–

Caisse d’assurance retraite et de la santé au travail d’Alsace-Moselle ved avocat J.-J. Gatineau,

–

den franske regering ved A.-L. Desjonquères, A. Daly, D. Colas, A. Ferrand og R. Coesme, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Pavliš og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved D. Klebs, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved C. Valero og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 988/2009 af 16. september 2009 (EUT 2009, L 284, s. 43) (herefter »forordning nr. 883/2004«).

2

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Caisse d’assurance retraite et de la santé au travail d’Alsace-Moselle (pensions- og arbejdsmiljøforsikringskassen for Alsace-Moselle, Frankrig, herefter »Carsat«) og på den anden side SJ og socialministeren vedrørende medregning af den forlængelse af hendes karrieres varighed, som hun kan gøre krav på for opfostring af et handicappet barn ved beregningen af hendes alderspension.

3

9. og 12. betragtning til forordning nr. 883/2004 har følgende ordlyd:

[…]

4

Denne forordnings artikel 1, litra z), fastsætter, at begrebet »»familieydelse« [som omhandlet i forordningen omfatter] alle natural- og kontantydelser til udligning af udgifter til forsørgelse bortset fra forskud på underholdsbidrag samt de særlige fødsels- og adoptionsydelser i bilag I«.

5

Den nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på enhver lovgivning om social sikring, der vedrører:

[…]

[…]

[…]

3.   Denne forordning finder også anvendelse på de særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, der er omfattet af artikel 70.

[…]

5.   Denne forordning finder ikke anvendelse på

[…]«

6

Samme forordnings artikel 5 med overskriften »Ligestilling af ydelser, indtægter, begivenheder og forhold« har følgende ordlyd:

»Medmindre andet er fastsat i denne forordning, og på baggrund af de særlige gennemførelsesbestemmelser, der er fastsat, gælder følgende:

7

Artikel 9 i forordning nr. 883/2004 med overskriften »Erklæringer fra medlemsstaterne vedrørende denne forordnings anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne giver skriftligt Europa-Kommissionen meddelelse om […] de love og ordninger, der er omhandlet i artikel 3 […].«

8

Denne forordnings artikel 70, stk. 2, har følgende ordlyd:

»2. Med henblik på dette kapitel forstås ved »særlige, ikke-bidragspligtige kontantydelser« ydelser, som:

9

Bilag X til denne forordning har følgende ordlyd:

»[…]

TYSKLAND

[…]«

10

§ 35a i bog VIII i Sozialgesetzbuch (lov om social sikring) med overskriften »Ydelser til integration af børn og unge med mentale handicap« bestemmer:

11

Artikel L. 351-4-1 i code de la sécurité sociale (lov om social sikring) fastsætter:

»Forsikrede personer, som opfostrer et barn, som i henhold til artikel L. 541-1, stk. 1 og 2, giver ret til et børnepasningsbidrag til et handicappet barn og det supplerende bidrag hertil, eller i stedet for sidstnævnte til den i artikel L. 245-1 i code de l’action sociale et des familles [(lov om social bistand og familier)] omhandlede kompensationsydelse, tildeles, uanset hvad der måtte fremgå af artikel L. 351-4, et tillæg til deres forsikringsperiode på et kvartal for hver 30 måneders opfostringsperiode, dog højst otte kvartaler.«

12

Denne lovs artikel L. 541-1 bestemmer:

»Enhver, der har ansvaret for et handicappet barn, har ret til et børnepasningsbidrag til et handicappet barn, hvis det handicappede barns invaliditetsgrad mindst svarer til en bestemt procentsats.

Der ydes et supplerende bidrag for et barn, som er ramt af et handicap, hvis art eller alvor medfører særligt høje udgifter eller hyppigt kræver hjælp fra en tredje person. Beløbet varierer afhængigt af størrelsen af de ekstra omkostninger, der afholdes, eller af, om der er behov for permanent hjælp.

[…]«

13

Nævnte lovs artikel R. 541-1 har følgende ordlyd:

»Ved anvendelsen af første afsnit i artikel L. 541-1 skal det handicappede barns invaliditetsgrad være på mindst 80%, før der opnås ret til et børnepasningsbidrag til et handicappet barn.

Invaliditetsgraden vurderes i henhold til det skema, der er vedlagt som bilag til dekret nr. 93-1216 af 4. november 1993 om det skema, der finder anvendelse ved tildelingen af forskellige ydelser til handicappede personer, og om ændring af lov om familie- og socialhjælp, lov om social sikring (anden del: dekreter udstedt efter høring af Conseil d’État [(øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig)]) og lovdekret nr. 77-1549 af 31. december 1977.

[…]«

14

SJ er en fransk statsborger, der er bosiddende i Stuttgart (Tyskland), og som er mor til et handicappet barn født i 1981. I løbet af hendes professionelle karriere har hun successivt arbejdet i Frankrig og Tyskland som lektor ved Éducation nationale française.

15

Fra den 10. november 1995 har byen Stuttgart udbetalt SJ en ydelse til integration af børn og unge med mentale handicap i henhold til § 35a i bog VIII i den tyske lov om social sikring (herefter »den tyske ydelse«).

16

Den 7. juli 2010 blev SJ pensioneret fra Éducation nationale française med virkning fra den 1. august 2010. Den 27. juli 2011 ansøgte hun om fastsættelse af hendes pensionsrettigheder ved Deutsche Rentenversicherung Bund (den føderale pensionsforsikringskasse, Tyskland), der videresendte hendes begæring til Carsat. Sidstnævnte tildelte hende en alderspension med virkning fra den 1. november 2011.

17

Den 18. marts 2012 indgav SJ en klage til klagenævnet under Carsat vedrørende dels datoen for hendes pensions ikrafttræden, dels vedrørende den manglende hensyntagen ved fastsættelsen af antallet af bidragsperioder og tilsvarende perioder i forbindelse med beregningen af denne pension til den forlængelse af forsikringsperioden med et kvartal for hver 30 måneders opfostringsperiode, dog højst otte kvartaler, som er fastsat i artikel L. 351-4-1 i code de la sécurité sociale (lov om social sikring), som forsikrede personer, der har opfostret et barn, som giver ret til et børnepasningsbidrag til et handicappet barn og det supplerende bidrag hertil, i henhold til denne lovs artikel L. 541-1 er berettiget til (herefter »forhøjelsen af pensionssatsen«). Da denne klage blev forkastet, anlagde SJ sag ved de almindelige franske domstole, der er kompetente i sager om social sikring.

18

Ved dom af 8. april 2015 forkastede tribunal des affaires de sécurité sociale de Strasbourg (retten i sager om social sikring i Strasbourg, Frankrig) SJ’s påstande. Cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar, Frankrig) stadfæstede under appel ved dom af 27. april 2017 denne dom, for så vidt som den vedrørte den dato, hvor alderspensionen fra Carsat fik virkning. Den ophævede dommen for så vidt angik denne pensions størrelse, idet den fandt, at der skulle tages hensyn til den forhøjelse af pensionssatsen, der var fastsat i den franske lovgivning.

19

Cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) fandt således, idet den lagde artikel 5 i forordning nr. 883/2004 til grund, at den tyske ydelse svarede til det børnepasningsbidrag til et handicappet barn, der var fastsat i artikel L. 541-1 i den franske lov om social sikring (herefter »den franske ydelse«), således at SJ var berettiget til en forhøjelse af pensionssatsen. Appeldomstolen udledte heraf, at satsen for SJ’s alderspension skulle forhøjes med et beløb svarende til otte kvartalers beskæftigelse som følge af opfostringen af hendes handicappede barn.

20

Carsat har iværksat kassationsanke af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) og har til støtte herfor gjort gældende, at cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) tilsidesatte artikel 5 i forordning nr. 883/2004 samt artikel L. 351-4-1 og L. 541-1 i den franske lov om social sikring, idet den fandt, at den tyske ydelse svarede til den franske ydelse, uden at den forinden havde undersøgt, om SJ’s handicappede barn var berørt af en permanent invaliditet på mindst 80%, hvilket ville give ret til forhøjelsen af pensionssatsen. Carsat har gjort gældende, at appeldommen, idet den når denne konklusion, i den væsentlige kan give anledning til en omvendt forskelsbehandling af forsikrede, som kun er omfattet af den franske ordning sammenlignet med de forsikrede, som er omfattet af andre medlemsstaters sikringsordninger.

21

Den forelæggende ret har i denne henseende fremhævet, at den franske ydelse som en familieydelse, der henhører under et af leddene i den franske sociale sikringsordning, er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 883/2004, mens den tyske ydelse forekommer at være en del af social bistand og social forsorg som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 5, litra a), som er udelukket fra forordningens anvendelsesområde. Derudover er denne bistand ikke anført i den erklæring, som den tyske regering har meddelt i henhold til nævnte forordnings artikel 9 vedrørende den tyske lovgivning, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

22

I denne sammenhæng har Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som nærer tvivl om muligheden for at anvende forordning nr. 883/2004 under omstændighederne i hovedsagen og om den tilsvarende karakter af den franske og den tyske ydelse, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den tyske ydelse udgør en ydelse som omhandlet i denne artikel 3 og derfor er omfattet af det materielle anvendelsesområde for denne forordning.

24

Med henblik på besvarelsen af det forelagte spørgsmål skal det for det første undersøges, om denne ydelse udgør en social sikringsydelse som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1.

25

Det må i denne henseende indledningsvis fastslås, at det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har meddelt, at den forbundslov, der regulerer den tyske ydelse, er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte forordning. Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at den omstændighed, at en medlemsstat i strid med kravene i artikel 9 i forordning nr. 883/2004 har undladt at meddele en erklæring om, at en national lov er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, ikke i sig selv kan bevirke, at denne lov falder uden for denne forordnings materielle anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, A (Hjælp til en handicappet person), C-679/16, EU:C:2018:601, præmis 30).

26

Det følger således af Domstolens faste praksis, at sondringen mellem de ydelser, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004, og de ydelser, der ikke er omfattet af denne forordning, hovedsagelig er baseret på de enkelte elementer i den pågældende ydelse, navnlig dens formål og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke på, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning eller ej (dom af 14.3.2019, Dreyer, C-372/18, EU:C:2019:206, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

27

En ydelse kan således anses for en social sikringsydelse, såfremt to betingelser er opfyldt, nemlig at den for det første tildeles de berettigede uden nogen individuel og skønsmæssig bedømmelse af deres personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og forudsat for det andet, at den vedrører én af de sociale risici, der udtrykkelig er anført i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 (dom af 14.3.2019, Dreyer, C-372/18, EU:C:2019:206, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis). Da disse to betingelser er kumulative, bevirker en manglende opfyldelse af en af dem, at den pågældende ydelse ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning (dom af 25.7.2018, A (Hjælp til en handicappet person), C-679/16, EU:C:2018:601, præmis 33).

28

For så vidt angår den første af disse betingelser bemærkes, at den er opfyldt, når tildelingen af en ydelse foretages på grundlag af objektive kriterier, der, såfremt de er opfyldt, giver en ret til ydelsen, uden at den kompetente myndighed kan tage hensyn til andre personlige omstændigheder. I denne henseende har Domstolen for så vidt angår ydelser, hvis tildeling der gives enten tilsagn om eller afslag på, og hvis beløb beregnes under hensyntagen til den berettigedes indkomst, fastslået, at tildelingen af sådanne ydelser ikke afhænger af en individuel bedømmelse af ansøgerens personlige behov, når der er tale om et objektivt og lovbestemt kriterium, der medfører ret til denne ydelse, uden at den kompetente myndighed kan tage hensyn til andre personlige omstændigheder (dom af 14.3.2019, Dreyer, C-372/18, EU:C:2019:206, præmis 33 og 34 og den deri nævnte retspraksis).

29

Domstolen har desuden præciseret, at det, for at den nævnte betingelse kan anses for ikke at være opfyldt, er nødvendigt, at den kompetente myndigheds skønsmæssige bedømmelse af de individuelle behov for den person, der er berettiget til en ydelse, først og fremmest vedrører tilkendelsen af retten til denne ydelse. Disse betragtninger gælder, med de fornødne tilpasninger, for så vidt angår den individuelle karakter af den kompetente myndigheds bedømmelse af de personlige behov for den person, der er berettiget til en ydelse (jf. i denne retning dom af 14.3.2019, Dreyer, C-372/18, EU:C:2019:206, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

30

I den foreliggende sag fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at tildelingen af den tyske ydelse ikke er underlagt objektive betingelser, såsom bl.a. en bestemt invaliditetsgrad eller en bestemt grad af handicap.

31

Det er derudover uomtvistet, at denne ydelse i henhold til selve ordlyden af § 35a i den tyske lov om social sikring ydes afhængigt af det berettigede barns individuelle behov på grundlag af den kompetente myndigheds individuelle og skønsmæssige vurdering af disse behov.

32

Under disse omstændigheder må det fastslås, at den tyske ydelse ikke opfylder den første betingelse, der er nævnt i denne doms præmis 27.

33

Som følge deraf udgør denne ydelse, henset til den i nævnte præmis 27 anførte retspraksis, ikke en social sikringsydelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004.

34

Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 3, stk. 3, i nævnte forordning udstrækker anvendelsen af denne forordning til de særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser, der er omfattet af forordningens artikel 70. Under disse omstændigheder skal det for det andet undersøges, om den tyske ydelse udgør en sådan ydelse.

35

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at det fremgår af ordlyden af denne forordnings artikel 70, stk. 2, litra c), at der ved de særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser udelukkende forstås de ydelser, som er opført i bilag X til denne forordning. Da den tyske ydelse imidlertid ikke er anført i dette bilag, udgør den ikke en sådan ydelse.

36

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første spørgsmål skal besvares med, at artikel 3 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den tyske ydelse ikke udgør en ydelse som omhandlet i denne artikel 3 og derfor ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for denne forordning.

37

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, litra a), i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at den franske ydelse og den tyske ydelse kan anses for at være ydelser, der har en tilsvarende karakter som omhandlet i denne bestemmelse.

38

Det bemærkes indledningsvis, at denne forordnings artikel 5, litra a), i henhold til Domstolens praksis kun finder anvendelse på ydelser, der henhører under forordningens anvendelsesområde (dom af 21.1.2016, Vorarlberger Gebietskrankenkasse og Knauer, C-453/14, EU:C:2016:37, præmis 32). Det fastslås imidlertid i denne doms præmis 36, at den tyske ydelse ikke er en ydelse som omhandlet i nævnte forordnings artikel 3, og derfor ikke er omfattet af dennes materielle anvendelsesområde. Artikel 5, litra a), i forordning nr. 883/2004 finder følgelig ikke anvendelse under omstændighederne i hovedsagen.

39

Som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer det imidlertid denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det denne i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Det påhviler nemlig Domstolen at fortolke alle de bestemmelser i EU-retten, som de nationale retter skal anvende for at træffe afgørelse i de for dem verserende tvister, også selv om disse bestemmelser ikke udtrykkeligt er omtalt i de præjudicielle spørgsmål, der forelægges Domstolen (dom af 13.6.2019, Moro, C-646/17, EU:C:2019:489, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

40

Selv om den forelæggende ret formelt har begrænset sine spørgsmål alene til fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, er en sådan omstændighed derfor ikke til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EU-retten, som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for den, uanset om den henviser til dem i sit spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den forelæggende ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til hovedsagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 13.6.2019, Moro, C-646/17, EU:C:2019:489, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

41

I den foreliggende sag vedrører tvisten i hovedsagen spørgsmålet om, hvorvidt der ved afgørelsen af, om en person har ret til den forhøjelse af pensionssatsen, der er fastsat i den franske lovgivning, skal tages hensyn til omstændigheder, der har givet anledning til tildeling af tyske ydelser, nemlig en ydelse, som denne person har modtaget i sin egenskab af vandrende arbejdstager på grundlag af værtsmedlemsstatens lovgivning.

42

Det skal i denne henseende fremhæves, at artikel 5 i forordning nr. 883/2004, sammenholdt med niende betragtning til denne forordning, lovfæster det i retspraksis udviklede princip om ligestilling af ydelser, indtægter og faktiske forhold, som EU-lovgiver har villet indføre i den nævnte forordnings tekst, således at dette princip kan udvikles under hensyntagen til indholdet og ånden i Domstolens afgørelser (jf. i denne retning dom af 5.12.2019, Bocero Torrico og Bode, C-398/18 og C-428/18, EU:C:2019:1050, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det er i denne sammenhæng, at artikel 5, litra b), i forordning nr. 883/2004 fastsætter, at når indtrædelse af visse begivenheder eller forhold tillægges retsvirkning efter den kompetente stats lovgivning, tager denne hensyn til tilsvarende forhold eller begivenheder, der er indtrådt på en anden medlemsstats område, som om de var indtrådt på dens eget område.

44

Det følger heraf, at det andet spørgsmål – med henblik på at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den – skal forstås således, at det hermed ønskes oplyst, om princippet om ligestilling af faktiske forhold, som er lovfæstet i denne forordnings artikel 5, litra b), som et særligt udtryk for det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling finder anvendelse under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.

45

I denne forbindelse skal det med henblik på at afgøre, om dette princip finder anvendelse i den foreliggende sag, undersøges, om to betingelser er opfyldt, nemlig dels om den forhøjelse af pensionssatsen, som er fastsat i artikel L. 351-4-1 i den franske lov om social sikring, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 883/2004, dels, om denne sidstnævnte nationale bestemmelse tillægger indtrædelsen af visse begivenheder eller forhold retsvirkning som omhandlet i denne forordnings artikel 5, litra b).

46

For så vidt angår den første af disse betingelser må det fastslås, at forhøjelsen af pensionssatsen, henset til den i denne doms præmis 27 nævnte retspraksis, kan være omfattet af det materielle anvendelsesområde for denne forordning som en ydelse ved alderdom som omhandlet i samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra d).

47

Denne forhøjelse tildeles således for det første de begunstigede uden nogen individuel og skønsmæssig vurdering af deres personlige behov på grundlag af en lovmæssig defineret situation, nemlig at de har opfostret et barn, som giver ret til en fransk ydelse.

48

For det andet tilsigter den i hovedsagen omhandlede ydelse, som Kommissionen i det væsentlige har anført i sine skriftlige bemærkninger, at kompensere for de karrieremæssige ulemper, som personer, der har opfostret et svært handicappet barn, kan have haft, ved at indrømme en proportional forøgelse af bidragsperioderne i forhold til varigheden af pasningsperioden for det handicappede barn, hvilket medfører en forhøjelse af den pension, der udbetales til disse personer. Denne ydelse vedrører derfor en risiko, der dækkes af alderdomsydelser som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 883/2004 (jf. i denne retning dom af 16.9.2015, Kommissionen mod Slovakiet, C-361/13, EU:C:2015:601, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis), for så vidt som den skal sikre et udkomme for personer, der, når de når en vis alder, ophører med at arbejde og ikke længere er forpligtet til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

49

Hvad angår den anden af de betingelser, der nævnes i denne doms præmis 45, bemærkes, at artikel L. 351-4-1 i den franske lov om social sikring ved tildeling af en forhøjelse af pensionssatsen ikke kræver, at der forinden er tildelt en fransk ydelse, men at bestemmelsen kun kræver, at de betingelser, der giver ret til en sådan ydelse, og som er fastsat i denne lovs artikel L. 541-1, er opfyldt. Navnlig skal barnets permanente invaliditet i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse være mindst lig med en given sats, der er fastsat ved denne lovs artikel R. 541-1 til 80%, for at socialt forsikrede, der opfostrer et handicappet barn, kan være berettiget til en sådan forhøjelse.

50

Således tildeles forhøjelsen af pensionssatsen på grundlag af indtrædelsen af en begivenhed eller et forhold som omhandlet i artikel 5, litra b), i forordning 883/2004, nemlig at barnets permanente invaliditet er mindst lig med en bestemt sats. Følgelig er den anden betingelse ligeledes opfyldt i den foreliggende sag.

51

Det følger deraf, at princippet om ligestilling af forhold, som er lovfæstet i nævnte artikel 5, litra b), finder anvendelse under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende.

52

For så vidt angår fremgangsmåden ved anvendelsen af dette princip påhviler det de kompetente franske myndigheder at afgøre, om det i den foreliggende sag er godtgjort, at de begivenheder eller forhold, der er krævet som omhandlet i artikel 5, litra b), i forordning 883/2004, er indtrådt.

53

I denne henseende skal de kompetente franske myndigheder tage hensyn til tilsvarende forhold, der er indtrådt i Tyskland, og kan ved vurderingen af det pågældende handicappede barns permanente invaliditet ikke begrænse sig alene til de kriterier, der er fastsat i denne henseende i det skema, der finder anvendelse i Frankrig i medfør af R. 541-1 i den franske lov om social sikring.

54

Derfor kan disse myndigheder ved fastlæggelsen af, om den invaliditetsgrad, der ved denne lovgivning kræves for barnet for at give ret til forhøjelsen af pensionssatsen, er opnået, ikke nægte at tage hensyn til tilsvarende forhold, der er indtrådt i Tyskland, idet disse kan godtgøres ved enhver form for bevis, og navnlig ved rapporter fra lægeundersøgelser, certifikater eller recepter på behandlinger eller lægemidler.

55

Det skal tilføjes, at disse myndigheder i forbindelse med en sådan undersøgelse ligeledes skal overholde proportionalitetsprincippet, idet de navnlig skal sikre, at princippet om ligestilling af de faktiske forhold ikke fører til objektivt urimelige resultater, således som det anføres i 12. betragtning til forordning nr. 883/2004.

56

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 5 i forordning nr. 883/2004 skal fortolkes således, at:

57

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret: