—

fristen begynder at løbe fra afsigelsen af dom af 8. september 2011, C-297/10 og C-298/10, ECLI:EU:C:2011:560 (Hennigs og Mai), selvom den berørte person ikke er omfattet af Bundesangestelltentarifvertrag (den kollektive overenskomst for ansatte i den tyske offentlige forvaltning), men dennes personlige situation svarer til situationen i dom af 19. juni 2014, C-501/12 — C-506/12, C-540/12 og C-541/12, ECLI:EU:C:2014:2005 (Specht),

—

de berørte tjenestemænd og dommere (arbejdstagere) kun kan få kendskab til førnævnte dom fra almindelige offentlige kilder,

—

de offentlige arbejdsgivere efter afsigelsen af førnævnte dom har benægtet, at den også finder anvendelse på tjenestemænd, og i denne forbindelse har bestridt, at der foreligger en forskelsbehandling på grund af alder, idet denne retsopfattelse i det mindste delvist også er blevet tilkendegivet udadtil,

—

praksis fra forvaltningsdomstolene i første instans inden for den nævnte frist og også derefter, indtil afsigelsen af Specht-dommen, i de fleste tilfælde har benægtet, at der foreligger forskelsbehandling på grund af alder,

—

der ikke fandtes retspraksis fra højere instanser i fristperioden, og den første afgørelse fra øverste instans først blev afsagt efter afsigelsen af Specht-dommen,

—

der i tjenestemænds og dommeres ansættelsesforhold kun gælder præklusive frister for godtgørelse af særlige omkostninger, og sådanne frister ikke er kortere end seks måneder,

—

der for lønkrav gælder en forældelsesfrist på tre år, som løber fra udgangen af det år, hvor kravet er forfaldet, og hvor den begunstigede får eller burde få kendskab til kravet, mens der i øvrigt gælder en forældelsesfrist på ti år,

—

nationale lønkrav, der ikke er fastsat ved lov, skal gøres gældende inden for kort tid, dvs. inden for det regnskabsår, som kravet vedrører?