—

Med det første anbringende gøres det gældende, at afgørelsen tilsidesætter de almindelige principper om ligebehandling og beskyttelse af den berettigede forventning og indeholder en retlig fejl, idet den med urette fraviger de bindende rammebestemmelser for redning og omstrukturering, selv om en sådan fravigelse ikke er foreskrevet i rammebestemmelserne. Begrundelsen om, at fritagelsen ikke har til hensigt kunstigt at holde ineffektive virksomheder på markedet, er fejlbehæftet, fordi den (i) sondrer mellem effektive og ineffektive virksomheder, selv om rammebestemmelserne ikke gør dette, og (ii) den forståelse af begrebet »effektivitet«, som Kommissionen har lagt til grund, er uforenelig med grundprincipperne i bestemmelserne om statsstøtte.

—

Med det andet anbringende gøres det gældende, at afgørelsen, selv under den antagelse, at Kommissionen kunne vurdere fritagelserne direkte i forhold til den målestok, der er fastsat i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, lider under en række retlige fejl og åbenbare fejlskøn, fordi den ikke klart definerer støttens formål og endvidere undlader at begrunde, hvorfor støtten er nødvendig for at opfylde formålene. Navnlig har Kommissionen efter sagsøgerens opfattelse ikke taget hensyn til, at den godkendte driftsstøtte til virksomheder i vanskeligheder ifølge retspraksis principielt set er uegnet til at opnå formål af almen interesse, og at fritagelserne savner enhver tilskyndelsesvirkning.

—

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse — under tilsidesættelse af retten til at blive hørt og de proceduremæssige garantier i henhold til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 (2) — gik langt videre end til afklaringen af de spørgsmål, der var blevet rejst ved indledningsbeslutningen. For det første når den anfægtede afgørelse til den konklusion, at det ikke er passende at bedømme støtten efter målestokken i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering, mens indledningsbeslutningen fremhæver, at disse udgør det »eneste retsgrundlag for at vurdere foreneligheden med det indre marked«. For det andet når den anfægtede afgørelse til den konklusion, at det undtagelsesvis er passende at vurdere støttens forenelighed direkte med målestokken i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, selv om indledningsbeslutningen ikke indeholder nogen henvisning til denne mulighed. Dette fratog sagsøgeren muligheden for at ytre sig om dette spørgsmål, som i sidste ende var afgørende for Kommissionen.

—

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse lider under væsentlige begrundelsesmangler, idet Kommissionen for talrige punkter ikke har meddelt nogen betragtninger, der kan efterprøves. Navnlig foreligger der ingen begrundelse, der kan efterprøves, (i) vedrørende anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF og (ii) vedrørende de usædvanlige omstændigheder, der kan begrunde godkendelsen af driftsstøtte som i den foreliggende sag.