–

Finnair Oyj ved asianajaja T. Väätäinen,

–

Keskinäinen Vakuutusyhtiö Fennia ved asianajaja V. Teiramaa,

–

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato M. Capolupo,

–

Europa-Kommissionen ved I. Koskinen og K. Simonsson, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 31 i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring indgået i Montreal den 28. maj 1999 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001 (EFT 2001, L 194, s. 38, herefter »Montrealkonventionen«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Finnair Oyj, et luftfartsselskab, og Keskinäinen Vakuutusyhtiö Fennia (herefter »Fennia«), et forsikringsselskab, angående dette luftfartsselskabs ansvar for tab som følge af tab af genstande fra bagage.

3

Det fremgår bl.a. af tredje afsnit i præamblen til Montrealkonventionen, at de kontraherende stater »er klar over, at det er vigtigt at sikre forbrugernes interesser i international luftfart, og at der er behov for rimelig godtgørelse på grundlag af restitutionsprincippet«.

4

Femte afsnit i præamblen har følgende ordlyd:

»[…] staternes fælles indsats for yderligere at harmonisere og kodificere bestemte regler for international lufttransport ved hjælp af en ny konvention er den bedste måde, hvorpå en rimelig ligevægt mellem de forskellige interesser kan opnås.«

5

Montrealkonventionens artikel 17 med overskriften »Passagerers død eller tilskadekomst – Beskadigelse af bagage« fastsætter i stk. 2:

»Luftfartsselskabet er erstatningspligtigt ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af indchecket bagage, hvis den hændelse, der har forvoldt ødelæggelsen, bortkomsten eller beskadigelsen, er indtruffet om bord i flyet eller på et tidspunkt, hvor den indcheckede bagage var i luftfartsselskabets forvaring. Luftfartsselskabet er dog ikke ansvarligt, i det omfang skaden skyldes bagagens egne fejl, mangler eller beskaffenhed. Drejer det sig om uchecket bagage, herunder personlige ejendele, er luftfartsselskabet ansvarligt, hvis skaden skyldes dets egne eller dets ansattes eller agenters fejl.«

6

Montrealkonventionens artikel 31, der har overskriften »Rettidig indgivelse af klager«, bestemmer følgende:

»1.   En kvittering uden forbehold fra den person, som har ret til at få indchecket bagage eller gods udleveret, betragtes umiddelbart som bevis på, at bagagen eller godset er blevet leveret i god behold i overensstemmelse med transportdokumentet eller en anden form for registrering, jf. artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2.

2.   I tilfælde af skader skal den udleveringsberettigede straks klage til luftfartsselskabet, når skaden er opdaget, dvs. senest syv dage efter modtagelsen, når det gælder indchecket bagage, og senest 14 dage efter modtagelsen, når det drejer sig om gods. Ved forsinkelse skal klagen indgives senest 21 dage efter det tidspunkt, hvor den udleveringsberettigede fik bagagen eller godset udleveret.

3.   Enhver klage skal ske skriftligt og indgives eller indsendes inden for de nævnte frister.

4.   Fremsættes der ingen klager inden for de nævnte frister, kan luftfartsselskabet ikke drages til ansvar, medmindre det har gjort sig skyldigt i svig.«

7

Artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 2027/97 af 9. oktober 1997 om luftfartsselskabers erstatningsansvar for så vidt angår lufttransport af passagerer og deres bagage (EFT 1997, L 285, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 889/2002 af 13. maj 2002 (EFT 2002, L 140, s. 2) (herefter »forordning nr. 2027/97«), bestemmer:

»Denne forordning gennemfører Montrealkonventionens bestemmelser om luftbefordring af passagerer og deres bagage og fastsætter visse supplerende bestemmelser. […]«

8

Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2027/97 er affattet som følger:

»Fællesskabets luftfartsselskabers erstatningsansvar for passagerer og deres bagage er underlagt alle bestemmelserne i Montrealkonventionen vedrørende sådant erstatningsansvar.«

9

Kristiina Mäkelä-Dermedesiotis var passager på et Finnair-fly fra Malaga (Spanien) til Helsinki (Finland). Ved ankomsten til Helsinki den 1. november 2010 opdagede hun, at der manglede genstande i den bagage, som hun havde indchecket.

10

Samme dag gav Kristiina Mäkelä-Dermedesiotis telefonisk meddelelse herom til en medarbejder ved Finnairs kundeservice. Hun beskrev de forsvundne genstande og gav oplysninger om deres værdi til denne medarbejder, der indførte de oplysninger, som hun havde givet, i Finnairs IT-system. Den 3. november 2010 ringede Kristiina Mäkelä-Dermedesiotis igen til Finnairs kundeservice med henblik på at få en attest til sit forsikringsselskab, Fennia. Efter denne anmodning sendte Finnair en attest om indgivelse af en skadesanmeldelse til hende.

11

Fennia erstattede herefter det af Kristiina Mäkelä-Dermedesiotis lidte tab og anlagde – efter at være indtrådt i den forsikredes rettigheder – den 2. september 2011 sag ved Helsingin käräjäoikeus (ret i første instans i Helsinki, Finland) med påstand om tilbagebetaling fra Finnair.

12

Finnair nedlagde påstand om frifindelse og gjorde i det væsentlige gældende, at Kristiina Mäkelä-Dermedesiotis ikke havde anmeldt et skriftligt krav inden for den i Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2 fastsatte frist på syv dage efter modtagelsen af bagagen.

13

Ved dom af 4. september 2012 gav Helsingin käräjäoikeus (ret i første instans, Helsinki) Finnair medhold og frifandt dette selskab.

14

Fennia iværksatte appel af denne dom til Helsingin hovioikeus (appeldomstol, Helsinki, Finland).

15

Denne retsinstans undersøgte bl.a. instrukserne til passagerne på Finnairs hjemmeside, som indeholdt forskellige vejledninger for fremgangsmåden ved indgivelse af en skadesanmeldelse, herunder at klagen skal indgives skriftligt. Denne retsinstans konstaterede, at en skadesanmeldelse kunne indgives telefonisk, mens en skriftlig klage skulle indgives ved anvendelse af en særlig formular inden for syv dage efter bagagens modtagelse. Helsingin hovioikeus (appeldomstol, Helsinki) fandt, at instrukserne på Finnairs hjemmeside »ikke var tilstrækkelig klare og entydige set ud fra flypassagerens synspunkt som forbruger«. Eftersom instrukserne ifølge denne retsinstans ikke nævnte, til hvilket formål klagen skulle indgives, kunne passageren som forbruger med rette tro, at en telefonisk skadesanmeldelse, som en af virksomhedens medarbejdere havde registreret, også ville opfylde kravene om en formel skriftlig klage. I det foreliggende tilfælde har Kristiina Mäkelä-Dermedesiotis givet Finnair præcise oplysninger om tabet, og den skriftlige attest om indgivelse af en skadesanmeldelse, som Finnair har udstedt, gør det muligt, at lægge til grund, at hendes klage var blevet rettidigt indtastet i Finnairs IT-system. Efter at have modtaget klagen oplyste Finnair i øvrigt ikke Kristiina Mäkelä-Dermedesiotis om, at selskabet anså en sådan anmeldelse for utilstrækkelig til at muliggøre et søgsmål om luftfarsselskabets erstatningsansvar, og havde ikke præciseret, at der skulle indgives en yderligere skriftlig skadesanmeldelse.

16

Ved dom af 28. februar 2014 ophævede Helsingin hovioikeus (appeldomstol, Helsinki) den af Helsingin käräjäoikeus (ret i første instans, Helsinki) afsagte dom, og pålagde Finnair at yde kompensation til Fennia.

17

Finnair har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret, Korkein oikeus (øverste domstol, Finland). Til støtte for sin appel har dette luftfartsselskab bl.a. gjort gældende, at Helsingin hovioikeus (appeldomstol, Helsinki), i modsætning til Helsingin käräjäoikeus (ret i første instans, Helsinki), anlagde en fejlagtig fortolkning af Montrealkonventionens artikel 31.

18

Under disse omstændigheder har Korkein oikeus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19

Det skal præciseres, at Montrealkonventionen blev underskrevet af Det Europæiske Fællesskab den 9. december 1999 og dernæst godkendt på Fællesskabets vegne af Rådet for Den Europæiske Union den 5. april 2001. Den trådte i kraft den 28. juni 2004 for så vidt angår Den Europæiske Union.

20

Fra denne dato udgør Montrealkonventionen en integrerende del af Unionens retsorden, og Domstolen har følgelig kompetence til at træffe præjudiciel afgørelse om fortolkningen heraf (jf. i denne retning dom af 10.1.2006, IATA og ELFAA, C-344/04, EU:C:2006:10, præmis 36, og af 6.5.2010, Walz, C-63/09, EU:C:2010:251, præmis 20).

21

I denne henseende præciserer artikel 31 i Wienerkonventionen af 23. maj 1969 om traktatretten, som kodificerer folkeretten, og som gælder for Unionen, at en traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der må tillægges traktatens udtryk i deres sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål (dom af 17.2.2016, Air Baltic Corporation, C-429/14, EU:C:2016:88, præmis 24).

22

Det er i lyset af disse betragtninger, at de relevante bestemmelser i Montrealkonventionen skal fortolkes i nærværende sag.

23

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om Montrealkonventionens artikel 31, stk. 4, skal fortolkes således, at klagen skal være indgivet skriftligt i overensstemmelse med artiklens stk. 3 inden for de i denne artikels stk. 2 fastsatte frister, idet ethvert søgsmål mod luftfartsselskabet i modsat fald afvises.

24

I denne henseende fremgår det for det første af Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2, navnlig at i tilfælde af skader skal den udleveringsberettigede straks klage til luftfartsselskabet, når skaden er opdaget, og senest inden for de i denne bestemmelse fastsatte frister for henholdsvis bagage og gods.

25

Det fremgår i øvrigt af konventionens artikel 31, stk. 3, at enhver klage skal ske skriftligt og indgives eller indsendes inden for de frister, der er fastsat for denne klage.

26

Bestemmelserne i Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2 og 3 er imidlertid komplementære. Mens denne konventions artikel 31, stk. 2, begrænser sig til at fastsætte fristerne for, hvornår de forskellige typer af klager skal være fremsendt til luftfartsselskabet, præciserer nævnte konventions artikel 31, stk. 3, for sit vedkommende, dels hvordan disse klager skal fremsendes til luftfartsselskabet, dels i hvilken form disse klager skal udarbejdes, idet det forudsættes, at denne præcisering ikke påvirker pligten til at overholde de i artikel 31, stk. 2, fastsatte frister.

27

Heraf følger, at Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2, sammenholdt med samme artikels stk. 3, skal fortolkes således, at de kræver, at en klage skal være skriftlig og fremsendes til luftfartsselskabet inden for de i artikel 31, stk. 2 fastsatte frister.

28

Det fremgår dernæst af Montrealkonventionens artikel 31, stk. 4, at fremsættes der ingen klager inden for de nævnte frister, skal ethvert søgsmål anlagt mod luftfartsselskabet afvises, medmindre det har gjort sig skyldigt i svig.

29

Heraf følger, at den person, der mener at have lidt en skade som følge af den skade, der er pådraget bagage eller gods, skal fremsende sin klage til luftfartsselskabet inden for de i denne konventions artikel 31, stk. 2, fastsatte frister, idet ethvert søgsmål dette luftfartsselskab i modsat fald afvises.

30

Henset til det særlige samspil mellem Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2 og stk. 3, således som dette er præciseret i denne doms præmis 26, kan en klage ikke anses for at være gyldigt fremsendt til luftfartsselskabet inden for de fastsatte frister som omhandlet i denne artikels stk. 4, hvis den ikke er blevet indleveret i skriftlig form, som samme artikels stk. 3 kræver.

31

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første spørgsmål skal besvares med, at Montrealkonventionens artikel 31, stk. 4, skal fortolkes således, at klagen skal være indgivet skriftligt i overensstemmelse med artiklens stk. 3 inden for de i denne artikels stk. 2 fastsatte frister, idet ethvert søgsmål mod luftfartsselskabet i modsat fald afvises.

32

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en klage såsom den i hovedsagen omhandlede, der er registreret i luftfartsselskabets IT-system, opfylder det krav om skriftlighed, som er fastsat i Montrealkonventionens artikel 31, stk. 3.

33

Det skal i denne henseende bemærkes, at adjektivet »skriftligt« i henhold til den almindelige betydning heraf betyder en samling af grafiske tegn, som er tillagt en mening.

34

Henset til såvel tredje afsnit af præamblen til Montrealkonventionen, der henviser til betydningen af at sikre beskyttelsen af forbrugernes interesser i international luftfart, som til princippet om en »rimelig ligevægt mellem de forskellige interesser«, der er nævnt i denne konventions femte afsnit af præamblen, kan kravet om skriftlighed i øvrigt ikke føre til en uforholdsmæssig begrænsning af den konkrete måde, hvorpå passageren kan vælge at fremføre sin klage, for så vidt som denne passager kan identificeres som ophavsmanden til klagen.

35

Følgelig skal adjektivet »skriftligt« i sammenhæng med denne konventions artikel 31 forstås således, at det henviser til alle samlinger af grafiske tegn, der giver mening, uafhængigt af, om de er håndskrevne, printet på papir eller registreret elektronisk.

36

Dermed skal en klage såsom den i hovedsagen omhandlede, der er registreret i luftfartsselskabets IT-system, anses for at opfylde det krav om skriftlighed, som er fastsat i Montrealkonventionens artikel 31, stk. 3.

37

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at en klage såsom den i hovedsagen omhandlede, der er registreret i luftfartsselskabets IT-system, opfylder det krav om skriftlighed, som er fastsat i Montrealkonventionens artikel 31, stk. 3.

38

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2 og 3, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at kravet om skriftlighed anses for opfyldt, når en medarbejder ved luftfartsselskabet med flypassagerens vidende optager skadesanmeldelsen skriftligt enten på papir eller elektronisk, idet vedkommende indtaster denne anmeldelse i luftfartsselskabets IT-system.

39

Som det fremgår af denne doms præmis 24 og 25, følger det bl.a. af Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2, at i tilfælde af skader skal den udleveringsberettigede klage til luftfartsselskabet inden for de fastsatte frister. Det fremgår i øvrigt af denne konventions artikel 31, stk. 3, at enhver klage skal ske skriftligt og indgives eller indsendes inden for de nævnte frister.

40

Det følger af den klare ordlyd af disse bestemmelser i forening, at det påhviler en udleveringsberettiget såsom den i hovedsagen omhandlede som passager, hvis indcheckede bagage er blevet påført en skade, at udforme en klage og fremsende den til det omhandlede luftfartsselskab.

41

Den berørte passager vil nemlig kunne konstatere skaden og er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå karakteren og værdien af de konkrete objekter, der er blevet påført en skade, og endelig skadens økonomiske omfang.

42

Selv om ansvaret for at indgive en klage påhviler passageren alene, følger det på ingen måde af ordlyden af Montrealkonventionens artikel 31, at denne derfor fratages friheden til at modtage bistand fra andre personer med henblik på indgivelsen af vedkommendes klage.

43

En modsat fortolkning ville desuden være i strid med formålet om beskyttelse af forbrugernes interesser i luftfart, som følger af denne konventions præambels tredje afsnit, hvortil der skal tages hensyn i overensstemmelse med Domstolens praksis, der er nævnt i denne doms præmis 21.

44

Den mulighed, som passageren har til at søge bistand fra andre personer, giver ligeledes vedkommende mulighed for – således som dette er tilfældet i hovedsagen – at få bistand fra en medarbejder ved luftfartsselskabet med henblik på at nedfælde vedkommendes mundtlige erklæring på skrift og at indtaste den i dette luftfartsselskabs dertil indrettede IT-system.

45

Det kan ikke benægtes, at de respektive interesser for passageren og luftfartsselskabet, hvor medarbejderen er ansat, er forskellige eller endog modstridende. Den førstnævnte hævder nemlig, at der er sket en skade på vedkommendes bagage, som den sidstnævnte skal påtage sig ansvaret for.

46

Formålet med beskyttelsen af forbrugernes interesser i international luftfart og nødvendigheden af at sikre, at medarbejderen nøjagtigt og loyalt nedskriver passagerens mundtlige erklæring, kan imidlertid være tilstrækkeligt garanteret ved, at det sikres, at den berørte passager kan kontrollere klagetekstens nøjagtighed, således som den er nedfældet på skrift og indtastet i IT-systemet af medarbejderen ved luftfartsselskabet, og, om nødvendigt, ændre eller supplere den eller endog udskifte den inden udløbet af den i Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2, fastsatte frist.

47

Det følger af det ovenstående, at Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2 og 3, skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at kravet om skriftlighed anses for opfyldt, når en medarbejder ved luftfartsselskabet med flypassagerens vidende optager skadesanmeldelsen skriftligt enten på papir eller elektronisk, idet vedkommende indtaster denne anmeldelse i luftfartsselskabets IT-system, for så vidt som denne passager kan kontrollere klagetekstens nøjagtighed, således som den er nedfældet på skrift og indtastet i dette system, og, om nødvendigt, ændre eller supplere den eller endog udskifte den inden udløbet af den i konventionens artikel 31, stk. 2, fastsatte frist.

48

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Montrealkonventionens artikel 31 stiller andre materielle krav til en klage, end at luftfartsselskabet skal gives underretning om den forvoldte skade.

49

Af Montrealkonventionens artikel 31, stk. 1, fremgår det i denne henseende navnlig, at en kvittering uden forbehold fra den person, som har ret til at få indchecket bagage udleveret, umiddelbart betragtes som bevis på, at bagagen er blevet leveret i god behold i overensstemmelse med transportdokumentet eller en anden form for registrering, jf. denne konventions artikel 3, stk. 2.

50

Det følger af denne ordlyd, at formålet med en klage såsom den i hovedsagen omhandlede, der er fremsendt til luftfartsselskabet, er at give dette underretning om, at den indcheckede bagage ikke er blevet leveret i god behold i overensstemmelse med transportdokumentet eller en anden form for registrering, jf. denne konventions artikel 3, stk. 2.

51

Hvad dernæst angår den sammenhæng, som Montrealkonventionens artikel 31, stk. 1, indgår i, skal det bemærkes, at i henhold til den første del af denne konventions artikel 17, stk. 2, første punktum, er luftfartsselskabet erstatningspligtigt ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af indchecket bagage.

52

Heraf følger, at Montrealkonventionens artikel 31, stk. 1, sammenholdt med den første del af denne konventions artikel 17, stk. 2, første punktum, skal fortolkes således, at en klage fra den berørte passager såsom den, der er indgivet i hovedsagen, har til formål at give luftfartsselskabet underretning om, at der er opstået en skade.

53

For så vidt som Montrealkonventionens artikel 31, stk. 2-4, således som det fremgår af besvarelsen af det første og det andet spørgsmål, først og fremmest begrænser sig til at præcisere fristerne for, hvornår de forskellige typer af klager skal være fremsendt til luftfartsselskabet, og dernæst, hvordan alle disse klager skal fremsendes til luftfartsselskabet, herunder i hvilken form, og endelig angiver konsekvenserne, hvis ikke alle disse krav overholdes, fastsætter denne artikel imidlertid ingen materielle betingelser for disse klager.

54

Det følger af det ovenstående, at Montrealkonventionens artikel 31 skal fortolkes således, at den ikke stiller andre indholdsmæssige krav til klagen, end at luftfartsselskabet skal gives underretning om den opståede skade.

55

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: