsekvent har indtaget den holdning, at tilstedeværelsen af en registrering i databasen udgør et tilstrækkeligt grundlag for at bekræfte, at der faktisk udøves kommerciel landbrugsvirksomhed. […]«.

68

Endelig er Republikken Litauen af den opfattelse, at i modsætning til det af Retten i den appellerede doms præmis 79 anførte støtter andre argumenter dens holdning med hensyn til relevansen af registreringen af en landbruger i mælkekvotedatabasen med henblik på for sit vedkommende at fastslå, at der er tale om kommerciel landbrugsvirksomhed. Retten burde således ligeledes have taget hensyn til appellantens yderligere argumenter, bl.a. i sin besvarelse af de af denne ret stillede spørgsmål, som godtgjorde, at 43% af de litauiske producenter ikke havde opnået nogen mælkekvote, hvilket vidnede om de litauiske myndigheders kontrol af den pågældende landbrugers reelle deltagelse i markedet og opnåelse af indtægter.

69

Kommissionen har bestridt, at denne argumentation er velbegrundet.

70

Det skal bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at det følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at Domstolen ikke har kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, som Retten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør ikke, medmindre beviserne er gengivet forkert, et retsspørgsmål, som er undergivet Domstolens prøvelsesret.

71

En sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at vurderingen af de foreliggende beviser er urigtig. Denne urigtige gengivelse af omstændighederne skal imidlertid fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne. Endvidere påhviler det en appellant, der gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 19.9.2019, Polen mod Kommissionen, C-358/18 P, ikke trykt i Sml. EU:C:2019:763, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

72

Ved sit anbringende med overskriften »Urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder«, der sammenfattende kan gengives således, at »Retten foretog […] en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder i den appellerede doms præmis 74-79, da den konkluderede, at Republikken Litauens regering ikke havde godtgjort, at besiddelsen af en mælkekvote indebar, at sagsøgeren udøvede kommerciel landbrugsproduktion, hvilket i det væsentlige ikke stemte overens med de sagsakter, der var blevet fremlagt for Retten«, har appellanten gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne i to henseender.

73

Hvad for det første angår anbringendet om en urigtig gengivelse af beviserne i den appellerede doms præmis 74 med hensyn til Rettens konklusion om, at Kommissionen kunne lægge til grund, at mælkekvoteordningen ikke var forbundet med foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne, såsom foranstaltningen førtidspensionering, må det forkastes.

74

Det fremgår nemlig af denne præmis i den appellerede dom, som skal sammenholdes med den nævnte doms præmis 73, at Retten begrænsede sig til at fastslå, at selv om de dokumenter, som Republikken Litauen havde påberåbt sig, rigtignok vedrørte mælkekvoteordningen, godtgjorde de imidlertid ikke, at funktionen af mælkekvotedatabasen havde været genstand for revisionen gennemført mellem den 20. og den 24. april 2009 i forbindelse med foranstaltningen førtidspensionering, og at Kommissionen derfor havde haft kendskab til forbindelsen mellem mælkekvoteordningen og foranstaltningen støtte til førtidspensionering. Det er derfor som led i udøvelsen af sin eneret til at tage stilling til beviserne, at Retten i den appellerede doms præmis 74 deraf udledte, at Kommissionen kunne lægge til grund, at mælkekvoteordningen ikke var forbundet med foranstaltningerne til udvikling af landdistrikterne, såsom foranstaltningen førtidspensionering.

75

Herved foretog Retten ikke nogen urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og af beviserne.

76

Hvad for det andet angår Republikken Litauens klagepunkt om, at Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne i den appellerede doms præmis 75-79, idet den ikke tog hensyn til de omstændigheder, der angiveligt fastslår, at de litauiske landbrugere for at blive tildelt en mælkekvote skulle bevise, at de solgte mælken, skal det ligeledes forkastes.

77

Det skal nemlig bemærkes, at det andet anbringendes andet led i virkeligheden vedrører den omstændighed, at Retten ikke behandlede de beviser, som appellanten havde fremlagt for denne. Det er imidlertid tilstrækkeligt at fastslå, at Retten, således som det fremgår af nærværende doms præmis 54, i den appellerede doms præmis 75-81 tog hensyn til samtlige de af appellanten fremlagte beviser. Følgelig skal dette klagepunkt forkastes.

78

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet anbringende forkastes som ugrundet.

79

Da de anbringender, der er fremsat af Republikken Litauen til støtte for sin appel, er ugrundede, må appellen forkastes i sin helhed.

80

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Republikken Litauen tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da denne har tabt sagen, bør det pålægges Republikken Litauen at betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Niende Afdeling):