80

Før behandlingen af den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse skal det bemærkes, at i henhold til artikel 299 TEUF kan Kommissionens retsakter, der indebærer en forpligtelse for andre end stater til at betale en pengeydelse, tvangsfuldbyrdes. Tvangsfuldbyrdelsen sker efter den borgerlige retsplejes regler i den medlemsstat, på hvis område den finder sted. Fuldbyrdelsespåtegning skal efter en prøvelse, der kun omfatter ægtheden af det pågældende fuldbyrdelsesgrundlag, påføres af den nationale myndighed, som hver af medlemsstaternes regeringer har udpeget og anmeldt for Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol. Når disse formkrav er opfyldt på rekvirentens begæring, kan denne lade tvangsfuldbyrdelsen udføre ved indbringelse direkte for den myndighed, der ifølge den nationale lovgivning er kompetent hertil. Tvangsfuldbyrdelsen kan kun udsættes efter beslutning af Domstolen. Prøvelsen af fuldbyrdelsesforanstaltningernes lovlighed falder dog inden for de nationale dømmende myndigheders kompetence.

81

Desuden fastsætter artikel 79, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012, L 298, s. 1, herefter »finansforordningen«), at institutionen kan formalisere fastlæggelsen af en fordring på andre end medlemsstater ved en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, jf. artikel 299 TEUF.

82

Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse alene udgør en afgørelse, der blot bekræfter de tidligere afgørelser om afslag på de af sagsøgeren fremsatte anmodninger om betalingslempelser.

83

Først skal det bemærkes, at enhver af EU-institutionerne vedtagen bestemmelse, som er bestemt til at afføde retsvirkninger, uanset dens art eller form kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. dom af 6.4.2000, Spanien mod Kommissionen, C-443/97, EU:C:2000:190, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis), dvs. hvis bestemmelsen ændrer retsstillingen, således som denne forelå forud for vedtagelsen af denne (jf. i denne retning dom af 29.6.1995, Spanien mod Kommissionen, C-135/93, EU:C:1995:201, præmis 21).

84

En retsakt, der blot bekræfter den oprindelige afgørelse, ændrer ikke den berørtes retsstilling, hvorfor den følgelig ikke er en afgørelse, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning dom af 25.5.1993, Foyer culturel du Sart-Tilman mod Kommissionen, C-199/91, EU:C:1993:205, præmis 23, og af 9.12.2004, Kommissionen mod Greencore, C-123/03 P, EU:C:2004:783, præmis 39, samt kendelse af 27.11.2015, Italien mod Kommissionen, T-809/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:970, præmis 29). Det fremgår af fast retspraksis, at et søgsmål til prøvelse af en retsakt, der blot bekræfter en anden afgørelse, som er blevet endelig, skal afvises. En retsakt betragtes som rent bekræftende i forhold til en tidligere afgørelse, såfremt den ikke indeholder noget nyt i forhold til den tidligere afgørelse og ikke er truffet på grundlag af en fornyet undersøgelse af forholdene for adressaten for den tidligere afgørelse (dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 44, af 22.5.2012, Sviluppo Globale mod Kommissionen, T-6/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:245, præmis 22, og af 2.6.2016, Moreda-Riviere Trefilerías m.fl. mod Kommissionen, T-426/10 – T-429/10 og T-438/12 – T-441/12, EU:T:2016:335, præmis 545). Spørgsmålet om, hvorvidt en retsakt er bekræftende, kan således ikke afgøres udelukkende på grundlag af dens indhold i forhold til indholdet af den tidligere afgørelse, som den måtte bekræfte. Karakteren af den anfægtede retsakt skal således også bedømmes efter arten af den henvendelse, som den er svar på (jf. dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, EU:T:2001:42, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

85

Den almindelige opbygning af og formålet med retspraksis vedrørende rent bekræftende retsakter har til formål at sikre overholdelsen af søgsmålsfristerne og den materielle retskraft (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis, og af 19.2.2009, Gorostiaga Atxalandabaso mod Parlamentet, C-308/07 P, EU:C:2009:103, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis) og dermed at beskytte retssikkerhedsprincippet (jf. i denne retning dom af 18.1.2007, PKK og KNK mod Rådet, C-229/05 P, EU:C:2007:32, præmis 101, og af 18.10.2007, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet, C-299/05, EU:C:2007:608, præmis 29, samt kendelse af 29.6.2009, Cofra mod Kommissionen, C-295/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:407, præmis 53 og 54). Det er således blevet fastslået, at formålet med retspraksis, hvorefter en sag, der er anlagt til prøvelse af en afgørelse, som blot er udtryk for en bekræftelse af en tidligere afgørelse, som ikke er blevet anfægtet inden for de herom gældende frister, afvises, er at undgå, at en sagsøger indirekte kan anfægte lovligheden af en afgørelse, som den pågældende ikke har påklaget rettidigt, og som derfor er blevet endelig (dom af 4.3.2015, Det Forenede Kongerige mod ECB, T-496/11, EU:T:2015:133, præmis 59).

86

Det skal desuden bemærkes, at den kompetence, der er tillagt Unionens retsinstanser i forbindelse med et annullationssøgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, til at fortolke og anvende bestemmelserne i traktaten, ikke finder anvendelse, når sagsøgerens retsstilling indgår i forbindelse med kontraktmæssige forbindelser, hvis retlige ramme er reguleret af den nationale lovgivning, som de kontraherende parter har valgt (dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 18).

87

Såfremt Unionens retsinstanser anså sig for kompetente til at træffe afgørelse om annullation af akter, der indgår i en udelukkende kontraktmæssig sammenhæng, ville der således ikke blot være en risiko for, at artikel 272 TEUF, hvorefter det ved en voldgiftsbestemmelse er muligt at tillægge Unionen retslig kompetence, ville miste sin betydning, men også, at disse retsinstansers kompetence i de tilfælde, hvor kontrakten ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse, ville blive udvidet i forhold til de begrænsninger, der følger af artikel 274 TEUF, som giver de nationale dømmende myndigheder en almindelig kompetence til at påkende tvister, hvor Unionen er part (dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

88

Det følger heraf, at når der foreligger en kontrakt mellem sagsøgeren og en af Unionens institutioner, kan der kun anlægges sag ved Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF, hvis den anfægtede akt har til formål at afføde bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem parterne, og som indebærer udøvelse af offentligretlige beføjelser, som er tillagt den kontraherende institution i sin egenskab af administrativ myndighed (dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 20).

89

Det er således blevet fastslået, at et annullationssøgsmål afvises, når det er anlagt til prøvelse af en debetnota eller en betalingsanmodning, der indgår som led i kontrakten mellem Kommissionen og sagsøgeren, og som har til formål at inddrive en fordring, der er baseret på vilkårene i nævnte kontrakt (jf. i denne retning kendelse af 6.1.2015, St'art m.fl. mod Kommissionen, T-93/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:11, præmis 31-33).

90

Derimod udgør en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes som omhandlet i artikel 299 TEUF, en anfægtelig akt som omhandlet i artikel 263 TEUF, eftersom denne afgørelse, idet andet ikke er bestemt i EF-traktaten, hører til de afgørelser, der er omfattet af artikel 288 TEUF. Grundlaget for en sådan afgørelse kan således kun anfægtes for den retsinstans, som behandler annullationssøgsmålet, på grundlag af artikel 263 TEUF (kendelse af 13.9.2011, CEVA mod Kommissionen, T-224/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:462, præmis 59, og dom af 27.9.2012, Applied Microengineering mod Kommissionen, T-387/09, EU:T:2012:501, præmis 38).

91

Retten har ligeledes fastslået, at dette særligt gælder, når en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, er vedtaget med henblik på opkrævning af en fordring, der udspringer af en kontrakt, som en institution har indgået. Selv om en sådan type kontrakt udtrykkeligt muliggør vedtagelse af sådanne afgørelser, defineres deres juridiske karakter nemlig ikke af kontrakten eller den nationale ret, der finder anvendelse herpå, men af artikel 299 TEUF. Sidstnævnte fastsætter imidlertid ikke nogen juridisk undtagelsesordning for afgørelser, der kan tvangsfuldbyrdes, og som er vedtaget med henblik på opkrævning af en fordring i henhold til kontrakt (jf. i denne retning dom af 27.9.2012, Applied Microengineering mod Kommissionen, T-387/09, EU:T:2012:501, præmis 39). Da retsvirkningerne af en afgørelse, der kan tvangsfuldbyrdes, udspringer af udøvelsen af offentligretlige beføjelser, udgør vedtagelsen af en sådan afgørelse et udtryk for Kommissionens udøvelse af sine offentligretlige beføjelser. Det skal desuden fremhæves, at den retsakt, der kan tvangsfuldbyrdes som omhandlet i artikel 299, stk. 1, TEUF, og som blev vedtaget af Kommissionen, endeligt fastsætter dennes vilje til at iværksætte inddrivelsen af sine fordringer (jf. i denne retning kendelse af 8.5.2013, Talanton mod Kommissionen, T-165/13 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:235, præmis 18).

92

For at den anfægtede afgørelse i nærværende sag kan betragtes som en rent bekræftende afgørelse, er det bl.a. afgørende, at de tidligere retsakter, som Kommissionen har vedtaget, kan betragtes som afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. præmis 84 og 85 ovenfor). For at de tidligere retsakter i forhold til den anfægtede afgørelse kan betragtes som afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, er det desuden afgørende, at de afføder bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem parterne, og som indebærer udøvelse af offentligretlige beføjelser, som er tillagt den kontraherende institution i sin egenskab af administrativ myndighed (jf. præmis 88 ovenfor).

93

De tidligere retsakter i forhold til den anfægtede afgørelse er for så vidt angår PlayMancer-projektet Kommissionens afslag, som formuleret i skrivelsen af 31. juli 2013, på at lade sagsøgeren tilbagebetale sin gæld i rater over syv år og Kommissionens stiltiende afslag på at forlænge fristen for betalingen af sagsøgerens gæld som følge af sagsøgerens anmodning af 2. juni 2014, for så vidt angår Mobiserv-projektet er det Kommissionens afslag af 6. marts 2013 på at give sagsøgeren en forlængelse af fristen for betaling af dennes gæld, og for så vidt angår PowerUp-projektet er det Kommissionens afslag af 19. august 2014 på at give sagsøgeren en yderligere frist for betaling af sin gæld.

94

Disse afslag fra Kommissionen på at indrømme sagsøgeren betalingslempelser afføder imidlertid ikke bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem Kommissionen og sagsøgeren i forbindelse med PlayMancer-, Mobiserv- og PowerUp-projekterne. Disse afslag indebærer i øvrigt ikke udøvelse af offentligretlige beføjelser, som er tillagt Kommissionen i sin egenskab af administrativ myndighed. Der kan endelig ikke være tale om en omgåelse af fristen for annullationssøgsmål, eftersom de omhandlede afslag henhører under de kontraktmæssige forhold mellem Kommissionen og sagsøgeren, og idet indsigelser for Unionens retsinstanser i henhold til artikel 272 TEUF vedrørende rettigheder og kontraktlige forpligtelser ikke er underlagt samme søgsmålsfrist.

95

Det er dermed med urette, at Kommissionen har anført, at sagsøgerens søgsmål skal afvises med den begrundelse, at den anfægtede afgørelse er en bekræftende afgørelse i forhold til Kommissionens tidligere afslag på at indrømme sagsøgeren betalingslempelser.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):