1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, som er blevet indgivet af Oberlandesgericht Innsbruck (øverste regionale domstol i Innsbruck, Østrig), indgår i en række præjudicielle forelæggelser fra østrigske forvaltningsdomstole med henblik på at fastslå, om de nationale bestemmelser på området for medregning af erhvervserfaring i forbindelse med indplacering af kontraktansatte i den offentlige forvaltning i tjenestekategorier og på løntrin er forenelige med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ( 2 ).

2.

I den sag, der lå til grund for dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381), anmodede Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) allerede Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv ( 3 ) i relation til de bestemmelser, som fandt anvendelse på ansættelseskontrakter indgået mellem universiteter og deres ansatte. I henhold til disse bestemmelser skulle skæringsdatoen for oprykning til løntrinnet svarende til stillingen for den enkelte ansatte, som skulle fastsættes i forbindelse med ansættelsen ( 4 ), fastlægges under hensyntagen til den pågældendes erhvervserfaring, dog med undtagelse af den erhvervserfaring, som blev tilbagelagt inden det fyldte 18. år. I hovedsagen anmodede sagsøgeren – som efter en periode på tre og et halvt år som praktikant, hvoraf kun en mindre del var blevet tilbagelagt efter det fyldte 18. år, var blevet ansat af et universitet – sin arbejdsgiver om betaling af en godtgørelse svarende til forskellen mellem den oppebårne løn i kontraktperioden og den løn, som sagsøgeren ville have været berettiget til, såfremt der var blevet taget højde for praktikperioden i dens fulde længde. Domstolen fastslog, at den forskelsbehandling på grund af alder, som de pågældende bestemmelser gav anledning til, var diskriminerende, eftersom foranstaltningerne, selv om de forfulgte formål, der blev anset for legitime, ikke kunne betragtes som passende i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 ( 5 ).

3.

Som følge af dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381), iværksatte den østrigske lovgiver en række lovændringer, der havde til formål at gøre en række ordninger, der fandt anvendelse for kontraktansatte i den offentlige forvaltning, forenelige med direktiv 2000/78. Bundesbahngesetz (lov om forbundsbaner ( 6 ), herefter »ÖBB-G«) blev ændret ved en lov i 2011 (herefter »ÖBB-G 2011«) ( 7 ). ÖBB-G’s § 53a, stk. 1, med ændringer, bestemte, at for ansatte og pensionsmodtagere, der havde tiltrådt tjeneste ved de østrigske forbundsbaner (Österreichische Bundesbahnen, herefter »ÖBB«) inden den 31. december 2004, og hvis individuelle skæringsdato for oprykning var fastsat i henhold til lønningsregulativ for forbundsbanernes personale af 1963 (Bundesbahn-Besoldungsordnung 1963 ( 8 ), herefter »BO 1963«), skulle denne dato fastsættes på ny på baggrund af et kriterium om anciennitet, som ikke sondrede mellem perioder tilbagelagt før eller efter det fyldte 18. år ( 9 ). § 53a, stk. 2, bestemte, at i tilfælde af ny fastsættelse af den individuelle skæringsdato for oprykning i overensstemmelse med stk. 1 skulle hver periode, der var fornøden for oprykning på hvert af de første tre løntrin, forlænges med ét år ( 10 ). I den sag, der gav anledning til dom af 28. januar 2015, ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38), forelagde Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) en række spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktiv 2000/78 for Domstolen. Spørgsmålene havde i det væsentlige til formål at give den forelæggende ret mulighed for at vurdere, om ÖBB-G 2011 var forenelig med sidstnævnte direktiv. Ved denne lejlighed fandt Domstolen, at direktiv 2000/78 er til hinder for en national lovgivning som den, der fulgte af ÖBB-G 2011, der »med henblik på at bringe en forskelsbehandling på grund af alder til ophør tager hensyn til tjenesteperioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år, men som samtidig indeholder en regel, der reelt kun finder anvendelse på de ansatte, der er udsat for denne forskelsbehandling, og som forlænger den periode, der kræves for oprykning på hvert af de tre første løntrin, med ét år og herved definitivt opretholder en forskelsbehandling på grund af alder« ( 11 ).

4.

Efter denne afgørelse ændrede den østrigske lovgiver atter bestemmelserne om aflønning af de ÖBB-ansatte ved en lov i 2015. Det er netop den ved denne lov gennemførte reform, som udgør spørgsmålet i den nationale retssag, der har givet anledning til den anmodning om præjudiciel afgørelse, som er genstand for dette forslag til afgørelse. Denne anmodning er opstået i en verserende appelsag ved den forelæggende ret mellem Georg Stollwitzer og ÖBB Personenverkehr AG (herefter »ÖBB PV«), et østrigsk selskab, hvis eneaktionær er Österreichische Bundesbahnen-Holding AG, som ejes 100% af den østrigske stat ( 12 ).

5.

Jeg bemærker, at efter afslutning af den skriftlige procedure i den foreliggende sag er Domstolen blevet forelagt yderligere to anmodninger om præjudiciel afgørelse, som vedrører spørgsmål i lighed med de foreliggende, af Oberster Gerichtshof (øverste domstol) ( 13 ) og Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) ( 14 ). De konkrete spørgsmål, som vedrører fortolkningen af direktiv 2000/78 og – for så vidt angår den første anmodning – også artikel 45 TEUF, er opstået i tvister angående den anvendte omplaceringsordning – for henholdsvis kontraktansatte i den offentlige forvaltning og tjenestemænd – med henblik på overgang til det nye lønsystem, som blev indført i 2015 ( 15 ) med det formål at bringe den forskelsbehandling på grund af alder til ophør, som de tidligere ordninger gav anledning til i lyset af dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381) ( 16 ), af 11. november 2014, Schmitzer (C-530/13, EU:C:2014:2359) ( 17 ), og af 28. januar 2015, ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38).

6.

Endelig bemærker jeg, at også den i Tyskland anvendte aflønning af statstjenestemænd og tjenestemænd ansat af delstater ved flere lejligheder har været genstand for præjudicielle forelæggelser for så vidt angår overholdelsen af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder ( 18 ).

7.

I overensstemmelse med artikel 1 i direktiv 2000/78 er formålet med dette direktiv, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv af en række grunde, herunder alder.

8.

Artikel 2 i direktiv 2000/78 definerer begrebet forskelsbehandling. I stk. 1 og 2 bestemmer artiklen følgende:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold til stk. 1

9.

Artikel 6 i direktiv 2000/78 har overskriften »Berettigelse af ulige behandling på grund af alder«. Ifølge artiklens stk. 1, første afsnit, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige. I henhold til andet afsnit, litra b), i samme artikels stk. 1 kan der bl.a. være tale om ulige behandling i form af »fastsættelse af minimumsbetingelser vedrørende alder, erhvervserfaring eller anciennitet for adgang til beskæftigelse eller til visse fordele i forbindelse med beskæftigelse«.

10.

I henhold til samme direktivs artikel 16, litra a) og b), træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre dels, at »alle love og administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, ophæves«, dels, at »alle bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, og som indgår i kontrakter eller kollektive overenskomster, virksomheders interne reglementer og vedtægter for selvstændige erhverv og fag samt for arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer, erklæres eller kan erklæres ugyldige eller ændres«.

11.

Som det allerede fremgår af punkt 4 i dette forslag til afgørelse, blev bestemmelserne vedrørende fastsættelse af skæringsdato for oprykning, der finder anvendelse for ÖBB-kontraktansatte, ændret på ny af den østrigske lovgiver i juni 2015 på baggrund af dom af 28. januar 2015, ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38).

12.

ÖBB-G’s § 53a, stk. 2, i den ændrede affattelse ifølge BGBl. I nr. 64/2015 (herefter »ÖBB-G 2015«) fastsætter, at kun visse beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder, som er blevet tilbagelagt før eller efter det fyldte 18. år, tages i betragtning med henblik på fastsættelse af skæringsdatoen for oprykning. Det handler om de perioder, som er blevet tilbagelagt hos ÖBB ( 19 ) eller jernbaneinfrastruktur- og/eller jernbanetrafikvirksomheder i en EØS-stat og – på visse betingelser – i Republikken Tyrkiet eller Det Schweiziske Forbund.

13.

ÖBB-G 2015 udelukker med henblik på fastsættelse af skæringsdatoen (ud over uddannelsesperioderne) alle de beskæftigelsesperioder, som ikke er blevet tilbagelagt i specifikke jernbaneinfrastruktur- og/eller jernbanetrafikvirksomheder, som ved anvendelse af BO 1963 skulle medregnes for halvdelens vedkommende ( 20 ).

14.

Det nye system for medregning anvendes med tilbagevirkende kraft. § 56, stk. 18, i ÖBB-G 2015 bestemmer, at § 53a i denne lov finder anvendelse for alle tjenestemænd, som var i tjeneste ved de østrigske forbundsbaner inden den 31. december 2004. I henhold til § 56, stk. 19, fik § 53a, stk. 2, tilbagevirkende kraft fra og med den 1. april 1963 for tjenestemænd, hvor skæringsdatoen for oprykning var blevet fastsat på grundlag af BO 1963.

15.

§ 53a, stk. 5, i ÖBB-G 2015 opstiller regler for omplacering af ansatte på løntrin. Omplaceringen sker ved at beregne skæringsdatoen på ny på grundlag af de i § 53a, stk. 2, opstillede regler, når den pågældende har fremlagt bevis for de tidligere tilbagelagte beskæftigelsesperioder.

16.

I henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 indebærer omplaceringen af ansatte på grund af § 53a, stk. 5, ikke en reduktion af den løn, som den ansatte oppebar den seneste måned inden offentliggørelse af ÖBB-G 2015. Hvis den nye beregning af skæringsdatoen leder til en nedsættelse af denne løn, skal niveauet for sidstnævnte fastholdes, indtil den ved omplaceringen opnåede løn svarer til dette niveau. Hvis den nye beregning derimod leder til indplacering på et højere løntrin, er den ansatte berettiget til den tilsvarende løn for de perioder, som ikke er omfattet af forældelse, og til differencen mellem denne løn og den faktisk oppebårne løn.

17.

§ 53a, stk. 7, bestemmer, at et ekstra løntrin inden det sidste indføres inden for seks måneder efter offentliggørelse af ÖBB-G 2015.

18.

Georg Stollwitzer tiltrådte i tjeneste ved ÖBB PV den 17. januar 1983. Skæringsdatoen for hans oprykning beregnet på grundlag af de bestemmelser, som var gældende på ansættelsestidspunktet, var fastsat til den 2. juli 1980. Det fremgår af sagsakterne, at den periode, hvor Georg Stollwitzer aftjente sin værnepligt, blev taget i betragtning i fuldt omfang, og at perioden mellem det fyldte 18. år og ansættelsesdatoen, hvor Georg Stollwitzer arbejdede som VVS-installatør og i en kort periode modtog arbejdsløshedsydelser, blev medregnet for halvdelens vedkommende.

19.

Den 4. marts 2016 anlagde Georg Stollwitzer sag ved Landesgericht Innsbruck (regional domstol i Innsbruck, Østrig) og bestred sin lønindplacering. Han nedlagde påstand om betaling af ikke forældede lønrestancer med hensyn til andet halvår af 2009 for et samlet beløb på 837,13 EUR. Ved denne ret gjorde Georg Stollwitzer gældende, at i forbindelse med fastsættelsen af skæringsdatoen skulle også de beskæftigelsesperioder, som han har tilbagelagt inden det fyldte 18. år (i alt 1 år, 5 måneder og 19 dage), have været medregnet i overensstemmelse med dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381), og af 28. januar 2015, ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38). For sit vedkommende nedlagde ÖBB PV påstand om frifindelse og gjorde gældende, at de pågældende perioder ikke kunne medregnes i henhold til ÖBB-G’s § 53a, stk. 2, som ændret i 2015, og at Georg Stollwitzer, eftersom denne lovændring havde tilbagevirkende kraft, ikke længere var berettiget til medregning af disse perioder i forbindelse med fastsættelse af hans skæringsdato.

20.

Landesgericht Innsbruck (regional domstol i Innsbruck) gav ÖBB PV medhold og forkastede sagen med dom af 1. juni 2016. Georg Stollwitzer har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret.

21.

Den forelæggende ret nærer tvivl om, hvorvidt det af ÖBB-G 2015 indførte system for medregning er frit for enhver form for forskelsbehandling. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at den nye lovgivning indeholder uoverensstemmelser, for så vidt som det nye system ikke medregner tidligere beskæftigelsesperioder, der, selv om de ikke er omfattet af de i henhold til bestemmelserne i § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 medregnede, giver den ansatte mulighed for at opnå branchespecifik erfaring og gør vedkommende i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre. Det handler eksempelvis om beskæftigelsesperioder ved offentlige eller private trafikvirksomheder eller virksomheder, som udformer eller driver jernbaneinfrastrukturen. Et sådant system fører til en forskelsbehandling af ansatte, som har udøvet et erhverv, der er lige så væsentligt, men ikke udført i tjeneste ved selskaber i ÖBB-koncernen, eller de i § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 anførte selskaber. Efter den forelæggende rets opfattelse blev de pågældende ansatte for den overvejende dels vedkommende allerede forskelsbehandlet af det af BO 1963 fastsatte system for medregning (herefter »det tidligere system for medregning«), eftersom de perioder, som kan medregnes i henhold til § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015, normalt tilbagelægges efter det fyldte 18. år. På tilsvarende måde vil det tab af løn, som kan indtræffe efter omplaceringen som følge af fastfrysning af lønningerne i henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015, i højere grad berøre netop den gruppe af ansatte, som blev forskelsbehandlet på baggrund af dette system. Disse forskelle i behandlingen vil ikke være berettigede i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78, eftersom den østrigske lovgiver kun var drevet af finansielle og administrative overvejelser.

22.

Endvidere bemærker den forelæggende ret, at der aktuelt ved samme ret verserer 120 sager anlagt af ansatte ved forbundsbanerne med samme grundlag som den af hovedsagen omhandlede, hvoraf hovedparten blev anlagt i første instans i 2012, efter at Landesgericht Innsbruck (regional domstol i Innsbruck) med dom af 13. april 2011, stadfæstet af den forelæggende ret den 21. september 2011, i lyset af dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381), anerkendte retten for ansatte ved ÖBB PV til medregning af de tidligere beskæftigelsesperioder, som blev tilbagelagt inden det fyldte 18. år ( 21 ). En lang række lignende sager er udsat ved Landesgericht Innsbruck (regional domstol i Innsbruck), mens der på hele Østrigs territorium aktuelt verserer ca. 1000 lignende sager.

23.

Det fremgår af sagsakterne, at Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstol, Østrig) med dom af 2. juli 2016 har fastslået, at § 53a ÖBB-G 2015 er i overensstemmelse med den østrigske forfatning ( 22 ).

24.

I den forbindelse har Oberlandesgericht Innsbruck (øverste regionale domstol i Innsbruck) med afgørelse af 2. september 2016 udsat sagen og fremsat følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

25.

Hovedsagens parter, Den Østrigske Republik og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg ved Domstolen og er blevet hørt i retsmødet den 5. juli 2016.

26.

Med det første præjudicielle spørgsmål anmoder den forelæggende ret i det væsentlige Domstolen om at afgøre, hvorvidt direktiv 2000/78 og artikel 45 TEUF er til hinder for en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører medregning af tidligere beskæftigelsesperioder i forbindelse med lønindplacering af kontraktansatte i den offentlige forvaltning og er blevet vedtaget med det formål at afhjælpe en forskelsbehandling på grund af alder som fastslået af Domstolen i to på hinanden efterfølgende domme.

27.

Det skal først og fremmest undersøges, om de nye regler for medregning i § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 i sig selv, dvs. uafhængigt af fastlæggelsen af deres anvendelse med tilbagevirkende kraft og af de fastsatte kriterier for omplacering af personale, som allerede er i tjeneste, indebærer en forskelsbehandling på grund af alder. Som det fremgår, fastlægger denne bestemmelse, at kun visse beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder inden tiltrædelse i tjenesten medregnes ved fastsættelse af skæringsdato for oprykning af ÖBB-ansatte. I det væsentlige anerkender det nye system, uafhængigt af den alder, hvor den er blevet erhvervet, kun den erhvervserfaring, som er blevet tilbagelagt i tjeneste ved den koncern af selskaber, i hvilken den ansættende enhed indgår (ud over i de ovenfor anførte tilfælde tilsvarende erhvervserfaring tilbagelagt uden for Østrigs territorium).

28.

I denne forbindelse skal det bemærkes, at selv om brugen inden for rammerne af et lønsystem af et kriterium baseret på anciennitet i tjenesten eller, som det er tilfældet i den foreliggende sag, den erhvervserfaring, som er blevet tilbagelagt tidligere, idet en faktor, som er knyttet til tiden, tillægges betydning, i kraft af sin natur kan give anledning til en indirekte forskelsbehandling på grund af alder ( 23 ), fastslog Domstolen, at det anses for hovedregel for at være et legitimt formål, som arbejdsgiveren frit kan forfølge, at belønne erfaring, som sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre ( 24 ).

29.

Endvidere præciserede Domstolen, at medlemsstaterne og i givet fald arbejdsmarkedets parter på nationalt plan råder over en vid skønsmargin ved valget af, ikke blot hvilket bestemt formål blandt andre man ønsker at forfølge på området for socialpolitik og beskæftigelse, men også ved valget af, hvilke foranstaltninger der kan opfylde det ( 25 ).

30.

Et lønsystem som fastsat i ÖBB-G 2015, der i forbindelse med indplaceringen af ansatte på løntrin kun medregner den erhvervserfaring, som ansatte har tilbagelagt i den specifikke branche, hvor arbejdsgiveren opererer, kan efter min opfattelse ikke anses for uforeneligt med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder, alene fordi systemet ikke tillægger tilsvarende erhvervserfaring fra lignende brancher betydning, selv om denne erfaring i objektiv forstand på samme måde som den erfaring, der betragtes som relevant, sætter arbejdstageren i stand til at udføre sine arbejdsopgaver bedre. Det er sandt, at et sådant lønsystem stiller arbejdstagerne over for en lønmæssig forskelsbehandling, selv om det tilbagelagte antal års erhvervserfaring inden ansættelsen er identisk. Denne forskelsbehandling er dog baseret på den form for erfaring, som gøres gældende, nærmere bestemt på grundlag af den arbejdsgiver, hvor den pågældende aktivitet er blevet udført, og afhænger som med rette gjort gældende af den østrigske regering af kriterier med i det mindste direkte tilknytning til alderen, såsom eksempelvis tidspunktet for erhvervelse af den pågældende erfaring ( 26 ).

31.

Ganske vist kan det ikke udelukkes, at også et sådant lønsystem kan indebære en indirekte forskelsbehandling på grund af alder, hvis den forskellige afvejning af erhvervserfaringen de facto forringer stillingen for en gruppe af arbejdstagere, som for hovedpartens vedkommende består af personer, som identificeres på baggrund af deres alder eller den alder, som de havde på tidspunktet for erhvervelse af deres erhvervserfaring. Den forelæggende ret synes at give udtryk for en sådan antagelse med henvisning til § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015, da det heraf fremgår, at beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder før tiltrædelse i tjenesten inden det fyldte 18. år normalt ikke er omfattet af de perioder, som medregnes i henhold til denne bestemmelse. Domstolen er dog ikke i besiddelse af elementer for at kunne vurdere, om det nye system for medregning fortrinsvis eller udelukkende forringer stillingen for de ÖBB PV-ansatte, som allerede blev behandlet ringere ved det tidligere system, dvs. de ansatte, som helt eller delvist har erhvervet deres erhvervserfaring inden det fyldte 18. år. Under alle omstændigheder tilkommer en sådan undersøgelse i sidste ende den nationale ret.

32.

For så vidt angår den af den forelæggende ret i forbindelse med fremsættelsen af det første præjudicielle spørgsmål, uden nærmere uddybning, anførte omstændighed, at de i § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 fastsatte regler for medregning kan være uforenelige med artikel 45 TEUF, begrænser jeg mig til at bemærke, uafhængigt af enhver anden betragtning, at for så vidt som den i en anden medlemsstat tilbagelagte erhvervserfaring på baggrund af § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 medregnes på nøjagtig de samme vilkår og med samme virkninger, som den erhvervserfaring, der opnås på Østrigs territorium, synes det ikke, i det mindste ikke ved en første undersøgelse, at den omhandlede østrigske lovgivning ud fra dette synspunkt strider imod traktatens bestemmelser om arbejdskraftens frie bevægelighed ( 27 ).

33.

På baggrund af det ovenstående skal virkningerne af anvendelsen med tilbagevirkende kraft af systemet for medregning ifølge § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 og de fastsatte regler for omplacering af ansatte i tjeneste vurderes med henblik på at fastslå, om dette system eller disse regler indfører en ny form for forskelsbehandling på grund af alder eller opretholder den, som blev fastslået af Domstolen i dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381).

34.

I den henseende bemærker jeg, at i sig selv udgør anvendelsen med tilbagevirkende kraft af bestemmelser til erstatning af en hidtil gældende lovgivning med diskriminerende karakter, idet den ulovlige forskelsbehandling fjernes, snarere et element, som taler for, at en lovlig situation genetableres, også hvad angår fjernelsen af de tidligere virkninger af forskelsbehandlingen. Det element, som er relevant, udgøres således af måderne til fjernelse af forskelsbehandlingen med tilbagevirkende kraft.

35.

I denne forbindelse bemærker jeg, at Domstolen havde lejlighed til i dom af 28. januar 2015, ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38, præmis 44), at afklare, at artikel 16 i direktiv 2000/78, hvorefter medlemsstaterne er forpligtede til at ophæve alle love og administrative bestemmelser, der strider imod princippet om ligebehandling, ikke pålægger en bestemt foranstaltning i tilfælde af en overtrædelse af forbuddet mod forskelsbehandling, men overlader det til dem frit at vælge mellem de forskellige løsninger, der kan opfylde det formål, som de tilstræber, afhængigt af de forskellige situationer, der kan opstå.

36.

Med henblik på fjernelse af den forskelsbehandling på grund af alder, som blev fastslået af Domstolen i dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381), kunne den østrigske lovgiver således frit, som tilfældet er, med tilbagevirkende kraft beslutte at ændre hele systemet for medregning af tidligere beskæftigelsesperioder. Ren og skær fjernelse af forbuddet mod medregning af erhvervserfaring erhvervet inden det fyldte 18. år var blot en af lovgivers muligheder for at overholde bestemmelserne i direktiv 2000/78.

37.

Derfor strider hverken den omstændighed, at det nye system for medregning ikke længere tager hensyn til visse af de tidligere beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder, som tidligere blev medregnet (selv om dette skete på en diskriminerende måde), eller bestemmelsen om fornyet indplacering på løntrin af alle ÖBB-ansatte på grundlag af en anvendelse med tilbagevirkende kraft af de nye regler i sig selv med den i ovennævnte artikel 16 fastsatte pligt til at fjerne diskriminerende nationale bestemmelser, naturligvis forudsat, at målet om at fjerne forskelsbehandlingen nås konkret.

38.

Ovenstående betragtninger refererer til virkningerne af anvendelsen med tilbagevirkende kraft af de nye regler for medregning. Nu drejer det sig om at vurdere måderne for indplacering på løntrin af de ansatte, hvor skæringsdatoen for oprykning er blevet fastsat på ny ifølge reglerne i § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015.

39.

Som anført ovenfor fastholdes lønnen i kraft af § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 i tilfælde, hvor den ansatte som følge af en fornyet fastsættelse indplaceres på et lavere løntrin end det, som svarer til den inden ikrafttrædelse af denne lov oppebårne løn. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne bestemmelse, som uden undtagelse finder anvendelse på alle omplacerede ansatte, faktisk opretholder den forskelsbehandling, som fandtes i det tidligere system.

40.

I den forbindelse skal det præciseres, at ÖBB-G 2015 fjerner alle virkningerne af den tidligere forskelsbehandling for så vidt angår de ansatte, hvis erhvervserfaring inden det fyldte 18. år udelukkende er blevet opnået ved selskaber i ÖBB-koncernen eller ved de øvrige i § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 anførte juridiske personer. Ud over den indplacering, som de ansatte havde været berettigede til allerede fra starten af deres ansættelse i ÖBB PV, såfremt det tidligere system for medregning var blevet anvendt på en ikke-diskriminerende måde, anerkendes disse ansatte faktisk også endnu ikke forældede lønrestancer svarende til denne indplacering.

41.

Efter afklaring af dette hersker der, eftersom den »oppebårne løn« i henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 fremkommer ved anvendelse af diskriminerende regler i det tidligere system for medregning, ingen tvivl om, at den bestemmelse, ifølge hvilken lønnen opretholdes i forbindelse med overgangen til det nye system, selv om den uden undtagelse finder anvendelse på alle ÖBB-ansatte, kan give anledning til at opretholde en indirekte forskelsbehandling på grund af alder mellem en gruppe af ansatte tilhørende kategorien af de ansatte, som blev behandlet ringere ved det tidligere system for medregning, og en gruppe af ansatte tilhørende kategorien af de ansatte, som blev favoriseret ved dette system.

42.

I praksis sker dette med hensyn til de ansatte, som påberåber sig de beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder, som ikke er omfattet af de perioder, som medregnes efter de nye regler for medregning. De ansatte, som har tilbagelagt disse perioder inden det fyldte 18. år, nægtes fortsat, i lighed med tidligere, medregning af disse perioder – selv om dette sker af en anden grund end den alder, hvor disse er blevet tilbagelagt – og dette gælder dels med hensyn til fastlæggelse af den løn, som blev oppebåret inden offentliggørelsen af ÖBB-G 2015, hvis opretholdelse sikres i kraft af denne lov, dels med hensyn til indbetaling af endnu ikke forældede lønrestancer. Ansatte, som har tilbagelagt beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder af tilsvarende indhold og med samme varighed, men efter det fyldte 18. år, opretholder derimod, ud over i kraft af det tidligere system for medregning at have oppebåret en højere løn sammenlignet med deres kolleger med samme erhvervserfaring, også efter ikrafttrædelsen af det nye system og på trods af, at de pågældende perioder ikke længere medregnes, det lønniveau, som de anførte perioder berettigede til i kraft af de tidligere regler for medregning.

43.

Det er nødvendigt at fastslå, om denne indirekte forskelsbehandling på grund af alder kan begrundes i medfør af artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

44.

I den henseende skal det undersøges, om fastfrysningen af lønninger i henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 udgør en foranstaltning, der forfølger et legitimt formål, og som i så fald er hensigtsmæssig og nødvendig for opfyldelsen af dette formål ( 28 ). Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og den østrigske regerings indlæg til Domstolen, at denne foranstaltning forfølger et mål om beskyttelse af erhvervede rettigheder.

45.

Efter fast retspraksis må beskyttelsen af en personkategoris erhvervede rettigheder anses for et tvingende alment hensyn ( 29 ). I dom af 28. januar 2015, ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38, præmis 37), havde Domstolen endvidere allerede lejlighed til at fastslå, at overholdelsen af erhvervede rettigheder og beskyttelsen af den berettigede forventning hos de ansatte, der favoriseres ved den tidligere ordning for så vidt angår deres løn, udgør beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitiske mål, der i en overgangsperiode kan begrunde opretholdelsen af den hidtidige løn og følgelig den ordning, der indebærer forskelsbehandling på grund af alder ( 30 ).

46.

§ 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015, i kraft af hvilken den inden offentliggørelsen af denne lov oppebårne løn opretholdes i tilfælde, hvor den fornyede fastsættelse af skæringsdatoen og den efterfølgende omplacering af ÖBB-ansatte på løntrin leder til en nedsættelse af lønnen, indeholder uden tvivl en hensigtsmæssig foranstaltning for at beskytte erhvervede rettigheder for de ÖBB-ansatte, som blev favoriseret ved det tidligere system for medregning.

47.

Det skal derfor undersøges, om denne foranstaltning går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål. En sådan undersøgelse kræver, at der også tages hensyn til situationen for de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system.

48.

Som det fremgår af det ovennævnte, finder foranstaltningen til fastfrysning af den oppebårne løn i henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 anvendelse uden forskel for de ansatte, som blev favoriseret ved det tidligere system for medregning, og de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system. Dette skaber også en fordel for de sidstnævnte, såfremt de som følge af anvendelsen af de nye regler for fastlæggelse af skæringsdatoen omfattes af en nedsættelse af den tidligere løn. Som også bemærket ovenfor med hensyn til de ansatte, som blev favoriseret ved det tidligere system for medregning, indgår alle de af de ansatte tilbagelagte beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder dog i fastlæggelsen af den oppebårne og dermed i henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 opretholdte løn, hvorimod en del af disse perioder, nærmere bestemt perioder tilbagelagt inden det fyldte 18. år, og som ikke omfattes af de perioder, som medregnes i henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015, i denne forbindelse ikke medregnes med hensyn til de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system.

49.

Det er indlysende, at denne forskelsbehandling ikke ville foreligge, hvis de ansatte, som blev behandlet ringere ved det tidligere system for medregning, og der ved anvendelse af det nye system indplaceres på et lavere løntrin end det, som var nået på tidspunktet for offentliggørelse af ÖBB-G 2015 ( 31 ), fik anerkendt alle de beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder, som blev tilbagelagt inden det fyldte 18. år, på samme måde som deres kolleger, der har tilbagelagt lignende perioder med hensyn til type og varighed, men efter det fyldte 18. år. I dette tilfælde ville disse perioder de facto, i lighed med situationen for de ansatte, som blev favoriseret ved det tidligere system for medregning, udgøre en bestanddel af den løn, som fastfryses i henhold til § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015.

50.

Anvendelsen af forskellige (og diskriminerende) kriterier for så vidt angår medregning af de perioder, som der tages hensyn til ved fastlæggelsen af den referenceløn, som fastfryses i henhold til denne bestemmelse, medvirker således til, at der også efter omplaceringen opretholdes en forskelsbehandling mellem en del af de ansatte, som blev favoriseret ved det tidligere system for medregning, og en del af de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system.

51.

Selv om målet om beskyttelse af erhvervede rettigheder for ansatte, som blev favoriseret ved det tidligere system for medregning, og som ville blive omfattet af en nedsættelse af lønnen som følge af ikrafttrædelsen af ÖBB-G 2015, kræver en fortsat anvendelse over for dem af reglerne for medregning i dette system, pålægger dette mål derimod ikke fortsat anvendelse af disse samme regler på forskelsbehandlende vis i forhold til de ansatte, der blev behandlet ringere ved det tidligere system, og for hvilke ÖBB-G 2015 ligeledes ville indebære et løntab. Med andre ord er den ulige behandling, som følger af anvendelsen af § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015, ikke nødvendig for at nå det med disse bestemmelser forfulgte mål.

52.

Det er sandt, at situationen er forskellig for de to kategorier af ansatte. Der hersker faktisk ingen tvivl om, at de ansatte, som blev favoriseret ved det tidligere system for medregning, kan gøre egentlige erhvervede rettigheder gældende, hvorimod det samme ikke kan lade sig gøre af de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system. Denne forskel udspringer dog af anvendelsen af et diskriminerende lønsystem og kan ikke efter min opfattelse udgøre det eneste argument til fordel for opretholdelse af en uberettiget ulige behandling, som fortsætter den ved dette system indførte forskelsbehandling.

53.

For øvrigt præciserede Domstolen i dom ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38) i overensstemmelse med sin praksis ( 32 ), at i tilfælde, hvor det konstateres, at der foreligger forskelsbehandling i strid med EU-retten, kan overholdelsen af ligebehandlingsprincippet, så længe der ikke er vedtaget foranstaltninger, som genindfører ligebehandlingen, kun sikres ved, at personer tilhørende den kategori, som forskelsbehandles, indrømmes de samme rettigheder som de personer, der tilhører den privilegerede kategori, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, når EU-retten ikke er korrekt anvendt ( 33 ).

54.

Det følger heraf, at de ansatte, som blev behandlet ringere ved det tidligere system for medregning, fra og med konstateringen af dette systems diskriminerende karakter gennem dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381), kunne påberåbe sig ikke blot en berettiget forventning om en udvidelse over for dem, men en decideret og egentlig ret, eller i det mindste i en overgangsperiode, af samme behandling, som omfattede de ansatte, som blev favoriseret ved dette system ( 34 ). Hvis de var blevet anerkendt en sådan udvidelse i de seks år, som implementering af reglerne for medregning i henhold til ÖBB-G 2015 har varet, ville anvendelsen af § 53a, stk. 6, i denne lov ikke have medført nogen form for ulige behandling.

55.

Det fremgår af samtlige ovenstående betragtninger, at ved i praksis at fortsætte en anvendelse af det tidligere diskriminerende system for medregning og med hensyn til anvendelsen af § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 ikke at fastlægge en sidestilling af situationen for de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system, med situationen for de favoriserede ansatte har den østrigske lovgiver opretholdt en ulige behandling mellem kategorierne af ÖBB-ansatte, som ikke kan begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

56.

Efter min opfattelse kan hverken budgetmæssige eller administrative overvejelser hindre en sådan konklusion. Efter fast retspraksis kan ingen af disse overvejelser i sig selv udgøre et legitimt formål som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 ( 35 ). I den forbindelse tilføjer jeg, at eftersom ÖBB-G 2015 allerede bestemmer, at situationen for hver enkelt ansat genvurderes individuelt for at fastsætte den nye skæringsdato for oprykning, burde den ovenfor anførte løsning, dvs. fastlæggelsen af referencelønnen med henblik på anvendelse af § 53a, stk. 6, i denne lov på baggrund af en ikke-diskriminerende anvendelse af det tidligere system for medregning, ikke generelt indebære en for stor forøgelse af forvaltningens arbejdsbyrde.

57.

Ligeledes hindrer hverken dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), eller dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560), den konklusion, som jeg er nået frem til ovenfor i punkt 55. Sammenlignet med de sager, som gav anledning til disse domme, kan kategorien af de personer, som blev favoriseret, og kategorien af de personer, som blev behandlet ringere af den diskriminerende ordning, entydigt identificeres i hovedsagen. Med andre ord findes der – for at bruge Domstolens udtryk – regler ( 36 ), som muliggør sidestilling af situationen for de sidstnævnte med situationen for de førstnævnte. I modsætning til den situation, som karakteriserede den sag, der gav anledning til dom af 8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10 og C-298/10, EU:C:2011:560, præmis 94), repræsenterer den rene og skære anvendelse af den løn, som blev oppebåret på baggrund af den tidligere diskriminerende ordning, derfor ikke i den foreliggende sag »den eneste mulighed for at undgå en nedsættelse af […] løn« for de omplacerede tjenestemænd. Endvidere bemærker jeg, at i forhold til den sag, som dom Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005) udsprang af, udgør fastsættelsen af den oppebårne løn med henblik på anvendelse af § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015 efter fornyet fastsættelse af skæringsdatoen på baggrund af en ikke-diskriminerende anvendelse af de tidligere regler for medregning ikke de vanskeligheder med hensyn til systemets gennemførlighed, som blev identificeret af Domstolen i nævnte dom ( 37 ).

58.

Såfremt Domstolen ikke er enig i den konklusion, som jeg er nået frem til i punkt 55 i dette forslag til afgørelse, og således antager, at den ulige behandling, som opretholdes af § 53a, stk. 6, i ÖBB-G 2015, ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at beskytte de erhvervede rettigheder for de ÖBB-ansatte, som blev behandlet ringere ved det tidligere system for medregning, skal det i givet fald undersøges, hvorvidt denne ulige behandling har rent midlertidig karakter og ikke opretholdes i uforholdsmæssigt lang tid. Jeg bemærker faktisk, at Domstolen i dom af 28. januar 2015, ÖBB Personenverkehr (C-417/13, EU:C:2015:38), præciserede, at beskyttelsen af erhvervede rettigheder og den berettigede forventning i forhold til de ansatte, der stilles bedre i henhold til den tidligere ordning, ikke kan begrunde en foranstaltning, der definitivt, om end kun for visse personer, opretholder den forskelsbehandling på grund af alder, som reformen af en diskriminerende ordning, hvori denne foranstaltning indgår, har til formål at fjerne. Selv hvis en sådan foranstaltning kan sikre denne beskyttelse, er den ikke egnet til at indføre en ikke-diskriminerende ordning for de ansatte, der blev behandlet ringere ( 38 ).

59.

I betragtning af det synspunkt, som jeg har fremført ovenfor, begrænser jeg mig i den forbindelse til blot to bemærkninger. For det første er både de gunstige og ikke-gunstige virkninger af den tidligere forskelsbehandling definitive med hensyn til de ansatte, for hvilke der ikke længere tages hensyn til erhvervserfaring i henhold til § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015, men som inden offentliggørelsen af denne lov allerede havde nået det sidste løntrin. Ud fra dette synspunkt kan man i det mindste ikke tale om en simpel overgangsordning. For det andet omfattes de ansatte, som blev behandlet ringere ved det tidligere system for medregning, og som inden offentliggørelsen af ÖBB-G 2015 ville have nået det sidste løntrin, såfremt der i forbindelse med fastfrysning af lønnen var blevet taget hensyn til de beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder, som var blevet tilbagelagt inden det fyldte 18. år, der ikke længere medregnes i henhold til denne lov – og med hensyn til hvilke reformen af det tidligere system for medregning ville have været neutral – ud over af et tab af de bestanddele af den løn, som de uretmæssigt på baggrund af dette system blev frataget, af en standsning af deres oprykning, såfremt de samtidig havde tilbagelagt beskæftigelses- og/eller uddannelsesperioder, som ikke længere medregnes efter det fyldte 18. år ( 39 ). Uafhængigt af enhver anden betragtning kan man godt spørge sig selv, hvorvidt disse virkninger er acceptable.

60.

Inden afslutning af det første præjudicielle spørgsmål skal det præciseres, at ovenstående overvejelse udelukkende vedrører retten for de ansatte, som blev behandlet ringere ved det tidligere system for medregning, at få anerkendt, på tidspunktet for og i forbindelse med overgang til det i ÖBB-G 2015 fastsatte system, det løntrin og dermed det lønniveau, som de ville have været berettigede til, såfremt dette system var blevet anvendt over for dem på en ikke-diskriminerende måde. En sådan rettighed skal, selv om ÖBB-G 2015 har medført gennemgribende ændringer i de eksisterende regler, anerkendes for at undgå, at den nye lovgivning indebærer en vedvarende ulige behandling, som ikke er nødvendig og således ikke kan begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

61.

Det forholder sig anderledes for så vidt angår retten til betaling af lønninger, der ikke er blevet oppebåret som følge af diskriminerende anvendelse af det tidligere system for medregning. Som det fremgår af det ovennævnte, ydes en del af de ansatte, som blev behandlet ringere ved denne ordning ( 40 ), i henhold til ÖBB-G 2015 ikke erstatning for løntab ( 41 ). Som følge af anvendelsen med tilbagevirkende kraft af § 53a, stk. 2, i ÖBB-G 2015 er dette tab udelukkende knyttet til den tidligere forskelsbehandling ( 42 ). Reglerne for medregning i det tidligere system er faktisk blevet ændret med tilbagevirkende kraft, således at de nationale retter er blevet frataget muligheden for at fortolke dem i overensstemmelse med direktiv 2000/78, eller nærmere bestemt at bortse fra dem ( 43 ), med henblik på at sikre de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system, og som ikke blev ydet erstatning i henhold til ÖBB-G 2015, de bestanddele af lønnen, som de uretmæssigt blev frataget.

62.

Domstolen synes at udelukke, også under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder, dvs. hvis der findes regler, at reformen af et diskriminerende lønsystem nødvendigvis ud over forskelsbehandlingen også skal fjerne virkningerne heraf ved under alle omstændigheder at sikre de ansatte, som blev behandlet ringere ved dette system, forskellen mellem den løn, de ville have oppebåret, hvis der ikke var sket en sådan forskelsbehandling, og den løn, de faktisk har oppebåret ( 44 ). Selv om en sådan løsning kan rejse spørgsmål om dens forenelighed med effektivitetsprincippet ( 45 ), er Domstolen således tilbøjelig til under disse omstændigheder udelukkende at tilkende den forskelsbehandlede ansatte retten til at rejse erstatningssøgsmål mod staten.

63.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål med, at artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for at fjerne en forskelsbehandling på grund af alder fastslået af Domstolen i to på hinanden efterfølgende afgørelser bestemmer, at de kontraktansatte i den offentlige forvaltning, som var i tjeneste, omplaceres inden for rammerne af et nyt lønsystem baseret på ikke-diskriminerende kriterier for medregning af tidligere beskæftigelsesperioder, men som ved anvendelse af en bestemmelse, som tilsigter at sikre de erhvervede rettigheder for de omplacerede ansatte gennem fastfrysning af den løn, som blev oppebåret af disse på et bestemt tidspunkt inden ikrafttrædelsen af denne lov, lader niveauet for denne løn afhænge af anvendelsen af de i det tidligere system for medregning fastsatte diskriminerende kriterier for medregning.

64.

Med det andet præjudicielle spørgsmål anmoder den forelæggende ret Domstolen om afklaring af de betingelser, som kan medføre ansvar uden for kontrakt for den østrigske stat under de omstændigheder, der foreligger i tvisten i hovedsagen, særligt for så vidt angår en tilsidesættelse, som er tilstrækkeligt kvalificeret i EU-retten.

65.

Indledningsvis bemærker jeg, at jeg nærer alvorlig tvivl med hensyn til spørgsmålets antagelighed til realitetsbehandling. Mine tvivl vedrører ikke det synspunkt, som er anført af den østrigske regering, om den forelæggende rets kompetence til at påkende en sag om erstatning mod staten, idet en sådan sag ifølge østrigsk lovgivning skal anlægges ved Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstol). Ud fra dette synspunkt baserer Oberlandesgericht Innsbruck (øverste regionale domstol i Innsbruck) sig på en national praksis, som under visse omstændigheder – som efter rettens vurdering foreligger i hovedsagen – anerkender civile domstole en delt kompetence med Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstol). På trods af indsigelserne fra den østrigske regering finder jeg, at det ikke tilkommer Domstolen at bestride antagelsen af, at den forelæggende ret har kompetence i kraft af den nationale lovgivning.

66.

Det fremgår derimod af forelæggelsesafgørelsen, at den anmodning, der danner grundlag for hovedsagen, udelukkende vedrører betalingen af de bestanddele af lønnen, som Georg Stollwitzer har gjort gældende at være blevet uretmæssigt frataget, og at denne anmodning er henvendt til ÖBB PV i selskabets egenskab af Georg Stollwitzers arbejdsgiver. Endvidere har Georg Stollwitzer under retsmødet bekræftet ikke at have fremsat erstatningskrav mod den østrigske stat, og at han derfor ikke har afgivet indlæg om det andet præjudicielle spørgsmål, som efter hans opfattelse er rent »teoretisk«. Afslutningsvis er det ubestridt, at den østrigske stat ikke er part i hovedsagen. Eftersom den hypotetiske karakter af det andet præjudicielle spørgsmål efter min opfattelse tydeligt fremgår af ovenfor anførte omstændigheder, foreslår jeg, at Domstolen afviser det.

67.

Såfremt Domstolen ikke er enig i dette forslag, begrænser jeg mig til at bemærke, at Domstolen i præmis 98-107 i dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), gav omfattende retningslinjer for de kriterier, som de nationale retter skal anvende for at fastlægge, om medlemsstaten under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder skal pålægges ansvar for tilsidesættelse af direktiv 2000/78.

68.

Domstolen afklarede særligt for så vidt angår den første af de tre betingelser for pålæggelse af dette ansvar, dvs. at den tilsidesatte EU-bestemmelse har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2000/78, sammenholdt med dets artikel 1, generelt og utvetydigt forbyder enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af alder, der ikke er objektivt begrundet. Disse betingelser har til formål at tillægge borgerne rettigheder, som de kan gøre gældende over for medlemsstaterne ( 46 ).

69.

For så vidt angår den tredje betingelse, dvs. en direkte årsagsforbindelse mellem denne tilsidesættelse og borgernes tab, præciserede Domstolen, at det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, hvorvidt der i den nationale sag, som retten skal prøve, foreligger en sådan forbindelse ( 47 ).

70.

For så vidt angår den anden betingelse om, hvorvidt der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af EU-retten, fastslog Domstolen i præmis 102-105 i samme dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), at medlemsstatens skøn er et væsentligt kriterium, når en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af EU-retten skal fastlægges. Endvidere bemærkede Domstolen, at når den fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig bestemmelse i forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse, i nødvendigt omfang belyser og præciserer betydningen og rækkevidden af den pågældende bestemmelse, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden, tilkom det den nationale ret at afgøre, om arten og omfanget af de forpligtelser, som påhviler medlemsstaterne i henhold til artikel 2, stk. 2, i direktiv 2000/78 for så vidt angår en lovgivning som den i den hovedsag, som gav anledning til dom af 19. juni 2014, Specht m.fl. (C-501/12 – C-506/12, C-540/12 og C-541/12, EU:C:2014:2005), omhandlede, kunne anses for at være afklaret og præciseret med afsigelsen af dom af8. september 2011, Hennigs og Mai (C-297/10, EU:C:2011:560), hvor Domstolen fastslog, at denne lov var uforenelig med det ovennævnte direktiv. Hvad angår omstændighederne i den foreliggende sag gav Domstolen sådanne fortolkningsbidrag i dom af 18. juni 2009, Hütter (C-88/08, EU:C:2009:381), hvor Domstolen undersøgte et system for medregning af beskæftigelsesperioderne inden tiltrædelse i tjenesten, som er identisk med det i BO 1963.

71.

På baggrund af det ovenstående er det efter min mening indlysende, at det uanset undersøgelsen af, hvorvidt der foreligger en årsagsforbindelse med det af den enkelte ansatte påberåbte tab, følger af anvendelsen af de ovenfor anførte principper, at betingelserne for at kunne pålægge den østrigske stat ansvaret for de af de ÖBB PV-ansatte lidte tab som følge af anvendelsen af det tidligere diskriminerende system for medregning er opfyldt, i det mindste fra den 18. juni 2009.

72.

I betragtning af samtlige ovenstående bemærkninger foreslår jeg Domstolen at afvise det andet præjudicielle spørgsmål og besvare det første præjudicielle spørgsmål således: »Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der for at fjerne en forskelsbehandling på grund af alder fastslået af Domstolen i to på hinanden efterfølgende afgørelser bestemmer, at de kontraktansatte i den offentlige forvaltning, som var i tjeneste, omplaceres inden for rammerne af et nyt lønsystem baseret på ikke-diskriminerende kriterier for medregning af tidligere beskæftigelsesperioder, men som ved anvendelse af en bestemmelse, som tilsigter at sikre de erhvervede rettigheder for de omplacerede ansatte gennem fastfrysning af den løn, som blev oppebåret af disse på et bestemt tidspunkt inden ikrafttrædelsen af denne lov, lader niveauet for denne løn afhænge af anvendelsen af de i det tidligere system for medregning fastsatte diskriminerende kriterier for medregning.«