–

Caisse de retraite du personnel navigant professionnel de l’aéronautique civile (CRPNPAC) ved avocats A. Lyon-Caen og S. Guedes,

–

Vueling Airlines SA ved avocats D. Calciu, B. Le Bret, F. de Rostolan og E. Logeais,

–

Jean-Luc Poignant ved avocats A. Lyon-Caen og S. Guedes,

–

den franske regering ved D. Colas, A. Alidière, A. Daly og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og J. Pavliš, som befuldmægtigede,

–

Irland ved M. Browne, G. Hodge, K. Skelly, N. Donnelly og A. Joyce, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Van Hoof og D. Martin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (EFT 1997, L 28, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 631/2004 af 31. marts 2004 (EUT 2004, L 100, s. 1) (herefter »forordning nr. 1408/71«), samt af artikel 11, stk. 1, og artikel 12a, stk. 1a, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97 (EFT 1997, L 28, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 647/2005 af 13. april 2005 (EUT 2005, L 117, s. 1) (herefter »forordning nr. 574/72«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med to tvister, den ene mellem Caisse de retraite du personnel navigant professionnel de l’aéronautique civile (CRPNPAC) og Vueling Airlines SA (herefter »Vueling«) og den anden mellem Vueling og Jean-Luc Poignant, vedrørende E 101-attester udstedt af den kompetente spanske institution vedrørende flyvende personel hos Vueling, der udfører deres arbejde i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle (Frankrig).

3

Afsnit II i forordning nr. 1408/71, der havde overskriften »Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«, indeholdt forordningens artikel 13-17.

4

Denne forordnings artikel 13, der havde overskriften »Almindelige regler«, fastsatte følgende:

»1.   Med forbehold af artikel 14c og 14f er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2.   Med forbehold af artikel 14 til 17:

[…]«

5

Den nævnte forordnings artikel 14, der havde overskriften »Særlige regler, der finder anvendelse på personer, bortset fra søfolk, som har lønnet beskæftigelse«, bestemte følgende:

»Reglen i artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse under iagttagelse af følgende undtagelser og særregler:

[…]«

6

Afsnit IV i forordning nr. 1408/71, der havde overskriften »Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring«, indeholdt artikel 80 med overskriften »Sammensætning og virksomhed«, som bestemte følgende i stk. 1:

»Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, i det følgende benævnt »den administrative kommission«, der er oprettet under Kommissionen, består af en regeringsrepræsentant for hver af medlemsstaterne, eventuelt bistået af tekniske rådgivere. En repræsentant for Kommissionen deltager i den administrative kommissions møder, med status som rådgiver.«

7

Nævnte forordnings afsnit VI, der havde overskriften »Forskellige bestemmelser«, indeholdt artikel 84a med overskriften »Forholdet mellem institutionerne og de personer, der er omfattet af denne forordning«, som bestemte følgende i stk. 3:

»Hvis fortolkningen eller anvendelsen af denne forordning giver anledning til vanskeligheder, som kan bringe rettighederne for en af forordningen omfattet person i fare, kontakter institutionen i den kompetente stat eller i den stat, hvor den pågældende har bopæl, institutionen eller institutionerne i den eller de øvrige berørte medlemsstater. Findes der ikke en løsning inden for en rimelig frist, kan de berørte myndigheder forelægge sagen for Den Administrative Kommission.«

8

Forordning nr. 1408/71 blev med virkning fra den 1. maj 2010 ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 465/2012 af 22. maj 2012 (EUT 2012, L 149, s. 4, berigtiget i EUT 2004, L 200, s. 1, herefter »forordning nr. 883/2004«). Denne forordnings afsnit II med overskriften »Fastlæggelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«, der indeholder artikel 11-16, erstatter bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71, mens artikel 71 og artikel 76, stk. 6, i forordning nr. 883/2004 i det væsentlige svarer til artikel 80 og artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71.

9

Artikel 11 i forordning nr. 574/72, der havde overskriften »Formaliteter ved udstationering af en arbejdstager i henhold til forordningens artikel 14, stk. 1, og artikel 14b, stk. 1, og ved aftaler indgået i henhold til forordningens artikel 17«, bestemte følgende i stk. 1:

»Den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis lovgivning fortsat finder anvendelse, skal

[…]

udlevere arbejdstageren en attest, der bekræfter, at han fortsat er omfattet af denne lovgivning indtil et nærmere angivet tidspunkt.«

10

Artikel 12a i forordning nr. 574/72, der havde overskriften »Bestemmelser vedrørende de i forordningens artikel 14, stk. 2 og 3, artikel 14a, stk. 2, 3 og 4, og artikel 14c omhandlede personer, som normalt har lønnet eller selvstændig beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område«, bestemte følgende i stk. 1a:

»Hvis en person, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som foretager international befordring, jf. forordningens artikel 14, stk. 2, litra a), er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område virksomhedens hjemsted eller den filial eller faste repræsentation, hvor vedkommende er beskæftiget, befinder sig, eller hvor vedkommende er bosat og overvejende beskæftiget, udsteder den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den berørte stat, en attest til denne person, hvori det bekræftes, at vedkommende er omfattet af denne lovgivning.«

11

Forordning nr. 574/72 blev med virkning fra den 1. maj 2010 ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004 (EUT 2009, L 284, s. 1).

12

Artikel 5 i forordning nr. 987/2009 har følgende ordlyd:

»1.   De dokumenter, der er udstedt af en medlemsstats institution, og som viser en persons situation i forbindelse med anvendelsen af grundforordningen og gennemførelsesforordningen, og anden dokumentation, på grundlag af hvilken der er udstedt dokumenter, skal accepteres af de øvrige medlemsstaters institutioner, så længe de ikke er blevet trukket tilbage eller erklæret ugyldige af den medlemsstat, hvor de er udstedt.

2.   Hvis der rejses tvivl om dokumentets gyldighed eller om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som oplysningerne i dokumentet bygger på, anmoder institutionen i den medlemsstat, der modtager dokumentet, den udstedende institution om de fornødne uddybende forklaringer og evt. om, at dokumentet trækkes tilbage. Den udstedende institution tager grundene til udstedelsen af dokumentet op til revision og trækker det om nødvendigt tilbage.

3.   I medfør af stk. 2 foretager institutionen på opholds- eller bopælsstedet, hvis der rejses tvivl om de oplysninger, som de pågældende personer har fremlagt, gyldigheden af et dokument eller af underbyggende dokumentation eller om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som oplysningerne i dokumentet bygger på, efter anmodning fra den kompetente institution den nødvendige kontrol af disse oplysninger eller dokumenter, så vidt dette er muligt.

4.   Hvis de berørte institutioner ikke når til enighed, kan sagen forelægges for Den Administrative Kommission af de kompetente myndigheder tidligst en måned efter datoen for forelæggelsen af anmodningen fra den institution, der modtog dokumentet. Den Administrative Kommission skal søge at forlige synspunkterne inden for seks måneder efter den dato, hvor den fik sagen forelagt.«

13

Artikel L. 1262-3 i code du travail (lov om arbejdsforhold) bestemte, i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagerne, følgende:

»En arbejdsgiver kan ikke påberåbe sig bestemmelserne om udstationering af arbejdstagere, når hans virksomhed fuldt ud er rettet mod det nationale område eller udføres i lokaler eller med infrastrukturer, som er beliggende på det nationale område, og hvorfra virksomheden udøves på sædvanlig, fast og vedvarende vis. Arbejdsgiveren kan navnlig ikke påberåbe sig disse bestemmelser, når hans virksomhed består i at opsøge og hverve nye kunder eller i at rekruttere medarbejdere på dette område.

I disse situationer er arbejdsgiveren underlagt de bestemmelser i lov om arbejdsforhold, som finder anvendelse på virksomheder med hjemsted på det nationale område.«

14

Denne lovs artikel L. 8221-3 bestemte:

»For sort arbejde i form af ikkedeklarerede aktiviteter anses arbejde, der udføres med henblik på at opnå en fortjeneste ved en aktivitet i form af fremstilling, forarbejdning, reparation eller levering af tjenesteydelser eller handelsvirksomhed af enhver person, som forsætligt undlader at opfylde sine forpligtelser, og:

[…]

15

Artikel R. 330-2-1 i code de l’aviation civile (lov om civil luftfart) fastsætter følgende:

»Artikel [L. 1262-3] i lov om arbejdsforhold finder anvendelse på lufttransportvirksomheder i forhold til deres driftssteder beliggende på fransk område.

Et driftssted er et samlet antal lokaler eller infrastrukturer, hvorfra en virksomhed udøver lufttransportvirksomhed af fast, sædvanlig og vedvarende karakter med arbejdstagere, som dér har deres faktiske midtpunkt for deres erhvervsudøvelse. Ifølge ovenstående bestemmelser er det faktiske midtpunkt for en arbejdstagers erhvervsudøvelse det sted, hvor vedkommende sædvanligvis arbejder eller tiltræder tjenesten, og som han vender tilbage til, efter at arbejdet er fuldført.«

16

Vueling er et luftfartsselskab, som har hjemsted i Barcelona (Spanien), og som er opført i registre du commerce et des sociétés de Bobigny (handels- og selskabsregistret i Bobigny, Frankrig) på grund af oprettelsen af et forretningssted for lufttransport- og groundhandlingydelser i terminal I i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle. Den 21. maj 2007 begyndte selskabet at gennemføre regelmæssige flyvninger mellem flere spanske byer og denne lufthavn.

17

Som følge af kontroller, der var blevet udført fra januar 2008, udfærdigede inspection du travail des transports de Roissy III aéroport (Frankrig) (herefter »arbejdstilsynet«) den 28. maj samme år en rapport om sort arbejde, der var rettet til Vueling.

18

I denne rapport konstaterede arbejdstilsynet, at Vueling i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle rådede over lokaler beregnet til forretningsmæssige drifts- og ledelsesopgaver, hvile- og forberedelsesrum til det flyvende personel og et kontor, der førte tilsyn med billetskranken og indregistreringen af passagerer, og at selskabet dér beskæftigede dels 50 personer som kabinepersonale og 25 personer som cockpitbesætning, hvis kontrakter var underlagt spansk ret, dels personale på jorden, herunder en salgsdirektør, hvis kontrakter var undergivet fransk ret.

19

Arbejdstilsynet konstaterede, at det kun var personalet på jorden, der var registreret ved de franske sociale sikringsorganer, og at det flyvende personel var i besiddelse af E 101-attester udstedt af Tesorería general de la seguridad social de Cornellà de Llobregat (den almindelige kasse for social sikring i Cornellà de Llobregat, Spanien) (herefter »den spanske udstedende institution«), der bekræftede, at de var midlertidigt udstationeret i Frankrig i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71. Arbejdstilsynet konstaterede, at 48 arbejdstagere var blevet ansat mindre end 30 dage før datoen for deres faktiske udstationering i Frankrig, nogle af dem dagen før eller samme dag som denne dato, og det konkluderede på denne baggrund, at de var blevet ansat med henblik på udstationering. Arbejdstilsynet anførte ligeledes, at for 21 af disse arbejdstagere angav lønsedlen en adresse i Frankrig, og at et betydeligt antal af udstationeringserklæringerne indeholdt urigtige erklæringer om bopæl, som skjulte det forhold, at størstedelen af de udstationerede arbejdstagere ikke havde spansk bopæl, og at visse endda aldrig havde boet i Spanien.

20

Arbejdstilsynet konstaterede desuden, at Vueling havde et driftssted som omhandlet i artikel R. 330-2-1 i lov om civil luftfart i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle, eftersom selskabets flyvende personel tiltrådte og fratrådte tjenesten fra denne lufthavn. Det udledte heraf, at Vueling ikke i henhold til artikel L 1262-3 i lov om arbejdsforhold kunne påberåbe sig bestemmelserne om udstationering af arbejdstagere.

21

Arbejdstilsynet konkluderede ligeledes på denne baggrund, at de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere var undergivet den franske lov om arbejdsforhold og ikke kunne anses for at være udstationerede arbejdstagere. Det var i øvrigt af den opfattelse, at udstationeringen var udtryk for svigagtig adfærd, og at der forelå skade både for de pågældende arbejdstagere, som bl.a. blev udelukket fra rettigheder i henhold til den franske sociale sikringsordning, og for samfundet som helhed, idet arbejdsgiveren ikke havde betalt de skyldige beløb til denne ordning. Hvad angår det forhold, at arbejdstagerne var i besiddelse af en E 101-attest, var det arbejdstilsynets opfattelse, at selv om en sådan attest skabte en formodning for tilknytning til en social sikringsordning, var den ikke et bevis for, at der var foretaget en gyldig udstationering.

22

På grundlag af denne rapport anlagde CRPNPAC den 11. august 2008 sag ved tribunal de grande instance de Bobigny (retten i første instans i Bobigny) med påstand om erstatning for det tab, der var lidt som følge af, at det flyvende personel, som Vueling beskæftigede i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle, ikke var tilknyttet den supplerende pensionsordning, som CRPNPAC forvalter.

23

Vueling blev desuden strafforfulgt ved tribunal correctionnel de Bobigny (retten i første instans i straffesager i Bobigny, Frankrig) for sort arbejde som omhandlet i artikel L 8221-3 i lov om arbejdsforhold, idet selskabet i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle i perioden fra den 21. maj 2007 til den 16. maj 2008 forsætligt havde udøvet luftbefordring af passagerer uden at have foretaget de krævede registreringer ved de sociale sikringsorganer eller skattemyndigheden, bl.a. ved at hemmeligholde virksomheden i Frankrig og ulovligt behandle den som en udstationering af arbejdstagere, selv om de pågældende arbejdstagere var blevet ansat alene med det formål at arbejde på fransk område fra driftssteder i Frankrig.

24

I lyset af denne straffesag besluttede tribunal de grande instance de Bobigny (retten i første instans i Bobigny) at udsætte den civile retssag, som CRPNPAC havde anlagt mod Vueling, indtil der var truffet endelig afgørelse i straffesagen.

25

Ved dom af 1. juli 2010 frikendte tribunal correctionnel de Bobigny (retten i første instans i straffesager i Bobigny) Vueling.

26

Ved dom af 31. januar 2012 ophævede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) denne dom, kendte Vueling skyldigt i sort arbejde og idømte selskabet en bøde på 100000 EUR.

27

Denne domstol fremhævede først, at Vuelings cockpit- og kabinepersonale var blevet rekrutteret i Spanien, og at de pågældende arbejdstagere havde fået udstedt E 101-attester af den spanske udstedende institution på grundlag af artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, hvorefter den til støtte for dommen imidlertid fastslog, at selskabet udøvede sin virksomhed i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle fra en filial eller i hvert fald et driftssted som omhandlet i artikel R. 330-2-1 i lov om civil luftfart. Den udtalte, at den pågældende enhed havde operationel selvstændighed, og at Vueling derfor ikke kunne gøre gældende, at der var opretholdt en organisk forbindelse mellem selskabet selv og det omhandlede flyvende personel.

28

Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) fastslog ligeledes, at Vueling forsætligt havde overtrådt de gældende regler, bl.a. ved at angive adressen på selskabets hjemsted som bopæl for 41 af de omhandlede arbejdstagere, uden at have været i stand til at give nogen ordentlig forklaring, som kunne fjerne mistanken om svig, således at selskabet ikke kunne påberåbe sig en uundgåelig retlig fejl i relation til, at selskabet var i god tro om lovligheden af sine handlinger. Denne domstol fandt desuden, at selv om E 101-attesterne skabte en formodning for tilknytning til den spanske sociale sikringsordning, der var bindende for de kompetente franske sociale sikringsinstitutioner, var de ikke til hinder for, at den franske straffedomstol havde kompetence til at fastslå, at der var tale om en forsætlig overtrædelse af de lovbestemmelser, der fastlægger betingelserne for, hvornår en udstationering af arbejdstagere er gyldig i Frankrig.

29

Den 4. april 2012 gjorde Union de recouvrement des cotisations de sécurité sociale et d’allocations familiales de Seine-et-Marne (institution for opkrævning af bidrag til social sikring og familieydelser i Seine-et-Marne, Fankrig, herefter »Urssaf«) den spanske institution, som havde udstedt de omhandlede E 101-attester, opmærksom på de faktiske omstændigheder og anmodede den om at annullere attesterne.

30

Ved dom af 11. marts 2014 forkastede afdelingen for straffesager ved Cour de cassation (kassationsdomstol) den appel, som Vueling havde iværksat til prøvelse af den dom, som cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) havde afsagt den 31. januar 2012. Cour de cassation (kassationsdomstol) fastslog, at Vuelings virksomhed i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle blev udøvet på sædvanlig, fast og vedvarende vis fra lokaler eller ved hjælp af infrastrukturer, som var beliggende i Frankrig, og at Vueling derfor havde en filial eller i hvert fald et driftssted på det fransk område. Kassationsdomstolen udledte heraf, at Vueling ikke kunne påberåbe sig E 101-attesterne med henblik på at godtgøre lovligheden af udstationeringerne og forhindre en national domstol i at fastslå, at der forelå en forsætlig overtrædelse af de franske lovbestemmelser.

31

Ved afgørelse af 17. april 2014 efterkom den spanske udstedende institution Urssafs anmodning af 4. april 2012 og annullerede E 101-attesterne.

32

Den 29. maj 2014 indgav Vueling en administrativ klage over denne afgørelse.

33

Den kompetente administrative klagemyndighed afslog ved afgørelse af 1. august 2014 denne klage, men ved en ændret afgørelse af 5. december 2014 fastslog den imidlertid, at annullationen af E 101-attesterne skulle anses for virkningsløs. Den henholdt sig i denne forbindelse til, at det, henset til den tid, der var forløbet efter de faktiske omstændigheder, og til, at det ikke var muligt at tilbagebetale de tidligere indbetalte bidrag på grund af forældelse, ikke var hensigtsmæssigt at fastslå, at de pågældende arbejdstageres tilknytning til den spanske sociale sikring var uberettiget. Klagemyndigheden fremhævede ligeledes, at de pågældende arbejdstagere havde haft mulighed for at modtage ydelser på grundlag af disse bidrag, og at de, såfremt deres tilknytning blev bragt til ophør, ville befinde sig i en situation uden social beskyttelse. Myndigheden var endelig af den opfattelse, at en faktisk annullation af de i hovedsagen omhandlede E 101-attester ikke var begrundet, idet de alene var blevet udstedt som følge af, at de pågældende arbejdstagere var tilknyttet den spanske sociale sikringsordning.

34

Efter at Cour de cassation (kassationsdomstol) havde afsagt dom den 11. marts 2014, blev den civile sag, som CRPNPAC havde anlagt ved tribunal de grande instance de Bobigny (retten i første instans i Bobigny), genoptaget.

35

I forbindelse hermed er denne ret i tvivl om, hvorvidt E 101-attesternes bindende virkning skal anerkendes, når straffedomstolene i værtsmedlemsstaten for de berørte arbejdstagere har dømt arbejdsgiveren for sort arbejde. Der hersker navnlig tvivl om rækkevidden af artikel 11, stk. 1, litra a), og af artikel 12a, stk. 1a, i forordning nr. 574/72 og om betydningen af misbrug eller svigagtig brug af sådanne attester.

36

På denne baggrund har tribunal de grande instance de Bobigny (retten i første instans i Bobigny) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

37

Den 21. april 2007 blev Jean-Luc Poignant ansat af Vueling som andenpilot i henhold til en kontrakt affattet på engelsk, der var undergivet spansk ret. Efterfølgende blev han ved et tillæg til kontrakten af 14. juni 2007 udstationeret i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle. Denne udstationering skulle oprindeligt vare seks måneder, men blev forlænget med yderligere seks måneder til den 16. juni 2008.

38

Ved skrivelse af 30. maj 2008 opsagde Jean-Luc Poignant sin stilling, idet han bl.a. anførte, at hans kontraktmæssige situation i henhold til fransk ret var ulovlig, hvorefter han trak opsigelsen tilbage ved e-mail af 2. juni 2008. Den 9. juni 2008 meddelte han, at han havde noteret sig, at hans ansættelseskontrakt var afbrudt, idet han på ny henviste til den ulovlige situation.

39

Den 11. juni 2008 anlagde Jean-Luc Poignant sag ved conseil des prud’hommes de Bobigny (arbejdsretten i Bobigny, Frankrig) med påstand om dels, at hans opsigelse blev omklassificeret til en erklæring om afbrydelse af arbejdsforholdet, der havde virkning som en afskedigelse uden reel og saglig grund, dels om betaling af erstatning i form af bl.a. et fast beløb for sort arbejde og for det tab, der var lidt som følge af, at der ikke var betalt bidrag til den franske sociale sikringsordning i perioden fra den 1. juli 2007 til den 31. juli 2008.

40

Ved dom af 14. april 2011 forkastede arbejdsretten samtlige disse krav. Retten fandt, at Vueling havde opfyldt de gældende administrative formaliteter korrekt, navnlig ved at anmode de spanske sociale sikringsorganer om at udstede E 101-attester til selskabets ansatte. Den anførte ligeledes, at udstationeringen af Jean-Luc Poignant ikke havde haft en varighed på mere end et år, og at han ikke var blevet sendt til Frankrig med henblik på at erstatte en anden person.

41

Ved dom af 4. marts 2016 ophævede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) med henvisning til den i nærværende doms præmis 30 nævnte dom afsagt af Cour de cassation (kassationsdomstol) den 11. marts 2014 arbejdsrettens dom og pålagde Vueling at betale Jean-Luc Poignant erstatning i form af bl.a. et fast beløb for sort arbejde og for ikke at have betalt bidrag til den franske sociale sikringsordning.

42

Ifølge appeldomstolen havde Jean-Luc Poignant fremlagt tilstrækkeligt bevismateriale til at godtgøre, at hans kontraktmæssige situation var ulovlig i henhold til fransk ret. Appeldomstolen fremhævede navnlig, at Jean-Luc Poignants personlige adresse altid havde været i Frankrig, mens hans bopæl i arbejdskontrakten og tillægget vedrørende hans udstationering fiktivt var fastsat til Barcelona. Hans lønsedler blev også udstedt med angivelse af en fiktiv adresse i Barcelona.

43

Vueling har iværksat appel til prøvelse af den dom, som cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) afsagde den 4. marts 2016, ved Cour de cassation (kassationsdomstol).

44

I forbindelse med behandlingen af denne appel ønsker sidstnævnte domstol bl.a. oplyst, om den fortolkning, som Domstolen anlagde i dom af 27. april 2017, A-Rosa Flussschiff (C-620/15, EU:C:2017:309), der vedrørte en tvist, hvor der var blevet udstedt E 101-attester i henhold til artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, ligeledes gælder i forbindelse med en tvist vedrørende sort arbejde og attester udstedt i henhold til denne forordnings artikel 14, stk. 1, litra a), for arbejdstagere, der udfører deres arbejde i den medlemsstat, hvor de er statsborgere, og på hvis område det lufttransportselskab, som beskæftiger dem, har en filial, når det alene på grundlag af disse attester kan udledes, at de er blevet opnået eller gjort gældende ved svig?

45

Cour de cassation (kassationsdomstol) er desuden i tvivl om, hvorvidt princippet om EU-rettens forrang er til hinder for, at en national ret, der i henhold til den nationale lovgivning er bundet af den materielle retskraft, som en strafferetlig afgørelse har i forhold til en civilretlig afgørelse, drager konsekvenserne af en strafferetlig afgørelse, der er afsagt på en måde, der er uforenelig med EU-retten, og inden for rammerne af et civilretligt søgsmål tilpligter en arbejdsgiver at betale erstatning til en arbejdstager, alene fordi denne arbejdsgiver i en straffesag er blevet dømt for sort arbejde.

46

Afdelingen for sociale sager ved Cour de cassation (kassationsdomstol) har på denne baggrund besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

47

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 22. februar 2018 er sagerne C-370/17 og C-37/18 blevet forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

48

De forelæggende retter ønsker med deres første præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 11, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72 skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat, der skal træffe afgørelse i en retssag mod en arbejdsgiver på grund af omstændigheder, der kan vise, at E 101-attester udstedt i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 for arbejdstagere, der udfører deres arbejde i denne medlemsstat, er opnået eller anvendt ved svig, kan se bort fra disse attester.

49

Det fremgår af de oplysninger, som Domstolen råder over, at dette spørgsmål er opstået i forbindelse med tvister, hvor de franske straffedomstole har fastslået, at E 101-attester for flyvende personel i et luftfartsselskab, der har hjemsted i Spanien – i det foreliggende tilfælde Vueling – som er blevet udstedt af den spanske udstedende institution på grundlag af artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 vedrørende udstationering af arbejdstagere, burde have været udstedt i medfør af denne forordnings artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), vedrørende bl.a. arbejdstagere, der som flyvende personel i en virksomhed, som foretager international passagerbefordring, udfører deres arbejde på to eller flere medlemsstaters område og er beskæftiget af en filial, som den pågældende virksomhed har etableret i en anden medlemsstat end den, hvor virksomheden har sit hjemsted. Disse nationale domstole er af den opfattelse, at de berørte arbejdstagere i henhold til sidstnævnte bestemmelse burde have været tilknyttet den franske og ikke den spanske sociale sikringsordning. De har desuden fastslået, at dette luftfartsselskab har gjort sig skyldigt i svigagtig adfærd med det formål at omgå eller unddrage sig de retlige betingelser for udstedelse af disse attester.

50

Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til et almindeligt EU-retligt princip kan borgerne ikke påberåbe sig EU-bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

51

Ifølge Domstolens praksis vedrørende forordning nr. 1408/71 forudsætter konstateringen af svig, som gør udstedelsen af en E 101-attest fejlbehæftet, at der foreligger en samstemmende række af indicier, der godtgør tilstedeværelsen af dels et objektivt element, der består i, at de betingelser, der kræves for opnåelsen og påberåbelsen af en sådan attest, og som er fastsat i denne forordnings afsnit II, ikke er opfyldt, dels et subjektivt element, der består i, at de pågældende parter har til hensigt at omgå eller unddrage sig betingelserne for udstedelse af den nævnte attest med henblik på at opnå den dertil knyttede fordel (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 50-52).

52

En svigagtig opnåelse af en E 101-attest kan således følge enten af en forsætlig handling, såsom en urigtig fremstilling af den reelle situation for arbejdstageren eller for den virksomhed, der beskæftiger denne arbejdstager, eller af en forsætlig undladelse, såsom en fortielse af en relevant oplysning, i den hensigt at omgå betingelserne for anvendelse af denne forordnings artikel 14, stk. 1, litra a) (dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 53).

53

I det foreliggende tilfælde skal det for det første hvad angår det objektive element, som konstateringen af svig forudsætter, bemærkes, at de i hovedsagerne omhandlede E 101-attester blev udstedt af den spanske udstedende institution i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, som fastsætter, at udstationerede arbejdstagere fortsat er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har hjemsted.

54

Ifølge artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, som de forelæggende retter har henvist til, er en person, som hører til det flyvende personel i et luftfartsselskab, som foretager internationale flyvninger, og som er beskæftiget af en filial eller af en fast repræsentation, som dette selskab har i en anden medlemsstat end den, hvor det har sit hjemsted, dog omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den nævnte filial eller faste repræsentation er beliggende.

55

Anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter således, at to kumulative betingelser er opfyldt, nemlig for det første, at det pågældende luftfartsselskab har en filial eller en fast repræsentation i en anden medlemsstat end den, hvor det har sit hjemsted, og for det andet, at den omhandlede person er beskæftiget af denne enhed.

56

Med hensyn til den første betingelse er begreberne »filial« og »fast repræsentation«, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 139-142 i forslaget til afgørelse, ikke defineret i forordning nr. 1408/71, som i denne henseende heller ikke henviser til medlemsstaternes lovgivning på området, og disse begreber skal derfor undergives en selvstændig fortolkning. Ligesom ens eller lignende begreber i andre EU-retlige bestemmelser skal de forstås som henvisende til en form for sekundær etablering, der har en fast og vedvarende karakter med henblik på udøvelse af en faktisk økonomisk virksomhed, og som til dette formål råder over materielt udstyr og organiseret arbejdskraft og har en vis selvstændighed i forhold til det primære driftssted (jf. analogt dom af 30.11.1995, Gebhard, C-55/94, EU:C:1995:411, præmis 28, og af 11.4.2019, Ryanair, C-464/18, EU:C:2019:311, præmis 33).

57

Med hensyn til den anden betingelse fremgår det af Domstolens praksis vedrørende fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse i sager om individuelle arbejdsaftaler, som omhandlet i artikel 19, nr. 2), litra a), i Rådets forordning nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), at ansættelsesforholdet for et luftfartsselskabs flyvende personale har en væsentlig tilknytning til det sted, hvorfra dette personale hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren. Dette sted svarer til det sted, hvorfra nævnte personale udfører sine transportopgaver, vender tilbage til efter sine opgaver eller modtager instruktioner vedrørende sine opgaver og organiserer sit arbejde, og hvor arbejdsredskaberne befinder sig, hvilket kan være sammenfaldende med dets hjemmebase (jf. analogt dom af 14.9.2017, Nogueira m.fl., C-168/16 og C-169/16, EU:C:2017:688, præmis 60, 63, 69, 73 og 77).

58

I det foreliggende tilfælde synes det imidlertid for det første at fremgå af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, at Vueling i den periode, der er omhandlet i hovedsagerne, havde et driftssted i lufthavnen Roissy-Charles de Gaulle i national rets forstand, som kunne udgøre en filial eller en fast repræsentation som omhandlet i artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, eftersom dette selskab på fast og vedvarende måde udøvede sin lufttransportvirksomhed fra lokaler og infrastrukturer, der udgjorde et sådant driftssted, som havde en salgsdirektør, og således syntes at have en vis grad af selvstændighed. For det andet tyder de samme oplysninger ligeledes på, at det pågældende flyvende personel var beskæftiget af denne enhed i denne bestemmelses forstand, idet dette var stedet, hvorfra de opfyldte hovedparten af deres forpligtelser i forhold til deres arbejdsgiver, i den betydning, som er er angivet i præmissen ovenfor.

59

Hvad for det andet angår det subjektive element i forhold til svig fremgår det af sagsakterne for Domstolen, at Vueling selv fremlagde et dokument for cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) med oplysninger, som klart viser, at arbejdstagere, som er udstationeret ved en etablering, som deres arbejdsgiver har i Frankrig, skal være tilknyttet den franske sociale sikringsordning. Det synes desuden at fremgå af sagsakterne, at Vueling havde angivet selskabets eget hjemsted i Spanien som adresse for en betydelig del af de berørte arbejdstagere, selv om de fleste af dem aldrig havde boet i denne medlemsstat, men havde bopæl i Frankrig.

60

I lyset af det ovenstående havde de franske institutioner og retter rimelig grund til at antage, at de rådede over konkrete indicier, som gav anledning til at tro, at de i hovedsagerne omhandlede E 101-attester, som den udstedende spanske institution havde udstedt på grundlag af artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, var blevet opnået eller gjort gældende af Vueling ved svig, eftersom det omhandlede flyvende personel i selskabet reelt var omfattet af den særlige regel i denne forordnings artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), og følgelig burde have været tilknyttet den franske sociale sikringsordning.

61

Når dette er sagt, er indicier som de i hovedsagerne omhandlede ikke i sig selv tilstrækkelige som begrundelse for, at den kompetente institution i værtsmedlemsstaten for de pågældende arbejdstagere eller de nationale domstole i denne medlemsstat endeligt fastslår, at der foreligger svig, og ser bort fra de pågældende E 101-attester.

62

I denne henseende bemærkes, at ifølge det princip om loyalt samarbejde, der er fastslået i artikel 4, stk. 3, TEU – som ligeledes indebærer et princip om gensidig tillid – er E 101-attesten, for så vidt som den har til formål at lette arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser, i henhold til Domstolens faste praksis principielt bindende for den kompetente institution og for domstolene i værtsmedlemsstaten, da den skaber en formodning for, at den pågældende arbejdstager lovligt er tilknyttet den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvis kompetente institution har udstedt attesten (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 35-40, og analogt dom af 6.9.2018, Alpenrind m.fl., C-527/16, EU:C:2018:669, præmis 47).

63

Så længe E 101-attesten ikke er tilbagekaldt eller erklæret ugyldig, skal den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten derfor tage hensyn til, at den pågældende arbejdstager allerede er undergivet den sociale sikringslovgivning i den medlemsstat, hvis kompetente institution har udstedt attesten (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 41).

64

Det følger imidlertid af princippet om loyalt samarbejde, at såfremt den kompetente institution i værtsmedlemsstaten under den procedure, der er fastsat i artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, udtrykker tvivl med hensyn til rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for udstedelsen af E 101-attesten, og dermed med hensyn til de deri indeholdte angivelser, påhviler det den kompetente institution i den medlemsstat, som har udstedt denne E 101-attest, på ny at overveje, om udstedelsen er sket på et korrekt grundlag, og i givet fald tilbagekalde attesten (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 42 og 43).

65

Såfremt det ikke lykkes de pågældende institutioner at nå til enighed, navnlig om bedømmelsen af de faktiske omstændigheder, der er relevante i et konkret tilfælde, og dermed om valget af relevant bestemmelse i forordning nr. 1408/71 ved afgørelsen af, hvilken social sikringslovgivning der finder anvendelse, kan de i henhold til denne bestemmelse indbringe spørgsmålet for den i forordningens artikel 80 omhandlede administrative kommission med henblik på at forlige deres synspunkter (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 44).

66

Netop i forbindelse med en mistanke om svig er det imidlertid særligt vigtigt, at den procedure, der er indført ved artikel 84b, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, gennemføres, før de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten eventuelt endeligt fastslår, at der foreligger svig, eftersom denne procedure gør det muligt for den kompetente institution i henholdsvis udstedelsesmedlemsstaten og værtsmedlemsstaten at indlede en dialog og arbejde tæt sammen med henblik på, at de i medfør af de undersøgelsesbeføjelser, som de har i henhold til deres respektive nationale lovgivninger, efterprøver og indsamler alle relevante faktiske og retlige oplysninger, der kan af- eller bekræfte, at den tvivl, som værtsmedlemsstatens kompetente institution nærer med hensyn til omstændighederne i forbindelse med udstedelsen af de pågældende E 101-attester, er begrundet.

67

En sådan procedure kan ligeledes, idet den kompetente institution i udstedelsesmedlemsstaten kan inddrages på et tidligt stadium, give denne institution mulighed for at gøre sit synspunkt vedrørende de eventuelle konkrete indicier for svig, som den kompetente institution i værtsmedlemsstaten har fremlagt, gældende under en kontradiktorisk procedure, og den kan således eventuelt foranlediges til at annullere eller trække de pågældende E 101-attester tilbage, såfremt den skulle nå frem til den konklusion, at disse indicier godtgør, at de faktisk er opnået eller gjort gældende ved svig.

68

I denne henseende skal det særligt fremhæves, at såfremt den kompetente institution i værtsmedlemsstaten ensidigt kunne se bort fra E 101-attester udstedt af den kompetente institution i en anden medlemsstat, alene fordi der foreligger konkrete indicier for svig, selv om det på dette stadium ikke har været muligt på behørig vis endeligt at fastslå, at der foreligger svig, fordi den udstedende institution ikke har været involveret, og fordi de relevante omstændigheder i forbindelse med udstedelsen af attesterne ikke er blevet grundigt undersøgt, ville risikoen øges for, at der i strid med det princip om, at én national lovgivning finder anvendelse, som er fastsat ved bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71 (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 29), skal betales bidrag til den sociale sikringsordning i værtsmedlemsstaten, selv om der for de samme arbejdstagere allerede er betalt bidrag til den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvis nationale lovgivning ifølge attesterne finder anvendelse.

69

Hvis det tilmed efterfølgende skulle vise sig, at der fejlagtigt er blevet indbetalt bidrag til den sociale sikringsordning i sidstnævnte medlemsstat, er der risiko for, at disse bidrag ikke kan tilbagebetales, f.eks. – som i det foreliggende tilfælde – på grund af forældelsesregler i denne medlemsstat, selv om der ikke endeligt er fastslået nogen svig.

70

På samme måde vil det, hvis den procedure, der er indført ved artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, ikke gennemføres, kunne øge risikoen for, at de pågældende arbejdstagere bliver omfattet af flere medlemsstaters sociale sikringsordninger – med alle de vanskeligheder, som en sådan overlapning kan give anledning til – hvilket vil gribe ind i arbejdstagerens tilknytning til én social sikringsordning i overensstemmelse med princippet om, at én national lovgivning finder anvendelse, og gøre det vanskeligt at forudse, hvilken ordning der finder anvendelse, hvilket vil være til skade for retssikkerheden (jf. i denne retning dom af 26.1.2006, Herbosch Kiere, C-2/05, EU:C:2006:69, præmis 25).

71

Denne procedure udgør derfor en nødvendig forudsætning for, at det kan afgøres, om betingelserne for, at der kan foreligge svig, er opfyldt, og dermed for at kunne drage de relevante konsekvenser heraf med hensyn til gyldigheden af de omhandlede E 101-attester og fastlæggelsen af, hvilken social sikringslovgivning der finder anvendelse på de berørte arbejdstagere.

72

Heraf følger, at såfremt konkrete indicier giver anledning til at tro, at E 101-attester er opnået eller gjort gældende ved svig, skal den kompetente institution i værtsmedlemsstaten ikke ensidigt fastslå, at der foreligger svig, og se bort fra disse attester, men ufortøvet indlede proceduren i henhold til artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, med henblik på at den institution, der har udstedt disse attester, efter anmodning fra værtsmedlemsstatens institution i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde inden for en rimelig frist foretager en fornyet undersøgelse af, om udstedelsen af de attesterne i lyset af disse indicier er sket på et korrekt grundlag, og i de relevante tilfælde beslutter at annullere eller tilbagekalde disse, således som det fremgår af den retspraksis, der er henvist til i præmis 64 ovenfor (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 54).

73

I denne sammenhæng bemærkes, at såfremt en ret i en værtsmedlemsstat skal træffe afgørelse i en retssag mod en arbejdsgiver, som er mistænkt for at have opnået eller gjort E 101-attester gældende ved svig, kan den ikke undlade at anvende den procedure, der er indført ved artikel 84b, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, og resultatet af denne (jf. analogt dom af 11.7.2018, Kommissionen mod Belgien, C-356/15, EU:C:2018:555, præmis 96-105).

74

I denne henseende erindres om, at i henhold til artikel 288, stk. 2, TEUF er en forordning, såsom forordning nr. 1408/71, bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Desuden medfører princippet om EU-rettens forrang, ifølge hvilket EU-retten har en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret, en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 53 og 54 og den deri nævnte retspraksis).

75

Hvis man anerkendte, at en ret i værtsmedlemsstaten, som skal træffe afgørelse i en retssag anlagt af en anklagemyndighed, af den kompetente institution i denne medlemsstat eller af enhver anden person, kunne erklære en E 101-attest ugyldig alene med den begrundelse, at der foreligger konkrete indicier, som kan godtgøre, at attesten er blevet opnået eller gjort gældende ved svig, uafhængigt af om proceduren i henhold til artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 er blevet indledt og gennemført, ville det system, som er indført ved denne bestemmelse, og som er baseret på et loyalt samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente institutioner, blive bragt i fare (jf. i denne retning dom af 27.4.2017, A-Rosa Flussschiff, C-620/15, EU:C:2017:309, præmis 47, og af 6.9.2018, Alpenrind m.fl., C-527/16, EU:C:2018:669, præmis 46). Den særlige vigtighed af gennemførelsen af denne procedure ved mistanke om svig, som er fremhævet i nærværende doms præmis 66 og 67, ville således blive underkendt.

76

Da indledningen af proceduren i henhold til artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 desuden kan få den udstedende institution til at annullere eller trække de pågældende E 101-attester tilbage, kan denne procedure efter omstændighederne, således som generaladvokaten har fremhævet i punkt 86 i forslaget til afgørelse, medføre procesøkonomiske besparelser, da det følgelig kan vise sig overflødigt at anlægge sag ved retten i værtsmedlemsstaten.

77

Det er derfor kun, hvis den kompetente institution i værtsmedlemsstaten har indledt denne procedure, og den institution, der har udstedt E 101-attesterne, har undladt at foretage en fornyet undersøgelse af, om udstedelsen af de disse attester er sket på et korrekt grundlag, og ikke inden for en rimelig frist har taget stilling til anmodningen om en sådan undersøgelse fra den kompetente institution i værtsmedlemsstaten, at de konkrete indicier, som giver anledning til at tro, at disse attester er blevet opnået eller gjort gældende ved svig, skal kunne påberåbes under en retssag med henblik på at opnå, at retten i værtsmedlemsstaten ser bort fra attesterne, dog forudsat at de personer, som under en sådan retssag foreholdes at have opnået eller gjort disse attester gældende ved svig, har mulighed for at tilbagevise de oplysninger, der ligger til grund for denne retssag, under overholdelse af de med retten til en retfærdig rettergang forbundne garantier (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 54-56).

78

En ret i værtsmedlemsstaten kan derfor kun se bort fra E 101-attester under en sådan retssag, såfremt to kumulative betingelser er opfyldt, nemlig for det første, at den institution, som har udstedt disse attester – efter at den kompetente institution i værtsmedlemsstaten hurtigt har anmodet den om at foretage en fornyet undersøgelse af, om disse attester er udstedt på et korrekt grundlag – har undladt at foretage en sådan fornyet undersøgelse i lyset af de oplysninger, som sidstnævnte institution har fremsendt, og at tage stilling til denne anmodning inden for en rimelig frist, eventuelt ved at annullere eller trække attesterne tilbage, og for det andet, at retten på grundlag af disse oplysninger og under overholdelse af de med retten til en retfærdig rettergang forbundne garantier kan konstatere, at de pågældende attester er blevet opnået eller gjort gældende ved svig (jf. i denne retning dom af 6.2.2018, Altun m.fl., C-359/16, EU:C:2018:63, præmis 61).

79

Heraf følger, at en ret i værtsmedlemsstaten, som er blevet forelagt et spørgsmål om gyldigheden af E 101-attester, først skal undersøge, om proceduren i henhold til artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 er blevet indledt forud for sagens indbringelse for denne ret ved, at den kompetente institution i værtsmedlemsstaten har anmodet udstedelsesmedlemsstaten om at foretage en fornyet undersøgelse af disse attester og trække dem tilbage, og – hvis dette ikke er tilfældet – anvende alle de retlige midler, som den har til rådighed, med henblik på at sikre, at den kompetente institution i værtsmedlemsstaten indleder denne procedure.

80

En ret i en medlemsstat, der skal træffe afgørelse i en retssag mod en arbejdsgiver på grund af omstændigheder, der kan vise, at E 101-attester er opnået eller anvendt ved svig, kan derfor kun træffe endelig afgørelse om, hvorvidt en sådan svig foreligger, og se bort fra disse attester, såfremt den – efter om fornødent at have udsat sagens behandling i henhold til national ret – konstaterer, at selv om proceduren i henhold til artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 ufortøvet er blevet indledt, har den institution, som har udstedt E 101-attesterne, undladt at foretage en fornyet undersøgelse af disse attester og at tage stilling til de oplysninger, som den kompetente institution i værtsmedlemsstaten har fremlagt, inden for en rimelig frist, eventuelt ved at annullere eller trække disse attester tilbage.

81

En sådan fortolkning er den eneste, der kan sikre den effektive virkning af artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 ved at sikre, at de kompetente institutioner i de pågældende medlemsstater ufortøvet indleder den i bestemmelsen omhandlede dialog, således at retten i værtsmedlemsstaten i forbindelse med den sag, der er anlagt ved den, i givet fald råder over alle nødvendige oplysninger med henblik på at fastslå en eventuel svig, samtidig med at de institutioner, der udsteder E 101-attester, tilskyndes til at besvare en anmodning om fornyet undersøgelse og tilbagetrækning af disse attester inden for en rimelig frist, idet den pågældende ret ellers efter udløbet af denne frist vil se bort fra attesterne.

82

I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid af sagsakterne for Domstolen, at cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) ved sin dom af 31. januar 2012 fastslog, at der forelå svig, og så bort fra de i hovedsagerne omhandlede E 101-attester, før proceduren i henhold til artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 og, fra den 1. maj 2010, i henhold til artikel 76, stk. 6, i forordning nr. 883/2004, for hvilken bestemmelse de nærmere regler for dens gennemførelse er fastsat i artikel 5 i forordning nr. 987/2009, var blevet indledt, og endda uden først at have undersøgt, om denne procedure var blevet indledt, således at den spanske udstedende institution kunne foretage en fornyet undersøgelse af disse attester og eventuelt annullere dem eller trække dem tilbage.

83

Det er nemlig ubestridt, at den kompetente institution i værtsmedlemsstaten for de berørte arbejdstagere, nemlig Urssaf, først fremsendte de oplysninger om svigen, som arbejdstilsynet havde indsamlet, til den spanske udstedende institution for at få den til at annullere eller trække de i hovedsagerne omhandlede E 101-attester tilbage ved en skrivelse af 4. april 2012, sendt efter at cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) havde afsagt denne dom, og næsten fire år efter, at arbejdstilsynet den 28. maj 2008 havde udfærdiget en rapport om sort arbejde rettet til Vueling.

84

Desuden er det ubestridt, at selv om proceduren i henhold til artikel 76, stk. 6, i forordning nr. 883/2004 og artikel 5 i forordning nr. 987/2009, der var gældende på daværende tidspunkt, allerede var blevet indledt, da Cour de cassation (kassationsdomstol) den 11. marts 2014 forkastede den appel, som var iværksat til prøvelse af den dom, som cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) havde afsagt, traf kassationsdomstolen afgørelse uden hverken at indhente oplysninger om status for den dialog, der var indledt mellem den spanske udstedende institution og den kompetente franske institution, eller afvente resultatet af denne procedure.

85

Det er i denne forbindelse korrekt, at den spanske udstedende institution ikke behandlede anmodningen om en fornyet undersøgelse og tilbagetrækning fra den kompetente franske institution med den fornødne hurtighed, idet dens reaktion på denne anmodning mere end to år efter den franske institutions fremsendelse af anmodningen ikke kan anses for at være inden for en rimelig frist, bl.a. henset til, hvad der stod på spil for de berørte, og til karakteren af de spørgsmål, som skulle undersøges. Det forholder sig ikke desto mindre således, at den franske institution selv kontaktede den spanske institution for sent, nemlig ca. fire år efter, at den var kommet i besiddelse af oplysninger, der kunne antyde, at der forelå svig.

86

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål i hver af sagerne C-370/17 og C-37/18 besvares med, at artikel 11, stk. 1, litra a), i forordning nr. 574/72 skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat, der skal træffe afgørelse i en retssag mod en arbejdsgiver på grund af omstændigheder, der kan vise, at E 101-attester udstedt i henhold til artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 for arbejdstagere, der udfører deres arbejde i denne medlemsstat, er opnået eller anvendt ved svig, først kan konstatere, at der foreligger svig, og følgelig se bort fra disse attester, når den har sikret sig

87

Med det andet spørgsmål ønsker de forelæggende retter nærmere bestemt oplyst, om artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 574/72 og princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at de i en situation, hvor en arbejdsgiver i værtsmedlemsstaten er blevet dømt i en straffesag på grundlag af en endelig konstatering af svig, som er foretaget i strid med EU-retten, er til hinder for, at en civil domstol i denne medlemsstat, som er bundet af et princip i national ret om den strafferetlige afgørelses materielle retskraft i forhold til den civilretlige afgørelse, alene som følge af straffedommen tilpligter denne arbejdsgiver at betale erstatning til de arbejdstagere eller et pensionsinstitut i samme medlemsstat, som er ofre for denne svig.

88

Indledningsvis skal der i denne forbindelse henvises til den betydning, som princippet om retskraft har både i Unionens retsorden og i de nationale retsordener. Såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det nemlig påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes (dom af 6.10.2015, Târşia, C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 28, af 24.10.2018, XC m.fl., C-234/17, EU:C:2018:853, præmis 52, og af 11.9.2019, Călin, C-676/17, EU:C:2019:700, præmis 26).

89

Følgelig er en national domstol ikke efter EU-retten forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en retsafgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at afhjælpe en national situation, der er i strid med EU-retten (dom af 6.10.2015, Târşia, C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 29, af 24.10.2018, XC m.fl., C-234/17, EU:C:2018:853, præmis 53, og af 11.9.2019, Călin, C-676/17, EU:C:2019:700, præmis 27).

90

EU-retten kræver således ikke, at en retsinstans for at tage hensyn til den fortolkning af en relevant bestemmelse i EU-retten, som er anlagt af Domstolen, principielt skal genoptage sin retskraftige afgørelse (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, Târşia, C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 38, af 24.10.2018, XC m.fl., C-234/17, EU:C:2018:853, præmis 54, og af 11.9.2019, Călin, C-676/17, EU:C:2019:700, præmis 28).

91

Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer det medlemsstaterne i deres interne retsorden at fastsætte fremgangsmåderne for gennemførelse af princippet om retskraft i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi. Disse må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende krav på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må ikke være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, som hjemles i Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

92

I det foreliggende tilfælde opstår spørgsmålet, om det er foreneligt med effektivitetsprincippet, at princippet om den strafferetlige afgørelses materielle retskraft i forhold til den civilretlige afgørelse i den pågældende nationale ret fortolkes således, at en civil domstol, der skal tage stilling til de samme faktiske omstændigheder, som straffedomstolen har taget stilling til, ikke blot ikke kan anfægte domfældelsen af den pågældende arbejdstager som sådan, men heller ikke den fastlæggelse af de faktiske omstændigheder og den retlige kvalificering, som straffedomstolen har foretaget, end ikke selv om der herved er sket en tilsidesættelse af EU-retten, idet denne domstol nemlig ikke, inden den endeligt fastslog, at der forelå svig, og så bort fra de omhandlede E 101-attester, bad om oplysninger vedrørende indledningen og forløbet af dialogproceduren i henhold til artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71.

93

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. om retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

94

I de foreliggende sager må det fastslås, at den i præmis 92 ovenfor nævnte fortolkning af princippet om retskraft er til hinder for, ikke alene at der rejses tvivl med hensyn til en retskraftig strafferetlig afgørelse, også selv om den indebærer en tilsidesættelse af EU-retten, men også for, at der i forbindelse med en civilretlig retssag vedrørende de samme omstændigheder rejses tvivl med hensyn til nogen konstatering vedrørende et fælles grundlæggende forhold, som er indeholdt i en retskraftig strafferetlig afgørelse (jf. analogt dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 29).

95

En sådan fortolkning af princippet om retskraft bevirker således, at såfremt den endelige retsafgørelse fra en straffedomstol er baseret på en konstatering af svig, som denne domstol har foretaget uden hensyntagen til dialogproceduren i artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, og på en fortolkning af bestemmelserne om den bindende virkning af E 101-attester, som er i strid med EU-retten, vil den ukorrekte anvendelse af EU-retten blive gentaget i hver afgørelse, som de civile domstole træffer vedrørende de samme faktiske omstændigheder, uden at det er muligt at korrigere denne konstatering og fortolkning foretaget i strid med EU-retten (jf. analogt dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 30).

96

Det må under disse omstændigheder konkluderes, at sådanne hindringer for en effektiv anvendelse af de EU-retlige bestemmelser om denne procedure og den bindende virkning af E 101-attester ikke med rimelighed kan begrundes under henvisning til retssikkerhedsprincippet og derfor må anses for at være i strid med effektivitetsprincippet (jf. analogt dom af 3.9.2009, Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 31).

97

I det foreliggende tilfælde følger det, henset til den i nærværende doms præmis 88-90 nævnte retspraksis heraf, at mens den retskraftige dom, som er afsagt i forhold til Vueling af straffedomstolene i værtsmedlemsstaten, ikke kan anfægtes, selv om den er i strid med EU-retten, kan omvendt hverken denne dom eller den endelige konstatering af svig og de retlige fortolkninger foretaget i strid med EU-retten, som ligger til grund for dommen, gøre det muligt for de civile domstole i denne medlemsstat at give medhold i erstatningskrav rejst af de arbejdstagere eller et pensionsinstitut i nævnte medlemsstat, som er ofre for dette selskabs adfærd.

98

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål i hver af sagerne C-370/17 og C-37/18 besvares med, at artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 574/72 og princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at de i en situation, hvor en arbejdsgiver i værtsmedlemsstaten er blevet dømt i en straffesag på grundlag af en endelig konstatering af svig, som er foretaget i strid med EU-retten, er til hinder for, at en civil domstol i denne medlemsstat, som er bundet af et princip i national ret om den strafferetlige afgørelses materielle retskraft i forhold til den civilretlige afgørelse, alene som følge af straffedommen tilpligter denne arbejdsgiver at betale erstatning til de arbejdstagere eller et pensionsinstitut i samme medlemsstat, som er ofre for denne svig.

99

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for de forelæggende retter, tilkommer det disse at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: