1.

Den anmodning om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), vedrører fortolkningen af artikel 2, nr. 18), og artikel 23, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1008/2008 ( 2 ).

2.

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem en forbrugerorganisation og et luftfartsselskab med hjemsted i Tyskland vedrørende dette selskabs angivelige urimelige handelspraksis, som bestod i, at det på sit websted solgte en flyrejse, nærmere bestemt til en forbruger i Tyskland, med afrejse fra Det Forenede Kongerige, hvor prisen udelukkende var angivet i britiske pund.

3.

Den forelæggende ret har nærmere bestemt anmodet Domstolen om at klarlægge indholdet af den informationspligt vedrørende priser, som påhviler luftfartsselskaber, der opererer i EU, i henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 og i lyset af definitionen af »flybilletpriser« i denne forordnings artikel 2, nr. 18), hvorefter billetpriserne skal være udtrykt »i euro eller i lokal valuta«.

4.

Domstolen anmodes nærmere bestemt om at afgøre, dels om luftfartsselskaberne, når de har til hensigt at angive prisen for de flyvninger, som de tilbyder potentielle passagerer, i en anden valuta end euro, frit kan vælge denne lokale valuta, eller om de er forpligtet til at anvende en specifik valuta, dels efter hvilke kriterier denne valuta i det sidstnævnte tilfælde skal udpeges.

5.

Jeg vil i dette forslag til afgørelse forklare, hvorfor jeg mener, at de ovennævnte bestemmelser skal fortolkes således, at de ikke fastsætter en forpligtelse for de berørte luftfartsselskaber til at anvende en lokal valuta, som EU-lovgiver har fastsat på forhånd, når de oplyser deres flybilletpriser.

6.

Såfremt Domstolen måtte fastslå, at der følger en sådan forpligtelse af disse bestemmelser, vil jeg subsidiært fremsætte en række bemærkninger om de relevante kriterier for udpegelsen af den lokale valuta, der bør anvendes til dette formål.

7.

Ifølge 16. betragtning til forordning nr. 1008/2008/EF bør »[k]under […] have mulighed for reelt at sammenligne de forskellige luftfartsselskabers priser for trafikflyvninger. Den endelige pris, som kunden skal betale for trafikflyvninger i Fællesskabet, bør derfor altid angives inklusive alle skatter, afgifter og gebyrer. EF-luftfartsselskaber opfordres også til at angive den endelige pris for deres trafikflyvninger fra tredjelande til Fællesskabet«.

8.

I denne forordnings artikel 2, nr. 18), defineres begrebet »flybilletpriser« som »de priser i euro eller i lokal valuta, som passagerer skal betale luftfartsselskaber eller deres agenter eller andre billetudstedere for at transportere passagererne ad luftvejen, og de betingelser, hvorunder disse priser gælder, herunder vederlag og betingelser, der tilbydes bureauer og andre mellemled«.

9.

Samme forordnings artikel 23 med overskriften »Information og ikke-diskrimination« fastsætter i stk. 1 følgende:

»Flybilletpriser og luftfragtrater, der tilbydes eller offentliggøres, uanset i hvilken form, herunder via internettet, for trafikflyvninger fra en lufthavn beliggende på en medlemsstats område, hvor traktaten finder anvendelse, og som er til rådighed for offentligheden, skal omfatte de gældende betingelser. Den endelige pris, der skal betales, skal altid angives og skal inkludere den gældende billetpris eller luftfragtrate samt alle gældende skatter og afgifter, tillæg og gebyrer, der er obligatoriske og forudseelige på tidspunktet for offentliggørelsen.

Foruden angivelsen af den endelige pris skal mindst følgende angives:

såfremt elementerne i litra b), c) og d) er lagt til flybilletprisen eller luftfragtraten. Valgfrie pristillæg skal meddeles på en klar, gennemskuelig og utvetydig måde ved reservationsprocedurens start, og kunden skal acceptere dem ved et aktivt valg.«

10.

Germanwings GmbH er et luftfartsselskab med hjemsted i Tyskland. I september 2014 købte en forbruger, der befandt sig i dette land, en flybillet med afrejse fra London (Det Forenede Kongerige) til Stuttgart (Tyskland) på dette selskabs internetside »www.germanwings.de«. Prisen for denne flybillet var udelukkende angivet i britiske pund, og efter bookingen modtog forbrugeren en faktura, hvori denne pris og yderligere omkostninger ligeledes var angivet i britiske pund.

11.

På foranledning af denne forbruger anlagde Verbraucherzentrale Baden-Württemberg eV (forbrugerorganisationen for delstaten Baden-Württemberg, Tyskland, herefter »Verbraucherzentrale«) et søgsmål med påstand om forbud mod Germanwings ved Landgericht Köln (den regionale ret i første instans i Köln, Tyskland) med den begrundelse, at den manglende prisangivelse i tysk valuta (euro) under sådanne omstændigheder måtte anses for illoyal adfærd. Sagsøgte gjorde gældende, at selskabets konkurrenter også angav priser i britiske pund for flybilletter fra London. Ved afgørelse af 22. april 2015 tog Landgericht sagsøgerens påstand til følge.

12.

Germanwings appellerede denne afgørelse til Oberlandesgericht Köln (den regionale appeldomstol i Köln, Tyskland), som ved afgørelse af 4. september 2015 frifandt sagsøgte, hvilket den bl.a. begrundede med, at det blot fremgår af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008, at den endelige pris skal angives, men ikke i hvilken valuta dette skal ske, og at det ikke kan udledes af definitionen i denne forordnings artikel 2, nr. 18), at »lokal valuta« altid skal være valutaen i det land, hvor luftfartsselskabet har sit hjemsted.

13.

Verbraucherzentrale har iværksat revisionsanke ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som ved afgørelse af 27. april 2017, indgået til Domstolen den 2. juni 2017, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

14.

Verbraucherzentrale, Germanwings og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De to sidstnævnte procesdeltagere var de eneste, der afgav mundtlige indlæg i retsmødet den 19. april 2018.

15.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008, sammenholdt med denne forordnings artikel 2, nr. 18), skal fortolkes således, at angivelsen af »flybilletpriser« i forbindelse med de trafikflyvninger inden for EU, som er omfattet af dette instrument ( 3 ), skal ske i en lokal valuta, som lovgiver har fastsat på forhånd, »såfremt den ikke udtrykkes i euro« ( 4 ).

16.

Det fremgår ikke direkte af det andet udicielle spørgsmåls ordlyd, at der bør anlægges en sådan samlet fortolkning af denne forordnings artikel 23, stk. 1, og artikel 2, nr. 18). Efter min opfattelse følger dette imidlertid dels af de betragtninger, som den forelæggende ret har fremført for at forklare dette spørgsmål, bl.a. med hensyn til begrundelsen for den afgørelse, der er indbragt for den ( 5 ), dels af indholdet af det andet præjudicielle spørgsmål, som stilles i forlængelse af det første spørgsmål, og hvori de nævnte bestemmelser udtrykkeligt er forbundet med hinanden.

17.

Jeg er af nedenstående grunde enig med Germanwings og øjensynligt også med Kommissionen ( 6 ), men ikke med Verbraucherzentrale i, at det således lettere omformulerede spørgsmål ( 7 ) må besvares benægtende.

18.

Der bør indledningsvis mindes om, at det i henhold til fast retspraksis følger af kravet om ensartet anvendelse af EU-retten, at et konkret begreb – når en EU-retsakt ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret for så vidt angår definitionen af dette begreb ( 8 ) – skal undergives en selvstændig fortolkning, som Domstolen skal søge under hensyntagen ikke alene til de pågældende bestemmelsers ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori de indgår, og til det formål, der forfølges med den ordning, som de er en del af ( 9 ).

19.

Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) har i forelæggelsesafgørelsen påpeget, at der ikke af ordlyden af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 udtrykkeligt fremgår nogen forpligtelse til at angive flybilletpriser i en bestemt lokal valuta. Dette taler efter dens opfattelse til fordel for det synspunkt, som appelretten lagde til grund, nemlig at luftfartsselskaberne har en valgfrihed. Jeg er enig i denne vurdering.

20.

Jeg vil således fremhæve, at formålet med denne forordnings artikel 23, stk. 1, er at pålægge luftfartsselskaber, som tilbyder flyrejser fra en medlemsstat, en »informationspligt« ( 10 ) og at fastlægge rammerne herfor. Andet og tredje punktum i dette stk. 1, der er nævnt specifikt i den forelæggende rets spørgsmål, indeholder nærmere bestemt krav vedrørende angivelsen af den »endelige pris«, som kunden skal betale ( 11 ). Selv om det præciseres i denne bestemmelse, hvilke oplysninger der skal gives ( 12 ), fremgår det ikke, hvilken valuta den nævnte pris skal angives i for at opfylde den forpligtelse, der er fastsat heri.

21.

Det fremgår heller ikke af 16. betragtning til forordning nr. 1008/2008, som også vedrører behovet for at gøre kunderne bekendt med alle elementer i den endelige pris, at der skal anvendes en specifik valuta til dette formål.

22.

Jeg vil med det samme understrege, at dette er tilfældet, selv om lovgiver i fuldt omfang tog hensyn ikke bare til fællesskabsdimensionen, men også til den internationale dimension af den forpligtelse til at tilvejebringe gennemskuelig og fyldestgørende information om priser, der følger af nævnte artikel 23 ( 13 ), ved udarbejdelsen af denne forordning ( 14 ).

23.

I den nævnte forordnings artikel 2, nr. 18), hvori begrebet »flybilletpriser« i dette instrument defineres, tales der udtrykkeligt om »priser i euro eller i lokal valuta«, men uden præcisering af, hvad der skal forstås ved de to sidste ord i dette udtryk, da det bl.a. ikke angives, om der er tale om en medlemsstats »lokale valuta« ( 15 ), og det – hvilket især har betydning for det foreliggende tilfælde – ikke oplyses, om luftfartsselskaberne frit kan vælge denne valuta eller ej ( 16 ).

24.

Det er efter min opfattelse ikke afgørende, at adjektivet »lokal« er anvendt i flere sprogversioner af denne bestemmelse ( 17 ). Selv om et sådant adjektiv efter min opfattelse i højere grad associerer til nærhedstanken end de henvisninger til et land, der forekommer i andre versioner ( 18 ), må det konstateres, at det ikke oplyses i forordning nr. 1008/2008, hvad der her skal forstås ved den »lokale« karakter, og hvilket nærhedskriterium der er relevant i denne henseende ( 19 ). Selv om det antages, at denne sproglige afvigelse kan have afgørende betydning i den foreliggende sag, fremgår det i øvrigt af fast retspraksis, at den pågældende bestemmelse i tilfælde af uoverensstemmelse mellem de forskellige sproglige versioner skal fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med den ordning, som den er led i ( 20 ).

25.

Det bør påpeges, at udtrykket »priser i euro eller i lokal valuta«, som den forelæggende ret har påberåbt sig, også uden nærmere præcisering optræder i artikel 2, nr. 19), hvori begrebet »luftfragtrater«, der er beslægtet med begrebet »flybilletpriser«, defineres. Det er efter min opfattelse – hvilket Kommissionen også gav udtryk for under retsmødet – vigtigt at være opmærksom på denne sproglige lighed i forbindelse med fortolkningen af artikel 2, nr. 18), i den foreliggende sag ( 21 ).

26.

Det skal i øvrigt påpeges, at begrebet »endelig pris« i artikel 23, stk. 1, i og 16. betragtning til forordning nr. 1008/2008 ikke svarer til begrebet »flybilletpriser« som defineret i denne forordnings artikel 2, nr. 18) ( 22 ). Begreberne overlapper hinanden, eftersom det første omfatter det andet ( 23 ), hvilket indebærer, at det er relevant at fortolke de nævnte bestemmelser samlet i den foreliggende sag ( 24 ). Som Germanwings og Kommissionen har anført, er de elementer i den »endelige pris«, som skal lægges til »flybilletprisen« som omhandlet i forordningens artikel 23, imidlertid ikke omfattet af dens artikel 2, nr. 18), som udelukkende definerer det sidstnævnte begreb ( 25 ), hvilket taler imod antagelsen om, at det følger af udtrykket »i euro eller i lokal valuta« i artikel 2, at der skal anvendes en konkret lokal valuta i forbindelse med forelæggelsen af de oplysninger, der kræves i artikel 23.

27.

Jeg vil først og fremmest i lighed med Germanwings og Kommissionen fremhæve, at EU-lovgiver undlod at give direkte anvisninger i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 og navnlig at fastsætte præcise kriterier for identificeringen af den valuta, som luftfartsselskaberne bør anvende, når de oplyser kunderne om deres priser. Lovgiver valgte denne fremgangsmåde, velvidende at det var muligt at anvende forskellige lokale valutaer i stedet for euroen, hvilket ses af ordlyden af denne forordnings artikel 2, nr. 18), og selv om lovgiver sørgede for at vedtage detaljerede regler om luftfartsselskabernes forpligtelse til altid at angive prisen for de flyrejser, som de sælger, fyldestgørende og endeligt ( 26 ).

28.

Efter min opfattelse skal den bevidste undladelse af at angive, hvilken valuta der skal anvendes, ses i sammenhæng med lovgivers ønske om ikke at pålægge luftfartsselskaberne særlige krav i denne henseende ( 27 ). Dette synspunkt bestyrkes af nedenstående betragtninger.

29.

Den ordlydsfortolkning, som jeg har foreslået ovenfor, støttes efter min opfattelse af en analyse af den udvikling, som de pågældende bestemmelser i forordning nr. 1008/2008 gennemgik i forbindelse med de forarbejder, der resulterede i deres nuværende affattelse. Der er således intet, der tyder på, at lovgiver havde til hensigt eller havde overvejet at indføre særlige krav vedrørende valutaen i forbindelse med de regler, der er indeholdt i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008.

30.

Det bør præciseres, at denne bestemmelse udgør en omarbejdning af artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2409/92, som bl.a. vedrørte flybilletpriser ( 28 ), og som allerede indeholdt en forpligtelse til at oplyse flybilletpriser ( 29 ), som imidlertid var mindre præcis og mindre streng end den, der nu er fastsat.

31.

Det var klart, at ophavsmændene til forordning nr. 1008/2008 med artikel 23 ønskede at styrke den informationspligt, der påhvilede luftfartsselskaberne, med henblik på at fremme dels prisernes gennemskuelighed for passagererne ved at kræve offentliggørelse af priser, der inkluderer alle skatter, afgifter eller andre tillæg, dels en mere fair prisadfærd ved at bekæmpe konkurrenceforvridning som følge af manglende gennemskuelighed ( 30 ). Det fremgår imidlertid ikke, at der var tale om at kræve brug af en bestemt valuta i denne forbindelse.

32.

De eneste henvisninger til valutaen i forarbejderne til forordning nr. 1008/2008 er dem, der findes i de generelle definitioner i artikel 2. Det bør påpeges, at udtrykket »priser i euro eller i lokal valuta« i denne forordnings artikel 2, nr. 18) og 19), i det væsentlige allerede forekom i de tilsvarende bestemmelser i artikel 2, litra a) og d), i forordning nr. 2409/92, hvori der henvistes til »priser i ecu eller i lokal valuta«. At ordet »ecu« blev erstattet med ordet »euro« i forordning nr. 1008/2008 skyldtes efter min opfattelse blot, at euroen blev indført som fælles valuta i visse medlemsstater ( 31 ).

33.

Hvad angår udtrykket »i lokal valuta«, der forekom fire gange i artikel 2 i forordning nr. 2409/92 ( 32 ), finder antagelsen om, at lovgiver havde haft til hensigt at kræve, at luftfartsselskaberne anvender en specifik lokal valuta, når de oplyser deres priser, ikke støtte i forarbejderne. Det fremgår tværtimod klart heraf, at initiativtagerne til denne forordning ønskede at gøre det muligt for selskaberne at »give et tilstrækkeligt udbud af serviceydelser til forbrugeren til rimelige priser« ( 33 ).

34.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at udtrykket »i lokal valuta« uden nærmere præcisering også var anvendt i artikel 2, litra a), i de foregående instrumenter om lufttrafiktjenester, som der henvises til i præamblen til forordning nr. 2409/92 ( 34 ). I den sidstnævnte forordning blev det tilføjet som et alternativ til udtrykket »i ecu«, som Kommissionen oprindeligt havde foreslået som det eneste ( 35 ), i forlængelse af en smule anderledes anmodning om ændring fra Europa-Parlamentet ( 36 ), som Det Økonomiske og Sociale Udvalg tilsluttede sig ( 37 ). Under retsmødet oplyste Kommissionen, at den ikke var bekendt med den præcise begrundelse for de efterfølgende ændringer, som resulterede i udtrykket »priser […] i lokal valuta« i artikel 2, litra a), i forordning nr. 2409/92 ( 38 ), der gik igen i artikel 2, nr. 18), i forordning nr. 1008/2008.

35.

Efter min opfattelse følger det under alle omstændigheder af alle de nævnte forarbejder, at det ikke var hensigten at vedtage en regel og slet ikke tilsvarende udpegningskriterier, hvorefter der skal anvendes en specifik lokal valuta i henhold til artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008. Den tilgang, som jeg foreslår, modsiges ikke af nedenstående gennemgang af de kontekstuelle forhold – snarere tværtimod.

36.

Jeg må for det første konstatere, at artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008, som sagsøgeren i hovedsagen har støttet sit søgsmål på, findes i denne forordnings kapitel IV, der indeholder »Bestemmelser om prisfastsættelse«, hvorimod artikel 2, nr. 18), hvori der tales om »priser […] i lokal valuta«, findes i kapitel I, der indeholder »Almindelige bestemmelser«.

37.

Den materielle forbindelse, som der ifølge forelæggelsesafgørelsen er mellem disse to bestemmelser, er derfor vanskelig at få øje på, selv om definitionerne i artikel 2 også gælder for artikel 23 og i øvrigt for alle de øvrige bestemmelser i den nævnte forordning, således at artikel 23 bør fortolkes i lyset af artikel 2 ( 39 ). Jeg vil desuden minde om, at begrebet »flybilletpriser«, der defineres i artikel 2, nr. 18), ikke dækker alle de begreber, der er indeholdt i artikel 23, stk. 1 ( 40 ).

38.

I denne sammenhæng mener jeg ikke, at det i mangel af en udtrykkelig henvisning mellem disse bestemmelser i forordning nr. 1008/2008 kan antages, at lovgivers hensigt med det udtryk, der er anvendt i artikel 2, nr. 18), har været at begrænse luftfartsselskabernes valg af den lokale valuta, hvori de skal angive de prisoplysninger, som de er forpligtet til at tilvejebringe i medfør af artikel 23, stk. 1.

39.

Jeg vil for det andet bemærke, at den forelæggende ret har støttet antagelsen om, at artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 ikke kræver brug af en bestemt lokal valuta, på den »frie prisfastsættelse« i denne forordnings artikel 22 ( 41 ). Verbraucherzentrale har indvendt, at denne frihed ikke begrænses, alene fordi priserne skal angives i en specifik valuta, mens Germanwings har anført, at den fastsatte regel omfatter friheden til at vælge, i hvilken valuta flybilletpriser skal angives.

40.

Selv om jeg er enig i den ovenfor nævnte antagelse, deler jeg dog ikke Germanwings synspunkt om, at der bør lægges afgørende vægt på denne forordnings artikel 22 ved besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål. Det fremgår således af Domstolens praksis, at den frie fastsættelse, der er omhandlet i denne artikel, er en følge af en gradvis afvikling af medlemsstaternes priskontrol, hvor målet med liberaliseringen af markedet for luftbefordring har været at opnå et større udbud og en lavere pris til forbrugernes fordel ( 42 ).

41.

Artikel 22 sigter mod en afregulering af branchen ( 43 ), som gør det muligt for luftfartsselskaberne at fastsætte værdien af deres tjenesteydelser frit. Efter min opfattelse har den derfor ingen betydning for valget af den valuta, hvori flybilletpriserne bør angives. Den liberaliseringsånd, der ligger til grund for denne bestemmelse, kan imidlertid, som Kommissionen har anført ( 44 ), underbygge fortolkningen om, at forordning nr. 1008/2008 ikke indeholder noget krav i denne henseende.

42.

Hvad for det tredje angår den mere overordnede sammenhæng, hvori artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 indgår, vil jeg bemærke, at direktiv 98/6/EF ( 45 ), der specifikt vedrører angivelse af priser på forbrugsvarer – som Kommissionen har anført – heller ikke indeholder bindende regler om, i hvilken valuta den pris, der skal betales, skal angives, selv om lovgiver ikke har lagt skjul på denne problematik ( 46 ). Direktiv 2011/83/EU ( 47 ), som har til formål at beskytte forbrugerne – bl.a. med hensyn til information om priser – i forbindelse med indgåelse af aftaler med erhvervsdrivende, indeholder heller ingen bestemmelser herom ( 48 ).

43.

De ovenfor anførte betragtninger er efter min opfattelse helt i tråd med følgende teleologiske fortolkning af de bestemmelser, der er omhandlet i den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

44.

Som Domstolen allerede har præciseret, fremgår det klart af såvel overskriften til artikel 23 i forordning nr. 1008/2008 som af denne artikels stk. 1, at denne bestemmelse bl.a. »har […] til formål at sikre information om og gennemsigtighed i priser for trafikflyvninger fra en lufthavn beliggende på en medlemsstats område, og følgelig medvirker den til at sikre beskyttelsen af den kunde, som benytter disse ydelser« ( 49 ).

45.

Det fremgår i samme retning af 16. betragtning til denne forordning, at »[k]under bør have mulighed for reelt at sammenligne de forskellige luftfartsselskabers priser for trafikflyvninger«. Hertil kommer, at »[d]en endelige pris, som kunden skal betale for trafikflyvninger i Fællesskabet, […] derfor altid [bør] angives inklusive alle skatter, afgifter og gebyrer«.

46.

Ifølge den forelæggende ret og Verbraucherzentrale ville det forringe det i 16. betragtning, første punktum, anførte formål om at sikre en reel prissammenligning, hvis ethvert luftfartsselskab frit kunne angive billetpriserne for flyvninger inden for EU i en vilkårlig valuta. Jeg er i lighed med Germanwings og Kommissionen uenig i dette synspunkt.

47.

Jeg vil for det første præcisere, at det, henset til tilblivelsen af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008, må antages, at denne bestemmelse ganske vist blev vedtaget med den målsætning at styrke beskyttelsen af kunderne ( 50 ), men at målet også var at sikre en sundere konkurrence mellem luftfartsselskaberne ( 51 ). Dette dobbelte formål ses også i tidligere ( 52 ) og senere instrumenter ( 53 ) på området.

48.

Man bør derfor efter min opfattelse være varsom med at fortolke denne bestemmelse så vidt, at den primært eller udelukkende kommer til at varetage kundernes interesser ( 54 ) og ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de krav, som luftfartsselskaberne direkte er blevet underlagt, og den handlefrihed, som de indirekte har fået i forhold til den nævnte forordning.

49.

I denne forbindelse vil jeg for det andet bemærke, at EU-lovgiver for at gøre det muligt at opfylde de nævnte formål har betinget den frie prisfastsættelse, der indrømmes luftfartsselskaberne. Lovgiver har udtrykkeligt krævet, at disse selskaber på fyldestgørende vis informerer om deres flybilletpriser samt de tilknyttede betingelser, og præciseret, at disse priser skal omfatte alle gældende skatter, afgifter og gebyrer ( 55 ).

50.

Artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 indeholder således en meget detaljeret opregning af kravene til de oplysninger, der systematisk skal meddeles i denne sammenhæng ( 56 ), samt eventuelle sanktioner i tilknytning til disse krav ( 57 ). Det bør fremhæves, at forpligtelsen til altid at angive den endelige pris, der skal betales, fremmer prisgennemskueligheden og gør det muligt at hindre den urimelige praksis, som visse luftfartsselskaber tidligere benyttede sig af, og som bestod i at tilbyde en foreløbig pris ved transaktionens begyndelse og tilføje forskellige tillæg lige inden dens afslutning ( 58 ).

51.

16. betragtning til denne forordning følger den samme logik ved at angive de elementer, der altid skal indgå i den endelige pris, hvilket bekræftes af denne betragtnings andet punktum, der klarlægger indholdet af dens første punktum, som Verbraucherzentrale med urette har henvist særskilt til.

52.

I modsætning til hvad denne part i hovedsagen synes at gøre gældende, er formålet med disse bestemmelser ikke at gøre det muligt for kunden at vurdere, hvor høj flybilletprisen er, i den valuta, som kunden kender bedst, men at skabe gennemskuelighed ved at sikre, at alle priselementer faktisk indgår i den endelige pris, og dermed garantere kunden en reel sammenligningsmulighed. Jeg er i øvrigt enig med Kommissionen, som under retsmødet udtalte, at intet tyder på, at den beskyttelse af forbrugerne, der tilsigtes med forordning nr. 1008/2008, omfatter beskyttelsen af forbrugerne mod risikoen for at lide tab i forbindelse med veksling af valuta.

53.

Hvis ophavsmændene til forordning nr. 1008/2008 havde fundet det afgørende, at der anvendes en specifik valuta, for at opfylde de formål vedrørende prisinformation og -gennemskuelighed, som de havde fastsat, ville de desuden ikke have undladt at vedtage en sådan regel og at opstille kriterier, som gør det muligt at identificere den relevante valuta. Da lovgiver undlod at gøre dette, mener jeg ikke, at det tilkommer Domstolen at gøre det i dennes sted, hvilket ikke mindst skyldes, at det efter min opfattelse ikke er nødvendigt at vedtage en sådan regel for at sikre beskyttelsen af kunderne.

54.

Jeg vil således for det tredje fremhæve, at det – ud over at det i givet fald vil være vanskeligt at opstille passende kriterier ( 59 ) – ikke er sikkert, at et krav om, at der anvendes en specifik valuta, faktisk vil gøre det lettere for kunden at vurdere de forskellige luftfartsselskabers priser for flyvninger i overensstemmelse med det formål om reel prissammenlignelighed og -gennemskuelighed, der forfølges med artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008, sammenholdt med 16. betragtning hertil ( 60 ).

55.

Verbraucherzentrales forslag om en begrænsning af antallet af lokale valutaer, hvori luftfartsselskaberne kan angive deres flybilletpriser, vil umiddelbart – selv om der ikke synes at være fastsat en sådan begrænsning i forordning nr. 1008/2008 – gøre det lettere at sammenligne de priser, der foreslås for den samme flyvning.

56.

Hvis Domstolen fastslår, at der foreligger en forpligtelse til at anvende en given lokal valuta, vil dette imidlertid ikke fjerne hele besværet med at anvende forskellige valutaer. Kommissionen har således anført, at alternativerne »priser i euro eller i lokal valuta« i den nævnte forordnings artikel 2, nr. 18), hvis der lægges vægt på denne bestemmelses ordlyd, kan forstås således, at et luftfartsselskab altid har ret til at angive sine priser i euro ( 61 ), selv om dets konkurrenter i stedet vælger at anvende den bestemte lokale valuta. Når det er muligt at angive prisen på en flybillet på to forskellige måder, kan det teoretisk set fortsat være besværligt for kunden at foretage en reel sammenligning af priserne, selv om jeg ikke mener, at denne vanskelighed nødvendigvis gør sig gældende i praksis.

57.

Problemerne i forbindelse med muligheden for at anvende forskellige valutaer kan faktisk begrænses af flere faktorer, som gør det lettere at foretage en sammenligning ( 62 ). Jeg finder det i øvrigt ikke nødvendigt at kræve, at flybilletpriser angives i en præcis valuta, da der i en vis udstrækning vil ske en naturlig regulering på markedet, alene ved at den potentielle kunde af sig selv fravælger luftfartsselskaber, der angiver deres priser i en valuta, som den pågældende anser for uhensigtsmæssig eller upraktisk.

58.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008, sammenholdt med artikel 2, nr. 18), heri, skal fortolkes således, at luftfartsselskaberne ikke ved offentliggørelsen af deres flybilletpriser er forpligtet til at angive disse priser i en bestemt lokal valuta, såfremt de ikke udtrykkes i euro.

59.

Det andet præjudicielle spørgsmål er kun stillet for det tilfælde, at Domstolen besvarer det første spørgsmål med, at der af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 følger en forpligtelse for luftfartsselskaberne til at offentliggøre deres flybilletpriser i en bestemt lokal valuta. Da jeg foreslår, at det første spørgsmål besvares benægtende, finder jeg det ikke nødvendigt at besvare det andet spørgsmål. Nedenstående kortfattede bemærkninger fremsættes derfor kun subsidiært.

60.

Med dette spørgsmål har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fastslå, i hvilken valuta flybilletpriser kan angives i henhold til ovennævnte bestemmelser, i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, dvs. når et luftfartsselskab med hjemsted i en medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) via sit websted, som har et top level-domænenavn, der knytter det til denne stat (her www.germanwings.de ( 63 )), til en forbruger, der opholder sig i samme land, sælger en trafikflyvning med afgangssted i en anden medlemsstat (i det foreliggende tilfælde Det Forenede Kongerige). Den ønsker desuden oplyst, om det har betydning, om alle eller den overvejende del af luftfartsselskaberne angiver disse priser i den valuta, som gælder på afgangsstedet.

61.

Verbraucherzentrale mener, at der i henhold til lovvalgsreglerne i artikel 5 i forordning nr. 593/2008 ( 64 ) bør tages udgangspunkt i den lokale valuta i den medlemsstat, hvis lovgivning finder anvendelse på opfyldelsen af den aftale, der er indgået mellem luftfartsselskabet og den forbruger, som reklamen henvender sig til. Det følger heraf, at prisen på den pågældende flybillet under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder burde have været angivet i tysk valuta, dvs. i euro, og ikke i Det Forenede Kongeriges valuta, dvs. i britiske pund.

62.

Germanwings har til gengæld anført, at flybilletpriser skal angives i euro eller i den lokale valuta i den medlemsstat, hvor afgangsstedet er beliggende, og at de øvrige tilknytningskriterier, der er nævnt i det andet præjudicielle spørgsmål, ikke har nogen betydning for fastsættelsen af den lokale valuta som omhandlet i forordning nr. 1008/2008. Den forelæggende ret synes at tilslutte sig denne fortolkning.

63.

Kommissionen har for sin del foreslået, at artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at luftfartsselskaberne angiver flybilletpriser, endelige priser og de øvrige elementer, der er nævnt i denne bestemmelse, i afgangsstedets valuta. Jeg deler subsidiært denne holdning, men vil gerne præcisere, at jeg ikke mener, at artikel 23, stk. 1, indeholder noget krav herom ( 65 ).

64.

For det første mener jeg, at kriteriet om afgangsstedet for den pågældende flyvning kan være relevant, når det afgøres, i hvilken lokal valuta flybilletpriserne bør angives. Som den forelæggende ret har fremhævet, er afgangsstedet for den pågældende flyvning nødvendigvis det samme for alle trafikflyvninger, der sammenlignes, da den lokale valuta, som de forskellige luftfartsselskaber angiver deres priser i, er den samme for alle disse flyvninger, hvilket gør det lettere at foretage en reel prissammenligning som nævnt i forordning nr. 1008/2008 ( 66 ). Kommissionen har også med rette gjort gældende, at der er tale om et kriterium, som objektivt er forbundet med transaktionen, da det er på dette sted, at gennemførelsen af den aftalte flyvning påbegyndes ( 67 ). Det kan desuden med rimelighed antages, at den kunde, der tager hen til afgangsstedet for den flyvning, som vedkommende har til hensigt at købe en billet til, og det luftfartsselskab, der udfører flyvningen, forventes at have kendskab til og være i stand til at anvende den gældende valuta i dette land.

65.

Det bør præciseres, at det efter min opfattelse ikke er afgørende, om alle eller den overvejende del af luftfartsselskaberne angiver deres priser i den lokale valuta på afgangsstedet som nævnt i slutningen af det forelagte spørgsmål ( 68 ). Hvis det fastslås, at der findes en sådan praksis, kan det dog understøtte idéen om, at luftfartsselskaberne med lethed vil kunne opfylde dette kriterium.

66.

Hvis det valgte kriterium er afgangsstedet for den pågældende flyvning, vil det desuden stemme overens med, at udtrykket »lokal valuta« i den nævnte forordnings artikel 2, nr. 18), vedrørende flybilletpriser skal tillægges samme betydning som det tilsvarende udtryk i samme artikels nr. 19) vedrørende luftfragtrater ( 69 ), hvilket ikke gør det muligt at anvende det kriterium, der foreslås af Verbraucherzentrale ( 70 ).

67.

For det andet er jeg enig med den forelæggende ret og Germanwings i, at kriteriet om hjemstedet for det luftfartsselskab, der tilbyder den pågældende trafikflyvning, ikke kan lægges til grund, eftersom de valutaer, der kan anvendes ved angivelsen af prisen på en tilsvarende flyvning, i så fald vil afhænge af antallet af lande, hvor de forskellige selskaber, der tilbyder denne flyvning, har hjemsted ( 71 ), hvilket ikke hjælper kunderne med at sammenligne priserne.

68.

Det vil for det tredje heller ikke være hensigtsmæssigt at benytte kriteriet om top level-domænenavnet på den internetadresse, som anvendes af det luftfartsselskab, der tilbyder den pågældende flyvning. Jeg mener i lighed med den forelæggende ret, at et luftfartsselskab med lethed vil kunne omgå dette kriterium ved vilkårligt at vælge et top level-domænenavn, som svarer til det land, hvis valuta det ønsker at angive sine priser i. Germanwings har desuden med rette gjort gældende, at domænenavne ikke altid er nationale, og at de ikke nødvendigvis refererer til et præcist land, hvilket bl.a. gør sig gældende, når adressen slutter med ».com«, således at det pågældende tilknytningskriterium mangler.

69.

Jeg kan for det fjerde heller ikke tilslutte mig kriteriet om kundens opholdssted eller kriteriet om kundens sædvanlige opholdssted, da disse to steder ikke nødvendigvis er sammenfaldende, idet en person kan ønske at købe en billet til en trafikflyvning i et land, hvor den pågældende ikke har sin sædvanlige bopæl. Selv om det antages, at kunden er fortrolig med de valutaer, der gælder på disse steder, anser jeg ikke disse kriterier for at være hensigtsmæssige, da luftfartsselskabet på det tidspunkt, hvor det fremsætter sit tilbud, ikke er i stand til at afgøre, i hvilket land de personer, der faktisk tilkendegiver deres interesse, befinder sig. Som den forelæggende ret har anført, kræver en sådan tilgang, at luftfartsselskaberne på forhånd kender alle potentielle kunders opholdssted og i hvert enkelt tilfælde angiver forskellige flybilletpriser for forskellige valutaområder, hvilket forekommer urimeligt set i forhold til den pågældende bestemmelses dobbelte formål.

70.

For det femte er jeg af følgende grunde ikke enig i Verbraucherzentrales antagelse ( 72 ). Det kan for det første konstateres, at det ikke fremgår af forordning nr. 1008/2008, at den er forbundet med bestemmelserne i forordning nr. 593/2008, selv om den sidstnævnte forordning blev vedtaget nogle måneder før den førstnævnte. For det andet fremgår det ifølge Verbraucherzentrale af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 593/2008, at lovgivningen i det land, hvor passageren har sit sædvanlige opholdssted, finder anvendelse, hvis parterne ikke har aftalt lovvalg, og dermed, at valutaen i dette land bør anvendes ved offentliggørelsen af priser, forudsat at afrejsestedet eller bestemmelsesstedet for den pågældende flyvning også er beliggende i dette land. En sådan tilgang kræver imidlertid, at den fremtidige passagers opholdssted bestemmes ved hjælp af et program, eller at passageren systematisk angiver sit sædvanlige opholdssted for at få kendskab til de priser, der tilbydes, hvilket kan give anledning til praktiske og muligvis også retlige problemer, navnlig med hensyn til beskyttelse af personoplysninger, hvilket Germanwings har gjort gældende. Endelig tages der i den fortolkning, som Verbraucherzentrale har foreslået, ikke hensyn til, at nævnte artikel 5, stk. 3, indeholder en yderligere nærhedsregel, som faktisk kan medføre, at der udpeges et andet land ( 73 ), og ikke kun det, hvor passageren opholder sig.

71.

Såfremt Domstolen fastslår, at artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 1008/2008 pålægger luftfartsselskaberne at angive deres flybilletpriser i en bestemt lokal valuta, mener jeg som følge heraf, at det andet præjudicielle spørgsmål bør besvares med, at denne bestemmelse, sammenholdt med denne forordnings artikel 2, nr. 18), ikke er til hinder for, at de pågældende priser angives i den gældende valuta på afgangsstedet for den pågældende flyvning.

72.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer de spørgsmål, som Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) har forelagt, således:

»Artikel 23, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet, sammenholdt med artikel 2, nr. 18), heri, skal fortolkes således, at luftfartsselskaberne ikke ved offentliggørelsen af deres flybilletpriser er forpligtet til at angive disse priser i en bestemt lokal valuta, såfremt de ikke udtrykkes i euro.«