Appel iværksat den 29. januar 2016 af Carsten René Beul til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 23. november 2015 i sag T-640/14, Beul mod Parlamentet og Rådet

(Sag C-53/16 P)

(2016/C 191/07)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Carsten René Beul (ved Rechtsanwälte H.-M. Pott og T. Eckhold)

De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Med sit søgsmål for Retten havde appellanten nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 (1) af 16. april 2014 om specifikke krav til lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2005/909/EF.

Appellanten er autoriseret revisor i Tyskland (og er derudover også revisor i henhold til loven i Storhertugdømmet Luxembourg og Den Italienske Republik). Han har kompetence til at foretage lovpligtig revision af virksomheder af interesse for offentligheden. Som revisor er appellanten for sin samlede virksomhed underlagt tilsyn af Wirtschaftsprüferkammer (det tyske revisorkammer), som er et offentligretligt organ, der har revisorer som medlemmer, og hvis organer vælges af medlemmerne.

Den anfægtede forordning (herefter »forordningen«) bestemmer, at en uafhængig myndighed, dvs. en myndighed, som staten ikke har instruktionsbeføjelser over for, skal føre tilsyn med revisorer, som foretager revision af virksomheder af interesse for offentligheden. En revisor, der fortsat udøver virksomhed, må under ingen omstændigheder arbejde for denne myndighed, og en tidligere revisor må først arbejde for denne myndighed et længere stykke tid efter ophøret af den pågældendes virksomhed.

Appellanten anser denne nye lovgivning for ufordelagtig. Han har gjort gældende, at forordningen er i strid med EU-retten.

Retten afviste appellantens sag fra realitetsbehandling. Retten fastslog, at appellanten ikke har søgsmålskompetence i forhold til forordningen. Retten gav som begrundelse herfor, at appellanten ikke er individuelt berørt af forordningen, eftersom han tilhører den persongruppe, for hvilken reglerne er abstrakt fastlagt, og ikke kan gøre nogen individuelle rettigheder gældende.

Appellanten har heroverfor gjort gældende, at han er umiddelbart og individuelt berørt af forordningen. Navnlig udgøres adressaterne for reglerne af en åben persongruppe, ikke mindst af den grund, at der mellem forordningens vedtagelse og ikrafttrædelse er forløbet noget tid, hvorunder et ubestemt antal personer har kunnet indtræde i gruppen af erhvervsdrivende.

Retten tog ikke hensyn til den omstændighed, at appellanten er umiddelbart og individuelt berørt. Navnlig kan gruppen af erhvervsdrivende på ethvert tidspunkt fastlægges i henhold til en kontrol efter EU-retten. Den omstændighed, at der er forløbet noget tid mellem vedtagelsen og ikrafttrædelsen, kan ikke være afgørende for, om der foreligger en retsbeskyttelse.

Det er desuden appellantens opfattelse, at der består en lakune i retsbeskyttelsen, såfremt det antages, at han ikke er individuelt berørt. Henset til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som også beskytter erhvervsfriheden, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bør denne lakune afhjælpes. Denne opgave hører under Unionens retsinstansers ansvar og prøvelse, idet det er disse instanser, som har skabt de omstændigheder, der har ført til lakunen i retsbeskyttelsen.

(1)  EUT L 158, s. 77.