—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. De Socio

—

Europa-Kommissionen ved C. Cattabriga og A. Szmytkowska, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og EF-traktatens artikel 120 (senere artikel 142 EF), af artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, af artikel 11 i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF) (EFT 1992, L 348, s. 1), samt af artikel 2, 14 og 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem Maria Cristina Elisabetta Ornano og Ministero della Giustizia, Direzione Generale dei Magistrati del Ministero (justitsministeriet, generaldirektoratet for ministeriets dommere, Italien, herefter »justitsministeriet«) angående et afslag på, for så vidt angår obligatoriske barselsorlovsperioder, der er afholdt inden den 1. januar 2005, at yde en almindelig dommer en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv.

3

Artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder (EFT 1975, L 45, s. 19) bestemmer:

»Det i artikel 119 i [EØF-]traktaten omhandlede princip om lige løn til mænd og kvinder, i det følgende benævnt »ligelønsprincippet«, indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

Især når et fagligt klassifikationssystem anvendes for lønfastsættelsen, må dette system bygge på samme kriterier for mandlige og kvindelige arbejdstagere og indrettes således, at det udelukker forskelsbehandling med hensyn til køn.«

4

Dette direktiv blev ophævet ved direktiv 2006/54 med virkning fra den 15. august 2009. De faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger imidlertid forud for ophævelsen af direktiv 75/117.

5

Anden og tredje betragtning til Rådets direktiv 76/207/EØF af 9. februar 1976 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår (EFT 1976, L 39, s. 40), er affattet som følger:

»[F]or så vidt angår aflønning vedtog Rådet den 10. februar 1975 direktiv [75/117].

[E]n handling fra Fællesskabets side synes ligeledes påkrævet for at gennemføre princippet om ligebehandling af mænd og kvinder både for så vidt angår adgang til beskæftigelse, uddannelse, forfremmelse samt med hensyn til andre arbejdsvilkår; ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er et af Fællesskabets mål, for så vidt det navnlig drejer sig om at fremme en udjævning af arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår på et stadigt stigende niveau; traktaten indeholder ikke den hertil fornødne særlige hjemmel.«

6

Direktiv 76/207 blev ophævet ved direktiv 2006/54 med virkning fra den 15. august 2009. De faktiske omstændigheder i hovedsagen ligger imidlertid forud for ophævelsen af direktiv 76/207.

7

9. og 16.-18. betragtning til direktiv 92/85 har følgende ordlyd:

»[F]oranstaltninger til beskyttelse af sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som ammer, eller som lige har født, må ikke føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og må ikke berøre bestemmelserne i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder.

[...]

[F]oranstaltningerne til tilrettelæggelse af arbejdet med henblik på beskyttelse af sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, vil være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen, herunder bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.

[B]estemmelserne om barselsorlov vil ligeledes være virkningsløse, hvis de ikke knyttes sammen med bevarelse af rettighederne i henhold til arbejdsaftalen og bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse.

[U]dtrykket passende ydelse skal i tilfælde af barselsorlov betragtes som et teknisk udgangspunkt med henblik på at fastsætte det laveste beskyttelsesniveau og må under ingen omstændigheder fortolkes, som om graviditet sidestilles med sygdom.«

8

Dette direktivs artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

9

Nævnte direktivs artikel 8 med overskriften »Barselsorlov« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre arbejdstagere som defineret i artikel 2 barselsorlov i mindst 14 sammenhængende uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.

2.   Den i stk. 1 nævnte barselsorlov skal omfatte en obligatorisk barselsorlov på mindst to uger fordelt før og/eller efter fødslen i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis.«

10

Samme direktivs artikel 11, nr. 1)-3), der har overskriften »Rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen«, bestemmer:

»For at sikre, at arbejdstagere som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, som er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

11

Artikel 3, stk. 1, i legge n. 27, provvidenze per il personale di magistratura (lov nr. 27 om ydelser til ansatte ved domstolene) af 19. februar 1981 (GURI nr. 52 af 21.2.1981, herefter »lov nr. 27/81«) bestemmer, at der skal udbetales en særlig dommergodtgørelse til de almindelige italienske dommere vedrørende de udgifter, som disse afholder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv (herefter »den særlige dommergodtgørelse«).

12

Indtil den 31. december 2004 fik almindelige dommere på obligatorisk barselsorlov ikke udbetalt denne godtgørelse. I denne forbindelse bestemte artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 (herefter »den oprindelige affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81«) følgende:

»Indtil vedtagelsen af en ny ordning vedrørende aflønning af de ansatte, jf. lov nr. 97 af 2. april 1979, indføres fra den 1. juli 1980 en særlig ikke-pensionsgivende godtgørelse til de almindelige dommere vedrørende de udgifter, som disse afholder i forbindelse med udøvelsen af deres hverv, på 4400000 ITL pr. år. Godtgørelsen udbetales månedsvis, undtagen i perioder med ekstraordinær orlov, særlig orlov, uanset årsagen hertil, og obligatorisk eller frivillig orlov, som fastsat i artikel 4 og 7 i lov nr. 1204 af 30. december 1971, samt ved suspension af tjenesten, uanset årsagen hertil.«

13

Denne bestemmelse blev ændret ved artikel 1, stk. 325, i legge n. 311, Disposizioni per la formazione del bilancio annuale e pluriennale dello Stato (legge finanziaria 2005) (lov nr. 311 om bestemmelser vedrørende det årlige og flerårlige statsbudget (finansloven for 2005)) af 30. december 2004 (almindeligt tillæg til GURI nr. 306 af 31.12.2004), som udvidede retten til den særlige domstolsgodtgørelse til at gælde i tilfælde af de almindelige dommeres obligatoriske barselsorlov (herefter »den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81«). Sidstnævnte affattelse trådte i kraft den 1. januar 2005.

14

Den 23. februar 2007 anmodede Maria Cristina Elisabetta Ornano, som er dommer ved Tribunale di Cagliari (retten i Cagliari, Italien), justitsministeriet om betaling af bl.a. den særlige dommergodtgørelse for så vidt angår to perioder med obligatorisk barselsorlov, som hun havde afholdt i årene 1997/1998 og 2000/2001.

15

Ved en afgørelse af 30. marts 2007 afslog justitsministeriet Maria Cristina Elisabetta Ornanos anmodning med den begrundelse, at disse to barselsorlovsperioder lå forud for ikrafttrædelsesdatoen for den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81, dvs. den 1. januar 2005, og at denne ændring ikke havde tilbagevirkende kraft.

16

Den 30. juli 2007 anfægtede Maria Cristina Elisabetta Ornano denne afgørelse, idet hun indgav en ekstraordinær klage til Presidente della Repubblica (præsidenten for den italienske republik). I forbindelse med en sådan klage er den kompetente retsinstans Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien).

17

I forbindelse med denne klage gjorde Maria Cristina Elisabetta Ornano gældende, at den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 fandt anvendelse på situationer, der var opstået før datoen for denne bestemmelses ikrafttræden, og med hensyn til hvilke der, som i den foreliggende sag, endnu ikke var indtrådt forældelse.

18

Den 9. oktober 2007 udelukkede justitsministeriet, at den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 fandt anvendelse med tilbagevirkende kraft. Justitsministeriet anførte, at Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) havde rejst spørgsmål om, hvorvidt denne ændrede affattelse var i overensstemmelse med forfatningen, og at Corte costituzionale (forfatningsdomstolen, Italien) ved flere lejligheder, og bl.a. i en kendelse af 13. april 2007, havde fastslået, at denne bestemmelse ikke var i strid med den italienske forfatning.

19

Ved skrivelse af 13. april 2015 fremsendte justitsministeriet en kendelse af 14. maj 2008 fra Corte costituzionale (forfatningsdomstolen, Italien) til Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien), hvori førstnævnte fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt den oprindelige affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 var i overensstemmelse med den italienske forfatning, for så vidt som denne udelukkede ret til den særlige dommergodtgørelse under en obligatorisk barselsorlov, var åbenbart ugrundet. I denne forbindelse fastslog førstnævnte retsinstans, at den ændrede affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 ikke kunne finde anvendelse på perioder, der lå forud for ikrafttrædelsen af denne affattelse.

20

Ifølge Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Italien) er spørgsmålet, om den oprindelige affattelse af artikel 3, stk. 1, i lov nr. 27/81 er forenelig med EU-retten i dennes forskellige bestemmelser, der har til formål at beskytte moderskabet og at sikre, at der ikke sker forskelsbehandling mellem kønnene, bl.a. for så vidt angår aflønningen af arbejdstagerne.

21

Den forelæggende ret bemærker i denne henseende, at Domstolens praksis har til formål at sikre, at moderskabet ikke stiller de omhandlede kvindelige arbejdstagere i en mindre gunstig situation end deres mandlige kolleger i forbindelse med ansættelsesforholdet.

22

Den forelæggende ret har tilføjet, at hvad specifikt angår aflønning skal en kvindelig arbejdstager på barselsorlov ifølge Domstolens praksis, selv om hun ikke kan gøre krav på at bevare hele sin aflønning, fortsat bevare ikke blot sin grundløn, men også sin ret til de tillæg, der knytter sig til hendes beskæftigelsesmæssige stilling.

23

I det foreliggende tilfælde er den særlige dommergodtgørelse imidlertid af den italienske lovgiver stiltiende blevet anerkendt som værende et »fast element« i almindelige dommeres aflønning og under alle omstændigheder som værende uafhængigt af, om den pågældende er på obligatorisk orlov, således som det fremgår af lov nr. 311 af 30. december 2004 om bestemmelser vedrørende det årlige og flerårlige statsbudget (finansloven for 2005), som gav ret til denne godtgørelse for de tjenesteperioder, som tilbagelægges på obligatorisk barselsorlov.

24

Under disse omstændigheder har Consiglio di Stato (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel 11, nr. 1)-3), i og sidste og næstsidste betragtning til Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992, [EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og EF-traktatens artikel 120 (senere artikel 142 EF)], hvori fastsættes, at »[m]edlemsstaterne bestræber sig på at opretholde det bestående ligeværd mellem deres ordninger vedrørende betalt frihed«, artikel 2, stk. 2, litra c), og artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/54, sammenholdt med hinanden, samt artikel 15 i og 23. og 24. betragtning til [...] direktiv 2006/54/EF [...], og endelig artikel 23 i [chartret] om grundlæggende rettigheder […] til hinder for en national lovgivning, der i henhold til artikel 3, stk. 1, i [lov nr. 27/81] ikke tillader udbetaling af den heri fastsatte godtgørelse for perioder med obligatorisk barselsorlov før den 1. januar 2005?«

25

Ved Domstolens præsidents afgørelse af 12. august 2015 blev den forelæggende rets anmodning om at undergive den foreliggende præjudicielle forelæggelse den i artikel 23a i statutten for den Europæiske Unions Domstol og i artikel 105 i Domstolens procesreglement fastsatte fremskyndede procedure forkastet.

26

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en almindelig dommer i et tilfælde med en periode med obligatorisk barselsorlov før den 1. januar 2005 er udelukket fra at oppebære en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse.

27

Indledningsvis bemærkes, at de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, fandt sted i 1997/1998 og i 2000/2001, hvor Maria Christina Elisabetta Ornano afholdt obligatoriske barselsorlovsperioder. Under disse omstændigheder skal det stillede spørgsmål undersøges, henset til de bestemmelser i EU-retten, der var gældende i disse perioder, navnlig direktiv 92/85, EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og direktiv 75/117.

28

Eftersom Maria Christina Elisabetta Ornano afholdt to obligatoriske barselsorlovsperioder, skal der i det foreliggende tilfælde foretages en fortolkning af artikel 11, nr. 2), litra b), samt af artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85 vedrørende barselsorlov, uden at det er fornødent at henvise til samme artikels nr. 1), som ligeledes er nævnt af den forelæggende ret. Sidstnævnte nummer, som omhandler dette direktivs artikel 5-7, vedrører nemlig gravide arbejdstagere samt ammende arbejdstagere og derfor situationer, som er forskellige fra den i hovedsagen omhandlede situation.

29

I denne henseende bestemmer artikel 11, nr. 2), litra b), i nævnte direktiv, at bevarelse af lønnen og/eller oppebærelse af en passende ydelse skal sikres arbejdstagerne i tilfælde af barselsorlov. Samme direktivs artikel 11, nr. 3), præciserer, at den ydelse, der er omhandlet i nr. 2), litra b), anses for passende, når den sikrer en indtægt, der mindst svarer til den, som den pågældende arbejdstager ville få under sygeorlov, eventuelt inden for et loft fastsat i henhold til den nationale lovgivning.

30

Begrebet »løn« som omhandlet i artikel 11 i direktiv 92/85 omfatter, i lighed med definitionen i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF), de ydelser, som arbejdsgiveren som følge af arbejdstagerens arbejdsforhold direkte eller indirekte betaler under barselsorloven. Begrebet »ydelse«, som ligeledes anvendes i nævnte artikel 11, omfatter derimod enhver indtægt, som arbejdstageren modtager under sin barselsorlov, og som ikke betales af arbejdsgiveren som følge af arbejdsforholdet (jf. i denne retning dom af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 31, og af 1.7.2010, Parviainen, C-471/08, EU:C:2010:391, præmis 35).

31

Ifølge Domstolens faste praksis kan kvindelige arbejdstagere imidlertid ikke med henvisning til bestemmelserne i artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 med rette gøre gældende, at de skal bevare fuld løn under barselsorloven, som om de faktisk – ligesom andre arbejdstagere – bestred deres arbejde (jf. i denne retning dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 20, af 30.3.2004, Alabaster, C-147/02, EU:C:2004:192, præmis 46, og af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 82).

32

Der må således sondres mellem begrebet »løn« som anført i artikel 11, nr. 2) og 3), i direktiv 92/85 og begrebet den »fulde løn«, som oppebæres, når den kvindelige arbejdstager faktisk bestrider sit arbejde, og som i det foreliggende tilfælde omfatter den særlige dommergodtgørelse, som vedrører de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse.

33

Som det fremgår af direktiv 92/85 og af Domstolens praksis, ønskede EU-lovgiver i denne henseende at sikre, at arbejdstageren under barselsorloven får en indtægt, der mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring for tilfælde af sygeorlov (jf. i denne retning dom af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 32, af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 83, og af 13.2.2014, TSN og YTN, C-512/11 og C-513/11, EU:C:2014:73, præmis 36).

34

Når en arbejdstager er fraværende fra arbejdet, fordi hun er på barselsorlov, indebærer den minimumsbeskyttelse, der kræves efter artikel 11, nr. 2) og 3), i nævnte direktiv, derfor ikke, at vedkommende bevarer retten til fuld løn (dom af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 86).

35

I øvrigt udelukker direktiv 92/85, som fastsætter minimumsforskrifter, på ingen måde, at medlemsstaterne kan yde de nævnte arbejdstagere en højere grad af beskyttelse ved at bevare eller fastlægge beskyttelsesbestemmelser, som er mere favorable for arbejdstagerne, forudsat at disse er forenelige med EU-retten. Ingen af bestemmelserne i dette direktiv er således til hinder for, at medlemsstaterne eller i givet fald arbejdsmarkedets parter fastsætter, at alle lønelementer og alle tillæg, som den gravide arbejdstager havde ret til inden sin graviditet og sin barselsorlov, bevares (dom af 1.7.2010, Gassmayr, C-194/08, EU:C:2010:386, præmis 88, og af 13.2.2014, TSN og YTN, C-512/11 og C-513/11, EU:C:2014:73, præmis 37).

36

Herefter følger det af artikel 11, nr. 2), litra b), og af artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85, at denne arbejdstagers arbejdsgiver i det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat ikke har fastsat en bevarelse af alle de lønelementer og tillæg, som en almindelig dommer havde ret til før sin barselsorlov, i tilfælde af en obligatorisk barselsorlovsperiode før den 1. januar 2005 ikke er forpligtet til at udbetale hende en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse, forudsat at den nævnte arbejdstager i denne periode har oppebåret en indtægt, som mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring, og som hun ville have modtaget i tilfælde af sygeorlov, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

37

Indledningsvis bemærkes, at EF-traktatens artikel 119, der fra den 1. maj 1999 blev erstattet af artikel 141 EF, var gældende under Maria Christina Elisabetta Ornanos barselsorlovsperioder.

38

Som nævnt i denne doms præmis 30 forholder sig således, at da de ydelser, som arbejdsgiveren i henhold til lovbestemmelser eller som følge af en arbejdskontrakt udbetaler til en kvindelig arbejdstager under hendes barselsorlov, bygger på arbejdsforholdet, er de løn i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og i artikel 1 i direktiv 75/117 (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 14, og af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 38).

39

Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at en forskelsbehandling består i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis). De kvinder, som har barselsorlov i henhold til den nationale lovgivning, befinder sig imidlertid i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand eller en kvinde, som faktisk arbejder, befinder sig i (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 17).

40

Følgelig indebærer det princip om lige løn til mænd og kvinder, som er opstillet i artikel 119 i EF-traktaten (nu artikel 141 EF) og præciseret i direktiv 75/117, ikke en forpligtelse til fortsat at give kvindelige arbejdstagere fuld løn under barselsorlov og opstiller heller ikke specifikke kriterier med henblik på at fastsætte størrelsen af de ydelser, der udbetales til dem i denne periode, medmindre den fastsættes på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven bringes i fare. For så vidt som beregningen af disse ydelser bygger på den løn, den kvindelige arbejdstager har modtaget, før barselsorloven begyndte, skal ydelserne imidlertid omfatte lønforhøjelser, der er sket mellem begyndelsen af den periode, referencelønnen omfatter, og slutningen af barselsorloven, fra det tidspunkt, hvor de er trådt i kraft (dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 25).

41

Det følger af denne retspraksis, at den blotte omstændighed, at en almindelig dommer ikke oppebærer en særlig dommergodtgørelse under en obligatorisk barselsorlov, til forskel fra hendes arbejdende mandlige kolleger, ikke udgør forskelsbehandling baseret på køn som omhandlet i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og i artikel 1 i direktiv 75/117.

42

Det tilføjes, at i det tilfælde, hvor den pågældende arbejdstager har oppebåret en indtægt, der mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning om social sikring i tilfælde af sygeorlov som omhandlet i artikel 11, nr. 2), litra b), samt i artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve, skal denne indtægt, henset til den i denne doms præmis 40 nævnte retspraksis, ikke anses som værende fastsat på et sådant niveau, at formålet med barselsorloven bringes i fare.

43

Eftersom de ydelser, som arbejdsgiveren betaler under en barselsorlov, således som bemærket i denne doms præmis 38, er løn som omhandlet i EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF) og i artikel 1 i direktiv 75/117, kan denne løn i øvrigt ikke henhøre under direktiv 76/207. Det følger nemlig bl.a. af anden betragtning til sidstnævnte direktiv, at det ikke omhandler aflønning (jf. i denne retning dom af 13.2.1996, Gillespie m.fl., C-342/93, EU:C:1996:46, præmis 24, og af 27.10.1998, Boyle m.fl., C-411/96, EU:C:1998:506, præmis 38). Under disse omstændigheder er det ufornødent at undersøge den foreliggende sag, henset til direktiv 76/207.

44

Henset til de ovenstående bemærkninger skal det stillede spørgsmål besvares med, at EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF), artikel 1 i direktiv 75/117, artikel 11, nr. 2), litra b), i direktiv 92/85 samt artikel 11, nr. 3), i sidstnævnte direktiv skal fortolkes således, at bestemmelserne i det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat ikke har fastsat en bevarelse af alle de lønelementer og tillæg, som en almindelig dommer havde ret til før sin barselsorlov, ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en almindelig dommer i tilfælde af en obligatorisk barselsorlovsperiode før den 1. januar 2005 er udelukket fra at oppebære en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse, forudsat at den nævnte arbejdstager i denne periode har oppebåret en indtægt, som mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring, og som hun ville have modtaget i tilfælde af sygeorlov, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

45

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

EF-traktatens artikel 119 (senere artikel 141 EF), artikel 1 i Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, artikel 11, nr. 2), litra b), i Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), samt artikel 11, nr. 3), i direktiv 92/85 skal fortolkes således, at bestemmelserne i det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat ikke har fastsat en bevarelse af alle de lønelementer og tillæg, som en almindelig dommer havde ret til før sin barselsorlov, ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en almindelig dommer i tilfælde af en obligatorisk barselsorlovsperiode før den 1. januar 2005 er udelukket fra at oppebære en godtgørelse vedrørende de udgifter, som de almindelige dommere afholder i forbindelse med udøvelsen af deres beskæftigelse, forudsat at den nævnte arbejdstager i denne periode har oppebåret en indtægt, som mindst svarer til den ydelse, der er fastsat i den nationale lovgivning om social sikring, og som hun ville have modtaget i tilfælde af sygeorlov, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.