1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse, indgivet af Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien), vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1, artikel 18, stk. 2, samt artikel 21 og 24 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling ( 2 ).

2.

Domstolen anmodes om at foretage visse præciseringer vedrørende dels fortolkningen af reglerne om tildeling af den internationale kompetence for omstødelsessøgsmål, som følger direkte af en insolvensbehandling, dels betingelserne for beskyttelse af personer, som har opfyldt en forpligtelse over for en insolvent skyldner, hvis denne forpligtelse skulle have været opfyldt over for kurator under en insolvensbehandling i en anden medlemsstat. Domstolen skal navnlig tage stilling til det vigtige og omdiskuterede spørgsmål om, hvorvidt den internationale kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor hovedinsolvensbehandlingen indledes, til at påkende søgsmål, der følger af denne behandling, har karakter af enekompetence eller ej.

3.

2., 6., 7., 8., 29. og 30. betragtning til forordning nr. 1346/2000 er affattet således:

[…]

[…]

4.

Forordningens artikel 3, der har overskriften »International kompetence«, fastsætter:

»1.   Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.

2.   Befinder centret for skyldnerens hovedinteresser sig på en medlemsstats område, har retterne i en anden medlemsstat kun kompetence til at indlede insolvensbehandling mod denne skyldner, hvis han har et forretningssted på denne anden medlemsstats område. Denne insolvensbehandling kan kun omfatte den del af skyldnerens aktiver, som befinder sig på sidstnævnte medlemsstats område.

[…]«

5.

Forordningens artikel 16, stk. 1, fastsætter, at »[e]nhver afgørelse om indledning af insolvensbehandling, der træffes af en ret i en medlemsstat, som har kompetence i henhold til artikel 3, anerkendes i alle de øvrige medlemsstater, så snart den får virkning i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt«.

6.

Følgende fremgår af samme forordnings artikel 18, der har overskriften »Kurators beføjelser«:

»1.   En kurator, som er udpeget af en kompetent ret i henhold til artikel 3, stk. 1, kan på en anden medlemsstats område udøve alle de beføjelser, der er tillagt ham efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, så længe der i denne anden medlemsstat hverken er indledt en anden insolvensbehandling eller er truffet afgørelse om anvendelse af sikrende retsmidler som følge af en begæring om indledning af insolvensbehandling. Han kan navnlig fjerne skyldnerens formuegenstande fra den medlemsstats område, hvor de befinder sig, jf. dog artikel 5 og 7.

2.   En kurator, som er udpeget af en kompetent ret i henhold til artikel 3, stk. 2, kan i enhver anden medlemsstat indenretsligt og udenretsligt gøre gældende, at løsøregenstande er blevet overført fra den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, til denne anden medlemsstats område efter indledningen af insolvensbehandlingen. Han kan ligeledes tage skridt til omstødelse, når det er i kreditorernes interesse.

[…]«

7.

Artikel 21 i forordning nr. 1346/2000, der har overskriften »Bekendtgørelse«, fastsætter:

»1.   Kurator kan kræve, at hovedindholdet af afgørelsen om indledning af insolvensbehandling og i givet fald af afgørelsen om kurators udpegelse bekendtgøres i de andre medlemsstater efter disse medlemsstaters regler om bekendtgørelse. Bekendtgørelsen indeholder desuden nærmere oplysning om, hvem der er udpeget til kurator, og om der foreligger kompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, eller artikel 3, stk. 2.

2.   En medlemsstat kan dog foreskrive obligatorisk bekendtgørelse, hvis skyldneren har et forretningssted på dens område. I så fald træffer kurator eller enhver anden myndighed, som har beføjelse hertil i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt i henhold til artikel 3, stk. 1, de nødvendige foranstaltninger til, at bekendtgørelsen finder sted.«

8.

Forordningens artikel 24 med overskriften »Opfyldelse af en forpligtelse over for skyldneren« fastsætter:

»1.   En person, som i en medlemsstat opfylder en forpligtelse over for skyldneren i en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat, selv om han skulle have gjort det over for kurator for denne insolvensbehandling, frigøres, hvis han ikke havde kendskab til, at insolvensbehandlingen var indledt.

2.   En person, som har opfyldt en sådan forpligtelse inden bekendtgørelsen i henhold til artikel 21, formodes ikke at have haft kendskab til, at insolvensbehandlingen var indledt, medmindre andet godtgøres; en person, som har foretaget ovennævnte handling, efter at den i artikel 21 omhandlede bekendtgørelse har fundet sted, formodes at have haft kendskab til, at insolvensbehandlingen var indledt, medmindre andet godtgøres.«

9.

Nævnte forordnings artikel 25, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Retsafgørelser, som træffes af den ret, hvis afgørelse om indledning af insolvensbehandling anerkendes i overensstemmelse med artikel 16, og som vedrører gennemførelsen og afslutningen af insolvensbehandlingen, samt en af denne ret stadfæstet tvangsakkord anerkendes umiddelbart. […]

Første afsnit gælder tilsvarende for retsafgørelser, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i snæver forbindelse hermed, også når de er truffet af en anden ret.

Første afsnit gælder tilsvarende for retsafgørelser om sikrende retsmidler, som er truffet efter begæringen om indledning af insolvensbehandling.«

10.

Wiemer & Trachte GmbH er et aktieselskab med hjemsted i Dortmund, Tyskland. Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) bestemte ved afgørelse af 10. maj 2004, at en filial af Wiemer & Trachte i Bulgarien skulle indføres i det bulgarske handelsregister.

11.

Amtsgericht Dortmund (byretten i Dortmund, Tyskland) udpegede ved kendelse af 3. april 2007 en midlertidig kurator for Wiemer & Trachte og fastslog, at dette selskabs dispositioner kun ville få virkning efter aftale med kuratoren. Denne første kendelse blev indført i det tyske register den 4. april 2007. Retten pålagde ved en anden kendelse afsagt den 21. maj 2007 og indført i registret den 24. maj 2007 Wiemer & Trachte et generelt forbud mod at råde over sit bo. Selskabets aktiver blev ved en tredje kendelse afsagt af nævnte ret den 1. juni 2007 genstand for en insolvensbehandling. Denne tredje kendelse blev indført i registret den 5. juni 2007.

12.

Den 18. og 20. april 2007 blev henholdsvis 2149,30 EUR og 40000 EUR overført fra Wiemer & Trachtes konto i banken Obedinena Balgarska banka AD via direktøren for den bulgarske filial til Zhan Oved Tadzhers konto i henhold til henholdsvis en »erklæring om rejseudgifter« og et »forskud på forretningsudgifter«.

13.

Wiemer & Trachte anlagde sag mod Zhan Oved Tadzher ved Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia), idet selskabet gjorde gældende, at banktransaktionerne var uden virkning, i det omfang de var blevet foretaget efter indledningen af insolvensbehandlingen. Selskabet anmodede om tilbagebetaling af de ovennævnte beløb fra konkursboet med tillæg af lovbestemte renter.

14.

Zhan Oved Tadzher gjorde gældende, at den bulgarske ret ikke havde kompetence til at pådømme sagen, at beløbet svarende til forskuddet på forretningsudgifter ikke var blevet anvendt, og at de 40000 EUR var blevet tilbagebetalt til Wiemer & Trachte den 25. april 2007.

15.

Indsigelsen vedrørende den bulgarske rets manglende kompetence blev hverken taget til følge i første instans af Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) eller i appelsagen ved Sofiyski apelativen sad (appeldomstolen i Sofia, Bulgarien). En afdeling i Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) fastslog ved kendelse af 28. januar 2013, at den kassationsappel, der var blevet iværksat til prøvelse af den i appelsagen afsagte kendelse, ikke kunne antages til realitetsbehandling, og at denne kendelse, som anerkendte den bulgarske rets kompetence til at træffe afgørelse om sagens realitet, havde retskraft.

16.

Idet Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia) med hensyn til realiteten gav medhold i søgsmålet anlagt af Wiemer & Trachte, appellerede Zhan Oved Tadzher denne afgørelse. Den 26. juli 2016 ophævede Sofiyski apelativen sad (appelretten i Sofia) afgørelsen truffet i første instans og forkastede anmodningen om betaling som ugrundet og udokumenteret.

17.

Wiemer & Trachte har derfor iværksat kassationsappel ved Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol) til prøvelse af dommen fra Sofiyski apelativen sad (appeldomstolen i Sofia), idet selskabet har gjort gældende, at artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 ikke finder anvendelse på tvisten.

18.

Under disse omstændigheder har Varhoven kasatsionen sad (den øverste kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19.

Der er indgivet skriftlige indlæg af Wiemer & Trachte og Europa-Kommissionen. Der blev afholdt retsmøde, som disse berørte deltog i, den 3. maj 2018.

20.

Da den sammenhæng, som har ført til, at den forelæggende ret har forelagt denne anmodning om præjudiciel afgørelse, efter min opfattelse ikke er uden tvetydighed, er nogle indledende bemærkninger nødvendige med hensyn til denne og, i forlængelse af disse, med hensyn til relevansen af de stillede spørgsmål.

21.

I den foreliggende sag foreligger der rimelige grunde til at betvivle relevansen af den forelæggende rets spørgsmål. Indledningsvis synes spørgsmålet om de bulgarske retters kompetence (som ligger til grund for det første præjudicielle spørgsmål) til at påkende sagsøgerens sag allerede at være blevet afgjort af den nationale retsinstans. Dernæst er selve realiteten af den transaktion, som er omtvistet i hovedsagen, ifølge de oplysninger, der fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, og således som det er blevet bekræftet i retsmødet, stadig under drøftelse.

22.

For det første fremgår det af den forelæggende rets oplysninger, at en af dens afdelinger tilsyneladende endeligt har afgjort ( 3 ) sagen således, at de bulgarske retter har kompetence til at påkende Wiemer & Trachtes søgsmål, hvilket kan gøre spørgsmålet om international kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen overflødig. Der foreligger således rimelig tvivl om, hvorvidt det første spørgsmål er relevant med henblik på at træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen.

23.

Henset under alle omstændigheder til den formodning om relevans, der er knyttet til præjudicielle spørgsmål, kan det imidlertid ikke udelukkes, at det fortsat skal fastslås, i hvilket omfang de bulgarske retter har kompetence til at påkende et søgsmål anlagt af sagsøgeren. På denne baggrund synes det nødvendigt, således som det er foreslået i det første spørgsmål, at fastslå, om hovedsagen er vejledende for de muligheder for søgsmål, der er fastsat i forordning nr. 1346/2000.

24.

Besvarelsen af dette spørgsmål kan have betydelige konsekvenser for undersøgelsen af, om anmodningen om tilbagebetaling af de omtvistede beløb, er berettiget. Særligt kommer besvarelsen til at afgøre, om sagsøgte i hovedsagen eventuelt kan påberåbe sig den frigørende virkning, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000.

25.

For det andet, og således som det fremgår af sagsøgerens præciseringer i retsmødet, synes det at forholde sig således, at selve realiteten af den omtvistede betaling stadig er genstand for en indsigelse ved den forelæggende ret.

26.

Det skal bemærkes, at selv om den regionale ret i første instans i Dortmund ved kendelse af 3. april 2007 havde udpeget en midlertidig kurator til godkendelse af Wiemer & Trachtes dispositioner over løsøre, blev et beløb på i alt 42149,30 EUR overført kort tid derefter (den 18. og 20. april 2007) fra sidstnævntes bulgarske filials konto til en konto, som var blevet åbnet i sagsøgtes navn. En stor del af dette beløb blev, efter hvad sagsøgte har hævdet, tilbagebetalt den 25. april 2007, da denne indbetalte 40000 EUR til sagsøgerens filial i Bulgarien.

27.

Under disse omstændigheder besluttede Wiemer & Trachte at anlægge et søgsmål om at få erklæret den første overførsel ugyldig og anmode om tilbagebetaling af beløbet. Selv om retten i første instans (Sofyiski gradski sad (byretten i Sofia)) tog søgsmålet til følge, forkastede appeldomstolen (Sofiyski apelativen sad (appeldomstolen i Sofia)) søgsmålet som ugrundet.

28.

Det skal imidlertid bemærkes, at appellanten i hovedsagen, Wiemer & Trachte, har anfægtet den forelæggende rets erklæring, hvorefter »det er ubestridt mellem parterne, at den af sagsøgte hævdede betaling af 40000 EUR blev foretaget den 25. april 2007«, og at »[t]visten vedrører spørgsmålet om, hvorvidt betalingen udgør en opfyldelse af forpligtelsen over for skyldneren, og hvorvidt den har virkninger«.

29.

Ifølge sagsøgeren, og således som denne har præciseret i retsmødet, er tilbagebetalingen af de 40000 EUR aldrig blevet foretaget. Hvis det er tilfældet, hvilket det alene tilkommer den forelæggende ret at bekræfte eller afkræfte ( 4 ), mister det andet til det fjerde præjudicielle spørgsmål i vid udstrækning deres genstand.

30.

Henset igen til formodningen om, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale retsinstans har forelagt, er relevante, kan nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse antages til realitetsbehandling.

31.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt retterne i den medlemsstat, på hvis område hovedinsolvensbehandlingen er blevet indledt, har enekompetence vedrørende omstødelsessøgsmål på grundlag af insolvens, eller hvorvidt denne kompetence tværtimod er valgfri, for så vidt som kuratoren altid kan iværksætte sådanne søgsmål ved retterne i andre medlemsstater.

32.

I det foreliggende tilfælde støder to fortolkningsretningslinjer sammen.

33.

Ifølge den første, der bl.a. hviler på reglen »vis attractiva concursus« ( 5 ), og som har et vist historisk fundament ( 6 ), er det alene retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt, der har kompetence til at påkende søgsmål forbundet med insolvensen, hvis disse søgsmål følger direkte af insolvensen og har en nær tilknytning til denne. For så vidt som omstødelsessøgsmål, således som Domstolen allerede har fastslået ( 7 ), imidlertid skal anses for forbundet med insolvensbehandlingen, skal den ret, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt, have enekompetence.

34.

Ifølge en anden tilgang, som ifølge Kommissionen bygger på en systemisk og teleologisk fortolkning af forordning nr. 1346/2000, kan nævnte kompetence kun anses for valgfri. Ikke alene kan omstødelsessøgsmål henhøre under områder og forpligtelser, som ikke nødvendigvis har tilknytning til hovedinsolvensbehandlingen, men kuratorens muligheder for at iværksætte sådanne søgsmål bør heller ikke begrænses med henblik på at styrke insolvensbehandlingernes effektivitet.

35.

Inden dette spørgsmål besvares direkte, skal der indledningsvis fremsættes nogle generelle bemærkninger om rækkevidden af forordning nr. 1346/2000 og om de principper, som forordningen fastsætter på området for domstolskompetence.

36.

Uden her at skulle gå i detaljer om den historiske oprindelse og det præcise indhold af forordning nr. 1346/2000 ( 8 ) skal det understreges, at et af denne forordnings prioriterede mål er ønsket om at sikre insolvensbehandlingernes effektivitet, samtidig med at situationer, hvor der sker forum shopping ( 9 ), undgås. Det tilsigtes således med den nævnte forordning at harmonisere de regler i den internationale privatret (og ikke de materielle regler), der finder anvendelse på området for »kollektive bobehandlinger som følge af en skyldners insolvens, der medfører, at skyldneren helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator« ( 10 ).

37.

Forordningen skal navnlig afhjælpe de lovgivningsmæssige mangler, som skyldes, at konkursbehandlingerne udtrykkeligt er udelukket fra anvendelsesområdet for Bruxelleskonventionen ( 11 ) (og for Rådets efterfølgende forordning (EF) nr. 44/2001 ( 12 )). Den har mere specifikt til formål at harmonisere reglerne om lovvalg, international kompetence og udenlandske retsafgørelsers virkning (anerkendelse og fuldbyrdelse). Herved ender forordning nr. 1346/2000 med i sit anvendelsesområde at erstatte de løsninger, som indtil da var fastsat i medlemsstaternes fælles internationale privatret.

38.

Som det fremgår af den forklarende rapport Virgós/Schmit ( 13 ), der kan give nyttig vejledning ved fortolkningen af forordningen ( 14 ), kræver en insolvensbehandling, som er et kollektivt skridt, at de retlige situationer er entydigt fastlagt.

39.

Desuden forudsætter sådanne behandlingers effektivitet, at de pågældende medlemsstater anerkender kompetencen hos domstolene i den medlemsstat, hvor behandlingen er blevet indledt, deres kuratorers beføjelser samt retsvirkningerne af deres afgørelser ( 15 ).

40.

Hvad angår den internationale kompetence hviler det system, der følger af forordning nr. 1346/2000, på den i forordningens artikel 3 fastsatte sondring mellem hovedbehandlingerne (universelle) og de sekundære behandlinger (territoriale) ( 16 ). Mens det i henhold til medlemsstaternes almindelige retsregler generelt var tilladt, at de nationale retsinstanser kunne erklære sig kompetente til at indlede en kollektiv behandling på flere grundlag (såsom f.eks. en af de omhandlede parters statsborgerskab eller tilstedeværelsen af skyldnerens interesser i det pågældende land), giver forordning nr. 1346/2000 kun medlemsstaternes retter tilladelse til at erklære sig kompetente på grundlag af to kriterier: centret for skyldnerens hovedinteresser og tilstedeværelsen af et forretningssted på den pågældende medlemsstats område.

41.

Hvad angår såkaldte »omstødelsessøgsmål« under insolvensbehandlingen fremgår det af punkt 77 i Virgós/Schmit-rapporten med henvisning til den vejledning, der var blevet udledt af Gourdain-dommen ( 17 ), »at der er et attraktionselement, når søgsmålene er en direkte følge af insolvensen og er snævert forbundne med insolvensbehandlingen«.

42.

Domstolen fulgte denne vejledning ved i Seagon-dommen ( 18 ) at fastslå, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er blevet indledt, har kompetence til at træffe afgørelse i et omstødelsessøgsmål, der er baseret på insolvens og er rettet mod en tredjemand, som har sit vedtægtsmæssige hjemsted i en anden medlemsstat.

43.

Det skal bemærkes, at denne løsning blev bekræftet i forbindelse med den omarbejdning, der er blevet foretaget ved forordning (EU) 2015/848 ( 19 ). Denne forordnings artikel 6 bestemmer nemlig, at »[r]etterne i den medlemsstat, på hvis område der er indledt insolvensbehandling i henhold til artikel 3, har kompetence til at behandle enhver sag, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har tæt tilknytning hertil, f.eks. anfægtelsessøgsmål« ( 20 ).

44.

Et omstødelsessøgsmål, hvorved skyldnerens kurator anmoder om tilbagebetaling af et beløb, der er blevet uretmæssigt udbetalt til en tredjemand efter indledningen af en insolvensbehandling – såsom den tilbagebetaling fra Wiemer & Trachte, der er omhandlet i hovedsagen – henhører derfor under de i forordning nr. 1346/2000 omhandlede skridt.

45.

Men er dette en enekompetence i den forstand, at reglen »vis attractiva concursus« i den medlemsstat, på hvis område der er blevet indledt en hovedinsolvensbehandling, udelukker iværksættelsen af søgsmål (navnlig omstødelsessøgsmål) ved retterne i andre medlemsstater?

46.

Som jeg vil gøre rede for i den følgende fremstilling, er jeg af den opfattelse, at dette spørgsmål kan besvares bekræftende.

47.

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 udgør centret for skyldnerens hovedinteresser, hvad angår den internationale kompetence, kernen i det system, der blev indført ved forordning nr. 1346/2000.

48.

Ved anvendelsen af reglen »vis attractiva concursus«, hvis formål er at undgå en »udvanding« af tvisten under hensyn til nærhed og forudsigelighed, bør ikke kun domstolskompetencen, men også den gældende ret og fuldbyrdelsen af de retsafgørelser, som er vedtaget i denne sammenhæng, i princippet samles i den stat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt.

49.

Hvis der imidlertid udelukkende henses til ordlyden af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, er reglen »vis attractiva concursus« ikke tydeligt udtrykt heri, for så vidt som denne bestemmelse ikke udtrykkeligt fastsætter, at de retter, der er blevet erklæret kompetente på tidspunktet for indledningen af insolvensbehandlingen, også er de eneste, der er bemyndiget til at påkende søgsmål, der følger af denne behandling, eller som er tæt forbundet hermed. Denne bestemmelse fastsætter nemlig hvad angår en hovedinsolvensbehandling blot, at retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandlingen.

50.

Den omstændighed, at den nævnte bestemmelse er tavs med hensyn til påkendelse af de søgsmål, der vedrører insolvensbehandlinger, og som er tæt forbundet med disse, hvilket utvivlsomt skyldes, at reglen »vis attractiva concursus« forstås forskelligt i medlemsstaternes lovgivninger, har givet anledning til vidt forskellige fortolkninger for så vidt angår muligheden for, at andre retter end retterne i den medlemsstat, hvor disse behandlinger er blevet indledt, kan påkende søgsmål forbundet med de nævnte behandlinger.

51.

Hvad særligt angår såkaldte »omstødelsessøgsmål«, der forstås som alle søgsmål, der på grundlag af skylderens insolvens har til formål at gøre transaktioner og dispositioner foretaget af og til fordel for sidstnævnte ugyldige, kan det meget vel tænkes, at de, ud over de transaktioner og dispositioner, som er knyttet til eventuelle kontrakter indgået mellem de pågældende enheder, kan baseres på andre forpligtelser af civil- eller handelsretlig karakter. Hvis man således henholder sig til en ordlydsfortolkning af artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, kan det ikke på forhånd udelukkes, at retterne i andre medlemsstater i henhold til de regler om territorial kompetence, som disse retter skal fastlægge, erklæres kompetente til at påkende omstødelsessøgsmål iværksat af kuratoren.

52.

Tilhængerne af den »valgfrie« tilgang fremfører to sæt argumenter.

53.

For det første gør de gældende, at selv om forordning nr. 1346/2000 har til formål at begrænse situationer, hvor der sker forum shopping, tager den derimod ikke sigte på at begrænse beføjelserne for den kurator, som er udpeget i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1. Som anført af generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer i forslag til afgørelse Seagon (C-339/07, EU:C:2008:575, punkt 64 ff.), kan det, for så vidt som det er et privilegium for kurator at anlægge et omstødelsessøgsmål ved insolvens, antages, at domstolskompetencen til at påkende et sådant søgsmål ikke altid er eksklusiv.

54.

For det andet kan muligheden for, at kuratoren kan anlægge søgsmål ved andre retter end dem, der er udpeget i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, ud over at kunne styrke effektiviteten af de søgsmål, kuratoren har iværksat til beskyttelse af boet, vise sig i højere grad at overholde retten til en retfærdig rettergang. Kriterierne for at udpege den kompetente ret til at påkende et søgsmål i henhold til denne bestemmelse – hvilke adskiller sig fra de udpegelseskriterier, som medlemsstaterne indtil da havde skullet fastsætte – kan nemlig føre til iværksættelse af søgsmål mod personer, der ikke har hjemsted i forum concursus, og således kompromittere deres processuelle rettigheder.

55.

Samtlige argumenter forekommer mig, fra et teleologisk synspunkt, at være temmelig overbevisende. Målene om effektive og hurtige grænseoverskridende insolvensbehandlinger taler nemlig til fordel for muligheden for, at den udpegede kurator skal kunne vælge, ved hvilke retter den pågældende ønsker at iværksætte sine søgsmål. Denne mulighed frembyder endvidere den fordel, at det bliver lettere at iværksætte omstødelsessøgsmål direkte ved den pågældende sagsøgte enheds ret, hvilket generelt er bedre med hensyn til overholdelse af retten til forsvar.

56.

Selv om jeg må indrømme, at jeg har forståelse for disse argumenter, forekommer det mig imidlertid, at Domstolens praksis har rettet sig mod en anerkendelse af reglen »vis attractiva concursus«. Læren fra to fortolkningsretningslinjer herom bør nævnes.

57.

Den første fortolkningsretningslinje vedrører afgrænsningen af de respektive anvendelsesområder for de forskellige instrumenter, der regulerer domstolskompetencen, således som denne linje er blevet indledt ved Gourdain-dommen ( 21 ).

58.

Domstolen udtalte sig ved den dom om Bruxelleskonventionens anvendelsesområde og fastslog, at et omstødelsessøgsmål, der havde til formål at forøge aktivmassen i den virksomhed, som var genstand for en insolvensbehandling, var knyttet til konkursbehandlingen, da den udsprang direkte af konkursen og havde snæver forbindelse med en sag om konkurs, akkord eller andre lignende ordninger. Et sådant søgsmål var derfor ikke omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde og var ikke undergivet de i denne fastsatte kompetenceregler.

59.

Den efterfølgende retspraksis ( 22 ) vedrørende formuleringen af de bestemmelser, der er fastsat dels i Bruxelles I-forordningen, dels i forordning nr. 1346/2000, gør det helt klart, at det er vigtigt, at alle civil- og handelsretlige søgsmål er omfattet af de ensartede europæiske regler om international kompetence, som skal defineres gennem et eller flere af disse instrumenter. Det bør nemlig undgås, at der vedtages nationale bestemmelser om retternes kompetence på bekostning af retssikkerheden ( 23 ).

60.

Imidlertid, og således som Domstolen har bemærket i Seagon-dommen ( 24 ), er det netop dette kriterium, der anvendes i sjette betragtning til forordning nr. 1346/2000 med henblik på at afgrænse sidstnævntes genstand. Det fremgår nemlig af betragtningen, at forordningen regulerer »kompetencen til at indlede insolvensbehandlinger og afgørelser, som følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i nær forbindelse hermed«.

61.

Den anden fortolkningsretningslinje, som er afgørende, er den, der følger af Seagon-dommen ( 25 ). Det fremgår af den nævnte dom, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen er indledt, også har international kompetence til at afgøre en sag, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har nær forbindelse hermed. Ved i samme dom at anføre, at »[samlingen] af samtlige de søgsmål, der er direkte knyttet til en virksomheds insolvens, ved retterne i den medlemsstat, der har kompetence til at indlede insolvensbehandling, forekommer også at være i overensstemmelse med målet om at forbedre effektiviteten og hurtigheden af insolvensbehandlinger med grænseoverskridende virkninger«, udtalte Domstolen sig, hvis der foretages en samlet læsning af dommen, til støtte for enekompetence for de retter, der bliver erklæret kompetente på tidspunktet for indledningen af hovedinsolvensbehandlingen ( 26 ).

62.

Denne konklusion forekommer mig ikke at være svækket af de argumenter, der er knyttet til ordlyden af visse bestemmelser i forordning nr. 1346/2000.

63.

Hvad for det første angår argumentet om, at forordningens artikel 18, stk. 2, som vedrører »[k]urators beføjelser«, fastsætter mulighed for, at den udpegede kurator i henhold til nævnte forordnings artikel 3, stk. 2, kan iværksætte omstødelsessøgsmål i andre medlemsstater, sigter bestemmelsen til den særlige situation, hvor kuratoren er blevet udpeget i forbindelse med en sekundær insolvensbehandling henhørende under samme forordnings artikel 3, stk. 2.

64.

For så vidt som kuratorens beføjelser inden for rammerne af en sådan behandling er territorielt begrænsede, skal kuratoren bl.a. have mulighed for i alle medlemsstater, indenretsligt eller udenretsligt, at iværksætte ethvert skridt til omstødelse, som er i kreditorernes interesse. Det skal derimod bemærkes, at artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, som vedrører det tilfælde, hvor kuratoren, ligesom det er tilfældet i hovedsagen, er blevet udpeget i forbindelse med en hovedbehandling på grundlag af forordningens artikel 3, stk. 1, ikke nævner kuratorens mulighed for at »udøve alle de beføjelser ( 27 ), der er tillagt ham efter lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt«. Denne forskel i formuleringen er ikke tilfældig. Den forklares netop af, at den kurator, der er blevet udpeget i forbindelse med en hovedbehandling, forventes at iværksætte omstødelsessøgsmål vedrørende denne ved retterne i den medlemsstat, hvor denne behandling er blevet indledt. Det er derfor ikke et krav, at den pågældende kan påberåbe sig muligheden for at anlægge sag ved retterne i andre medlemsstater.

65.

For det andet kan der heller ikke udledes argumenter af nævnte forordnings artikel 25, stk. 1, andet afsnit. Sidstnævnte bestemmelse tager udelukkende sigte på anerkendelsen og håndhævelsen af »retsafgørelser, der følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i snæver forbindelse hermed, også når de er truffet af en anden ret«. Den gør ikke andet end at anerkende muligheden for, at retterne i en medlemsstat, på hvis område der er indledt en insolvensbehandling, i henhold til nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, også kan afgøre et søgsmål af den type, der er omhandlet i hovedsagen ( 28 ).

66.

Endelig vil jeg fremhæve, at det synes at fremgå mere direkte af artikel 6, stk. 1, i den nye forordning 2015/848, at reglen »vis attractiva concursus« finder anvendelse på de søgsmål, som følger direkte af insolvensbehandlingen, og som træffes i nær forbindelse hermed.

67.

35. betragtning til sidstnævnte forordning går klart i retning af enekompetence for retterne i den medlemsstat, på hvis område der er blevet indledt en insolvensbehandling, til at påkende de søgsmål, der følger direkte af insolvensbehandlingerne, og som træffes i nær forbindelse hermed. Denne enekompetence udelukkes kun i tilfælde af, at et søgsmål er forbundet med et andet søgsmål, som er baseret på de generelle civil - eller handelsretlige bestemmelser (artikel 6, stk. 2, i forordning 2015/848), eller for at anlægge søgsmål med henblik på at pålægge skyldnerens virksomhedsledere sanktioner for manglende overholdelse af deres forpligtelser, forudsat at de nævnte retter har kompetence til at påkende disse tvister i henhold til deres nationale lovgivning (jf. ligeledes 47. betragtning til forordning 2015/848).

68.

Det følger af samtlige disse betragtninger, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, på hvis område hovedinsolvensbehandlingen er blevet indledt, har enekompetence til at påkende omstødelsessøgsmål, der er baseret på skyldnerens insolvens.

69.

I betragtning af den besvarelse, jeg foreslår at give af det første præjudicielle spørgsmål, forekommer det ikke længere strengt nødvendigt at besvare de øvrige spørgsmål, som hviler på den forudsætning, at de bulgarske retter kunne blive erklæret kompetente til at påkende det i hovedsagen omhandlede omstødelsessøgsmål ( 29 ). For at kunne påberåbe sig bestemmelserne i kapitel II i forordning nr. 1346/2000 med overskriften »Anerkendelse af insolvensbehandlingens virkninger« er det nemlig nødvendigt at befinde sig i en situation, hvor det er blevet fastslået, at de retter, ved hvilke der er anlagt sag, i dette tilfælde de bulgarske retter, har international kompetence som omhandlet i forordningens artikel 3.

70.

For det tilfælde, at Domstolen ikke følger mit forslag til afgørelse, skal jeg imidlertid herefter kortfattet bedømme det andet, det tredje og det fjerde spørgsmål.

71.

Som belyst i Virgós/Schmit-rapporten vedrørende artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 medfører den i forordningens artikel 16 fastsatte automatiske anerkendelse af insolvensbehandlinger indledt i en anden kontraherende stat i visse tilfælde, at nogle af de berørte personer kan være uvidende om, at der er indledt insolvensbehandling, og i god tro handle »i strid med de nye omstændigheder«.

72.

Denne bestemmelse tager således sigte på at regulere den situation, hvor en forpligtelse er blevet opfyldt i god tro til fordel for skyldneren, mens den burde have været opfyldt til fordel for den kurator, som er blevet udpeget i forbindelse med en insolvensbehandling, der er indledt i en anden medlemsstat. Bestemmelsen anerkender opfyldelsens eller betalingens frigørende karakter, hvis den pågældende person ikke havde kendskab til behandlingens indledning og handlede i god tro.

73.

Ifølge Virgós/Schmit-rapporten er der desuden en formodning om manglende kendskab til indledningen af en insolvensbehandling, hvis den i artikel 21 i forordning nr. 1346/2000 fastsatte bekendtgørelse ikke har fundet sted i henhold til den fremgangsmåde, som er fastsat i den pågældende stat.

74.

Som Kommissionen har anført, forklarer Virgós/Schmit-rapporten forbindelsen mellem artikel 16, 21 og 24 i forordning nr. 1346/2000. Mens forordningens artikel 16 fastsætter automatisk anerkendelse af enhver afgørelse truffet af en ret i en kompetent medlemsstat i henhold til nævnte forordnings artikel 3, lemper samme forordnings artikel 24 denne regel til fordel for de parter, som har opfyldt en forpligtelse i god tro, hvorved god tro anses for at foreligge, hvis den pågældende person ikke har haft kendskab til behandlingens indledning. Dette manglende kendskab antages at foreligge, hvis forpligtelsen er opfyldt inden bekendtgørelsen i den pågældende medlemsstat.

75.

Disse bestemmelser skal forstås i deres helhed under hensyn til den ordning med automatisk anerkendelse, som er blevet indført ved forordning nr. 1346/2000, og sideløbende til ønsket om at beskytte tredjemænd, som har opfyldt deres forpligtelser i god tro.

76.

Som Domstolen højtideligt bemærkede i Eurofood-dommen ( 30 ), og således som det fremgår af 22. betragtning til forordning nr. 1346/2000, bygger den prioritetsregel, der er fastsat i forordningens artikel 16, stk. 1, hvorefter en insolvensbehandling, der er blevet indledt i en medlemsstat, anerkendes i alle medlemsstaterne, så snart den får virkning i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt, på princippet om gensidig tillid, et princip, som bl.a. forudsætter, at en ret i en medlemsstat, som har modtaget en anmodning om indledning af en hovedinsolvensbehandling, efterprøver sin kompetence i henhold til nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, dvs. undersøger, om centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig i den medlemsstat. Til gengæld kræver princippet om gensidig tillid, således som det bliver præciseret i 22. betragtning til forordningen, at retterne i de øvrige medlemsstater anerkender afgørelsen om indledning af en hovedinsolvensbehandling uden at kunne efterprøve den bedømmelse, som den første ret har foretaget med hensyn til sin egen kompetence ( 31 ).

77.

Der er tale om en vigtig fortolkningsparameter, der skal holdes for øje ved bedømmelsen af det andet, det tredje og det fjerde præjudicielle spørgsmål, hvilket jeg vil redegøre for i det følgende.

78.

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, på hvilket tidspunkt en person i givet fald kan påberåbe sig den frigørende virkning, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000.

79.

Med andre ord skal det fastslås, på hvilket tidspunkt det kan anses, at der er blevet indledt en insolvensbehandling mod en skyldner som omhandlet i denne bestemmelse.

80.

På dette punkt giver Eurofood-dommen ( 32 ) unægtelig meget nyttige anvisninger.

81.

Det bemærkes, at Domstolen i den nævnte sag bl.a. blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt en afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, der havde modtaget en anmodning om likvidation af et selskab - og hvorved en kurator, som var blevet tillagt beføjelser, der fratog dette selskabs direktion retten til at udøve de samme beføjelser, var blevet udpeget - skulle betegnes som en »afgørelse om indledning af insolvensbehandling« som omhandlet i forordning nr. 1346/2000.

82.

Domstolen fastslog, idet den bemærkede, at de betingelser og formaliteter, som kræves opfyldt, for at en insolvensbehandling kan indledes, henhører under national lovgivning og varierer i betydelig grad mellem medlemsstaterne ( 33 ), at det var vigtigt med henblik på at sikre effektiviteten af den ved forordning nr. 1346/2000 indførte ordning, at det princip om gensidig anerkendelse, som er fastsat i forordningens artikel 16, stk. 1, første afsnit, kunne anvendes »så tidligt som muligt« i løbet af insolvensbehandlingen ( 34 ). På denne baggrund skal ikke blot en afgørelse, der formelt kvalificeres som en afgørelse om indledning af insolvensbehandling i lovgivningen i den medlemsstat, hvor den ret, der har truffet afgørelsen, er beliggende, men også en afgørelse truffet efter en anmodning, der støttes på skyldnerens insolvens, om indledning af den bobehandling, som er omhandlet i nævnte forordnings bilag A, anses for en »afgørelse om indledning af insolvensbehandling«, hvis denne afgørelse medfører, at skyldneren mister rådigheden over sine aktiver, og hvis der herved udpeges en kurator, som er omfattet af forordningens bilag C ( 35 ).

83.

Det forekommer mig, at denne konklusion finder anvendelse mutatis mutandis med henblik på fortolkningen af artikel 24 i forordning nr. 1346/2000.

84.

Som det er blevet forklaret i Virgós/Schmit-rapporten (punkt 187), fremgår det, at denne bestemmelse – ligesom forordningens artikel 16 – er blevet indført med henblik på at kompensere for de uønskede virkninger, som den automatiske anerkendelse af afgørelser om indledning af insolvensbehandlinger i videste forstand kan have på transaktioner foretaget af tredjemænd i god tro.

85.

Artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 tager konkret sigte på at beskytte de tredjemænd, som i god tro og efter indledningen af insolvensbehandlingen har opfyldt en forpligtelse til fordel for den insolvente skyldner, selv om denne burde have været opfyldt til fordel for kuratoren. Indtil det modsatte er bevist, antages der at foreligge god tro, hvis forpligtelsen er blevet opfyldt forud for vedtagelsen af de bekendtgørelsesforanstaltninger, som er fastsat i nævnte forordnings artikel 21 ( 36 ). Det er imidlertid altid muligt for modparten at godtgøre, at opfyldelsen af en forpligtelse er blevet udført i ond tro, og følgelig, at den frigørende virkning ikke kan indtræde.

86.

Denne løsning er i øvrigt den, der udtrykkeligt er indført i den nye forordning 2015/848. Forordningens artikel 2, stk. 7, litra ii), betegner en »afgørelse om indledning af insolvensbehandling« med henblik på denne forordning som en rets afgørelse om udpegelse af en insolvensbehandler, herunder ifølge bilag B en midlertidig kurator.

87.

Henset til samtlige disse betragtninger foreslås det, at det andet præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse på opfyldelsen af en forpligtelse til fordel for skyldneren i en medlemsstat på det tidspunkt, hvor der er blevet indgivet en anmodning om indledning af en insolvensbehandling, som vedrører skyldnerens aktiver, og en midlertidig kurator er blevet udpeget i en anden medlemsstat, men hvor der i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, endnu ikke er blevet truffet nogen retsafgørelse om at indlede en insolvensbehandling.

88.

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 24 i forordning nr. 1346/2000 finder anvendelse, når den insolvente skyldners oprindelige disposition anses for ugyldig i henhold til den nationale lovgivning ved den kompetente skifteret, og at denne ugyldighed netop følger af insolvensbehandlingen.

89.

Der mindes om, at artikel 24 i forordning nr. 1346/2000, sammenholdt med 30. betragtning til forordningen, indfører en generel regel om beskyttelse af dispositioner foretaget i god tro af tredjemænd i tilfælde, hvor de har opfyldt deres forpligtelse til skyldnerens fordel på et tidspunkt, hvor en udenlandsk insolvensbehandling allerede er blevet indledt, men hvor tredjemændene ikke har kunnet have kendskab til denne situation.

90.

Som Domstolen har præciseret, er denne artikel ikke omfattet af lovvalgsreglerne, men udgør en materiel bestemmelse, som finder anvendelse i hver medlemsstat uafhængigt af lex concursus ( 37 ).

91.

Hverken ordlyden af artikel 24 i nævnte forordning nr. 1346/2000 eller det med denne bestemmelse forfulgte mål om at beskytte tredjemænd, der er skyldnere, og som er i god tro, gør det muligt at begrænse dens anvendelse til kun at gælde forpligtelser, der er opstået uden nogen forbindelse til insolvensbehandlingen. Som følge heraf er hverken arten af tredjemands forpligtelse over for skyldneren eller dens retsgrundlag relevante for anvendelsen af artikel 24 i forordning nr. 1346/2000.

92.

Det skal dog præciseres, at denne bestemmelse kun finder anvendelse i tilfælde, hvor det på baggrund af samtlige omstændigheder i sagen kan antages, at den pågældende tredjemand faktisk ikke havde kendskab til indledningen af en insolvensbehandling, hvilken indledning normalt ville have tvunget vedkommende til at foretage den pågældende betaling til fordel for den kurator, der var blevet udpeget inden for dennes rammer.

93.

Ligeledes, og som jeg tidligere har anført, er det under alle omstændigheder altid muligt for modparten at godtgøre, at den pågældende tredjemand uanset den manglende bekendtgørelse af afgørelsen om at indlede en insolvensbehandling i en medlemsstat faktisk havde kendskab til denne, at opfyldelsen af en forpligtelse er blevet foretaget i ond tro, og at den i artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 omhandlede frigørende virkning derfor ikke kan indtræde.

94.

Følgelig er retsgrundlaget for tredjemands forpligtelse over for den insolvente skyldner uden relevans med henblik på anvendelsen af artikel 24 i forordning nr. 1346/2000. Det er altid muligt for modparten at godtgøre, at den pågældende tredjemand uanset den manglende bekendtgørelse af afgørelsen om at indlede en insolvensbehandling i en medlemsstat faktisk havde kendskab til den, at opfyldelsen af en forpligtelse er blevet foretaget i ond tro, og at den frigørende virkning derfor ikke kan indtræde.

95.

Med sit fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den i artikel 24, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 1346/2000 fastsatte formodning om manglende kendskab finder anvendelse, når dokumenterne om udpegelse af en midlertidig kurator og dokumenterne om den insolvente skyldners dispositioner ikke er blevet bekendtgjort i den medlemsstat, hvor skyldneren har bopæl, selv om det i denne stat er fastsat, at disse dokumenter skal bekendtgøres i overensstemmelse med forordningens artikel 21, stk. 2.

96.

Den tvivl, som den forelæggende ret har rejst, vedrører anvendelsen af denne antagelse på sagens omstændigheder, når artikel 16, stk. 1, og artikel 25, stk. 1, tredje punktum, i forordning nr. 1346/2000 fastsætter, at afgørelserne fra den kompetente skifteret vedrørende forebyggende foranstaltninger automatisk skal anerkendes af retterne i alle andre medlemsstater.

97.

Ifølge oplysningerne fra den forelæggende ret fastsætter bulgarsk ret, at udenlandske afgørelser om indledning af en insolvensbehandling skal bekendtgøres.

98.

Det skal bemærkes, at artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 fastsætter den generelle regel om friheden til at bekendtgøre afgørelsen om at indlede insolvensbehandlingen og i givet fald af den afgørelse, hvorved kuratoren er blevet udpeget, i alle andre medlemsstater end den, insolvensbehandlingen er blevet indledt i. Forordningens artikel 21, stk. 2, gør det muligt undtagelsesvis at gøre det obligatorisk for den medlemsstat, på hvis område skyldneren har et forretningssted, at bekendtgøre disse afgørelser. I så fald træffer kuratoren eller enhver anden myndighed, som har beføjelse hertil i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, de nødvendige foranstaltninger til at sikre denne bekendtgørelse.

99.

Efter min opfattelse forudsætter princippet om gensidig anerkendelse, der blev indført ved forordning nr. 1346/2000, nødvendigvis, at den formodning om manglende kendskab, som er fastsat i forordningens artikel 24, stk. 2, finder anvendelse, selv hvis de i samme forordnings artikel 21, stk. 2, omhandlede myndigheder ikke har truffet samtlige nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre bekendtgørelsen af en udenlandsk afgørelse om indledning af en insolvensbehandling i registret i den medlemsstat, på hvis område sagsøgtes filial har hjemsted.

100.

Denne konklusion fremgår i øvrigt af selve ordlyden af artikel 24, stk. 2, første punktum, i forordning nr. 1346/2000. Den i denne bestemmelse fastsatte formodning om manglende kendskab til indledningen af insolvensbehandlingen finder anvendelse, når den tredjemand, der er skyldner, har opfyldt en forpligtelse til fordel for den insolvente skyldner forud for de bekendtgørelsesforanstaltninger, som er fastsat i forordningens artikel 21. Der er ikke fastsat nogen anden betingelse i denne henseende, og bestemmelsens ordlyd udelukker ikke de foranstaltninger til obligatorisk bekendtgørelse, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 1346/2000.

101.

Under hensyn til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) forelagte præjudicielle spørgsmål således: