–

Tanja Prast-Knipping ved Rechtsanwalt P. Sohn,

–

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og M. Heller, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 22, nr. 4), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

2

Anmodningen er indgivet i forbindelse med en sag mellem Hanssen Beleggingen BV (herefter »Hanssen«), et selskab med hjemsted i Nederlandene, og Tanja Prast-Knipping, som har bopæl i Tyskland, vedrørende sidstnævntes registrering som indehaver af et Benelux-varemærke.

3

Forordning nr. 44/2001 erstattede hvad angår forholdet mellem medlemsstaterne konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32, herefter »Bruxelleskonventionen«). Forordning nr. 44/2001 er selv blevet ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). I henhold til sidstnævntes forordnings artikel 66, stk. 1, »finder [den] kun anvendelse på retssager, som er anlagt, på officielt bekræftede dokumenter, som er udstedt eller registreret, og på retsforlig, som er godkendt eller indgået på eller efter den 10. januar 2015«.

4

Da den i hovedsagen omhandlede retssag er anlagt før den 10. januar 2015, skal nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse behandles i lyset af forordning nr. 44/2001.

5

Denne forordnings artikel 2, stk. 1, bestemte:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

6

Samme forordnings artikel 22, der var indeholdt i forordningens kapitel II, afdeling 6, med overskriften »Enekompetence«, bestemte:

»Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:

[…]

[…]«

7

Denne bestemmelse svarede til Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4).

8

Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design) af 25. februar 2005, undertegnet i Haag af Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene (herefter »Beneluxkonventionen«), trådte i kraft den 1. september 2006.

9

Beneluxkonventionens artikel 1.2 bestemmer:

»1.   Der oprettes en fælles Organisation for Intellektuel Ejendomsret (Varemærker og Design) for Benelux-landene […].

2.   Organisationens organer er følgende:

[…]

10

Beneluxkonventionens artikel 1.5, stk. 1 og 2, præciserer:

»1.   Organisationen skal have sæde i Haag.

2.   Benelux-kontoret skal være beliggende i Haag.«

11

Beneluxkonventionens artikel 4.6, stk. 1, bestemmer:

»[Den kompetente ret på varemærke- og designområdet er] retten på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl, eller på det sted, hvor den omtvistede forpligtelse er opstået, er opfyldt eller skulle have været opfyldt. Det sted, hvor der er blevet indgivet en ansøgning om et varemærke eller et design, eller hvor et varemærke eller et design er registreret, kan under ingen omstændigheder i sig selv udgøre grundlaget for fastlæggelsen af kompetencen.«

12

§ 812 i Bürgerliches Gesetzbuch (borgerlig lovbog) findes i dennes afsnit 26, som har overskriften »Ungerechtfertigte Bereicherung« (uretmæssig berigelse), og bestemmer i stk. 1, at »den, som uberettiget erhverver et gode i kraft af en andens ydelse eller på dennes bekostning, er forpligtet til at tilbagelevere det«.

13

Den 7. september 1979 ansøgte et tysk selskab, der ejes af Helmut Knipping, og som producerer bygningselementer – særligt vinduer – Office Benelux de la Propriété intellectuelle (marques et dessins ou modèles) (Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret (varemærker og design)) (herefter »Benelux-kontoret«) om registrering af følgende ord- og figurmærke som Benelux-varemærke:

14

Benelux-kontoret registrerede varemærket i sort og hvidt under nr. 361604 (herefter »mærke nr. 361604«).

15

Hanssen er et nederlandsk selskab, som handler med døre og vinduer. Selskabet er indehaver af et Benelux-ord- og -figurmærke med nr. 0684759. Dette varemærke består af samme ord- og figurmærke som det, der er genstand for mærke nr. 361604, men er registreret i blåt og gult.

16

Den 9. oktober 1995 døde Helmut Knipping.

17

Tanja Prast-Knipping indgav den 14. november 2003 en anmodning til Benelux-kontoret om omregistrering af mærke nr. 361604 til sig selv, idet hun fremlagde dokumentation for, at hun var Helmut Knippings enearving.

18

Benelux-kontoret foretog denne registrering.

19

Hanssen har anfægtet denne registrering. Dette selskab har gjort gældende, at mærke nr. 361604 før Helmut Knippings død havde været genstand for flere overdragelser og ikke længere var en del af hans formue på tidspunktet for hans død. Registreringen af Tanja Prast-Knipping som indehaver af dette mærke var således uberettiget.

20

Da uoverensstemmelsen ikke kunne løses i mindelighed, anlagde Hanssen den 8. juni 2012 sag mod Tanja Prast-Knipping ved Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf, Tyskland), som er retten på det sted, hvor selskabet er etableret. Hanssen påberåbte sig uretmæssig berigelse som omhandlet i § 812 i den borgerlige lovbog og nedlagde påstand om, at Tanja Prast-Knipping over for Benelux-kontoret skulle afgive erklæring om, at hun ikke havde ret til det omtvistede varemærke, og give afkald på sin registrering som indehaver af varemærket.

21

Landgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf) frifandt Tanja Prast-Knipping ved dom af 24. juni 2015 og anførte som begrundelse, at mærke nr. 361604 indgik i Helmut Knippings formue, da han døde, og derfor retmæssigt var overgået til Tanja Prast-Knipping ved arv.

22

Hanssen har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf, Tyskland).

23

Denne ret er i tvivl om de tyske retters kompetence til at behandle sagen. Den er af den opfattelse, at denne kompetence ganske vist kan udledes af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, men at det ligeledes er muligt, at retterne i den medlemsstat, hvor det i hovedsagen omhandlede varemærke er registreret – i dette tilfælde Nederlandene som følge af Benelux-kontorets hovedsæde i Haag – er enekompetente i henhold til denne forordnings artikel 22, nr. 4).

24

Da retten af egen drift skal undersøge spørgsmålet om retternes kompetence, ønsker Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf), at dette spørgsmål bliver afklaret.

25

Det er særligt nødvendigt at præcisere, om et søgsmål som det, Hanssen har indbragt, vedrører en sag »om registrering eller gyldighed af […] varemærker« som omhandlet i forordningens artikel 22, nr. 4). Dom af 15. november 1983, Duijnstee (288/82, EU:C:1983:326), indeholdt indikationer til støtte for en negativ besvarelse af dette spørgsmål, men, henset til udviklingen i varemærkeretten siden denne dom, er det ikke sikkert, at denne fortolkning skal opretholdes.

26

Hvad angår den nævnte udvikling i varemærkeretten har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf) bl.a. henvist til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16. december 2015 (EUT 2015, L 341, s. 21) (herefter »forordning nr. 207/2009«).

27

Den pågældende ret har ligeledes nævnt den omstændighed, at på området for retternes kompetence er Benelux-varemærket karakteriseret ved visse særegenheder.

28

Under disse omstændigheder har Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale appeldomstol i Düsseldorf) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Omfatter begrebet »sager om registrering eller gyldighed af […] varemærker« som omhandlet i artikel 22, nr. 4), i [forordning nr. 44/2001] også en sag anlagt mod den i Benelux-varemærkeregistret registrerede formelle indehaver af et Benelux-varemærke med påstand om, at sagsøgte over for [Benelux-kontoret] skal afgive erklæring om, at sagsøgte ikke har ret til det pågældende varemærke og giver afkald på sin registrering som indehaver af varemærket.«

29

Med det forelagte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på sager, der vedrører spørgsmålet, om en person med rette er registreret som indehaver af et varemærke.

30

For at besvare dette spørgsmål skal det først bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 afspejler samme systematik som Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4), og desuden er affattet med næsten samme ordlyd, hvorfor kontinuitet ved fortolkningen af disse bestemmelser bør sikres (dom af 12.7.2012, Solvay,C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 43).

31

Det bemærkes herefter, at begrebet sager »om registrering eller gyldighed af [intellektuelle ejendomsrettigheder]«, der omhandles i de pågældende bestemmelser, må anses for et selvstændigt begreb, der skal anvendes ensartet i alle medlemsstaterne (dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 19, og af 13.7.2006, GAT, C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 14).

32

Domstolen har endelig præciseret, at bestemmelser om enekompetence, såsom Bruxelleskonventionens artikel 16 og artikel 22 i forordning nr. 44/2001, ikke bør fortolkes videre, end dens formål kræver, da bestemmelserne har den virkning, at parterne fratages den ret til valg af værneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfælde kan sagsøges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting (dom af 10.1.1990, Reichert og Kockler, C-115/88, EU:C:1990:3, præmis 9, og af 12.5.2011, BVG, C-144/10, EU:C:2011:300, præmis 30).

33

Formålet med artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 består i at forbeholde tvister vedrørende registrering eller gyldighed af en intellektuel ejendomsrettighed for de retsinstanser, der i materiel og retlig henseende er nærmest registret, idet disse retsinstanser er bedst egnet til at påkende sager, hvor tvisten drejer sig om rettighedens gyldighed eller om, hvorvidt deponering eller registrering har fundet sted [jf. i denne retning for så vidt angår Bruxelleskonventionens artikel 16, nr. 4), dom af 13.7.2006, GAT, C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 21 og 22].

34

Under disse omstændigheder har Domstolen besluttet i sager vedrørende retternes kompetence på området for patenter, at når sagen hverken vedrører gyldigheden af patentet eller spørgsmålet om, hvorvidt det er forsøgt registreret eller er blevet registreret, henhører sagen ikke under begrebet sager »om registrering eller gyldighed af patenter« og er følgelig ikke omfattet af enekompetencen for retterne i den medlemsstat, på hvis område rettigheden er registreret (dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 22-25, og af 13.7.2006, GAT, C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 15 og 16).

35

En sag, som alene vedrører spørgsmålet om, hvem der er indehaver af et patent, henhører således ikke under disse retters enekompetence (dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 26).

36

Som generaladvokaten har anført i punkt 26-29 i forslaget til afgørelse, kan denne fortolkning overføres på en sag vedrørende et varemærke som det i hovedsagen omhandlede, som hverken vedrører gyldigheden eller registreringen af mærket, men alene spørgsmålet om, hvorvidt en person, hvis navn er registreret som indehaver, virkelig er indehaver heraf.

37

En tvist, som ikke indebærer nogen anfægtelse af registreringen af varemærket som sådan eller gyldigheden heraf, falder således hverken inden for ordlyden »om registrering eller gyldighed af […] varemærker« i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 eller inden for bestemmelsens formål. Det skal i denne henseende bemærkes, at spørgsmålet om, til hvilken persons formue en intellektuel ejendomsrettighed hører, således ikke generelt i materiel og retlig henseende er forbundet med det sted, hvor rettigheden er registreret.

38

Dette forekommer at være tilfældet i nærværende sag. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen vedrører tvisten ejendomsretten til mærke nr. 361604 efter Helmut Knippings død, hvilket forudsætter en afgørelse af, hvorvidt dette mærke var en del af hans formue på tidspunktet for hans død.

39

Det følger af ovenstående bemærkninger, at en tvist som den i hovedsagen omhandlede, som alene vedrører spørgsmålet om, hvem der skal betragtes som værende indehaver af det omhandlede varemærke, ikke henhører under artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001.

40

Der rejses ikke tvivl ved denne fortolkning ved den omstændighed, at EU-retten indeholder visse bestemmelser, som gør det muligt for indehaveren af en intellektuel ejendomsret at kræve, at registreringen, der oprindeligt var sket i en anden persons navn, overdrages til ham.

41

I denne henseende har den forelæggende ret særligt henvist til lovgivningen om EF-varemærker og understreget, at artikel 18 i forordning nr. 207/2009 bl.a. giver EU-varemærkedomstolene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende en anmodning fra en indehaver af et varemærke om at få overdraget registreringen af dette varemærke, som er foretaget for en agent eller repræsentant. Denne bestemmelse vedrører imidlertid specifikt de eksisterende relationer mellem en agent eller repræsentant og indehaveren af et EU-varemærke, og det fremgår ikke, at den i hovedsagen omhandlede tvist, som angår et Benelux-varemærke, vedrører sådanne relationer.

42

Hvad endvidere angår den omstændighed, som ligeledes er nævnt i forelæggelsesafgørelsen, at Benelux-varemærket for så vidt angår retternes kompetence er karakteriseret ved visse særegenskaber, bemærkes, at i modsætning til den sag, der gav anledning til dom af 14. juli 2016, Brite Strike Technologies (C-230/15, EU:C:2016:560), hvori Domstolen præciserede sammenhængen mellem reglen om retternes kompetence i Beneluxkonventionens artikel 4.6 og reglen i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, vedrører hovedsagen hverken registreringen eller gyldigheden af det omhandlede Benelux-varemærke eller eventuelle krænkelser heraf, idet Hanssens krav i øvrigt ifølge de oplysninger, Domstolen råder over, ikke bygger på nogen materiel bestemmelse i Beneluxkonventionen. Under disse omstændigheder er Beneluxkonventionens særlige bestemmelser om retternes kompetence ikke relevante i nærværende sag.

43

Henset til ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på sager, der vedrører spørgsmålet, om en person med rette er registreret som indehaver af et varemærke.

44

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 22, nr. 4), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på sager, der vedrører spørgsmålet, om en person med rette er registreret som indehaver af et varemærke.