—

For det første fordrejes fastsættelsen af den normale værdi af, at afsætningen af varekontrolnumre (PCN), der kun blev solgt i ganske små mængder af producenten i referencelandet, blev inddraget. Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet har godtgjort, at priser på sådanne små mængder ikke var pålidelige og førte til en urimelig fastsættelse af den normale værdi. Endvidere afspejler de lave salgsmængder ifølge sagsøgeren ikke en sædvanlig adfærd fra købernes side eller stammer fra normal prisdannelse og udgør således ikke normal handel, hvilket ikke muliggør en ordentlig sammenligning. Ifølge sagsøgeren understregede Kommissionen, at den havde foretaget en undersøgelse af, om afsætningen havde fundet sted i normal handel, men behandlede ikke de fremførte argumenter.

—

For det andet modtog Kommissionen ifølge sagsøgeren ikke pålidelige omkostningsoplysninger med varekontrolnumre fra producenten i referencelandet. Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet følgelig udviklede en metode til at beregne sådanne PCN-specifikke omkostningsoplysninger, men at denne metode i realiteten udgjorde en antagelse om, at alle transaktioner, der blev prissat til under 92,14 % af den gennemsnitlige PCN-pris, ikke var rentable, i stedet for at foretage en kontrol af rentabiliteten for hvert PCN. Sagsøgeren har anført, at sådan en generel antagelse er fuldstændigt urimelig og fører til en vilkårlig udelukkelse af salgstransaktioner og en uberettiget stigning i den normale værdi. Sagsøgeren har konkluderet, at det forhold, at en sådan metode samt upålidelige oplysninger lægges til grund, fører til en vilkårlig udelukkelse af afsætning til lavere priser fra fastlæggelsen af den normale værdi til skade for sagsøgeren og er i strid med artikel 2, stk. 7, litra a).

—

Ifølge sagsøgeren vedrørte alle selskabets salg slutbrugere, hvorimod producenten i referencelandet solgte både til slutbrugere og forhandlere. Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet har fremlagt omfattende beviser, der godtgør, at der forelå en konsekvent forskel i prisfastsættelsen, og at Kommissionen til trods for denne omstændighed afviste anmodningen om justering af handelsled.

—

Sagsøgeren har fremført, at Kommissionen også afviste at revidere beregningen af justeringen for emballeringsomkostninger, selv om sagsøgeren fremlagde bevis for, at værdien af justeringen var fejlagtig som følge af anvendelse af en forkert fordelingsnøgle. Ifølge sagsøgeren tilsidesatte Kommissionen således sine forpligtelser ved at fordele de samlede emballeringsomkostninger på den samlede omsætning i stedet for på omsætningen for de produkter, der blev fremstillet af producenten i referencelandet selv.

—

Sagsøgeren har ydermere gjort gældende, at Kommissionen også afviste at foretage en justering for kreditomkostninger for størstedelen af afsætningen fra producenten i referencelandet. Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet har godtgjort, at bevismaterialet er i modstrid med Kommissionens standpunkt, som oprindeligt havde ført til, at den ikke foretog en sådan justering, og i stedet for at drage de rette konklusioner vedrørende nødvendigheden af at foretage en justering af kreditbetingelserne foretog Kommissionen en justering for en enkelt særlig kunde i strid med sine forpligtelser.

—

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen anerkendte, at der forelå forskelle i de anvendte råvarer og produktiviteten hos producenten i referencelandet og sagsøgeren, men afviste at foretage nogen justering for disse forskelle. I denne forbindelse undlod Kommissionen ifølge sagsøgeren bl.a. at tage hensyn til erklæringer fra producenten i referencelandet selv, som godtgjorde, at der forelå disse forskelle, og at de havde en indflydelse på prisernes sammenlignelighed.

—

Kommissionen pålagde ydermere en urimelig bevisbyrde i forhold til Jinan i strid med sin forpligtelse i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, antidumpingaftalens punkt 2, stk. 4, og princippet om god forvaltningsskik i forhold til hver af de anmodninger om revidering, der er nævnt ovenfor.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved at fastlægge den normale værdi af ikke-sammenlignelige typer af varen på grundlag af den gennemsnitlige normale værdi justeret for værdien af forskelle med hensyn til varetype, der blev fastlagt på grundlag af forskellen mellem de eksportpriser, som blev fastsat af sagsøgeren, vedtog en urimelig metode til fastlæggelse af den normale værdi i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a). Ifølge sagsøgeren er dette baseret på en antagelse om, at markedsværdien af forskellen i fysiske egenskaber afspejles i eksportpriserne, men i realiteten ville eksportpriserne anvendt som reference for de sammenlignelige varetyper på grundlag af Kommissionen konklusioner i det mindste delvist vise dumpingen. Ifølge sagsøgeren hviler metoden på en antagelse om, at eksport af de pågældende ikke-sammenlignelige varetyper er prissat til et niveau, der var genstand for dumping med nøjagtigt den samme margen, som det, der er fastslået for de tilsvarende varetyper. Det er sagsøgerens opfattelse, at denne antagelse er urimelig og ukontrollerbar.

—

Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at ved at vedtage en metode, der fører til en antagelse om dumping for ikke-sammenlignelige varetyper af samme størrelse som for sammenlignelige varetyper, afspejler den dumping margen, der derved fremkommer, ikke i fuldt omfang den dumping, der finder sted i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 11.

—

Det er sagsøgerens opfattelse, at medmindre Retten finder, at den anfægtede forordning omfatter konstateringen af skaden og årsagssammenhængen i den annullerede forordning (2), pålægger den anfægtede forordning i betragtning af annullationen af den annullerede forordning samlet set for så vidt angår sagsøgeren en antidumpingtold på sagsøgerens import, uden at der tages hensyn til de krav, der er fastsat med hensyn til andre elementer end dumping. Dette indebærer ifølge sagsøgeren bl.a. en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 9, stk. 4, eftersom der pålægges en endelig antidumpingtold uden fastslåelse af skade og årsagssammenhæng, og af grundforordningens artikel 9, stk. 5, eftersom der blev pålagt en antidumpingtold på en leverandør, som ikke blev anset for at have forårsaget nogen skade. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen, idet der ikke er fastslået nogen skade i en forordning, som vedrører sagsøgeren, også tilsidesatte grundforordningens artikel 3, som vedrører konstatering af skaden. Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at der ikke foreligger nogen begrundelse.

—

Subsidiært har Kommissionen ifølge sagsøgeren tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 2, og artikel 3, stk. 3, ved at støtte sig på upræcise importoplysninger. Ifølge sagsøgeren blev der ved konklusionen af, at der forelå en skade, taget hensyn til importoplysninger, der på grundlag af oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, klart omfattede import af produkter, er ikke kan anses for at være de omhandlede varer. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen imidlertid ikke foretog de nødvendige foranstaltninger til at efterprøve korrektheden af importoplysningerne og til at korrigere dem ved at udelukke import af produkter, der ikke kan anses for at være de omhandlede varer. Sagsøgeren har konkluderet, at Kommissionen derved tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 1, artikel 3, stk. 2, og artikel 3, stk. 3.