1.

Med nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse stilles Domstolen endnu en gang over for spørgsmål vedrørende fortolkningen af begrebet »affald« i affaldsdirektivet ( 2 ). Denne gang skal det afklares, om elektriske apparater, der er blevet returneret af forbrugere, og hvoraf nogle ikke længere er brugbare på grund af defekter, samt restpartier skal anses for affald, der kun må eksporteres i henhold til reglerne i affaldsoverførselsforordningen ( 3 ).

2.

Det er ganske vist fastslået, at affaldsbegrebet ikke må fortolkes snævert, og at der i hvert enkelt tilfælde skal tages hensyn til alle omstændigheder i sagen. Den foreliggende sag vedrører imidlertid ikke blot en sådan prøvelse af det konkrete tilfælde, men rejser også spørgsmålet om, hvilken betydning der bør tillægges EU-lovgivers retningslinjer, som fremgår af direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr ( 4 ), der endnu ikke fandt anvendelse på det pågældende tidspunkt. Derudover skal der tages stilling til, hvordan affaldsbegrebet skal anvendes i strafferetten.

3.

Det strafferetlige legalitetsprincip fremgår af chartrets artikel 49, stk. 1:

»Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en handling eller undladelse, som ikke udgjorde en forbrydelse efter national ret eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. […]«

4.

I henhold til affaldsoverførselsforordningens artikel 2, nr. 1), forstås ved »affald« affald som defineret i artikel 1, stk. 1, litra a), i det konsoliderede affaldsdirektiv fra 2006 ( 5 ), der i mellemtiden er blevet erstattet af det nugældende affaldsdirektiv.

5.

Affaldsoverførselsforordningens artikel 2, nr. 35), litra a), definerer bl.a. en »ulovlig overførsel« som en overførsel af affald, der foretages uden anmeldelse til alle de berørte kompetente myndigheder i overensstemmelse med denne forordning.

6.

Affaldsoverførselsforordningens artikel 50, stk. 1, omhandler sanktioner ved overtrædelser:

»Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner, som skal anvendes ved overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. […]«

7.

I henhold til affaldsdirektivets artikel 3, nr. 1), der i henhold til dette direktivs artikel 41 og bilag V svarer til artikel 1, stk. 1, litra a), i det konsoliderede affaldsdirektiv fra 2006, »forstås ved »affald« ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med«.

8.

Direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr blev vedtaget den 4. juli 2012 og skulle gennemføres senest den 14. februar 2014. Den nederlandske gennemførelsesordning, Regeling van de Staatssecretaris van Infrastructuur en Milieu, van 3 februari 2014, nr. IENM/BSK-2014/14758, houdende vaststelling regels met betrekking tot afgedankte elektrische en elektronische apparatuur (den af statssekretæren for infrastruktur og miljø den 3.2.2014 udstedte bekendtgørelse nr. IENM/BSK-2014/14758 om regler for håndtering af udtjente elektriske og elektroniske apparater) trådte i overensstemmelse hermed i kraft den 14. februar 2014.

9.

Artikel 3, stk. 1, litra e), i direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr definerer dette udstyr som følger:

»[E]lektrisk eller elektronisk udstyr, der i henhold til [affaldsdirektivets] artikel 3, stk. 1, […] er affald, […]«

10.

Artikel 23 i direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr regulerer inspektion og overvågning. Stk. 2 omhandler overførsel af udstyr:

»Medlemsstaterne sikrer, at overførsler af brugt EEE, der mistænkes for at være WEEE, udføres i overensstemmelse med minimumskravene i bilag VI, og overvåger sådanne overførsler med henblik herpå.«

11.

Bilag VI til direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr indeholder mindstekrav til overførsler. Punkt 1 regulerer dokumentationsforpligtelserne:

»Med henblik på at skelne mellem EEE og WEEE, når indehaveren af den pågældende genstand påstår at have til hensigt at overføre, eller være i færd med at overføre, brugt EEE og ikke WEEE, skal medlemsstaterne kræve, at indehaveren er i besiddelse af følgende som dokumentation for denne påstand:

12.

Bilag VI, punkt 5, til direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr regulerer følgerne af en tilsidesættelse af disse krav:

»I mangel af bevis for, at en genstand er brugt EEE og ikke WEEE på grundlag af passende dokumentation som påkrævet i punkt 1, 2, 3 og 4, og i mangel af passende beskyttelse mod skader i forbindelse med transport, læsning og aflæsning, navnlig ved tilstrækkelig emballage og passende stabling af forsendelsen, hvilket er krav, der påhviler indehaveren, der forestår transporten, antager medlemsstatens myndigheder, at en genstand er WEEE, og at en forsendelse udgør en ulovlig overførsel. […]«

13.

Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at handlinger som omhandlet i affaldsforordningens artikel 2, nr. 35), er forbudt i henhold til artikel 10.60, stk. 2, i Wet van 13. juni 1979, houdende regelen met betrekking tot een aantal algemene onderwerpen op het gebied van de milieuhygiëne (Wet Milieubeheer) (lov af 13.6.1979 om almindelige bestemmelser om miljøbeskyttelse (lov om miljøforvaltning)). Overtrædelse af denne forbudsbestemmelse udgør en økonomisk lovovertrædelse i henhold til artikel 1a, nr. 1, i Wet van 22. juni 1950, houdende vaststelling van regelen voor de opsporing, de vervolging en de berechting van economische delicten (lov af 22.6.1950 om fastsættelse af regler for efterforskning af, forfølgelse af og idømmelse af straf for økonomiske lovovertrædelser), som er strafbare i henhold til sidstnævnte lovs artikel 6.

14.

Tronex BV driver en engrosvirksomhed med restpartier. Den 10. februar 2014 blev det konstateret, at selskabet agtede at overføre eller lade overføre en container med et parti elektriske apparater til Tanzania til en tredjemand, til hvem selskabet havde solgt partiet til et beløb på i alt 2396,01 EUR. Tronex havde opkøbt varerne hos detailhandlere, engroshandlere og/eller importører. Varepartiet bestod af elkedler, dampstrygejern, ventilatorer og elektriske barbermaskiner. Varerne var for størstedelens vedkommende i de originale emballager, men varepartiet indeholdt også apparater uden emballage. Partiet bestod dels af apparater, der var blevet returneret af forbrugerne på grundlag af produktgarantien, dels af varer, som ikke længere blev eller kunne sælges (normalt) eksempelvis efter en sortimentsændring. På en række kartoner, som apparaterne var emballeret i, fandtes en notits om mangler. Glasset på en række glaskedler var beskadiget. Overførslen skulle gennemføres uden anmeldelse eller samtykke i henhold til affaldsoverførselsforordningen.

15.

Rechtbank Rotterdam (retten i første instans i Rotterdam, Nederlandene) idømte derfor i første instans Tronex en betinget straf på 5000 EUR med en prøvetid på to år for at have været i færd med at overføre affald fra Nederlandene til Tanzania, idet overførslen skete uden den nødvendige anmeldelse til og/eller samtykke fra alle berørte kompetente myndigheder i overensstemmelse med forordningen.

16.

Tronex har iværksat appel til prøvelse af denne dom. Tronex har bestridt, at apparaterne er affald.

17.

Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag, Nederlandene) har derfor forelagt Domstolen følgende spørgsmål:

Det første spørgsmål

Det andet spørgsmål

Det tredje spørgsmål

18.

Tronex B.V., Openbaar Ministerie, Ressortsparket vestiging Den Haag (anklagemyndigheden i Haag, Nederlandene), Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Kongeriget Norge og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Tronex, Nederlandene og Kommissionen deltog i retsmødet den 12. december 2018.

19.

Den nationale ret har ønsket oplyst, om de omhandlede elektriske apparater skal anses for affald ved returneringen fra forbrugeren til forhandleren (det første spørgsmål), ved salg til Tronex (det andet spørgsmål) eller på det tidspunkt, hvor de blev opdaget ved kontrollen (det tredje spørgsmål). Rent faktisk skal retten dog kun tage stilling til, om apparaterne skulle anses for affald på det sidstnævnte tidspunkt. I hovedsagen skal der nemlig træffes afgørelse om, hvorvidt Tronex kan pålægges sanktioner på grund af forberedelsen af en ulovlig overførsel af affald. Det er dog nærliggende at sammenfatte alle tre spørgsmål for at nå frem til et svar.

20.

Med henblik herpå vil jeg først undersøge affaldsbegrebet i affaldsdirektivet, dernæst behandle direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr, som bekræfter konklusionen vedrørende fortolkningen af affaldsdirektivet, og afslutningsvis diskutere de vanskeligheder, der opstår i forbindelse med anvendelsen af affaldsbegrebet i strafferetten, henset til kravet om strafferetlige bestemmelsers klarhed.

21.

Med hensyn til begrebet »affald« henviser affaldsoverførselsforordningens artikel 2, nr. 1), til definitionen af begrebet i artikel 1, stk. 1, litra a), i det konsoliderede affaldsrammedirektiv fra 2006. Dette direktiv er i mellemtiden blevet erstattet af det nye affaldsrammedirektiv. I henhold til artikel 41, sammenholdt med bilag V til det nye affaldsrammedirektiv, gælder henvisningen til affaldsoverførselsforordningens artikel 2, stk. 1, nu som henvisning til det nye affaldsrammedirektivs artikel 3, stk. 1.

22.

Ved affald forstås således ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med.

23.

Det skal således afklares, om en opkøber, der til en (udenlandsk) tredjemand videresælger et stort parti hos detailhandlere eller leverandører opkøbte varer, der er returneret af forbrugere og/eller blevet overflødige, skal anses for at være en indehaver, der skiller sig af med varepartiet som omhandlet i affaldsdirektivets artikel 3, nr. 1).

24.

Affaldsdirektivet fastlægger ganske vist ikke noget kriterium for processen »at skille sig af med«, hvorfor medlemsstaterne, når der ikke foreligger fællesskabsbestemmelser på området, er frit stillet med hensyn til valget af de bevismidler, der kræves for de forskellige forhold. Disse bevisregler må dog ikke begrænse EU-rettens virkning ( 6 ).

25.

Derfor skal de nationale retter ved anvendelsen af eventuelle bevisregler i forbindelse med undersøgelsen af, om visse genstande eller stoffer er affald, tage hensyn til de kriterier, som Domstolen har udviklet i denne sammenhæng.

26.

Hvad angår udtrykket »skille sig af med« følger det af retspraksis, at dette udtryk skal fortolkes i lyset af formålet med affaldsdirektivet, der ifølge sjette betragtning hertil er at minimere de negative virkninger af affaldsproduktion og -håndtering for menneskers sundhed og miljøet, samt i lyset af artikel 191, stk. 2, TEUF, hvorefter Den Europæiske Unions politik på miljøområdet tager sigte på et højt beskyttelsesniveau og bl.a. bygger på forsigtighedsprincippet og princippet om forebyggende indsats. Det følger heraf, at udtrykket »skille sig af med« og dermed begrebet »affald« som omhandlet i affaldsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a), ikke kan fortolkes indskrænkende ( 7 ).

27.

For det første skal der særligt tages hensyn til, om den pågældende genstand eller det pågældende stof ikke eller ikke længere er til nogen nytte for indehaveren, således at denne genstand eller dette stof udgør en byrde, som indehaveren søger at skille sig af med ( 8 ). Hvis dette nemlig er tilfældet, er der risiko for, at indehaveren skiller sig af med genstanden eller stoffet i hans besiddelse på en måde, som vil kunne skade miljøet, bl.a. ved henkastning, dumpning og ukontrolleret bortskaffelse heraf ( 9 ).

28.

Dette skal ikke lægges til grund i den foreliggende sag, eftersom Tronex havde solgt de elektriske apparater og således forventede at opnå finansielle fordele med leveringen.

29.

Domstolen har imidlertid også allerede fastslået, at stoffer eller genstande, som indehaveren skiller sig af med, også udgør affald i affaldsdirektivets forstand, når de kan gøres til genstand for økonomisk genbrug, ( 10 ) navnlig hvis de som erhvervsmæssig aktivitet indsamles med henblik på genvinding, videreudnyttelse eller genanvendelse ( 11 ).

30.

Tronex har ganske vist hverken til hensigt at nyttiggøre eller videreudnytte de elektriske apparater, men målet med eksporten var øjensynlig en genanvendelse af disse.

31.

Ikke desto mindre skal man sondre mellem indsamlede genstande, som den tidligere indehaver har skilt sig af med, og genstande, som den tidligere indehaver ikke har skilt sig af med. Den omstændighed, at der er foretaget en indsamling med henblik på genanvendelse, er ikke i sig selv nødvendigvis ensbetydende med, at der er tale om at skille sig af med. Rent faktisk forekommer det både ud fra en økonomisk betragtning og af hensyn til en skånsom udnyttelse af ressourcer hensigtsmæssigt at udbyde apparater, der ikke længere kan sælges på det marked, de oprindeligt var tiltænkt, på andre markeder, hvor det stadig synes muligt at sælge disse.

32.

Navnlig for så vidt angår de restpartier, der stadig foreligger i uåbnet originalemballage, indeholder anmodningen om præjudiciel afgørelse derfor ikke tilstrækkelige holdepunkter for at konkludere, at der er tale om at skille sig med dem.

33.

På den anden side skal returnerede apparater, der som følge af alvorlige mangler ikke længere er brugbare, og som heller ikke kan repareres med en rimelig indsats, utvivlsomt anses for affald.

34.

Heroverfor kan Tronex ikke gøre gældende, at en vis procentdel af nye varer heller ikke er brugbare på grund af mangler. For så vidt angår nye varer må man nemlig antage, at disse i reglen er funktionsduelige ( 12 ).

35.

Når der er tale om apparater, som forbrugere har returneret, er en sådan antagelse derimod ikke begrundet. Tværtimod er returneringen forbundet med en risiko for, at forbrugeren har fået en mangelfuld vare eller selv har beskadiget varen før returneringen. Følgelig er det indledningsvis tvivlsomt, om returnerede varer kan sælges til anvendelse i overensstemmelse med deres funktion.

36.

Denne tvivl indebærer imidlertid ikke i sig selv, at varen allerede skal anses for affald hos forbrugeren. En returnering mod tilbagebetaling af købsprisen har ikke samme betydning som det at skille sig af med varen. Den skal hverken anses for bortskaffelse eller nyttiggørelse, ligesom det ikke må påregnes, at forbrugeren skaffer sig af med varen på miljøskadelig vis ( 13 ).

37.

Så snart den returnerede vare igen er i forhandlerens besiddelse, ændres situationen imidlertid væsentligt, idet tvivlen om muligheden for at sælge varen til anvendelse i overensstemmelse med dens funktion er afgørende for varens videre skæbne.

38.

Det er ganske vist ikke berettiget at lade affaldsdirektivets bestemmelser, som har til formål at sikre, at nyttiggørelse og bortskaffelse af affald foretages, uden at menneskers sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmåder eller metoder, som vil kunne skade miljøet, omfatte goder, stoffer eller produkter, som indehaveren har til hensigt at udnytte eller markedsføre på fordelagtige betingelser, uafhængigt af en hvilken som helst nyttiggørelse. Henset til forpligtelsen til at foretage en vid fortolkning af begrebet »affald« kan denne argumentation imidlertid kun anvendes på situationer, hvor der ikke blot er en mulighed for, at det pågældende gode eller det pågældende stof vil blive genanvendt, men hvor det er sikkert, uden at det er nødvendigt først at anvende en af de nyttiggørelsesoperationer for affald, der er fastsat i affaldsdirektivet ( 14 ).

39.

På grund af den nævnte tvivl foreligger der i første omgang ikke en sådan sikkerhed med hensyn til returnerede apparater. Medmindre denne tvivl straks fjernes ved en kontrol af apparaterne, er det derfor nødvendigt at anse dem for affald.

40.

Såfremt det ved kontrollen viser sig, at varen stadig kan anvendes i overensstemmelse med dens funktion, er en status som affald udelukket. Det samme gælder for varer med mindre mangler, der kun begrænser funktionen i ubetydeligt omfang, således at varerne alligevel kan sælges uden reparation – i givet fald til nedsat pris.

41.

Hvis der derimod konstateres mangler, der kræver reparation, inden varen kan anvendes i overensstemmelse med dens funktion, er der tale om affald, idet der ikke er sikkerhed for, at forhandleren rent faktisk foretager reparationen. Hvorvidt reparationen kræver en lille eller en stor indsats, kan ikke være afgørende i så henseende, eftersom en vare, der ikke er funktionsduelig, udgør en byrde, og det er tvivlsomt, om den vil blive anvendt i overensstemmelse med dens formål.

42.

Det er egnet, nødvendigt og passende og dermed som helhed forholdsmæssigt at pålægge forhandleren en sådan kontrolpligt og i givet fald en reparationspligt, eftersom det er forhandleren, der træffer afgørelse om returnerede varers videre skæbne ( 15 ). Ud fra tilsvarende overvejelser skal virksomheder, hvor der opstår biprodukter, såsom sidesten ved minedrift og forarbejdet sand fremkommet ved forædling af mineralske ressourcer ( 16 ) eller gylle i landbruget ( 17 ), godtgøre, at disse biprodukter ikke er produktionsaffald.

43.

Endelig, specifikt med hensyn til overførslen af de omhandlede apparater, fremgår der af anmodningen om præjudiciel afgørelse endnu et indicium for, at Tronex ved overførslen ville have skilt sig af med visse apparater. Ifølge anmodningen om præjudiciel afgørelse var nogle af apparaterne nemlig ikke emballeret. Derfor kan det ikke forventes, at de ville have klaret transporten uden at blive beskadiget.

44.

Som foreløbig konklusion kan det således fastslås, at overførsel af et stort parti elektriske apparater, der er blevet returneret af forbrugere og opkøbt hos detailhandlere eller leverandører, skal anses for overførsel af affald i affaldsoverførselsforordningens forstand, for så vidt som det ikke er blevet fastslået, om de returnerede apparater er funktionsduelige, eller apparaterne ikke er beskyttet mod transportskader på passende vis. Derimod skal elektriske apparater i uåbnet originalemballage, der er blevet overflødige, ikke anses for affald, medmindre der foreligger andre holdepunkter herfor.

45.

Denne fortolkning af begrebet »skille sig af med« er i øvrigt i overensstemmelse med direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr, der dog endnu ikke fandt anvendelse på kontrollen hos Tronex den 10. februar 2014. Nederlandene gennemførte nemlig først direktivet pr. 14. februar 2014 i overensstemmelse med den fastsatte frist.

46.

Punkt 1 i bilag VI til direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr indeholder krav, der skal gøre det muligt at sondre mellem brugte elektriske apparater og affald af elektriske apparater, når indehaveren af den pågældende genstand påstår at have til hensigt at overføre, eller være i færd med at overføre, brugte elektriske apparater og ikke affald af elektriske apparater.

47.

Denne sondring er af afgørende betydning for affaldsbegrebet, eftersom affald af elektriske apparater i henhold til definitionen i artikel 3, stk. 1, litra e), i direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr er udstyr, der er affald i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i affaldsdirektivets artikel 3, nr. 1). I overensstemmelse hermed fastsættes det i bilag VI, punkt 5, at en overførsel af elektriske apparater, der ikke opfylder kravene i bilaget, skal anses for ulovlig affaldsoverførsel i affaldsoverførselsforordningens forstand.

48.

Af bilag VI til direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr fremgår i så henseende to grundlæggende krav, der skal være opfyldt, for at overførsel af brugte elektriske apparater ikke skal anses for overførsel af affald. For det første skal alle apparaters funktionsduelighed være sikret, hvilket navnlig fremgår af punkt 1, litra b), samt af punkt 3, og for det andet skal apparaterne være beskyttet mod transportskader på passende vis, hvilket fremgår af punkt 1, litra d), samt af punkt 5. Kun i forbindelse med en overførsel, der sker specifikt med henblik på reparation, tillader punkt 2 begrænsninger med hensyn til funktionsdueligheden.

49.

De nævnte bestemmelser i direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr kodificerer således den ovenfor beskrevne fortolkning af affaldsbegrebet med hensyn til elektriske apparater, der er blevet returneret eller ikke er tilstrækkeligt beskyttede mod transportskader.

50.

Endvidere skal det dog tages i betragtning, at der i den foreliggende sag er tale om en strafferetlig sanktion i henhold til nederlandsk lovgivning, der er knyttet til affaldsbegrebet. Dette er et EU-retligt krav, idet affaldsoverførselsforordningens artikel 50 foreskriver effektive sanktioner mod overtrædelse af forordningens bestemmelser. Affaldsdirektivets artikel 36, stk. 2, indeholder en tilsvarende forpligtelse med hensyn til overtrædelser af affaldsretten, der ligeledes afhænger af affaldsbegrebet.

51.

Der kan dog herske tvivl om, hvorvidt affaldsbegrebet er tilstrækkeligt præcist til at begrunde en strafferetlig sanktion i hovedsagen. Princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel (nullum crimen, nulla poena sine lege), har i sit krav om forudsigelighed og præcision stor betydning i henhold til artikel 49, stk. 1, første punktum, i chartret om grundlæggende rettigheder i Unionens retsorden såvel som i de nationale retsordener ( 18 ).

52.

Kravet om strafferettens klarhed, som er uløseligt forbundet med det nævnte princip, indebærer, at loven klart skal definere de strafbare forhold og den straf, de medfører. Denne betingelse er opfyldt, når borgerne ud fra den relevante bestemmelses ordlyd og, om fornødent, ved hjælp af retternes fortolkning heraf kan vide, hvilke handlinger og undladelser der medfører strafansvar ( 19 ).

53.

For så vidt angår affaldsbegrebet er det korrekt, at borgerne er i stand til at vide, at spørgsmålet om, hvorvidt man skiller sig af med en genstand, skal vurderes på grundlag af alle omstændigheder i det konkrete tilfælde, og at begrebet »skille sig af med« skal fortolkes vidt. Derudover findes der mange situationer, der enten allerede har været direkte genstand for retspraksis eller i det mindste har tilstrækkelige lighedspunkter med eksisterende retspraksis til, at de utvetydigt kan afgøres på dette grundlag.

54.

Der foreligger imidlertid på nuværende tidspunkt ingen direkte relevant retspraksis vedrørende den foreliggende situation. Navnlig har Domstolen endnu ikke fortolket affaldsbegrebet med henblik på overførsel af defekte og utilstrækkeligt emballerede apparater.

55.

Det er dog klart for enhver velinformeret retsanvender, at apparater, der som følge af alvorlige mangler ikke længere er brugbare, og som heller ikke kan repareres med en rimelig indsats, skal anses for affald. Det samme gælder for varer, der forsendes uden tilstrækkelig beskyttelse mod transportskader.

56.

Derimod har det hidtil ikke uden videre været klart, i al fald så længe direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr endnu ikke er gennemført fuldstændigt, hvorvidt returnerede varer skal anses for affald alene af den grund, at deres funktionsduelighed ikke er blevet kontrolleret, eller at reparationer med henblik på retablering af funktionsdueligheden endnu ikke er blevet foretaget.

57.

På grundlag af de foreliggende oplysninger er det ikke nødvendigt – og ej heller muligt – at afklare, om dokumenter som »Correspondents’ Guidelines« ( 20 ), som Kommissionen og Tronex har nævnt, kan ændre noget herved. Domstolen er nemlig ikke i besiddelse af oplysninger om, hvorvidt sådanne dokumenter allerede fandtes på det relevante tidspunkt, den 10. februar 2014, eller hvorvidt en virksomhed som Tronex burde have kendskab hertil.

58.

Derfor foreslår jeg Domstolen, at den tidsmæssige virkning af den af mig foreslåede fortolkning af affaldsbegrebet som grundlag for strafbarheden begrænses, nærmere betegnet for så vidt angår returnerede varer, hvis funktionsduelighed ikke er blevet kontrolleret, eller hvorpå reparationer med henblik på retablering af funktionsdueligheden endnu ikke er blevet foretaget. I så henseende skal den foreliggende fortolkning af affaldsbegrebet kun anvendes i forbindelse med strafferetlige sanktioner for overtrædelser, når de har fundet sted efter den fuldstændige gennemførelse af bilag VI til direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr eller senest efter Domstolens dom i nærværende sag.

59.

Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe afgørelse som følger:

»Overførsel af et stort parti elektriske apparater, der er blevet returneret af forbrugere og opkøbt hos detailhandlere eller leverandører, skal anses for overførsel af affald som omhandlet i forordning (EF) nr. 1013/2006 om overførsel af affald som affattet ved forordning (EU) nr. 255/2013, når det ikke forinden er blevet fastslået, at alle apparater er funktionsduelige, eller ikke alle apparater er beskyttet mod transportskader på passende vis. Derimod skal elektriske apparater i uåbnet originalemballage, der er blevet overflødige, ikke anses for affald, medmindre der foreligger andre holdepunkter herfor.

For så vidt angår returnerede varer, hvis funktionsduelighed ikke er blevet kontrolleret, eller hvorpå reparationer med henblik på retablering af funktionsdueligheden endnu ikke er blevet foretaget, skal den foreliggende fortolkning af affaldsbegrebet kun anvendes i forbindelse med strafferetlige sanktioner for overtrædelser, såfremt de har fundet sted efter den fuldstændige gennemførelse af bilag VI til direktiv 2012/19/EU om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) eller senest efter Domstolens dom i nærværende sag.«