1.

Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) har ved sine præjudicielle spørgsmål anmodet Domstolen om oplysninger om fortolkningen og gyldigheden i forhold til den primære EU-ret af en række bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3. april 2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF ( 2 ).

2.

Spørgsmålene er blevet forelagt i forbindelse med en tvist mellem Planta Tabak-Manufaktur Dr. Manfred Obermann GmbH & Co. KG (herefter »Planta Tabak«), en tobaksfabrikant, og Land Berlin (delstaten Berlin, Tyskland), vedrørende anvendelsen af den tyske lovgivning til gennemførelse af dette direktiv på de produkter, denne virksomhed markedsfører.

3.

De mange spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet, giver Domstolen anledning til på ny at forholde sig til en række aspekter, som den allerede har behandlet i domme af 4. maj 2016, Polen mod Parlamentet og Rådet ( 3 ) og Philip Morris Brands m.fl. ( 4 ), herunder navnlig forbuddet mod markedsføring af tobaksvarer med en kendetegnende aroma i artikel 7, stk. 1 og 7, i direktiv 2014/40 og reglerne om præsentation af tobaksvarer i direktivets artikel 13, stk. 1, som forbyder alle elementer og træk, der kan tilskynde til forbrug af sådanne varer.

4.

Således som Domstolen har anmodet om, begrænser det foreliggende forslag til afgørelse sig imidlertid til bedømmelsen af de følgende to aspekter. Jeg undersøger først gyldigheden af det førstnævnte forbud i forhold til ligebehandlingsprincippet, for så vidt som EU-lovgiver i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40 har fastsat en overgangsperiode for tobaksvarer med en kendetegnende aroma, der har et salgsvolumen i Unionen på 3% eller mere inden for en bestemt produktkategori. Derpå undersøger jeg, hvorledes den sidstnævnte bestemmelse skal fortolkes, med henblik på at afgøre, om den indeholder et forbud mod, at det angives på de tobaksvarer med en kendetegnende aroma, som endnu kan sælges, hvilken aroma de indeholder.

5.

Jeg foreslår, at Domstolen svarer dels, at artikel 7, stk. 1, 7 og 14, i direktiv 2014/40 er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet, dels, at direktivets artikel 13, stk. 1, rent faktisk forbyder en sådan angivelse af en kendetegnende aroma på de varers emballage, som det stadig er tilladt at sælge.

6.

16., 25. og 27. betragtning til direktiv 2014/40 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

7.

Direktivets artikel 1 med overskriften »Genstand« bestemmer:

»Målet med dette direktiv er at gennemføre en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om:

[…]

for at fremme den rette funktion af det indre marked for tobak og relaterede produkter med udgangspunkt i et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, navnlig for unge, og for at opfylde Unionens forpligtelser i henhold til WHO’s rammekonvention om tobakskontrol (»FCTC«).«

8.

Direktivets artikel 7 med overskriften »Bestemmelser om ingredienser« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne forbyder markedsføring af tobaksvarer med en kendetegnende aroma.

[…]

7.   Medlemsstaterne forbyder markedsføring af tobaksvarer, der indeholder aromastoffer i deres bestanddele såsom filtre, papir, emballage, kapsler eller enhver teknisk funktion, der gør det muligt at ændre de pågældende tobaksvarers duft eller smag eller deres røgudviklingsintensitet. Filtre, papir og kapsler må ikke indeholde tobak eller nikotin.

[…]

12.   Andre tobaksvarer end cigaretter og rulletobak er undtaget fra forbuddene i stk. 1 og 7. Kommissionen vedtager delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27 for at trække denne undtagelse tilbage for en bestemt produktkategori, hvis der sker en væsentlig ændring i forholdene som konstateret i en rapport fra Kommissionen.

[…]

14.   For så vidt angår tobaksvarer med en kendetegnende aroma, der har et salgsvolumen i Unionen på 3% eller mere inden for en bestemt produktkategori, finder bestemmelserne i denne artikel anvendelse fra den 20. maj 2020.

[…]«

9.

Samme direktivs artikel 13 med overskriften »Produktpræsentation« har følgende ordlyd:

»1.   Mærkningen af en enkeltpakning og eventuel ydre emballage og selve tobaksvaren må ikke indeholde noget element eller træk, som:

[…]

3.   De elementer og træk, der er forbudte i henhold til stk. 1 og 2, kan omfatte, men er ikke begrænset til, tekst, symboler, navne, varemærker, figurer eller andre tegn.«

10.

Direktiv 2014/40 er i Tyskland navnlig blevet gennemført ved Gesetz über Tabakerzeugnisse und verwandte Erzeugnisse (lov om tobaksvarer og relaterede produkter) af 4. april 2016 (BGBl. 2016 I, s. 569, herefter »TabakerzG«), der trådte i kraft den 20. maj 2016.

11.

§ 5 i TabakerzG med overskriften »Ingredienser« bestemmer:

»(1)   Det er forbudt at markedsføre:

12.

§ 18 i TabakerzG med overskriften »Forbud med henblik på at beskytte forbrugerne mod vildledning« bestemmer:

»[…]

(2)   Det er forbudt at markedsføre tobaksvarer med vildledende reklameoplysninger på enkeltpakningerne, den ydre emballage eller selve tobaksvaren. Dette gælder navnlig:

[…]

[…]«

13.

§ 47 i TabakerzG med overskriften »Overgangsbestemmelser« bestemmer i stk. 4:

»For cigaretter og rulletobak med et salgsvolumen i Unionen, der repræsenterer 3% eller mere inden for en bestemt produktkategori, anvendes § 5, stk. 1, nr. 1, litra a), fra den 20. maj 2020.«

14.

Planta Tabak er en familievirksomhed, der fremstiller og sælger forskellige former for tobaksvarer. Før direktiv 2014/40 trådte i kraft, var aromatiseret rulletobak en af virksomhedens specialiteter. Størstedelen af denne produktion bestod af tobak med mentol. Virksomheden solgte ligeledes et mindre sortiment af cigaretter, for størstepartens vedkommende aromatiserede, vandpibetobak samt, i mindre udstrækning, cigarillos, cigarer og artikler for rygere.

15.

Den 4. april 2016 vedtog den tyske lovgiver TabakerzG for at gennemføre direktiv 2014/40. Den 25. april 2016 anlagde Planta Tabak en sag ved Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin), hvori Planta Tabak rejste indsigelse mod anvendelsen af lovens bestemmelser om forbud mod markedsføring af tobaksvarer med en kendetegnende aroma, om sundhedsadvarsler og om produktpræsentation på de varer, virksomheden fremstiller og sælger. Den nævnte ret er i tvivl om gyldigheden og fortolkningen af de tilsvarende bestemmelser i direktiv 2014/40.

16.

På den baggrund har Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin) ved afgørelse af 21. april 2017, som indgik til Domstolen den 27. april 2017, udsat sagen og forelagt Domstolen bl.a. følgende spørgsmål:

[…]

17.

Planta Tabak, den spanske, den franske og den ungarske regering, Det Forenede Kongeriges regering og den norske regering samt Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen.

18.

Planta Tabak, den spanske regering og Det Forenede Kongeriges regering samt Parlamentet, Rådet og Kommissionen deltog i retsmødet, som blev afholdt den 21. marts 2018.

19.

Af direktiv 2014/40’s forskellige bidrag til EU-lovgivningen om tobak indtager forbuddet mod markedsføring af produkter med en kendetegnende aroma ( 7 ) i direktivets artikel 7, stk. 1, en fremtrædende plads. Endvidere forbyder artiklens stk. 7 tobaksvarer, der indeholder aromastoffer i deres bestanddele såsom filtre, papir, emballage, kapsler eller enhver teknisk funktion, der gør det muligt at ændre de pågældende tobaksvarers duft eller smag eller deres røgudviklingsintensitet. De nævnte forbud omfatter for nærværende ikke cigaretter og rulletobak ( 8 ).

20.

EU-lovgivers hensigt med at vedtage forbuddene var at fjerne tobak med vanilje- eller chokoladearoma eller mentol fra markedet. Motiverne hertil angives i 16. betragtning til direktiv 2014/40. Lovgiver fandt i det væsentlige, at de nævnte produkter kan fremme indledningen af et tobaksforbrug, navnlig blandt unge, og påvirke forbrugsmønstrene. Således som Domstolen har anført, skjuler eller mildner sådanne aromaer tobaksrøgens bitterhed og bidrager til at fremme og opretholde tobaksafhængighed ( 9 ).

21.

Forbuddene trådte i princippet i kraft den 20. maj 2016, på hvilket tidspunkt medlemsstaterne skulle have gennemført direktiv 2014/40 ( 10 ). Det bestemmes dog i direktivets artikel 7, stk. 14, at tobaksvarer med en kendetegnende aroma, der har et salgsvolumen i Unionen på 3% eller mere inden for en bestemt produktkategori ( 11 ), fortsat kan markedsføres indtil den 20. maj 2020 ( 12 ).

22.

Planta Tabak har, hvilket den forelæggende ret tilslutter sig, gjort gældende, at artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40 medfører en ubegrundet forskelsbehandling mellem ensartede tobaksvarer og derfor strider imod ligebehandlingsprincippet. Mens det nærmere bestemt er almindelig anerkendt, at mentolcigaretter er omfattet af den overgangsperiode, der fastsættes i denne bestemmelse ( 13 ), gælder bestemmelsen ifølge de oplysninger, Planta Tabak råder over, ikke for rulletobak med mentol ( 14 ). Desuden finder overgangsperioden ikke anvendelse på tobaksvarer med andre aromaer såsom vanilje eller eukalyptus. Alle sådanne varer udviser imidlertid de samme objektive kendetegn og indebærer de samme risici for menneskers sundhed.

23.

Det skal bemærkes, at Domstolen i dommen i sagen Polen mod Parlamentet og Rådet ( 15 ) og i sagen Philip Morris Brands m.fl. ( 16 ) tidligere har udtalt sig om gyldigheden af forbuddene mod markedsføring af tobaksvarer med en kendetegnende aroma i artikel 7, stk. 1 og 7, i direktiv 2014/40 i forhold til proportionalitetsprincippet. Spørgsmålet om gyldigheden af de nævnte bestemmelser, sammenholdt med direktivets artikel 7, stk. 14, i relation til ligebehandlingsprincippet er derimod ikke blevet behandlet før.

24.

Hvad dette angår bemærkes, at ligebehandlingsprincippet, der er et generelt princip i EU-retten, kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt, og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet ( 17 ).

25.

Af de bestemmelser, hvortil den forelæggende ret henviser i sit spørgsmål, indføres en sådan forskelsbehandling i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40. I bestemmelsen etableres en sondring mellem tobaksvarer med en kendetegnede aroma, der bygger på salgsvolumenet for hver enkelt vare inden for en bestemt produktkategori. Dette medfører f.eks., at på den ene side mentolcigaretter, for hvilke salgsvolumenet i Unionen er større end 3% inden for kategorien »cigaretter«, og på den anden side cigaretter med en mindre udbredt aroma, for hvilket salget ikke når denne tærskel, behandles forskelligt. De førstnævnte kan bringes i omsætning indtil 20. maj 2020, mens de sidstnævnte skulle have været fjernet fra markedet den 20. maj 2016.

26.

Det skal følgelig først klarlægges, om tobaksvarer med en kendetegnende aroma, som ikke når tærsklen på 3% i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40, og tobaksvarer, som når denne tærskel, befinder sig i ensartede situationer (2). Hvis dette er tilfældet, skal det derpå vurderes, om den forskellige behandling, de således er genstand for, er objektivt begrundet (3).

27.

Ifølge Domstolens praksis skal »[s]pørgsmålet om den ensartede karakter af forskellige situationer […] vurderes under hensyn til alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som den pågældende retsakt henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område« ( 18 ).

28.

Anvendelsen af denne »test« på den foreliggende sag rejser på baggrund af de fremførte standpunkter ( 19 ) et indledende spørgsmål: Skal det vurderes, om de omhandlede situationer er ensartede, på baggrund af de generelle formål med direktiv 2014/40, de specifikke formål med direktivets artikel 7, stk. 14, eller begge disse faktorer?

29.

Den analyse i to trin, som Domstolen foretager i sin praksis – er situationerne ensartede, og foreligger der en objektiv begrundelse? – mener jeg har følgende konsekvens. Når det undersøges, om de pågældende situationer er ensartede, skal det fastslås, om de i princippet er ensartede i relation til de generelle formål med det omhandlede instrument. I bekræftende fald gør undersøgelsen af begrundelsen det muligt at klarlægge, om der på trods af denne principielle ensartethed, hvis der er tale om særlig bestemmelse i instrumentet, findes specifikke hensyn, som kan begrunde en forskellig behandling, og som er forenelige med instrumentets genstand og formål.

30.

Jeg mener kort sagt, at man, når man sammenligner situationen for henholdsvis tobaksvarer med en kendetegnende aroma, der overskrider tærsklen på 3% af salget inden for en bestemt produktkategori, og varer, som ikke når denne tærskel, skal hæfte sig ved de generelle formål med direktiv 2014/40. De specifikke formål med direktivets artikel 7, stk. 14, mener jeg i givet fald skal undersøges i forbindelse med klarlæggelsen af, om der foreligger en objektiv begrundelse.

31.

Hvad formålene med direktiv 2014/40 angår skal det bemærkes, at direktivet i henhold til artikel 1 har et dobbelt eller endog et tredobbelt formål. Det består i at fremme den rette funktion af det indre marked for tobak og relaterede produkter med udgangspunkt i et højt sundhedsbeskyttelsesniveau, navnlig for unge, og at opfylde Unionens forpligtelser i henhold til Verdenssundhedsorganisationens rammekonvention om tobakskontrol (FCTC) ( 20 ).

32.

Henset til dette tredobbelte formål har EU-lovgiver bestemt, at alle tobaksvarer med en kendetegnende aroma principielt ( 21 ) skal være undergivet den samme retlige ordning. EU-lovgiver har fundet, at alle sådanne varer kan fremme indledningen af et tobaksforbrug og påvirke forbrugsmønstrene. I denne henseende tog vedtagelsen af harmoniseringsforanstaltninger på grundlag af artikel 114 TEUF netop sigte på at undgå »[t]iltag, der resulterer i uberettiget forskelsbehandling mellem forskellige typer aromatiserede cigaretter« ( 22 ). Foranstaltningerne havde til formål generelt at fjerne alle forskelle mellem de nationale retsforskrifter om anvendelse af ingredienser, der giver tobak en kendetegnende aroma.

33.

I øvrigt sondres der i FCTC, som EU-lovgiver tog sigte på at gennemføre, ikke mellem forskellige tobaksvarer, der har en kendetegnende aroma. I de delvise retningslinjer for gennemførelse af konventionens artikel 9 og 10 opfordres der til afskaffelse af ingredienser, der bl.a. anvendes til at forbedre produktets smag, men der foretages ikke nogen form for sondring mellem de forskellige aromaer, der kan tilsættes tobaksvarerne ( 23 ).

34.

Domstolen anlagde den samme holdning i domme af 4. maj 2016 i sagen Polen mod Parlamentet og i sagen Philip Morris Brands m.fl. ( 24 ), hvori den fandt, at de forskellige former for tobaksvarer med en kendetegnende aroma dels har de samme objektive kendetegn, dels de samme virkninger med hensyn til at indlede et tobaksforbrug og at opretholde en tobaksafhængighed.

35.

Ovenstående betragtninger bringer mig til den konklusion, at alle de aromatiserede tobaksvarer, som er omfattet af forbuddene mod kendetegnende aromaer i artikel 7, stk. 1 og 7, i direktiv 2014/40, befinder sig i ensartede situationer i relation til anvendelsen af ligebehandlingsprincippet, og at deres salgsvolumen i Unionen ikke har nogen betydning i denne henseende.

36.

Ifølge Domstolens faste praksis er en forskellig behandling af ensartede situationer begrundet, »når den er baseret på et objektivt og rimeligt kriterium, dvs. når den beror på et med den pågældende lovgivning lovligt tilstræbt formål, og når forskellen står i rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med denne behandling« ( 25 ).

37.

Da direktiv 2014/40 er en EU-lovgivningsakt, påhviler det EU-lovgiver at godtgøre, at der foreligger et sådant objektivt kriterium, og at forelægge Domstolen de oplysninger, som er nødvendige i denne henseende ( 26 ).

38.

Der indrømmes dog EU-lovgiver et vidt skøn inden for et område som det, der er omhandlet i den foreliggende sag, som for lovgiver involverer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og hvor lovgiver skal foretage komplekse vurderinger. Domstolen ønsker ikke at sætte sit eget skøn i stedet for lovgivers. Den foretager kun en begrænset retslig prøvelse, hvorved den søger at konstatere, om en foranstaltning er åbenbart uegnet i forhold til det mål, den nævnte lovgiver har ønsket at forfølge ( 27 ). Hvad mere specifikt angår efterprøvelsen af, om ligebehandlingsprincippet er overholdt, underkendes vilkårlige forskelle i behandlingen, dvs. forskelle, som åbenbart ikke bygger på objektive kriterier, og som ikke står i rimeligt forhold til det forfulgte mål ( 28 ).

39.

I det foreliggende tilfælde gives der i 16. betragtning til direktiv 2014/40 en første begrundelse for den forskellige behandling, der indføres i direktivets artikel 7, stk. 14. Det anføres i denne betragtning, at udfasningen af tobaksvarer med en kendetegnende aroma med et større salgsvolumen bør ske over en længere periode »med henblik på at give forbrugerne tilstrækkelig tid til at skifte til andre produkter« ( 29 ).

40.

Hvad dette angår har Parlamentet, Rådet og Kommissionen i deres skriftlige indlæg påpeget, at lovgiver ønskede at tage hensyn til, at visse kendetegnende aromaer er veletablerede blandt forbrugerne og derfor har væsentlig betydning for deres forbrugsmønster. Sådanne vaner kan kun forsvinde gradvis.

41.

Endvidere henviste Domstolen i dommen i sagen Polen mod Parlamentet og i sagen Philip Morris Brands m.fl. ( 30 ) til yderligere en begrundelse for den overgangsperiode, som fastsættes i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40. Inden for rammerne af sin undersøgelse vedrørende gyldigheden af forbuddet mod markedsføring af tobak med en kendetegnende aroma i forhold til proportionalitetsprincippet fandt Domstolen, at overgangsperioden ligeledes har til formål at give tobaksindustrien tid til at tilpasse sig ( 31 ).

42.

Ovennævnte to begrundelser udspringer af samme logik, nemlig at undgå visse økonomiske og sociale konsekvenser, som et pludseligt forbud mod produkter, der fremstilles og forbruges i stort omfang i Unionen, kan medføre.

43.

Ligeledes fremgår det af forarbejderne til direktiv 2014/40, at der under lovgivningsprocessen blev stillet forslag om ikke at forbyde tobaksvarer med mentol, som ansås for veletablerede blandt forbrugerne. Den overgangsperiode, der fastsættes i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40, forekommer således i det mindste delvis at være resultatet af et politisk kompromis mellem på den ene side dem, der ønskede en fuldstændig undtagelse af sådanne varer fra forbuddet mod kendetegnende aromaer, og på den anden side tilhængerne af, at de ikke skulle være omfattet af det ( 32 ).

44.

Den forelæggende ret tvivler på, at sådanne begrundelser er forenelige med det af direktiv 2014/40 tilsigtede formål om beskyttelse af menneskers sundhed. Ikke desto mindre mener jeg ikke, at EU-lovgiver på et så komplekst, følsomt og økonomisk vigtigt område, som regulering af tobak udgør, overskred det skøn, lovgiver råder over, fordi den indførte et gradvist forbud mod markedsføring af tobaksvarer med en kendetegnende aroma.

45.

I den forbindelse er det forhold, at EU-lovgiver kun foretog en midlertidig udskydelse af ikrafttrædelsen af forbuddet mod bestemte tobaksvarer med en kendetegnende aroma, betydningsfuldt. Efter min opfattelse havde lovgiver ret til at gennemføre formålet om beskyttelse af menneskers sundhed gradvis ved at fastsætte undtagelser med en begrænset rækkevidde og en passende overgangsperiode ( 33 ).

46.

Desuden følger der af Domstolens faste praksis, at EU-lovgiver kan benytte en etapevis fremgangsmåde, når en kompleks situation skal reguleres, for så vidt som EU-lovgivers valg er baseret på kriterier, som er objektive, og som står i rimeligt forhold til de mål, der forfølges ( 34 ).

47.

Jeg mener, at disse betingelser opfyldes ved, at først nicheprodukterne og derpå de veletablerede produkter blandt forbrugerne fjernes fra markedet, idet salgsvolumenet inden for en bestemt produktkategori lægges til grund i dette øjemed.

48.

For det første er et sådant kriterium objektivt i relation til de omhandlede produkter. Hvilket som helst produkt, uanset dets kendetegn, kan være omfattet af den overgangsperiode, der fastsættes i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40, forudsat at dets salgsvolumen når den fastsatte tærskel. Som nævnt ( 35 ) forholder det sig ganske vist således, at de af Parlamentet foreslåede ændringer, som denne bestemmelse er en følge af, udtrykkeligt tog sigte på mentol og produkter, der indeholder denne aroma. Det må imidlertid konstateres, at lovgiver ændrede holdning og i sidste instans valgte et neutralt kriterium.

49.

Endvidere er kriteriet om salgsvolumenet neutralt for så vidt angår fabrikanterne. Lovgiver fokuserede ikke på deres respektive markedsandele, men på det samlede salg af hvert enkelt produkt. Med hensyn til Planta Tabaks anbringende om, at de tobaksvarer, der overskrider den tærskel på 3%, der fastsættes i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40, overvejende markedsføres af nogle få multinationale tobaksvirksomheder, hvorimod nicheprodukter i det store og hele fremstilles af små og mellemstore virksomheder, gør de sagsakter, som Domstolen råder over, det ikke muligt at efterprøve dens rigtighed. Det fremgår af disse sagsakter, at sagsøgeren i hovedsagen selv fremstiller aromatiserede cigaretter, og Rådet har uimodsagt gjort gældende, at de multinationale virksomheder ligeledes sælger nicheprodukter. Under alle omstændigheder mener jeg ikke, at anbringendet ville være afgørende, selv hvis det kunne bekræftes. Enhver politik medfører ulemper for visse personer. Det afgørende for Unionens retsinstanser er – således som jeg anførte i punkt 38 i dette forslag til afgørelse – at sondringen mellem dem, som politikken kommer til gavn, og dem, som den er til ulempe for, ikke bygger på et vilkårligt kriterium. I det foreliggende tilfælde giver valget af salgsvolumenet som kriterium ikke anledning til en sådan kritik.

50.

For det andet er kriteriet egnet i forhold til de forskellige angivne mål, nemlig at give forbrugerne tid til at ændre deres veletablerede vaner og industrien til at tilpasse sig ( 36 ). I denne henseende afspejler salgsvolumenet forholdet mellem efterspørgsel og udbud såvel de veletablerede forbrugsmønstre som den økonomiske betydning af den produktion i Unionen, der berøres af forbuddet mod kendetegnende aromaer.

51.

Desuden har, således som Kommissionen har gjort gældende, kriteriet om salgsvolumenet i Unionen ligeledes betydning i relation til retsgrundlaget for direktiv 2014/40, nemlig artikel 114 TEUF, og direktivets harmoniseringsformål. Virkningen af forbuddet mod visse varer for det indre markeds funktion afhænger nemlig i en vis udstrækning af størrelsen af samhandelen mellem medlemsstaterne. Også i denne henseende giver kriteriet en vis indikation for denne samhandel.

52.

Jeg er ligeledes af den opfattelse, at lovgiver ikke overskred sit skøn ved at vælge en tærskel på 3% af salgsvolumenet i Unionen inden for en bestemt produktkategori. Lovgiver kunne med rimelighed lægge til grund, at et salgsvolumen på 3% inden for en bestemt produktkategori repræsenterer væsentlige forbrugsmønstre og en væsentlig produktion.

53.

I betragtning af det ovenstående i det hele er jeg af den opfattelse, at den forskellige behandling af ensartede tobaksvarer, der fastlægges i artikel 7, stk. 14, i direktiv 2014/40, er objektivt begrundet. Jeg mener følgelig, at denne bestemmelse er gyldig i forhold til ligebehandlingsprincippet.

54.

Fra ikrafttrædelsen af forbuddene i artikel 7, stk. 1 og 7, i direktiv 2014/40 den 20. maj 2016 kan størstedelen af de tobaksvarer, som indeholder en kendetegnende aroma, ikke længere sælges i Unionen.

55.

Nogle af disse varer har imidlertid fortsat kunnet fremstilles og sælges lovligt i Unionen efter denne dato. Dels forbydes tobaksvarer med en kendetegnende aroma, der har et salgsvolumen i Unionen på 3% eller mere inden for en bestemt produktkategori – dvs. navnlig mentolcigaretter – først med virkning fra den 20. maj 2020, således som jeg anførte i forbindelse med spørgsmål 1, litra b) ( 37 ). Dels kan andre tobaksvarer end cigaretter og rulletobak – dvs. navnlig pibetobak, cigarer og cigarillos – stadig bringes i omsætning i en ikke nærmere bestemt periode ( 38 ).

56.

Det bestemmes endvidere i artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40, at mærkningen af en enkeltpakning, den ydre emballage og selve tobaksvaren ikke må indeholde »noget element eller træk«, som »henviser til smag, duft, aromastoffer eller andre tilsætningsstoffer eller oplyser, at produktet ikke indeholder sådanne«. I artiklens stk. 3 bestemmes, at de således forbudte elementer og træk bl.a. omfatter »tekst, symboler, navne, varemærker, figurer eller andre tegn« ( 39 ).

57.

Planta Tabak har, på samme måde som den forelæggende ret, gjort gældende, at dette fører til den paradoksale situation, at tobaksfabrikanterne ganske vist lovligt kan sælge bestemte tobaksvarer med en kendetegnende aroma, men desuagtet ikke angive den aroma, de indeholder, på mærkningen af enkeltpakningerne, den ydre emballage og selve tobaksvaren ( 40 ).

58.

Uden en sådan angivelse kan forbrugerne ikke vide, hvilke tobaksvarer der er aromatiserede, eller omvendt hvilke der ikke er det. Ud over disse praktiske hensyn medfører forbuddet i artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40 et problem af økonomisk art. Eftersom de således forbudte elementer og træk omfatter varemærker ( 41 ), tvinges tobaksfabrikanterne til at opgive de af deres varemærker, som henviser til en smag, en duft, et aromastof eller et andet tilsætningsstof.

59.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse anmodet Domstolen om at oplyse, om artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40 kun gælder for elementer eller træk med et salgsfremmende formål eller et reklameformål, der gør mere end blot at oplyse, at en given tobaksvare indeholder en smag, en duft, et aromastof eller et andet tilsætningsstof, eller om selve det at give en sådan oplysning er forbudt ( 42 ).

60.

Domstolen fastslog i dommen i sagen Philip Morris Brands m.fl. ( 43 ), at forbuddet i artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40 mod ethvert element eller træk på mærkningen af enkeltpakningerne, den ydre emballage eller selve tobaksvaren, som henviser til smag, duft, aromastoffer eller andre tilsætningsstoffer, finder anvendelse, uanset om de pågældende oplysninger er faktuelt korrekte.

61.

På samme måde er der efter min opfattelse næppe nogen tvivl om, at denne bestemmelse forbyder selv neutrale og ikke-reklamerende angivelser, eftersom dens ordlyd ikke kan fortolkes anderledes.

62.

Således som Kommissionen har gjort gældende, indeholder ordlyden af den nævnte artikel 13, stk. 1, litra c), ikke nogen form for begrænsning til salgsfremmende eller reklamerende oplysninger. Bestemmelsen gælder for ethvert (»noget«) element eller træk, der »henviser« til smag, duft, aromastoffer eller andre tilsætningsstoffer. Ordlyden af artiklens stk. 3, hvori det angives, at de således forbudte elementer og træk omfatter, »men [ikke er] begrænset til«, tekst, symboler, navne, varemærker, figurer eller andre tegn, styrker dette indtryk af almengyldighed.

63.

Endvidere anvender EU-lovgiver ganske vist i litra a), b) og c) i samme artikel 13, stk. 1, ord, der eventuelt kunne henvise til en vis reklame for et givet produkt (»fremmer«, »opfordrer«, »giver indtryk af«), men det i litra c) anvendte ord »henviser« udtrykker derimod kun, om mærkningen af en enkeltpakning, den ydre emballage eller selve tobaksvaren indeholder oplysninger om smag, duft, aromastoffer eller andre tilsætningsstoffer ( 44 ).

64.

I øvrigt underbygges denne fortolkning af 25. og 27. betragtning til direktiv 2014/40. Det fremgår hvad dette angår af disse betragtninger, at lovgiver ønskede at forbyde alle elementer af præsentationen af tobaksvarerne, der kan være vildledende for forbrugerne, navnlig de unge, med hensyn til, hvor skadelige de er. Lovgiver fandt i denne forbindelse på baggrund af de foreliggende videnskabelige data, at visse udtryk (»lavt tjæreindhold«, »light«, »ultralight«, »mild«, »naturlig«, »økologisk«, »uden tilsætningsstoffer«, »uden aromastoffer« osv.) og visse navne, billeder og figurer kan give et sådant fejlagtigt indtryk ( 45 ).

65.

EU-lovgiver ønskede med andre ord ikke at begrænse sig til at regulere de elementer og træk, der findes på tobaksvarernes emballager, ved kun at tage sigte på salgsfremmende påstande, navnlig urigtige sådanne eller påstande, som tillægger visse ingredienser bestemte virkninger. Lovgiver forbød enhver angivelse af bestemte oplysninger, der har en dokumenteret tilskyndende virkning på forbrugerne, også selv om de pågældende oplysninger er sandfærdige og præsenteres på en neutral og ikke-reklamerende måde ( 46 ).

66.

I 25. og 27. betragtning til direktiv 2014/40 henvises der ganske vist ikke udtrykkeligt til angivelser af, at en given tobaksvare indeholder en smag, en duft, et aromastof eller et andet tilsætningsstof – der henvises kun til angivelser om, at den ikke indeholder sådanne elementer. Lovgivers ræsonnement er ikke desto mindre klart: Den blotte oplysning på mærkningen af enkeltpakningerne, den ydre emballage eller selve tobaksvaren af, at en given tobaksvare indeholder en smag, en duft, et aromastof eller et andet tilsætningsstof, kan i sig selv bagatellisere produktets skadelige virkninger for menneskers sundhed og derved tilskynde til at forbruge det, hvorfor den forbydes ( 47 ).

67.

Ligeledes er der for så vidt angår tobaksvarer med en kendetegnende aroma, som endnu kan fremstilles og sælges lovligt efter den 20. maj 2016 ( 48 ), efter min opfattelse næppe nogen tvivl om, at enhver angivelse af den aroma, de indeholder, på enkeltpakningerne, den ydre emballage eller selve tobaksvaren er forbudt i henhold til artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40.

68.

Som tidligere nævnt skal der nemlig ifølge den i direktivet anførte definition ved en kendetegnende aroma forstås »en fremtrædende duft eller smag […] som er resultatet af et tilsætningsstof eller en kombination af tilsætningsstoffer […]« ( 49 ). Denne bestemmelse indeholder således et dobbelt forbud mod at angive en sådan kendetegnende aroma på de pågældende varers emballage: dels ved at henvise til en smag eller duft, dels ved at angive det tilsætningsstof eller de tilsætningsstoffer, som denne smag eller duft hidrører fra.

69.

Desuden har EU-lovgiver ikke i direktiv 2014/40 fastsat nogen undtagelse fra direktivets artikel 13, stk. 1, litra c), for de nævnte stadig tilladte produkter ( 50 ). Dette er så meget desto mere bemærkelsesværdigt, som at der modsætningsvis gælder en sådan undtagelse for elektroniske cigaretter og urtebaserede rygeprodukter ( 51 ).

70.

At tobaksvarer med en kendetegnende aroma, som det stadig er tilladt at sælge, indgår i anvendelsesområdet for artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40, beror således på et bevidst ønske hos lovgiver. Domstolen kan ikke inden for rammerne af sin fortolkningsbeføjelse sætte sig i lovgivers sted og indføre sondringer i dette direktiv, som lovgiver ikke har fastsat ( 52 ).

71.

Enhver drøftelse om nødvendigheden af på emballagen for de tobaksvarer, som indeholder en aroma, der endnu er tilladt, at fortsætte med at angive de aromaer, de indeholder, må derfor henskydes til den forelæggende rets spørgsmål 3, litra b) ( 53 ), vedrørende gyldigheden af artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40 i forhold til ejendomsretten, der garanteres i chartrets artikel 17. Da dette spørgsmål ikke skal behandles i nærværende forslag til afgørelse, begrænser jeg mig for alle eventualiteters skyld til følgende bemærkninger.

72.

Hvad enten man i lighed med Det Forenede Kongeriges regering betragter de rettigheder, registreringen af et varemærke medfører, som negative – fordi de forhindrer tredjemand i at handle på en bestemt måde – eller mener, at varemærket ligeledes giver indehaveren en positiv ret til at udnytte det, mener jeg, at anvendelsen af et varemærke under alle omstændigheder er betinget af, at loven overholdes, herunder navnlig bestemmelser, der er begrundet i et tvingende hensyn såsom beskyttelsen af menneskers sundhed ( 54 ), som artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40 er en del af.

73.

Planta Tabak har ganske vist bestridt, at dette hensyn gør den nævnte bestemmelse nødvendig. Eftersom visse tobaksvarer er undtaget fra markedsføringsforbuddene i direktivets artikel 7, stk. 1 og 7, kræver det efter Planta Tabaks opfattelse ikke, at angivelsen af de aromaer, de pågældende varer indeholder, fjernes fra emballagen.

74.

Imidlertid taler beskyttelsen af menneskers, navnlig de unges, sundhed ligeledes til støtte for, at enhver angivelse af en kendetegnende aroma fjernes fra de endnu tilladte tobaksvarers emballage.

75.

I denne henseende overvåges de produkter, som er omfattet af undtagelsen i artikel 7, stk. 12, i direktiv 2014/40, og som hovedsagelig forbruges af ældre og små grupper i befolkningen ( 55 ), fortsat nøje. Det er i den forbindelse begrundet, at elementer i præsentationen, som kan tilskynde til forbrug af sådanne produkter, fjernes med henblik på at undgå, at cigarillos med vaniljesmag afløser mentolcigaretter som de unges indfaldsport til rygning ( 56 ). Hvad de tobaksvarer angår, som er omfattet af den overgangsperiode, der fastsættes i artiklens stk. 14, skal det bemærkes – således som Parlamentet og den franske regering har gjort – at den ikke har til formål at give tobaksfabrikanterne en yderligere frist til at tiltrække nye forbrugere. Sådanne produkters tiltrækningskraft bør ophøre straks, hvilket bl.a. indebærer, at enhver angivelse af en kendetegnende aroma fjernes fra de pågældende varers emballage.

76.

Forholdsmæssigheden af artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40 kan heller ikke drages i tvivl under henvisning til et angiveligt nødvendigt krav om fyldestgørende oplysning til forbrugerne. Det er ganske vist på visse områder, herunder fødevarer, væsentligt, at der gives forbrugerne oplysninger om, hvad de produkter, de forbruger, består af, således at de kan identificere en fødevare, anvende den på passende vis og vælge de fødevarer, der opfylder deres individuelle behov ( 57 ).

77.

Tobaksvarer er imidlertid ikke almindelige fødevarer. Det drejer sig ikke om at gøre det lettere for forbrugerne at vælge mellem forskellige produkter. At bibringe dem passende oplysninger er på dette område grundlæggende ensbetydende med at fremhæve tobakkens meget skadelige virkninger for deres sundhed. Således som Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, har formålet om at undgå at give forbrugerne oplysninger, der kan få dem til at overse disse virkninger, forrang for gennemskuelighed hvad ingredienserne angår.

78.

Desuden skal de praktiske konsekvenser af forbuddet i artikel 13, stk. 1, litra c), i direktiv 2014/40 ikke overdrives. Navnlig kan tobaksfabrikanterne stadig differentiere mellem produkter med en kendetegnende aroma og andre produkter, når blot de ikke anvender et af de elementer, der angives i litra a)-e) i den nævnte artikel 13, stk. 1 ( 58 ).

79.

På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at Domstolen besvarer spørgsmål 1, litra b), og spørgsmål 3, litra a), fra Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) som følger: