—

»Agrodetalė« UAB ved advokatai O. Žilėnas og R. Černiauskas,

—

den litauiske regering ved M. Šavelskis, K. Dieninis og D. Kriaučiūnas, som befuldmægtigede,

—

den spanske regering ved V. Ester Casas og A. Gavela Llopis, som befuldmægtigede,

—

Europa-Kommissionen først ved R. Dobilaitė og D. Kukovec, som befuldmægtigede, derefter ved A. Steiblytė og A.C. Becker, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer og om ophævelse af direktiv 74/150/EØF (EUT 2003, L 171, s. 1), som ændret ved Kommissionens direktiv 2014/44/EU af 18. marts 2014 (EUT 2014, L 82, s. 20) (herefter »direktiv 2003/37«).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem »Agrodetalė« UAB og Vilniaus miesto savivaldybės administracija (kommunalforvaltningen i Vilnius, herefter »Vilnius kommune«) angående Vilnius kommunes nægtelse af efter anmodning fra Agrodetalė at registrere brugte traktorer importeret fra Hviderusland i det litauiske register for traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer.

3

Følgende fremgik af fjerde betragtning til direktiv 2003/37:

»Eftersom nærværende direktiv bygger på princippet om fuldstændig harmonisering, bør EF-typegodkendelsen først gøres obligatorisk efter en passende frist, således at fabrikanterne af disse køretøjer får mulighed for at tilpasse sig de nye harmoniserede procedurer.«

4

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, havde følgende ordlyd:

»Dette direktiv finder anvendelse på typegodkendelse af køretøjer, uanset om de er bygget i en eller flere etaper. Det finder anvendelse på de i artikel 2, litra d), definerede køretøjer med en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på mindst 6 km/h.

Direktivet finder ligeledes anvendelse på EF-typegodkendelse af systemer, komponenter og tekniske enheder, der er beregnet til disse køretøjer.«

5

Direktivets artikel 2 bestemte:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]

6

Artikel 3 i direktiv 2003/37 bestemte:

»1.   Ansøgning indgives af fabrikanten eller dennes repræsentant til EF-typegodkendelsesmyndighederne i en medlemsstat. Denne ansøgning skal være ledsaget af en informationsmappe indeholdende de i bilag I fastsatte oplysninger.

[…]

4.   Der kan kun indgives en ansøgning om EF-typegodkendelse for et køretøj, et system, en komponent eller en teknisk enhed i en enkelt medlemsstat. Der skal indgives særskilt ansøgning for hver type, der ønskes godkendt.«

7

Direktivets artikel 4, stk. 1-3, havde følgende ordlyd:

»1.   Hver medlemsstat udsteder:

[…]

2.   Hvis en medlemsstat vurderer, at et køretøj, et system, en komponent eller en teknisk enhed udgør en alvorlig fare for færdselssikkerheden, miljøet eller arbejdssikkerheden, selv om bestemmelserne i stk. 1 er opfyldt, kan den dog nægte at udstede EF-typegodkendelse. Den pågældende medlemsstat underretter straks de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom, idet den begrunder sin beslutning.

3.   EF-typegodkendelsesmyndighederne i hver medlemsstat sender inden for en frist på en måned EF-typegodkendelsesmyndighederne i de øvrige medlemsstater en kopi af EF-typegodkendelsesattesterne samt de dokumenter, der er specificeret i bilag II, kapitel C, for hver køretøjstype, for hvilken de har udstedt, nægtet eller inddraget en EF-typegodkendelse.«

8

I direktivs artikel 6, stk. 1, var følgende fastsat:

»Som indehaver af en EF-typegodkendelsesattest udsteder fabrikanten en typeattest.

Denne attest, der udformes efter modellerne i bilag III, skal ledsage hvert færdigopbygget eller delvis opbygget køretøj, som fremstilles i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype.«

9

Direktivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, havde følgende ordlyd:

»Hver medlemsstat foretager registrering af nye typegodkendte køretøjer, tillader salg, eller ibrugtagning heraf på grundlag af kriterier, der vedrører deres konstruktion eller drift, men kun, hvis disse køretøjer er ledsaget af en gyldig typeattest.«

10

Artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/37 bestemte:

»Medlemsstaterne kan i tilfælde af restkøretøjer efter anmodning fra fabrikanten i det i bilag V, del B, anførte omfang og i det i tredje afsnit anførte begrænsede tidsrum registrere og tillade salg eller ibrugtagning af fabriksnye køretøjer, der er i overensstemmelse med en køretøjstype, hvis typegodkendelse ikke længere er gyldig.«

11

Direktivets artikel 15, stk. 1, havde følgende ordlyd:

»Hvis en medlemsstat finder, at køretøjer, systemer, komponenter eller tekniske enheder af en bestemt type udgør en alvorlig fare for færdsels- eller arbejdssikkerheden, selv om de er ledsaget af en gyldig typeattest eller er mærket på passende vis, kan den dog i højst seks måneder nægte registreringen af sådanne køretøjer eller forbyde salget eller ibrugtagningen på sit område af sådanne køretøjer, systemer, komponenter eller tekniske enheder.«

12

Artikel 23, stk. 1, i direktiv 2003/37 bestemte:

»For så vidt angår køretøjer af klasse T1, T2 og T3 anvender medlemsstaterne dette direktiv

13

Direktiv 2003/37 blev ophævet ved artikel 76 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 167/2013 af 5. februar 2013 om godkendelse og markedsovervågning af landbrugs- og skovbrugstraktorer (EUT 2013, L 60, s. 1) med virkning fra den 1. januar 2016.

14

Med § 1 i žemės ūkio ministro įsakymas Nr. 3D-396 (bekendtgørelse nr. 3D-396 fra landbrugsministeren) af 1. juli 2014 indsattes i reglerne for registrering af traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer, som godkendt ved žemės ūkio ministro įsakymas Nr. 3D-384 „Dėl Traktorių, savaeigių ir žemės ūkio mašinų ir jų priekabų registravimo taisyklių patvirtinimo (bekendtgørelse nr. 3D-384 fra landbrugsministeren om godkendelse af regler for registrering af traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer) af 2. oktober 2006, en § 19a med følgende ordlyd:

»Brugte landbrugshjultraktorer, der er produceret i tredjelande efter den 1. juli 2009 og ikke er registreret i EU-lande, skal registreres i henhold til reglerne, såfremt de er blevet produceret i overensstemmelse med kravene i direktiv [2003/37].«

15

Henholdsvis den 1. juli og den 8. oktober 2014 fremsendte selskabet Agrodetalė ansøgninger til Vilnius kommune om registrering i det nationale register for traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer af brugte traktorer produceret i Hviderusland efter den 1. juli 2009.

16

Ved afgørelser af henholdsvis den 4. juli og den 13. oktober 2014 afviste Vilnius kommune at imødekomme Agrodetalės ansøgninger med den begrundelse, at Agrodetalė ikke havde fremsendt dokumentation for, at de pågældende traktorer var i overensstemmelse med kravene i § 19a i reglerne for registrering af traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer, som indført ved § 1 i bekendtgørelse nr. 3D-396.

17

Agrodetalė anlagde sag med påstand om annullation af disse afgørelser ved Vilniaus apygardos adminitracinis teismas (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen), som ved kendelse af 17. februar 2015 udsatte sagen og forelagde Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) en anmodning om prøvelse af overensstemmelsen af § 19a i reglerne for registrering af traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer med flere regler i national ret, som har større retskraft i retsreglernes hierarki.

18

Ifølge Vilniaus apygardos adminitracinis teismas (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Vilnius) finder de tekniske krav i direktiv 2003/37 kun anvendelse på registrering af nye køretøjer, inden de tages i brug.

19

Žemės ūkio ministerija (landbrugsministeriet, Litauen) har derimod gjort gældende, at kravene i direktiv 2003/37 finder anvendelse på alle traktorer fremstillet efter den 1. juli 2009, uanset om de er nye eller brugte, uafhængigt af, hvor de er fremstillet.

20

Den forelæggende ret har rejst tvivl ved denne fortolkning af bestemmelserne i direktiv 2003/37. Retten er i øvrigt af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i dette direktiv finder anvendelse på alle køretøjer i klasse T1, T2 og T3 fra den 1. juli 2009 eller alene på køretøjer, der er fremstillet efter denne dato, ikke klart fremgår af direktivets artikel 23, stk. 1, litra b).

21

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), der er af den opfattelse, at den tvist, der verserer for den, giver anledning til spørgsmål om fortolkning af EU-retten, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2003/37 skal fortolkes således, at brugte traktorer, der importeres fra et tredjeland, skal opfylde de tekniske krav i nævnte direktiv for at kunne blive markedsført og registreret i en medlemsstat.

23

Det skal indledningsvis bemærkes, at direktiv 2003/37 fastsætter en ensartet godkendelsesprocedure for køretøjer, der henhører under dets anvendelsesområde, og bygger, som det fremgår af fjerde betragtning hertil, på princippet om fuldstændig harmonisering.

24

Det følger således af nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, litra a), at medlemsstaterne skal udstede en EF-typegodkendelse for de køretøjstyper, der afhængig af deres klasse opfylder de tekniske krav i de relevante særdirektiver, der er anført i bilag II, kapitel B, til direktivet.

25

Ved denne ensartede godkendelsesprocedure attesterer medlemsstaterne, at en type køretøj opfylder de tekniske krav, som i det væsentlige skal sikre færdselssikkerheden, miljøet og arbejdssikkerheden, således som det fremgår af artikel 4, stk. 2, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2003/37.

26

I overensstemmelse med princippet om fuldstændig harmonisering, som ligger til grund for direktiv 2003/37, pålægger direktivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, medlemsstaterne at registrere nye typegodkendte køretøjer, dvs. køretøjer, som fremstilles i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype, og at tillade salg eller ibrugtagning, hvis disse køretøjer er ledsaget af en gyldig typeattest udstedt af fabrikken. Det følger således af disse bestemmelser sammenholdt med artikel 3, stk. 4, og artikel 4, stk. 3, i direktiv 2003/37, at nye køretøjer, der er omfattet af en EF-typegodkendelse i en medlemsstat, kan markedsføres og registreres i de andre medlemsstater uden nogen andre kontrolformaliteter vedrørende de tekniske krav.

27

EF-typegodkendelsesproceduren som fastsat af EU-lovgiver bygger således på princippet om gensidig anerkendelse af den kontrol, som typegodkendelsesmyndighederne i de enkelte medlemsstater foretager med hensyn til overensstemmelsen med de krav, der er indeholdt i direktiv 2003/37 samt i de særdirektiver, der er nævnt i bilag II, kapitel B, hertil (jf. i denne retning dom af 18.11.2010, Lahousse og Lavichy, C-142/09, EU:C:2010:694, præmis 27). Den har til formål at sikre det indre markeds funktion samtidig med, at færdselssikkerheden, miljøet og arbejdssikkerheden sikres.

28

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at det er uden betydning for anvendelsen af EF-typegodkendelsesproceduren, i hvilket land køretøjet er fremstillet. Som generaladvokaten har anført i punkt 51-53 i forslaget til afgørelse, finder forpligtelsen for medlemsstaterne til kun at registrere nye typegodkendte køretøjer, hvis disse køretøjer er ledsaget af en gyldig typeattest, som er pålagt ved artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/37, anvendelse på såvel køretøjer fremstillet i Unionen som køretøjer fremstillet i et tredjeland og derefter indført til Unionen.

29

For det andet bemærkes, at det ganske vist fremgår af ordlyden af artikel 7, stk. 1, og af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/37, at de krav, der er fastsat heri vedrørende registrering og ibrugtagning af køretøjer, udtrykkeligt alene vedrører »nye køretøjer«. Direktivets artikel 23, stk. 1, litra b), bestemmer i øvrigt, at for så vidt angår køretøjer af klasse T1, T2 og T3 anvender medlemsstaterne dette direktiv for alle »nye køretøjer«, der tages i brug fra den 1. juli 2009.

30

Henset til ordningens kendetegn skal den ordning, der er gennemført ved direktivet, for så vidt angår køretøjer fremstillet på Unionens område finde anvendelse på nye køretøjer. Alle køretøjer, der, da de var nye, henhørte under direktiv 2003/37, og som er blevet taget i brug i EU, har følgelig opnået en EF-typegodkendelse.

31

Det skal imidlertid bemærkes, som generaladvokaten har anført af generaladvokaten i punkt 66 i forslaget til afgørelse, at den ordning, der er gennemført ved direktiv 2003/37, har til formål at sikre, at alle køretøjer, nye som brugte, i bestemte klasser, som ibrugtages første gang i EU efter 1. juli 2009 for så vidt angår køretøjer i klasse T1, T2 og T3, skal opfylde de ensartede tekniske krav fastsat i dette direktiv.

32

Denne fortolkning støttes ved forordning nr. 167/2013, som til forskel fra direktiv 2003/37 præciserede i artikel 3, nr. 37), at der ved »nyt køretøj« forstås »et køretøj, som ikke tidligere har været registreret eller taget i brug«. Det fremgår af såvel artikel 2, litra q), i direktiv 2003/37 som artikel 3, nr. 40), i forordning nr. 167/2013, at der ved »ibrugtagning« skal forstås den første anvendelse af køretøjet i EU.

33

Denne fortolkning bekræftes i øvrigt af Kommissionens holdning som udtrykt i § 72 i »Vejledning til anvendelsen af maskindirektivet [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17.5.2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (EUT 2006, L 157, s. 24)]«, hvori den har anført, at »[g]enerelt gælder maskindirektivet ikke markedsføring af brugte maskiner«, idet den dog anerkender, at der er »en enkelt undtagelse fra denne generelle regel«. Kommissionen er således af den opfattelse, at »[m]askindirektivet gælder brugte maskiner, som oprindelig blev stillet til rådighed med henblik på distribution eller brug uden for EU, når de efterfølgende markedsføres eller tages i brug for første gang i EU«.

34

Som generaladvokaten i øvrigt i det væsentlige har fremhævet i punkt 68 og 69 i forslaget til afgørelse, ville en anden fortolkning, som ville medføre, at hver medlemsstat selv fastsatte de tekniske krav, der gælder for ibrugtagning og registrering af brugte køretøjer, der importeres fra et tredjeland, gå imod det mål om at sikre og styrke det indre marked, der forfølges med først direktiv 74/150, derefter direktiv 2003/37 og nu forordning nr. 167/2013, for så vidt som de kompetencer, der således ville være overladt til medlemsstaterne, ville kunne medføre hindringer for samhandelen mellem dem.

35

En fortolkning af bestemmelserne i direktiv 2003/37, der adskiller sig fra den fortolkning, der fremgår af denne doms præmis 31, ville kunne risikere at bringe direktivets formål om at sikre færdselssikkerheden, miljøet og arbejdssikkerheden i fare.

36

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at et brugt køretøj, der importeres fra et tredjeland, der ikke er omfattet af en EF-typegodkendelse, og som skal anvendes for første gang i EU, skal betragtes som et »nyt køretøj« som omhandlet i direktiv 2003/37.

37

Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at direktiv 2003/37 skal fortolkes således, at brugte traktorer, der importeres fra et tredjeland, skal opfylde de tekniske krav i nævnte direktiv for at kunne blive markedsført og registreret i en medlemsstat for første gang.

38

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/37 kan fortolkes således, at bestemmelserne heri finder anvendelse på køretøjer i klasse T1, T2 og T3, der er produceret efter den 1. juli 2009.

39

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål og særligt til denne doms præmis 29 skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 23, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/37 skal fortolkes således, at bestemmelserne heri finder anvendelse på brugte køretøjer i klasse T1, T2 og T3, som importeres til EU fra et tredjeland, når de tages i brug i EU for første gang efter den 1. juli 2009.

40

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: