1

Sagsøgeren, HF, blev ansat af ansættelsesmyndigheden ved Europa-Parlamentet (herefter »ansættelsesmyndigheden«) i henhold til flere på hinanden følgende kontrakter fra den 6. januar til den 14. februar 2003, fra den 15. februar til den 31. marts 2003, fra den 1. april til den 30. juni 2003 og fra den 1. til den 31. juli 2003 som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner, idet denne stillingskategori fulgte af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union, i den affattelse, der var gældende før den 1. maj 2004. Sagsøgeren gjorde tjeneste i afdelingen »Audiovisuelle Medier«, som senere har fået karakter af et kontor (herefter »kontoret for audiovisuelle medier«) under Direktoratet for Medier i Generaldirektoratet (GD) for »Information og Offentlige Forbindelser«, som nu benævnes GD for »Kommunikation«. Hun varetog i dette kontor arbejdsopgaver som assistent i kategori B, gruppe V, klasse 3.

2

Sagsøgeren var dernæst i perioden fra den 1. august 2003 til den 31. marts 2005 ansat som administrator inden for produktion ved et selskab, der var etableret i Frankrig, og som leverede tjenesteydelser til Parlamentet, med henblik på at håndtere den øgede arbejdsmængde, der var forbundet med varetagelsen af produktionen inden for kontoret for audiovisuelle medier.

3

Sagsøgeren blev på ny ansat af ansættelsesmyndigheden, denne gang som kontraktansat, idet hun blev tilknyttet kontoret for audiovisuelle medier fra den 1. april 2005 til den 31. januar 2006, hvorefter hun blev tilknyttet det samme kontor som midlertidigt ansat fra den 1. februar 2006 til den 31. januar 2012.

4

Fra den 1. februar 2012 til den 31. maj 2015 blev sagsøgeren tilknyttet kontoret for audiovisuelle medier som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i henhold til flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter.

5

Sagsøgeren blev sygemeldt fra den 26. september 2014 og genoptog ikke senere sit arbejde ved Parlamentet.

6

Ved skrivelse af 11. december 2014 til Parlamentets generalsekretær (herefter »generalsekretæren«), som i kopi blev sendt til formanden for det rådgivende udvalg om bekæmpelse og forebyggelse af mobning på arbejdspladsen (herefter »det rådgivende udvalg«), Parlamentets formand og generaldirektøren for GD for »Personale« i Parlamentets Generalsekretariat (herefter »generaldirektøren for personale«), indgav sagsøgeren i henhold til artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) en ansøgning om bistand som omhandlet i vedtægtens artikel 24 (herefter »ansøgningen om bistand«), idet de nævnte artikler finder analog anvendelse på kontraktansatte i henhold til henholdsvis artikel 92 og 117 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union.

7

Sagsøgeren anførte til støtte for ansøgningen om bistand, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier havde udsat hende for psykisk chikane, idet denne chikane var kommet til udtryk i adfærd, ord og på skrift fra kontorchefens side, navnlig i forbindelse med møder i kontoret. Hun anmodede om, at der blev truffet hasteforanstaltninger med henblik på øjeblikkeligt at beskytte hende mod den påståede chikanør, og at ansættelsesmyndigheden skulle indlede en administrativ undersøgelse med henblik på at fastlægge de faktiske omstændigheder.

8

Ved skrivelse af 13. januar 2015 bekræftede R.N., kontorchefen for »Menneskelige Ressourcer« (herefter »kontoret for menneskelige ressourcer«) under Direktoratet for Ressourcer i GD for »Personale«, som i øvrigt var formand for det rådgivende udvalg, modtagelsen af sagsøgerens ansøgning om bistand og meddelte sagsøgeren, at ansøgningen ville blive videresendt til generaldirektøren for personale, der ville tage stilling til den nævnte ansøgning i sin egenskab af ansættelsesmyndighed inden for en frist på fire måneder, idet et manglende svar efter udløbet af denne frist i givet fald ville blive anset for en stiltiende afvisning af denne ansøgning, der efterfølgende ville kunne gøres til genstand for en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.

9

Ved skrivelse af 23. januar 2015 gjorde sagsøgerens repræsentant generaldirektøren for personale opmærksom på bl.a., at kontorchefen for audiovisuelle medier var blevet underrettet om, at der var indgivet en ansøgning om bistand, og om, at ansættelsesmyndigheden havde indledt en administrativ undersøgelse. Denne oplysning var nemlig blevet tilført referatet af et møde i kontoret for audiovisuelle medier, hvorved visse fortrolige oplysninger blev udsendt ikke blot til sagsøgerens kolleger, men også til visse personer uden for institutionen. Under dette møde havde kontorchefen endvidere meddelt, at sagsøgeren ikke ville komme tilbage til kontoret for audiovisuelle medier, og at det derfor ville blive nødvendigt at foretage en omorganisering af den sektion af kontoret for audiovisuelle medier, der benævnes »Newsdesk Hotline« (herefter »Newsdesk Hotline«), som hun varetog koordineringen af.

10

Ved e-mail af 26. januar 2015 fremsendte en ansat i kontoret for »Ansættelse af Kontraktansatte og Akkrediterede Parlamentariske Assistenter« under Direktoratet for »Udvikling af Menneskelige Ressourcer« i GD for »Personale« til sagsøgeren en »skrivelse om ændring af [hendes] tjenestested med virkning fra den 21. [januar] 2015«. Det fremgik af denne skrivelse, der også var dateret den 26. januar 2015, at sagsøgeren med tilbagevirkende kraft fra den 21. januar 2015 blev tilknyttet kontoret for Den Europæiske Unions Besøgsprogram (herefter »kontoret for besøgsprogrammet«) under Direktoratet for Forbindelser med Borgerne i GD for »Kommunikation«, og at der ud over denne ændring af tjenestestedet ikke var foretaget andre ændringer i hendes ansættelseskontrakt.

11

Ved skrivelse af 4. februar 2015 (herefter »afgørelsen af 4. februar 2015«) besvarede generaldirektøren for personale skrivelsen af 23. januar 2015 fra sagsøgerens repræsentant, idet han oplyste, at der var blevet truffet en adskillelsesforanstaltning i forhold til chefen for kontoret for audiovisuelle medier for at tilgodese sagsøgeren, hvilket bestod i, at sagsøgeren blev forflyttet til kontoret for besøgsprogrammet. Hvad angår de oplysninger, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier havde nævnt under et møde i denne enhed, oplyste han over for sagsøgeren, at disse oplysninger »sk[ulle] forstås i sammenhæng med den adskillelsesforanstaltning, der var blevet truffet for at tilgodese [hende], og ikke som en trussel rettet mod andre kolleger i hendes enhed, [og] endnu mindre som et nyt eksempel p[å] chikane mod [hende]«. Generaldirektøren for personale meddelte endvidere sagsøgeren, at det efter en grundig undersøgelse af hendes sag og som svar på hendes ansøgning om at indlede en administrativ undersøgelse var blevet besluttet at videresende hendes sag til det rådgivende udvalg, hvis formand ville holde hende orienteret om den senere udvikling i sagen. Generaldirektøren for personale var af den opfattelse, at han dermed havde besvaret ansøgningen om bistand, og at dette inden for hans kompetenceområde havde den virkning, at sagsøgerens »sag var afsluttet«.

12

Ved skrivelse af 12. februar 2015 anmodede sagsøgerens repræsentant generaldirektøren for personale om at redegøre nærmere for omfanget af den foranstaltning, som han havde givet meddelelse om i afgørelsen af 4. februar 2015, og navnlig om at oplyse, om adskillelsesforanstaltningen vedrørende sagsøgeren havde midlertidig karakter. Sagsøgerens repræsentant henledte endvidere generaldirektørens opmærksomhed på, at det fulgte af de interne regler for det rådgivende udvalg om bekæmpelse og forebyggelse af mobning på arbejdspladsen (herefter »de interne regler om mobning«), og navnlig af disse reglers artikel 14 og 15, at det ikke påhvilede det rådgivende udvalg at tage stilling til en ansøgning om bistand. Det påhvilede nemlig udelukkende dette udvalg at fremsende en fortrolig rapport til generalsekretæren, som det under alle omstændigheder tilkom at træffe foranstaltninger i henhold til disse interne reglers artikel 16. Sagsøgeren var således af den opfattelse, at generaldirektøren for personale i sin egenskab af ansættelsesmyndighed og ikke det rådgivende udvalg fortsat havde beføjelse til at tage stilling til hendes ansøgning om bistand.

13

Ved skrivelse af 4. marts 2015 gentog generaldirektøren for personale sit synspunkt om, at han med afgørelsen om at videresende ansøgningen om bistand til det rådgivende udvalg havde »afsluttet sagen for så vidt ang[ik hans] kompetenceområde«, og at det, selv om Parlamentets præsidium havde tillagt ham beføjelse til at handle som ansættelsesmyndighed med henblik på at tage stilling til ansøgninger om bistand indgivet i henhold til vedtægtens artikel 24, ikke desto mindre forholdt sig således, at han ikke kunne se bort fra de interne regler om mobning, som gav generalsekretæren beføjelse til at håndtere en eventuel situation, hvor der måtte foreligge vedvarende chikane. Han oplyste endvidere, at den adskillelsesforanstaltning, hvorved sagsøgeren var blevet flyttet fra kontoret for audiovisuelle medier til kontoret for besøgsprogrammet, var blevet truffet både som følge af den anmodning, som sagsøgeren havde fremsat i ansøgningen om bistand, og »i tjenestens interesse for at opfylde de stigende behov inden for [kontoret for besøgsprogrammet]«, og at denne forflyttelse ville blive opretholdt indtil udløbet af hendes kontrakt.

14

Ved e-mail af 17. marts 2015 blev sagsøgeren indkaldt af det rådgivende udvalg til en høring for dette udvalg den 25. marts 2015.

15

Ved skrivelse af 24. april 2015 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over, for det første, afgørelsen om forflyttelse, for så vidt som ansættelsesyndigheden ved denne afgørelse varigt og ikke midlertidigt havde forflyttet hende til kontoret for besøgsprogrammet, for det andet, afgørelsen af 4. februar 2015, hvorved generaldirektøren for personale havde taget stilling til ansøgningen om bistand, idet han anså sagen for afsluttet »inden for sit kompetenceområde«, og, for det tredje, en afgørelse indtrådt den 11. april 2015, hvorved ansættelsesmyndigheden stiltiende havde afslået ansøgningen om bistand.

16

Ved afgørelse af 28. maj 2015, der blev truffet som svar på sagsøgerens ansøgning af 22. maj 2015 om at forlænge hendes kontrakt, besluttede ansættelsesmyndigheden ikke at forlænge den nævnte kontrakt, idet der ikke længere var behov for at tilføre ressourcer til kontoret for besøgsprogrammet, hvori hun gjorde tjeneste (herefter »afgørelsen om ikke-forlængelse«).

17

Ved skrivelse af 20. august 2015 besluttede generalsekretæren i sin egenskab af ansættelsesmyndighed at give sagsøgeren delvis medhold i den klage, som hun havde indgivet den 24. april 2015 (herefter »afgørelsen af 20. august 2015«). Hvad angår sagsøgerens forflyttelse til kontoret for besøgsprogrammet bemærkede generalsekretæren, at denne forflyttelse nødvendigvis havde midlertidig karakter, og at den skulle opretholdes i hele den periode, som den administrative undersøgelse varede, da denne undersøgelse fortsat var i gang, idet han i det væsentlige forkastede de argumenter, som sagsøgeren havde fremsat om begrundelsen og vilkårene for adskillelsesforanstaltningen.

18

Generalsekretæren besluttede til gengæld i afgørelsen af 20. august 2015 at ændre afgørelsen af 4. februar 2015, for så vidt som generaldirektøren for personale i denne afgørelse fejlagtigt havde fundet, at ansættelsesmyndigheden havde afsluttet sagen vedrørende ansøgningen om bistand. Generalsekretæren præciserede i denne forbindelse, at generaldirektøren for personale senere ville træffe en endelig afgørelse vedrørende ansøgningen om bistand, og at der således i modsætning til, hvad sagsøgeren havde hævdet, ikke var truffet nogen stiltiende afgørelse om afslag på ansøgningen om bistand, hvilket indebar, at klagen på dette punkt måtte afvises.

19

Ved stævning indgået til EU-Personalerettens Justitskontor den 17. november 2015 anlagde sagsøgeren i henhold til artikel 270 TEUF en sag, der oprindeligt blev registreret som sag F-142/15, bl.a. med påstand om annullation af den afgørelse, der efter hendes opfattelse var truffet stiltiende den 11. april 2015, hvorved ansættelsesmyndigheden skulle have givet afslag på ansøgningen om bistand, og om annullation af afgørelsen af 20. august 2015 om afslag på klagen af 24. april 2015.

20

Ved skrivelse af 8. december 2015 meddelte generaldirektøren for personale sagsøgeren, at han navnlig på baggrund af det rådgivende udvalgs høring af chefen for kontoret for audiovisuelle medier og af 14 andre tjenestemænd og ansatte i dette kontor havde til hensigt at fastslå, at ansøgningen om bistand ikke var begrundet. Han opfordrede i henhold til artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger med hensyn til den omstændighed, at han havde til hensigt at fastslå, at ansøgningen om bistand ikke var begrundet, og anmodede hende om efter eget valg at fremsætte disse bemærkninger enten i forbindelse med en samtale eller skriftligt. Sagsøgeren fik en frist, der udløb den 20. december 2015, til over for generaldirektøren for personale at oplyse, hvorledes hun i denne forbindelse ønskede at fremsætte bemærkninger.

21

Ved skrivelse af 17. december 2015 meddelte sagsøgerens repræsentant generaldirektøren for personale, at hun ville fremsætte sine bemærkninger skriftligt. Denne repræsentant henviste imidlertid i denne forbindelse til dom af 23. september 2015, Cerafogli mod ECB (T-114/13 P, EU:T:2015:678), og anmodede om at modtage den rapport, som efter hans opfattelse udgjorde det rådgivende udvalgs »undersøgelsesrapport«, idet han gentog denne anmodning ved skrivelse af 5. februar 2016.

22

Ved skrivelse af 9. februar 2016 gav generaldirektøren for personale sagsøgeren en frist til den 1. april 2016 til at indgive sine skriftlige bemærkninger vedrørende den omstændighed, at han havde til hensigt at afslå ansøgningen om bistand. Generaldirektøren oplyste endvidere over for sagsøgeren, at det rådgivende udvalg kun havde fremsendt en udtalelse, hvori det blev konkluderet, at sagsøgeren ikke havde været udsat for psykisk chikane. Det var i denne forbindelse normalt, at det rådgivende udvalg ikke havde fremsendt en rapport som omhandlet i artikel 14 i de interne regler om mobning, idet det rådgivende udvalg kun udfærdiger en sådan rapport i de tilfælde, hvor det nævnte udvalg konstaterer, at der foreligger psykisk chikane.

23

Ved stævning indleveret til EU-Personalerettens Justitskontor den 14. marts 2016 anlagde sagsøgeren en sag, der oprindeligt blev registreret som sag F-14/16, bl.a. med påstand om annullation af afgørelsen om ikke-forlængelse.

24

Den 1. april 2016 indgav sagsøgeren skriftlige bemærkninger til generaldirektøren for personales skrivelser af 8. december 2015 og af 9. februar 2016. I disse bemærkninger gentog sagsøgeren, at den adfærd, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier havde udvist over for hende, udgjorde psykisk chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, og anfægtede bl.a. generaldirektøren for personales konstatering af, at det rådgivende udvalg ikke havde udfærdiget en rapport som omhandlet i artikel 14 i de interne regler om mobning, men blot havde afgivet en udtalelse. Sagsøgeren gjorde i denne forbindelse gældende, at generaldirektøren for personales afslag på at fremsende samtlige de af det rådgivende udvalg foretagne konklusioner var i strid med hendes ret til forsvar og fratog de bemærkninger, som hun havde fremsat, enhver effektiv virkning.

25

Ved afgørelse af 3. juni 2016 afslog generaldirektøren for personale i sin egenskab af ansættelsesmyndighed ansøgningen om bistand (herefter »den anfægtede afgørelse«). Det fremgår bl.a. af denne afgørelse, at sagsøgeren havde modtaget en fuldstændig og detaljeret underretning om grundene til, at generaldirektøren den 8. december 2015 havde til hensigt at afslå ansøgningen om bistand. Generaldirektøren bemærkede imidlertid, at behandlingen af ansøgningen om bistand alene henhørte under hans ressortområde, og at det rådgivende udvalg i denne forbindelse ikke havde nogen form for beslutningsbeføjelse. Efter generalsekretærens opfattelse havde sagsøgeren imidlertid ikke en subjektiv ret til at modtage en undersøgelsesrapport, en udtalelse eller det rådgivende udvalgs referater af vidneafhøringer.

26

Hvad angår de proceduremæssige uregelmæssigheder, som sagsøgeren havde henvist til, fandt generaldirektøren for personale bl.a., at sagsøgeren ved at sende ansøgningen om bistand i kopi til formanden for det rådgivende udvalg ikke formelt havde forelagt det rådgivende udvalg en klage som omhandlet i de interne regler om mobning.

27

Generaldirektøren for personale fastholdt med hensyn til sagens realitet den redegørelse, som han havde givet i skrivelsen af 8. december 2015, og besluttede derfor, at den af sagsøgeren beskrevne situation ikke var omfattet af begrebet psykisk chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a.

28

Under anvendelse af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137), blev sagerne F-142/15 og F-14/16 overført til Retten i den stand, som de befandt sig i den 31. august 2016. Disse sager blev registreret henholdsvis under sagsnummer T-570/16 og T-584/16 og blev henvist til Rettens Første Afdeling.

29

Den 6. september 2016 indgav sagsøgeren i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over den anfægtede afgørelse. Hun anførte til støtte for denne klage, at hendes ret til forsvar var blevet tilsidesat, at der var sket tilsidesættelse af artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, af retten til at blive hørt og af kontradiktionsprincippet, og at den af det rådgivende udvalg fulgte procedure var behæftet med uregelmæssigheder, åbenbart urigtige skøn, tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a og 24 og tilsidesættelse af bistandspligten og omsorgspligten.

30

Generalsekretæren afslog i sin egenskab af ansættelsesmyndighed ved afgørelse af 4. januar 2017 den nævnte klage (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

31

Hvad angår sagsøgerens klagepunkt om, at ansættelsesmyndigheden ikke havde fremsendt den af det rådgivende udvalg udfærdigede rapport og referaterne af vidneafhøringerne, fandt generalsekretæren bl.a., at der i lyset af den retspraksis, der følger af dom af 11. juli 2013, Tzirani mod Kommissionen (F-46/11, EU:F:2013:115), og af 23. september 2015, Cerafogli mod ECB (T-114/13 P, EU:T:2015:678), ikke for ansættelsesmyndigheden bestod en forpligtelse til at sende disse dokumenter til sagsøgeren, bl.a. fordi det rådgivende udvalg inden for Parlamentet skal udføre sit arbejde under den største fortrolighed, og fordi dette udvalgs arbejde er fortroligt. For at sikre, at de involverede, herunder navnlig vidnerne, frit kunne ytre sig, havde ansættelsesmyndigheden imidlertid ikke mulighed for at sende disse dokumenter til sagsøgeren.

32

Generalsekretæren fremhævede i øvrigt, at det rådgivende udvalgs medlemmer ikke havde sæde i udvalget som følge af de funktioner, de varetog ved Parlamentet, og at der ikke bestod et hierarkisk underordnelsesforhold mellem disse medlemmer og de vidner, som det rådgivende udvalg havde hørt. Hvad angår de to vidner, som sagsøgeren havde ønsket skulle høres, oplyste generalsekretæren, at disse personer havde nægtet at afgive deres vidneudsagn. Hvad angår den høring af de to læger, som sagsøgeren havde anmodet om, fremhævede generalsekretæren, at disse læger ikke på noget tidspunkt havde været involveret i de omstændigheder, der havde fundet sted mellem sagsøgeren og den påståede chikanør, og at deres vidneudsagn derfor ikke var relevante.

33

Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt der i den foreliggende sag forelå et tilfælde af psykisk chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, medgav generalsekretæren, at de af sagsøgeren fremlagte oplysninger kunne udgøre forsætlige og gentagne handlinger i denne bestemmelses forstand. Han anførte imidlertid følgende:

»[D]et må imidlertid ikke glemmes, at den påståede chikanør [e]r [sagsøgerens] hierarkiske overordnede. Det ligger imidlertid inden for den funktion, som en kontorkontorchef varetager, at han minder sine medarbejdere om, at de skal efterkomme hans instruktioner, bidrage til det gode samarbejde mellem kollegerne, på passende vis dele oplysninger, der er nyttige for arbejdet, eller give en forklaring, når de ikke har deltaget i et møde. De af [sagsøgeren] anførte omstændigheder synes således samlet set ikke at udgøre misbrug, som en kontorchef udøver over for en underordnet. Disse omstændigheder giver snarere anledning til at mene, at denne kontorchef var af den opfattelse, at der blev sat spørgsmålstegn ved hans lederskab, hvilket skabte spændinger og var baggrunden for, at det var nødvendigt at gribe ind for at forbedre den måde, hvorpå tjenestegrenen fungerede. Den nedværdigende omtale af [sagsøgeren], der angiveligt blev fremsat over for hendes kolleger, uden at hun havde mulighed for at forsvare sig, fandt netop sted under et møde, der havde til formål at drøfte, at samarbejdet inden for tjenestegrenen ikke fungerede. De vendinger, som den påståede chikanør angiveligt har anvendt, og som helt sikkert må anses for beklagelige, skal derfor forstås i denne sammenhæng, som var kendetegnet ved spændinger og manglende samarbejde. […]«

34

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. april 2017 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

35

Ved domme af 24. april 2017, HF mod Parlamentet (T-584/16, EU:T:2017:282), og HF mod Parlamentet (T-570/16, EU:T:2017:283), frifandt Retten Parlamentet i de af sagsøgeren anlagte søgsmål.

36

Ved skrivelse fra Justitskontoret af 1. september 2017 blev Parlamentet som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse opfordret til for Retten at fremlægge den rapport eller i givet fald de konklusioner, som det rådgivende udvalg havde sendt til ansættelsesmyndigheden med forbehold for artikel 92, stk. 3, og artikel 103 i Rettens procesreglement.

37

Ved skrivelse af 12. september 2017 oplyste Parlamentet, at det rådgivende udvalgs drøftelser var fortrolige, og at navnene på de vidner, som dette udvalg havde afhørt, var omfattet af denne fortrolighed. Parlamentet anmodede på denne baggrund om, at det rådgivende udvalgs udtalelse skulle anses for fortrolig i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i procesreglementets artikel 103.

38

Ved kendelse af 21. september 2017 pålagde Retten Parlamentet i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 3, at fremlægge den rapport eller den udtalelse, som det rådgivende udvalg havde sendt til ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde, og som Parlamentet havde nægtet at fremlægge som svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten havde anordnet, idet den samtidig præciserede, at dette dokument ikke ville blive videresendt til sagsøgeren på dette trin i sagen.

39

Ved skrivelse fra Justitskontoret af 22. september 2017 blev Parlamentet endvidere som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse opfordret til over for Retten at oplyse, om referaterne af vidneafhøringerne i det foreliggende tilfælde var blevet udfærdiget af det rådgivende udvalg eller af et andet kontor i Parlamentet. Parlamentet blev i givet fald opfordret til over for Retten at fremlægge disse dokumenter med forbehold for procesreglementets artikel 92, stk. 3, og artikel 103.

40

Den 25. september 2017 fremlagde Parlamentet de af det rådgivne udvalg foretagne konklusioner af 12. oktober 2015, der har karakter af en udtalelse (herefter »det rådgivende udvalgs udtalelse«). Ved skrivelse af samme dato anmodede Parlamentet af de samme grunde som dem, det havde henvist til med hensyn til denne udtalelse, om, at referaterne af de vidneafhøringer, som det rådgivende udvalg havde foretaget, blev anset for fortrolige i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i procesreglementets artikel 103.

41

Ved kendelse af 2. oktober 2017 pålagde Retten Parlamentet i henhold til procesreglementets artikel 92, stk. 3, at fremlægge referaterne af de vidneafhøringer, som det rådgivende udvalg havde foretaget, og som Parlamentet havde nægtet at fremlægge som svar på den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten havde anordnet, idet den samtidig præciserede, at disse dokumenter ikke ville blive videresendt til sagsøgeren på dette trin i sagen.

42

Efter en dobbelt udveksling af svarskrifter blev den skriftlige forhandling afsluttet den 10. oktober 2017.

43

Den 12. oktober 2017 fremlagde Parlamentet referaterne af de vidneafhøringer, som det rådgivende udvalg havde foretaget, og som efter Parlamentets opfattelse skal forblive fortrolige i forhold til sagsøgeren.

44

Ved kendelse af 30. november 2017 pålagde Retten Parlamentet at fremlægge en ikke-fortrolig version af det rådgivende udvalgs udtalelse, som ikke indeholdt navnene på de 14 personer, der var blevet afhørt, og en ikke-fortrolig version af referaterne af de vidneafhøringer, som dette udvalg havde foretaget, idet denne version ikke skulle indeholde de oplysninger, der uden rimelig tvivl gjorde det muligt at fastlægge de forskellige vidners identitet. Retten rettede endvidere samme dato som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse spørgsmål til skriftlig besvarelse til parterne, idet parterne efterkom denne anmodning inden for de fastsatte frister.

45

Sagsøgeren og Parlamentet besvarede henholdsvis den 12. og den 15. december 2018 de spørgsmål, som Retten havde stillet som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse.

46

Efter at Parlamentet havde fremlagt en ikke-fortrolig version af det rådgivende udvalgs udtalelse og af referaterne af afhøringen af 14 vidner, herunder kontorchefkontorchefen for audiovisuelle medier og sagsøgeren, blev disse dokumenter videresendt til sagsøgeren, der den 15. januar 2018 fremsatte sine bemærkninger hertil og til Parlamentets skriftlige svar på Rettens spørgsmål.

47

Parterne afgav mundtlige indlæg i retsmødet den 23. februar 2018. Da Parlamentet ikke gav et klart og entydigt svar på et af de af Retten stillede spørgsmål, gav Retten Parlamentet mulighed for at besvare spørgsmålet skriftligt. Efter at Retten den 7. marts 2018 har modtaget Parlamentets besvarelse, og efter at sagsøgeren den 26. marts 2018 har fremsat sine bemærkninger til dette svar, har Retten afsluttet den mundtlige forhandling.

48

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

49

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

50

Ifølge fast retspraksis har påstande om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når de som sådan er uden selvstændigt indhold (jf. i denne retning dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8, og af 6.4.2006, Camós Grau mod Kommissionen, T-309/03, EU:T:2006:110, præmis 43).

51

Eftersom afgørelsen om afslag på klagen i det foreliggende tilfælde blot bekræfter den anfægtede afgørelse, skal det fastslås, at påstanden om annullation af afgørelsen om afslag på klagen ikke har et selvstændigt indhold, og at der derfor ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til denne påstand, selv om der i forbindelse med undersøgelsen af lovligheden af den anfægtede afgørelse skal tages hensyn til dels begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal være sammenfaldende med begrundelsen i den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 9.12.2009, Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis), dels den begrundelse, der fremgår af skrivelsen af 8. december 2015, hvorved ansættelsesmyndigheden foretog en forudgående høring af sagsøgeren, idet det af den anfægtede afgørelse fremgår, at denne afgørelse blev suppleret med en henvisning til denne skrivelse for så vidt angår begrundelsen for, at sagsøgeren efter ansættelsesmyndighedens opfattelse ikke var udsat for psykisk chikane.

52

Sagsøgeren har til støtte for annullationspåstanden formelt fremsat tre anbringender, der henholdsvis vedrører:

53

Sagsøgeren har til støtte for det første anbringende erindret om, at det af artikel 15 i de interne regler om mobning fremgår, at hvis det rådgivende udvalg får pålagt at gennemføre en undersøgelse, hvilket er tilfældet i den foreliggende sag, sender det sine konklusioner til ansættelsesmyndigheden.

54

Sagsøgeren har anført, at generaldirektøren for personale i sin afgørelse af 9. februar 2016 havde begrundet afslaget på at fremsende den rapport fra det rådgivende udvalgs rapport, som hun havde anmodet om, til hende, med henvisning til, at der i det foreliggende tilfælde ikke var udfærdiget en sådan rapport, og at det nævnte udvalg blot havde sendt en simpel udtalelse til hende. Sagsøgeren havde imidlertid, før hun inden for rammerne af den retslige procedure modtog det rådgivende udvalgs udtalelse, anfægtet den omstændighed, at det rådgivende udvalg i det foreliggende tilfælde ikke havde udfærdiget en rapport, eller at dette udvalg ikke havde udfærdiget materielle konklusioner i overensstemmelse med de interne regler om mobning. Det forekommer nemlig usandsynligt, at skrivelsen af 8. december 2015, der kun indeholder to sider, kan udgøre en udtømmende gengivelse af indholdet af det rådgivende udvalgs konklusioner, idet de nævnte konklusioner efter det oplyste var resultatet af en undersøgelse, der varede i 15 måneder, og af afhøringer af kontorchefkontorchefen for audiovisuelle medier og 13 personer som vidner. Selve indholdet af denne skrivelse gav hende i øvrigt ikke mulighed for at forstå samtlige de grunde, som ansættelsesmyndigheden havde lagt vægt på i den anfægtede afgørelse, og heller ikke mulighed for at anfægte de erklæringer, som visse vidner måtte have afgivet, eller ansættelsesmyndighedens eventuelt urigtige gengivelse heraf.

55

Sagsøgeren har under alle omstændigheder bestridt det standpunkt, som generalsekretæren redegjorde for i afgørelsen om afslag på klagen, hvorefter hun som klager havde en mindre omfattende ret til forsvar. Hun er i denne forbindelse af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden i henhold til kontradiktionsprincippet og princippet om retten til forsvar under alle omstændigheder havde pligt til at sende ikke blot det rådgivende udvalgs konklusioner, men også referaterne af vidneafhøringerne, som hun i sidste ende modtog under retssagen, til hende, navnlig fordi ansættelsesmyndigheden hverken i den anfægtede afgørelse eller i afgørelsen om afslag på klagen havde begrundet afslaget på at sende disse dokumenter med henvisning til behovet for at beskytte fortroligheden omkring identiteten af de anklagede personer, og de personer, der har afgivet vidneudsagn, som det er fastsat i den retspraksis, der følger af dom af 11. juli 2013, Tzirani mod Kommissionen (F-46/11, EU:F:2013:115).

56

Henvisningen til den omstændighed, at det rådgivende udvalgs arbejde er hemmeligt og fortroligt, således som det fremgår af de interne regler om mobning, er efter sagsøgerens opfattelse ikke relevant. Ansættelsesmyndigheden kunne endvidere have valgt at udfærdige en ikke-fortrolig version af det rådgivende udvalgs rapport eller konklusioner og af referaterne af vidneafhøringerne, hvilket Parlamentet i øvrigt i sidste ende gjorde som svar på en foranstaltning til bevisoptagelse fra Retten.

57

Eftersom sagsøgeren ikke rådede over sådanne dokumenter i forbindelse med, at hun fremsatte sine bemærkninger den 1. april 2016, er det hendes opfattelse, at hun ikke modtog oplysninger om de grunde og samtlige de betragtninger, som ansættelsesmyndigheden tog hensyn til, da den vedtog den anfægtede afgørelse. Ansættelsesmyndigheden tilsidesatte derfor i det foreliggende tilfælde hendes ret til forsvar som fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder.

58

Sagsøgeren har i øvrigt bemærket, at ansættelsesmyndigheden under den administrative procedure ikke påberåbte sig hensynet til at beskytte fortroligheden omkring vidnerne, der er fastsat i artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder, som begrundelse for at give afslag på adgang til det rådgivende udvalgs konklusioner og referaterne af vidneafhøringerne. Når der henses til den retspraksis, der følger af dom af 12. december 2013, Simpson mod Rådet (F-142/11, EU:F:2013:201, præmis 28), kan Parlamentet derfor ikke under retssagen påberåbe sig dette forhold for at godtgøre, at ansættelsesmyndighedens afgørelse om at afslå adgang til disse dokumenter var korrekt, idet en sådan argumentation er fremsat for sent og derfor ikke kan antages til realitetsbehandling.

59

Parlamentet har nedlagt påstand om, at det første anbringende skal forkastes, idet det har bemærket, at den retspraksis, som sagsøgeren har henvist til, under alle omstændigheder ikke på nogen måde indebar en forpligtelse for ansættelsesmyndigheden til at give hende adgang til det rådgivende udvalgs arbejde. Parlamentet har endvidere anført, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde valgte at sikre fortroligheden omkring vidnerne ikke blot i forhold til den påståede chikanør, men også i forhold til klageren, for at sikre vidnernes ret til frit at ytre sig. Parlamentet har i denne forbindelse henvist til præmis 41 i dom af 11. juli 2013, Tzirani mod Kommissionen (F-46/11, EU:F:2013:115), hvori Personaleretten fastslog, at »det, når der [va]r tale om en klage over psykisk chikane, medmindre der forel[å] særlige omstændigheder, [va]r nødvendigt at sikre fortroligheden omkring de afgivne vidneudsagn, herunder de vidneudsagn, der [va]r afgivet under den administrative procedure, idet den eventuelle ophævelse af fortroligheden under en retssag k[unne] indebære en hindring for, at der k[unne] foretages neutrale og objektive undersøgelser, i hvilken forbindelse de ansatte, der sk[ulle] høres som vidner, k[unne] udtrykke sig frit og uden forbehold«.

60

Det skal indledningsvis bemærkes, at når der i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, til ansættelsesmyndigheden eller i givet fald ansættelsesmyndigheden ved en anden institution indgives en ansøgning om bistand i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i den nævnte vedtægts artikel 24, skal denne myndighed i medfør af bistandspligten, og når der foreligger en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed, og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene kræver, konstatere, hvad der er sket, for på denne baggrund at afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende. Med henblik herpå påhviler det den tjenestemand eller den ansatte, der gør krav på beskyttelse fra institutionen, i det mindste at fremlægge et foreløbigt bevis for, at de angreb, som vedkommende hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den pågældende institution forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en administrativ undersøgelse, for i samarbejde med ophavsmanden til ansøgningen om bistand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen (dom af 26.1.1989, Koutchoumoff mod Kommissionen, 224/87, EU:C:1989:38, præmis 15 og 16, af 12.7.2011, Kommissionen mod Q, T-80/09 P, EU:T:2011:347, præmis 84, og af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 46).

61

Når der fremsættes en påstand om chikane, indebærer bistandspligten bl.a., at administrationen er forpligtet til grundigt, hurtigt og fortroligt at undersøge den ansøgning om bistand, hvori der fremsættes påstand om chikane, og meddele ansøgeren resultatet af undersøgelsen (dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 47, af 27.11.2008, Klug mod EMEA, F-35/07, EU:F:2008:150, præmis 74, og af 6.10.2015, CH mod Parlamentet, F-132/14, EU:F:2015:115, præmis 88).

62

Med hensyn til de foranstaltninger, der skal træffes i en situation, der som i det foreliggende tilfælde er omfattet af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 24, råder administrationen over en vid skønsbeføjelse, der er underlagt Unionens retsinstansers kontrol, for så vidt angår spørgsmålet om, hvilke foranstaltninger og midler der skal iværksættes ved anvendelsen af vedtægtens artikel 24 (dom af 15.9.1998, Haas m.fl. mod Kommissionen, T-3/96, EU:T:1998:202, præmis 54, af 25.10.2007, Lo Giudice mod Kommissionen, T-154/05, EU:T:2007:322, præmis 137, og af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 48).

63

Når administrationen, efter at der er indgivet en ansøgning om bistand af den type, der er genstand for den foreliggende sag, beslutter at indlede en administrativ undersøgelse og i givet fald at overlade denne undersøgelse som i det foreliggende tilfælde til et rådgivende udvalg (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, CH mod Parlamentet, F-132/14, EU:F:2015:115, præmis 99), er selve formålet med denne administrative undersøgelse at be- eller afkræfte, om der foreligger psykisk chikane i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 12a, således, at ansættelsesmyndigheden ikke kan foregribe udfaldet af undersøgelsen, og netop end ikke stiltiende skal tage stilling til, om den påståede chikane faktisk har fundet sted, før den har modtaget resultatet af den administrative undersøgelse. Det er med andre ord en forudsætning for indledningen af en administrativ undersøgelse, at administrationen ikke på et for tidligt tidspunkt fastlægger sin holdning hovedsageligt på grundlag af en ensidig beskrivelse af omstændighederne i ansøgningen om bistand, idet den tværtimod skal vente med at fastlægge sin holdning indtil afslutningen af den nævnte undersøgelse, der skal gennemføres således, at de påstande, der er fremsat af tjenestemanden eller den ansatte, der har indgivet ansøgningen om bistand, sammenholdes med den udlægning af de faktiske omstændigheder, som den påståede chikanør har redegjort for, og den udlægning, som er givet af de personer, der måtte have været vidner til de omstændigheder, der angiveligt er udtryk for, at den påståede chikanør har tilsidesat vedtægtens artikel 12a (jf. i denne retning dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

64

I denne forbindelse bemærkes dels, at den omstændighed, at administrationen efter afslutningen af en administrativ undersøgelse, der eventuelt er gennemført med bistand fra et organ, der er uafhængigt af ansættelsesmyndigheden, såsom det rådgivende udvalg, konstaterer, at der foreligger psykisk chikane, i sig selv kan have en gunstig virkning i forbindelse med behandlingsprocessen med henblik på restitueringen hos den tjenestemand eller ansatte, der udsættes for chikane, og ikke blot kan begrunde en disciplinær foranstaltning over for chikanøren, men også kan anvendes af ofret med henblik på eventuelt at anlægge en national retssag, i forbindelse med hvilken ansættelsesmyndighedens bistandspligt i henhold til vedtægtens artikel 24 finder anvendelse og ikke ophører i forbindelse med, at den berørte ansattes ansættelsesperiode udløber. Dels kan afslutningen af en administrativ undersøgelse omvendt gøre det muligt at afkræfte de påstande, der er fremsat af det påståede offer, og dermed gøre det muligt at erstatte den skade, som en sådan anklage i tilfælde af, at den måtte vise sig ubegrundet, har forvoldt hos den person, der i forbindelse med en undersøgelsesprocedure formodes at have udøvet chikane (jf. i denne retning dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

65

Det skal om dette forhold først bemærkes, at vedtægten ikke fastsætter en specifik procedure, som administrationen har pligt til at følge, når den behandler en ansøgning om bistand i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 24, og som er indgivet i henhold til den nævnte vedtægts artikel 90, stk. 1, og vedrører en påstand, der er fremsat af en tjenestemand eller en ansat, om, at en anden tjenestemand eller ansat over for den pågældende har udvist en adfærd, der er i strid med vedtægtens artikel 12a.

66

Endelig skal det bemærkes, at en administrativ undersøgelsesprocedure, der gennemføres, efter at en tjenestemand eller en ansat har indgivet en ansøgning om bistand som omhandlet i vedtægtens artikel 24, der vedrører adfærd, der er udvist af en tredjemand – enten en tjenestemand eller en ansat – og som hævdes at udføre psykisk chikane i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 12a, ganske vist er indledt på den pågældendes foranledning, men ikke kan anses for en undersøgelsesprocedure, der er indledt over for den nævnte tjenestemand eller ansatte (jf. i denne retning dom af 16.5.2012, Skareby mod Kommissionen, F-42/10, EU:F:2012:64, præmis 46). Det fremgår nemlig af fast retspraksis, at det hovedsageligt påhviler den person, der har indgivet ansøgningen om bistand, og som hævder at være blevet udsat for psykisk chikane, at samarbejde om gennemførelsen af en hensigtsmæssig administrativ undersøgelse med det formål at fastlægge de faktiske omstændigheder (dom af 26.1.1989, Koutchoumoff mod Kommissionen, 224/87, EU:C:1989:38, præmis 15 og 16, af 25.10.2007, Lo Giudice mod Kommissionen, T-154/05, EU:T:2007:322, præmis 136, og af 6.10.2015, CH mod Parlamentet, F-132/14, EU:F:2015:115, præmis 87).

67

Overholdelsen af retten til forsvar som omhandlet i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, der har overskriften »Uskyldsformodning og ret til et forsvar«, indebærer imidlertid ganske vist, at adressater for en afgørelse, der i væsentlig grad påvirker deres interesser, skal have mulighed for at gøre deres synspunkter gældende vedrørende de omstændigheder, der er lagt dem til »last« som grundlag for disse afgørelser (dom af 14.6.2016, Marchiani mod Parlamentet, C-566/14 P, EU:C:2016:437, præmis 51), og omfatter et krav om overholdelse af kontradiktionsprincippet, der går videre end kravet om overholdelse af retten til at blive hørt, der i øvrigt også er sikret som en del af den nævnte charters artikel 41, der har overskriften »Ret til god forvaltning«. Overholdelsen af retten til forsvar som omhandlet i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder kan imidlertid kun påberåbes i forbindelse med en procedure, der indledes »mod« en person, og som kan føre til en akt, der indebærer et klagepunkt imod den pågældende, i hvilken forbindelse administrationen har lagt vægt på beviser mod denne person (jf. i denne retning dom af 16.5.2012, Skareby mod Kommissionen, F-42/10, EU:F:2012:64, præmis 46).

68

Det følger heraf, at den person, der indgiver en ansøgning om bistand, i forbindelse med den procedure, der gennemføres af ansættelsesmyndigheden med henblik på at tage stilling til denne ansøgning, der er baseret på tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a, ikke kan kræve, at retten til forsvar, der er omhandlet i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, som sådan overholdes, og heller ikke i denne forbindelse i form af en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet.

69

Det samme gør sig gældende for den påståede chikanør. Det er nemlig korrekt, at der kan være rejst personlig anklage mod den påståede chikanør i den ansøgning om bistand, der har givet anledning til indledningen af den administrative undersøgelse, og at det kan være nødvendigt, at han allerede på dette stadium forvarer sig mod de anklager, der er rettet mod ham, hvilket kan begrunde, at han eventuelt flere gange skal høres i forbindelse med undersøgelsen (jf. i denne retning dom af 17.9.2014,CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 147). Det er imidlertid først på et senere tidspunkt i proceduren, såfremt der måtte blive indledt disciplinærforfølgning mod den pågældende, i det foreliggende tilfælde ved at indbringe en sag for Disciplinærrådet, at han på dette tidspunkt kan påberåbe sig retten til forsvar som omhandlet i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, og navnlig kontradiktionsprincippet, idet det bemærkes, at vedtægten kun foreskriver en ret til at blive hørt om det principielle i at indlede disciplinærforfølgning, og at proceduren kun får kontradiktorisk karakter, når sagen er indbragt for Disciplinærrådet (jf. i denne retning dom af 19.3.1998, Tzoanos mod Kommissionen, T-74/96, EU:T:1998:58, præmis 340).

70

Når dette er sagt, må det konstateres, at den person, der har indgivet en ansøgning om bistand, som påstået offer kan påberåbe sig processuelle rettigheder, som er forskellige fra retten til forsvar i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, der ikke er så vidtgående som denne (dom af 16.5.2012, Skareby mod Kommissionen, F-42/10, EU:F:2012:64, præmis 48, og af 16.12.2015, De Loecker mod EEAS, F-34/15, EU:F:2015:153, præmis 43), og som i sidste ende er omfattet af retten til god forvaltning, der nu er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder.

71

Det skal nemlig bemærkes, at formålet med en administrativ undersøgelse, som administrationen har indledt som svar på en ansøgning om bistand som omhandlet i vedtægtens artikel 24, er gennem undersøgelsens konklusioner at tilvejebringe klarhed over de omtvistede omstændigheder, således at administrationen i denne forbindelse kan træffe en endelig afgørelse, der gør det muligt for den enten at henlægge ansøgningen om bistand eller, når de påståede omstændigheder må anses for godtgjort og er omfattet af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 12a, bl.a. at indlede en disciplinærsag med henblik på i givet fald at vedtage disciplinære sanktioner over for den påståede chikanør (jf. dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

72

Det forholder sig på den ene side således, at når administrationen i forbindelse med de foranstaltninger, som den beslutter at vedtage som svar på ansøgningen om bistand, beslutter at indlede en disciplinærprocedure i henhold til vedtægtens artikel 86 med den begrundelse, at den person, der er rejst anklager mod i denne ansøgning, har tilsidesat det forbud, der er fastsat i vedtægtens artikel 12a, er denne procedure således indledt mod den tjenestemand eller ansatte, der er den påståede chikanør, således at sidstnævnte på dette tidspunkt kan påberåbe sig alle de processuelle garantier, der gør det muligt at udøve retten til forsvar som omhandlet i artikel 48 i chartret om grundlæggende rettigheder, og navnlig kontradiktionsprincippet. Der er tale om de garantier, der fremgår af bilag IX til vedtægten.

73

Det forholder sig på den anden side således, at når administrationen som svar på en ansøgning om bistand beslutter, at de oplysninger, der er påberåbt til støtte for ansøgningen om bistand, ikke er begrundede, og at den foreholdte adfærd derfor ikke udgør psykisk chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, indebærer en sådan afgørelse et klagepunkt imod den person, der har indgivet ansøgningen om bistand (jf. i denne retning dom af 12.9.2007, Combescot mod Kommissionen, T-249/04, EU:T:2007:261, præmis 32, og af 11.5.2010, Nanopoulos mod Kommissionen, F-30/08, EU:F:2010:43, præmis 93), og berører den pågældende negativt i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder.

74

For at overholde retten til god forvaltning er det således nødvendigt, at der foretages fyldestgørende høring af den person, der har indgivet ansøgningen om bistand, i overensstemmelse med artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder, før ansættelsesmyndigheden træffer denne afgørelse om afslag på ansøgningen om bistand. Dette indebærer, at der foretages en forudgående høring af den berørte om de grunde, som ansættelsesmyndigheden har til hensigt at anføre til støtte for afslaget på denne ansøgning.

75

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at ansættelsesmyndigheden hørte sagsøgeren ved generaldirektøren for personales skrivelse af 8. december 2015, hvorved han præcist redegjorde for grundene til, at han i sin egenskab af ansættelsesmyndighed ikke havde til hensigt at konstatere, at de sagsøgeren påberåbte omstændigheder udgjorde psykisk chikane i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 12a. Sagsøgeren er imidlertid af den opfattelse, at der ikke blev foretaget en fyldestgørende høring af hende i forbindelse med de skriftlige bemærkninger, som hun indgav den 1. april 2016, idet hun med henblik herpå ikke rådede over det rådgivende udvalgs udtalelse og heller ikke referaterne af vidneafhøringerne.

76

Det skal derfor afgøres, om sagsøgerens ret til at blive hørt i det foreliggende tilfælde omfatter et krav om, at hun også havde adgang til det rådgivende udvalgs udtalelse og referaterne af de høringer, som dette udvalg foretog, med henblik på at kunne fremsætte sine bemærkninger til de grunde, som ansættelsesmyndigheden i skrivelsen af 8. december 2015 anførte som begrundelse for at give afslag på ansøgningen om bistand.

77

Retten fastslog i en sag, der vedrørte det regelsæt, der finder anvendelse på Den Europæiske Centralbank (ECB), og ikke vedtægten, at når administrationen beslutter at indlede en administrativ undersøgelse, og når denne undersøgelse fører til udfærdigelsen af en rapport, skal der gives den ansatte ved denne institution, der har indgivet en »klage« i henhold til den terminologi, der anvendes i regelsættet for den nævnte institution, for at gøre opmærksom på omstændigheder, som angiveligt er omfattet af begrebet psykisk chikane, således som dette begreb defineres i de administrative regler for ECB’s personale, og den person, der er rejst anklager imod, mulighed for at fremsætte deres bemærkninger til udkastet til undersøgelsesrapporten, således som det fremgår af de nævnte regler, før ECB’s administration tager stilling til klagen, eller i det mindste til de elementer, som denne administration har lagt til grund med henblik på at træffe en afgørelse (jf. i denne retning dom af 23.9.2015, Cerafogli mod ECB, T-114/13 P, EU:T:2015:678, præmis 41).

78

Ansættelsesmyndigheden skal inden for det vedtægtsmæssige område ikke behandle en klage, men en ansøgning om bistand, der er indgivet i henhold til vedtægtens artikel 24 og artikel 90, stk. 1. I modsætning til, hvad der er tilfældet for den ordning, der gælder for ECB, foreskriver vedtægten ikke en specifik procedure for, hvorledes ansættelsesmyndigheden skal behandle en ansøgning om bistand i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 24, hvori det gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a, og heller ikke en bestemmelse, der som sådan kræver, at det rådgivende udvalgs udtalelse eller endog referaterne af de vidneafhøringer, som dette udvalg har foretaget, skal sendes til den person, der har indgivet ansøgningen om bistand, eller den person, der i denne ansøgning er nævnt som den påståede chikanør.

79

Når dette er sagt, er det blevet fastslået, at vedtægten med forbehold af hensynet til beskyttelsen af interessen hos de anklagede personer og de personer, der har afgivet vidneudsagn i forbindelse med undersøgelsen, ikke indeholder bestemmelser, der forbyder, at den endelige undersøgelsesrapport fremsendes til en tredjeperson, der har en legitim interesse i at få kendskab til indholdet af den nævnte rapport, således som det er tilfældet med den person, som har indgivet en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, hvori det hævdes, at der er sket en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a. Det er således i denne forbindelse blevet præciseret, at visse institutioner inden for rammerne af deres handlefrihed i forbindelse med gennemførelsen af visse bestemmelser i vedtægten ind imellem anvender denne løsning, idet de fremsender den endelige undersøgelsesrapport til den person, der har ansøgt om bistand, enten inden der anlægges et søgsmål, idet de vedlægger den endelige afgørelse i forhold til ansøgningen om bistand, eller i forbindelse med gennemførelsen af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Unionens retsinstanser anordner, når de træffer afgørelse i første instans (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Tzirani mod Kommissionen, F-46/11, EU:F:2013:115, præmis 133).

80

Retten er imidlertid af den opfattelse, at når ansættelsesmyndigheden som i det foreliggende tilfælde beslutter at tilslutte sig udtalelsen fra et rådgivende udvalg, som den har overladt ansvaret for at gennemføre en administrativ undersøgelse, og når den i den afgørelse, hvorved den tager stilling til ansøgningen om bistand, tager hensyn til den udtalelse, som dette rådgivende udvalg således har udfærdiget, skal den nævnte udtalelse, der har rådgivende karakter, og som kan udfærdiges i en ikke-fortrolig version, der respekterer den anonymitet, som vidnerne er blevet indrømmet, som følge af den ret til at blive hørt, der tilkommer den person, som har indgivet ansøgningen om bistand, i princippet bringes til sidstnævnte persons kendskab, og dette selv om de interne regler om mobning ikke foreskriver en sådan videresendelse.

81

Det var således i strid med retten til at blive hørt som fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, at ansættelsesmyndigheden i afgørelsen af 9. februar 2016, i den anfægtede afgørelse og i afgørelsen om afslag på klagen, afslog at fremsende det rådgivende udvalgs udtalelse til sagsøgeren, og at den kun i det foreliggende tilfælde hørte sagsøgeren ved skrivelsen af 8. december 2015, hvori der var redegjort for grundene til, at generaldirektøren for personale havde til hensigt at give afslag på ansøgningen om bistand.

82

Hvad angår referaterne af de vidneafhøringer, som det rådgivende udvalg havde foretaget, afslog ansættelsesmyndigheden at fremsende disse referater til sagsøgeren for at sikre fortroligheden omkring det rådgivende udvalgs arbejde, som var nødvendig for at sikre vidnernes ret til frit at ytre sig, hvilket hver enkelt af dem var blevet gjort opmærksom på forud for samtalerne med det rådgivende udvalg. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, fremgik denne begrundelse om hensynet til beskyttelse af fortroligheden omkring vidnerne af afgørelsen om afslag på klagen, og Parlamentet har derfor, når der henses til den løbende udvikling i den administrative procedure, mulighed for at henvise hertil og foretage præciseringer under retssagen.

83

Retten er i denne forbindelse af den opfattelse, at administrationen for at sikre en effektiv gennemførelse af forbuddet mod enhver form for psykisk eller seksuel chikane på arbejdspladsen i princippet er berettiget til at fastsætte en mulighed for at forsikre de vidner, der accepterer at afgive deres forklaringer om de omtvistede omstændigheder i tilfælde, hvor der hævdes at foreligge chikane, at deres vidneudsagn vil forblive fortrolige i forhold til såvel den påståede chikanør som det påståede offer, i det mindste inden for rammerne af den procedure, der følges i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om bistand i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 24.

84

Eftersom et af de formål, der i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om bistand er pålagt administrationen, består i at sikre en rolig afvikling af tjenesten, vil det nemlig dels kunne bringe dette formål i fare, såfremt såvel den påståede chikanør som det påståede offer fik kendskab til indholdet af vidneudsagnene, idet dette ville kunne genoplive et eventuelt fjendskab mellem enkeltpersoner inden for tjenesten og tilskynde de personer, der kunne afgive et relevant vidneudsagn, til fremover at undlade at gøre dette.

85

Dels er den institution, der accepterer at modtage oplysninger, som er afgivet frivilligt, men som ledsages af en anmodning om fortrolighed for at beskytte meddelerens anonymitet, forpligtet til at respektere en sådan betingelse (jf. i denne retning og analogt dom af 7.11.1985, Adams mod Kommissionen, 145/83, EU:C:1985:448, præmis 34). Det samme kan imidlertid gøre sig gældende, når tjenestemænd eller ansatte accepterer at afgive deres vidneudsagn for at gøre det muligt for administrationen at belyse de faktiske omstændigheder, der er genstand for en ansøgning om bistand, men som til gengæld kræver sikkerhed for, at de forbliver anonyme over for den påståede chikanør og/eller det påståede offer, idet det bemærkes, at selv om det ud fra et vedtægtsmæssigt synspunkt er ønskeligt, at de deltager, er de ikke nødvendigvis forpligtet til at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen ved at afgive deres vidneudsagn.

86

Når dette er sagt, gælder det, at når administrationen beslutter at indlede en disciplinærsag mod den påståede chikanør, fremgår den påståede chikanørs ret til forsvar udtrykkeligt af bilag IX til vedtægten, og det påhviler ansættelsesmyndigheden at fremsende ethvert dokument til den berørte, som den pågældende ønsker, at Disciplinærrådet skal foretage en vurdering af, idet det i givet fald tilkommer Disciplinærrådet på ny at afhøre vidnerne om de foreholdte omstændigheder.

87

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde ikke tilsidesatte retten til at blive hørt som fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, da det afslog at fremsende referaterne af de vidneafhøringer, der var foretaget under den administrative procedure, til sagsøgeren.

88

Hvad angår konsekvenserne af, at sagsøgeren ikke fik adgang til det rådgivende udvalgs udtalelse under den administrative procedure, skal det bemærkes, at det fremgår af retspraksis, at selv om der foreligger en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, er det, for at anbringendet kan tages til følge, desuden nødvendigt, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt denne ulovlighed ikke havde foreligget (jf. i denne retning kendelse af 14.4.2016, Dalli mod Kommissionen, C-394/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:262, præmis 41, samt dom af 6.2.2007, Wunenburger mod Kommissionen, T-246/04 og T-71/05, EU:T:2007:34, præmis 149, og af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 157).

89

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren i sine bemærkninger af 15. januar 2018 anført, at det rådgivende udvalgs udtalelse var kortfattet, og at det, såfremt denne udtalelse faktisk afspejler dette udvalgs arbejde, må anerkendes, at dette arbejde ikke var tilstrækkeligt i forhold til den klage, som hun havde indgivet. Når der henses til den vide skønsbeføjelse, som det rådgivende udvalg råder over i forbindelse med tilrettelæggelsen af sit arbejde, finder Retten imidlertid ikke, at den kortfattede karakter af dette udvalgs udtalelse var til hinder for, at den kunne varetage sit rådgivende formål. Ansættelsesmyndigheden rådede med henblik på at tage stilling til ansøgningen om bistand, der indeholdt en detaljeret redegørelse for de forhold, som lægges til last, i øvrigt ikke blot over denne om end kortfattede rådgivende udtalelse, men også over referaterne af vidneafhøringerne, som gav den et samlet og detaljeret overblik over disse forhold og den opfattelse, som de forskellige medlemmer af det omhandlede kontors personale havde heraf.

90

Adspurgt på ny om dette forhold i retsmødet var sagsøgeren ikke i stand til at forklare, hvilket argument ud over de argumenter, som hun havde fremsat under den administrative procedure, hun konkret ville have kunnet fremsætte, såfremt hun havde rådet over det rådgivende udvalgs udtalelse, og som kunne have påvirket den anfægtede afgørelse, hvis begrundelse der udførligt var redegjort for i den skrivelse af 8. december 2015, som hun havde modtaget. De argumenter, som hun har fremsat, herunder i retsmødet, har nemlig til formål at dokumentere den struktur, som hun betegner som en klikedannelse, der kendetegnede kontoret for audiovisuelle medier, og den omstændighed, at den kritik, som kontorchefkontorchefen havde fremsat vedrørende kvaliteten af hendes arbejde, herunder bl.a., at hun angiveligt tilbageholdt oplysninger, og at hun ikke udviste holdånd, savnede grundlag. Disse argumenter vedrører således indholdet af de vidneudsagn, der fremgik af referaterne af vidneafhøringerne og ikke det rådgivende udvalgs udtalelse, som hun imidlertid fik kendskab til under den administrative procedure. Det er imidlertid dette sidstnævnte dokument, som ansættelsesmyndigheden burde have tilstillet sagsøgeren med henblik på at foretage en behørig forudgående høring af hende vedrørende afslaget på ansøgningen om bistand.

91

Under disse omstændigheder skal det første anbringende forkastes.

92

Sagsøgeren har til støtte for det andet anbringende i det væsentlige anført, at eftersom 13 ud af de 14 vidner, som det rådgivende udvalg afhørte, var tjenestemænd eller ansatte, der var underordnet den påståede chikanør, kunne disse personer ikke afgive et objektivt vidneudsagn. Dette blev forværret af den omstændighed, at formanden for det rådgivende udvalg var kontorchefen for menneskelige ressourcer, hvilket indebar, at den pågældendes deltagelse i det rådgivende udvalg ikke kunne forsikre de afhørte vidner om, at indholdet af deres vidneudsagn ikke ville få betydning for deres karriere.

93

Sagsøgeren har endvidere foreholdt ansættelsesmyndigheden den omstændighed, at det rådgivende udvalg hverken afhørte en af institutionens rådgivende læger eller Parlamentets psykolog, selv om hun havde anmodet om, at disse personer blev afhørt. Disse personer ville efter sagsøgerens opfattelse imidlertid have kunnet afgive et »mere neutralt vidneudsagn« som følge af, at der ikke bestod et underordnelsesforhold mellem dem og den påståede chikanør. Disse personer ville navnlig have kunnet bekræfte, dels at sagsøgeren allerede inden for denne institution havde klaget over at være udsat for psykisk chikane, før hun havde konsulteret sin personlige læge, dels at hun oplevede symptomer, der var karakteristiske for en situation, hvor en person blev udsat for psykisk chikane. Hun har på denne baggrund konkluderet, at det rådgivende udvalg i det foreliggende tilfælde gennemførte sin undersøgelse på en partisk måde.

94

Endelig har sagsøgeren anført, at ansættelsesmyndigheden ikke har fremlagt bevis for, at det rådgivende udvalg faktisk tog kontakt til de to vidner, som hun havde nævnt, og som ifølge ansættelsesmyndigheden angiveligt havde nægtet at afgive vidneudsagn for dette udvalg. Hun har under alle omstændigheder bestridt den udtalelse, som det ene af de to vidner, Z, er blevet tilskrevet, og hvorefter Z ikke skulle have haft daglig kontakt til sagsøgeren. Z havde nemlig det kontor, der lå ved siden af sagsøgerens kontor, og Z havde været i kontakt med sagsøgeren flere gange, hvilket fremgår af den udveksling af e-mails, som sagsøgeren har vedlagt replikken.

95

Parlamentet har nedlagt påstand om, at det andet anbringende forkastes som ugrundet.

96

Parlamentet har i denne forbindelse bemærket, at medlemmerne af det rådgivende udvalg ikke har sæde i udvalget i deres egenskab af tjenestemænd eller ansatte ved Parlamentet, men i deres personlige egenskab. I modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, er formanden for det rådgivende udvalg ikke på nogen måde ansvarlig for alle Parlamentets tjenestemandsansatte og står ikke i et overordnelsesforhold til de personer, der har afgivet vidneudsagn i det foreliggende tilfælde. Parlamentet har endvidere bestridt sagsøgerens argument om, at den omstændighed, at 13 ud af 14 vidner stod i et hierarkisk underordnelsesforhold til den påståede chikanør, havde den virkning, at disse personer ikke havde mulighed for at vidne frit. Det er nemlig efter Parlamentets opfattelse logisk, at disse personer bedst var i stand til at afgive et nyttigt vidneudsagn vedrørende de omtvistede omstændigheder. Det var endvidere netop for at sikre, at disse vidner kunne tale frit, at Parlamentet havde besluttet, at hverken den påståede chikanør eller det påståede offer skulle have adgang til indholdet af deres vidneudsagn. Hvad endelig angår de to vidner, som sagsøgeren har henvist til, har Parlamentet fremlagt en e-mail af 4. september 2015 fra en af Parlamentets tjenestemænd, der er medlem af det rådgivende udvalgs sekretariat, til formanden for det rådgivende udvalg, hvori denne tjenestemand har redegjort for den kontakt, som han havde med de to personer, som sagsøgeren ønskede afhørt som vidner, og de grunde, som disse to personer anførte som begrundelse for ikke at afgive vidneudsagn.

97

Hvad angår den omstændighed, at det rådgivende udvalg ikke afhørte alle de personer, som sagsøgeren havde ønsket skulle afgive vidneudsagn, bemærker Retten, at den myndighed, der har ansvaret for en administrativ undersøgelse, og som det påhviler at foretage en passende behandling af de sager, der indbringes for den, råder over et vidt skøn med hensyn til gennemførelse af undersøgelsen og med hensyn til at vurdere kvaliteten og anvendeligheden af samarbejdet med vidner (dom af 11.7.2013, Tzirani mod Kommissionen, F-46/11, EU:F:2013:115, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

98

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første i modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, af den e-mail, som Parlamentet har fremlagt, at et af de to medlemmer af det rådgivende udvalgs sekretariat kontaktede de to personer, som hun ønskede skulle afgive vidneudsagn for det nævnte udvalg, men at disse to personer af forskellige grunde nægtede at afgive deres vidneudsagn.

99

Det skal i denne forbindelse dog bemærkes, at selv om det er ønskeligt, at tjenestemændene og de ansatte ved en institution bistår i forbindelse med en administrativ undersøgelse, uanset om de er i aktiv tjeneste eller pensioneret, er de ikke nødvendigvis ud fra et vedtægtsmæssigt synspunkt forpligtede til at afgive vidneudsagn for en myndighed som det rådgivende udvalg.

100

Eftersom de indkaldte personer, herunder Z, havde ret til at nægte at afgive vidneudsagn uden at anføre en gyldig begrundelse i denne forbindelse, er der derfor forgæves, at sagsøgeren har ønsket at anfægte den udtalelse, som et af de to medlemmer af det rådgivende udvalgs sekretariat afgav, hvori Z, der på daværende tidspunkt var pensioneret, skulle have udtalt, at hun ikke havde været direkte involveret i de omstændigheder, der var genstand for undersøgelsen, at hun kun havde haft begrænset kontakt til sagsøgeren, at hun ikke havde deltaget i de i det foreliggende tilfælde omhandlede møder i kontoret for audiovisuelle medier, og at hun kun indirekte gennem en af sine kolleger havde erfaret, at der bestod en konflikt mellem sagsøgeren og kontorchefkontorchefen for audiovisuelle medier.

101

For det andet var det rådgivende udvalg under alle omstændigheder ikke på nogen måde forpligtet til at indkalde alle de vidner, som sagsøgeren foreslog i forbindelse med undersøgelsen (jf. i denne retning dom af 13.12.2012, Donati mod ECB, F-63/09, EU:F:2012:193, præmis 187).

102

Hvad angår det rådgivende udvalgs påståede mangel på upartiskhed skal det bemærkes, at det fremgår af generalsekretærens afgørelse D(2014) 3983 af 4. februar 2014, at formandsposten varetages af R.N., og at dette udvalg er sammensat af to medlemmer fra administrationen og deres suppleanter, to medlemmer fra Parlamentets personaleudvalg og deres suppleanter, og en rådgivende læge fra institutionen og dennes suppleant.

103

Selv om der ikke er fastsat en fuldstændig ligevægt mellem de medlemmer, der er udpeget af administrationen, og de medlemmer, der er udpeget af personalerepræsentanterne, idet R.N., der i øvrigt er chef for kontoret for menneskelige ressourcer under Direktoratet for Ressourcer i GD for »Personale«, tilhører administrationen, er det Rettens opfattelse, at der findes tilstrækkelige garantier om upartiskhed og objektivitet hvad angår den udtalelse, som det rådgivende udvalg skal udfærdige og vedtage til ansættelsesmyndigheden, nemlig for det første den omstændighed, at en rådgivende læge fra institutionen deltog i det rådgivende udvalg, for det andet, at det af artikel 7 i de interne regler om mobning fremgår, at det rådgivende udvalg »er et selvstændigt organ, hvis arbejde ikke er underlagt nogen overordnet instans, og dets drøftelser er fortrolige«, og for det tredje, at drøftelserne havde kollegial karakter (jf. i denne retning og analogt dom af 30.5.2002, Onidi mod Kommissionen, T-197/00, EU:T:2002:135, præmis 132, og af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 150).

104

Den omstændighed, at formanden for det rådgivende udvalg i øvrigt er chef for kontoret for menneskelige ressourcer under Direktoratet for Ressourcer i GD for »Personale«, indebærer i modsætning til, hvad sagsøgeren spekulativt har hævdet, i denne forbindelse ikke, at han udøver eller kan udøve indflydelse på de ansatte og følgelig på det rådgivende udvalgs drøftelser (jf. i denne retning dom af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 151), eller på indholdet af de vidneudsagn, der blev afgivet af 13 ud af 14 vidner. Det er under alle omstændigheder ikke på nogen måde blevet godtgjort, at formanden for det rådgivende udvalg, uanset om den pågældende var chef for kontoret for menneskelige ressourcer under Direktoratet for Ressourcer i GD for »Personale«, nødvendigvis ville handle i strid med sagsøgerens interesser (jf. analogt dom af 17.3.2015, AX mod ECB, F-73/13, EU:F:2015:9, præmis 152). Det skal endvidere tilføjes, at de interne regler om mobning i modsætning til, hvad sagsøgeren synes at hævde, ikke foreskriver, at formanden nødvendigvis skal være til stede for at lede samtlige vidneafhøringer i en bestemt sag.

105

Hvad angår sagsøgerens argumentation, der har til formål at rejse tvivl om rigtigheden af de vidneudsagn, som de afhørte vidner afgav, med den begrundelse, at de alle stod i et underordnelsesforhold til chefen for kontoret for audiovisuelle medier, finder Retten i øvrigt for det første, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de nævnte vidner med rimelighed kunne frygte at blive udsat for repressalier, eller at de blev udsat for pres (jf. i denne retning dom af 13.12.2012, Donati mod ECB, F-63/09, EU:F:2012:193, præmis 183). For det andet, såfremt denne argumentation måtte blive taget til følge, ville den indebære, at hver gang der måtte blive rejst anklager mod en ansat ved en institutions direktorat i en ansøgning om bistand, ville administrationen være forhindret i at lægge vægt på vidneudsagn fra medlemmerne af den administrative enhed, der er placeret under dette medlem af ledelsens ansvar. Dette vil imidlertid forhindre administrationen i at fastlægge de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for ansøgningen om bistand, idet det netop ofte er disse medlemmer i den pågældende administrative enhed, der har været de mest direkte vidner til de begivenheder, der i en ansøgning om bistand hævdes at have fundet sted.

106

Hvad angår afhøringen af de to rådgivende læger, som sagsøgeren havde ønsket, skal det bemærkes, at selv om det er korrekt, at hun konsulterede disse læger inden for rammerne af Parlamentets faste lægetjeneste, kan lægefaglige udtalelser ikke i sig selv godtgøre, at der retligt set foreligger chikane eller fejl fra institutionens side i forhold til dens bistandspligt (dom af 6.2.2015, BQ mod Revisionsretten, T-7/14 P, EU:T:2015:79, præmis 49, af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 127, og af 6.10.2015, CH mod Parlamentet, F-132/14, EU:F:2015:115, præmis 92). Selv om de lægeerklæringer, som sagsøgeren har fremlagt, og de vidneudsagn, som de to pågældende rådgivende læger eventuelt kunne have afgivet, kunne udgøre bevis for, at sagsøgeren led af psykiske forstyrrelser, ville dette imidlertid navnlig ikke kunne godtgøre, at de nævnte forstyrrelser var indtrådt som følge af psykisk chikane, idet de personer, der havde udfærdiget de nævnte erklæringer med henblik på at konstatere, at der forelå et tilfælde af chikane, nødvendigvis udelukkende ville have lagt vægt på den beskrivelse af sagsøgerens arbejdsvilkår i Parlamentet, som hun havde givet dem (jf. i denne retning dom af 2.12.2008, K mod Parlamentet, F-15/07, EU:F:2008:158, præmis 41, og af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 127).

107

Hvad endelig angår sagsøgerens kritik af, at sammenfatningen af vidneafhøringerne, således som det fremgår af referaterne af vidneafhøringerne, var kortfattet eller under alle omstændigheder ikke udtømmende, finder Retten, at sagsøgeren for så vidt angår hendes eget vidneudsagn ikke har godtgjort, hvilket eller hvilke af hendes svar på de spørgsmål, som det rådgivende udvalg havde stillet, der ikke var redegjort for eller ikke redegjort tilstrækkeligt for i referatet vedrørende hende. Det samme gør sig gældende for afhøringerne af de andre vidner, i hvilken forbindelse Retten finder, at det referat, som Parlamentet har fremlagt, var tilstrækkeligt i forhold til det oplysningsformål, som det skulle tjene, nemlig i det foreliggende tilfælde som grundlag for, at det rådgivende udvalg kunne udfærdige sin udtalelse.

108

Det følger af samtlige de ovenfor anførte betragtninger, at det andet anbringende skal forkastes som ugrundet.

109

Sagsøgeren har til støtte for det tredje anbringende anført, at ansættelsesmyndigheden i den anfægtede afgørelse, således som denne er bekræftet ved afgørelsen om afslag på klagen, anlagde et »åbenbart urigtigt skøn«, da den afslog at anse de begivenheder, som hun havde beskrevet i ansøgningen om bistand, for at udgøre psykisk chikane. Dette udgør en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a, og det var således i strid med vedtægtens artikel 24, der pålægger ansættelsesmyndigheden en bistandspligt, at der blev meddelt afslag på denne ansøgning. Ansættelsesmyndigheden tilsidesatte derved også sin omsorgspligt.

110

Sagsøgeren har under henvisning til den liste, som ansættelsesmyndigheden har opstillet i en intern meddelelse af 11. maj 2016 over adfærd, der kan udgøre psykisk chikane, anført, at hun i modsætning til, hvad ansættelsesmyndigheden lagde til grund i den anfægtede afgørelse, idet den henviste til de organisatoriske vanskeligheder, som prægede kontoret, fra kontorchefens side havde været udsat for vedvarende kritik, manglende hensyntagen, manglende anerkendelse af de holdninger, som hun havde tilkendegivet, urimelig overvågning på arbejdspladsen, fornærmelser eller injurierende bemærkninger, adfærd, der indebar, at hun blev ignoreret, konstant fjendtlighed og adfærd, der havde til formål at ydmyge eller latterliggøre hende på grund af hendes arbejde. Sagsøgeren er i denne forbindelse i modsætning til, hvad Parlamentet synes at antyde i svarskriftet, af den opfattelse, at det for at kvalificere handlinger som psykisk chikane i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 12a, ikke er et krav, at disse handlinger forsætligt har til formål at forringe ofrets arbejdsvilkår.

111

Den adfærd, som sagsøgeren har kritiseret, fremgår af den beskrivelse af de omtvistede omstændigheder, som hun har givet i ansøgningen om bistand. Sagsøgeren er i denne forbindelse i modsætning til, hvad ansættelsesmyndigheden og dermed også Parlamentet har anført, af den opfattelse, at den aggressive, ironiske og sarkastiske adfærd, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier udviste over for hende, ikke på nogen måde kunne begrundes i de vanskeligheder, der kendetegnede den måde, hvorpå kontoret fungerede, og som den nævnte kontorchef havde ansvaret for at afhjælpe, og at det under alle omstændigheder ikke var tilladt denne chef i sin egenskab af chef for kontoret at udvise en sådan adfærd, der er i strid med vedtægtens artikel 12a, for at afhjælpe disse vanskeligheder.

112

Parlamentet har nedlagt påstand om, at det tredje anbringende skal forkastes som ugrundet. Parlamentet har anført, at den kritik, som sagsøgeren har foreholdt chefen for kontoret for audiovisuelle medier, har en direkte sammenhæng med nødvendigheden af at forbedre den måde, hvorpå kontoret fungerede, og at sagsøgeren selv har medgivet, at denne kritik blev fremsat under møder, der vedrørte den omstændighed, at samarbejdet ikke fungerede inden for tjenestegrenen som følge af, at der var sket en forøgelse af arbejdsbyrden og en omstrukturering af de operationelle tjenestegrene. Selv om Parlamentet har medgivet, at visse af kontorchefens udtalelser ind imellem har haft en overdreven eller beklagelig karakter, såsom de udtalelser, som sagsøgeren har henvist til i stævningen, er det imidlertid Parlamentets opfattelse, at disse udtalelser ikke var baseret på urimelige anklager, der ikke havde nogen sammenhæng med de objektive omstændigheder, som sagsøgeren blev tilskrevet, og at disse udtalelser skal ses i lyset af den spændte situation, der bestod på daværende tidspunkt, som følge af, at samarbejdet ikke fungerede inden for kontoret, og at der var sket en forøgelse af arbejdsbyrden.

113

Hvad angår den omstændighed, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier havde nævnt, at sagsøgerens kontrakt ville ophøre, har Parlamentet anført, at sagsøgeren ikke har fremlagt noget bevis, der kan godtgøre, at disse eventuelle udtalelser blev fremsat i en anden sammenhæng end den, der vedrørte en vurdering af tjenestens interesse, idet det bemærkes, at vurderingen af sagsøgerens indsats var omfattet af de beføjelser, der tilkom hendes kontorchef.

114

Parlamentet har anført, at selv om det må anses for beklageligt, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier omtalte, at sagsøgeren havde indgivet ansøgningen om bistand, udgør dette i sig selv ikke psykisk chikane.

115

Hvad angår Parlamentets omsorgspligt har Parlamentet endelig anført, at det tog hensyn til sagsøgerens helbredstilstand ved at flytte hende til en anden tjenestegren.

116

Det skal indledningsvis bemærkes, at Retten før ikrafttrædelsen af vedtægten i den affattelse, der fulgte af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT 2004, L 124, s. 1), i sin praksis havde defineret begrebet »psykisk chikane« som en helhed af forhold, der uafhængigt af den subjektive opfattelse, som det formodede offer kunne have haft, gjorde det muligt at godtgøre, at han havde været udsat for en adfærd, som objektivt set havde haft til formål at miskreditere ham eller forsætligt forringe hans arbejdsvilkår (jf. i denne retning dom af 23.2.2001, De Nicola mod EIB, T-7/98, T-208/98 og T-109/99, EU:T:2001:69, præmis 286, og af 8.7.2004, Schochaert mod Rådet, T-136/03, EU:T:2004:229, præmis 41). Den pågældende adfærd skulle således objektivt være af forsætlig karakter, for at det kunne godtgøres, at der forelå psykisk chikane (dom af 4.5.2005, Schmit mod Kommissionen, T-144/03, EU:T:2005:158, præmis 65, og af 25.10.2007, Lo Giudice mod Kommissionen, T-154/05, EU:T:2007:322, præmis 83).

117

Efter ikrafttrædelsen den 1. maj 2004 af vedtægtens artikel 12a, stk. 1 og 3, der bestemmer, at »[t]jenestemanden skal afholde sig fra enhver form for psykisk eller seksuel chikane«, omfatter psykisk chikane nu »enhver form for misbrug, der over en periode gentagne gange eller systematisk kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift, som er forsætlige, og som er et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet«.

118

Det skal i denne forbindelse fastslås, at EU-lovgiver i ordlyden af vedtægtens artikel 12a, stk. 3, ikke har gentaget det tidligere krav, der var opstillet i retspraksis, og som er nævnt i præmis 116 ovenfor, hvorefter en adfærd for at være omfattet af begrebet psykisk chikane objektivt set skal have haft til formål »at miskreditere eller forsætligt forringe arbejdsvilkårene« for den person, som en sådan adfærd er udvist over for.

119

Det skal under disse omstændigheder konstateres, at begrebet psykisk chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, er defineret som et »misbrug«, der, for det første, kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift »over en periode gentagne gange eller systematisk«, hvilket indebærer, at den psykiske chikane skal forstås som en proces, som nødvendigvis foregår over tid og forudsætter, at der foreligger gentagne eller fortsatte handlinger, der er »forsætlige« i modsætning til »hændelige«. For det andet skal den nævnte adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller skrift for at være omfattet af dette begreb bevirke, at der sker angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet (dom af 13.12.2017, HQ mod CPVO, T-592/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:897, præmis 101; jf. ligeledes dom 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

120

Det er således ikke nødvendigt at godtgøre, at de pågældende forhold i form af adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller skrift er blevet begået med forsæt om at gøre angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord foreligge psykisk chikane, uden at det er godtgjort, at chikanøren med sin adfærd har haft til hensigt at miskreditere ofret eller forsætligt forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne adfærd, når den har været frivillig, objektivt har haft sådanne følger (jf. dom af 5.6.2012, Cantisani mod Kommissionen, F-71/10, EU:F:2012:71, præmis 89, og af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

121

Eftersom de pågældende handlinger i henhold til vedtægtens artikel 12a, stk. 3, skal have karakter af misbrug, følger det endelig heraf, at kvalificeringen som »chikane« er underlagt en betingelse om, at denne skal være en tilstrækkelig objektiv realitet, således at en upartisk og fornuftig iagttager, hvis følsomhed er normal, og som befinder sig i samme situation, vil anse den pågældende adfærd eller handling for at være overdreven og kritisabel (dom af 16.5.2012, Skareby mod Kommissionen, F-42/10, EU:F:2012:64, præmis 65, og af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 78).

122

Det er på baggrund af disse betragtninger om retspraksis, at det tredje anbringende skal behandles, i hvilken forbindelse der skal foretages en kronologisk gennemgang af hver enkelt begivenhed, som sagsøgeren har henvist til, i forhold til vedtægtens artikel 12a, idet der derefter skal foretages en samlet vurdering med henblik på at fastslå, om ansættelsesmyndigheden, således som sagsøgeren har hævdet, begik en fejl i forbindelse med vurderingen af de faktiske omstændigheder og derfor tilsidesatte både vedtægtens artikel 12a og 24.

123

Det skal i denne forbindelse endvidere bemærkes, at definitionen i vedtægtens artikel 12a udgør et objektivt begreb, der, selv om den er baseret på en kvalificering ud fra den sammenhæng, som de handlinger og den adfærd, der udføres af tredjemænd, og i det foreliggende tilfælde af tjenestemænd og ansatte, indgår i, og som ikke altid er nem at foretage, imidlertid ikke stiller krav om, at der skal foretages komplekse vurderinger som dem, der kan følge af økonomiske begreber (jf., hvad angår handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, dom af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet, C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 86, og af 27.9.2007, Ikea Wholesale, C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 40), videnskabelige foranstaltninger (jf. om afgørelser fra Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), dom af 7.3.2013, Rütgers Germany m.fl. mod ECHA, T-94/10, EU:T:2013:107, præmis 98 og 99) eller endog tekniske foranstaltninger (jf. om afgørelser fra EF-Sortsmyndigheden (CPVO) dom af 15.4.2010, Schräder mod CPVO, C-38/09 P, EU:C:2010:196, præmis 77), som kan begrunde, at administrationen tillægges en skønsmargen i forbindelse med anvendelsen af det omhandlede begreb. Når der er fremsat en påstand om, at vedtægtens artikel 12a er tilsidesat, skal det derfor undersøges, om ansættelsesmyndigheden begik en fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder i lyset af den definition af psykisk chikane, der er omhandlet i denne bestemmelse, og ikke, om den anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af disse omstændigheder.

124

Sagsøgeren har forklaret, at selv om hun altid har opnået gode resultater i tjenesten, som er blevet mødt med tilfredshed hos tre på hinanden følgende kontorchefer, idet den seneste chef var chefen for kontoret for audiovisuelle medier, ændrede sidstnævnte chef sin adfærd over for hende efter slutningen af 2011, og endnu mere i løbet af 2012. Denne adfærd fortsatte endvidere efter denne periode, nemlig fra december 2012 til september 2014. Denne kontorchef udviste helt konkret en adfærd, der havde karakter af misbrug, som havde til formål systematisk at nedgøre hende, og som bestod i mundtlig kritik, der hovedsageligt blev fremsat over for tredjemænd i eller uden hendes tilstedeværelse, men også ind imellem på skrift. De væsentligste kritikpunkter, som således blev fremsat over for hende, vedrørte udtrykkeligt hendes person, og navnlig hendes påståede personlighedsproblemer og hendes påståede arrogance. Sagsøgerens kontorchef fremhævede således systematisk over for hende, at han var hendes overordnede, og at hun skulle adlyde ham, idet han endvidere løbende anmodede hende om at forklare sine handlinger, uden imidlertid at drage nogen konklusioner på baggrund af de forklaringer, som hun gav som svar. Han havde endvidere udsat hende for pres ved at true hende med at bringe hendes ansættelsesforhold til ophør, eller i det mindste ved at true hende med ikke at anmode om en forlængelse af hendes kontrakt som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner. Han havde over for hende bl.a. anvendt ordene »hvem tror De, at De er, fru baronesse?« og havde foreholdt hende hendes »personlighedsproblemer«. Sagsøgeren har imidlertid til gengæld foreholdt sin kontorchef, at han reagerede på en måde, som ikke var begrundet.

125

Sagsøgeren har som eksempel nævnt, at det efter hendes opfattelse var berettiget, at hun i en e-mail af 25. oktober 2011 klagede over, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier ikke koordinerede indførelsen af en specifik procedure for behandling af henvendelser fra pressen, der først skulle behandles af den sektion for audiovisuelle medier, som sagsøgeren koordinerede.

126

Hvad angår den e-mail, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier sendte til hende den 26. september 2011, med kopi til to andre ansatte i sektionen Newsdesk Hotline, idet den nævnte chef i denne e-mail anførte, at han uden held og gentagne gange havde anmodet om, at dette kontor skulle bistå en person fra en anden sektion i forbindelse med et besøg af en delegation fra Republikken Tunesien, udgjorde hendes svar af 26. september 2011 endvidere et passende og udtømmende svar, der viste, at denne kritik, der i sidste ende i det væsentlige var rettet imod hende personligt, var ubegrundet.

127

Hvad angår den e-mail af 19. januar 2012, hvori sagsøgeren underrettede direktøren for direktoratet for medier om den måde, hvorpå en udsendelse i fransk tv blev håndteret, er sagsøgeren i øvrigt af den opfattelse, at den e-mail, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier sendte som svar den 19. januar 2012, hvori han kritiserede hende for på et for tidligt tidspunkt at have givet direktøren for Direktoratet for Medier oplysninger om denne begivenhed, idet han selv var ved at forberede et samlet svar med bidrag fra alle de involverede parter, var denne kritik i lighed med den kritik, der bestod i, at hun »gik enegang« og »bombardere[de]« de andre tjenestegrene med oplysninger, som han havde til opgave at videregive og koordinere i sin egenskab af kontorchef, og den kritik, der bestod i, at hun efterlod et lidet professionelt indtryk, som angiveligt ikke var udtryk for holdånd og ikke bidrog til at fremme holdarbejdet inden for tjenestegrenen, efter sagsøgerens opfattelse uberettiget.

128

Efter at hun havde sendt en e-mail den 28. februar 2012 til en anden sektion for at anmode om at modtage besked, når der måtte blive foretaget ændringer, tilføjelser eller udeladelser i forhold til emner på kanalen EuropeBySatellite (herefter »EbS«), har sagsøgeren kritiseret tonen og indholdet af den e-mail, som hun som svar modtog fra kontorchefen samme dag, hvilket også gør sig gældende for den anden udveksling af e-mails, der fulgte herefter, og hvori kontorchefen over for hende bemærkede, at Newsdesk Hotline bestod af fire personer, og at en af disse fire personer derfor meget vel selv kunne udføre den opgave, der bestod i at følge og opdage de ændringer, der måtte forekomme på EbS, idet han afsluttede med bemærkning om, at det ikke var muligt »hele tiden at lægge ansvaret over på/eller spille »bolden« videre til andre ([»]vi er ikke blevet informeret!![«]), og at kræve, at de fire personer i Newsdesk Hotline skulle »være aktive såvel internt som eksternt i forhold til fremsøgning af information«.

129

Sagsøgeren har endvidere henvist til en udveksling af e-mails den 19. marts 2012, som vedrørte et møde om dækning af begivkontoret »Rabat [(Marokko)] – Euromed«, som en person fra en anden sektion havde indkaldt til, og som kun en af de fire personer, der gør tjeneste ved Newsdesk Hotline, endte med at deltage i. Sagsøgeren har i denne forbindelse foreholdt chefen for kontoret for audiovisuelle medier, at han kritiserede de tre personer, der ikke deltog i mødet, herunder sagsøgeren, i en e-mail, hvori han fremhævede, at det ikke gav mening at indkalde til koordineringsmøder, når der i sidste ende kun deltog tre personer, nemlig ham selv, den person, der havde indkaldt til mødet, og den ene person fra Newsdesk Hotline, som havde deltaget i dette møde. Efter sagsøgerens opfattelse var det imidlertid almindeligt for denne form for møder, at denne tjeneste kun var repræsenteret ved en person, og det var således i modsætning til, hvad kontorchefen havde hævdet i den e-mail, der indeholdt et kritikpunkt, ikke nødvendigt, at de tre andre personer, herunder hende selv, deltog.

130

Sagsøgeren har endvidere kritiseret tonen og indholdet i en udveksling af e-mails, der fandt sted den 8. maj 2012. Sagsøgeren havde i denne forbindelse i en første e-mail til chefen for kontoret for audiovisuelle medier med kopi til otte personer og en tjenestegren, som afsluttende bemærkning anmodet en af disse modtagere om følgende:

»[X], vil du fremover afvente, at vi får afsluttet vores undersøgelser og høringer af de berørte parter, før du »videresender« en e-mail med manglende og ufuldstændige oplysninger vedrørende min sektion.«

131

Kontorchefen anførte i den e-mail, som han sendte som svar til sagsøgeren med kopi til den person, som hun havde nævnt, følgende:

»Du bliver nødt til at holde op med [igen og igen] at ville sætte alle andre på plads... Denne sag […] er med føje og helt professionelt blevet håndteret af [X] […]. Jeg har ikke haft mulighed for at reagere tidligere, men jeg har planer om at indkalde dig til et møde om dette emne hurtigst muligt. Den udveksling af e-mails, der har fundet sted i denne sag, finder jeg ikke tilfredsstillende. Det er én ting at tiltrække sig opmærksomhed og at tilrettelægge en arbejdsmetode, men […] det er en [helt] anden [ting] ikke at udvise høflighed over for sine kolleger. Telefonisk kontakt gør det endvidere muligt at undgå mange misforståelser. Alle disse metoder hører efter min opfattelse ikke hjemme her, og jeg vil slå hårdt ned på disse handlinger, som er fuldstændig uforenelige med de grundlæggende regler for vores fælles arbejde, som kræver, at de personer, der ikke måtte have forstået de budskaber, som jeg mange gange har henvist til over for jer alle sammen, holdes direkte ansvarlige. Budskabet er klart. Vi udgør et hold, der arbejder og skal arbejde sammen for enhver pris. Jeg vil ikke acceptere en »sektion«, der går enegang eller som vil have det sidste ord. Dette er og bliver forhold, der falder ind under mine personlige beføjelser.«

132

Sagsøgeren anførte som svar på denne sidstnævnte e-mail, at hun ikke var enig med kontorchefen, og at hun endnu engang var af den opfattelse, at det var sektionen for Newsdesk Hotline, der »sk[ulle] påtage sig opgaven«, mens andre sektioner »ikke fungere[de], [va]r tilbageholdende med oplysninger eller forårsage[de] forvirring«. Hun anførte endvidere i denne e-mail, at medarbejderne i Newsdesk Hotline meget ofte havde stået i situationer, hvor andre sektioner allerede havde truffet beslutningerne, og at disse medarbejdere ikke forsøgte at få det sidste ord. Hun anførte i øvrigt, at hun og de andre ansatte i Newsdesk Hotline var trætte af situationen.

133

Under et kontormøde, der blev afholdt den 10. maj 2012, og som havde til formål at drøfte de eksisterende problemer i kontoret og at finde løsninger, angreb chefen for kontoret for audiovisuelle medier efter sagsøgerens opfattelse hende direkte, idet han åbenlyst og udelukkende kritiserede hende og anklagede hende for at tilbageholde oplysninger og for ikke at udvise holdånd, og han anklagede hende således i sidste ende for at være ansvarlig for, at kontoret ikke fungerede. Han angreb hende også personligt, idet han udspurgte hende om andre emner, der ikke på nogen måde vedrørte koordineringen af kontorets tre søjler og uden at give hende mulighed for at svare. I en e-mail med overskriften »Fortrolig« til chefen for kontoret for audiovisuelle medier den 12. maj 2012 anførte Y i øvrigt, at vedkommende var »taget hjem med uro i maven og ha[vde] sovet dårligt«. Denne person anførte endvidere, at »dette møde [havde] været meget ubehageligt, og at det [havde] udviklet sig i en forkert retning med bemærkninger, som var helt uvedkommende«, og den pågældende kunne ikke forstå, »hvorledes [sagsøgeren havde kunnet] kontrollere sine følelser og bevare roen«. Dagen efter dette møde blev sagsøgeren sygemeldt.

134

Sagsøgeren har henvist til en anden begivenhed, der indtrådte i løbet af november 2012, og som vedrørte den omstændighed, at en kollega fra akkrediteringstjenesten under kontoret for audiovisuelle medier i en frokostpause alene skulle varetage den opgave, der bestod i at modtage journalister i Parlamentet, i forbindelse med et besøg af 16 stats- og regeringschefer, som skulle deltage i en begivenhed med overskriften »Friends of Cohesion«. Kontorchefen havde i løbet af dagen udsat sagsøgeren for en voldsom kritik med den begrundelse, at de ansatte i Newsdesk Hotline ikke havde sikret den personaledækning, som han havde krævet for at give deres kollega Z mulighed for at holde frokostpause. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at hun den 4. oktober 2012 havde udvekslet e-mails med Z med det formål at finde en løsning, der ville give Z mulighed for at holde en sådan pause.

135

Kontorchefen anførte imidlertid i en e-mail af 13. november 2012 til de ansatte i kontoret, at selv om Z ikke havde klaget, havde han selv og andre kolleger konstateret, at den rotationsordning, som han siden september havde krævet tilrettelæggelsen af, ikke var blevet indført, hvilket indebar, at hun ikke kunne holde sin pause. Kontorchefen anførte derefter følgende:

»Endelig har jeg netop talt med den person, der hidtil har varetaget koordineringen inden for teamet, og som svarede mig på en stærkt provokerende og meget ubehagelig måde, efter at jeg over for [hende] havde nævnt, at det i dag var nødvendigt at hjælpe [Z] som følge af, at et stort antal delegationer til [»Friends of Cohesion«] ville aflægge besøg og kommissærhøringen. I synes ikke at have taget hensyn til dette budskab i jeres daglige »prioriteringer« […] Som vi drøftede i går [under] planlægningsmødet, kan jeg ikke se, at der er andre mere vigtige opgaver i dag end at modtage disse journalister, når [de] ankommer, og jeg vil derfor naturligvis fremover se en fast planlægning med navnet på den, der hver enkelt dag sikrer bemandingen, for at sikre en afløser til vores kollega, således at hun i det mindste har mulighed for at holde frokostpause og på ethvert tidspunkt, hvor hun f.eks. måtte ønske, således som I andre også gør det, at holde fri. [J]eg håber, at dette budskab [er] tilstrækkelig klart for enhver […]. I udgør en del af et team, og hvis en eller flere af jer ikke føler, at I passer ind, da står det jer frit at finde et andet arbejde, som bedre lever op til jeres forventninger.«

136

Chefen for kontoret for audiovisuelle medier meddelte efterfølgende sagsøgeren under et møde, der blev afholdt den 4. december 2012 under tilstedeværelsen af en assistent, at det var ham, der bestemte, uanset om sagsøgeren kunne lide dette eller ikke. Sagsøgeren har hævdet, at han i denne forbindelse på en truende måde udtalte følgende:

»Teamet skal fungere, uanset om du er en del af det eller ej, og jeg modtager hver eneste dag hundredvis af [curriculum vitae] fra personer, der meget vel kan udføre dit arbejde. Hvis du ikke ændrer adfærd, vil jeg træffe en afgørelse.«

137

Sagsøgeren har endvidere anført, at kontorchefen uden hendes tilstedeværelse havde kritiseret det arbejde, der blev udført af det team, som hun koordinerede, herunder navnlig under to møder, hvilket sagsøgeren gjorde ham opmærksom på i en e-mail af 12. november 2013, hvori hun gav udtryk for sin skuffelse over den af kontorchefen udviste adfærd. Hun har i øvrigt i denne forbindelse bl.a. fremlagt en udveksling af e-mails af 18. marts 2014 mellem Y og chefen for kontoret for audiovisuelle medier, hvori Y over for denne chef oplyste, at det var hans opfattelse, at »formålet med [det] møde[, der blev afholdt den 17. marts 2014, var] at lynche og ydmyge andre personer og den fraværende tjeneste«. Sagsøgeren har endvidere fremlagt en e-mail fra den tidligere sekretær for chefen for kontoret for audiovisuelle medier, der i forbindelse med, at hun blev overflyttet til en anden tjenestegren, havde skrevet følgende:

»Hvordan jeg har oplevet kontoret for audiovisuelle medier?! [D]et er som at være heroinmisbruger: Man tager stoffer i den overbevisning […], at man vil finde paradis, men man ryger længere og længere ned i helvede. Jeg er ovenud lykkelig for, at jeg forlader stedet.«

138

Sagsøgeren har endvidere henvist til den omstændighed, at en assistent for chefen for kontoret for audiovisuelle medier havde opsagt sin stilling, hvilket blev meddelt i en kortfattet e-mail af 27. januar 2015, som et udtryk for den dårlige stemning, som den nævnte kontorchefs adfærd fremkaldte.

139

Den 25. september 2014 opstod der under et møde, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier havde indkaldt til, uenighed mellem denne chef og sagsøgeren. I denne forbindelse havde hun anmodet ham at tilgå historikken i et it-program for at konstatere, at de ansatte i Newsdesk Hotline i modsætning til, hvad han havde hævdet, havde bidraget positivt, hvorefter han brutalt havde afskåret hende ordet og gentaget over for hende, at han var chefen, og at det var ham, der besluttede, om en person skulle repræsentere en sektion under møderne i tjenesten. Han konkluderede endvidere, at Newsdesk Hotline ikke tjente noget formål.

140

Efter denne hændelse besøgte sagsøgeren Parlamentets lægetjeneste, og fra den 26. september 2014 blev hun sygemeldt og vendte ikke efterfølgende tilbage til arbejdet. Hun er i denne forbindelse af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden i strid med omsorgspligten ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til de lægeerklæringer, som hun havde fremlagt i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om bistand.

141

Retten bemærker indledningsvis, at selv om det ikke er udelukket, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier kan have anvendt en upassende tone under kontormøderne eller i forbindelse med samtalerne med sagsøgeren, er ord eller bevægelser, der fremkommer på tilfældig vis, selv om de kan forekomme upassende, udelukket fra anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 12a, stk. 3 (dom af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 95).

142

Når der henses til det vide skøn, som institutionerne har ved tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene, kan hverken administrative afgørelser om spørgsmål, der vedrører tilrettelæggelsen af tjenestegrenene, selv om de er vanskelige at acceptere, eller uoverensstemmelser med administrationen om de samme spørgsmål, i sig selv udgøre bevis for, at der foreligger psykisk chikane (jf. dom af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

143

I det foreliggende tilfælde afslører de omstændigheder, der er redegjort for, ganske vist et konfliktfyldt forhold i en vanskelig administrativ situation, men den vidner ikke om handlinger, der har karakter af misbrug eller som er overdrevne, idet de dokumenterede ord og den dokumenterede adfærd højst er udtryk for, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier har udvist en dårlig eller ligefrem uheldig styring af en konfliktsituation.

144

Selv om den tone, som kontorchefen anvendte i visse af disse e-mails, ind imellem kan synes en smule familiær og ikke særlig velskrevet ud fra et sprogligt og stilistisk synspunkt, uden imidlertid at være overdrevne, skal dette imidlertid forstås i lyset af de vanskeligheder, der kendetegnede den måde, hvorpå tjenestegrenen fungerede, som følge af omstruktureringen af denne tjenestegren.

145

Retten konstaterer i denne forbindelse, at størstedelen af de e-mails, som sagsøgeren har fremlagt, og som hendes kontorchef sendte til hende, vedrørte de bebrejdelser, som denne kontorchef udtalte, hvilket i princippet falder ind under de beføjelser, der tilkom ham som overordnet.

146

Hvad angår de e-mails, hvori han over for sagsøgeren udtalte bebrejdelser vedrørende en adfærd, en handling eller en undladelse, som han ikke fandt var i overensstemmelse med de krav, der stilles i tjenesten, såsom e-mailene af 26. september 2011, 19. januar, 28. februar og 19. marts 2012, skal det bemærkes, at disse e-mails ikke nødvendigvis synes uforholdsmæssige eller kritisable for en upartisk og fornuftig iagttager, hvis følsomhed er normal, og som befinder sig i samme omstændigheder. Sådanne bebrejdelser, der er formuleret i lødige vendinger, var derfor objektivt begrundede i forhold til den adfærd, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier foreholdt sagsøgeren.

147

Det skal nemlig erindres, at en overordnets kritik af den måde, hvorpå en underordnet udfører et arbejde eller en opgave, ikke i sig selv udgør en upassende adfærd, da det i givet fald ville være næsten umuligt at forvalte en tjenestegren (dom af 11.7.2013, Tzirani mod Kommissionen, F-46/11, EU:F:2013:115, præmis 97, og af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 87). Negative bemærkninger, der fremsættes over for en ansat, udgør desuden ikke nødvendigvis et angreb på den pågældendes værdighed, personlighed eller integritet, for så vidt som sådanne bemærkninger er formuleret i lødige vendinger og ikke er udtryk for urimelige anklager, der ikke på nogen måde kan støttes på objektive omstændigheder (dom af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 87; jf. ligeledes i denne retning dom af 24.2.2010, Menghi mod ENISA, F-2/09, EU:F:2010:12, præmis 110).

148

Hvad angår e-mailen af 26. september 2011 gentog chefen for kontoret for audiovisuelle medier, når der ses bort fra de forklaringer, som sagsøgeren gav efterfølgende, og som denne chef i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, ikke nødvendigvis var forpligtet til at tage skriftlig stilling til, og heller ikke inden for en bestemt frist, imidlertid blot en klage fra en kollega i en anden tjenestegren, som vedrørte den omstændighed, at sagsøgeren og andre ansatte i Newsdesk Hotline havde undladt at hjælpe. En sådan bebrejdelse, der er formuleret i lødige vendinger, forekommer ikke uforholdsmæssig eller kritisabel for en udenforstående upartisk og fornuftig iagttager.

149

Hvad angår e-mailen af 19. januar 2012 må det konstateres, at det, for så vidt som sagsøgeren tog initiativ til at videresende oplysninger til direktøren for Direktoratet for Medier, som var chefen for kontoret for audiovisuelle mediers overordnede, uden at give kontorchefen besked herom, ikke var upassende for den nævnte kontorchef at påtale dette over for sagsøgeren og i lødige vendinger at gøre hende opmærksom på, at han krævede, at de ansatte i kontoret skulle handle i fællesskab og under hans ledelse, selv om det på det formelle plan er korrekt, at tonen i denne e-mail kunne have været mere sober. Det bemærkes i denne forbindelse, at den omstændighed, at sagsøgeren tidligere eller efterfølgende havde haft lejlighed til eller havde for vane at kommunikere direkte med den pågældende direktør, ikke er relevant, idet det er ubestridt, at kontorchefen var hendes direkte overordnede, og at han i denne egenskab kunne kræve, at hun handlede som en del af fællesskabet.

150

Hvad angår udvekslingen af e-mails den 28. februar 2012 skal det bemærkes, at sagsøgeren i den e-mail, som hun sendte kl. 11.04, over for chefen for kontoret for audiovisuelle medier oplyste, at der »[var] behov for, at nogen i EbS […] orienterede [Newsdesk Hotline] om ændringer og tvivlsspørgsmål, således at det kunne sikres, at [deres] »kunder« kunne modtage troværdige oplysninger«. Eftersom hun havde anmodet om, at en person fra det kontor, der havde ansvaret for EbS, øjeblikkeligt skulle underrette Newsdesk Hotline om disse ændringer, var det således ikke upassende, at kontorchefen svarede hende, at han som den overordnede, der havde ansvaret for såvel Newsdesk Hotline og EbS, var af den opfattelse, at en af de fire personer, der gjorde tjeneste ved Newsdesk Hotline, skulle påtage sig denne opgave, som sagsøgeren anså for nødvendig, og som hun ønskede skulle varetages af en tredje person.

151

Sagsøgeren var i øvrigt ikke den eneste modtager af denne e-mail, og selv om tonen i denne e-mail kunne have været mindre familiær, forekommer den kritik, der således blev fremsat mod sagsøgeren, men også mod en af hendes kolleger i Newsdesk Hotline, ikke urimelig eller overdreven. Endelig konstaterer Retten, at en person i EbS i en e-mail, der var affattet på spansk som svar på sagsøgerens e-mail og kontorchefens e-mail, udtrykkeligt havde anfægtet rigtigheden af sagsøgerens påstand om, at hun havde forsøgt at kontakte denne tjeneste telefonisk, og havde også anklaget hende for at lyve og for at skyde skylden på andre.

152

Hvad angår de bebrejdelser, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier fremsatte i en e-mail af 19. marts 2012, vedrørende den omstændighed, at sagsøgeren og to af hendes kolleger ikke havde deltaget i et møde, skal det erindres, at en tjenestemand eller anden ansat er forpligtet til at finde tid til at mødes med sin overordnede, når denne indkalder vedkommende til et møde (dom af 10.7.2014, CW mod Parlamentet, F-48/13, EU:F:2014:186, præmis 123). Uafhængigt af de begrundelser, som sagsøgeren efterfølgende har givet om hendes manglende deltagelse, fremstår kontorchefkontorchefens e-mail af 19. marts 2012 derfor ikke på nogen måde som upassende for en upartisk og fornuftig iagttager.

153

Hvad angår udvekslingen af e-mails den 8. maj 2012 skal det bemærkes, at sagsøgeren i den e-mail, som hun oprindeligt sendte til chefen for kontoret for audiovisuelle medier og otte andre personer samt en tjenestegren, direkte kritiserede en anden kollega fra en anden tjeneste, idet hun antydede, at han spredte ufuldstændige oplysninger om Newsdesk Hotline. En sådan påstand, der er fremsat i en e-mail til flere modtagere, kunne imidlertid af den omtalte person blive opfattet som nedsættende bemærkninger om kvaliteten af den pågældendes arbejde, selv om sagsøgeren, når der henses til hendes funktion og lønklasse, ikke på nogen måde befandt sig i et overordnelsesforhold, der kunne have givet hende beføjelse til at foretage en vurdering og udtale sig på denne måde om kvaliteten af den pågældendes faglige indsats. Enhver tjenestemand eller anden ansat har i øvrigt pligt til ikke blot at afholde sig fra ubegrundet at rejse tvivl om vedkommendes overordnedes autoritet, men også udvise selvbeherskelse og forsigtighed, navnlig ved valget af flere modtagere i forbindelse med fremsendelsen af e-mails, som indgår i en sådan sammenhæng eller som har til formål at anfægte kvaliteten af det arbejde, som en af den pågældendes kolleger har udført.

154

Selv om chefen for kontoret for audiovisuelle medier måtte have anvendt et familiært udtryk som »[d]u bliver nødt til at holde op med [igen og igen] at ville sætte alle andre på plads«, forholder det sig ikke desto mindre således, at det under disse omstændigheder var passende og berettiget, at han forklarede sagsøgeren, at hun havde overskredet grænserne for sit kompetenceområde, og samtidig forsikrede den person, hvis arbejde var blevet anfægtet, om, at den pågældendes faglige indsats var tilfredsstillende, idet det hovedsageligt tilkom den nævnte kontorchef at foretage en vurdering af den pågældendes indsats. Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren havde formuleret sin kritik af X som en instruktion, der var indeholdt i en e-mail, som var sendt til flere modtagere, mens kontorchefen med omhu valgte kun at sende sit svar til sagsøgeren, X og den person, der var ansvarlig for planlægningen af produktionsressourcerne.

155

Hvad angår spørgsmålet om at finde en afløser for Z i forbindelse med modtagelsen af journalister i Parlamentet, viser den kontante tone, der er anvendt i e-mailen af 13. november 2012, ganske vist, at der bestod en konflikt om dette spørgsmål i forhold til sagsøgeren, og at situationen meget klart var præget af kommunikationsvanskeligheder. Denne e-mail, der indeholdt bebrejdelser, som i øvrigt var rettet til hele det berørte team, udgør imidlertid ikke som sådan en handling på skrift, som er et angreb på en persons eller andre ansatte i dette teams værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.

156

Hvad endelig angår de påståede gentagne trusler, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier skulle have fremsat, om, at han ikke havde til hensigt at forlænge sagsøgerens kontrakt, såfremt hun ikke ændrede adfærd, fremgår det af sagsakterne, at selv om det er godtgjort, at denne kontorchef udtrykte et lignende synspunkt over for samtlige ansatte i Newsdesk Hotline, nærmere bestemt i e-mailen af 13. november 2012 (jf. præmis 135 ovenfor), har sagsøgeren imidlertid ikke ført bevis for, at den nævnte kontorchef faktisk fremsatte en trussel specifikt rettet mod hende vedrørende spørgsmålet om forlængelse af hendes ansættelseskontrakt. Selv om det er korrekt, at et vidne har anført, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier bl.a. havde mindet sagsøgeren om, at »hun kun var midlertidigt ansat«, og selv om en anden person »[va]r af den opfattelse, at den pågældendes [egen] kontrakt [ville blive forlænget], fordi han ikke ha[vde] klaget«, vedrører dette imidlertid ikke spørgsmålet om sagsøgerens egen kontrakt.

157

Det forholder sig i øvrigt og under alle omstændigheder således, at sagsøgerens ansættelseskontrakt blev forlænget i hele den periode, hvor sagsøgeren var i aktiv tjeneste, og det fremgår navnlig af præmis 94 i dom af 24. april 2017, HF mod Parlamentet (T-584/16, EU:T:2017:282), at kontorchefen havde foretaget de nødvendige skridt for at sikre, at kontrakter, såsom sagsøgerens kontrakt, ville blive forlænget for et helt år, og at han inden for rammerne af sine beføjelser forsøgte så vidt muligt at sikre en forlængelse af deres ansættelse i hans enhed, der havde en længere varighed end tidligere. Det bemærkes endvidere, at selv om tonen i den e-mail af 13. november 2012, der blev sendt til samtlige Newsdesk Hotlines samarbejdspartnere, kan opfattes som familiær, og selv om det ikke kan udelukkes, at kontorchefen under det møde, der er nævnt i denne e-mail, kan have antydet, at han havde mulighed for at vurdere, hvorvidt de midlertidigt ansattes kontrakter skulle forlænges, under hensyntagen til, om hans ordre blev efterkommet, er det ikke nødvendigvis urimeligt, at en overordnet giver udtryk for sin utilfredshed med hensyn til hans underordnedes adfærd og kvaliteten af deres faglige indsats.

158

Når der henses til de forskellige omtvistede omstændigheder, der ovenfor er undersøgt hver for sig, og samtlige de andre oplysninger og begivenheder – selv om de ikke alle nødvendigvis er blevet dokumenteret – som sagsøgeren har beskrevet i sin skriftlige korrespondance, herunder de heftige ordudvekslinger, der fandt sted under møderne den 4. december 2012 og den 25. september 2014, finder Retten, at selv om stilen og tonen i visse af de skriftlige beskeder, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier sendte, og den adfærd, som han udviste under disse møder, eller under direkte bilaterale drøftelser med sagsøgeren, kunne opfattes, herunder når de sproglige formuleringer tages i betragtning, som særligt direkte og uden omsvøb og endog i visse tilfælde som uheldige og sarkastiske, forholder det sig ikke desto mindre således, at en upartisk og fornuftig iagttager ikke nødvendigvis ville opfatte den omhandlede kontorchefs adfærd som udtryk for misbrug i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, når der henses til den sammenhæng, hvori disse beskeder og denne adfærd indgik i, herunder bl.a. den omstændighed, at der bestod organisatoriske vanskeligheder, men også den tone, som sagsøgeren selv anvendte i visse af de e-mails, som hun sendte til sin overordnede eller andre kolleger, og således som dette er blevet forklaret af visse vidner.

159

Hvad i denne forbindelse angår ansættelsesmyndighedens mulighed for at vurdere de foreholdte omstændigheder i forhold til de vanskeligheder, der var forbundet med den måde, hvorpå tjenesten fungerede, skal det bemærkes, at vurderingen af, om der foreligger psykisk chikane, kræver, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 120 ovenfor, at det undersøges, om de påståede forhold er en tilstrækkelig objektiv realitet, således at en upartisk og fornuftig iagttager, hvis følsomhed er normal, og som befinder sig i samme situation, vil anse den for at være overdreven og kritisabel. I det foreliggende tilfælde udgør de vanskeligheder, der var forbundet med den måde, hvorpå tjenesten fungerede, imidlertid en del af den sammenhæng, hvori de påståede forhold indtrådte, således at der skal tage hensyn hertil ved genskabelsen af de betingelser, som denne iagttager skal placeres i, med henblik på afgøre, hvorledes han ville have vurderet de påståede forhold, såfremt han havde overværet dem.

160

Retten finder i øvrigt i denne forbindelse, at de bebrejdelser, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier fremsatte i e-mails og under møder, ikke kun var rettet mod sagsøgeren, og at han i sin egenskab af overordnet havde ret til at udstede instruktioner, at gøre opmærksom på disse instruktioner og, når dette var tilfældet, at give udtryk for sin utilfredshed med hensyn til niveauet og kvaliteten af den faglige indsats, som de ansatte i kontoret leverede, herunder sagsøgerens indsats. Selv om arbejdsklimaet i kontoret for audiovisuelle medier ikke nødvendigvis var det bedste, hvilket synes at blive bekræftet af den omstændighed, at to af chefen for kontoret for audiovisuelle mediers medarbejdere forlod deres stillinger, gør dette det ikke muligt at godtgøre, at sagsøgeren blev udsat for psykisk chikane. Endelig synes det at følge af de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt, og af referaterne af vidneafhøringerne, at hun selv kan have bidraget til de spændinger, som ansættelsesmyndigheden henviste til i den anfægtede afgørelse, sammenholdt med skrivelsen af 8. december 2015, f.eks. ved sine e-mails af 25. september 2011 og af 28. februar og 8. maj 2012.

161

Hvad angår referaterne af vidneafhøringerne gør den måde, hvorpå disse vidneudsagn er blevet gengivet for at opfylde behovet for et sådant dokument, nemlig udfærdigelsen af det rådgivende udvalgs udtalelse, det ikke muligt at fastslå, at der er redegjort for disse vidneudsagn på en mangelfuld måde, og heller ikke, at de ikke kan tjene som et egnet materielt bevis i forbindelse med behandlingen af nærværende anbringende. Sagsøgeren kan navnlig ikke foreholde det rådgivende udvalg, at det stillede vage og irrelevante spørgsmål, idet dette udvalg rådede over et vidt skøn ved gennemførelsen af den administrative undersøgelse, som ansættelsesmyndigheden havde overladt til det at udføre.

162

Hvad angår indholdet af vidneudsagnene synes disse ganske vist at kunne bekræfte, at der bestod »kliker« af tjenestemænd eller ansatte inden for kontoret for audiovisuelle medier, hvoraf en ganske tydeligt var organiseret omkring Newsdesk Hotline, som sagsøgeren koordinerede, og organisatoriske vanskeligheder mellem de forskellige sektioner inden for denne enhed, hvilket skabte uklarhed om disse sektioners beføjelser hos Parlamentets interne og eksterne samarbejdspartnere og havde konsekvenser for samspillet mellem disse sektioner, hvilket i det foreliggende tilfælde illustreres ved omtalen af de vanskeligheder, der var forbundet med at finde en afløser for en person, der skulle holde frokostpause, de vanskeligheder, der var forbundet med tilrettelægge den måde, hvorpå visse oplysninger skulle videresendes, og de vanskeligheder, der var forbundet med at fastlægge en passende beslutningsproces for gennemførelsen af arrangementer.

163

Visse vidneudsagn synes at bekræfte rigtigheden af visse af de påstande, som sagsøgeren har fremsat med hensyn til, at chefen for kontoret for audiovisuelle medier havde en stærk personlighed, at han udviste en vis aggressivitet over for sagsøgeren, og at der bestod et vanskeligt forhold mellem kontorchefen og andre medarbejdere i dennes enhed, idet ingen af disse medarbejdere imidlertid har indgivet en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24. En række identiske om ikke de fleste vidneudsagn nævner til gengæld, at sagsøgeren udviste en upassende adfærd, hvilket bekræfter rigtigheden af den kritik, som kontorchefen fremsatte over for hende, at der bestod arbejdsrelaterede uenigheder mellem sagsøgeren og andre medarbejdere i kontoret for audiovisuelle medier, at hun havde tendens til at tilbageholde oplysninger for at gøre sig uundværlig i forhold til den måde, som Newsdesk Hotline og kontoret for audiovisuelle medier fungerede på, at hun kun i meget begrænset omfang ydede bistand til andre sektioner i kontoret for audiovisuelle medier, samt at hun udviste aggressiv adfærd og fremsatte løgne om visse dele af sin faglige indsats. Det fremgår i øvrigt af visse vidneudsagn, at den kritik, som kontorchefen fremsatte, ikke var specifikt rettet mod sagsøgeren, men den måde, som Newsdesk Hotline fungerede på, og denne sektions indsats, som sagsøgeren rent faktisk koordinerede.

164

Sammenfattende finder Retten, at selv om de forskellige sagsakter i den foreliggende sag, herunder det rådgivende udvalgs udtalelse og referaterne af vidneafhøringerne, viser, at den ledelsesstil, som chefen for kontoret for audiovisuelle medier anvendte, uden tvivl var kendetegnet ved visse svagheder, herunder fremsættelsen af upassende antydninger over for flere ansatte i denne enhed, heriblandt sagsøgeren, idet han anførte, at det stod dem »frit at søge ansættelse et andet sted«, var det imidlertid med føje og uden at tilsidesætte vedtægtens artikel 12a eller at foretage en urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder, at ansættelsesmyndigheden i den anfægtede afgørelse under henvisning til de betragtninger, der var redegjort for i skrivelsen af 8. december 2015, fastslog, at de påståede forhold ud fra en samlet vurdering ikke godtgjorde, at kontorchefen havde udvist en adfærd, der havde karakter af misbrug, over for sagsøgeren, idet en objektiv iagttager, hvis følsomhed er normal, ikke ville opfatte den faktiske situation, der er redegjort for, som et angreb på sagsøgerens værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet.

165

Der kan ikke rejses tvivl om denne konklusion ved den omstændighed, at sagsøgeren underrettede chefen for kontoret for audiovisuelle medier om, at hun havde indgivet ansøgningen om bistand, og at han efterfølgende under det kontormøde, der blev afholdt den 13. januar 2015, underrettede de ansatte i kontoret herom. Det er ganske vist korrekt, at det principielt er at foretrække, at ansættelsesmyndigheden ud fra et hensyn om at beskytte såvel det påståede offer som den påståede chikanørs faglige integritet i første omgang ikke underretter den påståede chikanør og heller ikke andre tredjemænd om, at der er indgivet en ansøgning om bistand, og ansøgerens identitet. Eftersom vedtægten ikke fastsætter specifikke bestemmelser på området, kan ansættelsesmyndigheden imidlertid under alle omstændigheder, når det påståede offer som i det foreliggende tilfælde har været genstand for en adskillelsesforanstaltning i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om bistand, beslutte at underrette den person, der er genstand for anklager i en sådan ansøgning, om, at ansøgningen er indgivet, for så vidt som videregivelsen af denne oplysning ikke skader undersøgelsens effektivitet, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag. I det foreliggende tilfælde var det endvidere nødvendigt, på sigt, at underrette de ansatte i kontoret for audiovisuelle medier om eksistensen af den administrative undersøgelse, idet de blev indkaldt til at afgive vidneudsagn for det rådgivende udvalg.

166

Det følger heraf, at sagsøgerens klagepunkt, hvorved hun inden for rammerne af det foreliggende anbringende har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden anlagde et »åbenbart urigtigt skøn« og tilsidesatte vedtægtens artikel 12a, skal forkastes.

167

Hvad angår klagepunktet om ansættelsesmyndighedens tilsidesættelse af vedtægtens artikel 24 konstaterer Retten, at eftersom denne myndighed uden at begå en retlig fejl ved anvendelsen af den definition af »psykisk chikane«, der er fastsat i vedtægtens artikel 12a, fastslog, at de faktiske omstændigheder, der var henvist til i ansøgningen om bistand, og som havde været genstand for en administrativ undersøgelse, i sidste ende ikke kunne anses for at udgøre psykisk chikane, havde den nævnte myndighed ikke pligt til at træffe yderligere bistandsforanstaltninger. I det foreliggende tilfælde var de foranstaltninger, som ansættelsesmyndigheden oprindeligt traf, nemlig forflyttelsen af sagsøgeren og indledningen af en administrativ undersøgelse, baseret på en konstatering af, at sagsøgeren i ansøgningen om bistand havde anført et tilstrækkeligt foreløbigt bevis for de faktiske omstændigheder, som hun påberåbte sig. Eftersom ansættelsesmyndigheden efter afslutningen af den administrative undersøgelse imidlertid var af den opfattelse, at der ikke forelå et tilfælde af psykisk chikane i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i vedtægtens artikel 12a, var den navnlig som følge af dens vide skønsbeføjelse ikke længere forpligtet til at træffe andre bistandsforanstaltninger og kunne derfor afslå ansøgningen om bistand i medfør af vedtægtens artikel 24.

168

Hvad angår klagepunktet om ansættelsesmyndighedens omsorgspligt var denne myndighed, selv om den ganske vist var forpligtet til at udvise åbenhed ved behandlingen af ansøgningen om bistand, som følge af den omsorgspligt, som den var forpligtet til at overholde, imidlertid i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, ikke forpligtet til at udvise større åbenhed som følge af, at sagsøgeren havde fremlagt lægeerklæringer, der dokumenterede, at hun var uarbejdsdygtig på grund af en »burn out«, eller at hun havde befundet sig i en situation med psykisk chikane. Ansættelsesmyndigheden var nemlig fortsat forpligtet til at undersøge denne ansøgning om bistand i lyset af den definition, der er fastsat i vedtægtens artikel 12a, stk. 3. Det følger i denne forbindelse af fast retspraksis, at selv om de af sagsøgeren fremlagte lægeerklæringer måtte dokumentere, at hun havde psykiske lidelser, kan disse erklæringer imidlertid ikke godtgøre, at de nævnte lidelser nødvendigvis var resultatet af psykisk chikane i vedtægtens forstand, idet de konsulterede læger for at konstatere, at der forelå en sådan chikane, nødvendigvis udelukkende lagde vægt på den beskrivelse, som sagsøgeren gav dem af sine arbejdsvilkår ved Parlamentet (jf. i denne retning dom af 2.12.2008, K mod Parlamentet, F-15/07, EU:F:2008:158, præmis 41, og af 17.9.2014, CQ mod Parlamentet, F-12/13, EU:F:2014:214, præmis 127), og at disse læger under alle omstændigheder ikke havde til opgave at anvende definitionen i vedtægtens artikel 12a, stk. 3.

169

For så vidt som sagsøgeren inden for rammerne af det foreliggende anbringende har ønsket at anfægte lovligheden af afgørelsen om ikke at forlænge hendes kontrakt og ikke, således som hun har bekræftet, afgørelsen om afskedigelse, skal det fastslås, at dette argument åbenbart skal afvises som følge af den retskraft, der er knyttet til dom af 24. april 2017, HF mod Parlamentet (T-584/16, EU:T:2017:282).

170

På baggrund af samtlige de ovenfor anførte betragtninger skal det tredje anbringende og dermed annullationspåstandene i deres helhed forkastes.

171

Sagsøgeren har til støtte for erstatningspåstanden anført, at hun har lidt en ikke-økonomisk skade som følge af de ulovligheder, som ansættelsesmyndigheden begik i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om bistand. Sagsøgeren blev bl.a. udsat for uvished og besværligheder, og hendes sundhedstilstand blev særlig forværret efter september 2014. Sagsøgeren har af disse grunde nedlagt påstand om erstatning på 70000 EUR.

172

Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om betaling af et yderligere beløb på 20000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er indtrådt som følge af de ulovligheder, som den administrative procedure, og nærmere bestemt det arbejde, som det rådgivende udvalgt udførte, var behæftet med.

173

Sagsøgeren er nemlig af den opfattelse, at ansættelsesmyndigheden tilsidesatte princippet om en rimelig frist i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om bistand, og at det rådgivende udvalg, selv om hun havde henvendt sig til dette udvalg på en måde, der var i overensstemmelse med de smidige betingelser, der er fastsat i de interne regler om mobning, i øvrigt ikke overholdt de nævnte regler og bl.a. ikke foretog en høring af hende inden for den frist på ti dage, der er omhandlet i de nævnte regler, og faktisk ikke havde forsøgt at kontakte hende før den 3. marts 2015. Sagsøgeren har endvidere kritiseret det rådgivende udvalgs planlægning af, hvornår vidnerne skulle afhøres, idet hun bl.a. har bemærket, at der forløb mere end seks måneder mellem det tidspunkt, hvor hun blev afhørt den 25. marts 2015, og det tidspunkt, hvor de sidste vidner blev afhørt, nemlig den 6. oktober 2015. Dertil kommer den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden i første omgang i afgørelsen af 4. februar 2015 med urette fastslog, at sagen var afsluttet. Endelig har sagsøgeren anført, at hun også har lidt en ikke-økonomisk skade som følge af den omstændighed, at høringerne for det rådgivende udvalg skete under tilstedeværelsen af personer, der ikke var en del af dette udvalg, og som derfor fik adgang til fortrolige oplysninger om hende.

174

Parlamentet har nedlagt påstand om, at erstatningspåstanden skal forkastes, idet det har anført, at ansættelsesmyndigheden i det foreliggende tilfælde øjeblikkeligt traf bistandsforanstaltninger, nemlig ved at beslutte at forflytte sagsøgeren, der på daværende tidspunkt var sygemeldt, og at indlede en administrativ undersøgelse. Ansættelsesmyndigheden er endvidere af den opfattelse, at sagsøgeren ikke til det rådgivende udvalg indgav en klage i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i de interne regler om mobning, idet formanden for det rådgivende udvalg kun i kopi modtog ansøgningen om bistand, der var sendt til ansættelsesmyndigheden, i sin egenskab af chef for kontoret for menneskelige ressourcer under Direktoratet for Ressourcer i GD for »Personale«, og ikke i sin egenskab af formand for det rådgivende udvalg. Endelig har Parlamentet anført, at sagsøgeren ikke har redegjort for, hvilke fortrolige oplysninger der blev afsløret over for tredjemand.

175

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk skade skal forkastes, når der er nær sammenhæng mellem denne og den annullationspåstand, som er blevet afvist eller forkastet som ugrundet (dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 69; jf. ligeledes i denne retning dom af 6.3.2001, Connolly mod Kommissionen, C-274/99 P, EU:C:2001:127, præmis 129, og af 14.9.2006, Kommissionen mod Fernández Gómez, C-417/05 P, EU:C:2006:582, præmis 51).

176

Den del af erstatningspåstanden, der har en nær sammenhæng med annullationspåstandene, skal derfor forkastes som ugrundet.

177

For så vidt angår den del af erstatningspåstanden, der vedrører en ikke-økonomisk skade, som hævdes at være forbundet med ulovligheder, der kan adskilles fra de ulovligheder, som den anfægtede afgørelse er behæftet med, nemlig den omstændighed, at samarbejdet i det rådgivende udvalg ikke fungerede, bemærker Retten, at sagsøgeren under alle omstændigheder havde ret til at indgive en ansøgning om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24 til ansættelsesmyndigheden, uden at det kunne kræves, at hun forudgående havde forelagt sagen for det rådgivende udvalg (dom af 16.5.2017, CW mod Parlamentet, T-742/16 RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:338, præmis 54).

178

Det skal endvidere konstateres, at sagsøgeren sendte ansøgningen om bistand til generalsekretæren og kun i kopi til det rådgivende udvalgs formand, Parlamentets formand og generaldirektøren for personale. Det følger heraf, at sagsøgeren sendte ansøgningen om bistand i kopi til de tre sidstnævnte personer og udelukkende til information. Sagsøgeren kan derfor ikke hævde, at hun forskriftsmæssigt indbragte sin sag for det rådgivende udvalg. Sagsøgeren kan således ikke foreholde Parlamentet, at det ikke sikrede, at dette interne organ, der er uafhængigt af ansættelsesmyndigheden, overholdt de interne regler om mobning, herunder navnlig den forpligtelse, som påhviler det rådgivende udvalg, som omhandlet i de nævnte reglers artikel 11, til at høre det påståede offer inden for en frist på ti arbejdsdage, efter at den pågældende har anmodet herom.

179

Hvad angår behandlingstiden for ansøgningen om bistand, der blev indgivet den 11. december 2014, var den på næsten 18 måneder, hvilket udgør en forholdsvis lang periode. Det skal imidlertid konstateres, at generaldirektøren for personale i første omgang afgav unøjagtige og endog selvmodsigende svar i sine skrivelser af 4. februar og 4. marts 2015 med hensyn til, at der skulle være truffet en stiltiende afgørelse om afslag på ansøgningen om bistand. Når dette er sagt, konstaterede generalsekretæren i overensstemmelse med princippet om god forvaltning i afgørelsen af 20. august 2015 som svar på sagsøgerens klage på dette punkt, at ansættelsesmyndigheden havde givet fejlagtige oplysninger. Dette aspekt af sagen har i øvrigt allerede ført til, at Parlamentet blev pålagt at betale halvdelen af de omkostninger, som sagsøgeren afholdt i forbindelse med den sag, der gav anledning til dom af 24. april 2017, HF mod Parlamentet (T-570/16, EU:T:2017:283).

180

Hvad angår den undersøgelse, som det rådgivende udvalg foretog, blev denne undersøgelse faktisk gennemført i den periode, der forløb fra det tidspunkt, hvor generaldirektøren for personale indbragte sagen for det rådgivende udvalg, nemlig den 2. februar 2015, og det tidspunkt, hvor dette udvalg afgav sin rådgivende udtalelse, nemlig den 12. oktober 2015, dvs. en periode på otte måneder. Selv om denne periode på mere end otte måneder er udtryk for en vis langsommelighed i det rådgivende udvalgs arbejde, er den imidlertid ikke urimelig, når der henses til antallet af vidner, der blev afhørt, arten og antallet af de påstande, som sagsøgeren havde fremsat, og den omstændighed, at det rådgivende udvalgs møder som følge af, at de personer, der deltog i dette rådgivende organ, kom fra forskellige tjenestegrene, ikke kunne afholdes regelmæssigt, og at dette udvalg var nødt til at afhøre andre vidner, som dette udvalg havde indkaldt for at afgive udtalelser i andre sager end sagsøgerens sag.

181

Hvad angår den periode, der forløb mellem det tidspunkt, hvor den rådgivende udtalelse blev sendt til generalsekretæren, og tidspunktet for den anfægtede afgørelse, nemlig syv måneder, skyldtes denne varighed den omstændighed, at sagsøgeren udøvede sin ret til at blive hørt vedrørende grundene til, at ansættelsesmyndigheden påtænkte at meddele afslag på hendes klage.

182

Retten finder således, at varigheden af den periode, som ansættelsesmyndigheden anvendte til at behandle ansøgningen om bistand, samlet set ikke var urimelig i det foreliggende tilfælde.

183

Hvad angår sagsøgerens påstand om, at der blev videregivet fortrolige oplysninger om hende til personer, der ikke var medlem af det rådgivende udvalg, konstaterer Retten ud over, at denne påstand ikke på nogen måde er underbygget, at det fremgår af referaterne af høringerne, at alle de personer, der var til stede, var medlemmer af eller suppleanter til det rådgivende udvalg, som bestod af ni medlemmer og to sekretærer i alt. Den i denne forbindelse anførte argumentation skal derfor ikke tages til følge.

184

Det fremgår af det ovenstående, at erstatningspåstanden skal forkastes.

185

Følgelig skal søgsmålet i sin helhed forkastes som ugrundet.

186

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Dog kan Retten, når det er påkrævet af rimelighedshensyn, ifølge procesreglementets artikel 135 beslutte, at en part, der taber sagen, ud over at bære sine egne omkostninger alene skal betale en brøkdel af modpartens omkostninger, eller at parten slet ikke skal afholde disse. Retten kan endvidere pålægge endog en vindende part helt eller delvis at betale sagsomkostningerne, såfremt det synes berettiget, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget, og navnlig såfremt denne har påført modparten udgifter, som Retten finder er påført unødvendigt eller af ond vilje.

187

I det foreliggende tilfælde konstaterer Retten, at ansættelsesmyndigheden ikke fremsendte det rådgivende udvalgs udtalelse til sagsøgeren, således at hun kunne fremsætte sine bemærkninger til de grunde, der var anført i skrivelsen af 8. december 2015 til støtte for afslaget på ansøgningen om bistand. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt generaldirektøren for personale og generalsekretæren rådede over denne udtalelse og det rådgivende udvalgs referater af vidneudsagnene i forbindelse med vedtagelsen af henholdsvis den anfægtede afgørelse og afgørelsen om afslag på klagen, har Parlamentet givet åbenbart selvmodsigende svar, således som sagsøgeren med føje anførte i sine bemærkninger af 26. marts 2018. Parlamentet anførte nemlig i sit svar på det samme spørgsmål fra Retten i denne forbindelse, nemlig i sit svar af 15. december 2017 og i retsmødet, at generaldirektøren for personale og generalsekretæren kun havde rådet over et mundtligt referat, som formanden for det rådgivende udvalg havde givet, mens generalsekretæren efterfølgende som svar på en udtrykkelig opfordring fra Retten, der blev fremsat efter retsmødet og uafhængigt af den datofejl, som sagsøgeren havde henvist til, den 7. marts 2018 bekræftede, at generaldirektøren for personale og generalsekretæren selv havde rådet over det rådgivende udvalgs udtalelse og referaterne af vidneudsagnene.

188

Retten finder under disse omstændigheder, at Parlamentets holdning bør begrunde, at Parlamentet pålægges at bære sine egne omkostninger, og at det endvidere pålægges at betale en fjerdedel af sagsøgerens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Om søgsmålets genstand

Om påstanden om annullation

Om det første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, retten til at blive hørt og kontradiktionsprincippet

– Indledende bemærkninger om behandlingen af en ansøgning om bistand i henhold til vedtægten

– Om ansættelsesmyndighedens forpligtelse til at videresende det rådgivende udvalgs udtalelse til sagsøgeren før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse

– Om ansættelsesmyndighedens forpligtelse til at videresende referaterne af vidneafhøringerne til sagsøgeren før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse

– Om konsekvenserne af tilsidesættelsen af retten til at blive hørt som følge af den manglende fremsendelse af det rådgivende udvalgs udtalelse under den administrative procedure

Om det andet anbringende om processuelle fejl, for så vidt som den procedure, som det rådgivende udvalg fulgte, ikke var forskriftsmæssig og var partisk

Om det tredje anbringende om »åbenbart urigtige skøn«, tilsidesættelse af bistandspligten og omsorgspligten og tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a og 24

– Om begrebet »psykisk chikane« i vedtægten

– Om den påståede omtvistede adfærd

– Om den individuelle vurdering af de forskellige omtvistede handlinger

– Om den samlede vurdering af den omtvistede adfærd

– Om de øvrige klagepunkter

Om påstanden om erstatning

Sagsomkostninger