–

Crédito Agrícola Seguros – Companhia de Seguros de Ramos Reais SA ved advogado V. Ferreira Pires,

–

Europa-Kommissionen ved P. Costa de Oliveira, K.-P. Wojcik og B. Rechena, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12, stk. 3, og artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT 2009, L 263, s. 11).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Luís Isidro Delgado Mendes og Crédito Agrícola Seguros – Companhia de Seguros de Ramos Reais SA (herefter »CA Seguros«) vedrørende sidstnævntes udbetaling af erstatning i medfør af erstatningsansvaret for motorkøretøjer for den skade, som Luís Isidro Delgado Mendes har lidt ved en færdselsulykke.

3

Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345, herefter »første direktiv«) har følgende ordlyd:

»Hver medlemsstat træffer […] alle formålstjenlige foranstaltninger for at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring. Der træffes inden for rammerne af disse foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår.«

4

Artikel 1, stk. 1, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984, L 8, s. 17), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005 (EUT 2005, L 149, s. 14, herefter »andet direktiv«), bestemte:

»Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] skal dække tingsskade såvel som personskade.«

5

Andet direktivs artikel 2, stk. 1, bestemte:

»Ved gennemførelsen af [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] skal de enkelte medlemsstater træffe passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:

[…]

Den i første led omhandlede bestemmelse eller klausul kan imidlertid gøres gældende over for personer, der frivilligt har taget plads i det skadevoldende køretøj, såfremt forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at køretøjet var stjålet.

Medlemsstaterne kan – for så vidt angår skader, der indtræffer på deres område – undlade at anvende bestemmelsen i første afsnit, såfremt og i det omfang den skadelidte kan opnå dækning af den lidte skade i medfør af regler om social sikkerhed.«

6

Artikel 1, stk. 1, i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1990, L 129, s. 33), som ændret ved direktiv 2005/14 (herefter »tredje direktiv«), bestemte bl.a., at »den i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] omhandlede forsikring [skal] dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren«.

7

Tredje direktivs artikel 1a bestemte:

»Den forsikring, der er omhandlet i [første direktivs] artikel 3, stk. 1, […] skal dække person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter, der som følge af en ulykke, hvori et motorkøretøj er involveret, har ret til erstatning i henhold til den nationale civilret. Nærværende artikel berører hverken erstatningsansvaret eller skadesbeløbet.«

8

De tidligere direktiver om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer blev kodificeret ved direktiv 2009/103, ved hvilket de tidligere direktiver følgelig blev ophævet fra og med den 27. oktober 2009. Ifølge sammenligningstabellen i bilag II til dette direktiv svarer andet direktivs artikel 2, stk. 1, til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2009/103, og tredje direktivs artikel 1a svarer til artikel 12, stk. 3, i direktiv 2009/103.

9

Artikel 4, stk. 1, i decreto-lei no 291/2007, que aprova o regime do sistema do seguro obrigatório de responsabilidade civil automóvel e transpõe parcialmente para a ordem jurídica interna a Directiva no 2005/14/CE, do Parlamento Europeu e do Conselho, de 11 de Maio, que altera as Directivas nos 72/166/CEE, 84/5/CEE, 88/357/CEE e 90/232/CEE, do Conselho, e a Directiva no 2000/26/CE, relativas ao seguro de responsabilidade civil resultante da circulação de veículos automóveis (lovdekret nr. 291/2007 om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer og delvis gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/14/EØF af 11. maj 2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer), af 21. august 2007 (Diáro da República serie I, nr. 160, af 21. august 2007), har følgende ordlyd:

»Enhver, der kan anses for erstatningsansvarlig for person- og tingsskade, der forvoldes på tredjemand af et motorkøretøj, som alene må føres med en særlig tilladelse, eller af dets påhængsvogn, og som er hjemmehørende i Portugal, skal, for at køretøjet må anvendes i trafikken, være dækket af en forsikring, der sikrer dette ansvar i henhold til nærværende lovdekret.«

10

Artikel 11, stk. 2, i lovdekret nr. 291/2007 fastsætter følgende:

»Den i artikel 4 omhandlede ansvarsforsikring skal dække skader på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter på offentlig vej, når den lov, der finder anvendelse på erstatningsansvaret for trafikulykken, foreskriver erstatning for sådanne skader, samt i det omfang erstatningen udmåles heri.«

11

Lovdekretets artikel 14, stk. 2, litra b), bestemmer:

»Forsikringen dækker ej heller nogen former for tingsskade, som følgende personer måtte lide: […] forsikringstageren«.

12

I lovdekretets artikel 15, stk. 3, er fastsat:

»I tilfælde af tyveri, røveri eller brugstyveri af køretøjer samt forsætligt forvoldte trafikulykker skal forsikringen ikke dække udbetalingen af den erstatning, der påhviler de pågældende gerningsmænd og deres medskyldige, til ejeren […]«

13

Den 26. april 2009 befandt Luís Isidro Delgado Mendes og hans hustru sig på en ejendom, der tilhørte dem, og som var beliggende i Chamusca (Portugal). I ejendommens gård befandt der sig to køretøjer: et tilhørende Luís Isidro Delgado Mendes og et tilhørende hans hustru. Omkring kl. 18:00 bemærkede de, at der sad en ukendt person bag rattet i Luís Isidro Delgado Mendes’ køretøj, og at denne havde startet køretøjet. Luís Isidro Delgado Mendes og hans hustru steg straks ind i det andet køretøj for at sætte efter det første køretøj.

14

Ved et vejkryds stoppede Luís Isidro Delgado Mendes’ køretøj. Luís Isidro Delgado Mendes stoppede ligeledes ca. 20 m bag dette og steg ud af hustruens køretøj for at gå hen til hans eget køretøj.

15

Føreren af Luís Isidro Delgado Mendes’ køretøj satte da i bakgear, således at dette køretøj stødte ind i højre side af hustruens køretøj og ramte Luís Isidro Delgado, som blev væltet omkuld. Føreren kørte derefter frem for atter pludseligt og hurtigt at bakke, hvorved han kørte ind i Luís Isidro Delgado Mendes, som netop havde rejst sig, og kørte denne over. Luís Isidro Delgado Mendes blev slæbt efter sit eget køretøj over en afstand på ca. otte meter.

16

Som en direkte følge af ulykken led Luís Isidro Delgado Mendes adskillige brud og kvæstelser. Han var i lægebehandling indtil den 8. februar 2011, var sygemeldt i 654 dage og har adskillige eftervirkninger.

17

På tidspunktet for ulykken var erstatningsansvaret for skader forvoldt på tredjemand af Luís Isidro Delgado Mendes’ køretøj forsikret hos CA Seguros i medfør af en forsikringspolice, hvori denne var anført som forsikringstager og køretøjets sædvanlige fører. Forsikringspolicen indeholdt bl.a. følgende bestemmelser:

18

Luís Isidro Delgado Mendes anlagde søgsmål ved Tribunal Judicial da Comarca de Santarém (retten i første instans i Santarém, Portugal) med påstand om, at CA Seguros blev pålagt at udbetale en erstatning på i alt 210641,00 EUR for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, han havde lidt, med tillæg af påløbne lovbestemte renter fra tidspunktet for stævningens indgivelse. CA Seguros nedlagde påstand om frifindelse af flere grunde.

19

Retten frifandt CA Seguros bl.a. med den begrundelse, at indehaveren af køretøjet i henhold til artikel 15, stk. 3, i lovdekret nr. 291/2007 var udelukket fra kredsen af erstatningsberettigede efter den tegnede forsikring.

20

Luís Isidro Delgado Mendes appellerede denne dom til Tribunal da Relação de Évora (appeldomstolen i Évora, Portugal). Han har bl.a. gjort gældende, at artikel 15, stk. 3, skal fortolkes restriktivt, således at det alene er erstatningen for de materielle skader, som køretøjets indehaver lider, der undtages. Med denne bestemmelse har lovgiver ikke taget højde for ulykker som den, Luís Isidro Delgado Mendes var offer for. Det primære formål med den i hovedsagen omhandlede forsikringsaftale er beskyttelsen af ofre for personskade ved at yde erstatning til alle, bortset fra føreren selv, og dermed er erstatningen for de personskader, som Luís Isidro Delgado Mendes har lidt, omfattet af situationen for »skadelidte tredjemand«.

21

CA Seguros har bestridt denne restriktive fortolkning og har bl.a. gjort gældende, at den er i strid med artikel 9 i código civil (civillovbogen), idet den omhandlede forsikring dækker erstatningsansvaret for »enhver person, som kan være civilretligt ansvarlig for skader forvoldt på tredjemand af et motorkøretøj«. Det kan imidlertid ikke antages, at den person, der bærer risikoen for færdsel med et motorkøretøj, selv er omfattet af ansvarsforsikringen på samme måde som en tredjemand.

22

Den forelæggende ret har bemærket, at søgsmålets genstand er begrænset til at fastslå forbindelsen mellem den ansvarspådragende begivenhed og den heraf følgende forpligtelse til at udbetale erstatning til offeret på den ene side samt grænserne og anvendelsesområdet for den i hovedsagen omhandlede forsikringsaftale på den anden side.

23

Tribunal da Relação de Évora (appeldomstolen i Évora) har anført, at den har fastslået, at føreren af Luís Isidro Delgado Mendes’ køretøj, som er forsikret hos CA Seguros, er ansvarlig for ulykkens indtræden, og at det påhviler føreren at erstatte den skade, som han har forvoldt. Den forelæggende ret har præciseret, at CA Seguros i henhold til den forsikringsaftale, som er indgået mellem Luís Isidro Delgado Mendes og selskabet, er klart ansvarlig for udbetalingen af erstatning for skader, som udelukkende skyldes nævnte fører, i en normal situation, hvor offeret er tredjemand i forhold til det bestående forsikringsforhold mellem køretøjets ejer og hans forsikringsselskab.

24

Hovedsagen fremviser imidlertid to særlige kendetegn: Ulykken blev forsætligt forvoldt af føreren af Luís Isidro Delgado Mendes’ køretøj, og offeret (sagsøgeren) er forsikringstager for dette køretøj.

25

Hvad angår det første kendetegn har den forelæggende ret præciseret, at forsikringsselskabernes pligt til at erstatte skader, som følger af forsætligt forvoldte trafikulykker, siden 2007 har været en del af fast retspraksis fra Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol, Portugal).

26

Hvad angår derimod det andet kendetegn er det både i artikel 15, stk. 3, i lovdekret nr. 291/2007 og i den i hovedsagen omhandlede forsikringsaftale udtrykkeligt bestemt, at i »tilfælde af tyveri […] samt forsætligt forvoldte trafikulykker skal forsikringen ikke dække udbetalingen af den erstatning, der påhviler de pågældende gerningsmænd og deres medskyldige, til ejeren«. Omstændighederne i hovedsagen svarer imidlertid til disse to situationer. Lovdekretets artikel 14, stk. 2, litra b), udelukker tillige enhver form »for tingsskade, som [forsikringstageren] måtte lide«.

27

Tribunal da Relação de Évora (appeldomstolen i Évora) og CA Seguros er desuden af den opfattelse, at Luís Isidro Delgado Mendes’ fortolkning af artikel 15, stk. 3, i lovdekret nr. 291/2007 ikke i denne henseende opfylder betingelserne i civillovbogens artikel 9.

28

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt artikel 14, stk. 2, litra b), og artikel 15, stk. 3, i lovdekret nr. 291/2007 (herefter »den omtvistede lovgivning«) er i overensstemmelse med EU-retten. Den bemærker i denne henseende, at det andet direktiv har erstattet forholdet mellem ejeren og forsikringsselskabet, som er typisk for forsikringsaftaler, med forholdet mellem forsikringsselskabet og den for ulykken ansvarlige, og at tredje direktiv har bekræftet, at hvad angår klausuler om ansvarsfraskrivelse er det afgørende forhold forholdet mellem forsikringsselskabet og føreren og ikke forholdet mellem forsikringsselskabet og ejeren, og denne tilgang er i 2008 atter blevet fuldt af Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol).

29

Desuden er den forelæggende ret af den opfattelse, at udelukkelsen af de personer, som er omfattet i den omtvistede lovgivning, er foretaget på grundlag af generelle og abstrakte kriterier, hvilket Domstolen har fundet i strid med de pågældende direktiver. Den er tillige i tvivl om, hvorvidt disse udelukkelser, som alene er begrundet i egenskaben af ejer af det køretøj, der var indblandet i ulykken, er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.

30

Under disse omstændigheder har Tribunal da Relação do Évora (appeldomstolen i Évora) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»I tilfælde af en trafikulykke, hvor der er forvoldt person- og tingsskade på en fodgænger, som er blevet påkørt forsætligt med det køretøj, som han selv er indehaver af, og som blev ført af den person, der havde stjålet det, er EU-retten, herunder navnlig artikel 12, stk. 3, og artikel 13, stk. 1, i […] direktiv 2009/103/EF, da til hinder for, at fodgængeren i henhold til national ret udelukkes fra enhver form for erstatning, fordi han selv er køretøjets indehaver og forsikringstager?«

31

Indledningsvis bemærkes først, at direktiv 2009/103 ikke finder anvendelse ratione temporis på hovedsagen. Under hensyn til datoen for ulykken, som ligger til grund for hovedsagen, er det nemlig bl.a. artikel 2, stk. 1, i andet direktiv og artikel 1a i tredje direktiv, som finder anvendelse på nærværende sag.

32

For at kunne foretage en hensigtsmæssig besvarelse af det stillede spørgsmål skal der foruden de bestemmelser, der udtrykkeligt er nævnt i det præjudicielle spørgsmål, tillige tages hensyn til artikel 3, stk. 1, i første direktiv og artikel 1, stk. 1, i andet direktiv.

33

Da den forelæggende ret har præciseret, at forsikringsselskabernes pligt til at erstatte skader, som følger af forsætligt forvoldte trafikulykker, siden 2007 har været en del af fast retspraksis fra Supremo Tribunal de Justiça (øverste domstol, Portugal), fremgår det, at det stillede spørgsmål i realiteten ikke vedrører spørgsmålet, om første, andet og tredje direktiv pålægger, at den lovpligtige ansvarsforsikring dækker skader, som skyldes forsætligt forvoldte trafikulykker, men særligt, om det er foreneligt med disse direktiver at udelukke en fodgænger fra dækning alene med den begrundelse, at denne fodgænger var forsikringstager og ejer af det køretøj, som har forvoldt disse skader.

34

Det må derfor antages, at den forelæggende ret med det for Domstolen forelagte spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3, stk. 1, i første direktiv, artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i andet direktiv samt artikel 1a i tredje direktiv skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter de person- og tingsskader, som en fodgænger, der er offer for en trafikulykke, har lidt, ikke dækkes af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer og dermed ikke erstattes alene med den begrundelse, at fodgængeren var forsikringstager og ejer af det køretøj, som har forvoldt disse skader.

35

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at formålet med de EU-retlige bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer er at sikre den frie bevægelighed såvel for køretøjer, der er hjemmehørende på Unionens område, som for personer, der kører i dem, og at sikre personer, der lider skade ved uheld forvoldt af motorkøretøjer, en ensartet behandling, uanset hvor i Unionen uheldet finder sted (dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 27).

36

Første direktiv, som nærmere præciseret og suppleret ved andet og tredje direktiv, pålægger således medlemsstaterne en forpligtelse til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring, og angiver bl.a., hvilke typer skade og hvilke skadelidte tredjemænd forsikringen skal dække (dom af 23.10.2012, Marques Almeida, C-300/10, EU:C:2012:656, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

37

I denne forbindelse har Domstolen allerede fastslået, at formålet med første direktivs artikel 3, stk. 1, andet direktivs artikel 2, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1 er at sikre, at alle de passagerer, som har lidt skade ved et uheld forvoldt af et motorkøretøj, kan få erstattet skaden af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer (dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 29).

38

Udviklingen af EU-lovgivningen vedrørende lovpligtig ansvarsforsikring viser endvidere, at dette formål om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer konstant er blevet forfulgt og forstærket af EU-lovgiver (dom af 4.9.2014, Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 52).

39

Direktiv 2005/14 har navnlig ved indføjelsen af artikel 1a i tredje direktiv udvidet forsikringsdækningen efter første direktivs artikel 3, stk. 1, til person- og tingsskade på fodgængere, cyklister og andre ikke-motoriserede trafikanter (jf. i denne retning dom af 4.9.2014, Vnuk, C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 55).

40

Heraf følger, at da Luís Isidro Delgado Mendes havde egenskab af fodgænger ved den i hovedsagen omhandlede ulykke, må det konstateres, at artikel 1a i tredje direktiv kræver, at ansvarsforsikringen for hans køretøj dækker de person- og tingsskader, som han har lidt som følge af ulykken, og for hvilke en fodgænger har ret til erstatning i henhold til national ret.

41

Hvad angår nærmere bestemt egenskaben af offer for en trafikulykke, forsikringstager og ejer af det køretøj, der var indblandet i ulykken, har Domstolen fastslået, at det formål om beskyttelse af de skadelidte, der forfølges med første, andet og tredje direktiv, tilsigter, at den retlige situation, som ejeren af køretøjet befandt sig i på ulykkestidspunktet, hvor han var passager, ligestilles med den retlige situation, som de øvrige passagerer, der led skade ved ulykken, befandt sig i (dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 30)

42

Domstolen har ligeledes fastslået, at dette formål også er til hinder for, at en national lovgivning uberettiget indskrænker rækkevidden af begrebet passagerer, der er omfattet af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer, ved ikke at lade de personer, der har taget plads i en del af et køretøj, som hverken er bestemt eller udstyret til befordring, være omfattet af dette begreb (dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 30).

43

Domstolen har heraf udledt, at formålet om beskyttelse af de skadelidte ligeledes indebærer, at den retlige situation for den, der var forsikret til at føre køretøjet, men som var passager i køretøjet på ulykkestidspunktet, ligestilles med den retlige situation, som de øvrige passagerer, der led skade ved ulykken, befandt sig i, og derfor kan den omstændighed, at en person er forsikret som fører af et køretøj, der forvolder en ulykke, ikke indebære, at vedkommende ikke er omfattet af begrebet skadelidte tredjemænd i andet direktivs artikel 2, stk. 1, fordi vedkommende var passager og ikke fører af det pågældende køretøj (dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 31 og 32).

44

Analogt må det antages, at den omstændighed, at en fodgænger, som blev påkørt ved en trafikulykke, var forsikringstager og ejer af det køretøj, som forvoldte denne ulykke, ikke kan indebære, at vedkommende ikke er omfattet af begrebet »skadelidt tredjemand« i andet direktivs artikel 2, stk. 1, og tredje direktivs artikel 1a.

45

Som anført af den forelæggende ret, og som Kommissionen med rette har gjort gældende, kan den omstændighed, at ejeren af det pågældende køretøj og forsikringstageren ikke sad i dette ved ulykken, men blev påkørt af dette køretøj som fodgænger, ikke begrunde en anderledes behandling i betragtning af det samme formål om beskyttelse, som forfølges af første, andet og tredje direktiv, jf. nærværende doms præmis 41.

46

Hvad angår de rettigheder, som er tillagt skadelidte tredjemænd, bemærkes for det andet, at forpligtelsen til ansvarsforsikringsdækning af skader påført tredjemænd med motorkøretøjer må holdes adskilt fra omfanget af erstatningspligten for disse skader i medfør af den forsikredes erstatningsansvar. Den førstnævnte forpligtelse er sikret og nærmere fastlagt i EU-bestemmelserne, hvorimod den anden forpligtelse i det væsentlige er reguleret af national ret (dom af 23.10.2012, Marques Almeida, C-300/10, EU:C:2012:656, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

47

Domstolen har herved allerede fastslået, at det fremgår af formålet med første, andet og tredje direktiv og af disses ordlyd, at de ikke tilsigter en harmonisering af erstatningsansvarsordningerne i medlemsstaterne, og at medlemsstaterne på EU-rettens nuværende udviklingstrin frit kan fastsætte, hvilken erstatningsansvarsordning der skal gælde for skader, der forvoldes ved færdsel med motorkøretøjer (dom af 23.10.2012, Marques Almeida, C-300/10, EU:C:2012:656, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

48

Domstolen har imidlertid præciseret, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten, og at de nationale bestemmelser om erstatning af skader som følge af trafikulykker ikke kan fratage første, andet og tredje direktiv deres effektive virkning (dom af 23.10.2012, Marques Almeida, C-300/10, EU:C:2012:656, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

49

Som Domstolen ligeledes har præciseret, vil de nævnte direktiver blive frataget deres effektive virkning, hvis en national lovgivning, som er udformet på grundlag af generelle og abstrakte kriterier, enten bestemmer, at en skadelidts ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjet bortfalder af den grund, at den skadelidte har medvirket til skadens indtræden, eller uforholdsmæssigt begrænser retten til erstatning. Denne ret kan således kun begrænses under særlige omstændigheder og efter en individuel vurdering (dom af 23.10.2012, Marques Almeida, C-300/10, EU:C:2012:656, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det følger således af retspraksis, at disse direktiver er til hinder for en national lovgivning, som alene af den grund, at en passager har medvirket til, at de skader, som den pågældende har lidt, indtrådte, tillader, at denne passagers ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer udelukkes eller begrænses uforholdsmæssigt (jf. i denne retning dom af 23.10.2012, Marques Almeida, C-300/10, EU:C:2012:656, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

51

Dette gælder ligeledes for en national lovgivning som den omtvistede, hvorefter en fodgænger kan nægtes ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer udelukkende på grundlag af hans egenskab af forsikringstager og ejer af det køretøj, som har forvoldt ham person- og tingsskader.

52

Domstolen har nemlig fastslået, at første direktivs artikel 3, stk. 1, er til hinder for, at det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret et motorkøretøj, kan påberåbe sig lovbestemmelser eller aftaleklausuler til støtte for ikke at yde erstatning til tredjemænd, der lider skade ved et uheld forvoldt af et forsikret køretøj (dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 33).

53

Domstolen har desuden fastslået, at andet direktivs artikel 2, stk. 1, første afsnit, alene understreger denne forpligtelse for så vidt angår bestemmelser eller klausuler i en forsikringspolice, der er omfattet af denne artikel, og som indebærer, at ansvarsforsikringen for motorkøretøjer ikke dækker de skader, som skadelidte tredjemænd har lidt som følge af, at et køretøj, der er forsikret, er anvendt eller blevet ført af personer, som ikke har tilladelse til at føre køretøjet, personer, som ikke har et kørekort, eller personer, som ikke efterlever retsforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand (dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 34).

54

Som en undtagelse fra denne forpligtelse bestemmes det ganske vist i andet direktivs artikel 2, stk. 1, andet afsnit, at visse skadelidte vil kunne undtages fra forsikringsselskabets dækningspligt på grund af den situation, de selv har tilvejebragt, nemlig de personer, der frivilligt har taget plads i det skadevoldende køretøj, såfremt forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at køretøjet var stjålet. Som Domstolen allerede har fastslået, kan andet direktivs artikel 2, stk. 1, første afsnit, imidlertid kun fraviges i denne særlige situation (jf. dom af 1.12.2011, Churchill Insurance Company Limited og Evans, C-442/10, EU:C:2011:799, præmis 35).

55

I hovedsagen er det dog ubestridt, at der ikke foreligger en sådan situation.

56

Under disse omstændigheder må det fastslås, at den omtvistede lovgivning krænker den i EU-retten fastsatte sikring af, at det erstatningsansvar for motorkøretøjer, der fastlægges i den gældende nationale ret, dækkes af en forsikring i overensstemmelse med bestemmelserne i første, andet og tredje direktiv.

57

Heraf følger, at artikel 3, stk. 1, i første direktiv samt artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i andet direktiv skal fortolkes således, at de er til hinder for, at det forsikringsselskab, som har ansvarsforsikret et motorkøretøj, kan påberåbe sig en national lovgivning som den omtvistede til støtte for ikke at yde erstatning til tredjemænd, der lider person- og tingsskade ved et uheld forvoldt af et forsikret køretøj.

58

For det tredje bemærkes, at denne konstatering ikke ændres af CA Seguros’ anbringender, hvorefter det ville have alvorlig indvirkning på ordningen for civilretligt ansvar, såfremt erstatningsansvaret kunne gøres gældende af den forsikrede person selv, hvilket erstatningssøgsmålet i hovedsagen ville indebære.

59

Det bemærkes i denne henseende, at den forelæggende ret har præciseret, at hovedsagens genstand på dette trin af proceduren er afgrænset til, i hvilket omfang forsikringsaftalen i hovedsagen dækker det allerede fastslåede civilretlige ansvar. Retten har anført, at den allerede har fastslået, at føreren af det forsikrede køretøj var erstatningsansvarlig for de skader, som han havde forvoldt, og har oplyst, at CA Seguros i medfør af forsikringsaftalen indgået med Luís Isidro Delgado Mendes og uden den omtvistede lovgivning ville være ansvarlig for udbetalingen af erstatning for de skader, som udelukkende skyldes denne fører.

60

CA Seguros’ anbringender savner derfor grundlag i de faktiske omstændigheder, da den forelæggende ret ikke har fastslået, at Luís Isidro Delgado Mendes har pådraget sig et erstatningsansvar over for sig selv, men derimod, at føreren af det køretøj, som var indblandet i ulykken i hovedsagen, har pådraget sig et erstatningsansvar over for Luís Isidro Delgado Mendes.

61

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, i første direktiv, artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i andet direktiv samt artikel 1a i tredje direktiv skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter de person- og tingsskader, som en fodgænger, der er offer for en trafikulykke, har lidt, ikke dækkes af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer og dermed ikke erstattes alene med den begrundelse, at fodgængeren var forsikringstager og ejer af det køretøj, som har forvoldt disse skader.

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse, artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som ændret ved Europa-Parlaments og Rådets direktiv 2005/14/EF af 11. maj 2005, og artikel 1a i Rådets tredje direktiv 90/232/EØF af 14. maj 1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som ændret ved direktiv 2005/14, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter de person- og tingsskader, som en fodgænger, der er offer for en trafikulykke, har lidt, ikke dækkes af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer og dermed ikke erstattes alene med den begrundelse, at fodgængeren var forsikringstager og ejer af det køretøj, som har forvoldt disse skader.