1

Med appellen har The Goldman Sachs Group Inc. nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 12. juli 2018, The Goldman Sachs Group mod Kommissionen (T-419/14, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2018:445), hvorved Retten frifandt Kommissionen for appellantens påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse C(2014) 2139 final af 2. april 2014 om en procedure efter artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.39610 – Elkabler) (herefter »den omtvistede afgørelse«), for så vidt som den vedrørte appellanten, dels om nedsættelse af de bøder, som appellanten var blevet pålagt ved den omtvistede afgørelse.

2

Artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF] og [102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) har følgende ordlyd:

»Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

[…]«

3

Tvistens baggrund, der er gengivet i den appellerede doms præmis 1-22 og 47, kan med henblik på nærværende sag sammenfattes som følger.

4

Appellanten, The Goldman Sachs Group, er et selskab med hjemsted i De Forenede Stater, der udøver investeringsbankvirksomhed på verdens vigtigste finansielle markeder. Fra den 29. juli 2005 til den 28. januar 2009 var appellanten gennem GS Capital Partners V Funds (herefter »GSCP V-fondene«) og andre mellemliggende selskaber det (indirekte) moderselskab for Prysmian SpA og for sidstnævntes helejede datterselskab Prysmian Cavi e Sistemi Srl (herefter »PrysmianCS«), tidligere Pirelli Cavi e Sistemi Energia SpA, derefter Prysmian Cavi e Sistemi Energia Srl. Prysmian og Prysmian CS, to selskaber med hjemsted i Italien, der tilsammen udgør Prysmian-koncernen, som er et globalt selskab, der driver virksomhed i sektoren for jord- og undervandselkabler.

5

Mens appellantens andel i Prysmians kapital oprindeligt var 100% af andelene, faldt størrelsen af denne andel som følge af to afhændelser af aktier foretaget den 7. september 2005 og den 21. juli 2006 for i første omgang at udgøre 91,1% og derefter at udgøre 84,4% indtil den 3. maj 2007, hvor en del af Prysmians aktier blev introduceret på børsen i Milano (Italien) ved en børsintroduktion (herefter »børsintroduktionen«).

6

Efter en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde af 2. maj 1992 (EFT 1994, L 1, s. 3) vedtog Kommissionen den 2. april 2014 den omtvistede afgørelse.

7

I den omtvistede afgørelses artikel 1 fastslog Kommissionen, at appellanten og 25 andre virksomheder, herunder Prysmian og PrysmianCS, havde deltaget i et kartel, som udgjorde en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og artikel 53 i EØS-aftalen i sektoren for jord- og/eller undervandselkabler til (ekstra)høj spænding (herefter »den omhandlede overtrædelse«).

8

Appellanten blev i den omtvistede afgørelses artikel 1, stk. 5, litra c), fundet ansvarlig for den omhandlede overtrædelse som moderselskab for Prysmian og Prysmian Cavi e Sistemi Energia i perioden fra den 29. juli 2005 til den 28. januar 2009 (herefter »overtrædelsesperioden«).

9

I denne forbindelse formodede Kommissionen dels, at Prysmian havde udøvet en afgørende indflydelse på Prysmian Cavi e Sistemi Energias adfærd på markedet i denne periode, dels at appellanten mellem den 29. juli 2005 og den 3. maj 2007 havde udøvet en afgørende indflydelse på Prysmians og dermed Prysmian Cavi e Sistemi Energias adfærd på markedet.

10

Kommissionen konkluderede desuden på grundlag af en analyse af de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem appellanten og disse selskaber, at appellanten rent faktisk havde udøvet en afgørende indflydelse på Prysmians og dermed Prysmian Cavi e Sistemi Energias adfærd på markedet i overtrædelsesperioden.

11

Som det fremgår af den omtvistede afgørelses artikel 2, litra f), pålagde Kommissionen under disse omstændigheder appellanten en bøde på 37303000 EUR in solidum med Prysmian og PrysmianCS.

12

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juni 2014 anlagde appellanten søgsmål med påstand om dels annullation af den omtvistede afgørelse, for så vidt som den vedrørte selskabet, dels om nedsættelse af den bøde, som selskabet var blevet pålagt.

13

Til støtte for sin påstand om annullation af den omtvistede afgørelse fremsatte appellanten for Retten fem anbringender, herunder navnlig det første om tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 samt om en retlig fejl og et åbenbart urigtigt skøn.

14

Ved kendelse af 25. juni 2015 fik Prysmian og PrysmianCS af Retten tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

15

Ved den appellerede dom frifandt Retten Kommissionen i det hele.

16

Retten fastslog i det væsentlige, at det var med rette, at Kommissionen for så vidt angår perioden fra den 29. juli 2005 til den 3. maj 2007 havde støttet sig på en formodning om appellantens faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på Prysmians og Prysmian Cavi e Sistemi Energias adfærd på markedet.

17

Det var Rettens opfattelse, at når et moderselskab besidder de samlede stemmerettigheder, der er knyttet til dets datterselskabs aktier, navnlig kombineret med ejerskab af aktiemajoriteten i datterselskabets kapital som i denne sag, befinder dette moderselskab sig i en situation, der svarer til de tilfælde, hvor hele datterselskabets kapital besiddes, således at moderselskabet er i stand til at fastlægge datterselskabets økonomiske og handelsmæssige strategi, selv om moderselskabet ikke ejer hele eller næsten hele selskabskapitalen i sidstnævnte.

18

Retten fastslog endvidere, at Kommissionen uden at begå nogen fejl havde kunnet fastslå, at appellanten havde udøvet en afgørende indflydelse på Prysmians og Prysmian Cavi e Sistemi Energias adfærd på markedet i hele overtrædelsesperioden, idet den for det første havde støttet sig på appellantens beføjelse til at udnævne medlemmerne af Prysmians forskellige bestyrelser, for det andet på appellantens beføjelse til at indkalde aktionærerne i Prysmian til møder og til at foreslå afskedigelse af bestyrelsesmedlemmer eller hele bestyrelser i dette selskab, for det tredje på de delegerede beføjelser til medlemmerne af ledelsen for grenen for direkte investeringer i appellantens »Merchant Banking«-afdeling (»Principal Investment Area«) i Prysmians bestyrelser og deres deltagelse i dette selskabs strategiske udvalg, for det fjerde på den omstændighed, at appellanten modtog jævnlige opdateringer og månedlige rapporter fra Prysmian, for det femte på de af Kommissionen i den omtvistede afgørelse opregnede foranstaltninger for at sikre appellantens fortsatte bestemmende kontrol efter børsintroduktionen og for det sjette på beviset for, at appellanten havde anlagt adfærd, som var typisk for en industriel ejer.

19

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

20

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

21

Prysmian og PrysmianCS har nedlagt følgende påstande:

22

Appellanten har til støtte for appellen fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, for så vidt som appellanten blev pålagt ansvaret for den overtrædelse af EU-konkurrenceretten, som Prysmian og PrysmianCS havde begået i perioden mellem den 29. juli 2005 og den 3. maj 2007 (herefter »perioden forud for børsintroduktionen«). Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF og af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, for så vidt som appellanten blev holdt ansvarlig for denne samme overtrædelse i perioden fra den 3. maj 2007 til den 28. januar 2009 (herefter »perioden efter børsintroduktionen«). Appellanten har endvidere anmodet om, at Domstolen indrømmer selskabet enhver bødenedsættelse, som Prysmian og PrysmianCS måtte blive indrømmet, ved at nedsætte den bøde, som selskabet er blevet pålagt in solidum med de sidstnævnte, for det tilfælde, at Domstolen måtte give medhold i de nævnte selskabers appel af dom afsagt af Retten den 12. juli 2018, Prysmian og Prysmian Cavi e Sistemi mod Kommissionen (T-475/14, EU:T:2018:448).

23

Det første anbringende er opdelt i tre led.

24

Med det første anbringendes første led, som vedrører den appellerede doms præmis 49, 50 og 52, har appellanten gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at Kommissionen ikke havde begået en fejl, for så vidt som den havde holdt appellanten ansvarlig for den omhandlede overtrædelse for perioden forud for børsintroduktionen ved at støtte sig på en formodning om appellantens faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på Prysmian og PrysmianCS.

25

Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at selskabets andel i GSCP V-fondene kun udgjorde ca. 33%, mens resten af kapitalen var ejet af uafhængige tredjepartsinvestorer. Endvidere udgjorde disse fondes deltagelse i Prysmians kapital i perioden forud for børsintroduktionen, med undtagelse af de første 41 dage, først ca. 91% og derefter ca. 84%. Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at formodningen om en faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse kun finder anvendelse, når moderselskabet ejer hele eller størstedelen af kapitalen i sit datterselskab. Retten fastslog med urette, at når et moderselskab besidder alle de stemmerettigheder, der er knyttet til dets datterselskabs aktier, bl.a. kombineret med en stor majoritetsandel af dette datterselskabs kapital, befinder moderselskabet sig i en situation, der svarer til situationen for dette datterselskabs eneejer.

26

Ifølge appellanten kan formodningen om en faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse ikke finde anvendelse under sådanne omstændigheder i overensstemmelse med det grundlæggende princip om, at formodninger skal anvendes restriktivt. I denne henseende er Rettens tilgang ikke i overensstemmelse med dom af 10. september 2009, Akzo Nobel m.fl. mod Kommissionen (C-97/08 P, EU:C:2009:536), hvori Domstolen anerkendte eksistensen af en sådan formodning. Rettens fortolkning er desuden fejlagtig i lyset af formålet med den nævnte formodning, eftersom den erstatter det lette bevis for, at der foreligger en kapitalandel, der omfatter samtlige andele, ved hjælp af en hurtig gennemgang af handels- og selskabsregistret, som er forbundet med retssikkerhed og let anvendelig, med en grundig påvisning af, at der foreligger omstændigheder i den foreliggende sag, som gør det muligt for moderselskabet faktisk at udøve en afgørende indflydelse. Endelig anlagde Retten en diametralt modsat fortolkning vedrørende det samme datterselskab og den samme overtrædelse i sin dom af 12. juli 2018, Pirelli & C mod Kommissionen (T-455/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:450).

27

Kommissionen har, støttet af Prysmian og PrysmianCS, bestridt disse argumenter. Kommissionen har gjort gældende, at appellantens argument om, at eftersom selskabet kun ejede 33% af kapitalen i GSCP V-fondene, kunne formodningen om udøvelse af en afgørende indflydelse ikke finde anvendelse i den foreliggende sag, da tesen herom ikke blev fremført for Retten. Under alle omstændigheder savner dette argument grundlag, eftersom appellanten alene og fuldstændigt kontrollerede beslutningerne om GSCP V-fondenes investeringer.

28

Appellanten har i replikken gjort gældende, at selskabet for Retten udtrykkeligt gjorde gældende, at dets faktiske ejerskab over GSCP V-fondene, ikke var tilstrækkelig til, at Kommissionen kunne støtte sig på formodningen om en faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse i denne henseende.

29

Hvad for det første angår appellantens argumentation om, at den formodning om en faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse, der er anerkendt i retspraksis, ikke fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, eftersom selskabets deltagelse i GSCP V-fondene kun var på ca. 33%, idet resten af kapitalen i disse fonde var ejet af uafhængige tredjeparter, skal det bemærkes, således som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 48 og 64, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse støttede sig på en formodning om appellantens faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på Prysmians adfærd, og indirekte på PrysmianCS adfærd, idet Kommissionen ikke baserede sig på appellantens indirekte andel af Prysmians kapital, men på konstateringen af, at appellanten kontrollerede samtlige stemmerettigheder knyttet til aktierne i Prysmian.

30

I appelskriftet har appellanten imidlertid hverken anfægtet denne konstatering fra Rettens side, eller at appellanten fortsat kontrollerede 100% af de nævnte stemmerettigheder i hele perioden forud for børsintroduktionen, selv efter de afhændelser af aktier i Prysmian, der fandt sted den 7. september 2005 og den 21. juli 2006. Under disse omstændigheder skal appellantens argument om, at selskabets deltagelse i GSCP V-fondene kun udgjorde ca. 33%, under alle forkastes som uvirksomt.

31

Hvad for det andet angår appellantens argumentation vedrørende Rettens konstatering af, at Kommissionen var berettiget til at støtte sig på en formodning om, at moderselskabet faktisk havde øvet en afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at et datterselskabs adfærd kan tilregnes moderselskabet, bl.a. når datterselskabet, selv om det er en selvstændig juridisk person, ikke frit bestemmer sin adfærd på markedet, men i det væsentlige følger instrukser fra moderselskabet, navnlig under hensyn til de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem disse to juridiske enheder (dom af 24.6.2015, Fresh Del Monte Produce mod Kommissionen og Kommissionen mod Fresh Del Monte Produce, C-293/13 P og C-294/13 P, EU:C:2015:416, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

32

Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at med hensyn til det særlige tilfælde, hvor et moderselskab direkte eller indirekte besidder hele eller næsten hele kapitalen i et datterselskab, som har begået en overtrædelse af konkurrencereglerne, dels at moderselskabet kan udøve en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd, dels at der foreligger en afkræftelig formodning for, at moderselskabet faktisk udøver en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd. Det er under disse omstændigheder tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at hele eller næsten hele kapitalen i et datterselskab ejes af moderselskabet, for at det kan formodes, at moderselskabet faktisk udøver en afgørende indflydelse på dette datterselskabs handelspolitik. Kommissionen vil derefter være i stand til at anse moderselskabet for solidarisk ansvarligt for betaling af den bøde, som er pålagt datterselskabet, medmindre dette moderselskab, som det påhviler at afkræfte den pågældende formodning, fører tilstrækkelige beviser med henblik på at godtgøre, at dets datterselskab optræder selvstændigt på markedet (jf. dom af 28.10.2020, Pirelli & C. mod Kommissionen, C-611/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:868, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

33

En sådan formodning indebærer således, medmindre den afkræftes, at det anses for godtgjort, at moderselskabet faktisk har udøvet afgørende indflydelse på dets datterselskab, og Kommissionen er berettiget til at holde førstnævnte ansvarlig for sidstnævntes adfærd uden at skulle fremlægge yderligere bevis herfor. Anvendelsen af formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse er således ikke betinget af fremlæggelsen af yderligere indicier vedrørende moderselskabets faktiske udøvelse af indflydelse (dom af 26.10.2017, Global Steel Wire m.fl. mod Kommissionen, C-457/16 P og C-459/16 P – C-461/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:819, præmis 85 og 86 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det er ganske vist ubestridt, at appellanten i perioden forud for børsintroduktionen ikke ejede hele kapitalen i Prysmian, idet GSCP V-fondenes andel i Prysmians kapital, som det fremgår af den appellerede doms præmis 47, i denne periode, med undtagelse af de første 41 dage, først udgjorde ca. 91% og derefter ca. 84%. Det er ligeledes ubestridt, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse ikke fandt, at denne andel betød, at appellanten ejede næsten hele kapitalen i Prysmian.

35

Det fremgår imidlertid af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 31-33, at det ikke er den blotte besiddelse af hele eller næsten hele kapitalen i datterselskabet i sig selv, der ligger til grund for formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse, men den grad af kontrol, som moderselskabet har over sit datterselskab, som besiddelsen indebærer. Retten kunne derfor uden at begå en retlig fejl i det væsentlige i den appellerede doms præmis 50 fastslå, at et moderselskab, der besidder alle de stemmerettigheder, der er knyttet til dets datterselskabs aktier, i denne henseende befinder sig i en situation, der svarer til situationen for et selskab, der ejer hele eller næsten hele datterselskabets kapital, således at moderselskabet er i stand til at fastlægge datterselskabets økonomiske og kommercielle strategi. Et moderselskab, der besidder alle de stemmerettigheder, der er knyttet til dets datterselskabs aktier, kan således ligesom et moderselskab, der ejer hele eller næsten hele kapitalen i sit datterselskab, udøve en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd

36

Det følger heraf, at Retten i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, ikke begik en retlig fejl, da den fastslog, at når et moderselskab besidder alle de stemmerettigheder, der er knyttet til dets datterselskabs aktier, kan Kommissionen med rette støtte sig på en formodning om dette moderselskabs faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på dets datterselskabs adfærd på markedet.

37

Denne konklusion ændres ikke af appellantens argumenter.

38

For det første har formodningen om, at moderselskabet udøver en afgørende indflydelse på et datterselskab navnlig til formål at skabe en balance mellem, på den ene side, vigtigheden af målet om at bekæmpe konkurrencestridig adfærd, især i artikel 101 TEUF, og at hindre gentagelse heraf og, på den anden side, kravene i visse EU-retlige principper, såsom bl.a. princippet om uskyldsformodning, princippet om, at kun overtræderen straffes, retssikkerhedsprincippet samt princippet om retten til forsvar, herunder princippet om parternes processuelle ligestilling (jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, C‑501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).

39

Som appellanten har gjort gældende, kan identificeringen af de personer, der ejer stemmerettighederne, der er knyttet til et selskabs aktier, ganske vist vise sig at være vanskeligere end fastlæggelsen af, hvem disse aktier tilhører. For det første er der imidlertid intet, der tyder på, at sådanne vanskeligheder kan skade retssikkerheden. Et moderselskab, som uden at eje alle eller næsten alle aktierne i sit datterselskab har forbeholdt sig eller har erhvervet alle de stemmerettigheder, der er knyttet til disse aktier, kan åbenbart ikke være uvidende om, at dette er tilfældet.

40

For det andet skal det bemærkes, at Kommissionen på ingen måde er forpligtet til udelukkende at basere sig på nævnte formodning. Der er således intet til hinder for, at denne institution godtgør, at et moderselskab faktisk udøver en afgørende indflydelse på sit datterselskab ved hjælp af andre beviser eller en kombination af sådanne elementer med den nævnte formodning (dom af 26.10.2017, Global Steel Wire m.fl. mod Kommissionen, C-457/16 P og C-459/16 P – C-461/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:819, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis).

41

For det andet ikke alene har appellanten ikke forklaret, hvorledes Rettens fortolkning i den foreliggende sag er i strid med den fortolkning, som Retten har anlagt i en tidligere dom, men et sådant argument er uvirksomt, idet Retten, som det fremgår af denne doms præmis 36-31, med rette lagde til grund, at Kommissionen kunne støtte sig på formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse.

42

Det følger heraf, at det første anbringendes første led skal forkastes som ugrundet.

43

Med det første anbringendes andet led, som vedrører den appellerede doms præmis 71-78, har appellanten foreholdt Retten, at den for det første med urette fastslog, at det for så vidt angår perioden før børsintroduktionen påhvilede appellanten at afkræfte formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse på dets datterselskabs adfærd på markedet, eftersom Retten ikke kunne kræve, at selskabet afkræfter en formodning, som ikke fandt anvendelse.

44

For det andet har Retten under alle omstændigheder ved at anlægge en urigtig fortolkning af de retlige krav, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, undladt at foretage en korrekt vurdering af de af appellanten fremførte argumenter og beviser med henblik på at afkræfte formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse.

45

Appellanten har i denne forbindelse for det første anført, at de få beviser, som Retten har nævnt, ikke kan godtgøre, at GSCP V-fondene havde en anden adfærd end en almindelig finansiel investor. For det andet pålagde Retten ved at forkaste appellantens argument om, at Prysmians kommercielle politik blev fastlagt af selskabets ledelse, med den begrundelse, at appellanten ikke havde fremlagt en e-mail eller et specifikt referat, der bekræftede dette argument, appellanten at føre et umuligt bevis. For det tredje var det med urette, at Retten ikke tillagde den omstændighed, at der ikke henvises til GSCP V-fondene eller appellanten i Prysmians svar på en begæring om oplysninger fra Kommissionen, nogen betydning. For det fjerde fandt Retten uden begrundelse, at de offentlige erklæringer om uafhængighed og manglende kontrol, som Prysmians bestyrelse på daværende tidspunkt havde afgivet, var urigtige og var blevet afgivet i strid med italiensk ret. For det femte forkastede Retten med urette appellantens argument om, at GSCP V-fondene ikke havde givet instrukser til Prysmian, med den begrundelse, at dette argument var blevet fremført på en usammenhængende vis.

46

Kommissionen har, støttet af Prysmian og PrysmianCS, bestridt disse argumenter. Ifølge Kommissionen har appellantens argumentation vedrørende undersøgelsen af de beviser, som denne har fremlagt for at afkræfte anvendelsen af formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse, reelt til formål, at Domstolen foretager en ny bedømmelse af disse beviser, og skal derfor afvises.

47

Det bemærkes for det første, at appellantens argument om, at Retten angiveligt har vendt bevisbyrden om, hviler på den forudsætning, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde kunne støtte sig på en formodning om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse med henblik på at holde appellanten ansvarlig for den pågældende overtrædelse for så vidt angår perioden forud for børsintroduktionen. Eftersom den appellerede dom, således som det fremgår af denne doms præmis 36, ikke er behæftet med nogen retlig fejl i denne henseende, skal dette argument forkastes.

48

Det skal for det andet bemærkes, at en appel i henhold til artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er begrænset til retsspørgsmål. Det er alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere bevismaterialet. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet gengivet urigtigt (dom af 26.9.2018, Philips og Philips France mod Kommissionen, C-98/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:774, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

49

Domstolens prøvelsesret med hensyn til Rettens faktiske konstateringer omfatter derimod navnlig spørgsmålet om, hvorvidt reglerne om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt (dom af 18.1.2017, Toshiba mod Kommissionen, C-623/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:21, præmis 39, og af 14.6.2018, Makhlouf mod Rådet, C-458/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:441, præmis 57).

50

Eftersom appellanten i den foreliggende sag ikke har påberåbt sig, at Retten har gengivet de faktiske omstændigheder og beviserne urigtigt, skal appellantens argumenter vedrørende undersøgelsen af de beviser, der er påberåbt for at afkræfte formodningen om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse, afvises.

51

For det tredje skal det, for så vidt som de argumenter, der er fremført inden for rammerne af det første anbringendes andet led, kan antages til realitetsbehandling i henhold til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 48 og 49, først bemærkes, at Retten i modsætning til, hvad appellanten har gjort gældende, ikke i den appellerede doms præmis 70 og 71 pålagde appellanten at føre et umuligt bevis, men i det væsentlige begrænsede sig til at bemærke, at bevisbyrden for at afkræfte den pågældende formodning påhvilede appellanten.

52

Dernæst bemærkes, at Retten på ingen måde i den appellerede doms præmis 73 og 74 fandt, at de offentlige erklæringer om uafhængighed, som Prysmians bestyrelse havde afgivet, var urigtige og i strid med italiensk ret. Retten fastslog nemlig blot, at disse erklæringer ikke i sig selv kunne godtgøre, at deres indhold var korrekt, og at udøvelsen af en afgørende indflydelse skulle vurderes på grundlag af konkrete beviser.

53

Endelig bemærkes, at selv om appellanten har foreholdt Retten, at den med urette forkastede selskabets argument, der er nævnt i stævningens punkt 50, hvorefter GSCP V-fondene ikke havde givet instrukser til Prysmian, skal det bemærkes, at appellanten ikke har forklaret, hvorledes Retten kunne have forstået rækkevidden heraf på en anden måde en den, som Retten anførte i den appellerede doms præmis 76, eller hvilke forhold eller beviser den undlod at undersøge i denne henseende, eftersom den tog stilling til den argumentation, som appellanten havde henvist til i dette punkt i stævningen, i forbindelse med det andet led af det omhandlede anbringende.

54

Det følger heraf, at det første anbringendes andet led dels skal afvises, dels skal forkastes som ugrundet.

55

Med det første anbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at tiltræde den konklusion, som Kommissionen nåede frem til i den omtvistede afgørelse, hvorefter appellanten faktisk udøvede en afgørende indflydelse på Prysmian i perioden forud for børsintroduktionen.

56

Kommissionen, Prysmian og PrysmianCS er af den opfattelse, at dette led skal afvises fra realitetsbehandling med den begrundelse, at Domstolen med dette led opfordres til at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser, som blev undersøgt i første instans. Dette led er under alle omstændigheder ugrundet.

57

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse, således som det fremgår af denne doms præmis 9 og 10, støttede sig på et dobbelt grundlag for at holde appellanten ansvarlig for den pågældende overtrædelse i perioden forud for børsintroduktionen. For det første støttede Kommissionen sig på en formodning om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse med den begrundelse, at appellanten besad alle de stemmerettigheder, der var knyttet til Prysmians aktier. For det andet fandt Kommissionen, at appellanten faktisk havde udøvet en sådan indflydelse på Prysmian.

58

Som det fremgår af undersøgelsen af dette anbringendes første led, begik Retten imidlertid ikke en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde med rette kunne støtte sig på en formodning om faktisk udøvelse af en afgørende indflydelse med henblik på at fastslå appellantens ansvar for den pågældende overtrædelse for så vidt angår perioden forud for børsintroduktionen. Det fremgår endvidere af undersøgelsen af dette anbringendes andet led, at Retten heller ikke begik en retlig fejl ved i den foreliggende sag at konkludere, at appellanten ikke havde formået at afkræfte denne formodning.

59

Under disse omstændigheder skal det første anbringendes tredje led, som vedrører Rettens konklusioner vedrørende det andet grundlag, som Kommissionen støttede sig på for at holde appellanten ansvarlig for den omhandlede overtrædelse i perioden forud for børsintroduktionen, forkastes som uvirksomt.

60

Det første anbringende skal følgelig delvis afvises og delvis forkastes som ugrundet.

61

Det andet anbringende, som vedrører den appellerede doms præmis 81-144, består af tre led.

62

Med det andet anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved for det første at støtte sig på forhold, der gjaldt perioden før børsintroduktionen, for at tiltræde Kommissionens vurdering, hvorefter appellantens ansvar ligeledes kunne gøres gældende for perioden efter børsintroduktionen, for det andet ved blot at fastslå, at børsintroduktionen ikke havde ændret sig, og for det tredje ved i praksis at vende bevisbyrden til skade for appellanten. Prysmians børsintroduktion udgjorde imidlertid et afgørende vendepunkt for dette selskab. Fra den 3. maj 2007 ejede GSCP V-fondene kun ca. 46% af selskabskapitalen i Prysmian, og denne andel udgjorde kun ca. 26% den 12. november 2007. Fra den 3. maj 2007 var Prysmian desuden underlagt en forpligtelse til gennemsigtighed i forhold til markedet.

63

Rettens tilgang er ligeledes i strid med den lære, der bl.a. følger af præmis 34 i dom af 16. juni 2016, Evonik Degussa og AlzChem mod Kommissionen (C-155/14 P, EU:C:2016:446), hvorefter det dels tilkommer denne retsinstans med henblik på at vurdere, om et datterselskab selvstændigt bestemmer sin adfærd på markedet eller i det væsentlige anvender instrukser fra moderselskabet, at foretage en bedømmelse af faktiske omstændigheder, der er samtidige med overtrædelsesperioden, dels at der kun kan tages hensyn til forhold vedrørende en anden periode, hvis Retten er i stand til at godtgøre relevansen af disse elementer for den pågældende periode, og at den ikke automatisk overfører de konklusioner, der følger af bedømmelsen af elementer, der ligger forud for overtrædelsesperioden, til denne periode.

64

Ifølge appellanten foretog Retten en urigtig anvendelse af denne retspraksis, idet den i den appellerede doms præmis 93, 94 og 133 henviste dels til den ene lejlighed, der fandt sted efter overtrædelsesperioden, hvor GSCP V-fondene tilbagekaldte udnævnelsen af medlemmer af Prysmians bestyrelse, dels til den omstændighed, at den bestyrelse, der var udnævnt før børsintroduktionen, blev opretholdt uden ændringer efter børsintroduktionen, idet ingen af disse to elementer havde betydning for appellantens angiveligt faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på Prysmian efter børsintroduktionen. Retten burde heller ikke i den appellerede doms præmis 92 have støttet sig på en kontrol af stemmerettighederne eller på et stemmeflertal i Prysmians aktionærforsamling, eftersom disse ikke længere eksisterede i perioden efter børsintroduktionen. Selv om Retten medgav, at Kommissionen for at kunne pålægge moderselskabet ansvaret for et datterselskabs adfærd ikke kunne begrænse sig til at fastslå, at moderselskabet var i stand til at udøve en afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, men ligeledes skulle efterprøve, om denne indflydelse faktisk blev udøvet, støttede Retten endvidere sine konklusioner på forhold, der højst kunne afsløre en beføjelse til at udøve en vis indflydelse, og godkendte de konklusioner, der var baseret på Prysmians subjektive kommunikationer.

65

Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringende bør afvises, da Domstolen hermed opfordres til at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og af de beviser, der blev fremlagt i første instans. Under alle omstændigheder er dette anbringende ugrundet.

66

Prysmian og PrysmianCS har gjort gældende, at det andet anbringendes første led er ugrundet.

67

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det andet anbringendes første led kan antages til realitetsbehandling, skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at der ved undersøgelsen af, om moderselskabet kan udøve en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd på markedet, skal tages hensyn til alle de faktorer, der er relevante for de økonomiske, organisatoriske og juridiske forbindelser mellem datterselskabet og dets moderselskab, og således at der skal tages hensyn til den økonomiske virkelighed. I øvrigt kan moderselskabets faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd udledes af en række sammenfaldende omstændigheder, selv om ingen af disse omstændigheder isoleret betragtet er tilstrækkelige til at fastslå, at der er tale om en sådan indflydelse (dom af 18.1.2017, Toshiba mod Kommissionen, C-623/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:21, præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis).

68

Det fremgår ligeledes af retspraksis, at det i forbindelse med denne udøvelse tilkommer det Retten at foretage en bedømmelse af de faktiske omstændigheder i overtrædelsesperioden, men dog stadig med mulighed for at støtte sig på elementer, der vedrører en tidligere periode, for så vidt som den er i stand til at godtgøre relevansen af disse elementer for overtrædelsesperioden, og at den ikke automatisk overfører de konklusioner, der følger af bedømmelsen af elementer, der ligger forud for overtrædelsesperioden, til denne periode (dom af 16.6.2016, Evonik Degussa og AlzChem mod Kommissionen, C-155/14 P, EU:C:2016:446, præmis 34).

69

For så vidt som appellanten med sine argumenter inden for rammerne af det andet anbringendes første led i det væsentlige har foreholdt Retten, at den i forbindelse med denne undersøgelse støttede sig på forhold, som ikke var relevante for den omhandlede periode, og for at have vendt bevisbyrden om, vedrører disse argumenter retlige spørgsmål, som kan rejses under en appelsag.

70

De argumenter, der har til formål at rejse tvivl om den vurdering af beviserne, som Retten foretog i forbindelse med denne undersøgelse, kan derimod ikke, henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 48 og 49, antages til realitetsbehandling i forbindelse med en appel, idet appellanten ikke har gjort gældende, at Retten har gengivet disse beviser urigtigt.

71

Hvad angår realiteten skal det fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 81-144 undersøgte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten dels i perioden forud for børsintroduktionen, dels i perioden efter børsintroduktionen havde udøvet en afgørende indflydelse på Prysmians adfærd på markedet. I denne forbindelse undersøgte Retten i detaljer de otte forhold, som Kommissionen støttede sig på i denne henseende. Blandt de elementer, som vedrører hele overtrædelsesperioden, undersøgte Retten navnlig beføjelsen til at udnævne medlemmene af Prysmians forskellige bestyrelser og beføjelsen til at indkalde aktionærerne til generalforsamlinger og foreslå afskedigelse af bestyrelsesmedlemmer eller af hele bestyrelser.

72

Det fremgår på ingen måde af denne undersøgelse, at Retten for at efterprøve, om appellanten havde udøvet en afgørende indflydelse på Prysmians adfærd på markedet i perioden efter børsintroduktionen, støttede sig på forhold, der gjaldt perioden forud for børsintroduktionen, eller at den havde vendt bevisbyrden til skade for appellanten. Det fremgår således af denne undersøgelse, og navnlig af den appellerede doms præmis 93, 94 og 133, at Retten, idet den på ingen måde fastslog, at børsintroduktionen ikke havde medført nogen ændring i denne henseende, omhyggeligt tog hensyn til de forhold, som Kommissionen havde påberåbt sig i den omtvistede afgørelse, idet den klart sondrede mellem perioden før børsintroduktionen og perioden efter børsintroduktionen. Appellantens argumentation, der er nævnt i nærværende doms præmis 62, udspringer derfor af en urigtig læsning af den appellerede dom og skal derfor forkastes som ugrundet.

73

Under disse omstændigheder skal det første anbringendes andet led delvis afvises, delvis forkastes som ugrundet.

74

Med det andet anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at selskabet i Prysmians bestyrelse rådede over det nødvendige repræsentationsniveau for at påvirke sidstnævntes adfærd på markedet.

75

For det første er Rettens bemærkning om, at opretholdelsen af den samme sammensætning af Prysmians bestyrelse i perioden efter børsintroduktionen udgjorde et indicium for, at selskabet fortsatte med at udøve en kontrol over dette råd efter børsintroduktionen, helt forkert. Denne bestyrelse, der blev udnævnt på aktionærforsamlingen den 28. februar 2007, omfattede ti bestyrelsesmedlemmer, hvoraf kun tre var administrerende direktører i PIA. Eftersom nævnte bestyrelses vedtagelse af en afgørelse krævede et simpelt flertal, havde de administrerende direktører i PIA aldrig været i stand til effektivt at kontrollere hele Prysmians bestyrelse. Endvidere foretog Retten en fejlagtig fortolkning af beviserne i sagsakterne, idet den så bort fra den omstændighed, at det var forbudt for hver af de administrerende direktører i PIA, der ligeledes var medlemmer af Prysmians bestyrelse, i løbet af perioden efter børsintroduktionen at handle udelukkende eller hovedsageligt til fordel for andre parter, herunder appellanten.

76

For det andet begik Retten en retlig fejl med hensyn rollen for to uafhængige bestyrelsesmedlemmer (herefter »de omhandlede bestyrelsesmedlemmer«) i Prysmians bestyrelse.

77

Appellanten har i denne forbindelse for det første gjort gældende, at hvad angår Rettens bemærkning om, at appellanten havde forbindelser til mindst 50% af medlemmerne af Prysmians bestyrelse, henset til tilknytningen til de pågældende bestyrelsesmedlemmer, var disse angivelige forbindelser, bl.a. gennem »tidligere konsulenttjenester« eller »konsulentkontrakter«, ikke blevet undersøgt og var ikke blevet beskrevet korrekt i den appellerede dom. Retten har heller ikke godtgjort, at disse angivelige forbindelser kunne have forrang i forhold til den uafhængighedsforpligtelse, der påhviler de pågældende bestyrelsesmedlemmer i forhold til alle aktionærer.

78

Det fremgår af retspraksis, at kun en samling af funktioner nødvendigvis sætter moderselskabet i stand til at udøve afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd på markedet. I det foreliggende tilfælde var de pågældende bestyrelsesmedlemmer imidlertid hverken medlemmer af appellantens bestyrelse, ansatte eller overordnede medarbejdere hos appellanten. Endvidere havde ingen af dem beklædt en stilling med ledelsesfunktion hos appellanten.

79

Ved at fastslå, at appellanten ikke havde ført bevis for, at der ikke var nogen forbindelse til de pågældende bestyrelsesmedlemmer, vendte Retten desuden bevisbyrden om.

80

Selv hvis det antages, at de pågældende bestyrelsesmedlemmer blev taget i betragtning i fællesskab med de administrerende direktører i PIA, repræsenterede disse i fællesskab ikke et flertal i Prysmians bestyrelse, men kun fem ud af ti medlemmer og dermed halvdelen af denne bestyrelse, hvilket betyder, at de ikke kunne vedtage bestyrelsens beslutninger alene.

81

For det andet begik Retten en retlig fejl, der udgjorde en urigtig gengivelse af de omhandlede beviser, idet den forkastede bevisværdien af de erklæringer, som Prysmians bestyrelse havde afgivet, og som bekræftede dets uafhængige medlemmers uafhængighed, og vendte således igen bevisbyrden om. Prysmian var efter børsintroduktionen forpligtet til at udnævne et givet antal uafhængige bestyrelsesmedlemmer i sin bestyrelse. I denne forbindelse var enhver form for slægtskab eller faglig forbindelse mellem et bestyrelsesmedlem og selskabet, herunder koncernens øvrige virksomheder eller hovedaktionærer, udelukket. Prysmians bestyrelse bekræftede imidlertid ved flere lejligheder formelt, at de uafhængige bestyrelsesmedlemmer reelt var uafhængige. Hvis Prysmian havde haft den mindste tvivl med hensyn til rigtigheden af disse bekræftelser, ville selskabet, ved at fremsætte disse bekræftelser, have risikeret civile, administrative og eventuelt strafferetlige sanktioner i henhold til italiensk ret.

82

For det tredje foretog Retten en usammenhængende bedømmelse af beviserne i den appellerede dom ved at konkludere dels i den appellerede doms præmis 108, at den blotte omstændighed, at Prysmians bestyrelse vurderede visse af selskabets bestyrelsesmedlemmer som uafhængige bestyrelsesmedlemmer, ikke kunne godtgøre, at der ikke var nogen tilknytning til appellanten, og følgelig at disse bestyrelsesmedlemmer reelt var uafhængige, dels i denne doms præmis 136 at bemærke, at hvad angik et referat af et møde i denne bestyrelse, som gengav deltagernes bemærkninger, påhvilede det appellanten at fremlægge beviser for det modsatte.

83

Med det andet anbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at ingen af de andre beviser, som Retten har henvist til, i sig selv eller sammen med andre beviser er tilstrækkelige til at godtgøre appellantens faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på Prysmian i perioden efter børsintroduktionen.

84

For det første godtgør den beføjelse, som GSCP V-fondene har til at udnævne medlemmer af Prysmians bestyrelse og disse fondes beføjelse til at indkalde aktionærerne til generalforsamlingerne samt til at foreslå afskedigelse af bestyrelsesmedlemmerne eller hele bestyrelsen, ikke, at appellanten gennem de samme fonde var i stand til at udøve en afgørende indflydelse på Prysmian. Hvad angår udnævnelsesrettigheder kræver Rettens praksis nemlig, at det godtgøres, at de således udnævnte bestyrelsesmedlemmer har beføjelse til at pålægge hele bestyrelsen en effektiv kontrol.

85

Hvad for det andet angår de delegerede beføjelser for de administrerende direktører i PIA før børsintroduktionen, deres udnævnelse i Prysmians strategiske udvalg efter børsintroduktionen, modtagelsen af regelmæssige ajourføringer og månedlige rapporter samt de øvrige foranstaltninger, der blev vedtaget efter børsintroduktionen, og som er nævnt i den appellerede doms præmis 130, udgør ingen af disse, isoleret eller samlet, et bevis for den faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på Prysmian.

86

For det tredje er Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 142-140, hvorefter appellanten over for Prysmian udviste en adfærd, som er typisk for en industriel ejer, urigtig. Desuden begik Retten en åbenbar retlig fejl ved at tilsidesætte retspraksis, hvorefter ansvaret for overtrædelser af konkurrenceretten ikke kan tilregnes en almindelig finansiel investor som appellanten.

87

Kommissionen har gjort gældende, at det andet anbringendes andet og tredje led skal afvises af de grunde, der allerede er anført i denne doms præmis 65. Det andet led er desuden uvirksomt. Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at de pågældende argumenter er ugrundede og bør forkastes.

88

Prysmian og PrysmianCS har gjort gældende, at disse to led skal afvises og subsidiært forkastes som ugrundede.

89

For det første skal det, for så vidt som appellanten har foreholdt Retten, at den ikke besvarede selskabets argumenter om eksistensen og relevansen af forbindelserne mellem dette selskab og Prysmians bestyrelsesmedlemmer, bemærkes, at Retten ved i den appellerede doms præmis 106 at støtte sig på og henvise til 761. og 762. betragtning til den omtvistede afgørelse og til fodnoterne hertil har identificeret de omhandlede forbindelser tilstrækkeligt. Det fremgår endvidere af den appellerede doms præmis 106-108, at Retten fandt, at disse forbindelser i det foreliggende tilfælde var af en sådan karakter, at de kunne anses for at udgøre et af de forhold, som Kommissionen kunne lægge til grund med henblik på at godtgøre, at appellanten havde udøvet en afgørende indflydelse på Prysmians adfærd.

90

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 67, at moderselskabets faktiske udøvelse af en afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd kan udledes af en række sammenfaldende omstændigheder, selv om ingen af disse elementer isoleret set er tilstrækkelige til at fastslå, at der er tale om en sådan indflydelse.

91

Hvad for det andet angår Rettens hævdede usammenhængende vurdering af beviserne skal det bemærkes, at appellantens argumentation vedrører den appellerede doms præmis 108 og 136. I den appellerede doms 108 fandt Retten, at den blotte omstændighed, at denne bestyrelse vurderede, at visse af dens bestyrelsesmedlemmer var uafhængige, og at bestyrelsen endog som hævdet af appellanten offentliggjorde en sådan vurdering i dens »corporate governance-redegørelser«, ikke i sig selv kan rejse tvivl om Kommissionens konstatering af, at disse samme bestyrelsesmedlemmer faktisk ikke ophørte med at have forbindelser til appellanten. Retten anførte således i det væsentlige, at bestyrelsens vurderinger kunne afkræftes af Kommissionens konstateringer. Denne vurdering er imidlertid på ingen måde uforenelig med den betragtning, der er anført i den appellerede doms præmis 136, og som vedrører en bemærkning, der er beskrevet i et formelt referat fra Prysmians bestyrelse, hvorefter et sådant dokument skulle gengive de bemærkninger, som deltagerne i nævnte bestyrelse havde ønsket at notere.

92

Hvad for det tredje angår en angivelig omvendt bevisbyrde for så vidt angår de pågældende bestyrelsesmedlemmers rolle er det tilstrækkeligt at bemærke, at appellantens argumentation hviler på en fejlagtig læsning af den appellerede dom. I den appellerede doms præmis 106 begrænsede Retten sig nemlig, efter at have vurderet de beviser, som Kommissionen havde påberåbt sig, og konkluderet, at de personlige forbindelser, der var understøttet af disse beviser, udgjorde et relevant forhold i forbindelse med undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt appellanten udøvede en effektiv kontrol over Prysmian, i det væsentlige til at fastslå, at appellanten ikke havde formået at rejse tvivl om denne konklusion.

93

Hvad for det fjerde angår appellantens argument om, at det følger af retspraksis, at kun en samling af funktioner nødvendigvis sætter moderselskabet i stand til at udøve afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd på markedet, og at der ikke foreligger en sådan situation i det foreliggende tilfælde, skal det bemærkes, at det fremgår af retspraksis, således som Retten har anført i den appellerede doms præmis 107, at eksistensen af en økonomisk enhed bestående af et moderselskab og dets datterselskab ikke alene kan opstå på grund af de formelle forbindelser mellem de to, men også på uformel vis, bl.a. som følge af simple personlige forbindelser mellem de juridiske enheder, som en sådan økonomisk enhed består af (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Kommissionen mod Stichting Administratiekantoor Portielje, C-440/11 P, EU:C:2013:514, præmis 68).

94

Det fremgår imidlertid ikke af Domstolens praksis, at personlige forbindelser mellem to selskaber kun kan være relevante i denne henseende i tilfælde af en samling af funktioner. Relevansen af sådanne personlige forbindelser består nemlig i den omstændighed, at de kan antyde, at en person, selv om denne er aktiv for et givent selskab, faktisk, henset til sin tilknytning til et andet selskab, varetager sidstnævntes interesser. Dette kan imidlertid ligeledes være tilfældet, når en person, der er medlem af et selskabs bestyrelse, er tilknyttet et andet selskab gennem »tidligere konsulenttjenester« eller »konsulentkontrakter«, således som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 106.

95

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, at sådanne personlige forbindelser i princippet kan være relevante med henblik på at fastslå, om et moderselskab kan udøve en afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd på markedet.

96

Hvad for det femte angår de øvrige argumenter, som appellanten har påberåbt sig inden for rammerne af det andet anbringendes andet og tredje led, fremgår det, at appellanten med alle disse argumenter reelt har begrænset sig til at rejse tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder i forbindelse med sin analyse af de relevante beviser i den foreliggende sag og således tilsigter at opnå, at Domstolen sætter sin egen vurdering i stedet for Rettens.

97

Som anført i denne doms præmis 48 og 49 er det alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere beviserne, og at bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser således ikke udgør et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet.

98

Domstolen har ligeledes præciseret, at det påhviler en appellant, der gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 28.11.2019, Brugg Kabel og Kabelwerke Brugg mod Kommissionen, C-591/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1026, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis)

99

Appellanten har ganske vist gjort gældende, at Retten gengav erklæringerne fra Prysmians bestyrelse urigtigt, hvilke erklæringer bekræftede, at de uafhængige bestyrelsesmedlemmer i denne bestyrelse reelt var uafhængige. Appellanten har imidlertid ikke godtgjort, hvorledes Retten foretog en urigtig gengivelse af de pågældende beviser.

100

Det bemærkes således, at Retten i den appellerede doms præmis 108 bemærkede, at den blotte omstændighed, at denne bestyrelse havde vurderet, at visse af bestyrelsesmedlemmerne var uafhængige, og at bestyrelsen endog offentliggjorde en sådan vurdering i dens »corporate governance-redegørelser«, ikke i sig selv kunne rejse tvivl om Kommissionens konstatering af, at disse samme bestyrelsesmedlemmer faktisk ikke var ophørt med at have forbindelser til appellanten.

101

Eftersom appellanten følgelig ikke har godtgjort, at der er sket en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder eller af beviserne, skal appellantens argumentation, der tilsigter at rejse tvivl om Rettens vurdering af disse faktiske omstændigheder og beviser, afvises.

102

Det andet anbringende skal følgelig delvis afvises og delvis forkastes som ugrundet.

103

Hvad angår appellantens anmodning om, at selskabet indrømmes enhver bødenedsættelse, som Prysmian og PrysmianCS måtte blive indrømmet, ved at nedsætte den bøde, som appellanten er blevet pålagt in solidum med disse selskaber, for det tilfælde, at Domstolen måtte give medhold i de nævnte selskabers appel af dom afsagt af Retten den 12. juli 2018, Prysmian og Prysmian Cavi e Sistemi mod Kommissionen (T-475/14, EU:T:2018:448), er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen forkastede denne appel ved dom af 24. september 2020, Prysmian mod Prysmian og Prysmian Caistemi mod Kommissionen (C-601/18 P, EU:C:2020:751).

104

Eftersom ingen af appellantens anbringender til støtte for appellen kan tages til følge, skal appellen følgelig forkastes i sin helhed.

105

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

106

Da appellanten har tabt appelsagen, og da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, pålægges det denne at bære sine egne omkostninger og at betale de af Kommissionen afholdte omkostninger.

107

I medfør af procesreglementets artikel 184, stk. 4, kan en intervenient i første instans, som ikke selv har iværksat appel, kun pålægges at betale sagsomkostninger i appelsagen, hvis den pågældende har deltaget i den skriftlige eller den mundtlige del af retsforhandlingerne for Domstolen. Deltager en intervenient i første instans i appelsagen, kan Domstolen bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger.

108

Da Prysmian et PrysmianCS har deltaget i retsforhandlingerne for Domstolen, bør dette selskab i det foreliggende tilfælde pålægges at bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Anden Afdeling):