1

Med appellen har Anonymos Elliniki Metalleftiki kai Metallourgiki Etairia Larymnis Larko (herefter »det gamle Larko«) nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 11. juni 2015, Larko mod Kommissionen (T-412/14, EU:T:2015:431, herefter »den appellerede kendelse«), hvorved Retten afslog dette selskabs begæring om at måtte intervenere til støtte for de påstande, som Larko Geniki Metalleftiki kai Metallourgiki AE (herefter »det nye Larko«) har fremsat som sagsøger i første instans i sag T-412/14.

2

Det nye Larko overtog i 1989 de aktiviteter, som det gamle Larko hidtil havde udøvet i form af udvinding, behandling og salg af ferronikkel. Det fremgår af sagsakterne, at det nye Larko skylder det gamle Larko et betydeligt pengebeløb. Det nye Larko har i stævningen i sag T-412/14 nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2014)1805 af 27. marts 2014 om statsstøtte SA.37954 (2013/N) iværksat af Grækenland til det nye Larko i forbindelse med overdragelsen af visse af selskabets aktiver (EUT C 156, s. 1, herefter »den omtvistede afgørelse«). Europa-Kommissionen besluttede i denne afgørelse, dels at salget af det nye Larkos aktiver i henhold til den foreslåede overdragelsesplan ikke udgjorde statsstøtte, dels at der, henset til denne plan, ikke var økonomisk kontinuitet mellem det nye Larko og erhververne af aktiverne med hensyn til den eventuelle tilbagebetaling af den tidligere udbetalte statsstøtte.

3

Det gamle Larko har endvidere nedlagt påstand om, at selskabets begæring om intervention tages til følge.

4

Kommissionen indgav sine bemærkninger til appellen den 29. juli 2015.

5

Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af artikel 40, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, at alle personer, der godtgør at have en berettiget interesse i afgørelsen af en for Unionens retsinstanser indbragt retstvist, har ret til at intervenere.

6

Det følger af fast retspraksis, at begrebet »berettiget interesse i afgørelsen af en retstvist« som omhandlet i den nævnte artikel 40, stk. 2, skal defineres i relation til selve genstanden for tvisten og forstås som en direkte og aktuel interesse i, hvorledes der træffes afgørelse om påstandene, og ikke som en interesse i forhold til de fremførte anbringender og argumenter. Udtrykket »afgørelsen af en retstvist« skal således forstås som den endelige dom, der ønskes afsagt, og som vil fremgå af domskonklusionen (jf. Domstolens præsidents kendelse Kommissionen mod EnBW, C‑365/12 P, EU:C:2013:83, præmis 7 og den deri nævnte retspraksis).

7

Det skal i denne forbindelse bl.a. undersøges, om intervenienten berøres direkte af den anfægtede retsakt, og om intervenientens interesse i sagens afgørelse er godtgjort (jf. Domstolens præsidents kendelse Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:135, præmis 7 og den deri nævnte retspraksis). En berettiget interesse i afgørelsen af en retstvist kan i princippet kun anses for tilstrækkeligt direkte, såfremt afgørelsen kan ændre intervenientens retsstilling (jf. i denne retning Domstolens præsidents kendelser National Power og PowerGen mod Kommissionen, C-151/97 P(I) og C-157/97 P(I), EU:C:1997:307, præmis 61, Schenker mod Air France og Kommissionen, C-589/11 P(I), EU:C:2012:332, præmis 14 og 15, og Mory m.fl. mod Kommissionen, C-33/14 P, EU:C:2015:135, præmis 4 og 11).

8

Det er i lyset af disse betragtninger, at de appelanbringender, der er fremsat af det gamle Larko, skal undersøges.

9

Appellen omfatter følgende tre anbringender:

10

Det gamle Larko har anført, at Kommissionen ud over den omtvistede afgørelse endvidere den samme dato, dvs. den 27. marts 2014, vedtog Kommissionens afgørelse 2014/539/EU om statsstøtte SA.34572 (13/C) (ex 13/NN) iværksat af Grækenland til [det nye Larko] (EUT L 254, s. 24, herefter »afgørelsen om uforenelighed«). Det gamle Larko har anført, at Kommissionen i denne afgørelse fandt, at visse støttebeløb, der var tildelt det nye Larko, var uforenelige med det indre marked, og at der skulle ske tilbagesøgning heraf.

11

Det gamle Larko har anført, at Retten i den appellerede kendelses præmis 13 konstaterede, at det gamle Larko i sin egenskab af at være det nye Larkos eneste væsentlige kreditor støttede sig på den kombinerede virkning af den omtvistede afgørelse og afgørelsen om uforenelighed for at godtgøre, at disse afgørelser udgjorde en hindring for, at selskabet kunne opnå dækning for sine fordringer hos det nye Larko, og Retten undlod derfor i de følgende præmisser at undersøge dette spørgsmål. Hvad angår det gamle Larkos direkte interesse begrænsede Retten sig i den appellerede kendelses præmis 15-17 til at forkaste visse argumenter delvist, uden dog at vurdere disse i den sammenhæng, som de indgik i, og Retten undlod derved at foretage en samlet vurdering af disse argumenter.

12

Det bemærkes i denne forbindelse, at det følger af fast retspraksis, at det ikke påhviler Retten i medfør af dens begrundelsespligt i sin fremstilling udtømmende og et for et at behandle alle de argumenter, der er fremført af parterne i sagen, og Rettens begrundelse kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte parter kan få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret (dom Gogos mod Kommissionen, C-583/08 P, EU:C:2010:287, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

13

Efter i den appellerede kendelses præmis 15 at have konstateret, at der ikke fandtes en direkte sammenhæng mellem dels den omtvistede afgørelse og afgørelsen om uforenelighed, dels de fordringer, som det gamle Larko havde gjort gældende, bemærkede Retten i den nævnte kendelses præmis 16, at den kombinerede virkning af de to omhandlede afgørelser ikke nødvendigvis udgjorde en hindring for, at det gamle Larko kunne opnå dækning for sine krav hos det nye Larko. Retten bemærkede endvidere i den appellerede kendelses præmis 17, at det gamle Larkos interesser udelukkende ville blive påvirket af den afgørelse, der ville blive truffet vedrørende tvisten, som følge af de økonomiske konsekvenser, som denne afgørelse ville få for det nye Larko. Det gamle Larkos interesser var derfor kun indirekte forbundet med afgørelsen af retstvisten.

14

Henset til bl.a. den retspraksis, der er nævnt i den foreliggende kendelses præmis 12, må det fastslås, at Retten i den appellerede kendelses præmis 15-17 således gav en tilstrækkelig redegørelse for de specifikke grunde til, at den fandt, at det gamle Larkos argument om den kombinerede virkning af den omtvistede afgørelse og afgørelsen om uforenelighed ikke kunne tages til følge. Uanset om disse grunde er rigtige, har de nemlig givet det gamle Larko mulighed for at forstå grundene til, at Retten fastslog, at selskabet ikke havde en direkte interesse i afgørelsen af retstvisten, og Domstolen har fået de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret, når der henses til den retspraksis, som er nævnt i den foreliggende kendelses præmis 6 og 7.

15

Under disse omstændigheder skal det første anbringende forkastes.

16

Det gamle Larko har med det andet anbringendes første led kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 40, stk. 2, i statutten for Domstolen, idet den foretog en abstrakt anvendelse af denne bestemmelse uden hensyntagen til omstændighederne i den konkrete sag. Retten tog bl.a. ikke hensyn til den kombinerede virkning af den omtvistede afgørelse og afgørelsen om uforenelighed samt til, at det gamle Larko i sin egenskab af at være det nye Larkos eneste væsentlige kreditor befandt sig i en særlig situation. Det gamle Larko befandt sig i øvrigt i en meget specifik situation som følge af de foranstaltninger, som de græske myndigheder havde iværksat, og som gjorde det mere vanskeligt for det gamle Larko at inddrive sine fordringer hos det nye Larko. Samtlige disse forhold og omstændigheder indebar, at det gamle Larko faktisk fik en interesse i afgørelsen af retstvisten. Retten tilsidesatte således den nævnte bestemmelse, da den fandt, at denne interesse ikke kunne anses for tilstrækkelig.

17

Det bemærkes i denne forbindelse, at den omstændighed, at en skyldner, såsom det nye Larko, pålægges en pligt til alene at tilbagebetale statsstøtte, hvilket i det foreliggende tilfælde følger af den kombinerede virkning af den omtvistede afgørelse, der indebar, at erhververne af det nye Larkos aktiver ikke var forpligtede til solidarisk med dette selskab at tilbagebetale visse støttebeløb, og afgørelsen om uforenelighed, hvorved den nævnte støtte blev erklæret uforenelig med det indre marked, kan, såfremt de nævnte afgørelser må anses for gyldige, ganske vist få økonomisk og finansiel betydning for selskabets kreditorer, idet denne omstændighed begrænser deres mulighed for at opnå betaling af alle deres fordringer, således som Retten med føje fastslog i den appellerede kendelses præmis 17.

18

Den omstændighed, at det gamle Larko er det nye Larkos eneste væsentlige kreditor, og at det gamle Larko har hævdet, at det har haft store vanskeligheder ved at inddrive sine fordringer som følge af visse foranstaltninger, som de græske myndigheder har iværksat, indebærer, at den forpligtelse, der pålægges det nye Larko, i praksis kan påvirke det gamle Larkos økonomiske og finansielle interesser i større omfang end andre kreditorers interesser.

19

En sådan endog væsentlig skade på de økonomiske og finansielle interesser hos en kreditor til en af hovedparterne i en sag, der verserer for Retten, kan imidlertid ikke anses for at udgøre en direkte skade på kreditorens interesser som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i den foreliggende kendelses præmis 6 og 7, idet en sådan skade ikke ændrer den nævnte kreditors retsstilling. En sådan kreditors økonomiske og finansielle interesser er nemlig sammenfaldende med de økonomiske og finansielle interesser hos dennes skyldner, der er en af hovedparterne i den foreliggende sag, og påvirkes i lighed med de interesser, der repræsenteres af aktionærerne til en sådan part, kun indirekte af afgørelsen af denne tvist gennem de konsekvenser, som den nævnte afgørelse vil få for denne hovedpart (jf. hvad angår situationen for en aktionær til en hovedpart Domstolens præsidents kendelse AITEC mod Kommissionen, C-97/92, C-105/92 og C-106/92, EU:C:1993:954, præmis 15).

20

Det forholder sig anderledes, hvis afgørelsen af retstvisten kan påvirke retsstillingen for en kreditor, der har fremsat begæring om at intervenere i et søgsmål til støtte for den pågældendes skyldner. Dette vil bl.a. være tilfældet, når den nævnte afgørelse påvirker den retlige kvalifikation af en fordring i henhold til national ret, idet denne fordring vil blive føjet til skyldnerens passiver som en privilegeret eller simpel fordring afhængigt af udfaldet af den tvist, der verserer for Unionens retsinstanser (Domstolens præsidents kendelse Belgien mod Kommissionen, C-197/99 P, EU:C:2000:720, præmis 29-31). Selv om det gamle Larko i det foreliggende tilfælde har anført, at afgørelsen af den tvist, der verserer for Retten, kan påvirke den økonomiske værdi af de fordringer, som selskabet har mod det nye Larko, har selskabet imidlertid ikke fremsat nogen argumenter, der kan godtgøre, at den retlige kvalifikation af fordringerne som sådan vil blive påvirket af denne afgørelse.

21

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af artikel 40, stk. 2, i statutten for Domstolen, da den fandt, at det gamle Larkos interesser ikke direkte ville blive påvirket af udfaldet af den for Retten verserende sag.

22

Det gamle Larko har med det andet anbringendes andet led kritiseret Retten for at have foretaget en urigtig gengivelse af beviserne og for ikke at have givet en begrundelse, da den i det første punktum i den appellerede kendelses præmis 16 fastslog, at den kombinerede virkning af den omtvistede afgørelse og afgørelsen om uforenelighed ikke nødvendigvis udgjorde en hindring for, at det gamle Larko kunne opnå dækning for sine krav hos det nye Larko. Denne fejlagtige vurdering, der udgør kernen i Rettens argumentation, er ikke forenelig med de beviser, som det gamle Larko fremlagde for Retten, og hvoraf fremgår, at den nævnte kombinerede virkning indebærer, at det nye Larko mister alle sine aktiver, og at det gamle Larko bliver det nye Larkos eneste væsentlige kreditor. Retten burde i det mindste have begrundet, hvorfor den ikke tog hensyn til de omhandlede beviser.

23

Det bemærkes i denne forbindelse, at det gamle Larkos argument er baseret på en ukorrekt læsning af det første punktum i den appellerede kendelses præmis 16.

24

Det nævnte punktum skal nemlig læses i lyset af de grunde, der er angivet før og efter dette punktum. Efter at Retten i den appellerede kendelses præmis 15 havde konstateret, at den omtvistede afgørelse og afgørelsen om uforenlighed ikke havde nogen direkte sammenhæng med de fordringer, som det gamle Larko havde gjort gældende over for det nye Larko, fastslog Retten i den appellerede kendelses præmis 17, at det gamle Larkos interesser alene ville blive påvirket af afgørelsen af den tvist, der verserede for Retten, som følge af de finansielle konsekvenser, som den nævnte afgørelse ville få for det nye Larko.

25

Det første punktum i den appellerede kendelses præmis 16 følger denne logik og udgør derfor ikke i modsætning til, hvad det gamle Larko har anført, kernen i Rettens argumentation. Efter at have bemærket, at den kombinerede virkning af de to omhandlede afgørelser ikke nødvendigvis udgjorde en hindring for, at det gamle Larko kunne opnå dækning for sine krav hos det nye Larko, begrænsede Retten sig i det væsentlige til at fastslå, at den omstændighed, at det gamle Larko muligvis ikke ville få dækning for sine fordringer, ikke direkte skyldtes denne virkning som sådan, men at der ikke fandtes tilstrækkelige midler blandt det nye Larkos aktiver, hvilket ikke i retlig henseende kan anses for kun at skyldes et enkelt forhold.

26

Selv om det antages, at det første punktum i den appellerede kendelses præmis 16 er behæftet med en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, kan dette under alle omstændigheder ikke begrunde, at kendelsen skal ophæves. Den omstændighed, at det nye Larko påføres en skade på sine økonomiske og finansielle interesser som følge af den kombinerede virkning af den omtvistede afgørelse og afgørelsen om uforenelighed, som det gamle Larko har påberåbt sig, kan nemlig, således som det fremgår af den appellerede kendelses præmis 19, kun godtgøre, at det gamle Larko har en indirekte interesse i afgørelsen af retstvisten, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at opfylde de betingelser, der er fastsat i artikel 40, stk. 2, i statutten for Domstolen.

27

Hvad angår påstanden om, at den appellerede kendelse er behæftet med en begrundelsesmangel, er det inden for rammerne af det første anbringende i den foreliggende kendelses præmis 14 blevet fastslået, at Retten gav en tilstrækkelig begrundelse for sin konklusion om, at afgørelsen af tvisten ikke direkte ville påvirke det gamle Larkos interesser.

28

Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende skal forkastes.

29

Det gamle Larko har med det tredje anbringende anført, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede kendelses præmis 18-20 i det væsentlige fastslog, at selskabet ikke havde en klar interesse i afgørelsen af retstvisten, idet andre kreditorer kunne have en privilegeret stilling i forhold til det gamle Larkos fordringer, og at det nye Larkos økonomiske midler under alle omstændigheder kunne vise sig ikke at være tilstrækkelige til at dække det gamle Larkos fordringer. Det gamle Larko har endvidere med henvisning til ordlyden af artikel 40, stk. 2, i statutten for Domstolen bestridt kravet om, at der skal foreligge en klar interesse.

30

Det bemærkes i denne forbindelse, at det følger af fast retspraksis, at argumenter, der er rettet mod ufornødne begrundelser i en afgørelse fra Retten, ikke kan medføre ophævelse af afgørelsen og derfor er irrelevante (dom Kommissionen mod IPK International, C‑336/13 P, EU:C:2015:83, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det skal i det foreliggende tilfælde fastslås, at det gamle Larko ikke har en direkte interesse i afgørelsen af retstvisten, hvilket er en omstændighed, der må anses for endeligt fastlagt i forbindelse med, at det første og det andet anbringende er blevet forkastet, idet det bemærkes, at selv om den retlige fejl, der er påberåbt inden for rammerne af det tredje anbringende, måtte anses for godtgjort, kan den heller ikke begrunde en ophævelse af den appellerede kendelse.

32

Det følger heraf, at det tredje anbringende er irrelevant, og at det derfor skal forkastes i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i den foreliggende kendelses præmis 30.

33

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at appellen skal forkastes i det hele, da ingen af de af det gamle Larko til støtte for appellen anførte anbringender kan tiltrædes.

34

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen ikke tages til følge. I henhold til samme procesreglements artikel 138, stk. 1, der i medfør af procesreglementets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at det gamle Larko tilpligtes at betale sagens omkostninger, og da sidstnævnte har tabt sagen, bør det pålægges det gamle Larko at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolens vicepræsident: