1. 

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører anvendelsen af direktiv 2012/13/EU ( 2 ), 2013/48/EU ( 3 ) og (EU) 2016/343 ( 4 ) i en straffesag mod en person, som fra det tidspunkt, hvor den pågældende blev anholdt som mistænkt for en alvorlig forbrydelse, viste tegn på sindssyge og derfor blev indlagt på en psykiatrisk institution.

2. 

Disse direktiver fastsætter »fælles minimumsregler om beskyttelse af [mistænkte] og [tiltalte] [i straffesager]« med henblik på »at styrke medlemsstaternes tillid til hinandens strafferetlige systemer og således at lette gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager« ( 5 ).

3. 

I betragtning af dette formål må der stilles spørgsmål ved, om de tre direktiver bør finde anvendelse i straffesager, hvis afgørelser med en rimelig grad af sandsynlighed ikke er genstand for den gensidige anerkendelse mellem medlemsstaterne. Denne indsigelse har Domstolen indtil videre ikke tilsluttet sig ( 6 ). I betragtning af udviklingen i de præjudicielle forelæggelser på dette specifikke område vil det måske på et senere tidspunkt være hensigtsmæssigt at nuancere denne tendens i retspraksis.

4.

Artikel 1 (»Genstand«) bestemmer:

»Dette direktiv fastsætter regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem. […]«

5.

Artikel 2 (»Anvendelsesområde«) har følgende ordlyd:

»1.   Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.

[…]«

6.

Artikel 3 (»Retten til information om rettigheder«) bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf:

[…]

[…]

2.   Medlemsstaterne sikrer, at informationerne, som de giver efter stk. 1, gives mundtligt eller skriftligt i et enkelt og letforståeligt sprog, og at der tages hensyn til sårbare mistænkte eller sårbare tiltalte personers særlige behov.«

7.

Artikel 4 (»Meddelelse om rettigheder i forbindelse med anholdelse«) har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt person, der anholdes eller tilbageholdes, straks modtager en skriftlig meddelelse om rettigheder. Den pågældende skal have lejlighed til at læse meddelelsen om rettigheder og skal have lov til at beholde den hos sig i al den tid, vedkommende er frihedsberøvet.

[…]«

8.

Artikel 6 (»Retten til information om rettigheder«) bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen. Denne information gives straks og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer, der anholdes eller tilbageholdes, informeres om grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen, herunder om den strafbare handling, som vedkommende mistænkes eller tiltales for at have begået.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at der, senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, gives detaljeret information om tiltalen, herunder den strafbare handlings art og den juridiske kvalificering af den, og om karakteren af den mistænkte eller tiltalte persons påståede deltagelse i udøvelsen af denne strafbare handling.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt straks informeres om enhver ændring i de oplysninger, der gives i medfør af denne artikel, hvis dette er nødvendigt for at sikre en retfærdig behandling af sagen.«

9.

Artikel 1 (»Genstand«) er affattet således:

»Dette direktiv fastsætter minimumsregler om de rettigheder, som mistænkte og tiltalte under straffesager […] har til at få adgang til advokatbistand, til at få en tredjemand underrettet om frihedsberøvelsen og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen.«

10.

Følgende fastsættes i artikel 2 (»Anvendelsesområde«):

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på mistænkte eller tiltalte under straffesager fra det tidspunkt, hvor de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis har underrettet dem om, at de er mistænkt eller tiltalt for at have begået et strafbart forhold, og uanset om de er frihedsberøvet. Det finder anvendelse indtil straffesagens afslutning, dvs. den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået lovovertrædelsen, herunder efter omstændighederne domsafsigelsen og afgørelsen i en eventuel appelsag.

[…]

3.   Dette direktiv finder på samme betingelser som i stk. 1 også anvendelse på personer, som ikke er mistænkt eller tiltalt, men som under politiets eller en anden retshåndhævende myndigheds afhøring bliver mistænkt eller tiltalt.

[…]«

11.

Artikel 3 (»Retten til adgang til advokatbistand under straffesager«) har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte har ret til adgang til advokatbistand på et sådant tidspunkt og på en sådan måde, at de pågældende sættes i stand til i praksis og effektivt at udøve deres ret til et forsvar.

2.   Mistænkte eller tiltalte har ret til adgang til advokatbistand uden unødig forsinkelse. Under alle omstændigheder har mistænkte eller tiltalte adgang til advokatbistand fra følgende tidspunkter, alt efter hvad der indtræffer først:

[…]«

12.

Artikel 12 (»Retsmidler«) er affattet således:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte under straffesager samt eftersøgte personer i sager angående europæiske arrestordrer har effektive retsmidler i henhold til national ret i tilfælde, hvor rettighederne i henhold til dette direktiv tilsidesættes.

[…]«

13.

Artikel 13 (»Sårbare personer«) bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at der ved anvendelsen af dette direktiv tages hensyn til særlige behov hos mistænkte og tiltalte, der er sårbare.«

14.

Det bestemmes i artikel 1 (»Genstand«):

»Dette direktiv fastlægger fælles minimumsregler vedrørende:

15.

Artikel 2 (»Anvendelsesområde«) bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.«

16.

Det bestemmes i artikel 3 (»Uskyldsformodning«):

»Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte anses for uskyldige, indtil deres skyld er bevist i overensstemmelse med loven.«

17.

Det følger af artikel 6 (»Bevisbyrde«):

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Dette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.

[…]«

18.

Artikel 10 (»Retsmidler«) er affattet således:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte råder over et effektivt retsmiddel, hvis deres rettigheder i medfør af dette direktiv er blevet tilsidesat.

2.   Uden at det berører nationale regler og systemer, om hvilket bevismateriale der kan anvendes under retssagen, sikrer medlemsstaterne ved bedømmelsen af forklaringer, der er afgivet af mistænkte eller tiltalte, eller af beviser, der er indhentet, i strid med retten til ikke at udtale sig eller retten til ikke at inkriminere sig selv, at retten til et forsvar og en retfærdig rettergang respekteres.«

19.

Artikel 33 bestemmer, at en person, der har handlet i en dement tilstand, som forhindrer den pågældende i at forstå karakteren eller betydningen af sine handlinger eller kontrollere sin adfærd, ikke ifalder et strafferetligt ansvar ( 7 ).

20.

Artikel 89 bestemmer, at en person, der har begået en handling, der er til fare for offentligheden, i en tilstand, hvor den pågældende ikke kan ifalde strafansvar, kan underkastes tvangsbehandling på et specialiseret psykiatrisk sygehus.

21.

NPK’s artikel 24, stk. 1, bestemmer, at der ikke indledes en retssag, eller at en indledt retssag henlægges, når de relevante handlinger ikke udgør en lovovertrædelse.

22.

NPK’s artikel 46 omhandler anklagemyndighedens funktioner under retssagen. Bestemmelsen tillægger anklagemyndigheden beføjelsen til at indlede straffesager og til at forestå efterforskningen.

23.

NPK’s artikel 70 omhandler proceduren vedrørende forebyggende indlæggelse på en psykiatrisk institution med henblik på undersøgelse af den anklagede, når denne lider af en psykisk sygdom. Den retlige myndighed træffer afgørelse om indlæggelsen på anmodning af anklagemyndigheden efter bevisførelse for en hændelse, i hvilken forbindelse en forsvarer skal være til stede.

24.

NPK’s artikel 94, stk. 1, nr. 2), og stk. 3, bestemmer, at en forsvarer skal deltage i straffesagen, hvis den anklagede lider af et psykisk handicap, samt at det kompetente organ skal beskikke en forsvarer.

25.

NPK’s artikel 242, stk. 2, henhører under kapitlet om anklagemyndighedens handlinger ved efterforskningens afslutning og pålægger anklagemyndigheden at kontrollere, at den anklagedes proceduremæssige rettigheder er blevet overholdt under efterforskningen. Er dette ikke tilfældet, skal anklagemyndigheden kræve, at fejlene afhjælpes, eller selv afhjælpe dem.

26.

NPK’s artikel 243, stk. 1, nr. 1), bestemmer, at anklagemyndigheden henlægger straffesagen i de i NPK’s artikel 24, stk. 1, nævnte tilfælde (dvs. når de faktiske omstændigheder ikke udgør en lovovertrædelse).

27.

I henhold til NPK’s artikel 247, som omhandler forberedelsen af retssagen, indledes denne ved anklagemyndighedens anklageskrift.

28.

I henhold til NPK’s artikel 248 tilkommer det bl.a. den refererende dommer at kontrollere, om den anklagedes proceduremæssige rettigheder er blevet overholdt under efterforskningen [stk. 2, nr. 3)]. I tilfælde af en tilsidesættelse af disse opregner den refererende dommer de overtrædelser, der er blevet fastslået, og hjemviser sagen til anklagemyndigheden med henblik på afhjælpning heraf i overensstemmelse med NPK’s artikel 242, stk. 2.

29.

NPK’s artikel 427 indleder afsnittet om anvendelsen af medicinske tvangsforanstaltninger i straffelovens artikel 89. Det tilkommer anklagemyndigheden at fremsætte forslag herom og retten i første instans at anordne dem, i hvilken forbindelse det er muligt at iværksætte appel ved en højere instans.

30.

NPK’s artikel 428-431 omhandler proceduren for at vedtage disse foranstaltninger, som omfatter et retsmøde med deltagelse af anklagemyndigheden og den pågældende person.

31.

I henhold til artikel 155 i Zakon za zdraveto (sundhedsloven, herefter »sundhedsloven«) tvangsindlægges og -behandles personer med psykiske forstyrrelser, som kræver særlig behandling (jf. sundhedslovens artikel 146), når de på grund af deres sygdom risikerer at begå en forbrydelse og udgør en fare for deres familiemedlemmer, nærtstående personer eller samfundet eller udgør en alvorlig trussel mod deres helbred.

32.

Sundhedslovens artikel 156 ff. omhandler proceduren for at træffe afgørelse om indlæggelse, hvilken afgørelse det tilkommer den ret i første instans, som den pågældendes bopælssted hører under, at træffe. Ovenstående forudsætter en anmodning fra anklagemyndigheden, en psykiatrisk undersøgelse af den pågældende og et retsmøde med deltagelse af den pågældende (hvis dennes helbredstilstand tillader det), dennes forsvarer og psykiateren.

33.

Sundhedslovens artikel 165, stk. 1, bestemmer, at NPK finder supplerende anvendelse.

34.

Tidligt om morgenen den 26. august 2015 blev der fundet et lig med spor efter vold på en offentlig vej i byen Medkovets (Lom, Bulgarien).

35.

Omkring kl. 6.00 nåede politibetjente frem til ofrets bolig, hvor de fandt ofrets søn, EP, der havde blodspor på benene. På baggrund af EP’s svar under den indledende afhøring, hvor EP tilstod forbrydelsen ( 8 ), kunne det udledes, at EP led af psykiske forstyrrelser, og derfor blev han anholdt og indlagt på den psykiatriske afdeling på sygehuset i Lom.

36.

Den 26. august 2015 blev der foretaget en besigtigelse af gerningsstedet og afhøring af vidner. Ifølge disse led EP af en psykisk sygdom og havde været indlagt ved flere lejligheder. En psykiatrisk undersøgelse viste, at EP lider af paranoid skizofreni, og at han den 25.-26. august 2015 befandt sig i en tilstand af vedvarende bevidsthedsforstyrrelse og ikke kunne forstå sin gernings væsen og betydning.

37.

Den 12. september 2015 vedtog Rayonen sad Lom (kredsdomstolen i Lom, Bulgarien), at EP skulle indlægges på en psykiatrisk afdeling i medfør af en procedure i henhold til sundhedsloven. Denne situation er blevet opretholdt i det mindste indtil datoen for forelæggelsen af det præjudicielle spørgsmål.

38.

Den 7. juli 2016 indstillede Okrazhna prokuratura Montana (anklagemyndigheden i Montana) straffesagen mod EP, idet det anførtes, at »den potentielle tiltalte er anbragt til tvangsbehandling og derfor fortsat ikke har nogen behørig proceduremæssig status«.

39.

Apelativna prokuratura Sofia (anklagemyndigheden ved appeldomstolen i Sofia, Bulgarien), pålagde i sin egenskab af overordnet anklagemyndighed i Montana anklagemyndigheden at genoptage straffesagen, idet indstillingen af sagen var ugrundet, hvilket skete den 29. december 2017.

40.

Den 1. marts 2018 indstillede anklagemyndigheden i Montana straffesagen med den begrundelse, at »det drejer sig om en forsætlig gerning, der blev begået af personen EP i en tilstand, hvor han ikke kan ifalde strafansvar«, hvorfor der skulle anordnes medicinske tvangsforanstaltninger.

41.

Anklagemyndighedens afgørelse blev kun sendt til offerets datter og blev endelig den 10. marts 2018.

42.

Eftersom der var en kompetencekonflikt mellem retterne i første instans i Lom og Lukovit, besluttede Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien), at det tilkom retten i første instans i Lukovit at træffe afgørelse i straffesagen om forvaring af EP i overensstemmelse med NPK.

43.

På denne baggrund har Rayonen sad Lukovit (kredsdomstolen i Lukovit) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

de sårbare personer et effektivt retsmiddel som fastsat i artikel 13 i direktiv 2013/48/EU, sammenholdt med samme direktivs artikel 12, og i artikel 8, nr. 2), i direktiv 2012/13/EU, sammenholdt med dette direktivs artikel 3, stk. 2, og er rettens forskellige beføjelser, som afhænger af sagens art, der igen retter sig efter, om den person, der betegnes som gerningsmand, er psykisk rask og dermed i stand til at ifalde et strafferetligt ansvar, forenelige med princippet om ikke-forskelsbehandling i henhold til chartrets artikel 21, stk. 1?«

44.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 17. juli 2018 ledsaget af en anmodning om at undergive anmodningen hasteproceduren, hvilket ikke blev imødekommet.

45.

EP, den tjekkiske og den nederlandske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Det blev ikke anset for nødvendigt at afholde et retsmøde.

46.

Domstolens opgave i forbindelse med besvarelsen af præjudicielle spørgsmål består i at tilvejebringe den forelæggende ret fortolkningen af EU-retlige bestemmelser, som kan være til nytte i forbindelse med sidstnævntes afgørelse af sagen. Det tilkommer imidlertid ikke Domstolen at bedømme de faktiske omstændigheder eller de nationale kompetente myndigheders foranstaltninger under strafferetlige eller andre procedurer, som er gået forud for anmodningen om præjudiciel afgørelse.

47.

I forbindelse med opgaven vedrørende fortolkning af EU-retten skal Domstolen heller ikke afgøre, om bestemmelserne i det ene eller andet direktiv, der finder anvendelse på straffesager, er overholdt i et enkeltstående tilfælde ( 9 ), eller om de relevante rettigheder i praksis er blevet tilsidesat ( 10 ).

48.

De direktiver, som den forelæggende ret ønsker fortolket, indeholder bestemmelser om de kompetente myndigheders foranstaltninger med henblik på at beskytte mistænkte eller tiltaltes rettigheder i straffesager på tre punkter: i) sidstnævnte skal informeres om deres processuelle rettigheder og om tiltalen mod dem (direktiv 2012/13), ii) de har ret til advokatbistand, og deres frihedsberøvelse skal meddeles til tredjemand, som de kan kommunikere med (direktiv 2013/48), og iii) de er omfattet af uskyldsformodningen (direktiv 2016/343).

49.

Eftersom disse tre direktiver kun vedrører straffesager, kan de ikke finde anvendelse på psykiatriske indlæggelser, som anordnes af rent medicinske grunde i henhold til lovgivningen om den offentlige sundhed. Disse indlæggelser skal naturligvis underkastes en domstolskontrol, eftersom den personlige frihed er på spil, men dette betyder ikke, at procedurerne i denne henseende har strafferetlig karakter.

50.

Ifølge oplysningerne i sagsakterne har der i denne sag været anvendt to former for interventioner på samme tid:

51.

Dermed skal Domstolens svar ikke omfatte spørgsmålene om anvendelsen af direktiverne på sundhedsloven. Sidstnævnte gør det muligt at tvangsindlægge personer med bevidsthedsforstyrrelser, som på grund af disse risikerer at begå en forbrydelse og udgør en fare for deres familiemedlemmer, andre personer eller samfundet eller udgør en alvorlig trussel mod deres helbred.

52.

Der er tale om en procedure, hvor kompetencen henhører under den retlige myndighed, som efter en bevisførelse, såfremt denne myndighed finder det hensigtsmæssigt, vælger at indlægge den pågældende på et psykiatrisk sygehus i perioder, der kan forlænges. Proceduren har således ikke karakter af en straffesag og er dermed ikke genstand for nogen af de nævnte direktiver (ved fastlæggelsen af de respektive direktivers genstand er den i artikel 1 i alle tre direktiver begrænset til straffesager).

53.

Den forelæggende ret har anført, at den nationale praksis tillader, at en person, som har begået en forbrydelse i en tilstand af sindssyge, tvangsindlægges på et psykiatrisk sygehus i medfør af sundhedsloven, hvorved der ses bort fra de sædvanlige procedurer i straffesager ( 11 ). Selv om dette måtte være tilfældet, er det, der er relevant i denne sag, at proceduren efter sundhedsloven ikke har strafferetlig karakter. Hvis den i visse tilfælde anvendes på en afledt måde, skal foranstaltningerne til afhjælpning af denne faktiske funktionsforstyrrelse findes i den nationale ret ( 12 ).

54.

Min analyse vil ikke følge affattelsen af de ni præjudicielle spørgsmål, hvis indhold desuden overlapper. Jeg foretrækker at undersøge de enkelte direktiver særskilt og udlede de vurderingselementer af deres fortolkning, som kan hjælpe den forelæggende ret.

55.

Dette direktiv indfører bestemmelser med henblik på at beskytte visse rettigheder, som mistænkte eller tiltalte har i straffesager. Sidstnævnte anerkendes nærmere bestemt retten til straks at blive informeret om visse processuelle rettigheder samt retten til at blive informeret om tiltalen mod dem.

56.

Personer, som den kompetente myndighed informerer om (»bliver gjort opmærksom på«), at der foreligger en mistanke om, at de har deltaget i en strafbar handling, kvalificeres som mistænkte (artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13).

57.

Mistænkte kan desuden have status af anholdt eller tilbageholdt. Artikel 4 og artikel 6, stk. 2, i direktiv 2012/13 nævner specifikt denne situation for at forpligte medlemsstaterne til at sikre, at en person i denne situation »straks modtager en skriftlig meddelelse om rettigheder« (artikel 4) og informeres om grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen (artikel 6).

58.

Begrebet tiltalt befinder sig på et højere niveau, eftersom det indebærer, at den kompetente myndighed (som regel anklagemyndigheden) har udarbejdet en specifik anklage, hvori den pågældende udpeges som gerningsmand til en strafbar handling.

59.

Beskyttelsen af disse rettigheder er naturligvis en opgave for den myndighed, der intervenerer på hvert enkelt proceduremæssigt stadium. Denne beskyttelse skal navnlig gøre sig gældende i forbindelse med en straffesag ( 13 ), når politiet foretager en anholdelse ( 14 ), eller når anklagemyndigheden udarbejder tiltalen.

60.

Direktiv 2012/13 finder i henhold til dets artikel 2, stk. 1, anvendelse, indtil sagen afsluttes. Dette vil sige, indtil »spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort«.

61.

Denne ordlyd kan omfatte en situation, hvor en straffesag afsluttes, ikke med en dom i snæver forstand, men derimod med en sikkerhedsforanstaltning, der består i tvangsindlæggelse på en psykiatrisk institution eller lignende af en person, som er utilregnelig på grund af sindssyge.

62.

På et beslægtet område definerer artikel 1, litra b), i rammeafgørelse 2008/909/RIA ( 15 )»sanktion« som »en tidsbegrænset eller tidsubegrænset frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i en straffesag på grund af en strafbar handling«. Artikel 9, stk. 1, litra k), i nævnte rammeafgørelse henviser mere specifikt til situationer, hvor »den idømte sanktion omfatter psykiatrisk behandling eller lægebehandling«.

63.

På dette grundlag er det på baggrund af analysen af de nationale procedureregler, sammenholdt med direktiv 2012/13, muligt at besvare den forelæggende rets spørgsmål.

64.

Ifølge NPK kan en straffesag ud over frifindelse afsluttes med, at der enten pålægges en straf (ved en almindelig procedure) eller træffes en medicinsk tvangsforanstaltning (ved den særlige procedure i artikel 427 ff.). Reaktionen på den strafbare handling, dvs. straffen, ændres til tvangsindlæggelse på en psykiatrisk institution, når gerningsmanden til den strafbare handling begik denne handling i en tilstand af psykisk utilregnelighed.

65.

For at træffe afgørelse om såvel straffe som medicinske tvangsforanstaltninger som en konsekvens af den strafbare handling ( 16 ) kræves det i henhold til national ret, at der gennemføres en egentlig straffesag, hvilket indebærer, at de rettigheder, som direktiv 2012/13 beskytter, skal respekteres under denne sag. Det er efter min opfattelse ikke muligt i nogen af disse to tilfælde at udelukke de sikkerhedsforanstaltninger, som er omhandlet i dette direktiv.

66.

Netop på grund af den mistænktes eller tiltaltes psykiske tilstand er det en anden sag, at de krævede oplysninger, som den pågældende skal gives om sine rettigheder, kan underkastes visse betingelser. I nogle sager om enkeltstående tilfælde af sindssyge vil det være uvirksomt at give den pågældende en beskrivelse af dennes rettigheder, idet den pågældende ikke er i stand til at forstå disse, og såvel denne formalitet som informationen om tiltalen mod vedkommende kan meddeles til den pågældendes forsvarer, eftersom sidstnævntes bistand i alle henseender er uerstattelig, hvilket jeg vil gøre rede for i det følgende.

67.

Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2012/13 foreskriver netop, at information om mistænktes eller tiltaltes rettigheder gives, idet der tages hensyn til deres situation, når der er tale om »sårbare personer«. Dette udtryk omfatter personer, som lider af alvorlige psykiske handicap, hvis forståelse af informationen kan være næsten lig nul.

68.

Formålet med denne beskyttelse er, at modtageren kan modtage og tilegne sig denne information. Dette fremhæves i »Køreplan med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager« ( 17 ), idet det i »Foranstaltning E« (»Særlig beskyttelse af mistænkte eller tiltalte, som er sårbare«) anføres, at det »[m]ed henblik på at sikre en retfærdig rettergang er […] vigtigt, at man er særligt opmærksom på mistænkte eller tiltalte, som ikke kan forstå eller følge indholdet eller betydningen af sagen, f.eks. på grund af deres alder, mentale eller fysiske tilstand« ( 18 ).

69.

Ved psykisk syge, som lider af et alvorligt psykisk handicap (hvilket forekommer at være tilfældet i denne sag), kan det i forbindelse med formidlingen af information være tilrådeligt at sørge for bistand fra en tredjepart, der handler på den pågældendes vegne ( 19 ). Det er under alle omstændigheder en opgave for den nationale lovgivning at tilvejebringe løsninger med henblik på at understøtte kapaciteten hos personer, der ikke er i stand til at handle på egne vegne ( 20 ).

70.

I henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 skal det sikres, at mistænkte eller tiltalte, som ikke har modtaget den krævede information (således som det følger af dette direktiv), kan anfægte denne undladelse »i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning«.

71.

Den forelæggende ret har anført, at det under den specielle procedure til indlæggelse af utilregnelige personer (artikel 427 ff. i NPK), i modsætning til de almindelige procedurer, ikke er muligt at kontrollere, om der er sket en tilsidesættelse af rettigheder under anklagemyndighedens efterforskning.

72.

Den forelæggende ret har bemærket, at i tilfælde af, at anklagemyndighedens efterforskning afsluttes med en afgørelse om at henlægge sagen, fordi den mistænkte er utilregnelig, opstår en mulighed for, at retten godkender indlæggelsen. På dette tidspunkt kan der fremhæves eventuelle forudgående tilsidesættelser af rettigheder, som har fundet sted under efterforskningen, dog uden at retten har beføjelser til at tage stilling til muligheden for at afhjælpe de konstaterede fejl (f.eks. ved at beordre sagen hjemvist til efterforskningsstadiet). Ifølge den forelæggende ret kan retten alene godkende eller give afslag på indlæggelsen.

73.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt retten til adgang til effektive retsmidler i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 2012/13 med henblik på at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information til mistænkte eller tiltalte respekteres under disse omstændigheder.

74.

Selv om det påhviler den forelæggende ret at fortolke sin egen lovgivning, forekommer det ikke at være muligt at udelukke en klage (på grundlag af NPK’s artikel 243, stk. 3) over afgørelsen om at henlægge proceduren, som anklagemyndigheden traf, eftersom den (særlige) procedure i henhold til nævnte lovs artikel 427 ff. efterfølgende blev iværksat. Denne klage kan støtte sig på en tilsidesættelse af mistænktes eller tiltaltes rettigheder under stadiet forud for den afgørelse fra retten, som på begæring af anklagemyndigheden skal bestemme, om førnævnte personer skal indlægges. Der er således mulighed for anfægtelse som omhandlet i artikel 8 i direktiv 2012/13.

75.

Den forelæggende ret synes at acceptere denne løsning, idet den i forelæggelsesafgørelsens præmis 62 anfører, at såfremt NPK’s artikel 427 ff. ikke sikrer adgang til effektive retsmidler, »er det muligt at anvende den processuelle garanti, der er fastlagt med henblik på sager, der behandles efter den almindelige procedure, analogt« ( 21 ).

76.

Hvis denne fortolkning ikke er mulig, er det muligt, at de bulgarske procedureregler, således som den forelæggende ret har beskrevet dem ( 22 ), ikke sikrer retten til effektive retsmidler, som er omhandlet i artikel 8 i direktiv 2012/13, eftersom ingen ret har kompetence til at vurdere, om de ved dette direktiv beskyttede rettigheder er blevet respekteret i stadiet forud for stadiet i NPK’s artikel 427 ff. I så fald tilkommer det den nationale lovgivning at drage konsekvenserne (og eventuelt hjemvise sagen med henblik på at afhjælpe de begåede fejl) af disse tilsidesættelser, hvis de påvirker den pågældendes retssikkerhedsgarantier i alvorlig grad.

77.

Der bør endelig ikke ses bort fra, at det i den procedure, der er omhandlet i NPK’s artikel 427 ff., er påkrævet, at den pågældendes forsvarer deltager i det retsmøde, der skal afholdes ved den ret, der træffer afgørelse om den pågældendes indlæggelse ( 23 ). I retsmødet kan advokaten til forsvar for sin klient naturligvis påberåbe sig alle indsigelsesgrunde mod indlæggelsen, inklusive de grunde, der skyldes eventuelle uregelmæssigheder begået af de kompetente myndigheder under straffesagens efterforskning.

78.

Med dette direktiv sikres det, at mistænkte eller tiltalte i straffesager har ret til adgang til advokatbistand og til ved frihedsberøvelse at få underrettet en tredjemand, som den pågældende kan kommunikere med.

79.

Med hensyn til begreberne mistænkt eller tiltalt og begrebet kompetente myndigheder som omhandlet i direktiv 2013/48 henviser jeg til betragtningerne vedrørende direktiv 2012/13. Direktiv 2013/48 henviser nærmere bestemt udtrykkeligt til »politiet eller en anden retshåndhævende myndighed«, idet dets artikel 2, stk. 3, udvider betingelserne for anvendelsen af advokatbistand til at omfatte personer, som ikke indledningsvis er mistænkt eller tiltalt, men som »bliver mistænkt eller tiltalt« under førstnævntes afhøring ( 24 ).

80.

Eftersom NPK som nævnt omhandler en egentlig straffesag, som kan afsluttes ved, at der træffes en medicinsk tvangsforanstaltning (ved den særlige procedure i NPK’s artikel 427 ff.), skal den person, der er genstand for denne proces, sikres adgang til advokatbistand og de øvrige rettigheder, som følger af direktiv 2013/48.

81.

I modsætning til direktiv 2012/13 tillader den psykiske tilstand hos den mistænkte eller tiltalte ikke, at der fastsættes betingelser for den pågældendes ret til adgang til advokatbistand, når der er tale om alvorlige overtrædelser ( 25 ). Denne ret styrkes snarere, eftersom den pågældende f.eks. ikke er i stand til gyldigt at give afkald på, at dennes advokat skal være til stede (artikel 9 i direktiv 2013/48).

82.

Hvis personer, som lider af sindssyge, kan anses for at være sårbare, her som omhandlet i artikel 13 i direktiv 2013/48, skal medlemsstaterne, idet de tager hensyn til disses særlige behov, som nævnt fremme denne advokatbistand.

83.

Ifølge oplysningerne i sagsakterne forfølger NPK dette formål, idet der straks udnævnes en advokat, hvis invaliditetsgraden er til hinder for forståelsen, med henblik på at denne samtidig med forberedelsen af forsvaret sikrer, at de øvrige rettigheder respekteres i alle henseender. NPK’s artikel 94, stk. 1, nr. 2), foreskriver desuden, at det er obligatorisk, at der deltager en forsvarer i straffesagen, hvis den anklagede lider af et fysisk eller psykisk handicap, som forhindrer vedkommende i at forsvare sig. I så fald bestemmes det i nævnte artikels stk. 3, at den pågældende retsinstans beskikker en forsvarer.

84.

Den bulgarske lovgivning, hvis forenelighed med direktiv 2013/48 den forelæggende ret har stillet spørgsmål ved, synes således ikke at være i strid med sidstnævnte for så vidt angår beskyttelsen af de rettigheder, som direktivet kræver beskyttet. Det er en anden sag, at retsforskrifterne i en enkelt sag ikke er blevet overholdt.

85.

Hvis disse rettigheder alligevel er blevet tilsidesat, kan mine bemærkninger om de retsmidler, der kan anvendes til at anfægte overtrædelser af direktiv 2012/13, tilsvarende overføres på direktiv 2013/48.

86.

Ved dette direktiv styrkes visse aspekter af uskyldsformodningen i straffesager samt retten for fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, til at være til stede under retssagen i straffesager.

87.

Medlemsstaterne skulle først gennemføre direktiv 2016/343 den 1. april 2018 ( 26 ). Dermed kan dette direktiv ikke påberåbes som en EU-retsakt, som bør finde anvendelse på straffesager, som blev afsluttet før denne dato.

88.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og den forelæggende rets supplerende oplysninger, at den endelige henlæggelse af straffesagen i denne sag forud for anklagemyndighedens anmodning om indlæggelse fandt sted den 1. marts 2018. I denne afgørelse skulle de faktiske omstændigheder, tiltaltes deltagelse samt dennes status som utilregnelig fastslås.

89.

Omstændighederne ved denne proces kan således ikke analyseres på baggrund af direktiv 2016/343 ratione temporis. Artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) kan heller ikke gøres gældende, eftersom det ikke fremgår, at der inden den 1. april 2018 forelå et forhold, der gjorde det muligt at gennemføre EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1.

90.

Eftersom den specielle procedure til indlæggelse af EP fortsat verserer for den forelæggende ret, forholder det sig således, at direktiv 2016/343 finder anvendelse på denne procedure fra den 1. april 2018. Den forelæggende rets præjudicielle spørgsmål omhandler imidlertid reelt ikke nævnte rets handlinger i forbindelse med denne procedure, men derimod de kompetente myndigheders (navnlig anklagemyndighedens) handlinger under den straffesag, der blev afsluttet den 1. marts 2018.

91.

Derfor bør svaret på denne del af den præjudicielle forelæggelse efter min opfattelse begrænses til, at det fastslås, at direktiv 2016/343 ikke finder anvendelse på straffesager, der blev afsluttet før den 1. april 2018. Såfremt Domstolen er af en anden opfattelse, vil jeg gøre rede for mit synspunkt desangående.

92.

Den uskyldsformodning, som beskyttes ved direktiv 2016/343, finder i henhold til direktivets artikel 2 anvendelse på »alle stadier i straffesagerne […], indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig«.

93.

Hvis direktiv 2016/343 fandt anvendelse ratione temporis, er jeg ikke i tvivl om, at dets bestemmelser skulle have været overholdt i en straffesag mod enhver mistænkt eller tiltalt, også hvis denne fremviste symptomer på sindssyge. Den omstændighed, at det er anklagemyndigheden, der forestår efterforskningen i straffesagen, er på ingen måde til hinder for, at direktiv 2016/343 skal overholdes på dette stadie i straffesagen forud for retssagen.

94.

Den uskyldsformodning, som beskyttes ved direktiv 2016/343, finder som nævnt anvendelse i alle stadier i straffesager om alvorlige strafbare handlinger ( 27 ). I denne henseende er det uden betydning, at de personer, hvis strafbare handling sagen omhandler, lider af psykiske sygdomme, som bevirker, at de erklæres utilregnelige ved afslutningen af den pågældende sag.

95.

Jeg bør under alle omstændigheder bemærke, at uskyldsformodningen ikke nødvendigvis er til hinder for varetægtsfængsling, ligesom den heller ikke er til hinder for, at en person, der er mistænkt for at have begået en forbrydelse i en tilstand af sindssyge, indlægges på en psykiatrisk institution. Således som det bestemmes i artikel 4 i direktiv 2016/343, er dette heller ikke til hinder for »foreløbige afgørelser af proceduremæssig art, som er truffet af retslige eller andre kompetente myndigheder, og som er baseret på mistanke eller belastende beviser«.

96.

På grundlag af de anførte betragtninger er det efter min opfattelse muligt at besvare de af den forelæggende ret rejste spørgsmål:

97.

Det syvende spørgsmål har et underspørgsmål, hvori den forelæggende ret henviser til chartrets artikel 21 og ønsker oplyst, om princippet om ikke-forskelsbehandling er til hinder for, at rettens beføjelser afhænger af, om de personer, der er genstand for sagen, er psykisk raske eller ej. Eftersom situationen for disse personer, der lider af sindssyge, efter min opfattelse ikke er sammenlignelig med situationen for en person, der har alle sine åndsevner i behold, kan der ikke være tale om forskelsbehandling, idet der med hensyn til de førstnævnte er fastlagt særlige retsplejeregler. Dette er ikke til hinder for, at de garantier, som ifølge de nævnte direktiver skal overholdes, finder anvendelse på begge disse grupper, således som jeg har forklaret ovenfor.

98.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Rayonen sad Lukovit (kredsdomstol i Lukovit, Bulgarien) forelagte spørgsmål på følgende måde: