1

Sagsøgerne, Caviro Distillerie Srl, Distillerie Bonollo SpA, Distillerie Mazzari SpA og Industria Chimica Valenzana (ICV) SpA, er selskaber, der fremstiller vinsyre i Den Europæiske Union, og hvori de tegner sig for mere end 25% af den samlede produktion.

2

Den 30. oktober 2004 offentliggjorde Europa-Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende import af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2004, C 267, s. 4). Denne procedure førte til vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 130/2006 af 23. januar 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om endelig opkrævning af den midlertidige told (EUT 2006, L 23, s. 1). I henhold til forordningens artikel 1, stk. 1 og 2, er der blevet indført en endelig antidumpingtold på importen af vinsyre henhørende under kode 291 8 12 00 (Taric-kode 2918 12 00 90) og med oprindelse i Kina, med en sats på mellem 0% og 34,9%. I den pågældende forordning blev Hangzhou Bioking Biochemical Engineering Co., Ltd (herefter »Hangzhou Bioking«) indrømmet markedsøkonomisk behandling. Der blev anvendt en nultold på importen af den vinsyre, der blev fremstillet af Hangzhou Bioking.

3

I overensstemmelse med rapporten fra Verdenshandelsorganisationens (WTO) appelorgan i sagen om endelige antidumpingforanstaltninger for oksekød og ris fra Mexico (»Mexico — Definitive Anti-dumping Measures on Beef and Rice«) (WT/DS 295/AB/R, 29.11.2005, AB-2005-6) blev Hangzhou Bioking i henhold til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 332/2012 af 13. april 2012 om ændring af forordning (EF) nr. 130/2006 (EUT 2012, L 108, s. 1) udelukket fra anvendelsesområdet for de endelige foranstaltninger og navnlig fra proceduren for den fornyede undersøgelse af de foranstaltninger, som var blevet indført ved forordning nr. 130/2006.

4

De oprindelige foranstaltninger, der er beskrevet i præmis 2 ovenfor, blev efterfølgende genstand for forskellige fornyede undersøgelsesprocedurer, og den sidste gav anledning til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 349/2012 af 16. april 2012 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT 2012, L 110, s. 3). I henhold til denne gennemførelsesforordning blev samtlige de antidumpingforanstaltninger, der omfattede alle kinesiske importører med undtagelse af Hangzhou Bioking, opretholdt.

5

Den 15. juni 2011 indgav sagsøgerne og en femte virksomhed, Comercial Quimica Sarasa, SL, en antidumpingklage i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT 2009, L 343, s. 51, herefter »grundforordningen«), som udelukkende vedrørte importen af den vinsyre, der blev produceret af Hangzhou Bioking. Den 29. juli 2011 offentliggjorde Kommissionen i Den Europæiske Unions Tidende en meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, begrænset til én kinesisk eksporterende producent, Hangzhou Bioking (EUT 2011, C 223, s. 11). Efter at denne klage var blevet trukket tilbage, afsluttede Kommissionen ved afgørelse 2012/289/EU af 4. juni 2012 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, begrænset til én kinesisk eksporterende producent, Hangzhou Bioking (EUT 2012, L 144, s. 43), denne procedure uden at indføre antidumpingforanstaltninger.

6

Samtidig, den 29. juli 2011, indledte Kommissionen på anmodning fra fem klagere en anden undersøgelse af to kinesiske producenter af vinsyre i form af en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, vedrørende disse to producenters dumpingmargener, som klagerne fandt var blevet fastsat for lavt (EUT 2011, C 223, s. 16).

7

Den 21. oktober 2014 indgav sagsøgerne endnu en antidumpingklage til Kommissionen, i forlængelse af hvilken Kommissionen den 4. december 2014 i Den Europæiske Unions Tidende offentliggjorde en meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina, begrænset til én kinesisk eksporterende producent, Hangzhou Bioking (EUT 2014, C 434, s. 9).

8

Med henblik på en vurdering af dumpingen og skaden undersøgte Kommissionen perioden mellem den 1. oktober 2013 og den 30. september 2014 (herefter »undersøgelsesperioden«). Hvad angår udviklingstendenser af relevans for skadesvurderingen undersøgte Kommissionen oplysninger fra perioden fra den 1. januar 2011 til den 30. september 2014 (herefter »den betragtede periode«).

9

Kommissionen oplyste i indledningsmeddelelsen af 4. december 2014, at den i henhold til grundforordningens artikel 17 havde udtaget en foreløbig stikprøve af producenter i EU. Kommissionen forklarede efterfølgende, at den omhandlede stikprøve var blevet udtaget på grundlag de største salgsmængder i EU, og at den omfattede tre producenter i EU, udvalgt blandt de syv virksomheder, der havde samarbejdet i undersøgelsen, og som tegnede sig for 56% af den samlede produktion af vinsyre i EU og var beliggende i Italien og Spanien, dvs. de to medlemsstater, hvor EU-producenterne var etableret. De tre producenter, der blev medtaget i den foreløbige stikprøve, var to af sagsøgerne, nemlig Caviro Distillerie og Distillerie Mazzari, der er etableret i Italien, og et spansk selskab, Comercial Quimica Sarasa.

10

Eftersom ICV ikke var medtaget i denne foreløbige stikprøve, gjorde selskabet gældende, at stikprøven ikke i tilstrækkeligt omfang afspejlede vilkårene for mindre EU-producenter. Den italienske brancheorganisation Associazione Nazionale Industriali Distillatori di Alcoli e Acquaviti (AssoDistil, Italiens nationale sammenslutning for industrielle brænderier og spiritus) anfægtede ligeledes sammensætningen af den pågældende stikprøve. Kommissionen fandt imidlertid, at eftersom samtlige producenter af vinsyre i EU er små og mellemstore virksomheder, ville det, hvis man havde medtaget en mindre EU-producent i stikprøven, ikke grundlæggende have ændret stikprøvens repræsentativitet, og det ville heller ikke have haft nogen signifikant indvirkning på de skadesindikatorer, som skulle vurderes på grundlag af oplysninger fra stikprøven. Den fandt under alle omstændigheder, at de makroøkonomiske indikatorer såsom salgsmængderne byggede på oplysninger fra EU-erhvervsgrenen som helhed, dvs. alle EU-producenter, herunder også den pågældende EU-producent. Kommissionen fastholdt derfor den stikprøve, som den foreløbigt havde udtaget.

11

Under undersøgelsen blev der aflagt kontrolbesøg hos de tre selskaber, der indgik i stikprøven, samt hos Hangzhou Bioking.

12

Den 14. december 2015 tilstillede Kommissionen sagsøgerne et dokument med den generelle fremlæggelse af resultaterne, hvori den konkluderede, at Hangzhou Biokings import til trods for en dumpingmargen på 42,8% ikke påførte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. Ved skrivelse af 4. januar 2016 fremsendte sagsøgerne deres bemærkninger til dette dokument. De anmodede endvidere om en høring, der blev afholdt den 13. januar 2016.

13

Efter dumpingundersøgelsen vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/176 af 9. februar 2016 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af vinsyre med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af Hangzhou Bioking (EUT 2016, L 33, s. 14, herefter »den anfægtede afgørelse«), hvorved den fastslog, at EU-erhvervsgrenen ikke havde lidt nogen væsentlig skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3.

14

Kommissionen bemærkede nemlig i 140. og 141. betragtning til den anfægtede afgørelse, at skadesindikatorerne, såsom produktion, salgsmængder og markedsandel udviste en negativ udviklingstendens i den betragtede periode, men at disse udviklingstendenser ikke havde nogen negativ indvirkning på den samlede finansielle situation for EU-erhvervsgrenen. Kommissionen fandt tværtimod, at visse indikatorer, såsom EU-erhvervsgrenens rentabilitet, likviditeten, investeringsafkastet og beskæftigelsen, havde udvist en positiv udviklingstendens i den betragtede periode. Kommissionen fremhævede, idet den medgav, at EU-erhvervsgrenen til en vis grad var blevet påvirket negativt af dumpingimporten fra Hangzhou Bioking, at det ikke på grundlag af undersøgelsen var muligt at fastslå, at EU-erhvervsgrenen havde lidt nogen væsentlig skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3. Kommissionen afsluttede ved den anfægtede afgørelses artikel 1 derfor antidumpingproceduren vedrørende importen til Unionen af vinsyre fremstillet af Hangzhou Bioking.

15

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 4. maj 2016 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

16

Ved beslutning truffet af Rettens præsident er sagen blevet tildelt en ny refererende dommer i Niende Afdeling.

17

Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Niende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

18

Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 19. juli 2017 anmodede Retten i henhold til sit procesreglements artikel 89, stk. 3, litra a), parterne om mundtlig besvarelse af spørgsmål under retsmødet.

19

Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 28. september 2017. Under dette retsmøde underrettede Kommissionen Retten om, at den ikke var i stand til at meddele visse udbedte oplysninger til sagsøgerne som følge af deres fortrolige karakter. I henhold til procesreglementets artikel 91, litra b), artikel 92, stk. 3, og artikel 103 anmodede Niende Afdeling Kommissionen om at fremlægge disse oplysninger, idet den præciserede, at oplysningerne ikke på dette stadium ville blive meddelt sagsøgerne. Efter at have undersøgt disse oplysninger fastslog Retten i henhold til procesreglementets artikel 103, at de var relevante for afgørelsen af sagen, og at de ikke kunne forblive fortrolige i forhold til sagsøgerne. Eftersom Kommissionen ikke havde anmodet om fortrolig behandling af disse oplysninger i forhold til offentligheden, traf Retten beslutning om, at oplysningerne skulle offentliggøres, og Niende Afdeling fik af parterne forelagt indlæg vedrørende disse oplysninger.

20

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

21

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

22

Sagsøgerne har til støtte for søgsmålet fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn i forhold til udtagelsen af en stikprøve af producenter og en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 17, stk. 1. Det andet anbringende vedrører åbenbart urigtige skøn og en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2, 3 og 5, for så vidt som Kommissionen fastslog, at EU-erhvervsgrenen ikke havde lidt væsentlig skade.

23

Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen, da den udtog den omhandlede stikprøve, ikke overholdt de krav, der er fastsat i grundforordningens artikel 17, stk. 1, bl.a. kravet om sikring af, at den udtagne stikprøve er repræsentativ. Denne tilsidesættelse indebar en urigtig gengivelse af konstateringerne vedrørende de mikroøkonomiske indikatorer, såsom salgspriserne, rentabiliteten pr. enhed, likviditeten, investeringerne og investeringsafkastet med henblik på at undersøge skaden, således at denne undersøgelse ikke var objektiv i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, litra b).

24

Sagsøgerne har uden at anfægte selve Kommissionens initiativ til at udtage en stikprøve, hvilket blev bekræftet under retsmødet, gjort gældende, at anvendelsen af en stikprøve udgør en undtagelse til princippet om undersøgelse af oplysninger fra alle producenter. Sagsøgerne har under retsmødet tilføjet, at kravet om repræsentativitet i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 1, ikke betød, at stikprøven skulle omfatte de største salgsmængder, men at der var tale om at vælge de producenter, hvis salgsmængder repræsenterede EU-erhvervsgrenens situation. Ifølge sagsøgerne følger et sådant krav af præmis 90 i dom af 10. september 2015, Fliesen-Zentrum Deutschland (C-687/13, EU:C:2015:573).

25

Først og fremmest foretog Kommissionen ifølge sagsøgerne, da den udtog stikprøven af EU-producenterne ved kun at medtage tre producenter blandt de største producenter med de største salgsmængder i EU, ikke en passende og objektiv undersøgelse af oplysningerne. Denne stikprøve var ikke repræsentativ for EU-erhvervsgrenens situation, eftersom den omfattede et uforholdsmæssigt bidrag fra den største omhandlede EU-producent, nemlig Distillerie Mazzari.

26

For det første har sagsøgerne gjort gældende, at Distillerie Mazzari stod uden for den omhandlede stikprøve, eftersom »selskabets samlede produktionsmængder androg ca. 30% af EU-erhvervsgrenens samlede produktionsmængder«. For det andet udgjorde salgsmængderne for de tre producenter, der var medtaget i stikprøven, ca. 56% af den samlede produktion af vinsyre i EU, hvoraf Distillerie Mazzari tegnede sig for 29%, mens de seks øvrige EU-producenter kun tegnede sig for 44% af den resterende produktion, dvs. i gennemsnit for 7,3% hver. Udelukkelsen af de øvrige producenter havde til følge, at stikprøven ikke var repræsentativ, eftersom den var fordrejet til fordel for den største producent.

27

Endvidere følger det for det første af de foreliggende omstændigheder, at nærværende sag ikke er af »stort omfang« i grundforordningens artikel 17’s forstand, eftersom der er tale om en kinesisk eksportør, ni producenter i EU og en importør i EU. Der var derfor ifølge sagsøgerne intet til hinder for at udtage en stikprøve af et større omfang. Endvidere har Kommissionen udtaget en stikprøve af et større omfang i andre antidumpingprocedurer. For det andet blev kontrollen af de tre største EU-producenter, der indgik i stikprøven, afsluttet fire måneder efter indledningen af undersøgelsen, selv om Kommissionen ikke var i tidsnød. For det tredje gjorde sagsøgerne fra undersøgelsens indledning opmærksom på, at den anvendte stikprøve ikke gjorde det muligt at opnå en tilstrækkeligt repræsentativ vurdering.

28

For det andet foreligger der en sammenhæng mellem stikprøven og konstateringen af skade. I denne forbindelse følger det af dom af 21. marts 2012, Marine Harvest Norway og Alsaker Fjordbruk mod Rådet (T-113/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:135, præmis 72-74), at en fejl ved fastlæggelsen af stikprøven udgør en fejl ved fastsættelsen af skaden. I det foreliggende tilfælde er de overskud, der er optjent af Distillerie Mazzari, således tilstrækkelige til at opveje de kombinerede tab, der blev lidt af de to øvrige deltagere, som blev medtaget i stikprøven såvel for 2013 som under undersøgelsesperioden, således at stikprøven af EU-producenter ikke er repræsentativ for EU-erhvervsgrenens situation. Sagsøgerne har i denne forbindelse gjort gældende, at Caviro Distilleries rentabilitet gik fra 3% i 2011 til ‐1,62% i 2013 og ‐1,73% i undersøgelsesperioden. Comercial Quimica Sarasa, det andet selskab, der blev medtaget i stikprøven, oplevede samme tendens mellem 2011 og 2013 samt under undersøgelsesperioden. Sagsøgerne har i replikken tilføjet, at EU-producenternes rentabilitet, som var på 17,6% i 2010, faldt til 2% i 2011. Ifølge sagsøgerne bekræfter et sådant fald den skadevoldende virkning ved den dumping, som Hangzhou Bioking praktiserede i denne periode.

29

For det tredje skulle Kommissionen under den administrative procedure have taget hensyn til AssoDistils betænkeligheder for så vidt angår den foreslåede stikprøves repræsentativitet. Selv om grundforordningens artikel 17, stk. 1, ganske vist bemyndiger Kommissionen til at udvælge EU-producenter af den grund alene, at de står for de betydeligste produktions- eller salgsmængder i EU, skal den imidlertid udtage en stikprøve, der er objektivt repræsentativ. I denne forbindelse er det umuligt at foretage en objektiv undersøgelse, såfremt stikprøven ikke på passende vis afspejler den mere generelle situation for EU-erhvervsgrenen i sin helhed. Det følger heraf, at der foreligger en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 3, stk. 2, eftersom Kommissionen ikke foretog en objektiv undersøgelse af dumpingimportens indvirkning på EU-erhvervsgrenen.

30

Henset til de oplysninger, som Kommissionen rådede over takket være klagen samt de besvarelser, den efterfølgende modtog fra EU-producenter, skulle Kommissionen have vidst, at det var nødvendigt med en bredere funderet stikprøve.

31

Endvidere havde AssoDistils forslag om at medtage ICV i stikprøven kun til formål at illustrere, hvordan stikprøven kunne være blevet gjort tilstrækkeligt repræsentativ, for så vidt som det var tvivlsomt, at der forelå en sådan repræsentativitet i det foreliggende tilfælde.

32

Hvad angår det af Kommissionen hævdede, hvorefter det påhvilede sagsøgerne at angive den stikprøve, som efter deres opfattelse var passende, finder sagsøgerne, at udtagelsen af stikprøven påhviler Kommissionen. Dernæst råder de over en ret til at anfægte gyldigheden af den foreslåede stikprøve. Endelig har de ikke gjort gældende, at den største producent af vinsyre, Distillerie Mazzari, skulle udelukkes. Ifølge sagsøgerne skulle medtagelsen af denne sidstnævnte have været opvejet af medtagelsen af et større antal mindre producenter.

33

Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

34

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at EU-institutionerne inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, som de skal undersøge (jf. dom af 11.2.2010, Hoesch Metals and Alloys, C-373/08, EU:C:2010:68, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis). I denne forbindelse må der lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, og disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag (jf. dom af 25.1.2017, Rusal Armenal mod Rådet, T-512/09 RENV, EU:T:2017:26, præmis 189 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det følger heraf, at Unionens retsinstansers prøvelse ikke kun skal vedrøre eventuelle retlige fejl, men også spørgsmålene, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de nævnte faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 10.3.2009, Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP mod Rådet, T-249/06, EU:T:2009:62, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

36

Det samme gælder særligt for så vidt angår konstateringen af, om der foreligger skade for EU-erhvervsgrenen, som kræver, at der foretages en bedømmelse af en række komplicerede økonomiske omstændigheder (jf. i denne retning dom af 10.9.2015, Bricmate, C-569/13, EU:C:2015:572, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

37

Selv om EU-retsinstanserne med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, herunder især antidumpingforanstaltninger, ikke kan gribe ind i det skøn, der er forbeholdt EU-myndighederne, påhviler det dem imidlertid at sikre, at institutionerne har taget hensyn til alle de relevante omstændigheder, og at de har vurderet oplysningerne i sagen med al den omhu, der er nødvendig (jf. dom af 18.9.2012, Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, T-156/11, EU:T:2012:431, præmis 184 og den deri nævnte retspraksis).

38

Det følger af grundforordningens artikel 3, stk. 2, at en konstatering af, om der foreligger skade, baseres på positivt bevismateriale og indebærer en »objektiv undersøgelse« af omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på prisen på samme vare på EU-markedet og denne indførsels følgevirkninger for den pågældende EU-erhvervsgren.

39

Endvidere følger det af grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4, at fastsættelse af skade skal ske på niveauet for EU-erhvervsgrenen som helhed (dom af 19.12.2013, Transnational Company Kazchrome og ENRC Marketing mod Rådet, C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 50 og 51).

40

I henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 1 og 2, er Kommissionen imidlertid i sager af stort omfang beføjet til at begrænse undersøgelsen til at omfatte et rimeligt antal parter ved anvendelsen af stikprøvemetoden. I denne forbindelse fastsætter grundforordningens artikel 17, stk. 1, to stikprøvemetoder. En undersøgelse kan således begrænses til at omfatte enten et rimeligt antal parter, varer eller transaktioner, som er statistisk gyldige i henhold til oplysninger, der foreligger på tidspunktet for udvælgelsen, eller den største producerede, solgte eller eksporterede mængde, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed (jf. i denne retning dom af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 86, og af 15.6.2017, T.KUP, C-349/16, EU:C:2017:469, præmis 30).

41

Det følger heraf, at EU-institutionerne, når de vælger at anvende den anden stikprøvemetode, har et vist råderum med hensyn til den vurdering, som de med rimelighed kan forventes at foretage inden for den frist, som er fastsat for gennemførelsen af deres undersøgelse (dom af 15.6.2017, T.KUP, C-349/16, EU:C:2017:469, præmis 31). Endvidere fremgår det af forordningens artikel 17, stk. 2, at den endelige udvælgelse af parter påhviler Kommissionen i henhold til bestemmelserne om stikprøver (dom af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 87).

42

Det er på baggrund af disse principper, at sagsøgernes argumenter skal undersøges.

43

I det foreliggende tilfælde har Kommissionen anført, at den har anvendt den anden metode i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 1, ifølge hvilken undersøgelsen kan begrænses til at omfatte den største producerede, solgte eller eksporterede mængde, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Det følger nemlig af 15. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen udtog en foreløbig stikprøve af EU-producenterne »på grundlag af de største salgsmængder i Unionen«.

44

Hvad angår repræsentativiteten af stikprøven bemærkes, at det påhviler Kommissionen at sikre tilstedeværelsen af adskillige faktorer, såsom bl.a. andelen af den samlede produktion i EU og den geografiske spredning af producenterne (jf. i denne retning dom 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 90 og 91). Det bemærkes, at det følger af grundforordningens artikel 4, stk. 1, at Kommissionens analyse for at sikre en pålidelig beskrivelse af den økonomiske situation for EU-erhvervsgrenen skal være støttet på hele EU-erhvervsgrenen (jf. i denne retning dom af 20.5.2015, Yuanping Changyuan Chemicals mod Rådet, T-310/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:295, præmis 115).

45

I det foreliggende tilfælde fremgår det af 92. og 94. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[der] blev […] udtaget tre EU-producenter [ud af ni] til at indgå i stikprøven, og disse tegnede sig for ca. 56% af den samlede EU-produktion af samme vare«. Kommissionen gjorde under retsmødet uden at blive modsagt gældende, at den udtagne stikprøve bestod af de tre største producenter målt på salgsmængder blandt de producenter, der ønskede at samarbejde.

46

Endvidere præciserer 15. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen for det første »benyttede sig af alle tilgængelige oplysninger om EU-erhvervsgrenen som grundlag, herunder oplysninger fra klagen, fra en national sammenslutning for industrielle brænderier og spiritus i Italien (AssoDistil) og fra andre kendte EU-producenter, der deltager i gennemgangen af repræsentativiteten i henhold til grundforordningens artikel 5, stk. 4«, og for det andet »udtog stikprøven […] og sørgede samtidig for, at begge de to producerende medlemsstater, Italien og Spanien, var repræsenteret i stikprøven«.

47

Kommissionen kunne ganske vist, som sagsøgerne har anført, i den omhandlede stikprøve ligeledes have medtaget endnu flere producenter fra EU-erhvervsgrenen med salgsmængder, der angiveligt er mindre. Det er også korrekt, at det følger af grundforordningens artikel 17, stk. 2, at udvælgelsen så vidt muligt skal foretages i samråd med de berørte parter og med disses samtykke.

48

Som det blev anført i præmis 41 ovenfor, fremgår det imidlertid for det første af denne bestemmelse, at den endelige udvælgelse af parter, varetyper eller transaktioner påhviler Kommissionen i henhold til bestemmelserne om stikprøver.

49

For det andet er det sagsøgerne, som må fremlægge de beviser, Retten behøver for at kunne fastslå, at Kommissionen som følge af sammensætningen af den udvalgte stikprøve af EU-erhvervsgrenen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af skaden (jf. i denne retning dom af 18.9.2012, Since Hardware (Guangzhou) mod Rådet, T-156/11, EU:T:2012:431, præmis 137 og den deri nævnte retspraksis). Retten har nemlig allerede fastslået, at eftersom en sagsøger, der havde bestridt, at stikprøven af EU-producenter var repræsentativ, ikke havde anført noget indicium for, at de priser, der blev praktiseret i Italien og i Spanien af de franske, de tyske og de britiske producenter, var forskellige fra de priser, som de samme producenter praktiserede i Frankrig, i Tyskland eller i Det Forenede Kongerige, havde den pågældende sagsøger følgelig ikke godtgjort, at EU-institutionerne havde begået en åbenbar fejl ved at begrænse deres analyse af den skade, som EU-produktionen havde lidt udtrykt i prisunderbud, til Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige (jf. i denne retning dom af 14.7.1995, Koyo Seiko mod Rådet, T-166/94, EU:T:1995:140, præmis 59).

50

I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at den omhandlede stikprøves angivelige manglende repræsentativitet forringede troværdigheden af en række af de mikroøkonomiske indikatorer, som Kommissionen anvendte i den omhandlede undersøgelse, hvilket førte til, at den anlagde nogle åbenbart urigtige skøn og tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 2, litra b). Indikatorerne vedrørende EU-erhvervsgrenens salgspriser, rentabiliteten pr. enhed af salgene i EU, likviditeten, investeringerne og EU-producenternes investeringsafkast er således fejlagtige.

51

I det foreliggende tilfælde skal det for det første konstateres, at de berørte parter blev hørt vedrørende udvælgelse af stikprøve i overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 2. Det fremgår endvidere af 109. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen i forbindelse med analysen af skaden skelnede mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer. Hvad angår de makroøkonomiske faktorer såsom salgsmængderne blev de støttet på oplysninger om EU-erhvervsgrenen i sin helhed, dvs. alle producenter i EU. Det af sagsøgerne hævdede vedrørende stikprøveudtagningen kan således ikke rejse tvivl om Kommissionens bedømmelser vedrørende skaden på det makroøkonomiske plan.

52

Hvad angår oplysningerne på det mikroøkonomiske plan fremgår det af 109. betragtning til den anfægtede afgørelse, at disse blev undersøgt ud fra oplysningerne i spørgeskemabesvarelserne fra de EU-producenter, der indgik i stikprøven. Hvad angår disse oplysninger bemærkes, som det blev fremhævet af Kommissionen, at Kommissionen for at nå frem til et enkelt tal for hver mikroøkonomiske indikator foretog en beregning af det vejede gennemsnit med henblik på at tage hensyn til den faktiske markedsandel i forhold til produktionsmængder eller salgsmængder for hver enkelt producent, der indgik i stikprøven. I henhold til en simpel gennemsnitsberegning blev hver enkelt af disse producenter tildelt identiske vægtninger, nemlig 33%, uanset den faktiske markedsandel i forhold til produktionsmængder eller salgsmængder, hvilket ikke afspejler den reelle relative vægt hos de forskellige producenter i EU-erhvervsgrenen. For så vidt som der ved hjælp af en vejet gennemsnitsberegning blev tildelt en relativ vægt for oplysninger fra hver producent, der indgik i stikprøven, skal det konkluderes, at den anvendte metode vedrørende de mikroøkonomiske oplysninger var passende.

53

For det andet fremgår det af 17. betragtning til den anfægtede afgørelse, at en EU-producent, der ikke var medtaget i den foreløbige stikprøve, i lighed med AssoDistil hævdede, at stikprøven ikke i tilstrækkeligt omfang afspejler vilkårene for mindre EU-producenter, eftersom den skadevoldende indvirkning af dumpingimporten fra Bioking hovedsageligt havde ramt mindre virksomheder.

54

Det skal imidlertid, som det er forklaret i 18. betragtning til den anfægtede afgørelse, bemærkes, at hvis man havde medtaget en mindre EU-producent i stikprøven, ville dette ikke have haft nogen signifikant indvirkning på de skadesindikatorer, som skulle vurderes på grundlag af oplysninger fra stikprøven. Det fremgår nemlig af de tal, som Kommissionen har fremlagt, at medtagelsen af ICV i stikprøven, sådan som klagerne plæderede for under den administrative procedure, kun i begrænset omfang ville have ændret den vejede gennemsnitlige fortjenstmargen, som i 2014 androg et tal, der var større end 9,5% snarere end 10%. Hvad angår udviklingen af denne margen ville denne i tilfælde af, at den pågældende producent var blevet medtaget, være gået fra en procentdel på mere end 5% i 2011 til en procentdel på mere end 9% i 2014 i stedet for at gå fra 2% til 10% i løbet af de samme år, ifølge den stikprøve, der blev udtaget af Kommissionen.

55

For det tredje skal det, som det blev bekræftet under retsmødet, konstateres, at sagsøgerne ikke har fremført noget bevis for, at tilføjelsen af en anden producent ville have ændret den konklusion om, at der ikke forelå en skade, som Kommissionen nåede frem til i den anfægtede afgørelse. Sagsøgerne har nemlig begrænset sig til at gøre gældende, at en stikprøve med en meget større producent med meget større fortjenester, ville føre til en konklusion om, at der ikke forelå skade, »mens et, to eller tre dusin, endog flere, mindre producenter alle led tab«. Denne argumentation afspejler imidlertid ikke realiteten af EU-erhvervsgrenen, eftersom denne i det foreliggende tilfælde udgøres af ni producenter, herunder syv, der samarbejdede. Dertil kommer, at det af sagsøgerne hævdede vedrørende den tabsgivende situation for de små producenter ikke er understøttet af nogle beviser og under alle omstændigheder ikke specificerer, om denne situation allerede kunne konstateres under den betragtede periode.

56

Hvad angår sagsøgernes argument om, at der ikke for Kommissionen var noget til hinder for, at den anvendte en stikprøve af et større omfang, som den har gjort i andre antidumpingprocedurer, er det tilstrækkeligt at konstatere, at sagsøgerne selv har medgivet, herunder i retsmødet, at de ikke råder over oplysninger, der godtgør, at en anden og mindre EU-producent ville have kunnet ændre den konklusion vedrørende skaden for EU-erhvervsgrenen, som Kommissionen nåede frem til.

57

Hvad angår det af sagsøgerne hævdede, hvorefter de store fortjenester, der blev optjent af Distillerie Mazzari, »klart [blev] opvejet af de tab, der blev lidt i 2013 og i undersøgelsesperioden af de to øvrige selskaber, der indgik i stikprøven«, eftersom Caviro Distilleries rentabilitet gik fra 3% i 2011 til ‐1,62% i 2013 og til ‐1,73% i undersøgelsesperioden, og at Comercial Quimica Sarasas rentabilitet oplevede samme udviklingstendens mellem 2011 og 2013 samt i undersøgelsesperioden, bemærkes, at hvis det anses for godtgjort, at der forelå nedgang i rentabiliteten i de ovennævnte perioder, viser den omstændighed, at de selskaber, der havde oplevet en nedgang i rentabiliteten, blev bevaret i stikprøven, at Kommissionen foretog en objektiv undersøgelse af de faktiske omstændigheder i den anfægtede afgørelse.

58

Følgelig er der ingen forhold, der tyder på, at konklusionen om rentabilitet og skade i det foreliggende tilfælde ville have været en anden, såfremt Kommissionen havde ændret sammensætningen af den omhandlede stikprøve.

59

Hvad endvidere angår sagsøgernes argument om, at den væsentlige nedgang i rentabiliteten mellem 2010 og 2011 bekræfter »den skadevoldende indvirkning af den dumping, som Hangzhou Bioking praktiserede i denne periode«, bemærkes, som det med rette blev anført af Kommissionen, at det hverken i den anfægtede afgørelse eller i andre EU-retsakter er påvist, at der forelå dumping fra Hangzhou Biokings side i den pågældende periode. Som det således følger af 28. betragtning til den anfægtede afgørelse, »[omfattede] [u]ndersøgelsen af dumping og skade […] perioden fra 1. oktober 2013 til 30. september 2014«.

60

På denne baggrund skal det fastslås, at sagsøgerne ikke har fremlagt tilstrækkeligt med oplysninger, der godtgør, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved valget af den stikprøve af EU-erhvervsgrenen, der blev udtaget.

61

Det første anbringende skal derfor forkastes.

62

Sagsøgerne er af den opfattelse, at Kommissionen anlagde åbenbart urigtige skøn og tilsidesatte grundforordningens artikel 3, stk. 2, 3 og 5, da den i 140.-142. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog, at EU’s vinsyreindustri ikke havde lidt væsentlig skade i den betragtede periode.

63

Sagsøgerne har i deres indledende bemærkninger anført, at konstateringen af, om der foreligger skade, forudsætter en objektiv undersøgelse af samtlige relevante faktorer, der indvirker på den omhandlede erhvervsgrens situation. I det foreliggende tilfælde kunne ingen objektiv undersøgelse af skadesindikatorerne føre til en konklusion om, at dumpingimporten ikke påførte skade for EU’s vinsyreindustri. Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen i konklusionen om, at der ikke forelå skade i 140. og 141. betragtning til den anfægtede afgørelse, fremhævede de faktorer, der havde oplevet en positiv udviklingstendens, men ikke tog tilstrækkeligt hensyn til de faktorer, der havde oplevet en negativ udviklingstendens.

64

Hvad for det første angår den negative udviklingstendens vedrørende importen i forhold til mængder og priser har sagsøgerne først og fremmest anført, at det blev konstateret i 41.-45. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Hangzhou Bioking udøvede sin virksomhed under unormale økonomiske markedsforhold og havde fordel af råvarepriser, der var kunstigt lave og forvrængede, med henblik på at foretage en uberettiget nedsættelse af sine slutpriser for eksporten til EU. Dernæst er sagsøgerne af den opfattelse, at den anvendte dumpingmargen på 42,8%, som anført i 88. betragtning til den anfægtede afgørelse, er stor. I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 5, udgør omfanget af den faktiske dumpingmargen imidlertid en faktor, der skal tages hensyn til ved vurderingen af skaden. Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at den vejede gennemsnitlige underbudsmargen på Hangzhou Biokings dumpingimport på EU-markedet, der andrager 10,3%, som det fremgår af 107. betragtning til den anfægtede afgørelse, er betydelig.

65

Hvad for det andet angår mængden af dumpingimport i den betragtede periode oplevede den omhandlede eksportør en stigning i sine dumpingmængder på EU-markedet, der toppede med 36% i 2013. Sagsøgerne har endvidere anført, at denne konstante stigning i dumpingmængder skete samtidigt med et generelt fald i forbruget af vinsyre i EU, eftersom dette forbrug ved udgangen af undersøgelsesperioden var faldet med 11%.

66

Hvad angår dumpingimportens virkninger på priserne i EU har sagsøgerne gjort gældende, at selv om det er korrekt, at Hangzhou Bioking forhøjede sine priser med 35% i den betragtede periode, som det fremgår af 104. betragtning til den anfægtede afgørelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at disse prisstigninger i starten blev anvendt på et meget lavt grundniveau. Dette forklarer, hvorfor der forelå en vejet gennemsnitlig underbudsmargen på 10,3% for Hangzhou Biokings dumpingimport på EU-markedet, som det er anført i 107. betragtning til den anfægtede afgørelse. Endvidere faldt Hangzhou Biokings priser mellem 2013 og udgangen af undersøgelsesperioden, på samme tidspunkt som EU-erhvervsgrenens priser faldt med 56%, som det er anført i 124. og 125. betragtning til den anfægtede afgørelse, kun med 8%, som det fremgår af 105. betragtning til afgørelsen.

67

Som svar på Kommissionens argument om, at stigningen på 35% af den gennemsnitlige importpris i forhold til EU-erhvervsgrenens pris udgør en positiv omstændighed, har sagsøgerne gjort gældende, at der skal foretages en undersøgelse af importens faktiske priser og udviklingstendenserne. Såfremt, som sagsøgerne har antaget, prisen på importen var ekstremt lav i 2011, ville den efterfølgende relative stigning være uden relevans, og dette gælder særligt i forhold til konstateringen ved udgangen af undersøgelsen af et prisunderbud på 10%. Det fremgår endvidere af oplysningerne i klagen, at det prisunderbud, som Hangzhou Bioking gennemførte, var meget højere inden undersøgelsesperioden.

68

Sagsøgerne har for det tredje gjort gældende, at Kommissionen i strid med reglen om, at en enkelt eller flere af disse faktorer ikke nødvendigvis er udslagsgivende for afgørelsen, ikke under undersøgelsen tillagde andre faktorer i grundforordningens artikel 3, stk. 5, tiltrækkelig betydning, dvs. virkningerne af importen på EU-producenternes salgsmængder og markedsandele. Ifølge sagsøgerne fokuserede Kommissionen derimod for meget på udviklingstendenserne i rentabiliteten pr. enhed samt kriterierne vedrørende likviditeten og investeringsafkastet. Dermed anlagde den et åbenbart urigtigt skøn.

69

I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke giver nogen forklaring eller analyse vedrørende måden, hvorpå EU-erhvervsgrenens dårligere resultater blev opvejet af forbedringer i den generelle rentabilitet. I dokumentet med den generelle fremlæggelse af resultaterne af 14. december 2015 udtrykte Kommissionen sig imidlertid klart og på en betydeligt mere koncis måde for så vidt angår disse forhold.

70

Sagsøgerne har således for det første foreholdt Kommissionen ikke i forbindelse med undersøgelsen at have tillagt EU-erhvervsgrenens salgsmængder nok betydning, hvilke salgsmængder i den betragtede periode som konstateret i 115. betragtning til den anfægtede afgørelse faldt med 30%. Dette fald i mængder var næsten tre gange større end faldet i forbruget i EU under den betragtede periode. Når salgsmængderne i EU-erhvervsgrenen falder, påhviler det imidlertid Kommissionen at godtgøre og foretage en nøje undersøgelse af de overskud, der reelt optjenes, eftersom der er tale om en relevant faktor ved den generelle vurdering af situationen for EU-erhvervsgrenen. Den anfægtede afgørelse indeholder dermed i realiteten ingen redegørelse for interaktionen mellem de væsentlige forhold.

71

Dernæst er sagsøgerne af den opfattelse, at det fald på 21% i den betragtede periode i EU-erhvervsgrenens markedsdel, som blev konstateret i 115. betragtning til den anfægtede afgørelse, ligeledes var alarmerende, mens »importen fra [Hangzhou] Bioking [steg] med 25% i mængde, og d[dette selskabs] markedsandel steg med 41%« i den samme periode, som det følger af 117. betragtning til den anfægtede afgørelse. Kommissionens argument om, at de priser, der blev anvendt af EU-erhvervsgrenen, fulgte udviklingen i omkostningerne til råvarer, drages i tvivl af den omstændighed, at EU- erhvervsgrenen siden 2012 hurtigt havde mistet salgsmængder og markedsandele.

72

I denne sammenhæng var EU-erhvervsgrenens vækst, som det følger af 117. betragtning til den anfægtede afgørelse, stærkt negativ. Ligeledes havde den samlede erhvervsgrenen med undtagelse af Distillerie Mazzari lidt betydelige tab i løbet af undersøgelsesperioden.

73

Endvidere fandt sagsøgerne i deres påstande, der var støttet på statistikker over eksport, som blev indhentet hos de kinesiske toldmyndigheder, at Hangzhou Bioking havde oppebåret salgsmængder på næsten 9700 ton i 2013 og 8925 ton i løbet af undersøgelsesperioden. Import fra andre kinesiske eksportører fandt ligeledes sted i den betragtede periode. Under undersøgelsesperioden øgede Hangzhou Bioking imidlertid sin markedsandel fra 25% til 35%, hvorved denne markedsandel tilhørte en enkelt kinesisk eksportør.

74

Endelig tillagde Kommissionen ikke Hangzhou Biokings umiddelbart forestående ekspansion i produktionsmængder nogen betydning, som det fremgår af 165. og 166. betragtning til den anfægtede afgørelse, navnlig ikke i forhold til deres virkninger på EU-erhvervsgrenens rentabilitet. Ifølge sagsøgerne er det imidlertid sandsynligt, at denne rentabilitet samt de øvrige positive finansielle indikatorer på kort sigt og inden for en nær fremtid ville blive forringet, hvorved de sidste positive økonomiske indikatorer, som Kommissionen anvendte ved vurderingen af den skade, som er påført EU’s vinsyreindustri, ikke længere ville foreligge. Eftersom Kommissionen kendte til denne omstændighed, men ikke tillagde den nogen betydning i forbindelse med vurderingen af skaden, anlagde den et åbenbart urigtigt skøn.

75

Kommissionen støttede sig tværtimod udelukkende på faktorer, der var knyttet til rentabiliteten, likviditeten og investeringsafkastet, som havde udvist positive udviklingstendenser, med henblik på at konkludere, at EU-erhvervsgrenen ikke havde lidt væsentlige skade, mens andre økonomiske faktorer efter sagsøgernes opfattelse vidnede om den omstændighed, at EU-erhvervsgrenen var ved at kollapse under påvirkning af dumpingimporten. Kommissionen anlagde herved åbenbart urigtige skøn.

76

Nærmere bestemt for så vidt angår EU-erhvervsgrenens rentabilitet er sagsøgerne af den opfattelse, at denne faktor er den eneste væsentlige økonomiske faktor, der er blevet meldt som udvisende en positiv udviklingstendens, som det følger af 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, mens der forelå adskillige andre faktorer, der udviste negative udviklingstendenser. Den anfægtede afgørelses punkt 4.5.4 vedrørende konklusionen om skade indeholder ingen forklaring eller analyse vedrørende måden, hvorpå rentabiliteten opvejede de øvrige forholds indvirkning, selv om sagsøgerne havde udtalt kritik i denne forbindelse under den administrative procedure. I den anfægtede afgørelse blev der således ikke redegjort for interaktionen mellem de forskellige væsentlige forhold og navnlig ikke for, hvordan forbedringen i rentabilitetsniveauerne kunne afhjælpe den skade, der var blevet påført EU-erhvervsgrenen.

77

For det fjerde fremgår det af den anfægtede afgørelse, at EU-erhvervsgrenen blev udelukket fra de mindre rentable segmenter af markedet af de dumpingpriser, der blev anvendt af Hangzhou Bioking, og af denne grund oplevede et fald i sine salgsmængder. Sagsøgerne har i modsætning til det af Kommissionen hævdede ikke gjort gældende, at Kommissionens konklusion skal hvile på et segment af EU-erhvervsgrenen, som vælges af sagsøgerne. De har hævdet, at alle de økonomiske indikatorer, undersøgt samlet, viser, at Hangzhou Biokings dumpingimport forårsagede en skade.

78

For det femte er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til betydningen af EU-erhvervsgrenens defensive strategi til bekæmpelse af dumpingen. Kommissionen har således i andre antidumpingprocedurer set bort fra forøgelser af rentabilitet pr. enhed, henset til den omstændighed, at EU-erhvervsgrenen havde mistet en del af sine salgsmængder og markedsandele. Samme situation foreligger i denne sag, således at Kommissionen skulle have taget hensyn til den omstændighed, at EU-erhvervsgrenen mellem 2012 og undersøgelsesperiodens afslutning havde besluttet, at den ikke kunne føre en aggressiv konkurrencepolitik i forhold til de salgsmængder, som Hangzhou Bioking tegnede sig for, og i stedet skulle rette sin kommercielle indsats mod de kunder, der var villige til at betale en højere pris for nævnte erhvervsgrens vare af bedre kvalitet.

79

For det sjette tilsidesatte Kommissionen ved i 146. betragtning til den anfægtede afgørelse at fastslå, at »en eksporterende producents dumpingmargen […] ikke i sig selv [er] nogen udslagsgivende økonomisk skadesindikator«, grundforordningens artikel 3, stk. 5, i henhold til hvilken denne institution er forpligtet til at tage hensyn til »størrelsen af den aktuelle dumpingmargen«. I modsætning til det af Kommissionen hævdede er spørgsmålet imidlertid ikke, om denne dumpingmargen i det foreliggende tilfælde er udslagsgivende eller ej, men om den er blevet tillagt tilstrækkelig betydning eller i det mindste en rimelig betydning under processen for vurderingen af skaden. Ifølge sagsøgerne har Kommissionen i henhold til grundforordningen pligt til at tage hensyn til dumpingmargenen, og denne skal altid beregnes for en kortere periode. Det er således ikke påkrævet med nogen bedømmelse af »udviklingstendenser vedrørende varigheden« til at vurdere dumpingens betydning inden for rammerne af antidumpinggrundforordningen.

80

Endvidere finder samme argumentation anvendelse for så vidt angår prisunderbuddet, som skal vurderes i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 3. Den anfægtede afgørelse indeholder imidlertid ingen henvisning til dette forhold, bortset fra i 141. og 150. betragtning, hvori dette forhold forkastes, uden at dens virkning har været genstand for en seriøs undersøgelse, og dette endog selv om underbudsmargenen var blevet fastslået til 10,3%.

81

For det syvende foretog Kommissionen ikke en undersøgelse af indvirkningen af Hangzhou Biokings dumpingimport på EU-erhvervsgrenens salgsmængder. Det prispres, der blev udøvet gennem dumpingimporten, gav anledning til et prisfald på 76% mellem 2013 og til udgangen af undersøgelsesperioden samt til en massiv nedgang i salgsmængderne og markedsandelene. Tilsvarende gik udviklingen i salgsmængderne for Hangzhou Bioking i den modsatte retning end udviklingen i forbruget i EU. Sagsøgerne har gjort gældende, at Hangzhou Biokings import mellem 2011 og 2014 steg i absolutte tal med 25%, selv om forbruget i EU gik tilbage med 11%, hvilket viser, at selskabet var i stand til at gå imod markedskræfterne. Dertil kommer ifølge sagsøgerne, at EU-erhvervsgrenens salgsmængder ved udgangen af den betragtede periode var faldet med 30%, mens forbruget gik tilbage med 11%. Følgelig blev de resterende 19% af salgsmængderne tabt direkte til Hangzhou Bioking.

82

Hvad for det ottende og sidste angår Kommissionens bemærkninger vedrørende nedgangen i EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet har sagsøgerne medgivet, at produktionsmængderne faldt med 14%, mens efterspørgslen gik tilbage med 11%. Eftersom det er lykkedes for EU-erhvervsgrenen at fastholde eller forbedre sine salgsmængder, er faldet i produktionsniveau imidlertid mindre betydeligt. Ifølge sagsøgerne skal Kommissionens forklaringer vedrørende produktionsniveauet for EU-erhvervsgrenen og forbruget i EU under alle omstændigheder forkastes, idet der ikke foreligger nogen sammenhæng mellem disse to faktorer, eftersom den første faldt jævnt under hele den betragtede periode, mens den anden steg mellem 2011 og 2013, inden den igen faldt i den efterfølgende periode.

83

Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumenter.

84

Indledningsvis bemærkes, som også anført ovenfor i præmis 38, at i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, skal den objektive undersøgelse i forbindelse med en konstatering af, om der foreligger skade for EU-erhvervsgrenen, baseres på for det første omfanget af dumpingimporten og dennes indvirkning på prisen på samme vare på EU-markedet og for det andet på denne indførsels følgevirkninger for den pågældende EU-erhvervsgren.

85

Hvad angår mængderne af den pågældende import og dens virkning på samme varers priser på EU-markedet fastsætter grundforordningens artikel 3, stk. 3, de faktorer, der skal tages hensyn til i forbindelse med denne undersøgelse, og præciser samtidigt, at en eller flere af disse faktorer ikke i sig selv kan være udslagsgivende for afgørelsen.

86

Grundforordningens artikel 3, stk. 5, præciserer for sin del, at en undersøgelse af dumpingimportens virkninger på den pågældende EU-erhvervsgren omfatter en vurdering af alle relevante økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på dens situation. Bestemmelsen indeholder en liste over de forskellige faktorer, der kan tages i betragtning, og præciserer, at listen ikke er udtømmende, og at hverken en eller flere af disse faktorer nødvendigvis er udslagsgivende for afgørelsen (dom af 28.11.2013, CHEMK og KF mod Rådet, C-13/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:780, præmis 56, af 19.12.2013, Transnational Company Kazchrome og ENRC Marketing mod Rådet, C-10/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:865, præmis 20, og af 16.4.2015, TMK Europe, C-143/14, EU:C:2015:236, præmis 32). Denne bestemmelse tildeler således disse EU-institutioner en vid skønsbeføjelse ved undersøgelsen og bedømmelsen af de forskellige oplysninger (jf. i denne retning dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale, C-351/04, EU:C:2007:547, præmis 61).

87

Det følger af en samlet læsning af disse bestemmelser, at det skal fastlægges, om Kommissionen uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne fastslå, at der ikke forelå væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

88

Hvad indledningsvis angår det hævdede om, at Kommissionen fokuserede for meget på de økonomiske oplysninger vedrørende den generelle økonomiske situation, såsom EU-erhvervsgrenens rentabilitet, likviditet og investeringsafkast, er sagsøgerne af den opfattelse, at de udslagsgivende faktorer er EU-erhvervsgrenens salgsmængder, produktionsniveauet og kapacitetsudnyttelsen i EU. De har ligeledes fremhævet nogle andre faktorer, som Kommissionen skulle have taget hensyn til, såsom dumpingens omfang, Hangzhou Biokings prisunderbud, stigningen i importmængder i absolutte mængder, lagerbeholdningerne, produktiviteten, væksten, lønningerne og investeringerne.

89

Det bemærkes for det første, som det følger af punkt 4.5.2 og 4.5.3 i den anfægtede afgørelse, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde foretog en undersøgelse af alle de ovennævnte forhold. Hvad angår de makroøkonomiske faktorer fremgår det af 111.-123. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen foretog en analyse af produktionen, produktionskapaciteten, kapacitetsudnyttelsen, salgsmængderne, markedsandelen, væksten, beskæftigelsen, produktiviteten, dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter tidligere dumping. Med hensyn til de mikroøkonomiske faktorer blev der foretaget en undersøgelse af de gennemsnitlige enhedspriser, enhedsomkostninger, arbejdskraftomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital.

90

I overensstemmelse hermed konkluderede Kommissionen i 140. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[s]kadesindikatorer, såsom produktion, salgsmængde og markedsandel, udviste en negativ udviklingstendens i den betragtede periode«, uden at disse udviklingstendenser imidlertid havde »nogen negativ indvirkning på den samlede finansielle situation for EU-erhvervsgrenen«. Det tilføjes i samme betragtning, at »[t]værtimod udviste EU-erhvervsgrenens rentabilitet en støt positiv udviklingstendens i den betragtede periode, og den oversteg endda målfortjenesten i undersøgelsesperioden«. Endvidere anføres i den pågældende betragtning, at »andre finansielle indikatorer som f.eks. likviditeten og investeringsafkastet også [steg] i den betragtede periode«. Som anført af Kommissionen under retsmødet blev disse skadesindikatorer ligeledes undersøgt i den anfægtede afgørelses punkt 4.5.5, hvori Kommissionen besvarede de berørte parters bemærkninger, og som udgør en integrerende del af afgørelsens begrundelse.

91

Det skal således inden for rammerne af det vide skøn med hensyn til de økonomiske forhold fastslås, at Kommissionen foretog en undersøgelse af relevansen af alle faktorer og afvejede de positive og negative udviklingstendenser ved de omhandlede faktorer.

92

Hvad endvidere angår det hævdede vedrørende tendenser ved importen med hensyn til mængder og priser bemærkes, som fremhævet af sagsøgerne, at det i den anfægtede afgørelses 47. betragtning dertil anføres, at det kinesiske hjemmemarked for maleinsyreanhydrid som helhed anses for at være forvredet. Det er endvidere ubestridt, at den fastlagte dumpingmargen var på 42,8% og således oversteg minimumstærsklen, som det følger af 88. og 122. betragtning til den anfægtede afgørelse. Endelig er det korrekt, at den vejede gennemsnitlige underbudsmargen var på 10,3%, som det følger af 107. betragtning til den anfægtede afgørelse.

93

I modsætning til det af sagsøgerne hævdede godtgør sådanne konstateringer imidlertid ikke, at der foreligger en væsentlig skade som omhandlet i grundforordningens artikel 3.

94

Hvad bl.a. angår dumpingmargenens størrelse kan der ganske vist tages hensyn dertil i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 5, inden for rammerne af vurderingen af alle relevante økonomiske faktorer og indikationer, som har en indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation. Kommissionen fremhævede i 146. betragtning til den anfægtede afgørelse imidlertid med rette, at en eksporterende producents dumpingmargen ikke i sig selv er nogen udslagsgivende økonomisk skadesindikator. Som fremhævet af Kommissionen under retsmødet er der ingen faktor i denne bestemmelse, der i sig selv er udslagsgivende ved Kommissionens generelle vurdering af skaden.

95

Hvad for det andet angår vurderingen af hver enkelt økonomisk faktor isoleret set med hensyn til vurderingen af priserne fremgår det af tabel 3 i den anfægtede afgørelse, at den gennemsnitlige pris for den omhandlede dumpingvare steg med 35% i den betragtede periode. Af tabel 7 i den anfægtede afgørelse fremgår imidlertid, at EU-erhvervsgrenen gennemsnitlige priser pr. enhed i den betragtede periode steg med 19%. Det følger heraf, at Hangzhou Biokings priser steg mere end EU-erhvervsgrenens salgspriser, således at forskellen mellem de to priser blev mindsket. Tilsvarende bemærkes, som det følger af tabel 7 i og 127. betragtning til den anfægtede afgørelse, at stigningen under den betragtede periode i den gennemsnitlige salgspris pr. enhed (dvs. 19%) var mere markant end stigningen i produktionsomkostningerne i samme periode på 9%. I denne forbindelse synes en sådan konstatering, som Kommissionen med rette har fremhævet, at understøtte, at der ikke forelå prispres fra Hangzhou Biokings import.

96

Hvad endvidere angår det af sagsøgerne hævdede om, at den relative stigning i priserne er uden relevans, bemærkes, at prisen udgør en faktor, der er nævnt i grundforordningens artikel 3, stk. 2, 3 og 5, til at konstatere den skade, der var blevet påført EU-erhvervsgrenen. Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at underbudsmargenen blev mindsket før og efter undersøgelsesperioden. Det var således med rette, at Kommissionen fastslog, at en sådan mindskelse udgjorde en positiv tendens, der skulle tages hensyn til ved vurderingen af skaden.

97

Hvad angår udviklingen i de omhandlede importmængder og udviklingen i markedsandele steg importen fra Hangzhou Bioking ganske vist med 25% i den betragtede periode, således at Hangzhou Biokings markedsandel, henset til nedgangen med 11% i det samlede forbrug i EU i løbet af samme periode (tabel 1 i den anfægtede afgørelse), steg med 41% (jf. 101. og 102. betragtning til den anfægtede afgørelse). Markedsandelen og importmængderne var imidlertid som fremhævet af Kommissionen i 148. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke de eneste faktorer, der var blevet analyseret med henblik på at undersøge, hvorvidt EU-erhvervsgrenen havde lidt væsentlig skade eller ej. I denne forbindelse steg dumpingimportmængden af den pågældende vare til Unionen fra Hangzhou Bioking med 25% i den betragtede periode, som det fremgår af tabel 2 i og 101. betragtning til den anfægtede afgørelse, mens det i tabel 10 anføres, at EU-producenternes rentabilitet steg betydeligt i den betragtede periode og nåede 10% under undersøgelsesperioden. I denne sammenhæng steg EU-producenternes rentabilitet til trods for stigningen i omfanget af Hangzhou Biokings import.

98

Hvad endvidere angår EU-erhvervsgrenens markedsandel er udviklingen deri uden tvivl en faktor af væsentlig betydning for vurderingen af, om der foreligger en væsentlig skade for denne erhvervsgren (dom af 14.3.2007, Aluminium Silicon Mill Products mod Rådet, T-107/04, EU:T:2007:85, præmis 65). I det foreliggende tilfælde er EU-erhvervsgrenens markedsandel imidlertid faldet med 21% i den betragtede periode og nåede, som det følger af den af Retten vedtagne foranstaltning som led i bevisoptagelsen (jf. præmis 19 ovenfor), et niveau på 44%. Kommissionen kunne således i 148. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke gyldigt konstatere, at denne markedsandel var forblevet på et relativt højt niveau under den betragtede periode.

99

Hvad angår det af sagsøgerne hævdede, hvorefter Kommissionen ikke tillagde virkningen af den umiddelbart forestående ekspansion i Hangzhou Biokings produktionsmængder på EU-erhvervsgrenens rentabilitet og på andre økonomiske indikatorer, der ville blive forringet i nær fremtid, nogen betydning, bemærkes, at konstateringen af skade i forlængelse af indledningen af proceduren i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, forudsætter, at det godtgøres, at der foreligger »væsentlig skade for en [EU-]erhvervsgren […], trussel om væsentlig skade for en [EU-]erhvervsgren[…] eller væsentlig forsinkelse i forbindelse med oprettelsen af en [EU]-erhvervsgren«. Eftersom den klage, der blev indgivet af EU-producenterne, var støttet på den ifølge producenterne allerede godtgjorte væsentlige skade for EU-erhvervsgrenen, foretog Kommissionen en undersøgelse af, om en sådan skade kunne fastslås for den betragtede periode. Som det følger af 6. og 141. betragtning til den anfægtede afgørelse, vedrørte Kommissionens analyse nemlig kun den væsentlige skade for EU-erhvervsgrenen som omhandlet i denne bestemmelse og ikke de kinesiske eksportørers fremtidige produktionskapacitet. Sagsøgernes argumentation er støttet på den eventuelle fremtidige ekspansion i produktionskapaciteten for de kinesiske eksportører, som er relevant i forbindelse med en undersøgelse af en »trussel om væsentlig skade« som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1. Sagsøgernes argumenter vedrørende en fremadrettet analyse af EU-erhvervsgrenen er således i en sådan sammenhæng uvirksomme.

100

Hvad for det tredje angår sagsøgernes argument om, at Kommissionen udelukkende støttede sig på EU-erhvervsgrenens rentabilitet, likviditet og investeringsafkast som følge af, at disse indikatorer var de eneste, der kunne fremvise en positiv udviklingstendens, bemærkes først, som det blev fastslået i præmis 91 ovenfor, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse tog hensyn til samtlige relevante oplysninger i forbindelse med analysen. Dernæst er rentabiliteten, som Kommissionen har gjort gældende, en af de udslagsgivende faktorer ved skadesanalysen. Endelig fremgår det af 135. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[EU-erhvervsgrenens] rentabilitet[…] steg betydeligt i den betragtede periode og nåede op på 10% i undersøgelsesperioden, hvilket dermed overstiger målfortjenesten på 8% for denne erhvervsgren«. Det skal imidlertid bemærkes for det første, at en sådan stigning er markant, og for det andet, at den ikke kan vurderes isoleret, men skal vurderes i sammenhæng med de øvrige positive økonomiske indikatorer, såsom likviditeten, investeringsafkastet og beskæftigelsen, som det følger af 119.-139. betragtning til den anfægtede afgørelse.

101

For så vidt som sagsøgerne har foreholdt Kommissionen at have angivet en utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse med hensyn til redegørelsen for den måde, hvorpå EU-erhvervsgrenens dårligere resultater blev opvejet af forbedringer i den generelle rentabilitet, er sagsøgernes argumentation i realiteten rettet imod at anfægte selve Kommissionens bedømmelse af de økonomiske oplysninger. Retten er imidlertid af den opfattelse, at det følger af en undersøgelse af 119.-139. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn for så vidt angår bedømmelsen af de pågældende forhold.

102

Det bør for fuldstændighedens skyld bemærkes, at den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (dom af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 75).

103

Begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter traktatens artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 10.9.2015, Fliesen-Zentrum Deutschland, C-687/13, EU:C:2015:573, præmis 76).

104

Det skal endvidere bemærkes, at institutionerne ikke er forpligtet til at tage stilling til alle de argumenter, som de interesserede har fremført for den, men at den kun behøver at redegøre for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på afgørelsens opbygning (jf. i denne retning dom af 11.1.2007, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, C-404/04 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:6, præmis 30).

105

I det foreliggende tilfælde er begrundelsen for, at Kommissionen fastslog, at visse skadesindikatorer ikke havde nogen negativ indvirkning på den samlede finansielle situation for EU-erhvervsgrenen, mens andre indikatorer havde oplevet en positiv udvikling, angivet i 140., 141. og 148-160 betragtning til den anfægtede afgørelse. Kommissionen gav i disse betragtninger en klar begrundelse for, hvorfor den fandt, at EU-erhvervsgrenen ikke havde lidt væsentlig skade som følge af Hangzhou Biokings import. Den anfægtede afgørelse er i denne henseende derfor tilstrækkeligt begrundet.

106

Hvad for det fjerde angår det af sagsøgerne hævdede om, at Kommissionen kun foretog en undersøgelse af et segment i EU-erhvervsgrenen, bemærkes, at dette klagepunkt allerede er blevet behandlet i forbindelse med det første anbringende. Det følger nemlig af præmis 60 ovenfor, at sagsøgerne ikke har godtgjort, på hvilken måde den af Kommissionen udvalgte stikprøve havde ført til, at den anlagde et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med dens vurdering af, om der forelå væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen.

107

Selv om det for det femte er korrekt, at EU-erhvervsgrenen har iværksat en defensiv strategi til at bekæmpe dumpingen, forholder det sig ikke desto mindre således, at virkningerne af denne strategi har givet sig udslag i en stigning i de berørte producenters rentabilitetsniveau. Sagsøgernes argumenter om, at Kommissionen ikke tog hensyn til denne strategi, gør det derfor ikke muligt at rejse tvivl om berettigelsen af den anfægtede afgørelses konklusioner om, at der ikke forelå en væsentlig skade.

108

Hvad for det sjette angår argumentet om Kommissionens utilstrækkelige hensyntagen til dumpingmargenen som anført i præmis 94 ovenfor bemærkes, at selv om det er korrekt, at der skal tages hensyn til denne margen i forbindelse med afgørelsen af, om der foreligger skade i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 5, forholder det sig ikke desto mindre således, at dette udgør et forhold, der skal tages hensyn til ved afgørelsen af, om der foreligger dumping, som er en betingelse, der adskiller sig fra betingelsen om, at der skal godtgøres en skade i forbindelse med indførelsen af antidumpingforanstaltninger.

109

Hvad angår det forhold, at der er blevet taget hensyn til prisunderbuddet i forhold til EU-erhvervsgrenens priser, bemærkes, at Kommissionen i 105. betragtning til den anfægtede afgørelse konstaterede, at »[d]en gennemsnitlige importpris fra [Hangzhou] Bioking på den pågældende vare steg med 35% i den betragtede periode«, og at »prisen steg først med 43% mellem 2011 og 2013, men faldt siden med 8% mellem 2013 og undersøgelsesperioden«. Kommissionen fastsatte dernæst en vejet gennemsnitlig underbudsmargen på 10,3% for Hangzhou Biokings dumpingimport på EU-markedet. På grundlag af disse oplysninger konkluderede Kommissionen i 141. betragtning til den anfægtede afgørelse, idet den udtrykkeligt henviste til prisunderbuddet i forhold til EU-erhvervsgrenens priser, at der ikke forelå en væsentlig skade. Det skal derfor lægges til grund, at Kommissionen tog hensyn til denne faktor. For så vidt som sagsøgerne tilsigter at anfægte den betydning, der blev tillagt denne faktor, bemærkes, at det følger af grundforordningens artikel 3, stk. 5, at hverken en enkelt eller flere af disse faktorer nødvendigvis er udslagsgivende for afgørelsen. En eksporterende producents underbudsmargenen udgør derfor ikke i sig selv en udslagsgivende økonomisk skadesindikator.

110

Hvad for det syvende angår det af sagsøgerne hævdede, hvorefter priserne faldt med »76% mellem 2013 og undersøgelsesperioden«, har de selv henvist til en nedgang i EU-erhvervsgrenens priser med 56%. I denne forbindelse faldt den gennemsnitlige salgspris pr. enhed for EU-producenterne, som blev medtaget i stikprøven, som det følger af 125. betragtning til den anfægtede afgørelse, ganske vist med 56% mellem 2013 og undersøgelsesperioden. Det skal imidlertid konstateres, at den steg med 19% i den betragtede periode. Som det blev konstateret i 127. betragtning til den anfægtede afgørelse og anført i præmis 95 ovenfor, var stigningen i den gennemsnitlige salgspris pr. enhed med 19% i den betragtede periode mere markant end stigningen på 9% i produktionsomkostningerne i den samme periode, hvilket indikerer, at prispresset fra Hangzhou Biokings import ikke var til hinder for en stigning i EU-erhvervsgrenens salgspriser pr. enhed.

111

Hvad for det ottende angår nedgangen i produktionsmængder bemærkes, at disse rent faktisk faldt med 16% i den betragtede periode, men forblev stabile mellem 2013 og udgangen af undersøgelsesperioden, som det fremgår af tabel 4 i den anfægtede afgørelse. Som Kommissionen med rette har anført, skal denne omstændighed imidlertid vurderes på baggrund af faldet med 11% i forbruget i den betragtede periode som anført i præmis 97 ovenfor. Under disse omstændigheder kan det fastslås, at den største del af nedgangen i EU-erhvervsgrenens produktionsmængder i den betragtede periode skyldtes et fald i forbruget.

112

Det følger af det ovenstående, at sagsøgerne ikke har fremført forhold, der gør det muligt at rejse tvivl om Kommissionens konklusion om, at der ikke forelå en væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen, hvilken konklusion er støttet på samtlige relevante faktorer. Det skal derfor konkluderes, at Kommissionen til trods for den vurdering af EU-erhvervsgrenens markedsandel, som den foretog (jf. præmis 98 ovenfor), ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved dens generelle vurdering af, om der forelå en væsentlig skade på grundlag af samtlige de faktorer, der blev gjort gældende i forbindelse med det andet anbringende.

113

Det andet anbringende må derfor forkastes, og følgelig må søgsmålet forkastes i det hele.

114

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):