1.

Den præjudicielle anmodning vedrører fortolkningen af artikel 3, litra a) og d), og artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt ( 2 ).

2.

Anmodningen er blevet forelagt under en tvist, der verserer mellem R, der er bosiddende i Det Forenede Kongerige, og P, der er bosiddende i Rumænien, angående en anmodning om underholdsbidrag til deres fælles barn, som blev fremsat under en sag angående skilsmisse og forældreansvar.

3.

Hovedsagen giver på den ene side Domstolen mulighed for at præcisere betingelserne for anvendelse af artikel 3, litra a) og d), og artikel 5 i forordning nr. 4/2009 og på den anden side for at træffe afgørelse om den pligt, der påhviler den kompetente ret i sager vedrørende underholdspligt til at prioritere sammenlægning af sagerne ud fra hensynet til barnets bedste, hvilket hensyn den allerede tog i betragtning, da den erklærede sig inkompetent i sagen om forældreansvar.

4.

Følgende fremgår af 5., 11. og 12. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 ( 3 ):

[…]

5.

Forordningens artikel 1 bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende:

[…]

3.   Denne forordning finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende:

[…]

[…]«

6.

Forordningens artikel 2, nr. 7), har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

7.

I henhold til samme forordnings artikel 3, stk. 1, litra b), ligger kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende skilsmisse hos retterne i den medlemsstat, hvis nationalitet begge ægtefæller har.

8.

Artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 bestemmer:

»1.   Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.

2.   Stk. 1 finder anvendelse med forbehold af artikel 9, 10 og 12.«

9.

Forordningens artikel 12, stk. 1, bestemmer:

»Den ret i en medlemsstat, der i medfør af artikel 3 udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring

10.

Denne forordning erstatter bestemmelserne om underholdspligt i forordning nr. 44/2001 ( 5 ). For så vidt angår underholdspligt erstatter den ligeledes Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav ( 6 ), med undtagelse af europæiske tvangsfuldbyrdelsesdokumenter, som er udstedt af medlemsstater, der ikke er bundet af Haagerprotokollen af 23. november 2007 om, hvilken lov der finder anvendelse på underholdspligt, som blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/941/EF af 30. november 2009 ( 7 ), dvs. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Kongeriget Danmark ( 8 ).

11.

Henset til anvendelsesdatoen for Haagerprotokollen af 2007 i EU har forordning nr. 4/2009 fundet anvendelse siden den 18. juni 2011 ( 9 ).

12.

Ifølge første og anden betragtning til forordning nr. 4/2009 er formålet med denne forordning og med bl.a. forordning nr. 44/2001 og nr. 2201/2003 at vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der har grænseoverskridende virkninger, og som bl.a. tilsigter at fremme foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende regler om lovvalg og konflikter om stedlig kompetence.

13.

9., 10. og 15. betragtning til forordning nr. 4/2009 har følgende ordlyd:

[…]

14.

Begrebet »den bidragsberettigede« defineres i artikel 2, stk. 1, nr. 10), i forordning nr. 4/2009 som »enhver fysisk person, der er eller påstås at være berettiget til underholdsbidrag«.

15.

Forordningens artikel 3 bestemmer:

»De myndigheder, der er kompetente med hensyn til underholdspligt i medlemsstaterne, er:

16.

Forordningens artikel 5, der bærer overskriften »Kompetence baseret på sagsøgtes fremmøde«, bestemmer:

»For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence.«

17.

Samme forordnings artikel 10, der bærer overskriften »Prøvelse af kompetencen«, bestemmer:

»Anlægges der ved en ret i en medlemsstat en sag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent.«

18.

Artikel 12, 13 og 14 i forordning nr. 4/2009 indeholder regler om henholdsvis litispendens, indbyrdes sammenhængende krav og foreløbige, herunder sikrende, retsmidler.

19.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at en rumænsk ret, der har erklæret sig kompetent, på et hvilket som helst stadium af sagen, enten på embeds vegne eller på begæring af parterne, på ny kan efterprøve sin kompetence ( 10 ).

20.

R og P, der er rumænske statsborgere, blev gift den 15. august 2015 i Rumænien. De er henholdsvis mor og far til et barn, der blev født den 8. november 2015 i Belfast (Det Forenede Kongerige), hvor de boede, indtil de blev separeret i 2016. P er rejst tilbage til Rumænien, mens R er blevet boende i Belfast sammen med barnet.

21.

Ved stævning af 29. september 2016 anlagde R sag mod P ved Judecătoria Constanța (retten i første instans i Constanța, Rumænien) med påstand om skilsmisse, at bopælen for barnet fastlægges hos hende, at hun tilkendes fuldt forældreansvar, og at P pålægges at betale underholdsbidrag til barnet.

22.

P har bestridt rettens kompetence. Retten fastslog, at den som følge af parternes nationalitet havde kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissebegæringen i medfør af artikel 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003.

23.

Efter at den nævnte ret den 8. juni 2017 traf afgørelse om, at sammenlægningen af de af R fremsatte anmodninger skulle ophæves, indledtes to nye sager, dels om forældreansvar for barnet samt om, at dets bopæl fastslås at være hos sagsøgeren, dels om, at P tilpligtes at betale underholdsbidrag til barnet.

24.

Judecătoria Constanța (retten i første instans i Constanța) erklærede sig inkompetent i medfør af artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 for så vidt angik sagen om udøvelse af forældreansvar med henvisning til hensynet til barnets bedste. Den nævnte ret lagde endvidere til grund, at retterne i Det Forenede Kongerige havde kompetence til at træffe afgørelse om dette spørgsmål i medfør af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, idet barnet har haft sædvanligt opholdssted i denne medlemsstat siden sin fødsel. Parterne har ikke appelleret afgørelsen om inkompetence.

25.

Den forelæggende ret fastslog, at den havde kompetence til at behandle spørgsmålet om underholdsbidrag til barnet i medfør af artikel 3, litra a), i forordning nr. 4/2009, henset til sagsøgtes, P’s, sædvanlige bopæl. Retten understregede, at P havde givet møde for retten uden at rejse indsigelse mod dens kompetence, men at han havde fremsat begæring om, at der skulle ske præjudiciel forelæggelse for Domstolen.

26.

Retten har endvidere anført, at sagens parter, R og P, er enige om, at det er hensigtsmæssigt at anmode om en fortolkning af de relevante EU-retlige bestemmelser. Retten er enig i denne vurdering, idet den inden dens realitetsbehandling af anmodningen om underholdspligt i forhold til barnet og på et hvilket som helst stadium af sagen på ny kan efterprøve sin kompetence.

27.

Den forelæggende ret nærer således tvivl om forholdet mellem tre bestemmelser i forordning nr. 4/2009, nemlig artikel 3, litra a) og d), og artikel 5.

28.

Henset til den omstændighed, at spørgsmålet om underholdspligt er accessorisk i forhold til spørgsmålet om forældreansvar, ønsker retten oplyst, om det eneste kriterium, der finder anvendelse ved afgørelsen af, hvilken af medlemsstaternes retter der er kompetent, er kriteriet i artikel 3, litra d), i forordning nr. 4/2009, således at de øvrige kriterier i forordningens artikel 3, litra a), eller artikel 5, der ville kunne begrunde dens kompetence, nemlig sagsøgtes sædvanlige bopæl eller dennes fremmøde for retten, dermed udelukkes.

29.

Det er den forelæggende rets opfattelse, at en løsning, hvorefter de to sidstnævnte kompetencekriterier finder anvendelse, rejser tvivl om, hvorvidt anmodningen om underholdsbidrag er accessorisk, og strider mod barnets bedste, hvilket den tog hensyn til, da den afviste at være kompetent til at påkende spørgsmålet om forældreansvar. Praktiske hensyn til bevissikring og sagsbehandlingstiden støtter ligeledes denne løsning.

30.

For så vidt angår anvendelsen af artikel 5 i forordning nr. 4/2009 er det endvidere den nævnte rets opfattelse, at en sådan kompetenceregel er udelukket, såfremt den omstændighed, at spørgsmålet om underholdspligt er accessorisk i forhold til spørgsmålet om forældreansvar, medfører, at P’s indsigelse mod dens kompetence til at behandle spørgsmålet om forældreansvar, tillægges virkning ( 11 ).

31.

Til støtte for disse argumenter har den forelæggende ret henvist til A-dommen ( 12 ) af 16. juli 2015, men har tilkendegivet, at den nærer tvivl om dommens rækkevidde som følge af forskellene mellem visse faktiske omstændigheder i denne sag og i tvisten i hovedsagen. Retten har henvist til den omstændighed, at sagsøgte, P, ikke rejste indsigelse mod dens kompetence, og til, at den er den eneste ret, for hvilken den familieretlige tvist er blevet indbragt, uanset at den erklærede sig inkompetent med henvisning til barnets sædvanlige opholdssted.

32.

På denne baggrund har Judecătoria Constanța (retten i første instans i Constanța) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

33.

Med disse præjudicielle spørgsmål, som jeg foreslår behandles samlet, spørger den forelæggende ret nærmere bestemt om, hvorvidt artikel 3, litra a), og artikel 5 i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at behandle en sag angående underholdspligt, der er blevet anlagt mod en sagsøgt, som har sædvanlig bopæl i denne medlemsstat, eller som giver møde for denne ret, giver afkald på at udøve denne kompetence med den begrundelse, at en sådan sag er accessorisk i forhold til en sag om forældreansvar som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d), og at den ret, der har kompetence til at behandle sidstnævnte sag, ud fra hensynet til barnets bedste, er bedre egnet til at træffe afgørelse i disse sager.

34.

Indledningsvis vil jeg henlede opmærksomheden på visse omstændigheder vedrørende baggrunden for denne forelæggelse.

35.

I denne sag, som i en lang række andre fortilfælde ( 13 ), er sagen vedrørende ægteskabets opløsning, i den foreliggende sag ved skilsmisse, samt vedrørende tilrettelæggelse af følgerne for ægteparrets barn, blevet anlagt for den ret, der er kompetent til at træffe afgørelse om opløsningen som følge af ægtefællernes fælles nationalitet, mens mindst én af disse og barnet har sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat.

36.

I et sådant tilfælde skyldes sagsøgerens valg af at indbringe samtlige anmodninger for én enkelt retsinstans i almindelighed ønsket om at drage fordel af, at sagerne sammenlægges ( 14 ). Da der er tale om en ægteskabssag, der har grænseoverskridende virkninger, giver artikel 12 i forordning nr. 2201/2003 om værnetingsaftaler i sager angående forældreansvar og bestemmelserne i artikel 3, litra d), i forordning nr. 4/2009 sagsøgeren mulighed herfor.

37.

Efter den oprindelige indsigelse mod den forelæggende rets kompetence, som blev fremsat af sagsøgte, P, der er far til barnet ( 15 ), fastslog retten, at den i den foreliggende sag havde kompetence for så vidt angik skilsmissen, men at den var inkompetent til at træffe afgørelse om udøvelse af forældreansvaret med henvisning til hensynet til barnets bedste.

38.

Det skal følgelig undersøges, i henhold til hvilke kriterier i artikel 3 og 5 i forordning nr. 4/2009, der som de eneste finder anvendelse på den foreliggende sag ( 16 ), denne ret ligeledes kan træffe afgørelse i sagen vedrørende underholdspligt ( 17 ).

39.

Forordningens artikel 3 indeholder to sæt kriterier, hvoraf det ene vedrører det sted, hvor en af parterne har bopæl [litra a), sagsøgtes bopæl, eller litra b), den bidragsberettigedes bopæl ( 18 )], og det andet vedrører sammenlægning af sager [litra c) for så vidt angår sager om en persons retlige status, eller litra d) for så vidt angår sager om forældreansvar].

40.

Da den bidragsberettigede – i den foreliggende sag det mindreårige barn ( 19 ), på hvis vegne der er blevet anlagt sag af moren, R – har sædvanlig bopæl i Det Forenede Kongerige, har den forelæggende ret følgelig gyldigt fastslået, at den har kompetence til – efter at anmodningerne er blevet adskilt ( 20 ) – at behandle anmodningen om underholdsbidrag i medfør af kriteriet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 4/2009, henset til det sted, hvor sagsøgte, P, har sin sædvanlige bopæl ( 21 ).

41.

Da barnet bor i en anden medlemsstat, kan den forelæggende rets kompetence ikke støttes på forordningens artikel 3, litra b). Kan de øvrige processuelle kriterier, som kan begrunde den forelæggende rets kompetence, finde anvendelse?

42.

Uanset at anmodningen om forældreansvar ( 22 ) skal indbringes for en ret i Det Forenede Kongerige, har den forelæggende ret fortsat kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissen i medfør af forordningens artikel 3, litra c). Domstolen udelukkede denne mulighed i A-dommen, der angik lignende faktiske omstændigheder som i tvisten i hovedsagen. Dette er den væsentligste betydning af denne dom, som blev afsagt i en anden processuel sammenhæng, hvor Domstolen skulle træffe afgørelse om, i forhold til hvilken af sagerne anmodningen om underholdsbidrag til barnet var accessorisk ( 23 ).

43.

Domstolen udtalte således, at »artikel 3, litra c) og d), i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at når en sag om separation eller brud på det ægteskabelige bånd mellem et mindreårigt barns forældre indbringes for en domstol i en medlemsstat, og en sag om forældreansvar vedrørende dette barn indbringes for en domstol i en anden medlemsstat, er en anmodning om underholdspligt vedrørende det samme barn kun accessorisk i forhold til sagen vedrørende forældreansvar som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d)« ( 24 ).

44.

Det fremgår således af gennemgangen af de kriterier, der er fastsat i artikel 3 i forordning nr. 4/2009, at kun ét af disse, nemlig kriteriet i artiklens litra a), tillader den forelæggende ret at træffe afgørelse om underholdspligt i tvisten i hovedsagen.

45.

Det skal derfor for det første præciseres, at forordningens artikel 5, som den forelæggende ret har henvist til, idet sagsøgte gav møde for den, ikke kan finde anvendelse med den begrundelse, at denne bestemmelse indeholder en kompetenceregel, der finder anvendelse, såfremt den ret, for hvilken sagen er indbragt, ikke er kompetent ( 25 ).

46.

I denne henseende illustrerer tvisten i hovedsagen klart, at når retten har kompetence som følge af sagsøgtes sædvanlige bopæl, er kriteriet om, at denne personligt giver møde for den ret, for hvilken sagen er blevet indbragt, uden at anfægte dens kompetence ( 26 ), ikke af særlig interesse.

47.

Det bemærkes for det andet for så vidt angår de virkninger, som den forelæggende ret synes at udlede af, at anmodningen om underholdspligt er accessorisk i forhold til anmodningen om forældreansvar, at den omstændighed, at en sådan anmodning, og i givet fald en anmodning om underholdspligt, ikke er blevet indbragt for en ret i Det Forenede Kongerige til afgørelse, efter at de oprindelige anmodninger er blevet adskilt, er tilstrækkelig til at fjerne al tvivl om anvendelsen af det eneste kompetencekriterium, der er opfyldt i sagen, nemlig det, der fremgår af artikel 3, litra a), i forordning nr. 4/2009.

48.

Det bemærkes dernæst, at det under disse omstændigheder er ufornødent at behandle spørgsmålet om de eventuelle følger af, at en anden ret, for hvilken sagen er blevet indbragt, anvender bestemmelserne om litispendens ( 27 ) og indbyrdes sammenhængende krav ( 28 ).

49.

Endelig bemærkes, at der heller ikke af præmisserne i A-dommen kan udledes en løsning som den, der er blevet foreslået af den forelæggende ret, hvilken ligeledes støttes af den rumænske regering. Ifølge deres antagelse har retten i den medlemsstat, hvor barnet har sin sædvanlige bopæl, således enekompetence for så vidt angår sammenhængende krav vedrørende forældreansvar og underholdspligt for det fælles barn.

50.

I denne henseende har den forelæggende ret understreget, at Domstolen fandt, at »[h]enset til sin karakter er en anmodning om underholdspligt vedrørende mindreårige børn […] uløseligt forbundet med sagen om forældreansvar«, samt at »[d]en domstol, der har kompetence til at påkende sager vedrørende forældreansvar, således som dette ansvar er defineret i artikel 2, nr. 7), i forordning nr. 2201/2003, […] bedst [er] i stand til konkret at bedømme det, der står på spil i anmodningen vedrørende underholdsbidrag til et barn, og fastsætte størrelsen af disse bidrag til dækning af udgifterne til barnets underhold og uddannelse, idet disse bidrag skal tilpasses i forhold til den fastsatte forældremyndighed, dvs. om der er tale om fælles eller fuld forældremyndighed, og i forhold til samværsretten, varigheden af denne ret og de øvrige faktiske forhold, der vedrører udøvelsen af forældreansvar, og som er indbragt for domstolen« ( 29 ).

51.

Antog Domstolen således implicit, at kriteriet om barnets, og følgelig den bidragsberettigedes, sædvanlige bopæl under alle omstændigheder skal tillægges forrang som følge af risikoen for inkohærens mellem den kompetente rets afgørelse om underholdspligt og den afgørelse, der træffes af den ret, der har enekompetence til at træffe afgørelse om forældreansvar ( 30 )?

52.

Skal det med andre ord udledes af A-dommen, at en ret, der ikke har kompetence til at træffe afgørelse om anmodningen om forældreansvar for et barn, skal give afkald på at udøve sin kompetence vedrørende underholdspligt for barnet til fordel for en ret, der er bedre egnet til at træffe afgørelse om denne anmodning?

53.

Det er ikke min opfattelse. Selv om A-dommen klargør forholdet mellem kriterierne i artikel 3, litra c) og d), i forordning nr. 4/2009, tager den ikke stilling til de øvrige kompetencekriterier, der fremgår af forordningens artikel 3 eller artikel 5. En gennemgang af disse var således ikke relevant for den forelæggende ret, idet ægtefællerne, forældrene til de bidragsberettigede børn, i modsætning til de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, havde sædvanlig bopæl i samme medlemsstat som børnene.

54.

Ved fortolkningen af bestemmelserne i artikel 3, litra c), og d), i forordning nr. 4/2009 var det således nødvendigt at tage hensyn til barnets bedste for at kunne sondre mellem dem ( 31 ).

55.

Denne vurdering af A-dommens rækkevidde støttes af nyligt afsagte kendelser af 16. januar 2018, PM ( 32 ), og af 10. april 2018, CV ( 33 ). Det fremgår af disse, at såfremt en ret ikke har kompetence til at træffe afgørelse om en anmodning vedrørende forældremyndigheden over et mindreårigt barn, og følgelig ikke har kompetence i medfør af artikel 3, litra d), i forordning nr. 4/2009 til at træffe afgørelse om en anmodning om underholdspligt til fordel for dette barn, skal den imidlertid efterprøve, om den ikke kan have kompetence til at træffe afgørelse om sidstnævnte anmodning i medfør af en anden af forordningens bestemmelser ( 34 ).

56.

Endvidere ville enhver anden fortolkning af A-dommen, således som den forelæggende ret har foreslået, for det første indebære, at der ikke tages hensyn til, at dommens præmisser først og fremmest indeholder en begrundelse for, at der er nærmere sammenhæng mellem anmodningen om underholdspligt og anmodningen om forældreansvar end anmodningen vedrørende det ægteskabelige bånd. Såfremt dommen tillægges en sådan betydning, ville følgen på den anden side være, at der hverken tages hensyn til ordlyden af og konteksten for forordning nr. 4/2009 eller til de formål, den skal varetage ( 35 ).

57.

I relation til ordlyden af forordningens artikel 3 fastslog Domstolen allerede i A-dommen, at kompetencekriterierne er alternative, og siden denne dom har der således ikke hersket tvivl om fortolkningen af denne bestemmelse for det tilfælde, at der indbringes en sag for en ret vedrørende en persons retlige status og forældreansvar ( 36 ).

58.

For så vidt angår bestemmelsens kontekst og formål bemærkes for det første, at tilføjelsen af artikel 3, litra d), i forordning nr. 4/2009 til de tidligere bestemmelser, der er en gentagelse af artikel 5, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 ( 37 ), alene har til formål at samle rettens kompetence for det tilfælde, at kriteriet om den bidragsberettigedes sædvanlige bopæl i artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009 ikke finder anvendelse ( 38 ).

59.

Siden Bruxelleskonventionen, der gjorde det muligt at vælge værneting, idet denne som en undtagelse fra kriteriet om sagsøgtes hjemting indeholdt særlige kompetencekriterier om »stedlig eller processuel nærhed afhængig af omstændighederne« ( 39 ), blev de særlige kompetencekriterier i sager vedrørende underholdspligt for det andet udformet med henblik på at tilgodese to hensyn, der ifølge Domstolen på den ene side var at varetage de bidragsberettigedes interesser, og på den anden side at varetage hensynet til retsplejen ( 40 ). Det bemærkes således endnu engang, at kompetencekriterierne er alternative, og at sagsøgtes valg har en fortrinsstilling ( 41 ).

60.

I lighed med Kommissionen vil jeg for det tredje fremhæve, at såfremt sammenlægning af sagerne tillægges særlig prioritet ud fra hensynet til barnets bopæl i sager, hvor der ikke er blevet anlagt en anden sag om forældreansvar i den pågældende medlemsstat, vil det være ensbetydende med en retsnægtelse i relation til den verserende anmodning om underholdspligt, hvilket vil være i strid med hensynet til barnets bedste og vil krænke princippet om, at kompetencereglerne er forudsigelige.

61.

Der er følgelig grundlag for at antage, at bestemmelserne i forordning nr. 4/2009, navnlig bestemmelserne om kompetence, har til formål at gøre det muligt for den bidragsberettigede at opnå fyldestgørelse under gunstige vilkår på grundlag af begrænsede, ikke-hierarkiske kriterier.

62.

Jeg vil desuden påpege forskellen mellem artikel 10 i forordning nr. 4/2009 og artikel 17 i forordning nr. 2201/2003. Uanset at det fremgår af disse bestemmelser, at den ret, for hvilken en sag er blevet indbragt med urette, på embeds vegne skal erklære sig inkompetent under en sag vedrørende underholdsbidrag, kræves det ikke, at retten skal efterprøve, om en ret i en anden medlemsstat er kompetent. Da kompetencekriterierne er udtømmende ( 42 ), skal den ret, der har kompetence til at behandle anmodningen om underhold, træffe afgørelse i sagen. Såfremt den er inkompetent, kan den imidlertid træffe afgørelse om foreløbige eller sikrende retsmidler i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning ( 43 ).

63.

Såfremt sagsøgeren ikke har mulighed for at vælge et andet kompetencekriterium, har den ret, for hvilken anmodningen om underhold er blevet indbragt, således pligt til at opdele kravene.

64.

I modsætning til, hvad den forelæggende ret og den rumænske regering har anført, navnlig for så vidt angår beviskravene ( 44 ), kan der nævnes en række argumenter, der ligesom formålene med forordning nr. 4/2009 støtter, at kompetencekriteriet i forordningens artikel 3, litra a), skal finde anvendelse på tvisten i hovedsagen.

65.

Som Kommissionen har anført, kan en bidragsberettiget, som repræsenteres af en af sine forældre, for det første bevidst have valgt kriteriet om sagsøgtes bopæl.

66.

For det andet kan valget skyldes sikkerhed for, at retten på det sted, hvor den af forældrene, der er bidragspligtig, har sin sædvanlige bopæl, har et godt indblik i dennes betalingsevne.

67.

Det bemærkes for det tredje for så vidt angår de omstændigheder, der skal tages i betragtning ved fastsættelsen af underholdsbidragets størrelse, at det synes at være nemmere at få kendskab til barnets behov end at efterprøve den bidragspligtiges betalingsevne. Såfremt der indledes en sag vedrørende forældreansvar, skal den ret, der har kompetence vedrørende underholdspligten, alene udsætte sagen, indtil den afgørelse, der skal danne grundlag for den bidragsberettigedes anmodning om underhold, er blevet truffet. Omvendt kan den ret, der har kompetence vedrørende forældreansvar, stå overfor alvorlige vanskeligheder i forbindelse med indhentning og efterprøvelse af dokumentation for den bidragspligtiges midler og udgifter, særligt for det tilfælde, at dennes insolvens er selvforskyldt.

68.

Det bemærkes for det fjerde, at den omstændighed, at der ikke er truffet afgørelse om udøvelse af forældreansvar, ikke kan være til hinder for, at en ret vurderer barnets behov, hvilket bl.a. fremgår af de øvrige kompetencekriterier, som EU-lovgiver har fastsat. Det er også muligt at tage hensyn til forældrenes aftale om, at barnets sædvanlige opholdssted opretholdes.

69.

Der kan ligeledes anføres andre argumenter vedrørende grundlaget for afgørelsens indhold og gennemførelse.

70.

Det bemærkes således, at hverken Det Forenede Kongerige eller Kongeriget Danmark har tiltrådt Haagerprotokollen af 2007 ( 45 ). Disse stater er følgelig dels ikke bundet af dennes kompetenceregler ( 46 ). Dels er afgørelser, der træffes i disse stater, ikke omfattet af fritagelsen for eksekvaturproceduren i andre medlemsstater. Der skal således fremsættes fuldbyrdelsesbegæring vedrørende disse ( 47 ).

71.

Valget af sagsøgtes bopæl som kriterium kan ligeledes skyldes hensynet til at opnå gunstige betingelser for inddrivelse af skyldige bidrag ( 48 ), som ikke bør sinkes af uenighed om anerkendelse eller eksigibilitet af en afgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat ( 49 ).

72.

Henset til samtlige ovenfor anførte betragtninger er det følgelig min opfattelse, at artikel 3 i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at den omstændighed, at anmodningen om underholdspligt er accessorisk i forhold til en anmodning om forældreansvar som omhandlet i denne forordnings artikel 3, litra d), ikke udelukker, at en ret i en medlemsstat kan have kompetence i henhold til forordningens artikel 3, litra a), eller eventuelt i henhold til samme forordnings artikel 5.

73.

Det bør imidlertid sikres, at en sådan fortolkning af kompetencereglerne ikke viser sig at være i strid med hensynet til barnets bedste.

74.

Domstolen bemærkede således i A-dommen, at »gennemførelsen af forordning nr. 4/2009 skal foretages i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorefter barnets tarv skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner« ( 50 ).

75.

Som det paradoksalt nok fremgår af tvisten i hovedsagen, kan hensynet til barnets bedste kræve, at de anmodninger, som ansøgeren om underholdsbidrag har indgivet til én og samme ret, skal adskilles, efter at retten har truffet afgørelse om, at den er inkompetent for så vidt angår anmodningen om forældreansvar.

76.

Selv om de ulemper, der følger af afgørelsen om, at der ikke foreligger en værnetingsaftale i henhold til artikel 12 i forordning nr. 2201/2003, efter min opfattelse generelt bør betragtes relativt, følger det som tidligere nævnt af kravet om, at der skal tages hensyn til barnets bedste, at det er nødvendigt konkret at undersøge betydningen af, at der successivt skal anlægges sag for to retter for at opnå en afgørelse om anmodningen om forældreansvar og dernæst en afgørelse om anmodningen om underholdsbidrag, idet denne er accessorisk i forhold til den førstnævnte.

77.

I den foreliggende sag synes den holdning, som sagsøgeren, R, har givet udtryk for vedrørende det hensigtsmæssige i at forelægge en præjudiciel anmodning for Domstolen, netop at bekræfte dennes oprindelige ønske om, at sagen indbringes for én enkelt ret, der har kompetence til at træffe afgørelse om skilsmissebegæringen samt om samtlige følger af denne i relation til det fælles barn.

78.

Den rumænske regering bemærkede endvidere i sit skriftlige indlæg ( 51 ), at det bør indgå i betragtningerne, at en ny anmodning om underholdsbidrag, der indbringes for en anden ret, må antages at udelukke, at bidragsmodtageren tillægges underholdsbidrag fra det tidspunkt, hvor den første anmodning herom blev fremsat, hvilket i den foreliggende sag var den 29. september 2016.

79.

Adskillelsen af den bidragsberettigedes krav ( 52 ) som følge af, at der ikke foreligger en værnetingsaftale til fordel for den ret, for hvilken anmodningen om skilsmisse blev indbragt, for så vidt angår anmodningen om forældreansvar, samt de ulemper, der følger af, at den oprindelige anmodning blev frafaldet, såfremt det lægges til grund, at denne ville kunne admitteres i henhold til lovgivningen i domstolslandet ( 53 ), giver anledning til alvorlig tvivl om, hvorvidt dennes interesser tilgodeses. Under disse omstændigheder er jeg enig i de betænkeligheder, som den forelæggende ret og den rumænske regering har givet udtryk for.

80.

Det er følgelig min opfattelse, at der bør søges en løsning, der tilgodeser den bidragsberettigedes interesser i overensstemmelse med formålene med forordning nr. 4/2009 og artikel 24, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder.

81.

I denne henseende udgør A-dommen et relevant fundament for Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af forordning nr. 4/2009, idet den fremhæver interessen i sammenlægning af tvister om de økonomiske følger for børnene af forældrenes brud ( 54 ). Det samme er tilfældet for så vidt angår konstateringen af den manglende samordning mellem denne forordning og artikel 12 i forordning nr. 2201/2003 samt af den manglende virkning af reglerne om litispendens eller indbyrdes sammenhængende krav i denne situation ( 55 ).

82.

Det er derfor min opfattelse, at man kan forestille sig, at en ret, der har fået forelagt en anmodning om underholdspligt til fordel for den bidragsberettigede, af hensyn til logikken i forordning nr. 4/2009 og af hensyn til barnets bedste, på baggrund af den afgørelse om inkompetence, som retten traf i sagen om forældreansvar, meddeler sagsøgeren, at den har kompetence i henhold til forordningens artikel 3, litra a), og spørger denne, om bidragsanmodningen fastholdes.

83.

Da EU-lovgiver ikke har fastsat specielle bestemmelser i forordning nr. 4/2009 ( 56 ), i lighed med bestemmelserne i artikel 15 i forordning nr. 2201/2003 ( 57 ), eller har samordnet denne med forordningens artikel 12, kan den ret, for hvilken sagen er indbragt, ikke give afkald på at udøve sin kompetence til fordel for en ret, der er bedre egnet til at træffe afgørelse om samtlige anmodninger vedrørende barnet.

84.

Det bemærkes endvidere, at uanset, at den ret, der har kompetence til at træffe afgørelse i en sag om forældreansvar, er bedre egnet til at træffe afgørelse om en anmodning om underholdspligt, der er accessorisk i forhold til førstnævnte, kan jeg ikke se, hvorledes hensynet til barnets bedste kan begrunde, at den bidragsberettigede er nødt til at ændre sit valg for så vidt angår den kompetente ret.

85.

Denne vurdering får så meget desto større betydning, når der som i den foreliggende sag ikke er blevet anlagt sag for en anden ret.

86.

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er stillet af Judecătoria Constanța (retten i første instans i Constanța, Rumænien) således: