59

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 31. maj 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

60

Kommissionen har indgivet svarskrift til Rettens Justitskontor den 29. september 2017.

61

Sagsøgeren har indgivet replik til Rettens justitskontor den 31. januar 2018.

62

Kommissionen har indgivet duplik til Rettens Justitskontor den 12. marts 2018.

63

Efter forslag fra Fjerde Afdeling har Retten den 24. april 2019 i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise den foreliggende sag til et udvidet dommerkollegium.

64

Den 16. august 2019 har Retten inden for rammerne af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 stillet parterne skriftlige spørgsmål. Parterne har besvaret disse inden for den fastsatte frist.

65

Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 13. september 2019.

66

Ved kendelse af 31. juli 2020 har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling), idet den fandt, at sagen var utilstrækkeligt oplyst, og at parterne desuden skulle opfordres til at fremsætte deres bemærkninger til et argument, som de ikke havde drøftet, besluttet at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del i henhold til procesreglementets artikel 113.

67

Parterne har inden for den fastsatte frist besvaret en række spørgsmål fra Retten den 4. august 2020 og fremsat bemærkninger til deres respektive svar.

68

Ved afgørelse af 6. november 2020 har Retten på ny afsluttet den mundtlige forhandling.

69

Ved kendelse af 28. januar 2021 har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling), idet den på ny har fundet, at sagen var utilstrækkeligt oplyst, og at parterne skulle opfordres til at fremsætte deres bemærkninger til et argument, som de ikke havde drøftet, besluttet at genåbne retsforhandlingernes mundtlige del i henhold til procesreglementets artikel 113.

70

Kommissionen har inden for den fastsatte frist besvaret en række spørgsmål fra Retten den 29. januar og den 16. marts 2021. Sagsøgeren har efter opfordring fra Retten fremsat bemærkninger til disse svar.

71

Ved afgørelse af 25. maj 2021 har Retten på ny afsluttet den mundtlige forhandling.

72

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

73

Kommissionen har nærmere bestemt nedlagt følgende påstande:

201

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en fejl eller subsidiært en utilstrækkelig begrundelse, for så vidt som den overtrædelse, der er beskrevet i dens begrundelse og fastslået i den dispositive del, er uforenelig med den overtrædelse, der er fastslået i afgørelsen af 9. november 2010, og som i den anfægtede afgørelse anses for endelig, navnlig henset til antallet og sammenfaldet af medophavsmænd. Heraf følger, at hverken den nationale ret, for hvilken der efterfølgende er anlagt et erstatningssøgsmål, eller de anklagede luftfartsselskaber kan drage konsekvenserne af den anfægtede afgørelse for erstatningspåstandene.

202

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

203

Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren principalt har gjort gældende, at der foreligger en fejl, som sagsøgeren har præsenteret som en retlig fejl. Den argumentation, der ligger til grund for dette anbringende, vedrører imidlertid i det hele eksistensen af angivelige uoverensstemmelser eller selvmodsigelser som følge af Kommissionens valg om at kombinere konstateringerne i afgørelsen af 9. november 2010 og i den anfægtede afgørelse. Det skal således fastslås, at sagsøgerens argumentation reelt knytter sig til et klagepunkt om en selvmodsigende begrundelse, hvilket i øvrigt bekræftes af sagsøgerens anbringende, der er fremsat til støtte for en angivelig retlig fejl, hvorefter »[d]en omstændighed, at Kommissionen har opretholdt to modstridende afgørelser, der fastslår en overtrædelse af en og samme del, vil skabe en uacceptabel forvirring inden for Unionens retsorden«, som modvirker kravet om, at »de nationale domstole, der anvender EU-retten [....] skal basere sig på klare og præcise konstateringer fra Kommissionen«. Heraf følger, at dette anbringende skal analyseres som alene vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

204

Det bemærkes herved, at begrundelsen for en retsakt skal være logisk og navnlig ikke må indeholde selvmodsigelser, der gør det vanskeligt at forstå de underliggende motiver for denne retsakt (jf. i denne retning dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 151).

205

Ifølge retspraksis kan en selvmodsigelse i begrundelsen for en afgørelse kun påvirke gyldigheden af den omhandlede retsakt, såfremt adressaten for retsakten helt eller delvis er afskåret fra at gøre sig bekendt med den egentlige begrundelse for afgørelsen, og at der derfor ikke er nogen som helst retlig støtte for retsaktens dispositive del eller dele heraf (dom af 24.1.1995, Tremblay m.fl. mod Kommissionen, T-5/93, EU:T:1995:12, præmis 42, og af 30.3.2000, Kish Glass mod Kommissionen, T-65/96, EU:T:2000:93, præmis 85).

206

Som det fremgår af 9., 11., 1091. og 1092. betragtning til den anfægtede afgørelse, er de overtrædelser, der er fastslået i forhold til sagsøgeren i den dispositive del, begrænset til de aspekter af afgørelsen af 9. november 2010, som Retten annullerede ved dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988). De øvrige aspekter af denne afgørelse, for så vidt som sagsøgeren ikke havde bestridt dem, er blevet endelige.

207

Kommissionen har således i den anfægtede afgørelse behørigt forklaret, hvorfor den tog hensyn til den dispositive del af afgørelsen af 9. november 2010, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren, og hvorfor den som følge heraf begrænsede omfanget af de nye konstateringer af overtrædelser, der er foretaget i forhold til sagsøgeren.

208

Som sagsøgeren har anført, fører Kommissionens tilgang ganske vist til, at der foreligger konstateringer af overtrædelser i forhold til sagsøgeren, som er forskellige, bl.a. fordi deres medophavsmænd ikke er helt de samme. Elementerne i den samlede og vedvarende overtrædelse vedrørende ruterne inden for EØS, inden for EØS undtagen mellem EU og tredjelande og mellem EU og Schweiz, tilregnes således i den anfægtede afgørelse flere luftfartsselskaber, som ikke blev pålagt ansvaret for denne adfærd i afgørelsen af 9. november 2010.

209

Dette medfører imidlertid ikke en selvmodsigelse, der gør det vanskeligt at forstå de underliggende motiver for den anfægtede afgørelse. Denne situation er nemlig kun et resultat af retsmiddelsystemet, inden for rammerne af hvilket den retsinstans, der påkender lovligheden, ikke uden at træffe afgørelse ultra petita kan træffe en afgørelse om annullation, der går ud over sagsøgerens påstande, og af den omstændighed, at sagsøgeren kun har nedlagt påstand om delvis annullation af afgørelsen af 9. november 2010.

210

For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen, uanset den kun delvise annullation af afgørelsen af 9. november 2010 for så vidt angår sagsøgeren, var forpligtet til at drage konsekvenserne af dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), ved at tilbagekalde den nævnte afgørelse, skal det fastslås, at sagsøgerens argumentation er sammenfaldende med den argumentation, der er fremført til støtte for det andet anbringende. Denne argumentation vil derfor blive undersøgt i forbindelse med det andet anbringende.

211

Det følger af det foregående, at dette anbringende skal forkastes.

212

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt i henhold til artikel 266 TEUF til at drage alle de relevante konklusioner af en tidligere retsafgørelse, og at den anfægtede afgørelse eller i det mindste artikel 3, litra e), i dens dispositive del følgelig skal annulleres.

213

Sagsøgeren har bl.a. foreholdt Kommissionen at have støttet sig på konstateringerne i afgørelsen af 9. november 2010 for at pålægge sagsøgeren bøden, mens Retten i dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), fastslog, at disse konstateringer grundlæggende var forkerte.

214

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

215

I henhold til artikel 266 TEUF har den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Denne pligt gælder kun i det omfang det er nødvendigt for at sikre fuldbyrdelsen af dommen om annullation (dom af 29.11.2007, Italien mod Kommissionen, C-417/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:733, præmis 52).

216

Det følger af fast retspraksis, at for at efterkomme en annullationsdom og opfylde den fuldt ud skal den berørte institution ikke blot tage hensyn til dommens dispositive del, men også til de præmisser, der har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad den dispositive del helt præcist går ud på (dom af 26.4.1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen, 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199, præmis 27, og af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 29).

217

Det bemærkes herved, at som det allerede fremgår af præmis 184 ovenfor, er formålet med at tage hensyn til de præmisser, der angiver de nøjagtige grunde til den ulovlighed, som Unionens retsinstanser har fastslået, udelukkende at afgøre, hvad dommens dispositive del helt nøjagtigt går ud på (dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 55).

218

En præmis i en dom om annullation kan ikke have retskraft for personer, der ikke var parter i sagen, og over for hvem dommen derfor ikke kan have afgjort noget som helst (dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 55). Det samme bør gælde for de dele af en retsakt vedrørende en person, som ikke er blevet indbragt for Unionens retsinstanser, og med hensyn til hvilke de sidstnævnte derfor ikke kan træffe afgørelse om annullation, og som derfor bliver endelige i forhold til denne person (jf. i denne retning dom af 14.11.2017, British Airways mod Kommissionen, C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 85).

219

I det foreliggende tilfælde fastslog Retten i præmis 88 og 89 i dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), at sagsøgerens søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelsen af 9. november 2010 kun vedrørte en delvis annullation heraf, og at den annullation, som Retten traf afgørelse om, ikke kunne gå ud over sagsøgerens påstande, idet Retten ellers ville træffe afgørelse ultra petita. Retten besluttede derfor at annullere den omtvistede afgørelse inden for rammerne af de af sagsøgeren nedlagte påstande. Domstolen forkastede den appel, som var iværksat til prøvelse af denne dom, og stadfæstede således i det væsentlige Rettens konstatering og konklusioner på dette punkt (dom af 14.12.2017, British Airways mod Kommissionen, C-122/16 P, EU:C:2017:861).

220

Selv om det således er korrekt, at præmisserne i dom af 16.12.2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), vedrørte konstateringen af en ulovlighed, som hele afgørelsen af 9. november 2010 er behæftet med, for så vidt som den vedrører sagsøgeren (jf. præmis 16 ovenfor), er rækkevidden af dens dispositive del ikke desto mindre behørigt begrænset ifølge de grænser, som sagsøgeren har fastsat for tvisten i sine påstande (jf. i denne retning dom af 14.12.2017, British Airways mod Kommissionen, C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 91 og 92).

221

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 218 ovenfor, fandt den præmis vedrørende begrundelse, som Kommissionen i givet fald skulle tage hensyn til ved fuldbyrdelsen af dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), imidlertid ikke anvendelse på de dele af afgørelsen af 9. november 2010, som ikke var blevet forelagt Retten til prøvelse, og som derfor ikke kunne være omfattet af den nævnte doms dispositive del.

222

Det følger heraf, at Kommissionen uden at tilsidesætte artikel 266 TEUF i den anfægtede afgørelse kunne støtte sig på konstateringerne af overtrædelser af afgørelsen af 9. november 2010, som ikke blev draget i tvivl i den dispositive del af dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), og som derfor var blevet endelige.

223

Det følger heraf, at dette anbringende skal forkastes.

224

Inden for rammerne af det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har begået en fejl, tilsidesat en væsentlig formforskrift og overskredet grænserne for sin kompetence ved at pålægge sagsøgeren en bøde af samme størrelse som den, der blev pålagt ved afgørelsen af 9. november 2010. Kommissionen har nemlig støttet sig på den omstændighed, at den nye bøde ikke kun vedrørte de begrænsede aspekter af den samlede og vedvarende overtrædelse, som sagsøgeren deltog i (identificeret i den anfægtede afgørelses artikel 1), men ligeledes var baseret på de aspekter, der fremgår af afgørelsen af 9. november 2010, og »som er blevet endelige« (den anfægtede afgørelses artikel 3).

225

Indledningsvis bemærkes, at der på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke var nogen konstatering i afgørelsen af 9. november 2010, der var »blevet endelig« i forhold til sagsøgeren, for så vidt som en appel iværksat til prøvelse af dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), endnu verserede.

226

Endvidere annullerede Retten den bøde, som sagsøgeren blev pålagt i afgørelsen af 9. november 2010, fordi den fandt, at den nævnte afgørelse indeholdt grundlæggende selvmodsigelser. Dette betyder, at samtlige konstateringer i afgørelsen af 9. november 2010 skulle have været annulleret, hvis Retten ikke havde anset sig for bundet af princippet ne ultra petita. Efter sagsøgerens opfattelse er det derfor ikke, fordi Retten ikke har annulleret artikel 1-4 i afgørelsen af 9. november 2010 i deres helhed, at Kommissionen på grundlag af disse bestemmelser efterfølgende kunne pålægge den samme bøde uden at fremlægge en yderligere begrundelse, der kunne begrunde de konstateringer, som fremgår af i de nævnte bestemmelser.

227

Desuden har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens tilgang har forhindret sagsøgeren i at forstå begrundelsen for bødens størrelse i den anfægtede afgørelse på grund af usikkerheden med hensyn til omfanget af den overtrædelse, der tilregnes sagsøgeren.

228

Endelig havde Kommissionen ikke kompetence til i den anfægtede afgørelse at pålægge en bøde, der ikke udelukkende vedrørte konstateringen af en overtrædelse i denne afgørelse.

229

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

230

Det bemærkes, at det foreliggende anbringende er centreret omkring fire klagepunkter, som skal behandles ét for ét.

231

Hvad for det første angår den angivelige fejl, som Kommissionen begik, idet den på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse anså konstateringerne i afgørelsen af 9. november 2010, som den støttede sig på for at pålægge sagsøgeren en bøde, for endelige, skal det bemærkes, at denne fejl, såfremt den måtte anses for godtgjort, er uden betydning for lovligheden af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører en supplerende begrundelse for denne.

232

Der gælder således principielt for Unionens institutioners retsakter en formodning om lovlighed, og de afføder derfor retsvirkninger, så længe de ikke er blevet trukket tilbage, annulleret under et annullationssøgsmål eller erklæret ugyldige som følge af en præjudiciel forelæggelse eller en ulovlighedsindsigelse (jf. i denne retning dom af 5.10.2004, Kommissionen mod Grækenland, C-475/01, EU:C:2004:585, præmis 18).

233

Konstateringerne i afgørelsen af 9. november 2010 var imidlertid på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse hverken blevet annulleret, trukket tilbage eller erklæret ugyldige. De affødte derfor retsvirkninger, som Kommissionen med føje kunne henholde sig til, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt de desuden var endelige.

234

Det bemærkes endvidere, at i henhold til artikel 60, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol har en appel af en dom afsat af Retten principielt ikke opsættende virkning (kendelse af 7.7.2016, Kommissionen mod Bilbaína de Alquitranes m.fl., C-691/15 P-R, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:597, præmis 16). Den omstændighed, at sagsøgeren havde iværksat appel, forhindrede således ikke Kommissionen i at fuldbyrde dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), i overensstemmelse med artikel 266 TEUF.

235

Under alle omstændigheder kunne den appel, som sagsøgeren havde iværksat til prøvelse af dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), ikke udvide rækkevidden af de påstande om delvis annullation, som selskabet havde nedlagt for Retten, eftersom det følger af artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement, at »[p]åstandene i appelskriftet skal gå ud på, at der, såfremt appellen tages til følge, helt eller delvist gives medhold i de i første instans nedlagte påstande, idet nye påstande ikke kan nedlægges«.

236

Eftersom konstateringerne omhandlet i afgørelsen af 9. november 2010 ikke er blevet anfægtet for Retten og ikke kan anfægtes under appellen, er de således blevet endelige i forhold til sagsøgeren ved udløbet af den søgsmålsfrist, der er fastsat i artikel 263 TEUF (jf. i denne retning dom af 14.11.2017, British Airways mod Kommissionen, C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 98). Dette tidspunkt ligger imidlertid langt før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

237

Hvad for det andet angår Kommissionens angiveligt fejlagtige undladelse af at begrunde anvendelsen af de ikke-anfægtede konstateringer i afgørelsen af 9. november 2010 i den anfægtede afgørelse, bemærkes, at dette klagepunkt savner grundlag i de faktiske omstændigheder, således som det fremgår af præmis 206 og 207 ovenfor.

238

Hvis det antages, at sagsøgeren med dette klagepunkt tilsigter at anfægte lovligheden af selve henvisningen i den anfægtede afgørelse til de ubestridte konstateringer i afgørelsen af 9. november 2010, henset til den vejledning, der kan udledes af dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), skal det forkastes som ugrundet, for så vidt som det er baseret på en tilsidesættelse af bindende virkning af præmisserne, i den nævnte dom i forhold til de konstateringer, der ikke var omfattet af tvistens genstand, i overensstemmelse med, hvad der er fastslået i præmis 221 ovenfor.

239

Hvad for det tredje angår klagepunktet om en utilstrækkelig begrundelse af den bøde, der er pålagt sagsøgeren, henset til den usikkerhed, der er forbundet med omfanget af den overtrædelse, som selskabet er blevet tilregnet, har Retten allerede fastslået i præmis 209 ovenfor, at denne hævdede usikkerhed er et resultat af retsmiddelsystemet og den omstændighed, at sagsøgeren kun har nedlagt påstand om delvis annullation af afgørelsen af 9. november 2010. Denne begrundelse er indeholdt i den anfægtede afgørelse (jf. præmis 206 og 207 ovenfor).

240

Det bemærkes endvidere, at begrundelsen skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. i denne retning dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 147).

241

Overholdensen af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, karakteren af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF eller chartrets artikel 41, stk. 2, litra c), ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 150, og af 13.12.2016, Printeos m.fl. mod Kommissionen, T-95/15, EU:T:2016:722, præmis 45).

242

Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at den omstændighed alene, at den anfægtede afgørelse pålægger et større antal deltagere ansvaret for visse bestanddele af overtrædelsen, end afgørelsen af 9. november 2010 gjorde, i forhold til den samme ulovlige adfærd, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke kan give anledning til yderligere forklaringer, for så vidt som der ikke er tale om en faktor, som Kommissionen har taget hensyn til ved beregningen af bøden.

243

Hertil bemærkes, at således som sagsøgeren har anført, undersøgte Kommissionen i 1209. betragtning til den anfægtede afgørelse ganske vist de anklagede transportvirksomheders kumulerede markedsandel på verdensplan blandt andre relevante faktorer for at fastlægge grovheden af den samlede og vedvarende overtrædelse. Endvidere fremgår det ikke af 1212. betragtning til den anfægtede afgørelse, i modsætning til hvad Kommissionen har anført, at den ikke tog hensyn til denne markedsandel. Det anføres blot i den nævnte betragtning, at den havde taget hensyn til »navnlig overtrædelsens art og geografiske udstrækning«.

244

Derimod fremgår det af samtlige argumenter vedrørende grovheden af den samlede og vedvarende overtrædelse, at Kommissionen i overensstemmelse med Domstolens praksis (jf. i denne retning dom af 26.1.2017, Roca mod Kommissionen, C-638/13 P, EU:C:2017:53, præmis 67) foretog en samlet vurdering af de forskellige relevante faktorer uden hensyntagen til de eventuelle særegenheder ved visse materielle eller geografiske bestanddele af den samlede og vedvarende overtrædelse eller, på dette stadium, de anklagede transportvirksomheders varierende grad af indblanding. Ekstrabeløbet blev ligeledes fastsat på grundlag af denne samlede vurdering, således som det fremgår af 1219. betragtning til den anfægtede afgørelse. Inden for rammerne af denne samlede vurdering var de forskelle, der er nævnt i præmis 242 ovenfor, imidlertid ikke af en sådan art, at dette pålagde Kommissionen at fremlægge et supplerende ræsonnement for en god forståelse af den bøde, der blev pålagt sagsøgeren.

245

Hvad angår det argument, som sagsøgeren har fremført som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, hvorefter det mindste antal deltagere i visse af bestanddele af den ulovlige adfærd, som sagsøgeren blev holdt ansvarlig for i afgørelsen af 9. november 2010, i forhold til den adfærd, der blev fastslået i den anfægtede afgørelse, generelt begrundede, at sagsøgeren blev indrømmet en bødenedsættelse, bemærkes, at dette argument vedrører den materielle lovlighed af den anfægtede afgørelse og ikke en utilstrækkelig begrundelse. Dette anbringende er i øvrigt på ingen måde underbygget.

246

Det følger af det ovenstående, at henvisningen i den anfægtede afgørelse til konstateringerne af overtrædelser i afgørelsen af 9. november 2010, som sagsøgeren ikke har bestridt, ikke forpligtede Kommissionen til på stadiet for begrundelsen for bødens størrelse at give en supplerende begrundelse.

247

For det fjerde kan klagepunktet om Kommissionens manglende kompetence til at pålægge en bøde, der ikke udelukkende vedrører konstateringerne af overtrædelser foretaget i den anfægtede afgørelse, heller ikke tiltrædes.

248

Det følger af artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen ved en afgørelse kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt overtræder artikel 101 TEUF eller 102 TEUF.

249

Unionens retsinstanser har allerede fastslået, at Kommissionens beføjelse til at vedtage en bestemt retsakt nødvendigvis må omfatte en beføjelse til at ændre denne retsakt under overholdelse af bestemmelserne om dens kompetence såvel som under overholdelse af de formkrav og procedurer, som er fastsat i denne forbindelse (dom af 9.12.2014, Lucchini mod Kommissionen, T-91/10, EU:T:2014:1033, præmis108) I det særlige tilfælde, hvor en bestemt retsakt annulleres delvis, skal denne beføjelse omfatte beføjelsen til at vedtage en ny afgørelse, der i givet fald supplerer de dele af retsakten, der er blevet endelige.

250

Det skal i den foreliggende sag først og fremmest bemærkes, at de omtvistede konstateringer af en overtrædelse, som er indeholdt i afgørelsen af 9. november 2010, er blevet lagt til grund inden for rammerne af den samme procedure som den, der resulterede i den anfægtede afgørelse og som følge af den samme klagepunktsmeddelelse.

251

Dernæst har Kommissionen i den anfægtede afgørelse sørget for at forklare, hvorfor den tog hensyn til den dispositive del af afgørelsen af 9. november 2010 for så vidt angår sagsøgeren, og hvorfor den følgelig begrænsede omfanget af de nye konstateringer af overtrædelser, der blev foretaget i forhold til sagsøgeren (jf. præmis 206 og 207 ovenfor).

252

Endelig bemærkes, at som anført i 9. og 11. betragtning til den anfægtede afgørelse skete der med dom af 16. december 2015, British Airways mod Kommissionen (T-48/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:988), en annullation af afgørelsen af 9. november 2010, for så vidt som den pålagde sagsøgeren en bøde, hvorfor Kommissionen for at opfylde den nævnte dom inden for rammerne af den anfægtede afgørelse har genvedtaget en bestemmelse, hvorved den har pålagt sagsøgeren en bøde for dennes deltagelse i den samlede og vedvarende overtrædelse.

253

På baggrund af det foregående må det fastslås, at Kommissionen har handlet inden for grænserne af sin kompetence.

[udelades]

407

Inden for rammerne af det ottende anbringende har sagsøgeren for det første gjort gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at fastslå, at selskabets anmodning om bødenedsættelse af 27. februar 2006 ikke havde »betydelig merværdi«, med den begrundelse, at den bekræftede oplysninger, som Kommissionen allerede havde modtaget fra Lufthansa.

408

For det andet har sagsøgeren anført, at selskabet har fremlagt nye beviser, der beviser eksistensen af aftaler, som involverer flere transportvirksomheder, og som Kommissionen har anvendt i den anfægtede afgørelse, men hvis betydning Kommissionen forsøger at bagatellisere ved fejlagtigt at anføre, at de allerede var offentlige.

409

Sagsøgeren har for det tredje anført, at selskabet har fremlagt beviser, som i det mindste gør det muligt at fastlægge omfanget og varigheden af den konstaterede overtrædelse.

410

For det fjerde har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens vurdering, hvorefter sagsøgerens erklæringer afgivet i forbindelse med anmodningen om bødenedsættelse var undvigende eller mindre klare, både er fejlagtig og irrelevant.

411

For det femte har sagsøgeren anført, at selskabet blev behandlet uretfærdigt i forhold til de øvrige ansøgere om bødenedsættelse, som fik større nedsættelser, selv om nogle var genstand for den samme kritik som sagsøgeren i den anfægtede afgørelse med hensyn til bevisværdien af deres erklæring, mens andre i lighed med Air Canada havde udvist en manglende vilje til at samarbejde.

412

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumentation.

413

I medfør af samarbejdsmeddelelsens punkt 20 »[kan] [v]irksomheder, der ikke opfylder betingelserne i afsnit A ovenfor, […] være berettiget til en nedsættelse af bøder, de ellers ville være blevet pålagt«.

414

Samarbejdsmeddelelsens punkt 21 bestemmer, at »[f]or at være berettiget [til en bødenedsættelse i medfør af nævnte meddelelses punkt 20] skal en virksomhed forsyne Kommissionen med bevismateriale vedrørende den formodede overtrædelse, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, Kommissionen allerede er i besiddelse af, og bringe sin deltagelse i den formodede ulovlige aktivitet til ophør senest på det tidspunkt, hvor den fremlægger bevismaterialet«.

415

Punkt 22 i samarbejdsmeddelelsen af 2002 definerer begrebet merværdi som følger:

»Begrebet »merværdi« betegner, i hvor høj grad det fremlagte bevismateriale i sig selv og/eller på grund af sin detailrigdom styrker Kommissionens muligheder for at bevise de pågældende forhold. I sin vurdering vil Kommissionen normalt anse skriftligt bevismateriale, der stammer fra det tidsrum, som forholdene vedrører, for at have større værdi end bevismateriale, der fremkommer senere. Bevismateriale, der er direkte relevant for de pågældende forhold, vil ligeledes normalt blive anset for at have større værdi end bevismateriale, som kun har indirekte relevans.«

416

Punkt 23, litra b), første afsnit, i samarbejdsmeddelelsen af 2002 indeholder tre grupper af bødenedsættelser. Den første virksomhed, der opfylder betingelsen i nævnte meddelelses punkt 21, har således ret til en nedsættelse af bøden på mellem 30 og 50%, den anden virksomhed har ret til en nedsættelse på mellem 20 og 30%, og de efterfølgende virksomheder har ret til en maksimal nedsættelse af bøden på 20%.

417

Kommissionen har et vidt skøn, når den skal vurdere kvaliteten og brugbarheden af en virksomheds samarbejde, navnlig i forhold til andre virksomheders bidrag (dom af 10.5.2007, SGL Carbon mod Kommissionen, C-328/05 P, EU:C:2007:277, præmis 88, og af 20.5.2015, Timab Industries og CFPR mod Kommission, T-456/10, EU:T:2015:296, præmis 177).

418

Den omstændighed, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse udnytter alt det bevismateriale, den er i besiddelse af, og dermed ligeledes de af sagsøgeren meddelte oplysninger i anmodningen om bødenedsættelse, godtgør imidlertid desuden ikke, at disse oplysninger repræsenterede en betydelig merværdi i forhold til det bevismateriale, som Kommissionen allerede var i besiddelse af (jf. i denne retning dom af 13.7.2011, ThyssenKrupp Liften Ascenseurs mod Kommissionen, T-144/07, T-147/07 – T-150/07 og T-154/07, EU:T:2011:364, præmis 398).

419

Endelig letter en forklaring, der kun i en vis udstrækning underbygger en forklaring, som Kommissionen i forvejen var i besiddelse af, ikke dens arbejde væsentligt (jf. dom af 17.5.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, T-299/08, EU:T:2011:217, præmis 343 og den deri nævnte retspraksis).

420

I 1363.-1371. betragtning til den anfægtede afgørelse fandt Kommissionen, at de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt i forbindelse med indgivelsen af selskabets anmodning om bødenedsættelse den 27. februar 2006, ikke repræsenterede en »betydelig merværdi«, hvilket således gjorde det umuligt at betragte sagsøgeren som den første virksomhed, der opfyldte betingelsen i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002. Det var først på et senere stadium af den administrative procedure, at Kommissionen på grundlag af beviser, som sagsøgeren efterfølgende havde fremlagt, fandt, at sagsøgeren var den niende virksomhed, der opfyldte betingelsen i punkt 21 i denne meddelelse (jf. 1381. betragtning til den anfægtede afgørelse).

421

Kommissionen anførte således i 1364. betragtning til den anfægtede afgørelse, at de oplysninger, som sagsøgeren fremlagde den 27. februar 2006, »bestod af adskillige dokumenter, som Kommissionen allerede havde kendskab til efter kontrolundersøgelserne, af visse nye dokumenter af begrænset værdi for Kommissionen, og af en erklæring fra virksomheden, som forbliver undvigende og uklar med hensyn til kartellet og [sagsøgerens] deltagelse i dette kartel«.

422

Kommissionen konkluderede på denne baggrund i 1365. betragtning til den anfægtede afgørelse, at de »således ikke repræsente[rede] en betydelig merværdi, fordi hverken anmodningen om bødenedsættelse eller de dokumenter, der blev fremlagt den 27. februar 2006, [gav] Kommissionen betydelige yderligere beviser for den hævdede overtrædelse«.

423

Det skal for det første bemærkes, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke udelukkede, at det af sagsøgeren den 27. februar 2006 fremlagte bevismateriale repræsenterede en »betydelig merværdi«, alene med den begrundelse, at de blot bekræftede oplysninger, som Kommissionen allerede var i besiddelse af. Kommissionen konstaterede således bl.a., at adskillige af de af sagsøgeren fremlagte dokumenter allerede var i Kommissionens besiddelse, navnlig fordi de var blevet opdaget under den kontrolundersøgelse, der blev gennemført i sagsøgerens lokaler (1370. betragtning til den anfægtede afgørelse). Kommissionen anførte ligeledes, at visse af de dokumenter, som sagsøgeren havde fremsendt, ikke havde nogen forbindelse med den samlede og vedvarende overtrædelse (1367. og 1370. betragtning), eller at de ikke støttede forekomsten af denne overtrædelse (1367. betragtning).

424

For det andet bemærkes, at hvad angår oplysninger fremlagt af sagsøgeren, som ifølge denne kan bevise eksistensen af de aftaler, der er omhandlet i præmis 408 ovenfor, består de af [fortroligt] ( 2 ). Disse sidstnævnte er blevet anvendt af Kommissionen [fortroligt]. Kommissionen anførte imidlertid i 1370. betragtning til den anfægtede afgørelse [fortroligt], uden at blive modsagt af sagsøgeren, at den allerede havde kendskab til denne kontakt [fortroligt].

425

Hvad for det tredje angår de beviser, som ifølge sagsøgeren skulle have gjort det muligt at udvide omfanget og varigheden af den samlede og vedvarende overtrædelse, består disse af [fortroligt]. Disse beviser er blevet anvendt [fortroligt].

426

126. betragtning til den anfægtede afgørelse lyder således:

[fortroligt]

427

Det fremgår imidlertid af 124. og 125. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen allerede [fortroligt] var i besiddelse af oplysninger om de kontakter [fortroligt].

428

Det fremgår endvidere af 193. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen takket være de dokumenter, der blev indhentet i forbindelse med den kontrolundersøgelse, der blev gennemført i sagsøgerens lokaler, allerede rådede over beviser [fortroligt].

429

En intern e-mail fra sagsøgeren således følgende [fortroligt].

430

Hvad dernæst angår 336. betragtning til den anfægtede afgørelse har denne følgende ordlyd:

[fortroligt]

431

Sagsøgerens erklæringer, således som de er sammenfattet i 336. betragtning til den anfægtede afgørelse, understøtter de oplysninger, som Lufthansa i denne forbindelse fremlagde i forbindelse med sin anmodning om bødenedsættelse, og som er sammenfattet i 124. og 125. betragtning til den anfægtede afgørelse. [fortroligt]. Det skal ikke desto mindre bemærkes, at de beviser, som sagsøgeren har fremlagt, og som er sammenfattet i 336. betragtning, bestod enten af erklæringer fremsat efter de omtvistede faktiske omstændigheder i forbindelse med den af Kommissionen indledte procedure eller af indirekte beviser [fortroligt].

432

Hvad for det fjerde angår Kommissionens vurdering af [fortroligt], hvorefter denne erklæring var »undvigende og uklar med hensyn til [det omtvistede kartel] og [sagsøgerens] deltagelse i dette kartel«, skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt, at selskabet ikke udtrykkeligt har anerkendt [fortroligt], at selskabets drøftelser med Lufthansa vedrørende brændstoftillægget var konkurrencebegrænsende. Den omstændighed, at sagsøgeren ikke anerkender at have deltaget i en konkurrencebegrænsende adfærd, er ikke uden relevans ved vurderingen af merværdien af selskabets mundtlige erklæring.

433

På baggrund af det foregående må det fastslås, at Kommissionen ikke begik en fejl ved, henset til de oplysninger, som den allerede rådede over, og indholdet af sagsøgerens anmodning om bødenedsættelse af 27. februar 2006, at konkludere, at denne ikke repræsenterede en betydelig merværdi som omhandlet i punkt 21 i samarbejdsmeddelelsen af 2002.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):