–

Ferrari SpA ved Rechtsanwälte R. Pansch, S. Klopschinski, A. Sabellek og H. Hilge,

–

DU ved Rechtsanwalt M. Krogmann,

–

Europa-Kommissionen ved É. Gippini Fournier, W. Mölls og M. Šimerdová, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT 2008, L 299, s. 25).

2

Anmodningerne er blevet indgivet inden for rammerne af to tvister mellem Ferrari SpA og DU vedrørende slettelse af to varemærker, som Ferrari er indehaver af, på grund af manglende reel brug.

3

Sjette og tiende betragtning til direktiv 2008/95 havde følgende ordlyd:

[…]

4

Dette direktivs artikel 7 med overskriften »Konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket«, bestemte i stk. 1:

»De til varemærket knyttede rettigheder giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af varemærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for [Den Europæiske Union] under dette varemærke.«

5

Det nævnte direktivs artikel 10 med overskriften »Brugen af varemærket« bestemte i stk. 1, første afsnit, følgende:

»Såfremt indehaveren ikke inden fem år fra datoen for registreringsprocedurens afslutning har gjort reel brug af varemærket i den pågældende medlemsstat for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, eller hvis sådan brug har været ophørt uden afbrydelse i fem år, underkastes varemærket de i dette direktiv omhandlede sanktioner, medmindre der foreligger skellig grund til, at brug ikke har fundet sted.«

6

Samme direktivs artikel 12 med overskriften »Fortabelsesgrunde« fastsatte i stk. 1:

»Indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en sammenhængende periode på fem år ikke i den pågældende medlemsstat er gjort reel brug af det for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger skellig grund til manglende brug.

Fortabelse af et varemærke kan dog ikke gøres gældende, dersom reel brug af varemærket påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af femårsperioden og tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse.

Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre måneder forud for indgivelse af begæring om fortabelse, idet denne tremånedersperiode tidligst begynder ved udløbet af den sammenhængende periode på fem år, tages imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, når indehaveren har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse.«

7

Artikel 13 i direktiv 2008/95 med overskriften »Delvise registreringshindringer samt fortabelses- og ugyldighedsgrunde« fastsatte:

»Såfremt der kun for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke et varemærke søges eller er blevet registreret, er hindringer for registrering af varemærket eller grunde til dets fortabelse eller ugyldighed, skal varemærket kun udelukkes fra registrering eller fortabes eller erklæres ugyldigt for så vidt angår de pågældende varer eller tjenesteydelser.«

8

§ 26 i Gesetz über den Schutz von Marken und sonstigen Kennzeichen (Markengesetz) (lov om beskyttelse af varemærker og andre kendetegn) af 25. oktober 1994 (BGBL. 1994 I, s. 3082) (herefter »varemærkeloven«) med overskriften »Brug af varemærket« fastsætter:

»(1)   Såfremt påberåbelse af rettigheder på grundlag af et registreret varemærke eller opretholdelse af registreringen er afhængig af, at der er blevet gjort brug af varemærket, skal indehaveren have gjort reel brug af det i indlandet for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, medmindre der foreligger skellig grund til manglende brug.

(2)   Brug af et varemærke med indehaverens samtykke ligestilles med indehaverens brug af varemærket.

(3)   Som brug af et registreret varemærke betragtes også brug af varemærket i en form, der afviger fra den form, hvori dette er blevet registreret, såfremt afvigelsen ikke forandrer varemærkets særpræg. Første punktum finder også anvendelse, såfremt varemærket er registreret i den form, hvori det er blevet brugt.

(4)   Som brug i indlandet betragtes også anbringelse af varemærket på varer eller disses præsentation eller emballage i indlandet, når varerne udelukkende er bestemt til eksport.

(5)   Såfremt brugen af et varemærke er påkrævet inden for fem år fra tidspunktet for registreringen, træder i tilfælde, hvor der er gjort indsigelse mod registreringen, tidspunktet for indsigelsesprocedurens afslutning i stedet for tidspunktet for registreringen.«

9

Varemærkelovens § 49 med overskriften »Fortabelse« bestemmer:

»(1)   Registreringen af et varemærke slettes efter begæring på grund af fortabelse, såfremt varemærket efter registreringsdagen ikke er blevet brugt i henhold til § 26 inden for en sammenhængende periode på fem år. Fortabelse af et varemærke kan dog ikke gøres gældende, dersom brug af varemærket i henhold til § 26 påbegyndes eller genoptages i tiden mellem udløbet af denne periode og tidspunktet for indgivelse af begæring om fortabelse. Påbegyndelse eller genoptagelse af brugen inden for de sidste tre måneder forud for indgivelse af begæring om fortabelse, idet denne tremånedersperiode tidligst begynder ved udløbet af den sammenhængende femårsperiode, tages imidlertid ikke i betragtning, såfremt forberedelserne til påbegyndelse eller genoptagelse af brugen først indledes, efter at indehaveren af varemærket har fået kendskab til, at der eventuelt vil blive indgivet begæring om fortabelse. […]

[…]

(3)   Hvis en fortabelsesgrund kun er til stede for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret, slettes registreringen kun for så vidt angår de pågældende varer eller tjenesteydelser.«

10

Varemærkelovens § 115 med overskriften »Efterfølgende ophævelse af beskyttelsen« har følgende ordlyd:

»(1)   For internationalt registrerede varemærker erstattes begæring eller søgsmål om slettelse af et varemærke på grund af fortabelse (§ 49) af begæring eller søgsmål om ophævelse af beskyttelsen.

