This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62018CJ0810
Judgment of the Court (Seventh Chamber) of 30 April 2020.#DHL Logistics (Slovakia) spol. s r. o. v Finančné riaditeľstvo Slovenskej republiky.#Request for a preliminary ruling from the Krajský súd v Trnave.#Reference for a preliminary ruling — Regulation (EEC) No 2658/87 — Customs Union and Common Customs Tariff — Tariff classification — Combined Nomenclature — Subheading 8525 80 91 — Digital cameras — Video camera recorders — Digital video camera recorder capable of capturing and recording still images and sequences of video with a resolution quality of less than 800 × 600 pixels.#Case C-810/18.
Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 30. april 2020.
DHL Logistics (Slovakia) spol. s r. o. mod Finančné riaditeľstvo Slovenskej republiky.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský súd v Trnave.
Præjudiciel forelæggelse – forordning (EØF) nr. 2658/87 – toldunion og fælles toldtarif – tarifering – kombineret nomenklatur – underposition 8525 80 91 – digitalkameraer – videokameraer – digitalt videokamera, der kan optage og lagre stillbilleder og videosekvenser med en opløsning, der er lavere end 800 × 600 pixels.
Sag C-810/18.
Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 30. april 2020.
DHL Logistics (Slovakia) spol. s r. o. mod Finančné riaditeľstvo Slovenskej republiky.
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský súd v Trnave.
Præjudiciel forelæggelse – forordning (EØF) nr. 2658/87 – toldunion og fælles toldtarif – tarifering – kombineret nomenklatur – underposition 8525 80 91 – digitalkameraer – videokameraer – digitalt videokamera, der kan optage og lagre stillbilleder og videosekvenser med en opløsning, der er lavere end 800 × 600 pixels.
Sag C-810/18.
ECLI identifier: ECLI:EU:C:2020:336
DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling)
30. april 2020 ( *1 )
»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EØF) nr. 2658/87 – toldunion og fælles toldtarif – tarifering – kombineret nomenklatur – underposition 85258091 – digitalkameraer – videokameraer – digitalt videokamera, der kan optage og lagre stillbilleder og videosekvenser med en opløsning, der er lavere end 800 × 600 pixels«
I sag C-810/18,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Krajský súd v Trnave (retten for regionen Trnava, Slovakiet) ved afgørelse af 3. december 2018, indgået til Domstolen den 21. december 2018, i sagen
DHL Logistics (Slovakia) spol. s r. o.
mod
Finančné riaditeľstvo Slovenskej republiky,
har
DOMSTOLEN (Syvende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, P.G. Xuereb, og dommerne T. von Danwitz og A. Kumin (refererende dommer),
generaladvokat: P. Pikamäe,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– |
den slovakiske regering ved B. Ricziová, som befuldmægtiget, |
– |
Europa-Kommissionen først ved A. Tokár og A. Caeiros, derefter ved A. Tokár, som befuldmægtigede, |
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af underposition 85258091 i den kombinerede nomenklatur (herefter »KN«), som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (EFT 1987, L 256, s. 1), i den affattelse, der følger af henholdsvis Kommissionens forordning (EF) nr. 1031/2008 af 19. september 2008 (EUT 2008, L 291, s. 1), Kommissionens forordning (EF) nr. 948/2009 af 30. september 2009 (EUT 2009, L 287, s. 1), Kommissionens forordning (EU) nr. 861/2010 af 5. oktober 2010 (EUT 2010, L 284, s. 1), Kommissionens forordning (EU) nr. 1006/2011 af 27. september 2011 (EUT 2011, L 282, s. 1, berigtiget i EUT 2011, L 290, s. 6) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012 (EUT 2012, L 304, s. 1). |
2 |
Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem DHL Logistics (Slovakia) spol. s r. o. (herefter »DHL«) og Finančné riaditeľstvo Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks finansdirektorat, herefter »finansdirektoratet«) vedrørende tariferingen af digitale videokameraer. |
EU-retten
3 |
Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at de udgaver af KN, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, er de udgaver, der vedrører 2009-2012, og som hidrører fra henholdsvis forordning nr. 1031/2008, nr. 948/2009, nr. 861/2010 og nr. 1006/2011 samt gennemførelsesforordning nr. 927/2012. De i KN indeholdte bestemmelser, som er gjort gældende i hovedsagen, er imidlertid forblevet identiske fra den ene udgave af KN til den anden. |
4 |
De almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN, der er indeholdt i nomenklaturens del I, afsnit I, punkt A, fastsætter: »Tariferingen af varer i [KN] sker efter følgende regler:
[…]
|
5 |
Del II i KN med overskriften »Toldtariffen« indeholder afsnit XVI, der har overskriften »Maskiner og apparater samt mekaniske redskaber; elektrisk materiel; dele dertil; lydoptagere og lydgengivere samt billed- og lydoptagere og billed- og lydgengivere til fjernsyn; dele og tilbehør dertil«. |
6 |
Bestemmelse 3, som findes i dette afsnit i KN, har følgende ordlyd: »Når andet ikke er bestemt, tariferes kombinerede maskiner, der består af to eller flere maskiner, der er sammenbygget til en enhed, samt andre maskiner, der er indrettet til at udføre to eller flere funktioner (komplementære eller alternative), efter den pågældende kombinations eller maskines hovedfunktion.« |
7 |
KN’s kapitel 85, der er indeholdt i nævnte afsnit i denne nomenklatur, har overskriften »Elektriske maskiner og apparater, elektrisk materiel samt dele dertil; lydoptagere og lydgengivere samt billed- og lydoptagere og billed- og lydgengivere til fjernsyn samt dele og tilbehør dertil«. Dette kapitel indeholder følgende positioner og underpositioner:
|
8 |
I henhold til artikel 9, stk. 1, litra a), første led, og artikel 10 i forordning nr. 2658/87, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 254/2000 af 31. januar 2000 (EFT 2000, L 28, s. 16), vedtager Europa-Kommissionen, bistået af Toldkodeksudvalget, foranstaltninger vedrørende anvendelsen af KN for så vidt angår tarifering af varer. Det er på grundlag af den førstnævnte bestemmelse, at Kommissionens forordning (EF) nr. 1231/2007 af 19. oktober 2007 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur (EUT 2007, L 279, s. 3) blev vedtaget. |
9 |
I henhold til bilaget til forordning nr. 1231/2007 skal de varer, der er beskrevet i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i KN under den tilsvarende kode, som er anført i tabellens kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i tabellens kolonne 3. Hvad angår underposition 85258030 og 85258091 er den nævnte tabel sålydende:
|
10 |
De forklarende bemærkninger til Den Europæiske Unions kombinerede nomenklatur (EUT 2011, C 137, s. 1) vedrører KN i den affattelse, der følger af forordning nr. 861/2010 (herefter »de forklarende bemærkninger til KN«). De er imidlertid relevante for så vidt angår hovedsagen, for så vidt som ordlyden af pos. 8525 i KN og af underposition 85258030 og 85258091 i KN, således som det fremgår af nærværende doms præmis 3, er forblevet den samme efter de ændringer af denne nomenklatur, som er blevet foretaget ved forordning nr. 1006/2011 og gennemførelsesforordning nr. 927/2012. De forklarende bemærkninger til KN vedrørende disse positioner og underpositioner har følgende ordlyd:
|
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
11 |
Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at DHL i perioden 2009-2012 indførte varer, der i den skriftlige toldangivelse var blevet angivet som »digitale videokameraer« (herefter »de omhandlede varer«) henhørende under underposition 85258091 i KN, der vedrører »Videokameraer [k]un til optagelse af lyd og billeder med fjernsynskameraet«, og for hvilken der gjaldt en toldsats på 4,9%. |
12 |
Den 13. november 2012 indleverede DHL 35 anmodninger om godtgørelse af de importafgifter, som selskabet var blevet afkrævet ved afgørelser truffet inden for rammerne af toldproceduren, til Colný úrad Trnava (toldkontoret i Trnava, Slovakiet) (herefter »toldkontoret«), idet selskabet gjorde gældende, at de omhandlede varer skulle have været tariferet i underposition 85258030 i KN, der vedrører »Digitalkameraer«, og som ikke pålægges nogen importafgift. |
13 |
Idet toldkontoret gav afslag på disse anmodninger, indgav DHL en klage til finansdirektoratet. |
14 |
Ved afgørelse af 5. juni 2017 forkastede denne nationale myndighed klagen og bekræftede dermed toldkontorets afgørelser. DHL har derfor anlagt sag ved den forelæggende ret, Krajský súd v Trnave (retten for regionen Trnava, Slovakiet), med påstand om annullation af denne afgørelse fra finansdirektoratet. |
15 |
Den nævnte ret har anført, at de omhandlede varer er apparater med flere funktioner. De gør det nemlig på den ene side muligt at optage videoer på over 30 sammenhængende minutter med en billedopløsning på 720 × 576 pixels og 50 billeder pr. sekund, og under denne optagelse kan brugeren aktivere en zoom-funktion. På den anden side er det med disse apparater ligeledes muligt at optage og lagre stillbilleder med en opløsning på 800 × 600 pixels, eller sågar 1600 × 1200 pixels for visse modeltyper. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at videooptagelserne og stillbillederne lagres på et hukommelseskort. |
16 |
Med henblik på afgørelsen af de omhandlede varers tarifering skal der ifølge den forelæggende ret tages hensyn til de almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende KN, sammenholdt med bestemmelserne til KN’s afsnit XVI, herunder navnlig bestemmelse 3, således som disse er beskrevet i henholdsvis præmis 4, 5 og 6 i nærværende dom. Det skal således under hensyntagen til ordlyden af de pågældende underpositioner i og bestemmelser til KN afgøres, hvilken hovedfunktion der er karakteristisk for disse varer. |
17 |
Uenigheden mellem parterne i hovedsagen vedrører netop spørgsmålet om, hvilken hovedfunktion de omhandlede varer har. |
18 |
DHL er i det væsentlige af den opfattelse, at disse varer, som gør det muligt at optage og lagre videoer med en maksimal billedopløsning på 720 × 576 pixels – dvs. en billedopløsning, der er lavere end den, som i henhold til bilaget til forordning nr. 1231/2007 kræves for, at de kan tariferes i underposition 85258091 i KN – er »[d]igitalkameraer« henhørende under denne nomenklaturs underposition 85258030, idet deres hovedfunktion er at optage og lagre stillbilleder. |
19 |
Til støtte for sit standpunkt har DHL særligt anført, at det fremgår af de bindende tariferingsoplysninger, som er blevet udstedt for de samme varer i forskellige medlemsstater, nemlig bl.a. Nederlandene, Det Forenede Kongerige og Frankrig, at de omhandlede varer skulle have været tariferet i underposition 85258030 i KN som »[d]igitalkameraer«. |
20 |
Finansdirektoratet er af den opfattelse, at de omhandlede varer genererer stillbilleder med lav opløsning, nemlig blot 1600 × 1200 pixels, eller endog 800 × 600 pixels for visse modeltyper. Det kan derfor ikke lægges til grund, at deres hovedfunktion er at optage og lagre stillbilleder. Disse varer skal derfor tariferes som »videokameraer« henhørende under underposition 85258091 i KN. Det eneste kriterium, som de nævnte varer opfylder med henblik på at tariferes i denne nomenklaturs underposition 85258030 som »[d]igitalkameraer«, er desuden deres billedopløsning, der er lavere end 800 × 600 pixels, når apparatet anvendes til at optage og lagre videoer. |
21 |
Den forelæggende ret er af den opfattelse, at de omhandlede varer på nær et enkelt kriterium, nemlig kriteriet vedrørende billedopløsningen, når apparatet anvendes til at optage og lagre videoer, opfylder alle de øvrige kriterier, der gør det muligt at tarifere dem i 85258091 i KN som »[v]ideokameraer«. Når det er sagt, bliver dette kriterium i de forklarende bemærkninger til KN anset for afgørende med henblik på at tarifere de nævnte varer i denne nomenklaturs underposition 85258030 som »[d]igitalkameraer«. |
22 |
På denne baggrund har Krajský súd v Trnave (retten for regionen Trnava) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål: »Skal underposition 85258091 i [KN] fortolkes således, at varer såsom de digitale videokameraer, der er genstand for den foreliggende sag, kan tariferes i denne underposition, selv om de kun kan optage og lagre video med en opløsning, der er mindre end 800 × 600 pixels, nærmere bestemt 720 × 576 pixels, og deres anden funktion – optagelse og lagring af stillbilleder – er begrænset til en opløsning, der er mindre end 1600 × 1200 pixels ([1,92] megapixels)?« |
Om det præjudicielle spørgsmål
23 |
Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om KN skal fortolkes således, at digitale videokameraer med to funktioner, nemlig at optage og lagre såvel stillbilleder som videosekvenser, skal tariferes i denne nomenklaturs underposition 85258091 som »[v]ideokameraer«, skønt disse kameraer for så vidt angår videosekvenserne kun gør det muligt at optage sekvenser med en billedopløsning, der er lavere end 800 × 600 pixels. |
24 |
Indledningsvis bemærkes, at når Domstolen er forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende tarifering, er dens opgave i højere grad at oplyse den nationale ret om de kriterier, ved anvendelse af hvilke den nationale ret er i stand til at tarifere de pågældende produkter korrekt i KN, end selv at foretage denne tarifering, og dette så meget desto mere som Domstolen ikke nødvendigvis er i besiddelse af alle de hertil nødvendige oplysninger. Den nationale ret er således under alle omstændigheder bedre i stand til at foretage den pågældende tarifering (dom af 16.2.2006, Proxxon, C-500/04, EU:C:2006:111, præmis 23, og af 22.11.2012, Digitalnet m.fl., C-320/11, C-330/11, C-382/11 og C-383/11, EU:C:2012:745, præmis 61, samt kendelse af 22.10.2014, Mineralquelle Zurzach, C-139/14, EU:C:2014:2313, præmis 28). |
25 |
Det bemærkes for det første, at det efter fast retspraksis følger af såvel retssikkerheds- som kontroltekniske hensyn, at det afgørende kriterium ved tarifering af varer normalt vil være disses objektive karakteristika og egenskaber som beskrevet i ordlyden af den enkelte position i KN og i ordlyden af bestemmelserne vedrørende de enkelte afsnit eller kapitler heri (dom af 26.9.2000, Eru Portuguesa, C-42/99, EU:C:2000:501, præmis 13, og af 5.3.2015, Vario Tek, C-178/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:152, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis). |
26 |
For det andet har Domstolen endvidere fastslået, at varens bestemmelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og egenskaber (dom af 15.5.2019, Korado, C-306/18, EU:C:2019:414, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). De relevante forhold, der skal vurderes i så henseende, omfatter bl.a. den anvendelse, som fabrikanten har tiltænkt det pågældende produkt, samt fremgangsmåden og stedet for anvendelse heraf (dom af 2.5.2019, Onlineshop, C-268/18, EU:C:2019:353, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). |
27 |
Ved tarifering af en vare skal dennes hovedfunktion for det tredje tages i betragtning. KN’s del II, afsnit XVI, bestemmelse 3, fastsætter således bl.a., at en maskine, der er indrettet til at udføre to eller flere funktioner, tariferes efter den pågældende maskines hovedfunktion (dom af 11.6.2015, Amazon EU, C-58/14, EU:C:2015:385, præmis 23). Domstolen har i denne henseende præciseret, at det er nødvendigt at tage i betragtning, hvad forbrugerne anser for hoved- eller tillægsegenskab (dom af 2.5.2019, Onlineshop, C-268/18, EU:C:2019:353, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). |
28 |
Hvad angår de omhandlede varer fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at disse har to funktioner, nemlig at optage og lagre såvel stillbilleder som videosekvenser. |
29 |
Det skal bemærkes, således som den slovakiske regering og Kommissionen har anført i deres skriftlige indlæg, at det, henset til disse varers tekniske egenskaber, ser ud til, at deres hovedfunktion er at optage og lagre videosekvenser, således at de skal tariferes i underposition 85258091 i KN som »[v]ideokameraer«, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. |
30 |
Det fremgår nemlig for det første af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at mens billedopløsningen i de stillbilleder, der optages og lagres, er relativt lav, nemlig 1600 × 1200 pixels, eller sågar 800 × 600 pixels for visse modeltyper, svarer billedopløsningen i de optagne og lagrede videosekvenser, nemlig 720 × 576 pixels, samt billedtagningsfrekvensen, nemlig 50 billeder pr. sekund, til kvaliteten i en standard DVD. For det andet indebærer de nævnte varers tekniske egenskaber, herunder især deres form og foldbare billedsøger, at de snarere fremstår som videokameraer end digitalkameraer. For det tredje er samtlige de omhandlede varer blevet udbudt til salg som digitale videokameraer, hvis hovedfunktion er at optage og lagre videosekvenser. For det fjerde ser det ud til, at fabrikanten i brugsanvisningen selv har præsenteret disse varer som digitale videokameraer, hvis målgruppe er personer, der optager videoer med henblik på at offentliggøre dem på YouTube. |
31 |
Desuden har den slovakiske regering og Kommissionen i deres skriftlige indlæg med rette anført, at den omstændighed, at de omhandlede varer ikke opfylder det til optagelseskvaliteten knyttede parameter, som er indeholdt i de forklarende bemærkninger til KN, med henblik på at kunne tariferes i denne nomenklaturs underposition 85258091 som »[v]ideokameraer«, dvs. at de ikke er i stand til at optage videosekvenser med en billedopløsning på mindst 800 × 600 pixels, ikke som sådan er ensbetydende med, at disse varer automatisk skal tariferes i underposition 85258030 i KN som »[d]igitalkameraer«. |
32 |
I denne henseende skal det for det første bemærkes, at de forklarende bemærkninger til KN, skønt de indeholder vigtige bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioner, ikke er bindende (jf. i denne retning bl.a. dom af 6.9.2018, Kreyenhop & Kluge, C-471/17, EU:C:2018:681, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.5.2019, Estron, C-138/18, EU:C:2019:419, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis). |
33 |
For det andet har en sådan omstændighed ingen indvirkning på de omhandlede varers hovedfunktion, således som denne er fastlagt ud fra deres objektive karakteristika. |
34 |
For så vidt som den forelæggende ret har anført, at uenigheden mellem parterne i hovedsagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de omhandlede varer er digitalkameraer eller digitale videooptagere (videokameraer) som omhandlet i bilaget til forordning nr. 1231/2007, skal det endelig bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis dels, at Kommissionen vedtager en sådan tariferingsforordning, når et bestemt produkts tarifering i KN volder vanskeligheder eller er omstridt, dels at en sådan forordning er almengyldig, idet den ikke finder anvendelse på en bestemt erhvervsdrivende, men på alle produkter svarende til det, der er omfattet af denne tarifering (dom af 19.2.2009, Kamino International Logistics, C-376/07, EU:C:2009:105, præmis 63). |
35 |
Således som den slovakiske regering og Kommissionen imidlertid med rette har anført i deres skriftlige indlæg, er de produkter, der var genstand for en tarifering ved forordning nr. 1231/2007 – såsom de produkter, der er omhandlet i punkt 3-5 i den som bilag til denne forordning vedlagte tabel – ikke identiske med de omhandlede varer. De i disse bestemmelser omhandlede digitalkameraer adskiller sig nemlig fra de omhandlede varer, for så vidt som de bl.a. gør det muligt at optage dels stillbilleder af højere kvalitet, dels videoer med en lavere opløsning og med en frekvens af 30 optagne billeder pr. sekund, mens de omhandlede varer gør det muligt at optage videoer med en frekvens på 50 optagne billeder pr. sekund. |
36 |
Det fremgår ganske vist af Domstolens praksis, at en analog anvendelse af en tariferingsforordning på varer, der svarer til dem, der er omhandlet i forordningen, fremmer en sammenhængende fortolkning af KN samt ligebehandling af de erhvervsdrivende (dom af 4.3.2004, Krings, C-130/02, EU:C:2004:122, præmis 35). |
37 |
En sådan analog anvendelse er imidlertid hverken nødvendig eller mulig, når Domstolen med sit svar på et præjudicielt spørgsmål har givet den forelæggende ret alle de nødvendige oplysninger for tariferingen af et produkt i den rette position i KN (dom af 12.4.2018, Medtronic, C-227/17, EU:C:2018:247, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). |
38 |
Henset til de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at KN skal fortolkes således, at digitale videokameraer med to funktioner, nemlig at optage og lagre såvel stillbilleder som videosekvenser, skal tariferes i denne nomenklaturs underposition 85258091 som »[v]ideokameraer«, skønt disse kameraer for så vidt angår videosekvenserne kun gør det muligt at optage sekvenser med en billedopløsning, der er lavere end 800 × 600 pixels, for så vidt som disse digitale videokameraers hovedfunktion er at optage og lagre sådanne sekvenser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. |
Sagsomkostninger
39 |
Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. |
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret: |
Den kombinerede nomenklatur, som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif, i den affattelse, der følger af henholdsvis Kommissionens forordning (EF) nr. 1031/2008 af 19. september 2008, Kommissionens forordning (EF) nr. 948/2009 af 30. september 2009, Kommissionens forordning (EU) nr. 861/2010 af 5. oktober 2010, Kommissionens forordning (EU) nr. 1006/2011 af 27. september 2011 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 927/2012 af 9. oktober 2012, skal fortolkes således, at digitale videokameraer med to funktioner, nemlig at optage og lagre såvel stillbilleder som videosekvenser, skal tariferes i denne nomenklaturs underposition 85258091 som »[v]ideokameraer«, skønt disse kameraer for så vidt angår videosekvenserne kun gør det muligt at optage sekvenser med en billedopløsning, der er lavere end 800 × 600 pixels, for så vidt som disse digitale videokameraers hovedfunktion er at optage og lagre sådanne sekvenser, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. |
Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: slovakisk.