1.

Denne anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden ( 2 ).

2.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Sebastian W. Kreuziger og dennes tidligere arbejdsgiver, Land Berlin (delstaten Berlin, Tyskland), vedrørende sidstnævntes afslag på at betale Sebastian W. Kreuziger en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke var blevet afholdt ved arbejdsforholdets ophør.

3.

Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at præcisere betingelserne for, at en arbejdstager, hvis arbejdsforhold ophører, kan kræve, at der udbetales en sådan godtgørelse på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88.

4.

Jeg vil i dette forslag til afgørelse redegøre for grundene til, at dette direktivs artikel 7, stk. 2, efter min opfattelse skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, når en arbejdstager ikke har været i stand til at afholde hele den årlige betalte ferie, som han havde ret til under dette arbejdsforhold.

5.

Jeg vil endvidere redegøre for, hvorfor den samme bestemmelse efter min opfattelse skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis, hvorefter en arbejdstager fortaber sin ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, når arbejdstageren dels ikke har ansøgt om at afholde denne ferie, mens han udførte erhvervsaktiviteter, dels ikke har godtgjort, at han ikke havde mulighed for at afholde den nævnte ferie af grunde, som han ikke havde nogen indflydelse på, uden at der er foretaget en forudgående undersøgelse af, om arbejdsgiveren faktisk har givet arbejdstageren mulighed for at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie.

6.

Jeg vil endelig præcisere, at det, når der ved en national ret er anlagt sag om en arbejdstagers ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, påhviler denne ret at efterprøve, om arbejdsgiveren har godtgjort at have truffet egnede foranstaltninger til at sikre, at arbejdstageren faktisk har haft mulighed for at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie under dette arbejdsforhold. Såfremt arbejdsgiveren godtgør at have udvist den nødvendige omhu, og såfremt arbejdstageren til trods for de foranstaltninger, som arbejdsgiveren har truffet, bevidst og på et oplyst grundlag har givet afkald på at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie, selv om han havde mulighed herfor under arbejdsforholdet, kan arbejdstageren ikke på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kræve, at der udbetales en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør.

7.

Fjerde betragtning til direktiv 2003/88 har følgende ordlyd:

»Forbedring af arbejdstagernes sikkerhedsmæssige, hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet er et mål, der ikke bør underordnes rent økonomiske hensyn.«

8.

Dette direktivs artikel 1, stk. 3, første afsnit, bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391/EØF [ ( 3 )], jf. dog nærværende direktivs artikel 14, 17, 18 og 19.«

9.

Det nævnte direktivs artikel 7 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

10.

Det samme direktivs artikel 17 bestemmer, at medlemsstaterne kan fravige visse bestemmelser i direktivet. Det er imidlertid ikke tilladt at fravige direktivets artikel 7.

11.

Artikel 2 i direktiv 89/391 bestemmer:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter (industri, landbrug, handel, administration, tjenesteydelser, undervisning, kulturel virksomhed, fritidsbeskæftigelse osv.).

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse, når særlige forhold i tilknytning til visse specifikke aktiviteter i den offentlige tjeneste, f.eks. i de væbnede styrker eller inden for politiet, eller til visse specifikke aktiviteter i civilbeskyttelsestjenesterne på afgørende vis taler imod dets anvendelse.

[…]«

12.

§ 9 i Verordnung über den Erholungsurlaub der Beamten und Richter (bekendtgørelse om tjenestemænds og dommeres ferie, herefter »EUrlVO«) ( 4 ) af 26. april 1988 bestemmer:

»1.   Tjenestemanden afholder så vidt muligt i en sammenhængende periode den ferie, som den pågældende har ret til. Ferien kan efter ansøgning fra tjenestemanden gives i perioder. Det skal som udgangspunkt undgås, at ferien opdeles i mere end to perioder. Såfremt ferien opdeles, har tjenestemanden krav på mindst to ugers sammenhængende ferie.

2.   Ferien skal som udgangspunkt afholdes i referenceåret. Ret til ferie, der ikke er afholdt inden for 12 måneder efter referencesårets udløb, bortfalder. […]«

13.

EUrlVO indeholder ikke bestemmelser, der foreskriver tildeling af en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør.

14.

Sebastian W. Kreuziger gennemførte i perioden fra den 13. maj 2008 til den 28. maj 2010 et forberedende juridisk praktikophold som Rechtsreferendar (juridisk praktikant) ved Land Berlin i et offentligretligt uddannelsesforløb, men uden at have status som tjenestemand. Den 28. maj 2010 bestod han den mundtlige prøve ved den anden statseksamen, hvilket indebar, at han afsluttede uddannelses- og praktikforholdet hos Land Berlin.

15.

Sebastian W. Kreuziger besluttede at undlade at afholde årlig betalt ferie i perioden fra den 1. januar 2010 til tidspunktet for uddannelsesforholdets ophør. Den 18. december 2010 ansøgte han om at modtage en finansiel godtgørelse for den årlige betalte ferie, der ikke var afholdt. Ved afgørelse af 7. januar 2011 afslog præsidenten for Kammergericht (regional appeldomstol, Tyskland) denne ansøgning, og efter indgivelsen af en klage afslog Gemeinsame Juristische Prüfungsamt der Länder Berlin und Brandenburg (den fælles juridiske prøvningsmyndighed for delstaterne Berlin og Brandenburg, Tyskland) ansøgningen ved afgørelse af 4. maj 2011 med den begrundelse, at EUrlVO ikke fastsatte en sådan ret til godtgørelse, at direktiv 2003/88 ikke finder anvendelse på arbejdstagere, og at dette direktivs artikel 7 under alle omstændigheder forudsætter, at den berørte ikke har kunnet afholde sin ferie af grunde, som ikke kan tillægges ham.

16.

Sebastian W. Kreuziger anlagde sag ved Verwaltungsgericht Berlin (forvaltningsdomstolen i Berlin, Tyskland) til prøvelse af disse afgørelser. Sagsøgte blev frifundet ved dom af 3. maj 2013. Denne domstol fastslog i denne dom, dels at EUrlVO ikke foreskriver en ret til finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt, dels at EUrlVO’s § 9 fastsætter en pligt for arbejdstageren til at afholde sin ferie og til at indgive ansøgning herom. Sebastian W. Kreuziger undlod imidlertid bevidst at indgive en sådan ansøgning, selv om han var vidende om, at hans arbejdsforhold ville ophøre den 28. maj 2010, og at hans ret til årlig betalt ferie ville bortfalde fra denne dato.

17.

Hvad angår artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 var den nævnte domstol af den opfattelse, at denne bestemmelse heller ikke indebar, at Sebastian W. Kreuziger havde ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie. Det kunne nemlig af Domstolens praksis udledes, at retten til betalt ferie, der er sikret ved dette direktivs artikel 7, stk. 1, i henhold til national ret kan fortabes, såfremt arbejdstageren har haft mulighed for at afholde sin ferie, men ikke har benyttet denne mulighed, i hvilket tilfælde der heller ikke består en afledt ret til godtgørelse.

18.

Sebastian W. Kreuziger har til prøvelse af denne dom iværksat appel ved den forelæggende ret, Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Berlin-Brandenburg, Tyskland), der har konstateret, at EUrlVO ikke indeholder bestemmelser, der giver Sebastian W. Kreuziger ret til finansiel godtgørelse, hvilket indebærer, at en sådan eventuel ret i tilfælde af, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 ikke er gennemført i national ret, kun kan følge af denne bestemmelses direkte virkning.

19.

Den forelæggende ret er i denne forbindelse for det første af den opfattelse, at Sebastian W. Kreuziger er omfattet af det personelle anvendelsesområde for det nævnte direktiv. Da tjenestemænd er omfattet af dette anvendelsesområde, kan det ifølge denne rets opfattelse ikke forholde sig anderledes med hensyn til praktikanter, der gennemfører et offentligretligt uddannelsesforløb, når der navnlig henses til artikel 1, stk. 3, første afsnit, i direktiv 2003/88, der bestemmer, at direktivet finder anvendelse på private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i direktiv 89/391, og dermed bl.a. på aktiviteter i form af »undervisning«, som er omfattet af denne sidstnævnte bestemmelse.

20.

Sebastian W. Kreuziger opfylder endvidere de to udtrykkelige betingelser, der er nævnt i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, idet han ikke har afholdt den årlige betalte ferie, som han havde ret til, og idet hans arbejdsforhold er ophørt.

21.

Endelig har den forelæggende ret anført, at den imidlertid er i tvivl om, hvorvidt retten til finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt, uden for disse to udtrykkelige bestemmelser kan udelukkes, når arbejdstageren ikke har ansøgt om ferie før arbejdsforholdets ophør, selv om han havde mulighed herfor, og om en sådan ret mere generelt er betinget af, at arbejdstageren af grunde, som han ikke har nogen indflydelse på, ikke har været i stand til at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie inden arbejdsforholdets ophør.

22.

På denne baggrund har Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Berlin-Brandenburg) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23.

Den forelæggende ret ønsker med de to præjudicielle spørgsmål, der efter min opfattelse skal behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis, hvorefter en arbejdstager fortaber sin ret til finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, når arbejdstageren dels ikke har ansøgt om at afholde denne ferie, mens han udførte erhvervsaktiviteter, dels ikke har godtgjort, at han ikke havde mulighed for at afholde den nævnte ferie af grunde, som han ikke havde nogen indflydelse på.

24.

Jeg bemærker indledningsvis, at selv om flere berørte parter, herunder Land Berlin, har afgivet indlæg vedrørende arten af det forhold, der forbinder denne delstat med Sebastian W. Kreuziger i stillingen som Rechtsreferendar (juridisk praktikant), og navnlig om, hvorvidt dette forhold er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/88, skal det bemærkes, at den forelæggende ret er af den opfattelse, at Sebastian W. Kreuziger netop er omfattet af dette anvendelsesområde, og at den derfor ikke har forelagt nogen spørgsmål i denne forbindelse. Jeg vil derfor på dette punkt nøjes med at bemærke, at det fremgår af artikel 1, stk. 3, første afsnit, i direktiv 2003/88, at dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter, herunder bl.a. aktiviteter i form af »undervisning«. Det fremgår af Domstolens praksis, at anvendelsesområdet for direktiv 2003/88 skal defineres bredt ( 5 ). Jeg henviser i øvrigt til definitionen af begrebet »arbejdstager«, som omhandlet i artikel 7 i direktiv 2003/88 og artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 6 ), som Domstolen har fastlagt i sin praksis ( 7 ). Jeg er i lighed med Europa-Kommissionen tilbøjelig til at mene, at forberedende juridisk praktik er en uddannelsesaktivitet, der i øvrigt i det foreliggende tilfælde har de generelle karakteristika, som kendetegner et arbejdsforhold. Den ret til årlig betalt ferie, som praktikanter indrømmes i henhold til den nationale ordning, der finder anvendelse på tjenestemænd og dommere, skal derfor efter min opfattelse udøves i overensstemmelse med dette direktivs artikel 7 og chartrets artikel 31, stk. 2.

25.

Jeg bemærker i øvrigt, at da der i tysk ret ikke findes bestemmelser, der foreskriver en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, følger retten til en sådan godtgørelse direkte af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 ( 8 ).

26.

Med henblik på at besvare den forelæggende rets spørgsmål skal det bemærkes, at alle arbejdstagere, således som det fremgår af selve ordlyden af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, som det ifølge direktivet ikke er muligt at fravige, har ret til en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed. Som Domstolen flere gange har fastslået, »[bør d]enne ret til årlig betalt ferie […] betragtes som et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning, som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige grænser, der er fastsat ved direktiv 2003/88« ( 9 ).

27.

Det fremgår endvidere af ordlyden af direktiv 2003/88 og af Domstolens praksis, at »medlemsstaterne, selv om det tilkommer dem at definere betingelserne for udøvelsen og gennemførelsen af retten til årlig betalt ferie, er forpligtet til at afholde sig fra at fastsætte nogen form for betingelser for selve stiftelsen af denne ret, der direkte er fastsat i direktivet« ( 10 ).

28.

Domstolen har allerede ved flere lejligheder taget stilling til spørgsmål om retten til årlig betalt ferie for en arbejdstager, der inden sit arbejdsforholds ophør ikke havde været i stand til at gøre brug af sin ret til den nævnte ferie af grunde, som han ikke havde nogen indflydelse på, enten på grund af en sygdom ( 11 ) eller på grund af arbejdsgiverens nægtelse af at betale disse ferier ( 12 ).

29.

Domstolen har i denne forbindelse fastslået den regel, hvorefter »medlemsstaterne ifølge direktiv 2003/88 hverken er berettiget til at udelukke retten til årlig betalt feries opståen eller at fastsætte, at retten til årlig betalt ferie for en arbejdstager, der har været forhindret i at udøve denne ret, bortfalder ved udløbet af referenceperioden og/eller en overførselsperiode fastsat ved national ret« ( 13 ).

30.

Det fremgår endvidere af Domstolens praksis, at »en arbejdstager, der af grunde, som han ikke har nogen indflydelse på, ikke har været i stand til at udøve sin ret til årlig betalt ferie før arbejdsforholdets ophør, har ret til en finansiel godtgørelse i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88. Denne godtgørelses størrelse skal beregnes således, at den nævnte arbejdstager stilles i en tilsvarende situation, som han havde befundet sig i, såfremt han havde udøvet denne ret, mens arbejdsforholdet varede« ( 14 ).

31.

Den regel, der er fastsat i artikel 7 i direktiv 2003/88 og i chartrets artikel 31, stk. 2, er således efter Domstolens opfattelse en regel om, at »en ret til årlig betalt ferie, der er optjent, ikke kan bortfalde ved udløbet af referenceperioden og/eller en overførselsperiode, som er fastsat ved national lovgivning, når arbejdstageren ikke har været i stand til at afholde ferie« ( 15 ).

32.

Den tanke, der ligger bag denne regel, er, at selv om medlemsstaterne kan fastsætte regler for udøvelsen af retten til årlig betalt ferie, herunder også regler om, at retten hertil fortabes ved udløbet af reference- eller overførselsperioden, er det imidlertid under den forudsætning, at en arbejdstager, som har fortabt retten til årlig betalt ferie, faktisk har haft mulighed for at gøre brug af den ret, som tilkommer ham efter det nævnte direktiv ( 16 ).

33.

Det synes at følge af den omhandlede nationale lovgivning, således som den fortolkes af visse nationale retter, at retten til årlig betalt ferie skal anses for bortfaldet ved udløbet af referenceperioden, når arbejdstageren ikke har ansøgt om at gøre brug af denne ret i løbet af denne periode. Dette bortfald af retten til årlig betalt ferie, som arbejdstageren ikke har ansøgt om at afholde, indebærer, at retten til finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, fortabes.

34.

En sådan national lovgivning vil fortolket således efter min opfattelse være i strid med artikel 7 i direktiv 2003/88, for så vidt som det af denne lovgivning automatisk følger, at den omstændighed, at arbejdstageren ikke har ansøgt om at afholde ferie i referenceperioden, indebærer, at retten til denne ferie fortabes, uden at det forudgående er undersøgt, om arbejdstageren faktisk har haft mulighed for at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie, således som det kræves i Domstolens praksis.

35.

Når der henses til det formål, der i direktiv 2003/88 forfølges med retten til årlig betalt ferie, nemlig formålet om at sikre, at arbejdstageren har ret til en reel hviletid med henblik på en effektiv beskyttelse af hans sikkerhed og sundhed, påhviler det arbejdsgiveren at træffe egnede foranstaltninger til at sikre, at arbejdstageren faktisk har mulighed for at udøve sin ret til årlig betalt ferie, og, såfremt der opstår en tvist, at godtgøre, at han har truffet sådanne foranstaltninger.

36.

Jeg bemærker i denne forbindelse, at direktiv 2003/88 »fastslår den regel, at en arbejdstager normalt har ret til en reel hviletid med henblik på en effektiv beskyttelse af hans sikkerhed og sundhed« ( 17 ). Formålet med retten til en årlig betalt ferie er »at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid« ( 18 ).

37.

Arbejdsgiveren har et særligt ansvar for at sikre, at de arbejdstagere, der står under dennes ledelse, faktisk gør brug af deres ret til årlig betalt ferie.

38.

Som Domstolen allerede har fastslået, »skal arbejdstageren anses for den svage part i arbejdsaftalen, således at det er nødvendigt at forhindre, at arbejdsgiveren bruger sin stilling til at pålægge medkontrahenten en begrænsning af dennes rettigheder« ( 19 ). Det er Domstolens opfattelse, at »[h]enset til denne status som svag part kan en sådan arbejdstager nemlig afskrækkes fra at gøre sine rettigheder udtrykkeligt gældende over for sin arbejdsgiver, idet påberåbelse af rettighederne vil kunne medføre, at arbejdsgiveren træffer foranstaltninger vedrørende arbejdsforholdet til skade for arbejdstageren« ( 20 ). Det gælder således, at »enhver praksis eller undladelse fra en arbejdsgiver, der har en potentielt afskrækkende virkning på, om en arbejdstager afholder den årlige ferie, ligeledes er uforenelig med formålet om retten til årlig betalt ferie« ( 21 ).

39.

Når der henses til den ubalance, der kendetegner et arbejdsforhold, påhviler det arbejdsgiveren at træffe passende foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagerne kan udøve deres ret til årlig betalt ferie. Domstolen synes i øvrigt efter min opfattelse at have fremhævet, at der består en forpligtelse for arbejdsgiveren til at sikre, at arbejdstagerne faktisk afholder deres ferie, idet den har fastslået, at »en arbejdsgiver, som ikke sætter en arbejdstager i stand til at udøve sin ret til årlig betalt ferie, […] skal bære konsekvenserne deraf« ( 22 ).

40.

Eksistensen af en sådan forpligtelse bekræftes af direktiv 89/391, der fortsat finder anvendelse, således som det fremgår af tredje betragtning til og artikel 1, stk. 4, i direktiv 2003/88 ( 23 ). Artikel 5, stk. 1, i direktiv 89/391 bestemmer nemlig, at »[a]rbejdsgiveren har pligt til at sikre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i alle forhold, der er forbundet med arbejdet«. Det fremgår endvidere af dette direktivs artikel 6, stk. 1, at »[arbejdsgiveren s]om et led i [dennes] ansvar træffer […] de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed«.

41.

Der skal således tages hensyn til den forpligtelse, som direktiv 89/391 pålægger arbejdsgiverne, ved fortolkningen af artikel 7 i direktiv 2003/88.

42.

Jeg bemærker i øvrigt, at Forbundsrepublikken Tyskland under retsmødet medgav, at arbejdsgiveren i medfør af princippet om omsorgspligt generelt er forpligtet til at sikre hensynet til arbejdstagernes velvære, og at denne omsorgspligt desuden omfatter et krav om at sætte arbejdstageren i stand til at udøve sine rettigheder.

43.

Denne forpligtelse skal i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden opfyldes således, at arbejdsgiveren træffer konkrete tilrettelæggelsesforanstaltninger, der er egnede til at sikre, at arbejdstagerne kan udøve deres ret til årlig betalt ferie, og i god tid tilvejebringer præcis information om, at disse arbejdstagere, såfremt de faktisk ikke afholder deres ferie, risikerer at fortabe retten hertil efter udløbet af referenceperioden eller en godkendt overførselsperiode. Arbejdsgiveren skal endvidere oplyse arbejdstagerne om, at de, hvis de ikke afholder deres ferie under arbejdsforholdet, selv om de faktisk har mulighed herfor, ikke vil kunne påberåbe sig retten til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør. Den forpligtelse, der påhviler arbejdsgiveren, går imidlertid ikke så langt, at den »indebærer et krav til arbejdsgiveren om, at han tvinger sine arbejdstagere til at tage de hvileperioder, de har ret til« ( 24 ). Med dette forbehold skal den forpligtelse, der er pålagt arbejdsgiveren, efter min opfattelse udformes som en bevisordning, hvorefter det i tilfælde af en tvist påhviler arbejdsgiveren at godtgøre, at han har truffet egnede foranstaltninger til at sikre, at arbejdstageren faktisk har mulighed for at udøve denne ret.

44.

Når der henses til den forpligtelse, der påhviler arbejdsgiveren, til faktisk at give arbejdstagerne mulighed for at gøre brug af deres ret til årlig betalt ferie, er en national lovgivning eller praksis, der indebærer, at ansvaret for at udøve denne ret udelukkende påhviler arbejdstagerne, uden en forudgående undersøgelse af, om arbejdsgiveren har overholdt sin forpligtelse, i strid med artikel 7 i direktiv 2003/88. Såfremt det godtages, at det i en national lovgivning eller praksis kan fastsættes, at en arbejdstager fortaber retten til årlig betalt ferie, uden at han faktisk har haft mulighed for at gøre brug af denne ret, ville dette nemlig udgøre et indgreb i kernen i den sociale rettighed, som ifølge artikel 7 i direktiv 2003/88 tilkommer alle arbejdstagere ( 25 ). Det følger heraf, at den omstændighed, at en arbejdstager ikke har ansøgt om at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie i referenceperioden, ikke i sig selv kan medføre, at denne ret fortabes ved denne periodes ophør, og tilsvarende, at retten til finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, fortabes. Det synes i øvrigt at fremgå af Domstolens praksis, at spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdstager har indgivet en ansøgning om årlig betalt ferie, er uden betydning ( 26 ).

45.

Det tilkommer derfor den forelæggende ret i lyset af det formål, der i direktiv 2003/88 forfølges med retten til årlig betalt ferie, at undersøge, om arbejdsgiveren har godtgjort at have truffet egnede foranstaltninger til at sikre, at arbejdstageren faktisk har mulighed for at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie ved i denne forbindelse at udvise den omhu, som kræves af arbejdsgiveren. Såfremt arbejdsgiveren godtgør, at han har udvist den nødvendige omhu, og såfremt arbejdstageren til trods for de foranstaltninger, som arbejdsgiveren har truffet, bevidst har givet afkald på at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie, selv om han har haft mulighed herfor under arbejdsforholdet, kan arbejdstageren ikke på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kræve, at der udbetales en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør. Arbejdstageren har nemlig således været i stand til at gøre brug af sin ret. Arbejdstageren har givet afkald på denne ret på et oplyst grundlag, idet han har været vidende om de retsvirkninger, som vil kunne gøres gældende over for ham ved arbejdsforholdets ophør.

46.

Det er korrekt, at visse af de af Domstolen fremsatte betragtninger kan give anledning til den opfattelse, at den har fortolket artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 således, at denne bestemmelse direkte og automatisk giver arbejdstagere ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør. Hvad angår betingelserne for, at der består en ret til en sådan godtgørelse, har Domstolen således fastslået, at »artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, når arbejdsforholdet ophører, og det derfor ikke længere er muligt at afholde den årlige betalte ferie, bestemmer, at arbejdstageren er berettiget til en finansiel godtgørelse for at undgå, at denne, fordi han ikke kan afholde ferien, fratages sin ret til årlig betalt ferie, selv i form af et udbetalt pengebeløb« ( 27 ). Domstolen har endvidere fastslået, at »[f]or at sikre overholdelsen af denne for arbejdstagerne grundlæggende ret, der er anerkendt i EU-retten, bør [den] ikke foretage en streng fortolkning af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 til skade for de rettigheder, som en arbejdstager kan udlede heraf« ( 28 ). Domstolen har desuden fastslået, at »artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 som fortolket af Domstolen ikke opstiller nogen anden betingelse for opnåelse af retten til en finansiel godtgørelse end den, der vedrører den omstændighed dels, at arbejdsforholdet er ophørt, dels, at arbejdstageren ikke har afholdt alle de årlige ferier, som han havde ret til på tidspunktet for ophøret af arbejdsforholdet« ( 29 ).

47.

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at disse betragtninger er tæt forbundet med den faktuelle sammenhæng, som disse betragtninger indgår i, nemlig situationer, hvori en arbejdstager var blevet forhindret i at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie på grund af sygdom eller dødsfald.

48.

Artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kan i øvrigt og under alle omstændigheder ikke fortolkes således, at en arbejdstager, der frivilligt og på et oplyst grundlag har givet afkald på at afholde sin årlige betalte ferie, kan påberåbe sig en ret til betaling af en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, når hans arbejdsgiver har godtgjort, at denne faktisk har sat arbejdstageren i stand til at afholde sin ferie under arbejdsforholdet.

49.

En fortolkning af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, der taler for, at der til arbejdstageren automatisk udbetales en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, uden at der er foretaget en undersøgelse af henholdsvis arbejdsgiverens og arbejdstagerens adfærd, er nemlig i strid med såvel denne bestemmelses ordlyd som formålet med retten til årlig betalt ferie, således som Domstolen har redegjort for og senere gentaget i sin faste praksis. Artikel 7 i direktiv 2003/88 skal imidlertid fortolkes i lyset af sin ordlyd og det formål, som den forfølger ( 30 ).

50.

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 fremgår det heraf, at det udelukkende er muligt at udbetale en finansiel godtgørelse, der har til formål at erstatte den minimale årlige betalte ferieperiode, når arbejdsforholdet ophører. Det er således hovedreglen, at ferien faktisk skal afholdes, idet udbetaling af en finansiel godtgørelse udgør undtagelsen. Selv i de tilfælde, hvor arbejdsforholdet ophører, udtrykker denne bestemmelses ordlyd ikke, at der automatisk skal udbetales en sådan godtgørelse, når arbejdsforholdet ophører, men kun, at dette er en mulighed.

51.

Hvad for det andet angår formålet med retten til årlig betalt ferie er det, som nævnt, »at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid« ( 31 ). Der skal endvidere på ny henvises til reglen om, at arbejdstageren normalt skal have mulighed for at nyde en reel hviletid.

52.

Hvis artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 fortolkes således, at denne bestemmelse tillægger arbejdstageren en direkte og automatisk ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, vil en sådan fortolkning gribe ind i dette formål og i arbejdstagerens krav på reel hviletid, som indebærer, at udøvelsen af retten til årlig betalt ferie i princippet skal opfyldes in natura.

53.

En sådan fortolkning kan nemlig tilskynde de arbejdstagere, der, f.eks. fordi de er under uddannelse eller ansat i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, er vidende om, at deres arbejdsforhold inden for en nær fremtid vil blive bragt til ophør, til ikke at afholde ferie for at øge deres løn ved efter afslutningen af dette arbejdsforhold at modtage en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt. Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at det bør undlades at anlægge en fortolkning af artikel 7 i direktiv 2003/88, der »skaber […] et incitament, der er uforeneligt med [dette] direktiv[s] formål, til at give afkald på ferie eller til at foranledige, at arbejdstagerne giver afkald herpå« ( 32 ). For at sikre overholdelsen af formålet med retten til årlig betalt ferie skal det derfor sikres, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 ikke anvendes som et instrument til at kapitalisere de årlige betalte feriedage med henblik på at modtage betaling for disse dage ved arbejdsforholdets ophør ( 33 ).

54.

Jeg tilføjer, at beskyttelsen af arbejdstagerens sikkerhed og sundhed ikke udelukkende sker i hans egen interesse, men ligeledes sker i arbejdsgiverens interesse og er af almen interesse ( 34 ).

55.

På baggrund af disse betragtninger er det derfor nødvendigt at relativisere den passus i dom af 12. juni 2014, Bollacke ( 35 ), hvori Domstolen fastslog, at »artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 som fortolket af Domstolen ikke opstiller nogen anden betingelse for opnåelse af retten til en finansiel godtgørelse end den, der vedrører den omstændighed dels, at arbejdsforholdet er ophørt, dels, at arbejdstageren ikke har afholdt alle de årlige ferier, som han havde ret til på tidspunktet for ophøret af arbejdsforholdet« ( 36 ). For at være i overensstemmelse med det dobbelte formål med retten til årlig betalt ferie, nemlig at give arbejdstageren mulighed for dels at hvile ud, dels at have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid, og reglen om, at arbejdstageren normalt har ret til en reel hviletid, skal den anden betingelse i artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88, dvs. reglen om, at »arbejdstageren ikke har afholdt alle de årlige ferier, som han havde ret til på tidspunktet for ophøret af [hans] arbejdsforhold« ( 37 ), nødvendigvis forstås således, at arbejdstageren »ikke har været i stand til at afholde hele sin årlige betalte ferie før arbejdsforholdets ophør« ( 38 ). Det er alene, såfremt den første betingelse, dvs. at arbejdsforholdet er ophørt, og den anden betingelse, som netop beskrevet, er opfyldt, at en arbejdstager, hvis arbejdsforhold er ophørt, har ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt, på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88.

56.

Fortolket på denne måde gør artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 det således muligt at sikre en rimelig balance mellem den nødvendige finansielle godtgørelse for en ret til årlig betalt ferie, som det ikke har været muligt faktisk at udøve under arbejdsforholdet, og overholdelsen af formålet med denne ret, der i princippet kræver, at ferien faktisk afholdes.

57.

Sammenfattende vil jeg foreslå Domstolen ikke at tiltræde argumentet om, at udbetalingen af en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, afhænger af den dobbelte betingelse, dels at arbejdstageren personligt over for sin arbejdsgiver har påberåbt sig retten til at afholde den omtvistede ferie, dels at arbejdstageren kan godtgøre, at det ikke har været muligt for ham at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie af grunde, som ikke kan tillægges ham.

58.

Jeg vil foreslå Domstolen at følge en anden logik, der hviler på en regel om, at det skal foretrækkes, at ferien faktisk afholdes, og på den rolle, som arbejdsgiveren spiller i denne forbindelse. Ud fra denne synsvinkel er det udelukket kun at pålægge arbejdstagerne ansvaret for at sikre, at de faktisk afholder deres ferie, idet de ellers vil fortabe denne ret. En sådan løsning er nemlig ikke forenelig med de virkelige arbejdsforhold, der er kendetegnet ved en ubalance mellem arbejdsgiver og arbejdstager, idet sidstnævnte på forskellig måde kan opleve en tilskyndelse til at arbejde mere, især når den pågældende har et ønske om at opnå en forlængelse af sin kontrakt. For at afhjælpe denne risiko og arbejdstagernes tilbøjelighed til at ville omsætte deres feriedage til supplerende løn, bør arbejdsgiveren pålægges en forpligtelse til at træffe egnede foranstaltninger, der giver arbejdstageren mulighed for faktisk at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie. Såfremt arbejdsgiveren godtgør, at han har sat arbejdstageren i stand til at gøre brug af denne ret, kan den nævnte arbejdstager således ikke på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kræve, at der udbetales en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør.

59.

Jeg foreslår derfor Domstolen at give den forelæggende ret det svar, at artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at denne bestemmelse giver ret til en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, når en arbejdstager ikke har været i stand til at afholde hele den årlige betalte ferie, som han havde ret til, under dette arbejdsforhold.

60.

Den samme bestemmelse skal efter min opfattelse fortolkes således, at den er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis, hvorefter en arbejdstager fortaber sin ret til finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, når arbejdstageren dels ikke har ansøgt om at afholde denne ferie, mens han udførte erhvervsaktiviteter, dels ikke har godtgjort, at han ikke havde mulighed for at afholde den nævnte ferie af grunde, som han ikke havde nogen indflydelse på, uden at der er foretaget en forudgående undersøgelse af, om arbejdsgiveren faktisk har givet arbejdstageren mulighed for at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie.

61.

Når der ved en national ret er anlagt sag om en arbejdstagers ret til finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør, påhviler det denne ret at efterprøve, om arbejdsgiveren har godtgjort at have truffet egnede foranstaltninger til at sikre, at arbejdstageren faktisk har haft mulighed for at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie under dette arbejdsforhold. Såfremt arbejdsgiveren godtgør, at han har udvist den nødvendige omhu, og såfremt arbejdstageren til trods for de foranstaltninger, som arbejdsgiveren har truffet, bevidst og på et oplyst grundlag har givet afkald på sin ret til årlig betalt ferie, selv om den pågældende har haft mulighed for at gøre brug heraf under arbejdsforholdet, kan arbejdstageren ikke på grundlag af artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kræve, at der udbetales en finansiel godtgørelse for årlig betalt ferie, der ikke er afholdt ved arbejdsforholdets ophør.

62.

Såfremt det af den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, følger, at Land Berlin som Sebastian W. Kreuzigers arbejdsgiver har sat ham i stand til at gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie, og såfremt Sebastian W. Kreuziger til trods for denne omstændighed ikke ønskede at afholde sin ferie før det tidspunkt, hvor han havde bestået den mundtlige prøve i den anden statseksamen, kan denne ret i det foreliggende tilfælde fastslå, at det var med rette, at han fik afslag på at modtage en sådan godtgørelse.

63.

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Oberverwaltungsgericht Berlin-Brandenburg (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Berlin-Brandenburg, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål således: