Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62016TN0257

Sag T-257/16: Sag anlagt den 19. maj 2016 – NM mod Det Europæiske Råd

EUT C 251 af 11.7.2016, p. 43–44 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

11.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 251/43


Sag anlagt den 19. maj 2016 – NM mod Det Europæiske Råd

(Sag T-257/16)

(2016/C 251/49)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: NM (Lesbos, Grækenland) (ved solicitor B. Burns og P. O’Shea, BL)

Sagsøgt: Det Europæiske Råd

Sagsøgerens påstande

Aftalen mellem Det Europæiske Råd og Tyrkiet af 18. marts 2016 med overskriften »Erklæring fra EU og Tyrkiet, 18. marts 2016«, annulleres.

Det Europæiske Råd tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.

1.

Første anbringende om, at aftalen mellem Det Europæiske Råd og Tyrkiet af 18. marts 2016 med overskriften »Erklæring fra EU og Tyrkiet, 18. marts 2016«, er uforenelig med EU’s grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 1, 18 og 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

2.

Andet anbringende om, at Tyrkiet ikke er et sikkert tredjeland som omhandlet i artikel 36 i direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT L 326, 13.12.2005, s. 13-34).

3.

Tredje anbringende om, at Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212, 7.8.2001, 12-23), skulle have været gennemført.

4.

Fjerde anbringende om, at den anfægtede aftale faktisk er en bindende traktat eller »retsakt« med retsvirkninger for sagsøgeren, og manglende overholdelse af artikel 218 TEUF og/eller artikel 78, stk. 3, TEUF enten samlet eller hver for sig medfører, at den anfægtede aftale er ugyldig.

5.

Femte anbringende om, at forbuddet mod kollektiv udvisning som omhandlet i artikel 19 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder er overtrådt.


Top