EUR-Lex Access to European Union law
This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62018CA0128
Case C-128/18: Judgment of the Court (Grand Chamber) of 15 October 2019 (request for a preliminary ruling from the Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg — Germany) — Execution of a European arrest warrant issued for Dumitru-Tudor Dorobantu (Reference for a preliminary ruling — Police and judicial cooperation in criminal matters — Framework Decision 2002/584/JHA — European arrest warrant — Grounds for refusal of execution — Article 4 of the Charter of Fundamental Rights of the European Union — Prohibition of inhuman or degrading treatment — Conditions of detention in the issuing Member State — Assessment by the executing judicial authority — Criteria)
Sag C-128/18: Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. oktober 2019 – europæisk arrestordre udstedt mod Dumitru-Tudor Dorobantu (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg – Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retsligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – grunde til at afslå fuldbyrdelse – artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling – forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat – vurdering, der skal foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed – kriterier)
Sag C-128/18: Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. oktober 2019 – europæisk arrestordre udstedt mod Dumitru-Tudor Dorobantu (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg – Tyskland) (Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retsligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – grunde til at afslå fuldbyrdelse – artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling – forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat – vurdering, der skal foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed – kriterier)
EUT C 423 af 16.12.2019, p. 6–7
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
16.12.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 423/6 |
Domstolens dom (Store Afdeling) af 15. oktober 2019 – europæisk arrestordre udstedt mod Dumitru-Tudor Dorobantu (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg – Tyskland)
(Sag C-128/18) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - politisamarbejde og retsligt samarbejde i straffesager - rammeafgørelse 2002/584/RIA - europæisk arrestordre - grunde til at afslå fuldbyrdelse - artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling - forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat - vurdering, der skal foretages af den fuldbyrdende judicielle myndighed - kriterier)
(2019/C 423/07)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg
Parter i hovedsagen
Dumitru-Tudor Dorobantu
Konklusion
Artikel 1, stk. 3, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, sammenholdt med artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at når den fuldbyrdende judicielle myndighed råder over objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som godtgør, at der foreligger systemiske eller generelle mangler ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstats fængsler, skal den med henblik på at vurdere, om der foreligger vægtige grunde til at antage, at den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, efter sin overgivelse til denne medlemsstat løber en reel risiko for at blive underkastet en umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i nævnte artikel 4, tage hensyn til samtlige relevante materielle aspekter af forholdene under frihedsberøvelse i det fængsel, hvor det konkret påtænkes at frihedsberøve denne person, såsom det personlige rum, som er til rådighed pr. indsat i en celle i dette fængsel, de sanitære forhold og omfanget af den indsattes bevægelsesfrihed inden for fængslet. Denne vurdering er ikke begrænset til en prøvelse af åbenlyst utilstrækkelige forhold. Med henblik på en sådan vurdering skal den fuldbyrdende judicielle myndighed anmode den udstedende judicielle myndighed om at fremsende de oplysninger, som den fuldbyrdende judicielle myndighed finder nødvendige, og den skal principielt stole på de garantier, som den udstedende judicielle myndighed giver, såfremt der ikke foreligger noget præcist forhold, som gør det muligt at antage, at forholdene under frihedsberøvelse er i strid med artikel 4 i chartret om grundlæggende rettigheder.
Hvad navnlig angår det personlige rum, som er til rådighed pr. indsat, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed, eftersom der ikke på nuværende tidspunkt er fastsat EU-retlige minimumsregler herfor, tage hensyn til de minimumskrav, der følger af artikel 3 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, således som denne fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Mens der ved beregningen af det personlige rum, der er til rådighed, ikke skal tages hensyn til det areal, hvor der er anbragt sanitære installationer, skal beregningen medtage det areal, der er optaget af møbler. De indsatte skal imidlertid bevare muligheden for at kunne bevæge sig normalt rundt i cellen.
Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan ikke afvise, at der foreligger en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling, alene med den begrundelse, at den pågældende person i den udstedende medlemsstat har adgang til retsmidler, der gør det muligt for den pågældende at anfægte forholdene under frihedsberøvelsen, eller at der i denne medlemsstat findes lovgivningsmæssige og strukturelle foranstaltninger, der har til formål at styrke kontrollen med forholdene under frihedsberøvelse.
Såfremt nævnte myndighed konstaterer, at der foreligger vægtige grunde til at antage, at den pågældende person efter sin overgivelse til den udstedende medlemsstat løber en sådan risiko som følge af de forhold under frihedsberøvelse, der hersker i det fængsel, hvor det konkret påtænkes at frihedsberøve den pågældende, kan denne omstændighed ikke med henblik på at afgøre, om der skal ske overgivelse, afvejes i forhold til hensynet til effektiviteten af det retslige samarbejde i straffesager samt til princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse.