–

den litauiske regering ved R. Krasuckaitė, G. Taluntytė, V. Vasiliauskienė og D. Kriaučiūnas, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved H. Tserepa-Lacombe og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF (EUT 2009, L 267, s. 7, og berigtigelse i EUT 2014, L 344, s. 29).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag anlagt af »Paysera LT« UAB, tidligere »EVP International« UAB (herefter »Paysera«), vedrørende en afgørelse truffet af Lietuvos banko Priežiūros tarnyba (tilsynstjenesten ved Litauens nationalbank), hvorved tjenesten udstedte en advarsel til Paysera som følge af en forkert anvendelse af metoderne til beregning af kapitalgrundlaget på visse betalingstransaktioner (herefter »den anfægtede afgørelse«).

3

Følgende fremgår af anden, syvende til niende og ellevte betragtning direktiv 2009/110:

[…]

[…]

4

Artikel 2 i direktiv 2009/110 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

5

Direktivets artikel 5 med overskriften »Kapitalgrundlag« bestemmer i stk. 2 og 3:

»2.   I forhold til de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), og som ikke er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, skal det kapitalgrundlag, som e-pengeinstitutter skal være i besiddelse af, beregnes i henhold til en af de tre metoder (A, B eller C) i artikel 8, stk. 1 og 2, i direktiv 2007/64/EF. De kompetente myndigheder bestemmer i overensstemmelse med national lovgivning, hvilken metode der er den mest hensigtsmæssige.

I forhold til de aktiviteter, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, skal det kapitalgrundlag, som e-pengeinstitutter skal være i besiddelse af, beregnes i henhold til metode D, som fastsat i stk. 3.

E-pengeinstitutter skal til enhver tid være i besiddelse af et kapitalgrundlag, der er mindst lig med summen af de krav, der er omhandlet i første og andet afsnit.

3.   Metode D: Kapitalgrundlaget for e-pengeinstitutter skal for de aktiviteter, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, mindst være lig med 2% af de gennemsnitligt udestående elektroniske penge.«

6

Samme direktivs artikel 6, der har overskriften »Aktiviteter«, fastsætter følgende i stk. 1, litra a):

»1.   Foruden at udstede elektroniske penge må e-pengeinstitutter udøve følgende aktiviteter:

a) udbyde de betalingstjenester, der er anført i bilaget til direktiv 2007/64/EF.«

7

Artikel 11 i direktiv 2009/110, der har overskriften »Udstedelse og genindløsning«, bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at udstedere af elektroniske penge udsteder elektroniske penge til pariværdi ved modtagelse af midler.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at udstedere af elektroniske penge når som helst og til pariværdi indløser pengeværdien af elektroniske penge efter anmodning fra indehaveren af elektroniske penge.«

8

Artikel 4 i direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (EUT 2007, L 319, s. 1, og berigtigelse i EUT 2009, L 187, s. 5, og EUT 2014, L 358, s. 50), der har overskriften »Definitioner«, bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

9

Direktivets artikel 8, der har overskriften »Beregning af kapitalgrundlag«, bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Uanset de krav til startkapitalen, der er fastsat i artikel 6, kræver medlemsstaterne, at betalingsinstitutterne til enhver tid har et kapitalgrundlag, der beregnes i henhold til én af følgende tre metoder som fastlagt af de kompetente myndigheder i overensstemmelse med national lovgivning:

Metode A

Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med 10% af de faste omkostninger for det foregående år. De kompetente myndigheder kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i betalingsinstituttets virksomhed siden det foregående år. Har betalingsinstituttet endnu ikke gennemført et helt års drift på datoen for beregningen, kræves det, at selskabets kapitalgrundlag svarer til mindst 10% af de tilsvarende faste omkostninger, der indgår i forretningsplanen, medmindre denne plan af de kompetente myndigheder kræves tilpasset.

Metode B

Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal udgøre et beløb, der mindst er lig med summen af følgende elementer multipliceret med den omregningsfaktor k, der er defineret i stk. 2, hvor betalingsvolumenet (BV) repræsenterer en tolvtedel af det samlede beløb for de betalingstransaktioner, som betalingsinstituttet har gennemført i det foregående år:

Metode C

Betalingsinstituttets kapitalgrundlag skal mindst udgøre det samme beløb som den relevante indikator som defineret i litra a) multipliceret med den multiplikationsfaktor, der er defineret i litra b), som igen multipliceres med omregningsfaktoren k som defineret i stk. 2:

2.   Den omregningsfaktor k, der anvendes ved metode B og C, fastsættes til:

10

Bilaget til direktiv 2007/64, der har overskriften »Betalingstjenester [artikel 4, nr. 3)]«, indeholder listen over de aktiviteter, der betragtes som sådanne:

»1.   Tjenester, der muliggør, at kontantbeløb placeres på en betalingskonto, samt alle transaktioner, der er nødvendige for drift af en betalingskonto.

2.   Tjenester, der muliggør kontanthævninger fra en betalingskonto, samt alle transaktioner, der er nødvendige for drift af en betalingskonto.

3.   Gennemførelse af betalingstransaktioner, herunder overførsler af midler til en betalingskonto hos brugerens udbyder af betalingstjenester eller hos en anden udbyder af betalingstjenester:

4.   Gennemførelse af betalingstransaktioner, når midlerne er dækket af en betalingstjenestebrugers kreditlinje:

5.   Udstedelse og/eller indløsning af betalingsinstrumenter.

6.   Pengeoverførselsvirksomhed.

7.   Gennemførelse af betalingstransaktioner, hvor betalerens samtykke til at gennemføre en betalingstransaktion meddeles ved hjælp af alle former for telekommunikation, digitalt udstyr eller IT-udstyr, og betalingen sker til den operatør, der driver telekommunikationssystemet, IT-systemet eller netværket, og som kun handler som mellemmand mellem brugeren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser.«

11

Paysera er et litauisk selskab, der har tilladelser udstedt af Lietuvos bankas (Litauens nationalbank) til at drive virksomhed som e-pengeinstitut og betalingsinstitut, i henhold til hvilke selskabet har ret til at udstede elektroniske penge og levere tjenesteydelser knyttet til udstedelsen af sådanne penge samt andre betalingstjenester.

12

Efter en kontrol af Payseras virksomhed gennemført af tilsynstjenesten ved Litauens nationalbank udstedte denne ved den anfægtede afgørelse en advarsel til selskabet og pålagde det at bringe overtrædelsen af reglerne om beregning af kapitalgrundlaget for e-pengeinstitutter til ophør.

13

Tilsynstjenesten ved Litauens nationalbank nægtede således at anerkende følgende af sagsøgeren i hovedsagens aktiviteter som betalingstjenester knyttet til udstedelsen af elektroniske penge:

14

Da Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale forvaltningsdomstol i Vilnius, Litauen) ved afgørelse af 13. januar 2016 efterfølgende frifandt Lietuvos bankas i søgsmålet til prøvelse af den anfægtede afgørelse, iværksatte sagsøgeren i hovedsagen appel ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol).

15

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om tjenesteydelse I og II skal betegnes som »betalingstjenester, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge«.

16

På denne baggrund har Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»[Bør] artikel 5, stk. 2, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, litra a), i [direktiv 2009/110] fortolkes således, at følgende under omstændigheder som de i denne sag omhandlede skal anses for betalingstjenester, der (ikke) er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge:

17

Den forelæggende ret ønsker med det præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, stk. 2, i direktiv 2009/110 skal fortolkes således, at tjenesteydelser som de i hovedsagen omhandlede, der leveres af e-pengeinstitutter i forbindelse med betalingstransaktioner, udgør aktiviteter, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge.

18

Det bemærkes i denne forbindelse, at e-pengeinstitutter i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 5 skal opfylde visse krav til kapitalgrundlag.

19

Det fremgår navnlig af direktivets artikel 5, stk. 2 og 3, at i forhold til de aktiviteter, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, skal det kapitalgrundlag, som e-pengeinstitutter skal være i besiddelse af, beregnes i henhold til metode D og mindst være lig med 2% af de gennemsnitligt udestående elektroniske penge.

20

I forhold til de aktiviteter, som ikke er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, og som derfor udgør betalingstjenester som omhandlet i artikel 4, nr. 3), i direktiv 2007/64, beregnes det kapitalgrundlag, som e-pengeinstitutter skal være i besiddelse af, derimod i henhold til én af de tre metoder (A, B eller C), som er angivet i dette direktivs artikel 8, stk. 1 og 2.

21

Det følger heraf, at henset til de kapitalgrundlagsbeløb, som er forbundet med hver af disse metoder, skal et e-pengeinstitut have et større kapitalgrundlag, når dette skal beregnes i henhold til metode A, B eller C, end når det skal beregnes i henhold til metode D.

22

Det må derfor fastslås, at artikel 5, stk. 2 og 3, i direktiv 2009/110 hvad angår betalingstjenester, som er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, danner en undtagelse fra de regler om kapitalgrundlag, som er fastsat i direktiv 2007/64, for så vidt som disse tjenester er knyttet til virksomhed med udstedelse af elektroniske penge.

23

Med henblik på at fastslå, om de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser udgør aktiviteter, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, skal det således afgøres, om tjenesterne er uløseligt knyttet til udstedelsen eller genindløsningen af elektroniske penge.

24

Begrebet »udstedelse af elektroniske penge« er ikke defineret i direktiv 2009/110, idet dette blot i artikel 2, stk. 2, angiver, at begrebet »elektroniske penge« skal forstås som en elektronisk eller magnetisk lagret pengeværdi som repræsenteret ved et krav på udstederen, der er udstedt efter modtagelse af midler med henblik på at gennemføre betalingstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 5), i direktiv 2007/64, og som accepteres af en anden fysisk eller juridisk person end udstederen af elektroniske penge.

25

Artikel 4, nr. 5), i direktiv 2007/64 definerer på sin side en betalingstransaktion som en handling, der initieres af en betaler eller en betalingsmodtager med henblik på at indbetale, overføre eller hæve midler uden hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og betalingsmodtageren. Som det desuden fremgår af direktivets artikel 4, nr. 3), sammenholdt med bilaget til dette, udgør gennemførelse af en betalingstransaktion, herunder overførsel af midler til en betalingskonto, en betalingstjeneste.

26

Det skal i øvrigt fremhæves, at artikel 11, stk. 2, i direktiv 2009/110 forpligter udstedere af elektroniske penge til når som helst og til pariværdi at indløse pengeværdien af elektroniske penge efter anmodning fra indehaveren af elektroniske penge.

27

Hvad angår begrebet »genindløsning«, som ikke er defineret i direktiv 2007/64 og direktiv 2009/110, består dette i genomregning af de elektroniske penge til deres pariværdi og efterfølgende betaling af midlerne efter instruks fra indehaveren af elektroniske penge. I denne forbindelse kræver disse direktiver ikke, at midlerne indbetales på den konto, som tilhører indehaveren af elektroniske penge, eller på en tredjemands konto.

28

Når udstedelsen af elektroniske penge ubetinget og automatisk medfører en ret til genindløsning, omfatter begrebet »betalingstjeneste knyttet til udstedelsen af elektroniske penge« også genindløsning af elektroniske penge som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2009/110.

29

En betalingstjeneste, der leveres med det formål at muliggøre genindløsning af de elektroniske penge til pariværdi, udgør således en aktivitet, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge.

30

Med henblik på at fastslå, om de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelser udgør betalingstjenester, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, skal det derfor afgøres, om leveringen af disse tjenester udløser udstedelse eller genindløsning af de elektroniske penge i forbindelse med én og samme betalingstransaktion.

31

I denne henseende består tjenesteydelse I i en betalingstransaktion, hvorved e-pengeinstituttet efter instruks fra indehaveren af de elektroniske penge indløser pengene til pariværdi og overfører dem til tredjemands bankkonto.

32

For så vidt som midlerne alene indløses med henblik på overførsel og i forbindelse med én og samme betalingstransaktion, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, kan en tjeneste som tjenesteydelse I anses for at være knyttet til udstedelsen af elektroniske penge som omhandlet i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2009/110.

33

Hvad angår tjenesteydelse II består denne i en transaktion, hvorved køberen af varer eller tjenesteydelser efter sælgerens instruks i denne forbindelse overfører midler til e-pengeinstituttet, som efter modtagelse af midlerne udsteder elektroniske penge til fordel for sælgeren (indehaveren af elektroniske penge).

34

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse er en tjeneste som tjenesteydelse II ligeledes direkte knyttet til udstedelsen af elektroniske penge, når overførslen af midler automatisk og i forbindelse med én enkelt betalingstransaktion udløser udstedelse af elektroniske penge. Overførslen af midler er således knyttet til udstedelsen af elektroniske penge.

35

Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, stk. 2, i direktiv 2009/110 skal fortolkes således, at tjenesteydelser som de i hovedsagen omhandlede, der leveres af e-pengeinstitutter i forbindelse med betalingstransaktioner, udgør aktiviteter, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge i denne bestemmelses forstand, hvis disse tjenesteydelser udløser udstedelse eller genindløsning af elektroniske penge i forbindelse med én og samme betalingstransaktion.

36

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 5, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, ændring af direktiv 2005/60/EF og 2006/48/EF og ophævelse af direktiv 2000/46/EF skal fortolkes således, at tjenesteydelser som de i hovedsagen omhandlede, der leveres af e-pengeinstitutter i forbindelse med betalingstransaktioner, udgør aktiviteter, der er knyttet til udstedelsen af elektroniske penge i denne bestemmelses forstand, hvis disse tjenesteydelser udløser udstedelse eller genindløsning af elektroniske penge i forbindelse med én og samme betalingstransaktion.