(2)   Såfremt der indgives begæring om ophævelse af beskyttelsen i henhold til § 49, stk. 1, på grund af manglende brug, erstattes dagen for registreringen i det nationale register af den dag,

11

Varemærkelovens § 124 med overskriften »Tilsvarende anvendelse af bestemmelserne om virkningen af internationalt registrerede varemærker i henhold til Madridarrangementet om varemærker« bestemmer:

»§§ 112-117 finder tilsvarende anvendelse på internationalt registrerede varemærker, hvis beskyttelse i henhold til artikel 3 i protokollen til Madridarrangementet om varemærker er blevet udvidet til Forbundsrepublikken Tysklands område, med det forbehold, at bestemmelserne i §§ 112-117 i Madridarrangementet om varemærker erstattes af de tilsvarende bestemmelser i protokollen til Madridarrangementet om varemærker.«

12

Artikel 5, stk. 1, i konventionen mellem Schweiz og Tyskland om gensidig beskyttelse af patenter, design og varemærker, undertegnet i Berlin den 13. april 1892, med senere ændringer (herefter »1892-konventionen«), bestemmer, at skadelige konsekvenser, der ifølge de kontraherende parters lovgivning følger af den omstændighed, at et fabriks- eller handelsmærke ikke er blevet benyttet inden for en vis frist, ikke indtræffer, hvis benyttelsen sker på den anden parts område.

13

Ferrari er indehaver af følgende varemærke:

14

Den 22. juli 1987 blev dette varemærke registreret som internationalt varemærke nr. 515107 hos Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret for følgende varer i klasse 12 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret:

»[t]ransportmidler; apparatur til bevægelse på land, i luften eller på vand, navnlig automobiler og dele hertil«.

15

Den 7. maj 1990 blev samme varemærke ligeledes registreret som varemærke nr. 11158448 ved Deutsches Patent- und Markenamt (den tyske patent- og varemærkemyndighed, Tyskland) for følgende varer i klasse 12:

»[b]efordringsmidler til brug på land og i luften og vandfartøjer samt dele dertil; motorer til køretøjer til brug på land; tilbehør til biler, dvs. anhængertræk, bagagebærere, skiholdere, stænkskærme, snekæder, luftgitre, nakkestøtter, sikkerhedsseler, autostole til børn«.

16

Da Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf, Tyskland) havde fastslået, at Ferraris to varemærker, der er nævnt i nærværende doms præmis 14 og 15 (herefter samlet »de omtvistede varemærker«), skulle slettes på grund af fortabelse med den begrundelse, at Ferrari inden for en sammenhængende periode på fem år ikke havde gjort reel brug af disse varemærker i Tyskland og Schweiz for de varer, for hvilke de er registreret, iværksatte Ferrari appel af denne retsinstans’ afgørelser til Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland).

17

Den forelæggende ret har anført, at Ferrari mellem 1984 og 1991 solgte en sportsvognsmodel under navnet »Testarossa« og indtil 1996 de efterfølgende modeller 512 TR og F512 M. I 2014 producerede Ferrari et enkelteksemplar af modellen »Ferrari F12 TRS«. Det fremgår af de oplysninger, som den forelæggende ret har indgivet, at Ferrari i den relevante periode for bedømmelsen af brugen af de omtvistede varemærker brugte disse sidstnævnte til at kendetegne reserve- og tilbehørsdele til de meget dyre luksussportsvogne, som tidligere var blevet solgt under disse varemærker.

18

Idet den forelæggende ret er af den opfattelse, at brugen af et varemærke ikke altid skal være omfangsrig for at være reel, og idet den ligeledes tager hensyn til det forhold, at Ferrari har brugt de omtvistede varemærker til dyre sportsvogne, der typisk kun produceres i begrænset antal, deler den ikke førsteinstansrettens synspunkt, hvorefter omfanget af den af Ferrari påberåbte brug ikke er tilstrækkelig til at godtgøre reel brug af disse varemærker.

19

Ifølge den forelæggende ret er det imidlertid tvivlsomt, om der skal tages hensyn til sådanne særegenheder i forbindelse med de omtvistede varemærker, idet disse ikke er blevet registreret for dyre luksussportsvogne, men generelt for automobiler og dele hertil. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at hvis det skal undersøges, om de omtvistede varemærker har været genstand for reel brug på massemarkedet for automobiler og dele hertil, må en sådan brug uden videre afvises.

20

Den forelæggende ret har tilføjet, at Ferrari har gjort gældende, at selskabet efter kontrol har videresolgt brugte biler med de omtvistede varemærker. Førsteinstansretten fandt, at dette ikke udgjorde en ny brug af de omtvistede varemærker, eftersom de rettigheder, som Ferrari afledte af disse, var blevet konsumeret efter den første markedsføring af varer, som var forsynet med disse varemærker, og Ferrari ikke kunne forbyde videresalg af disse varer.

21

Førsteinstansretten anførte, at eftersom udtrykket »brug med retsbevarende virkning« ikke kan have en udstrækning, der er videre end udtrykket »brug, der skader et varemærke«, kan brugshandlinger, der ikke kan forbydes tredjemænd af indehaveren af dette varemærke, ikke udgøre en brug med retsbevarende virkning. Ferrari har for sit vedkommende gjort gældende, at salget af brugte biler, der er forsynet med de omtvistede varemærker, indebærer en ny anerkendelse fra Ferraris side af det pågældende køretøj og derfor udgør en ny brug med retsbevarende virkning for de omtvistede varemærker.

22

Den forelæggende ret har tilføjet, at Ferrari inden for rammerne af tvisterne i hovedsagerne har gjort gældende, at selskabet har leveret reserve- og tilbehørsdele til køretøjer, der var forsynet med de omtvistede varemærker, og at det har udbudt vedligeholdelsesydelser for disse køretøjer. Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at førsteinstansretten konstaterede, at de reservedele, som Ferrari faktisk havde markedsført mellem 2011 og 2016 til køretøjer, der var forsynet med de omtvistede varemærker, havde skabt en omsætning på ca. 17000 EUR, hvilket ikke udgjorde en tilstrækkelig brug med retsbevarende virkning for de omtvistede varemærker. Der fandtes ganske vist kun 7000 eksemplarer af bilen med de omtvistede varemærker i verden. Dette forhold forklarede imidlertid ikke i sig selv den ringe mængde reservedele, der var blevet solgt under de omtvistede varemærker.

23

Idet den forelæggende ret er bevidst om den retspraksis, der følger af dom af 11. marts 2003, Ansul (C-40/01, EU:C:2003:145), har den bemærket for det første, at det fremgår af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsrets (EUIPO) »retningslinjer vedrørende undersøgelsen af EU-varemærker« (del C, afsnit 6, nr. 2.8), at anvendelsen af denne retspraksis skal forblive undtagelsen.

24

For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at tvisterne i hovedsagerne har en yderligere særegenhed, eftersom de omtvistede varemærker også omfatter dele til automobiler, således at en anvendelse af den retspraksis, der følger af dom af 11. marts 2003, Ansul (C-40/01, EU:C:2003:145), ville have til følge at anse brugen af de omtvistede varemærker for dele til automobiler for at være en brug af disse varemærker for automobiler, selv om sidstnævnte ikke er blevet solgt under de nævnte varemærker i mere end 25 år. Der opstår desuden det spørgsmål, om reel brug af et varemærke kan følge af den omstændighed, at dets indehaver fortsætter med at tilbyde reservedele og at udbyde tjenesteydelser for de varer, der tidligere er blevet solgt under dette varemærke, dog uden at bruge varemærket til at betegne disse dele eller tjenesteydelser.

25

Hvad angår den geografiske rækkevidde for den brug, der kræves i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95, har den forelæggende ret anført, at denne bestemmelse kræver en brug foretaget »i den pågældende medlemsstat«. Den har nemlig, idet den har støttet sig på dom af 12. december 2013, Rivella International mod KHIM (C-445/12 P, EU:C:2013:826, præmis 49 og 50), konstateret, at Domstolen har fastslået, at brugen af et varemærke i Schweiz ikke dokumenterer en reel brug af et varemærke i Tyskland. Ifølge praksis fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) er konventionen fra 1892 imidlertid fortsat i kraft og skal anvendes af de tyske retter under hensyntagen til artikel 351 TEUF. En sådan anvendelse kan imidlertid give anledning til vanskeligheder i tilfældet med et tysk varemærke, der – selv om det ikke kan slettes i medfør af tysk ret – ikke længere kan påberåbes til støtte for en indsigelse for at forhindre registreringen af et EU-varemærke.

26

Endelig har den forelæggende ret bemærket, at der i tvisterne i hovedsagerne ligeledes opstår spørgsmålet om, hvilken part der skal bære bevisbyrden for reel brug af et varemærke. I overensstemmelse med tysk retspraksis skal civilprocessens almindelige principper anvendes, hvilket betyder, at det også i tilfælde af en begæring om fortabelse på grund af manglende brug af et registreret varemærke er sagsøgeren, der bærer bevisbyrden for de faktiske omstændigheder, som denne begæring er støttet på, selv hvis disse faktiske omstændigheder er negative, såsom manglende brug af et varemærke.

27

For at tage hensyn til det forhold, at indgiveren af begæringen om fortabelse ofte ikke har kendskab til de præcise omstændigheder vedrørende brugen, pålægger den tyske retspraksis indehaveren af det pågældende varemærke den sekundære byrde, der består i velunderbygget og omfattende at redegøre for, hvordan den pågældende har gjort brug af varemærket. Når indehaveren af varemærket har løftet denne byrde, tilkommer det den part, der har nedlagt påstand om, at dette varemærke slettes, at tilbagevise denne redegørelse.

28

Anvendelsen af disse principper på tvisterne i hovedsagerne gør det muligt at behandle disse uden bevisoptagelse, eftersom Ferrari på tilstrækkeligt omfattende måde har redegjort for de brugshandlinger, som selskabet har foretaget, og ligeledes har fremlagt beviser, mens DU har begrænset sig til at anfægte det af Ferrari anførte uden selv at fremlægge beviser. DU bør derfor anses for ikke at have løftet sin bevisbyrde. Såfremt denne bevisbyrde derimod påhvilede Ferrari som indehaver af de omtvistede varemærker, bliver det nødvendigt at undersøge de beviser, som dette selskab har fremlagt.

29

På denne baggrund har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, der er de samme i de to sager:

30

Med det første og det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 1, og artikel 13 i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at et varemærke, der er registreret for en kategori af varer og reservedele, som de består af, såsom automobiler og deres dele, skal anses for at have været genstand for »reel brug« som omhandlet i nævnte artikel 12, stk. 1, for alle de varer, der henhører under denne kategori, og de reservedele, de består af, hvis varemærket kun har været genstand for en sådan brug for visse af disse varer, såsom dyre luksussportsvogne, eller alene for reserve- eller tilbehørsdele til visse af de nævnte varer.

31

For det første bemærkes, at indehaveren af et varemærke i henhold til artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en sammenhængende periode på fem år ikke i den pågældende medlemsstat er gjort reel brug af varemærket for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og der ikke foreligger skellig grund til manglende brug af dette.

32

Domstolen har udtalt, at artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at der er gjort »reel brug« af et varemærke, når dette er anvendt i overensstemmelse med varemærkets væsentligste funktion, som er at garantere oprindelsen af de varer eller de tjenesteydelser, som det er blevet registreret for, med henblik på at skabe eller bevare en afsætningsmulighed for disse varer og tjenesteydelser, idet dette ikke omfatter symbolske former for brug alene med det formål at bevare de til varemærket knyttede rettigheder (dom af 11.3.2003, Ansul, C-40/01, EU:C:2003:145, præmis 43).

33

Bedømmelsen af, om brugen af varemærket er reel, skal foretages på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder, der kan godtgøre, at varemærket virkelig anvendes handelsmæssigt, navnlig de former for brug, der i den pågældende branche anses for begrundet i fastholdelse eller erhvervelse af markedsandele for de varer eller tjenesteydelser, der beskyttes af varemærket, disse varers eller tjenesteydelsers art, de særlige forhold på markedet samt omfanget og hyppigheden af brugen af varemærket (dom af 11.3.2003, Ansul, C-40/01, EU:C:2003:145, præmis 43).

34

Selv om brugen af varemærket ikke vedrører varer, der tilbydes på markedet som nye, men allerede markedsførte varer, er brugen reel, hvis varemærket faktisk anvendes af varemærkeindehaveren for reservedele, der indgår i disse varers sammensætning eller struktur, eller for varer eller tjenesteydelser, der har en direkte forbindelse med de allerede markedsførte varer og skal tilfredsstille behov i disses kundekreds (dom af 11.3.2003, Ansul, C-40/01, EU:C:2003:145, præmis 43).

35

Det fremgår af denne retspraksis, at indehaverens brug af et registreret varemærke til reservedele, der udgør en integrerende del af de varer, der er omfattet af dette varemærke, kan udgøre »reel brug« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95, ikke alene for selve reservedelene, men også for de varer, der er omfattet af det nævnte varemærke. Det er i denne henseende irrelevant, at registreringen af det nævnte varemærke omfatter ikke blot varerne som helhed, men også deres reservedele.

36

For det andet fremgår det af artikel 13 i direktiv 2008/95, at såfremt der kun for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke et varemærke søges eller er blevet registreret, er en grund til dets fortabelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i dette direktiv, skal varemærket kun fortabes for så vidt angår de pågældende varer eller tjenesteydelser.

37

Hvad angår udtrykket »en del af […] varer[ne] eller tjenesteydelser[ne]«, der er omhandlet i artikel 13 i direktiv 2008/95, bemærkes, at en forbruger, der ønsker at købe en vare eller tjenesteydelse, som er omfattet af en kategori af varer eller tjenesteydelser, der er defineret på en præcis og afgrænset måde, men som det ikke er muligt at opdele i underkategorier af betydning, vil forbinde et registreret varemærke for denne kategori af varer eller tjenesteydelser med alle de varer eller tjenesteydelser, som indgår i denne, således at dette varemærke opfylder sin væsentligste funktion, som består i at garantere disse varers eller tjenesteydelsers oprindelse. Under disse omstændigheder er det tilstrækkeligt at kræve, at indehaveren af et sådant varemærke godtgør, at der er gjort reel brug af dennes varemærke for en del af de varer eller tjenesteydelser, der henhører under denne ensartede kategori (jf. analogt dom af 16.7.2020, ACTC mod EUIPO, C-714/18 P, EU:C:2020:573, præmis 42).

38

Hvad derimod angår varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af en bred kategori, som kan inddeles i flere selvstændige underkategorier, er det nødvendigt at kræve af indehaveren af et varemærke, der er registreret for denne kategori af varer eller tjenesteydelser, at vedkommende fører bevis for, at der er gjort reel brug af dennes varemærke for enhver af disse selvstændige underkategorier, da denne ellers kan fortabe sine rettigheder til varemærket for de selvstændige underkategorier, for hvilke den pågældende ikke har ført et sådant bevis (jf. i denne retning og analogt dom af 16.7.2020, ACTC mod EUIPO, C-714/18 P, EU:C:2020:573, præmis 43).

39

Hvis indehaveren af et varemærke har registreret sit varemærke for et omfattende sortiment af varer eller tjenesteydelser, som denne eventuelt vil kunne markedsføre, men ikke har gjort dette inden for en sammenhængende periode på fem år, kan den pågældendes interesse i at være omfattet af beskyttelsen for sit varemærke for disse varer eller tjenesteydelser nemlig ikke have forrang for konkurrenternes interesse i at bruge et identisk eller lignende tegn for de nævnte varer eller tjenesteydelser eller i at ansøge om registrering af dette tegn som varemærke (jf. i denne retning og analogt dom af 16.7.2020, ACTC mod EUIPO, C-714/18 P, EU:C:2020:573, præmis 43).

40

Hvad angår det relevante kriterium eller de relevante kriterier, som skal finde anvendelse ved fastlæggelsen af en sammenhængende underkategori af varer eller tjenesteydelser, der kan betragtes selvstændigt, er kriteriet om de pågældende varers eller tjenesteydelsers formål eller anvendelse det afgørende kriterium ved fastlæggelse af en selvstændig underkategori af varer (jf. analogt dom af 16.7.2020, ACTC mod EUIPO, C-714/18 P, EU:C:2020:573, præmis 44)

41

Det skal derfor konkret vurderes – hovedsageligt i forhold til de varer eller tjenesteydelser, med hensyn til hvilke indehaveren af et varemærke har ført bevis for brug – om disse udgør en selvstændig underkategori i forhold til de varer og tjenesteydelser, som henhører under den omhandlede klasse for varer og tjenesteydelser, således at der kan skabes en forbindelse mellem de varer eller de tjenesteydelser, med hensyn til hvilke det er godtgjort, at der er gjort reel brug af varemærket, og den kategori af varer eller tjenesteydelser, som er omfattet af registreringen af dette varemærke (dom af 16.7.2020, ACTC mod EUIPO, C-714/18 P, EU:C:2020:573, præmis 46).

42

Det fremgår af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 37-41, at begrebet »et særligt markedssegment«, som den forelæggende ret har anvendt, ikke som sådant er relevant for bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt de varer eller de tjenesteydelser, for hvilke varemærkeindehaveren har brugt dette begreb, henhører under en selvstændig underkategori i kategorien for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke dette varemærke er blevet registreret.

43

Som det fremgår af nærværende doms præmis 37, er det eneste, der er vigtigt i denne henseende, nemlig spørgsmålet, om en forbruger, der ønsker at købe en vare eller tjenesteydelse, som henhører under kategorien af varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af det omhandlede varemærke, vil forbinde dette varemærke med alle de varer eller tjenesteydelser, der henhører under denne kategori.

44

En sådan hypotese kan imidlertid ikke udelukkes med den begrundelse alene, at de forskellige varer eller tjenesteydelser, der er omfattet af den nævnte kategori, efter en økonomisk analyse henhører under forskellige markeder eller forskellige markedssegmenter. Dette er så meget desto mere tilfældet, som indehaveren af et varemærke har en berettiget interesse i at udvide sit sortiment af varer eller tjenesteydelser, for hvilke dennes varemærke er registreret (jf. analogt dom af 16.7.2020, ACTC mod EUIPO, C-714/18 P, EU:C:2020:573, præmis 51).

45

I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, for så vidt som den forelæggende ret har anført, at den i hovedsagerne omhandlede varemærkeindehaver har brugt disse varemærker til reserve- og tilbehørsdele til »meget dyre luksussportsvogne«, at det fremgår af de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 40 og 42-44, at det forhold alene, at de varer, for hvilke et varemærke er blevet brugt, sælges til en særligt høj pris, og som følge deraf kan henhøre under et særligt marked, ikke er tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at de udgør en selvstændig underkategori i den vareklasse, for hvilken dette varemærke er blevet registreret.

46

For det andet er det rigtigt, at de biler, der kvalificeres som »sportsvogne«, er biler med ydeevne, og følgelig biler, der kan anvendes til bilsport. Der er imidlertid kun tale om en af de mulige anvendelser for sådanne biler, som også – lige som enhver anden bil – kan bruges til vejtransport af personer og deres personlige ejendele.

47

Når de varer, der er omfattet af et varemærke, som det ofte er tilfældet, har flere formål og anvendelsesmåder, er det ikke muligt at afgøre, om der er tale om en særskilt underkategori af varer ved isoleret at tage hensyn til ethvert formål, som disse varer kan tænkes at have, idet en sådan tilgang ikke gør det muligt på en sammenhængende måde at fastlægge de selvstændige underkategorier og vil medføre en for vidtrækkende begrænsning af varemærkeindehaverens rettigheder (jf. analogt dom af 16.7.2020, ACTC mod EUIPO, C-714/18 P, EU:C:2020:573, præmis 51).

48

Det følger heraf, at det forhold alene, at de biler, for hvilke et varemærke er blevet brugt, kvalificeres som »sportsvogne«, ikke er tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at de er omfattet af en selvstændig underkategori af biler.

49

For det tredje og endelig kan begrebet »luksus« – som ordet »luksus-«, som den forelæggende ret har anvendt, henviser til – være relevant for flere biltyper, således at det forhold, at de biler, for hvilke et varemærke er blevet brugt, kvalificeres som »luksusbiler«, heller ikke er tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at de udgør en selvstændig underkategori af biler.

50

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse forholder det sig derfor således, at det forhold, at det selskab, der er indehaver af de i hovedsagerne omhandlede varemærker, har brugt disse varemærker til reserve- og tilbehørsdele til »meget dyre luksussportsvogne«, ikke er tilstrækkeligt til, at det kan konkluderes, at det kun har brugt disse varemærker til en del af de varer, der er omfattet af dem som omhandlet i artikel 13 i direktiv 2008/95.

51

Selv om det forhold, at et varemærke er blevet brugt til varer, der er kvalificeret som »meget dyre«, ikke er tilstrækkeligt til, at det kan lægges til grund, at disse varer udgør en selvstændig underkategori af varer, for hvilke dette varemærke er blevet registreret, er det ikke desto mindre relevant for bedømmelsen af spørgsmålet, om dette varemærke har været genstand for »reel brug« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95.

52

Dette forhold kan nemlig godtgøre, at den brug, der er gjort af dette varemærke, på trods af det relativt lille antal varer, der er blevet solgt under det pågældende varemærke, ikke har været rent symbolsk, men udgør en brug af det nævnte varemærke i overensstemmelse med dets væsentligste funktion, hvilken brug i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 32, skal kvalificeres som »reel brug« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95.

53

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 12, stk. 1, og artikel 13 i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at et varemærke, der er registreret for en kategori af varer og reservedele, som de består af, skal anses for at have været genstand for »reel brug« som omhandlet i nævnte artikel 12, stk. 1, for alle de varer, der henhører under denne kategori og de reservedele, som de består af, hvis det kun har været genstand for en sådan brug for visse af disse varer, såsom dyre luksussportsvogne, eller alene for de reserve- eller tilbehørsdele, som visse af de nævnte varer består af, medmindre det ikke fremgår af faktiske oplysninger og af relevante beviser, at en forbruger, der ønsker at købe disse varer, opfatter dem således, at de udgør en selvstændig underkategori i den kategori af varer, for hvilken det pågældende varemærke er blevet registreret.

54

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at et varemærke kan være genstand for reel brug fra indehaverens side ved dennes videresalg af brugte varer, der er markedsført under dette varemærke.

55

Det skal ganske vist bemærkes, at videresalg som sådant af en brugt vare, der er forsynet med et varemærke, ikke betyder, at dette varemærke er »brugt« som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 32. Det nævnte varemærke er nemlig blevet brugt, når det af dets indehaver er blevet anbragt på den nye vare ved den første markedsføring af denne vare.

56

Selv om indehaveren af det pågældende varemærke faktisk bruger dette varemærke i overensstemmelse med dets væsentligste funktion, som er at garantere oprindelsen for de varer, for hvilke det er blevet registreret, ved videresalget af brugte varer, kan en sådan brug imidlertid udgøre »reel brug« af det nævnte varemærke som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95.

57

Artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/95 vedrørende konsumption af de rettigheder, der er knyttet til varemærket, bekræfter denne fortolkning.

58

Det fremgår nemlig af denne bestemmelse, at de til varemærket knyttede rettigheder ikke giver indehaveren ret til at forbyde brugen af varemærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for Unionen.

59

Det følger heraf, at et varemærke kan være genstand for brug for varer, der allerede er markedsført under dette varemærke. Det forhold, at varemærkeindehaveren ikke kan forbyde tredjemænd at bruge sit varemærke for varer, der allerede er blevet markedsført under dette, betyder ikke, at indehaveren ikke selv kan gøre brug deraf for sådanne varer.

60

Det andet spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at et varemærke kan være genstand for reel brug fra indehaverens side ved dennes videresalg af brugte varer, der er markedsført under dette varemærke.

61

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at et varemærke er genstand for reel brug fra indehaverens side, når denne leverer visse tjenesteydelser vedrørende de varer, der tidligere er blevet markedsført under dette varemærke, uden dog at bruge det nævnte varemærke i forbindelse med leveringen af disse tjenesteydelser.

62

Som det fremgår af Domstolens praksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 34, kan indehaverens faktiske brug af et varemærke, der er registreret for visse varer, i forbindelse med tjenesteydelser, som har en direkte forbindelse med de allerede markedsførte varer, og som skal tilfredsstille behov i kundekredsen for disse varer, udgøre »reel brug« af dette varemærke som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95.

63

Det fremgår dog af samme retspraksis, at en sådan brug forudsætter en faktisk brug af det pågældende varemærke ved leveringen af de omhandlede tjenesteydelser. Såfremt varemærket ikke bruges, kan der nemlig selvsagt ikke være tale om »reel« brug af dette som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95.

64

Det fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at et varemærke er genstand for reel brug fra indehaverens side, når denne leverer visse tjenesteydelser vedrørende de varer, der tidligere er blevet markedsført under dette varemærke, på den betingelse, at disse tjenesteydelser leveres under det nævnte varemærke.

65

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 351 TEUF skal fortolkes således, at den tillader en ret i en medlemsstat at anvende en konvention, der er indgået før den 1. januar 1958 eller før tiltrædelsesdatoen for de stater, der har tiltrådt Unionen, såsom konventionen af 1892, som fastsætter, at brugen af et i denne medlemsstat registreret varemærke på området tilhørende denne konventions kontraherende tredjestat skal tages i betragtning for at fastlægge, om dette varemærke har været genstand for »reel brug« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95.

66

Det bemærkes, at for så vidt som artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 henviser til reel brug af et varemærke »i den pågældende medlemsstat«, udelukker bestemmelsen, at der tages hensyn til brug foretaget i en tredjestat, såsom Det Schweiziske Forbund.

67

Da konventionen af 1892 ligger før den 1. januar 1958, finder artikel 351 TEUF imidlertid anvendelse. I overensstemmelse med artikel 351, stk. 2, TEUF er medlemsstaterne forpligtede til at bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne eksisterende uoverensstemmelser mellem en konvention indgået før en medlemsstats tiltræden og EUF-traktaten.

68

Det følger heraf, at den forelæggende ret er forpligtet til at efterprøve, om en eventuel uoverensstemmelse mellem EU-retten og konventionen af 1892 kan undgås ved i videst muligt omfang og under overholdelse af folkeretten at fortolke konventionen i overensstemmelse med EU-retten (jf. analogt dom af 18.11.2003, Budějovický Budvar, C-216/01, EU:C:2003:618, præmis 169).

69

Såfremt der ikke kan foretages overensstemmende fortolkning af konventionen af 1892, er Forbundsrepublikken Tyskland forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at fjerne uoverensstemmelsen mellem denne konvention og EU-retten, i givet fald ved at opsige konventionen. Indtil uoverensstemmelserne er blevet fjernet, tillader artikel 351, stk. 1, TEUF imidlertid Forbundsrepublikken Tyskland at fortsætte med at anvende denne konvention (jf. i denne retning dom af 18.11.2003, Budějovický Budvar, C-216/01, EU:C:2003:618, præmis 170-172).

70

Som den forelæggende ret har bemærket, kan Forbundsrepublikken Tysklands anvendelse af konventionen af 1892 ganske vist give anledning til vanskeligheder, for så vidt som et varemærke, der er registreret i Tyskland, idet det kun kan opretholdes i registret, når det er genstand for reel brug på Det Schweiziske Forbunds område, ikke kan påberåbes til støtte for en indsigelse mod registreringen af et EU-varemærke, fordi indehaveren af det nævnte varemærke, såfremt der i en indsigelsessag kræves bevis for reel brug af dette varemærke, ikke vil være i stand til at fremlægge et sådant bevis alene for Unionens område.

71

Disse vanskeligheder er imidlertid den uundgåelige konsekvens af uoverensstemmelsen mellem konventionen af 1892 og EU-retten, og de kan kun forsvinde ved fjernelsen af denne uoverensstemmelse, som Forbundsrepublikken Tyskland er forpligtet til at foretage i overensstemmelse med artikel 351, stk. 2, TEUF.

72

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det femte spørgsmål besvares med, at artikel 351, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at bestemmelsen tillader en ret i en medlemsstat at anvende en konvention, der er indgået mellem en EU-medlemsstat og en tredjestat før den 1. januar 1958 eller før tiltrædelsesdatoen for de stater, der har tiltrådt Unionen, såsom konventionen af 1892, som fastsætter, at brugen af et i denne medlemsstat registreret varemærke på denne tredjestats område skal tages i betragtning for at fastlægge, om dette varemærke har været genstand for »reel brug« som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95, indtil et af de midler, der er omhandlet i artikel 351, stk. 2, TEUF, gør det muligt at fjerne eventuelle uoverensstemmelser mellem EUF-traktaten og denne konvention.

73

Med det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at bevisbyrden for det forhold, at et varemærke har været genstand for »reel brug« som omhandlet i denne bestemmelse, påhviler indehaveren af dette varemærke.

74

Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at bevisbyrden for manglende brug af det omhandlede varemærke i overensstemmelse med de almindelige principper i den civilproces, der finder anvendelse i Tyskland, såfremt der foreligger en begæring om fortabelse af et varemærke på grund af manglende brug, påhviler den begærende, idet indehaveren af dette varemærke alene er forpligtet til velunderbygget og omfattende at redegøre for, hvordan den pågældende har gjort brug af varemærket, dog uden at fremlægge beviser derfor.

75

Det skal ganske vist bemærkes, at det i sjette betragtning til direktiv 2008/95 bl.a. er anført, at medlemsstaterne fuldt ud bør bevare deres frihed til at fastsætte procedureregler vedrørende fortabelse med hensyn til varemærker, der er erhvervet ved registrering.

76

Det kan imidlertid ikke udledes deraf, at spørgsmålet om bevisbyrden for reel brug som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 inden for rammerne af en sag om fortabelse af et varemærke for manglende brug udgør en sådan procedureregel, der henhører under medlemsstaternes kompetence (jf. analogt dom af 19.6.2014, Oberbank m.fl., C-217/13 og C-218/13, EU:C:2014:2012, præmis 66).

77

Hvis spørgsmålet om bevisbyrden for reel brug af et varemærke i forbindelse med en sag om fortabelse på grund af manglende brug vedrørende dette varemærke var omfattet af medlemsstaternes nationale lovgivning, kunne varemærkeindehaverne nemlig risikere at opnå en forskellig beskyttelse, alt efter hvilken lov der fandt anvendelse – med det resultat, at målet om »samme beskyttelse i alle medlemsstaters retsordener«, som er omhandlet i tiende betragtning til direktiv 2008/95 og kvalificeret i direktivet som værende »af afgørende betydning«, ikke ville blive nået (jf. analogt dom af 19.6.2014, Oberbank m.fl., C-217/13 og C-218/13, EU:C:2014:2012, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

78

Det skal endvidere bemærkes, at Domstolen i dom af 26. september 2013, Centrotherm Systemtechnik mod KHIM og centrotherm Clean Solutions (C-610/11 P, EU:C:2013:593, præmis 61), med hensyn til fortabelsen af et EU-varemærke udtalte, at princippet, hvorefter det påhviler indehaveren af varemærket at godtgøre reel brug af dette, reelt begrænser sig til at udtrykke sund fornuft og et grundlæggende krav om effektivitet i proceduren.

79

Domstolen udledte deraf, at det i princippet påhviler indehaveren af det EU-varemærke, der er omhandlet i begæringen om fortabelse, at godtgøre reel brug af dette varemærke (dom af 26.9.2013, Centrotherm Systemtechnik mod KHIM og centrotherm Clean Solutions, C-610/11 P, EU:C:2013:593, præmis 63).

80

Disse betragtninger gør sig også gældende med hensyn til beviset for reel brug som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 af et varemærke, der er registreret i en medlemsstat.

81

Det skal nemlig konstateres, at det er indehaveren af det omtvistede varemærke, som har de bedste forudsætninger for at kunne fremlægge beviser for de konkrete tiltag til støtte for det anførte om, at dennes varemærke har været genstand for reel brug (jf. analogt dom af 19.6.2014, Oberbank m.fl., C-217/13 og C-218/13, EU:C:2014:2012, præmis 70)

82

Det følger heraf, at det sjette spørgsmål skal besvares med, at artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 skal fortolkes således, at bevisbyrden for det forhold, at et varemærke har været genstand for »reel brug« som omhandlet i denne bestemmelse, påhviler indehaveren af dette varemærke.

83

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: