—

den nederlandske regering ved M. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede

—

Irland ved E. Creedon, J. Quaney og A. Joyce, som befuldmægtigede, bistået af barrister D. Fennely

—

den svenske regering ved A. Falk, C. Meyer-Seitz, U. Persson, N. Otte Widgren, E. Karlsson og L. Swedenborg, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved D. Martin og M. van Beek, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder, artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem J.J. de Lange og Staatssecretaris van Financiën (statssekretær for finansielle anliggender, Nederlandene) vedrørende sidstnævntes afslag på at indrømme J.J. de Lange fuld fradragsret for hans uddannelsesudgifter.

3

Det fremgår af artikel 1 i direktiv 2000/78, at »[f]ormålet med dette direktiv er, med henblik på at gennemføre princippet om ligebehandling i medlemsstaterne, at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering«.

4

Direktivets artikel 2 bestemmer:

»1.   I dette direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.

2.   I henhold stk. 1:

[…]«

5

Samme direktivs artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« fastsætter:

»1.   Inden for de beføjelser, traktaten tillægger [Den Europæiske Union], finder dette direktiv, for så vidt angår både den offentlige og den private sektor, herunder offentlige organer, anvendelse på alle personer for så vidt angår

[…]

[…]«

6

Artikel 6 i direktiv 2000/78 har følgende ordlyd:

»1.   Uanset artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.

Der kan bl.a. være tale om følgende former for ulige behandling:

[…]«

7

I artikel 16 i direktiv 2000/78 med overskriften »Overholdelse« bestemmer:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at

[…]«

8

Artikel 6.30 i wet inkomstenbelasting 2001 (lov om indkomstskat af 2001) i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (herefter »indkomstskatteloven«), bestemmer:

»1.   Udgifter til uddannelse kan fradrages, for så vidt som det samlede beløb overstiger 500 EUR, og, ud over standardstudieperioden, op til et samlet beløb, der ikke overstiger 15000 EUR.

[…]

3.   Standardstudieperioden er den periode, som den skattepligtige skal angive på højst 16 kalenderkvartaler, hvori han efter at være fyldt 18 år, men inden han fylder 30 år, anvender størstedelen af den tid, der er til rådighed til erhvervsmæssig beskæftigelse, til en uddannelse med en samlet studiebyrde af et sådant omfang, at det derudover ikke er muligt at have fuldtidsbeskæftigelse.«

9

I 2008, da J.J. de Lange var fyldt 32 år, begyndte han en uddannelse til erhvervspilot. I sin selvangivelse vedrørende indkomstskat og sociale sikringsbidrag for 2009 angav han som personligt fradrag et beløb på 44057 EUR i udgifter til denne uddannelse.

10

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede lovgivning på visse betingelser giver personer under 30 år mulighed for at trække alle udgifterne til erhvervsuddannelse fra deres skattepligtige indkomst. For personer, der har nået denne alder, er denne fradragsret derimod begrænset til 15000 EUR.

11

De nederlandske skattemyndigheder indrømmede følgelig J.J. de Lange en fradragsret, der blev fastsat til 15000 EUR i henhold til indkomstskattelovens artikel 6.30.

12

Eftersom J.J. de Lange ikke fik medhold i sit søgsmål til prøvelse af denne afgørelse i første instans og efter appel, iværksatte han kassationsanke for den forelæggende ret.

13

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt direktiv 2000/78 og princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder finder anvendelse på en beskatningsordning om fradrag af udgifter til uddannelse. I givet fald spørger den, om den forskelsbehandling, som denne ordning medfører – dvs. indrømmelse af, eller afslag på fuld fradragsret afhængigt af den pågældendes alder – kan være berettiget.

14

Under disse omstændigheder har Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandenes øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Såfremt det første præjudicielle besvares benægtende:

Såfremt det første eller det andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:

15

Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, litra b), i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en persons udgifter til erhvervsuddannelse behandles forskelligt skattemæssigt set afhængigt af den pågældendes alder, er omfattet af direktivets materielle anvendelsesområde.

16

Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det fremgår af såvel titlen på og præamblen i som indholdet af og formålet med direktiv 2000/78, at dette tilsigter at fastlægge en generel ramme for at sikre enhver person ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, idet vedkommende tildeles en effektiv beskyttelse mod forskelsbehandling af en af de i direktivets artikel 1 anførte grunde, herunder alder (dom af 26.9.2013, Dansk Jurist- og Økonomforbund, C-546/11, EU:C:2013:603, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis, og af 2.6.2016, C, C-122/15, EU:C:2016:391, præmis 19).

17

I henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i direktiv 2000/78 finder dette direktiv inden for rammerne af Unionens beføjelser anvendelse på alle personer for så vidt angår adgang til alle typer af og niveauer for erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling, herunder praktisk arbejdserfaring.

18

Det skal i denne forbindelse som anført af den forelæggende ret bemærkes, at selv om forekomsten og rækkevidden af en fradragsret som den, der er foreskrevet i indkomstskattelovens artikel 6.30, ikke i sig selv er til hinder for en erhvervsuddannelse, kan de økonomiske følger heraf have betydning for, om det rent faktisk er muligt at få adgang til en sådan uddannelse.

19

Den nederlandske regering har gjort gældende, at formålet med den i hovedsagen omhandlede skattemæssige fordel er at fremme unges adgang til uddannelse og deres situation på arbejdsmarkedet. Fradragsretten i henhold til indkomstskattelovens artikel 6.30 har nemlig til formål at hjælpe unge ved at give dem en skattemæssig fordel under en given standardstudieperiode med henblik på at gøre det lettere for dem at gennemføre en uddannelse i denne periode og dermed etablere sig på arbejdsmarkedet.

20

Den i hovedsagen omhandlede skattemæssige ordning kan følgelig anses for at vedrøre adgangen til erhvervsuddannelse som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra b), i direktiv 2000/78.

21

I lyset af artikel 16, litra a), i direktiv 2000/78, hvorefter medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at ophæve administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som er i modstrid med princippet om ligebehandling, må direktivets artikel 3, stk. 1, litra b), dermed forstås således, at den også omfatter en bestemmelse om beskatning som den i hovedsagen omhandlede, der blev vedtaget med sigte på at fremme unges adgang til uddannelse og dermed deres situation på arbejdsmarkedet (jf. analogt dom af 21.7.2005, Vergani, C-207/04, ECLI:EU:C:2005:495, præmis 26).

22

Det følger af det ovenstående, at artikel 3, stk. 1, litra b), i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en persons udgifter til erhvervsuddannelse behandles forskelligt skattemæssigt set afhængigt af den pågældendes alder, er omfattet af direktivets materielle anvendelsesområde, for så vidt som den har til formål at fremme unges adgang til uddannelse.

23

Henset til svaret på det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål, eftersom det kun er stillet for det tilfælde, at Domstolen måtte fastslå, at direktiv 2000/78 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

24

Med det tredje og fjerde spørgsmål, der bør undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at den er til hinder for en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede, der på visse betingelser giver personer under 30 år mulighed for at trække alle deres udgifter til en erhvervsuddannelse fra deres skattepligtige indkomst, mens denne fradragsret er begrænset for personer, der har nået denne alder.

25

I overensstemmelse med denne bestemmelse skal det undersøges, om denne forskelsbehandling på grund af alder af personer, som er under uddannelse, er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål, om midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og ikke overskrider det, som er nødvendigt for at nå det af den nationale lovgiver forfulgte formål.

26

Artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2000/78 bestemmer desuden, at ulige behandling bl.a. kan omfatte tilvejebringelse af særlige vilkår for adgang til beskæftigelse og erhvervsuddannelse, beskæftigelse og erhverv, herunder betingelser vedrørende afskedigelse og aflønning, for unge med henblik på at fremme deres erhvervsmæssige integration eller at beskytte dem.

27

Det skal følgelig lægges til grund, at formålet om at fremme unges situation på arbejdsmarkedet med henblik på at forbedre deres beskæftigelsesegnethed eller at sikre deres beskyttelse kan anse for legitimt som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78.

28

Det skal dernæst efterprøves, om de midler, som anvendes til at opfylde disse formål, er hensigtsmæssige og nødvendige.

29

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede er hensigtsmæssig, er det ubestridt, at en sådan ordning kan fremme unges situation på arbejdsmarkedet ved at give dem et incitament til at tage en erhvervsuddannelse. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at efterprøve, om dette faktisk er tilfældet.

30

Den forelæggende ret spørger for det andet, om den omtvistede beskatningsordning er strengt nødvendig.

31

Den nederlandske regering har i denne forbindelse påpeget, at selv om retten til at trække alle uddannelsesudgifterne fra den skattepligtige indkomst er forbeholdt personer under 30 år, er personer over 30 år ikke væsentligt ringere stillet ifølge denne ordning. De sidstnævnte har nemlig hvert år ret til at trække 15000 EUR fra i uddannelsesudgifter, uanset om der er tale om det første uddannelsesforløb eller et senere uddannelsesforløb.

32

Den nederlandske regering har tilføjet, at en sådan fradragsret kan udnyttes i ubestemt tid, hvorimod muligheden for at fradrage alle uddannelsesudgifterne for personer under 30 år er begrænset til en standardstudieperiode på 16 kalenderkvartaler. Regeringen har endelig fremhævet, at uddannelsesudgifterne i gennemsnit beløber sig til 15000 EUR pr. år.

33

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det er berettiget at nægte personer over 30 år fuld fradragsret for uddannelsesudgifter, har den nederlandske regering gjort gældende, at sådanne personer normalt har haft mulighed for at gennemføre en tidligere uddannelse og udøve erhvervsmæssig beskæftigelse, således at de befinder sig i en bedre finansiel position end de unge, som for nyligt gik ud af skolen, og de er derfor selv i et vist omfang i stand til at påtage sig de økonomiske omkostninger til en ny uddannelse.

34

Henset til den vide skønsmargin, som er overladt medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter for så vidt angår social- og beskæftigelsespolitik, fremgår det ikke, at en medlemsstat, som vedtager en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede, går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte mål om at fremme de unges situation på arbejdsmarkedet.

35

Henset til de ovenstående betragtninger skal det tredje og det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at den er ikke til hinder for en beskatningsordning som den i hovedsagen omhandlede, der på visse betingelser giver personer under 30 år mulighed for at trække alle deres udgifter til en erhvervsuddannelse fra deres skattepligtige indkomst, mens denne fradragsret er begrænset for personer, der har nået denne alder, for så vidt som, for det første, denne ordning er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitisk formål, og, for det andet, midlerne til at opfylde dette formål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet i hovedsagen.

36

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret: