1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse fra Eirinodikeio Lerou (fredsdommeren på Leros, Grækenland, herefter »den forelæggende ret«) vedrører international kompetence i en familieretssag.

2.

I nærværende sag har et barn arvet sin afdøde bedstefars gældstyngede ejendom. Hendes forældre er sagsøgerne i hovedsagen, og de har på deres datters vegne anmodet om afkald på arv. Med henblik herpå har de anlagt sag i Grækenland, hvor barnets bedstefar levede, og hvor hans ejendom befinder sig. Eftersom forældrene og deres datter havde sædvanligt opholdssted i Italien, ønsker den græske ret oplyst, om den har international kompetence, og den har derfor anmodet om en fortolkning af artikel 12, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2201/2003 ( 2 ) (herefter »Bruxelles IIa-forordningen«), der vedrører aftaler om internationalt værneting.

3.

Bruxelles IIa-forordningens artikel 12 med overskriften »Aftale om værneting« fastsætter følgende i stk. 3:

»Retterne i en medlemsstat har ligeledes kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn i forbindelse med andre retssager end dem, der er omhandlet i stk. 1:

4.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at for så vidt angår visse procedurer i den frivillige retspleje fastsætter den græske civile retsplejelovs artikel 748, stk. 2, sammenholdt med artikel 750, at en kopi af anmodningen om tilladelse med meddelelse om berammelse af retsmødet skal oversendes til anklagemyndigheden i distriktets førsteinstansretter (herefter »anklageren«), og at anklageren har ret til at give møde for byretten og ligeledes til at deltage i retsmødet. Ifølge fast retspraksis vedrørende disse bestemmelser har anklageren ret til at være part i procedurer i den frivillige retspleje og ret til at træffe enhver form for processuel foranstaltning, herunder at iværksætte appel, uanset om anklageren er blevet indkaldt til retsmødet og har deltaget heri eller ej. Anklageren optræder som repræsentant for staten i almenvellets interesse. I sager om afkald på arv på et mindreårigt barns vegne svarer almenvellets interesse til barnets bedste; dette skyldes det i den græske forfatnings artikel 21, stk. 1, fastsatte princip om beskyttelse af barnets bedste ( 3 ).

5.

Sagsøgerne, Alessandro Saponaro og Kalliopi-Chloi Xylina, har forældreansvaret over deres mindreårige barn, Clio Margot Saponaro. Alle tre har sædvanligt opholdssted i Rom, Italien. Barnet er græsk statsborger ( 4 ).

6.

Barnets morfar, Michaïl Xylina, boede i Grækenland, hvor han afgik ved døden den 10. maj 2015 uden at efterlade sig testamente. Eftersom hans kone og børn har givet afkald på arven, er ejendommen tilgået Clio Margot Saponaro som hans barnebarn.

7.

Michaïl Xylinas ejendom består i det væsentlige af to aktiver, nemlig en bil og en båd, der befinder sig i Grækenland, og som har en samlet værdi på 900 EUR. Efter at Michaïl Xylina blev dømt af en straffedomstol for forsøg på grov svig, erklærede offeret for overtrædelsen i april 2015 at ville anlægge sag ved en civil domstol med påstand om erstatning. Eftersom Michaïl Xylina døde uden at efterlade sig testamente, overgår et eventuelt erstatningsansvar til hans arvinger.

8.

Sagsøgerne har derfor anlagt sag med påstand om afkald på arv på deres datters vegne, og de har indbragt sagen for den forelæggende ret.

9.

Den sidstnævnte ret ønsker oplyst, om den har international kompetence.

10.

I denne henseende har den forelæggende ret fremført følgende betragtninger: Forordning (ΕU) nr. 650/2012 ( 5 ) finder ikke anvendelse ratione temporis på hovedsagen. Det er snarere Bruxelles IIa-forordningen, som finder anvendelse. Det fremgår af sidstnævnte forordnings artikel 8, stk. 1, at kompetencen ligger hos retterne i det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted (hvilket er Italien, ikke Grækenland). En græsk rets kompetence kan således kun støttes på artikel 12, stk. 3, idet denne bestemmelse tillader aftaler om værneting, dvs. gør det muligt for en ret i en anden medlemsstat end den, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, at erklære sig kompetent.

11.

Den forelæggende ret har derfor anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 12, stk. 3, og har koncentreret sine spørgsmål om den nævnte bestemmelses andet led, dvs. artikel 12, stk. 3, litra b).

12.

På denne baggrund har den forelæggende ret forelagt Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»I et tilfælde, hvor der anmodes om tilladelse til at give afkald på en arv ved en anmodning om tilladelse indgivet ved en græsk ret af forældrene til et barn med sædvanligt opholdssted i Italien, skal det da med hensyn til gyldigheden af en aftale om værneting i henhold til artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003 antages, at:

13.

Den Hellenske Republik og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Efter en anmodning om uddybelse fra Domstolen fremsendte den forelæggende ret supplerende oplysninger om anklagerens rolle i proceduren i hovedsagen. Der er ikke afholdt retsmøde, da ingen af sagens parter har anmodet herom.

14.

Jeg er nået frem til den konklusion, at den forelæggende ret har international kompetence i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3. Det bemærkes navnlig, at de forudgående betingelser for anvendelse af artikel 12, stk. 3, litra b), er opfyldt, idet samtlige procesdeltagere har accepteret, at retterne i Grækenland, der er en medlemsstat, som barnet har en væsentlig tilknytning til, har kompetence.

15.

Bruxelles IIa-forordningen vedrører international kompetence i sager vedrørende forældreansvar og finder anvendelse på tilkendelse, udøvelse, delegation samt hel eller delvis frakendelse af forældreansvar ( 6 ), herunder foranstaltninger til beskyttelse af barnet i tilknytning til forvaltning eller bevarelse af barnets formue eller disponering herover ( 7 ). Ved at give afkald på at arve den gældstyngede ejendom har sagsøgerne udøvet deres fælles forældreansvar for så vidt angår Clio Margot Saponaro, idet de beskytter deres barn fra at erhverve ejendom, der kan indebære byrder.

16.

Jeg medgiver, at arvesager er udelukket fra Bruxelles IIa-forordningens anvendelsesområde ( 8 ). Det fremgår imidlertid af Domstolens faste praksis, at en simpel anmodning om afkald på en arv ikke udgør en arvesag som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 1, stk. 3, litra f).

17.

I Matoušková-dommen fastslog Domstolen, at den omstændighed, at en anmodning om godkendelse af en aftale var blevet indgivet i forbindelse med en arvesag, ikke kunne betragtes som afgørende for, om foranstaltningen henhørte under arveretten. Domstolen anså i stedet nødvendigheden af at opnå en godkendelse fra værgemålsretten for en direkte konsekvens af de mindreårige børns alder og rets- og handleevne. Anmodningen om godkendelse udgjorde en foranstaltning til beskyttelse af barnet i tilknytning til forvaltning eller bevarelse af barnets formue eller disponering herover i forbindelse med udøvelsen af forældreansvaret som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 1, stk. 1, litra b), og artikel 1, stk. 2, litra e) ( 9 ).

18.

Den forelæggende rets kompetence skal således vurderes på grundlag af Bruxelles IIa-forordningen, og alene på grundlag af Bruxelles IIa-forordningen.

19.

Som den forelæggende ret med rette har anført, finder forordningen om arv ikke her anvendelse ratione temporis. Michaïl Xylina døde den 10. maj 2015, mens artikel 83, stk. 1, i forordningen om arv indskrænker dens rækkevide til arv efter personer, der er afgået ved døden den 17. august 2015 eller senere. Jeg vil imidlertid gerne tilføje, at forordningen om arv heller ikke vil finde anvendelse ratione materiae på fremtidige sager af denne art, idet spørgsmål vedrørende fysiske personers rets- og handleevne er udelukket fra anvendelsesområdet for forordningen om arv i henhold til dennes artikel 1, stk. 2, litra b). Som Domstolen fastslog i Matoušková-dommen, vedrører en anmodning om godkendelse til at handle på vegne af et barn barnets handleevne ( 10 ).

20.

Efter således at have bekræftet, at kompetencen i nærværende sag afhænger af Bruxelles IIa-forordningen, vil jeg nu give et kort overblik over de forskellige kompetenceregler, som denne forordning fastsætter med hensyn til sager vedrørende forældreansvar.

21.

I henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 8, stk. 1, ligger kompetencen som hovedregel hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, hvilken i nærværende sag er Italien. Bortset fra visse undtagelser til denne hovedregel i særlige situationer ( 11 ) og en bestemmelse om forum non conveniens ( 12 ) indeholder Bruxelles IIa-forordningen ligeledes en mere generel undtagelse ( 13 ) til artikel 8, stk. 1, nemlig artikel 12, stk. 3. I henhold til artikel 12, stk. 3, er det tilladt, når barnet har en væsentlig tilknytning til en medlemsstat, at indgå aftale om, at den pågældende medlemsstats retter skal være kompetente.

22.

Med nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse ønskes der en fortolkning af dette særlige kompetencegrundlag. Det indeholder to forudgående betingelser: den væsentlige tilknytning og den omstændighed, at der er indgået en aftale. Den forelæggende rets spørgsmål er imidlertid begrænset til den anden forudgående betingelse, dvs. aftalen. Inden jeg behandler denne, vil jeg dog kort fremføre betragtninger til den første forudgående betingelse, dvs. den væsentlige tilknytning. Grunden til, at jeg udvider behandlingen, er, at der er et samspil mellem disse to forudgående betingelser i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, og at den sidstnævnte ikke kan fortolkes uafhængigt af den første.

23.

Efter gennemgangen (under B) af barnets væsentlige tilknytning til domsstaten i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra a), vil jeg behandle Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b), med dets tre krav vedrørende aftalen som anført af den forelæggende ret, navnlig med hensyn til, om den valgte rets kompetence er blevet accepteret på en utvetydig måde af Clio Margot Saponaros forældre (under C) og af anklageren (under D), og om dette var til barnets bedste (under E).

24.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om disse tre betingelser er opfyldt, hvilket de er efter min opfattelse.

25.

I henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra a), er det første kriterium for en aftale om, at kompetencen skal ligge hos en ret i en medlemsstat, at der foreligger »en væsentlig tilknytning« mellem barnet og »den pågældende medlemsstat, bl.a. i kraft af, at […] barnet er statsborger i medlemsstaten«.

26.

Eftersom Clio Margot Saponaro er græsk statsborger, er det i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra a), fastsatte krav om, barnet skal have en væsentlig tilknytning til domsmedlemsstaten, klart opfyldt.

27.

Den forelæggende ret har i sin forelæggelsesafgørelse ikke anført, om Clio Margot Saponaro udelukkende er græsk statsborger, eller om hun har dobbelt statsborgerskab ved ligeledes at være italiensk statsborger gennem sin far. Da det er sandsynligt, at der i nærværende sag foreligger et dobbelt statsborgerskab ( 14 ), vil jeg gerne tilføje nogle bemærkninger til de følger, det har, såfremt dette er tilfældet. I et sådant tilfælde vil der opstå spørgsmål om, hvorvidt hvert enkelte af hendes statsborgerskaber kan anses for at være en tilknytningsfaktor i denne sammenhæng, eller om der skal træffes et valg om, hvilket statsborgerskab der skal have forrang.

28.

Eftersom Clio Margot Saponaros sædvanlige opholdssted er i Italien, er hendes effektive statsborgerskab nok det italienske, idet det udgør en langt mere væsentlig tilknytning til et sted end det græske statsborgerskab. Ikke desto mindre er statsborgerskab uden nogen form for kvalificering udtrykkeligt blevet angivet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, som en tilknytningsfaktor, der er tilstrækkelig til at godtgøre »en væsentlig tilknytning«. Denne faktor kan derfor stå alene, og yderligere bånd til domsstaten er ikke påkrævet. Eftersom lovgiver supplerede begrebet »en væsentlig tilknytning« med et eksempel på en fast faktor såsom statsborgerskabet, kan en ret ikke efterprøve, om tilknytningen er tilstrækkelig stærk i en konkret sag ( 15 ).

29.

I Hadadi-dommen fastslog Domstolen, at samtlige medlemsstaters statsborgerskaber skal behandles lige i henhold til Bruxelles IIa-forordningen, og at de nationale retter derfor ikke kan se bort fra faktoren om statsborgerskab i domsstaten ( 16 ).

30.

Med den første del af sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den blotte indgivelse af en anmodning til en domstol i en medlemsstat godtgør en utvetydig accept af kompetencen hos den nævnte medlemsstats retter i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b).

31.

Den græske regering og Kommissionen har besvaret dette spørgsmål bekræftende. Jeg deler denne opfattelse af følgende grunde.

32.

Da sagsøgerne i hovedsagen anlagde sag ved den forelæggende ret, skete det med henblik på, at den nævnte ret skulle påkende sagen. Den blotte indgivelse af en anmodning udgør således en tilkendegivelse til retten og de øvrige parter i sagen om, at sagsøgerne ønsker, at den valgte ret skal påkende sagen. En ret kan imidlertid kun træffe afgørelse, såfremt den er kompetent.

33.

Selv om det blotte ønske om at opnå en afgørelse i en sag indbragt for en ret i en medlemsstat bestemt ikke udgør en udtrykkelig accept af den pågældende rets kompetence, forudsætter det derfor utvetydigt en sådan accept.

34.

Der kan imidlertid opstå tvivl som følge af, at overskriften til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, som er den regel, der skal fortolkes her, ikke anvender begrebet »accept« (på engelsk »acceptance«), men derimod begrebet »aftale« (på engelsk »prorogation«).

35.

Aftale betyder almindeligvis, at parterne giver kompetencen til en ret gennem parternes aftale ( 17 ). Et nøgleelement i en aftale er således, at de pågældende parter er enige ( 18 ). Det synes at følge af en sådan fortolkning, at der skal foretages et reelt valg, dvs. at der findes flere muligheder, som aktørerne kan vælge iblandt, og desuden at de aktører, som vælger, er bevidste om deres valgmuligheder.

36.

I nærværende sag er de italienske retter, som anført ovenfor, kompetente i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 8, stk. 1. Således havde Clio Margot Saponaros forældre faktisk valgmuligheder. Spørgsmålet er imidlertid, om de var bevidste herom, men sagsakterne indeholder ingen oplysninger om dette spørgsmål. Såfremt en aftale i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12 forudsætter et reelt valg, kan der rejses tvivl om, hvorvidt det mentale krav er opfyldt i nærværende sag.

37.

I stedet for at gentage det i overskriften anvendte begreb »aftale« har lovgiver for så vidt angår de detaljer, der er specificeret i de enkelte bestemmelser i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, anvendt begrebet »accepteret«. Accept har imidlertid en mere passiv karakter. Den forudsætter ikke en hensigt om at udøve indflydelse på og skabe en ny kompetence, dvs. overføre kompetence til en medlemsstats retter, der ellers ikke ville have været kompetente.

38.

Såfremt det er nok med en accept, og en aftale i ordets snævre betydning, som omfatter en hensigt om at skabe en kompetence, ikke er påkrævet, er tærsklen sat lavt. Dette er tilfældet, fordi accept ikke er det eneste element, der er nødvendigt for at skabe den nævnte kompetence; der er samtidig opstillet et krav om, at barnet har en væsentlig tilknytning til domsstaten, hvilket udgør et objektiv forhold, som sikrer, at der foreligger en objektiv forbindelse mellem sagen og den nævnte stat: Kun retterne i de medlemsstater, som barnet har en væsentlig tilknytning til, som krævet i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra a), kan give anledning til accept i henhold til Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b), hvilket således kun kan vedrøre et begrænset antal medlemsstater, nemlig dem, til hvilke der under alle omstændigheder foreligger en tæt forbindelse.

39.

På grundlag af det ovenstående foreslår jeg, at såfremt en indehaver af forældreansvaret indgiver en anmodning til en ret i en sådan medlemsstat, beviser den blotte omstændighed, at der indgives en anmodning, at den nævnte part utvetydigt har accepteret, at retterne i det land skal have kompetence som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b).

40.

Accepten skal imidlertid være blevet givet i den konkrete sag. Som Domstolen fastslog i L-dommen, er det ikke tilstrækkeligt, hvis en af parterne i sagen anlægger sag for en ret, og den anden part anlægger en anden sag for den samme ret, såfremt der i den første sag er nedlagt påstand om, at retten savner kompetence ( 19 ). Domstolen fastslog, at en aftale på grundlag af Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, kun gælder for en enkelt specifik sag ( 20 ), hvilket indebærer, at der skal gives individuel accept til hver eneste sag.

41.

Eftersom Clio Margot Saponaros forældre sammen indgav anmodningen til den forelæggende ret i en enkelt sag, skal dette anses for en utvetydig accept af kompetence.

42.

Den anden del af den forelæggende rets spørgsmål vedrører anklageren. Såfremt denne anses for at være en part i sagen som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b), forudsætter en faktisk aftale, at den pågældende accepterer den græske rets kompetence, og at dette sker »på det tidspunkt, hvor sagen anlægges«.

43.

Dette spørgsmål består af tre led.

44.

Er anklageren en af »parter[ne] i sagen« som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3? Kommissionen er af den opfattelse, at dette ikke er tilfældet, idet anklageren ikke har nogen selvstændig interesse og handler i almenvellets interesse.

45.

Som den græske regering med rette har anført, er spørgsmålet om, hvem der er part i sagen, underlagt domsstatens nationale lovgivning. Bruxelles IIa-forordningen harmoniserer international kompetence på forældreansvarsområdet. Den regulerer ikke indledende problemstillinger vedrørende dette område og undlader generelt at gribe ind i medlemsstatens retsplejeregler.

46.

Dette bekræftes, når Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, sammenholdes med forordningens artikel 12, stk. 1. Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 1, hvorefter der kan indgås aftale om kompetence hos retterne i en medlemsstat, hvor en skilsmissesag verserer, indeholder en præcis beskrivelse af de personer, som skal acceptere kompetencen, for at aftalen kan anses for at være effektiv, nemlig » ægtefællerne og […] indehaverne af forældreansvar«. Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, henviser derimod til »alle parter i sagen«, hvorved der benyttes en henvisning til en særlig procedure. Proceduren tilrettelægges imidlertid i henhold til den nationale lovgivning i den valgte ret.

47.

Ifølge den forelæggende ret anses anklageren i henhold til græsk national lovgivning for en part i den pågældende sag.

48.

I hovedsagen har anklageren udvist passivitet og afstået fra at tage nogle af de skridt, der er tilgængelige for den pågældende med henblik på at modsætte sig kompetence som følge af indgivelsen af en anmodning fra barnets forældre. Med andre ord har anklageren affundet sig med, dvs. har stiltiende samtykket til, aftalen om værneting. Den græske regering er af den opfattelse, at dette er tilstrækkeligt til, at der fra anklagerens side foreligger en accept af kompetencen.

49.

Anklageren i hovedsagen, under hvilken der anmodes om afkald på arv på vegne af et barn, har således rollen som tavs vogter. Ifølge de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, skal en kopi af anmodningen om tilladelse med meddelelse om berammelse af retsmødet oversendes til anklageren, der er part i proceduren i den frivillige retspleje, og som har ret til at give møde for byretten med henblik på at deltage i retsmødet og til at træffe enhver form for processuel foranstaltning, herunder at iværksætte appel, uanset om den pågældende er blevet indkaldt til retsmødet og har deltaget heri eller ej.

50.

Anklagerens rolle i en procedure i den frivillige retspleje af den foreliggende art, således som denne er beskrevet af den forelæggende ret, kan derfor karakteriseres som værende den for en passiv observatør, der har ret til at blive oplyst og handleevne til på ethvert trin i sagen at udøve en parts processuelle rettigheder.

51.

På grundlag af arten af anklagerens rolle skal den pågældendes passivitet anses for at være tilstrækkelig til, at der foreligger en utvetydig accept af kompetencen, såfremt vedkommende faktisk modtog underretning om forældrenes oprindelige anmodning. Da anklageren i henhold til græsk lovgivning skal tilstilles en kopi af anmodningen om tilladelse med meddelelse om berammelse af et retsmøde, som den pågældende kan deltage i, er denne, såfremt den pågældende ønsker det, i stand til at handle og til at modsætte sig, at forældrene indbringer sagen for de græske retter.

52.

Da jeg er kommet frem til den konklusion, at anklageren er part i sagen, og at der derfor ikke kan foreligge nogen aftale uden dennes accept af kompetencen, opstår spørgsmålet om, hvornår dette skal ske.

53.

Kompetence er et spørgsmål, der skal fastlægges på et tidligt trin i sagen. Spørgsmålet om, hvorvidt en ret har kompetence til at påkende en sag, må ikke stå uklart længere end nødvendigt.

54.

Dette er grunden til, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b), indeholder et krav om, at accepten af kompetence skal gives »på det tidspunkt, hvor sagen anlægges«. Det fremgår af Bruxelles IIa-forordningens artikel 16, at »[e]n sag anses for anlagt ved en ret […] på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen […] indleveres til retten« ( 21 ).

55.

Såfremt denne definition af Bruxelles IIa-forordningens artikel 16 bliver anvendt i snæver forstand, vil dette indebære, at det kun er accepten fra sagsøgerne, som vil være relevant for udvidelsen af kompetence. Alle øvrige parter vil først senere få kendskab til proceduren, idet deres kendskab hertil forudsætter en forkyndelse af det indledende processkrift i sagen.

56.

På den ene side henhører Bruxelles IIa-forordningens artikel 16 under afdeling 3 i kapitlet om kompetence, som ifølge overskriften til afdelingen indeholder »Fælles bestemmelser«, og af hensyn til en systematisk fortolkning bør den definition, der følger af Bruxelles IIa-forordningens artikel 16, derfor finde anvendelse på nærværende sag.

57.

På den anden side ville en snæver anvendelse af denne definition gøre Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, indholdsløs. Såfremt det kun var sagsøgerne, der kunne opfylde de strenge krav i Bruxelles IIa-forordningens artikel 16, ville dette betyde, at kompetencen alene ville afhænge af sagsøgerne og ikke omfatte »alle parter i sagen« i forbindelse med accepten af kompetencen ( 22 ). Dette ville fjerne den effektive virkning af Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3. Såfremt det var tiltænkt, at udvidelsen af kompetence helt og holdent skulle afhænge af sagsøgerne, kunne lovgiver have valgt andre ord end »alle parter i sagen«, således som den pågældende f.eks. gjorde det i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 1, i henhold til hvilken accepten skal gives »af ægtefællerne og af indehaverne af forældreansvar«.

58.

Da den snævre definition, der er fastsat i Bruxelles IIa-forordningens artikel 16, ikke er forenelig med Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, skal fortolkningen derfor nuanceres, så det fortsat forholder sig således dels, at et usikkert juridisk trin skal være så kort som muligt, dels at det er nødvendigt med accepten fra alle parter.

59.

Når dette er sagt, skal accepten fastlægges under sagens indledende trin, dvs. så snart de parter, til hvem det indledende processkrift i sagen er blevet fremsendt, enten har taget de første skridt, der er tilgængelige for dem, eller kan anses for at have undladt at gøre dette inden udløbet af den frist, som de har til at tage sådanne skridt ( 23 ).

60.

Således som den græske regering har anført, bekræftes dette af en modsætningsslutning i L-dommen, hvor Domstolen fastslog, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b), skal fortolkes således, at kompetencen ikke er blevet accepteret, når sagsøgeren i forbindelse med det første retsskridt, der påhviler vedkommende i den pågældende sag, gør gældende, at den ret, om hvilken det er bestridt, hvorvidt kompetencen er udvidet hertil, savner kompetence ( 24 ). I den nævnte sag indskrænkede Domstolen ikke sin bedømmelse til det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, som omhandlet i Bruxelles IIa-forordningens artikel 16 – dvs. »det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen [blev indleveret] til retten« – men tog ligeledes stilling til den anden parts adfærd, som fandt sted tre og fem dage senere ( 25 ).

61.

Såfremt anklageren i nærværende sag undlod at handle efter at være blevet behørigt underrettet om den anmodning, som udgør forældrenes utvetydige accept af de græske retters kompetence, har den pågældende dermed på en utvetydig måde stiltiende accepteret de græske retters kompetence. Såfremt anklageren afstod fra at tage det første skridt, der var tilgængeligt for den pågældende med henblik på at intervenere i sagen, kan denne ikke på et senere trin i proceduren gøre brug af sin ret til at iværksætte appel med påstand om omstødelse af denne accept.

62.

Med den tredje del af sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om aftalen om værneting er til barnets bedste, henset til den omstændighed, at Clio Margot Saponaro og hendes forældre har sædvanligt opholdssted i Italien, hvorimod arveladerens bopæl på dødstidspunktet var i Grækenland, og arven befinder sig i Grækenland.

63.

Ordlyden af Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b), hvorefter »denne kompetence [skal være] til barnets bedste«, kan give det indtryk, at dette udgør en yderligere faktor, som er nødvendig for, at aftalen kan blive effektiv.

64.

Min opfattelse er, at »til barnets bedste« i denne sammenhæng ikke udgør et selvstændigt forhold, men snarere er en påmindelse om det rationale, som ligger til grund for samtlige kompetenceregler i Bruxelles IIa-forordningen.

65.

Dette rationale fremgår af 12. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen, som har følgende ordlyd: »De kompetenceregler, der fastsættes i denne forordning for sager vedrørende forældreansvar, er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på kriteriet om nærhed. Dette betyder, at kompetencen først og fremmest bør tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, undtagen i visse situationer, hvor […] indehaverne af forældreansvar har aftalt andet.«

66.

Dette betyder, at de særlige kompetenceregler, såsom Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, som hovedregel varetager barnets bedste. Ud over de tilknytningsfaktorer, der er særligt angivet i retsakten, opstilles der derfor ikke yderligere elementer.

67.

Som anført ovenfor ( 26 ), er nærhedskriteriet i det foreliggende tilfælde opfyldt ved kravet om statsborgerskab. Såfremt såvel de parter i en sag, der anmoder om tilladelse til at give afkald på arv på vegne af et barn med det formål for øje at beskytte barnets bedste – typisk barnets forældre – som anklageren herudover utvetydigt accepterer domsmedlemsstatens kompetence, vil det almindeligvis forholde sig således, at barnets interesse i ikke at være genstand for en sag i en stat, som barnet ikke har nogen tilknytning til, vil være beskyttet ( 27 ).

68.

Dette er grunden til, at Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3 – i modsætning til Bruxelles IIa-forordningens artikel 15 ( 28 ) – ikke indeholder et krav om en komparativ bedømmelse af, om retterne i domsmedlemsstaten er bedre egnet til at behandle sagen end retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted. De tilknytningsfaktorer, der er fastsat i Bruxelles IIa-forordningens artikel 15, er mere fleksible og mindre standardiserede, således at rækkevidden af en vurdering af barnets bedste vil være større end det er tilfældet her i sammenhæng med Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3. Med sin klare ordlyd anser Bruxelles IIa-forordningens artikel 15 sig selv for »en undtagelse« og opstiller et krav om, at retten skal tage skridt mod at overføre kompetencen fra en ret til en anden, hvilket ikke er tilfældet for Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, hvor kompetencen foreligger ex lege, uden at det er nødvendigt med nogen yderligere handling fra rettens side, når de forudgående betingelser i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra a) og b), er opfyldt.

69.

I Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3, litra b), fungerer gentagelsen af henvisningen til barnets bedste derfor som en simpel påmindelse til den påkendende ret om ikke at overse det underliggende kriterium bag samtlige bestemmelser i den nævnte forordning ( 29 ) og om ex officio og aktivt at føre tilsyn med det nævnte kriterium, idet samtlige omstændigheder i den konkrete sag skal fastlægges ( 30 ), med henblik på at dobbelttjekke i lyset af den samlede situation, hvorvidt særlige omstændigheder i den konkrete sag tvinger dommeren til undtagelsesvis at se bort fra den udvidelse af kompetence, som er fastsat i Bruxelles IIa-forordningens artikel 12, stk. 3.

70.

I usædvanlige sager giver denne henvisning til »barnets bedste« dommeren beføjelse og pligt til at korrigere en streng anvendelse af den relevante bestemmelse ( 31 ).

71.

Endelig skal det ligeledes bemærkes, at for så vidt angår kompetence henviser barnets bedste ikke til sagens realitet, men alene til barnets retslige interesse, dvs. barnets interesse i at få fastlagt, i hvilket land retterne er egnet til at påkende sagen vedrørende barnet ( 32 ).

72.

I den foreliggende sag deler jeg Kommissionens opfattelse af, at ingen af de faktiske omstændigheder, som den forelæggende ret har anført, skal korrigeres, men at de snarere bekræfter det generelle indtryk af, at barnets bedste er blevet varetaget. Den omstændighed, at det sædvanlige opholdssteds kompetence kan overtrumfes som følge af en aftale mellem forældreansvarsindehaverne, fremgår ligeledes af 12. betragtning til Bruxelles IIa-forordningen. Desuden er kompetencen i nærværende sag (stiltiende) blevet accepteret af en anklager, som i henhold til den græske forfatnings artikel 21, stk. 1, er forpligtet til at beskytte barnets bedste. Endvidere er den omstændighed, at barnets ejendom, som er genstand for nærværende sag, befinder sig i Grækenland, en faktor, som almindeligvis forstærker barnets særlige tilknytning til denne medlemsstat ( 33 ). Endelig bemærkes, at såfremt arvesagen vedrørende Michaïl Xylina finder sted i Grækenland, vil dette udgøre en yderligere tilknytning til den medlemsstats retter, som i givet fald vil være i en god position til at bedømme sammenhængen omkring det afkald på arv, der er indgivet på vegne af Clio Margot Saponaro.

73.

I lyset af disse betragtninger forekommer det mig ikke nødvendigt med en korrektion in casu. Den generelle bedømmelse af Clio Margot Saponaros bedste tilkommer imidlertid den forelæggende ret.

74.

Henset til de ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare den forelæggende rets spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 12, stk. 3, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (Bruxelles IIa-forordningen) skal fortolkes således,