1.

Handler en almennyttig undervisningsinstitution, der tilbyder de studerende kredit, som sætter dem i stand til at betale deres undervisningsgebyrer samt gebyrer for deltagelse i studierejser, i form af en rentefri betalingsordning, som »erhvervsdrivende« som omhandlet i direktiv 93/13/EØF ( 2 )? Endvidere, under omstændigheder, hvor den pågældende studerende ikke har spillet en aktiv rolle i de efterfølgende retsforhandlinger om inddrivelse af gælden med påløbne renter samt skadeserstatning, er en national ret da forpligtet til ex officio at undersøge, om en aftale er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde?

2.

Disse spørgsmål er opstået i en tvist mellem en undervisningsinstitution og en af dens studerende. De giver Domstolen mulighed for yderligere at definere anvendelsesområdet for direktiv 93/13 samt de nationale retsinstansers beføjelser og forpligtelser i henhold til direktivet.

3.

Direktiv 93/13 blev vedtaget med hjemmel i artikel 100a EØF (nu artikel 114 TEUF). Det har bl.a. til formål at sikre, at der ikke fastsættes urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, og at beskytte forbrugerne mod misbrug af sælgers stærkere stilling ( 3 ). Medlemsstaterne har mulighed for at sikre forbrugeren et højere beskyttelsesniveau ved at fastsætte strengere nationale bestemmelser end bestemmelserne i dette direktiv ( 4 ).

4.

I henhold til tiende betragtning til direktivet skal bestemmelserne vedrørende urimelige vilkår finde anvendelse på »alle aftaler«, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Det fremgår udtrykkeligt, at direktivet derfor ikke finder anvendelse på bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter. Direktivet finder dog anvendelse på al erhvervsvirksomhed, herunder erhvervsvirksomhed af offentlig karakter ( 5 ).

5.

I artikel 1, stk. 1, defineres anvendelsesområdet for direktiv 93/13:

»Formålet med dette direktiv er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere.«

6.

I artikel 2, litra b) og c), defineres »forbruger« som »en fysisk person, der i forbindelse med de af [direktiv 93/13] omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv«, og »erhvervsdrivende« ( 6 ) defineres som »en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af [direktiv 93/13] omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat«.

7.

Artikel 3, stk. 1, fastsætter: »Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.«

8.

Direktiv 93/13 er gennemført i national ret ved Marktpraktijkenwet (markedspraksisloven) af 6. april 2010. Denne lov indførte begrebet »erhvervsvirksomhed« i stedet for begrebet »erhvervsdrivende«, der fremgår af direktivets artikel 2, litra c), til definition af dens anvendelsesområde. I artikel I.1, stk. 1, i Wetboek Economisch Recht (lovbog om økonomiske rettigheder) forstås ved en erhvervsvirksomhed »en fysisk eller juridisk person i en hvilken som helst form, der på en varig måde forfølger et økonomisk mål«.

9.

Artikel 806 i Gerechtelijk Wetboek (retsplejeloven) fastsætter rettens forpligtelser i tilfælde af en udeblivelsesdom: »I en udeblivelsesdom skal retten give dom efter de tilstedeværende parters påstande eller forsvar, medmindre retsforhandlingen eller de pågældende påstande eller anbringender er i strid med ufravigelige retsgrundsætninger.«

10.

Susan Kuijpers var studerende ved Karel de Grote Hogeschool (herefter »KdG«). Den 3. februar 2014 skulle hun betale et beløb på i alt 1546 EUR til KdG i studiegebyr for studieårene 2012/13 og 2013/14 og for deltagelse i en studierejse. Da hun ikke kunne betale hele beløbet på en gang, indrømmede KdG studievoorzieningsdienst (KdG’s studieservicetjeneste, herefter »KdG Stuvo«) hende en rentefri betalingsordning. Ifølge denne ordning udbetalte KdG Stuvo det beløb til Susan Kuipers, som hun skulle bruge for at betale KdG. Den 25. februar 2014 og syv måneder frem skulle Susan Kuijpers indbetale 200 EUR pr. måned til KdG Stuvo. Det sidste afdrag på 146 EUR skulle betales den 25. september 2014.

11.

Aftalen indeholdt følgende bestemmelse:

»Såfremt lånebeløbet (helt eller delvis) ikke betales tilbage rettidigt, påløber der uden videre og uden påkrav renter med 10% p.a. af restskylden fra dagen efter beløbets forfaldsdag, medmindre der finder udligning sted. I dette tilfælde skal der også betales en skadesløsholdelse til dækning af inkassoomkostningerne, som i henhold til denne aftale fastsættes til 10% af restskylden, dog mindst 100 EUR.«

12.

Susan Kuijpers betalte ikke af på lånet, heller ikke efter påkrav herom.

13.

Den 27. november 2015 udtog KdG stævning mod Susan Kuijpers med krav om inddrivelse (i henhold til den af KdG Stuvo indgåede aftale) af hovedstolen (1546 EUR), morarenter på 10% fra den 25. februar 2014 (269,81 EUR) samt skadeserstatning (154,60 EUR) og anlagde sag ved Vredegerecht te Antwerpen (fredsdommeren i Antwerpen). Ved mellemdom af 4. februar 2016 har den pågældende ret pålagt Susan Kuijpers at betale KdG hovedstolen på 1546 EUR. Retten har dog genoptaget retsforhandlingerne vedrørende spørgsmålet om renter og skadeserstatning for at give KdG lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger med hensyn til at forelægge et præjudicielt spørgsmål for Domstolen. Den 4. marts 2016 har KdG afgivet mundtlige indlæg om dette spørgsmål. Susan Kuijpers har ikke givet møde ved retsforhandlingerne.

14.

Den forelæggende ret har anført, at den, eftersom Susan Kuijpers ikke har givet møde ved retsforhandlingerne, i henhold til artikel 806 i Gerechtelijk Wetboek (retsplejeloven), skal give dom efter KdG’s påstand, medmindre retsforhandlingerne eller kravet er i strid med ufravigelige retsgrundsætninger. Det giver for det første anledning til spørgsmålet om, hvorvidt den nationale retsinstans ex officio må undersøge, om den aftale, hvorpå kravet er baseret, er omfattet af national lovgivning, som gennemfører direktiv 93/13, og for det andet hvorvidt national lovgivning, som udelukker en sådan undersøgelse med den begrundelse, at bestemmelserne om urimelige kontraktvilkår ikke er bindende, er forenelig med det pågældende direktiv ( 7 ). Den forelæggende ret er også i tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning, som begrænser anvendelsen af bestemmelser om urimelige kontraktvilkår til aftaler mellem forbrugere og »erhvervsvirksomheder« ( 8 ), er forenelig med direktiv 93/13.

15.

På denne baggrund har den forelæggende ret anmodet Domstolen om oplysning vedrørende følgende spørgsmål:

16.

Den østrigske, den belgiske og den polske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Under retsmødet den 9. marts 2017 har den belgiske regering og Kommissionen afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen.

17.

Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, hvorvidt den har beføjelse til ex officio at undersøge, om en aftale er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13, selv om forbrugeren ikke har givet møde ved retsforhandlingerne. Dette spørgsmål er knyttet til, at der findes en national regel, som tillader retsinstanser ex officio at undersøge, om en påstand er i strid med ufravigelige nationale retsgrundsætninger. Dette spørgsmål vil jeg undersøge først, da spørgsmålet om, hvorvidt direktiv 93/13 finder anvendelse (og hvorvidt anvendelsen deraf må undersøges ex officio), logisk kommer før spørgsmålet om parternes status i en bestemt aftale og lovligheden af dens vilkår.

18.

Kommissionen har gjort gældende, at reglen om, at urimelige kontraktvilkår ikke er bindende for forbrugeren, i sig selv er bindende. De nationale retsinstanser har derfor beføjelse og pligt til ex officio at undersøge, om en aftale er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13, selv om forbrugeren ikke har givet møde ved retsforhandlingerne.

19.

Den belgiske regering har tilsluttet sig Kommissionens konklusion. Dens argument er, at artikel 806 i Gerechtelijk Wetboek (retsplejeloven) er i overensstemmelse med denne fortolkning, eftersom en national ret, som led i overvejelsen af, om den ex officio skal indlede en undersøgelse af, om et forhold er i strid med ufravigelige retsgrundsætninger, først skal afgøre, om bestemmelsen faktisk er omfattet af ufravigelige retsgrundsætninger. Ifølge ækvivalensprincippet skal samme ræsonnement anvendes på direktivbestemmelser, f.eks. direktiv 93/13.

20.

Det er netop fast retspraksis, at en national ret ex officio skal undersøge, om en klausul i en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er omfattet af direktivets anvendelsesområde, og i bekræftende fald, om klausulen eventuelt er urimelig ( 9 ).

21.

Spørgsmålet er imidlertid stadig, om den nationale ret har samme forpligtelse, når forbrugeren ikke har givet møde i sagen.

22.

For at kunne besvare dette spørgsmål bør der tages højde for flere principper, som allerede er forankret i Domstolens praksis.

23.

For det første »hviler [den ved direktiv 93/13 indførte beskyttelsesordning] på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at forbrugeren som følge heraf tiltræder betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at han kan øve nogen indflydelse på disses indhold« ( 10 ).

24.

For det andet udgør bestemmelsen om, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, »en præceptiv bestemmelse, der har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne« ( 11 ). Den »skal anses for ligeværdig med nationale regler, der inden for interne retsorden har rang af ufravigelige retsgrundsætninger« ( 12 ). Undersøgelsen af, hvorvidt direktivet finder anvendelse på en given situation, finder logisk sted før den pågældende analyse (jf. punkt 20 ovenfor samt fodnote).

25.

For det tredje kan uligheden mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende alene ophæves ved positive foranstaltninger, der er uafhængige af kontraktparterne selv ( 13 ). Sådanne positive foranstaltninger udgøres af en retsinstans’ ex officio-undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt en aftale er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13, og hvorvidt dens vilkår er rimelige. Den beskyttelse, direktivet tildeler forbrugerne, omfatter således også tilfælde, hvor en forbruger afholder sig fra at påberåbe sig den urimelige karakter af vilkåret, enten fordi han er uvidende om sine rettigheder, eller fordi han viger tilbage for at gøre sine rettigheder gældende som følge af de omkostninger, en retssag vil medføre ( 14 ).

26.

Endvidere, da der ikke er blevet foretaget en harmonisering af de nationale mekanismer, henhører procedurer, som muliggør positive foranstaltninger i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi, under disses nationale retsorden på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten (effektivitetsprincippet) ( 15 ).

27.

Domstolen har haft lejlighed til at behandle spørgsmålet om en procedure, som ikke var kontradiktorisk, i Asturcom-sagen, der omhandlede en aftale indeholdende en voldgiftsklausul. Der blev afsagt voldgiftskendelse i forbrugerens fravær, og hun anlagde ikke annullationssøgsmål vedrørende voldgiftskendelsen inden for den i national ret fastsatte tidsfrist. Voldgiftskendelsen blev dermed endelig. Da Asturcom søgte at tvangsfuldbyrde voldgiftskendelsen, fastslog den kompetente nationale ret, at voldgiftsklausulen var urimelig. Gældende national lovgivning indeholdt imidlertid ingen bestemmelser, som gav retsinstansen kompetence til at afgøre, om en voldgiftsklausul var urimelig, når den skulle træffe afgørelse i et søgsmål om tvangsfuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, som er blevet endelig. Under disse omstændigheder forelagde den nationale ret Domstolen det præjudicielle spørgsmål, om den ex officio kunne undersøge, om voldgiftsaftalen var ugyldig, og følgelig skulle ophæve voldgiftskendelsen, såfremt den måtte finde, at voldgiftsaftalen indeholder en urimelig voldgiftsklausul ( 16 ).

28.

På baggrund af princippet om retskraft har Domstolen fastslået, at respekten for effektivitetsprincippet ikke må føre til, at en national ret skal kompensere for den pågældende forbrugers fuldstændige passivitet, idet forbrugeren hverken har deltaget i voldgiftssagen eller har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af voldgiftskendelsen, der som følge heraf blev endelig ( 17 ).

29.

Domstolen har imidlertid fastslået, at i medfør af ækvivalensprincippet, i det omfang den nationale ret, der er anmodet om at tvangsfuldbyrde en endelig voldgiftskendelse, i henhold til de nationale processuelle regler ex officio skal undersøge, om en voldgiftsklausul er uforenelig med ufravigelige nationale retsgrundsætninger, skal den ligeledes af ex officio undersøge, om denne klausul er urimelig i henhold til direktivet, så snart retten råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver ( 18 ).

30.

I sagen VB Pénzügyi Lízing ønskede den nationale ret nærmere bestemt oplyst, om den har en forpligtelse til ex officio at indlede en undersøgelse med henblik på at fastslå de retlige og faktiske omstændigheder, som er nødvendige for at kunne foretage en vurdering af den eventuelle urimelige karakter af en værnetingsklausul, selv om dette efter national ret kun er muligt, såfremt en af parterne anmoder derom ( 19 ). Domstolen fastslog, at for at sikre effektiviteten af forbrugerbeskyttelsen skal den nationale retsinstans i alle tilfælde og uanset bestemmelserne i national ret afgøre, om det omstridte vilkår har været genstand for en individuel forhandling mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren eller ej, for dermed at fastslå, om det er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13 ( 20 ).

31.

Denne tilgang bekræftes i sagen Banco Español de Crédito (som vedrørte rimeligheden af et vilkår om morarenter). Domstolen fastslog, at en processuel regel, der gør det umuligt for en ret, som skal behandle en anmodning om udstedelse af et betalingspåkrav, selv om den allerede råder over alle de retlige og faktiske oplysninger, der er nødvendige i denne forbindelse, ex officio at undersøge, om kontraktvilkår er urimelige, såfremt forbrugeren ikke har fremsat indsigelse, er egnet til at gribe negativt ind i effektiviteten af den beskyttelse, der søges opnået ved direktiv 93/13 ( 21 ).

32.

I dommen i sagen ERSTE Bank Hungary uddybede Domstolen dette yderligere ved at forklare, at den effektive retsbeskyttelse, der er sikret med direktiv 93/13, hviler på den forudsætning, at en af aftalens parter forelægger sagen for de nationale retsinstanser ( 22 ). Jeg bemærker, at forbrugeren under disse omstændigheder, såfremt forbrugeren ikke er den part, der har anlagt sag, meget vel kan ende som sagsøgt i retssagen, og at dommen vil påvirke forbrugerens retsstilling, uanset om denne deltager i retssagen eller ej.

33.

Efter min opfattelse kan følgende principper udledes af retspraksis: i) Effektivitetsprincippet kræver ikke, at det nationale retssystem skal gribe ind, når ingen af parterne i en aftale har lagt sag an ved de nationale retsinstanser, ii) hvor der er anlagt sag, skal de nationale retsinstanser ex officio, i alle sager, og uanset reglerne i national lovgivning, undersøge, om en aftale falder inden for anvendelsesområdet for direktiv, iii) i bekræftende fald skal de, også ex officio, undersøge rimeligheden af den pågældende aftales vilkår, iv) den bindende karakter af de regler, der er fastsat i direktivet, betyder, at de skal anvendes, uanset den status, som nationale regler, der gennemfører dem, har i den nationale retsorden, og uanset parternes processuelle handlinger eller anbringender.

34.

Den omstændighed, at forbrugeren ikke er den part, der anlægger sag, ikke giver møde eller ikke påberåber sig direktiv 93/13, kan ikke ændre denne konklusion.

35.

På den baggrund kan det forekomme problematisk, at belgisk ret tillader retsinstanserne ex officio at undersøge, om en påstand er i strid med ufravigelige nationale retsgrundsætninger, uden samtidig at have kompetence til at afgøre, om den pågældende påstand er i strid med principperne i direktiv 93/13.

36.

Disse regler skal imidlertid fortolkes i overensstemmelse med EU-retten. Det følger heraf, at når en national ret i henhold til nationale processuelle regler har kompetence til ex officio at undersøge gyldigheden af en retsakt på baggrund af ufravigelige nationale grundsætninger, skal den ligeledes udøve denne kompetence vedrørende bindende EU-regler, i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet. Med forbehold for denne fortolkning er jeg enig med den belgiske regerings tilgang, på grundlag af dommen i sagen Asbeek Brusse og de Man Garabito ( 23 ), hvorefter en national ret i henhold til artikel 806 i Gerechtelijk Wetboek (retsplejeloven) har en forpligtelse til ex officio at foretage en vurdering af, om en klausul er urimelig i lyset af direktiv 93/13, ligesom det gælder for ufravigelige nationale retsgrundsætninger.

37.

Jeg konkluderer derfor, at en national retsinstans har kompetence og pligt til ex officio at undersøge, om en aftale er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13, selv når den ikke specifikt er blevet anmodet herom, bl.a. fordi forbrugeren ikke har deltaget i retssagen.

38.

Inden realiteten i det andet og det tredje spørgsmål, som bedst behandles sammen, overvejes, er det fornødent at definere deres indhold.

39.

Anvendelsen af begrebet »erhvervsvirksomhed« i formuleringen af det andet spørgsmål forekommer mærkelig i sammenhæng med forbrugerbeskyttelse. Jeg antager, at det forklares i ordlyden af de nationale lovbestemmelser, som ligger til grund for denne anmodning om præjudiciel afgørelse.

40.

Som den belgiske regering har forklaret i sine skriftlige indlæg, har den belgiske lovgiver anvendt begrebet »erhvervsvirksomhed«, som stammer fra konkurrencelovgivningen, for i national ret at gennemføre begrebet »erhvervsdrivende« i den nationale retsorden, idet begrebet anvendes i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13 ( 24 ). Det forekommer sandsynligt, at det er det, som fik den nationale ret til at spørge om, hvorvidt en fri undervisningsinstitution, der udbyder subsidieret undervisning, som KdG i den foreliggende sag, må betragtes som »erhvervsvirksomhed« i EU-retlig forstand.

41.

Det følger imidlertid af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten, at såfremt en bestemmelse i EU-retten ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret hvad angår et særligt begreb, skal dette sidstnævnte undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Den Europæiske Union, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning ( 25 ).

42.

Direktiv 93/13 definerer netop begrebet »erhvervsdrivende« uden at henvise til national ret. Det følger således, at udtrykket, i forbindelse med anvendelse af direktivet, skal anses for et udtryk for et selvstændigt begreb i EU-retten, som skal fortolkes ensartet i hele EU.

43.

Betydningen af begrebet »erhvervsdrivende« kan således ikke afhænge af, hvorledes den nationale lovgiver vælger at gennemføre begrebet i national ret. Uanset om national lovgivning, som gennemfører direktivet, anvender »erhvervsdrivende«, »virksomhed«, »handlende«, »erhvervsvirksomhed« eller »erhvervsmæssig virksomhed«, bør begrebet fortolkes ensartet i henhold til definitionen i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13. Det, der er vigtigt her, er derfor ikke betydningen af begrebet »erhvervsvirksomhed« i sammenhæng med konkurrenceretten, eller hvordan det fortolkes i retspraksis om levering af tjenesteydelser. Det er, hvorvidt en aftale, der er indgået mellem en forbruger og et organ som KdG, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13.

44.

På denne baggrund er den forelæggende rets formål med både det andet og det tredje spørgsmål, så vidt jeg forstår, at afgøre, hvorvidt en fri undervisningsinstitution, der udbyder subsidieret undervisning, som KdG, må betragtes som »erhvervsdrivende« i den betydning, hvori udtrykket anvendes i definitionen i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13.

45.

Den belgiske regering gør gældende, at en fri undervisningsinstitution, der udbyder subsidieret undervisning, som KdG, ikke kan betragtes som en »leverandør af tjenesteydelser« som omhandlet i direktiv 93/13. En aftale vedrørende »tjenesteydelser« kræver et betalingselement, som her enten er fraværende eller om ikke fraværende, så minimalt. Det skyldes, at den pågældende offentlige institution varetager opgaver på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område, som er rettet mod befolkningen som helhed. Den østrigske regering er af samme opfattelse.

46.

Derimod er den polske regerings argument, at en sådan undervisningsinstitution er en »erhvervsdrivende« i direktivets forstand. En aftale mellem en undervisningsinstitution og en studerende er et led i den pågældende institutions erhverv. Det er irrelevant, om den derved opnår en fortjeneste.

47.

Kommissionen har gjort gældende, at der bør sondres mellem KdG’s hovedaktivitet, som er undervisning, og KdG’s lejlighedsvise biaktivitet som kreditvirksomhed. Den foreliggende sag vedrører sidstnævnte. Selv om KdG’s hovedaktivitet, som er undervisning, er af almen interesse og falder uden for direktiv 93/13, falder KdG’s lejlighedsvise biaktivitet inden for direktivets anvendelsesområde.

48.

Efter min opfattelse må udgangspunktet for en fortolkning af begrebet »erhvervsdrivende« være den faktiske ordlyd i definitionen i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13. Begrebet omfatter følgende elementer: »en fysisk eller juridisk person«, »der […] handler […], hvad enten det er offentligt eller privat«, »handler som led i sit erhverv« og »de af dette direktiv omfattede aftaler«.

49.

Definitionen skal fortolkes under iagttagelse af dens sammenhæng og formålet med den pågældende lovgivning ( 26 ). Den har objektiv karakter og er baseret på visse verificerbare faktorer ( 27 ). Begrebet »erhvervsdrivende« er særligt for direktiv 93/13 og efter min opfattelse bredere end de begreber, der anvendes i forskellige andre forbrugerretlige retsforskrifter ( 28 ).

50.

Den første del af definitionen, nemlig en fysisk eller juridisk person, der handler, hvad enten det er offentligt eller privat, gør det klart, at den omtvistede persons kvalificering, retlige status og særlige karakteristika i henhold til national ret er uden betydning i forbindelse med dennes kvalifikation som »erhvervsdrivende« ( 29 ).

51.

Anvendelsen af den ubestemte artikel »en« antyder, at definitionen skal fortolkes bredt, for at den omfatter alle fysiske og juridiske personer, som kan pålægge forbrugere urimelige kontraktvilkår.

52.

Ifølge det andet element i definitionen kræves det, at den erhvervsdrivende handler som led i sit erhverv.

53.

Direktivet begrænser ikke sådanne aktiviteter på anden måde end ved at nævne sælgere af varer og leverandører af tjenesteydelser ( 30 ). Dette er en funktionel tilgang: Aftalen skal udgøre en del af de aktiviteter, der udføres som led i en persons erhverv. Både for så vidt angår definitionen af »forbruger« og definitionen af »erhvervsdrivende« er det relevant, inden for hvilket område den enkelte person udøver sin aktivitet ( 31 ). »Forbruger« og »erhvervsdrivende« står på hver sin side i en retshandel. Forbrugeren, der betragtes som sårbar, befinder sig på den ene side, og den erhvervsdrivende, hvis stærkere stilling giver mulighed for at indføre den erhvervsdrivendes egne vilkår for transaktionen, befinder sig på den anden side. Definitionen indeholder ingen betingelser vedrørende karakteren af eller formålet med den erhvervsdrivendes aktiviteter.

54.

Endvidere er der intet i direktivet, som udelukker et bestemt erhverv fra direktivets anvendelsesområde. Ganske vist fremgår det af tiende betragtning, at en række typer af aftaler ikke er omfattet af anvendelsesområdet, f.eks. aftaler vedrørende arveret ( 32 ), men der er ingen tilsvarende bestemmelse vedrørende bestemte typer af erhvervsmæssig aktivitet. Derimod anføres det udtrykkeligt i 14. betragtning, at direktivet ligeledes omfatter erhvervsvirksomhed af offentlig karakter.

55.

I Šiba-dommen har Domstolen fastslået, at en advokat, der i forbindelse med sin erhvervsvirksomhed mod vederlag leverer en juridisk tjenesteydelse til en fysisk person, der handler i privat øjemed, er en »erhvervsdrivende« i den betydning, hvori dette udtryk anvendes i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13, og at denne konklusion ikke afkræftes af den offentlige beskaffenhed, som en sådan virksomhed har ( 33 ).

56.

I den bredere sammenhæng af direktiver om forbrugerrettigheder har Domstolen tilsvarende fastslået, at udtrykket »erhvervsdrivende«, der anvendes i forbindelse med direktivet om urimelig handelspraksis, ikke udelukker organer, der varetager en opgave af almen interesse, fra sit anvendelsesområde. Domstolen har derfor fastslået, at »erhvervsdrivende« omfatter et offentligretligt organ, der varetager en opgave af almen interesse, såsom forvaltningen af en lovbestemt sygeforsikringsordning ( 34 ). Efter min opfattelse kan denne tilgang med rette overføres til begrebet »erhvervsdrivende« i sammenhæng med direktiv 93/13 (der desuden – i modsætning til direktivet om urimelig handelspraksis – udtrykkeligt angiver, at erhvervsvirksomhed af offentlig karakter er omfattet af dets anvendelsesområde).

57.

Domstolen har ganske vist i den pågældende sag henvist til en »erhvervsdrivende« som en part, der udøver en aktivitet mod vederlag, men begrundelsen herfor har været at understrege, at den hverken udelukker enheder, der forfølger en opgave af almen interesse eller har en offentligretlig status, fra anvendelsesområdet for direktivet om urimelig handelspraksis ( 35 ). Opgaver af offentlig karakter og almen interesse udføres ofte overordnet set uden gevinst for øje. Det er således min opfattelse, at det er irrelevant for definitionen af »erhvervsdrivende« i forbindelse med en bestemt aftale, om organisationens virksomhed er med eller uden gevinst for øje.

58.

For så vidt angår den leverede tjenesteydelse mener jeg ikke, at den belgiske regerings og Kommissionens argument om, at offentlig uddannelse, som hovedsageligt finansieres over statsbudgettet, ikke kan betragtes som en tjenesteydelse i henhold til artikel 57 TEUF, betyder, at undervisningsinstitutioner følgelig er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13, når de indgår aftaler med urimelige vilkår.

59.

Domstolen har ganske vist fastslået, at undervisning, der udbydes af visse organer som en del af et offentligt uddannelsessystem, som finansieres helt eller delvist over det offentlige budget, er udelukket fra definitionen af tjenesteydelser, eftersom staten, idet den organiserer og driver et sådant system, ikke herved vil drive virksomhed mod betaling, men varetage sine opgaver over for befolkningen på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område ( 36 ).

60.

Der findes imidlertid også konsistent retspraksis om, at undervisning på uddannelsesinstitutioner, der i det væsentlige finansieres med private midler (navnlig, men ikke nødvendigvis fra de studerende eller deres forældre), er en »tjenesteydelse« i artikel 57 TEUF’s forstand, eftersom disse uddannelsesinstitutioner har til formål at udføre en ydelse mod betaling ( 37 ).

61.

Det fremgår af disse to retninger i retspraksis, at Domstolen finder, at det væsentlige element i definition af tjenesteydelse i artikel 57 TEUF’s forstand er, om tjenesteydelsen udbydes mod betaling, og ikke karakteren af de udførte opgaver.

62.

Denne tilgang bekræftes i retspraksis om direktivet om urimelig handelspraksis ( 38 ), for så vidt som et offentligretligt organ, som varetager en opgave af almen interesse, såsom at forvalte en lovbestemt sygeforsikringsordning, ifølge denne retspraksis falder inden for det pågældende direktivs anvendelsesområde ( 39 ). Direktivet om urimelig handelspraksis har samme hjemmel som direktiv 93/13, nemlig artikel 95 EF (tidligere artikel 100a EØF, nu artikel 114 TEUF) om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning. I denne hjemmel understreges behovet for at lovgive med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ( 40 ), hvilket ikke fremgår af artikel 57 TEUF om friheden til at udføre tjenesteydelser.

63.

Endelig indeholder ordlyden i direktiv 93/13 ingen begrænsning af karakteren af og formålet med den pågældende erhvervsvirksomhed, eller hvorledes den finansieres. Tværtimod omfatter direktivet udtrykkeligt erhvervsvirksomhed af offentlig karakter ( 41 ).

64.

Jeg er derfor af den opfattelse, at det, at en fysisk eller juridisk person må yde subsidieret undervisning, ikke er til hinder for, at personen betragtes som »erhvervsdrivende« i den betydning, hvori udtrykket anvendes i artikel 2, litra c), i direktiv 93/13.

65.

For så vidt angår det tredje element i definitionen af »erhvervsdrivende« (de af dette direktiv omfattede aftaler) fremgår det klart af artikel 1, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, at direktivet finder anvendelse på vilkårene i »aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere«, som ikke »har været genstand for individuel forhandling« ( 42 ). I tiende betragtning til direktivet understreges dette begrebs brede anvendelsesområde. Direktivet finder anvendelse på »alle aftaler«, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere (med undtagelse af arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter) ( 43 ). En aftale kan være skriftlig eller mundtlig ( 44 ). Aftalens formål er irrelevant for så vidt angår bestemmelse af direktivets anvendelsesområde ( 45 ).

66.

Det er afgørende, at det er gennem en henvisning til karakteren af de kontraherende parter – om de handler inden for rammerne af deres erhvervsmæssige aktiviteter eller ej – at direktiv 93/13 definerer de aftaler, det finder anvendelse på. Dette kriterium svarer til den idé, som den ved direktivet indførte beskyttelsesordning hviler på, nemlig at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau. Forbrugeren kan som følge heraf føle sig nødsaget til at tiltræde betingelser, som på forhånd er udarbejdet af den erhvervsdrivende, uden at han kan øve nogen indflydelse på disses indhold ( 46 ).

67.

Det følger af det ovenstående, at en »erhvervsdrivende« i direktiv 93/13’s forstand er en fysisk eller juridisk person, offentlig eller privat, som, uanset sin retlige status eller karakteristika: i) tilbyder alle former for eller typer af varer eller tjenesteydelser, ii) indgår aftaler med en forbruger, idet iii) dette sker som led i den pågældendes erhverv. Karakteren (offentlig eller privat), genstanden (offentlige eller private opgaver, opgaver af almen interesse) samt resultatet (med eller uden gevinst for øje) er alle irrelevante. Formålet med aftalen er også irrelevant, for så vidt som den indgås mellem en forbruger og en erhvervsdrivende som led i sidstnævntes erhverv.

68.

Jeg er derfor af den opfattelse, at en fri undervisningsinstitution, der udbyder subsidieret undervisning, må anses for en »erhvervsdrivende« i direktiv 93/13’s forstand, når den indgår en aftale, der falder ind under det pågældende direktiv, som led i sit erhverv. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, hvorvidt det er tilfældet i den foreliggende sag, og hvorvidt den aftale, der er indgået mellem Susan Kuijpers og KdG, er i strid med de bindende regler, som direktivet fastlægger.

69.

På baggrund af samtlige de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg at besvare de af Vredegerecht te Antwerpen (fredsdommeren i Antwerpen) forelagte præjudicielle spørgsmål således: