1.

Domstolen har allerede gentagne gange fastslået, at en E 101-attest ( 2 ), som er udstedt af den kompetente institution ( 3 ) i en medlemsstat, hvorved det bekræftes, at en arbejdstager, som flytter inden for Den Europæiske Union, er tilknyttet den sociale sikringsordning i denne medlemsstat, er bindende såvel for den kompetente institution som for domstolene i værtsmedlemsstaten, således at arbejdstageren ikke må undergives den sociale sikringsordning i sidstnævnte medlemsstat ( 4 ).

2.

I den foreliggende sag ønsker Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), der er sat i plenum, i det væsentlige oplyst, om denne retspraksis finder anvendelse på situationer, hvor den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har fastslået, at det er åbenbart, at betingelserne for udstedelse af en E 101-attest ikke var opfyldt ( 5 ).

3.

Hovedsagen vedrører en tvist mellem et tysk selskab og de franske socialsikringsmyndigheder vedrørende efteropkrævning af mere end to mio. EUR på grundlag af den franske lov om social sikring som følge af selskabets manglende betaling af bidrag til den franske sociale sikringsordning for arbejdstagere, der arbejder om bord på krydstogtskibe på de franske floder. Det er de franske myndigheders vurdering, at de pågældende arbejdstagere, eftersom de under hele varigheden af deres kontrakt gjorde tjeneste på skibe, der udelukkende sejlede i Frankrig, var underlagt den franske sociale sikringsordning i medfør af artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 ( 6 ), som fastsætter den almindelige regel om, at en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, er omfattet af denne stats lovgivning om social sikring.

4.

Selskabet gør gældende, at den schweiziske lovgivning om social sikring skal finde anvendelse på de pågældende arbejdstagere, og støtter sig herved på E 101-attester, hvorved det bekræftes, at de pågældende arbejdstagere er tilknyttet den schweiziske sociale sikringsordning. Disse attester er blevet udstedt af den kompetente schweiziske institution på grundlag af nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), som fastsætter en undtagelse, hvorefter en person, der er beskæftiget af en filial og hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som foretager international befordring af passagerer, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den nævnte filial er beliggende.

5.

Det er den forelæggende rets vurdering, at betingelserne for de omhandlede arbejdstageres virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 14 i forordning nr. 1408/71. Spørgsmålet er herefter, om den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten under sådanne omstændigheder kan foretage en bedømmelse og i givet fald undtagelsesvis anfægte gyldigheden af en E 101-attest, som er udstedt af en anden medlemsstats kompetente institution.

6.

Anmodningen rejser et vanskeligt spørgsmål om, hvilken afvejning der på området for social sikring skal foretages mellem på den ene side retssikkerhedsprincippet og princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og på den anden side nødvendigheden af at sikre en korrekt anvendelse af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1408/71. Spørgsmålet er blevet tiltagende vigtigere inden for de seneste år som følge af integrationen af medlemsstaternes arbejdsmarkeder ( 7 ).

7.

I nærværende forslag til afgørelse vil jeg redegøre for grundene til, at jeg finder, at det under omstændigheder som de i den foreliggende sag omhandlede ikke er begrundet at foretage en opblødning af Domstolens praksis og herved anerkende en undtagelse til den bindende virkning af E 101-attesten.

8.

Artikel 13 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Almindelige regler«, der er indeholdt i afsnit II med overskriften »Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«, bestemmer følgende i stk. 1 og stk. 2, litra a):

»1.   […] […] [D]e personer, der er omfattet af denne forordning, [er] alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2.   Med forbehold af artikel 14-17:

9.

Forordningens artikel 14 med overskriften »Særlige regler, der finder anvendelse på personer, bortset fra søfolk, som har lønnet beskæftigelse«, der er indeholdt i samme afsnit, bestemmer følgende i stk. 2, litra a), nr. i):

»Reglen i artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse under iagttagelse af følgende undtagelser og særregler:

[…]

10.

Artikel 84a i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Forholdet mellem institutionerne og de personer, der er omfattet af denne forordning« fastsætter følgende i stk. 3:

»Hvis fortolkningen eller anvendelsen af denne forordning giver anledning til vanskeligheder, som kan bringe rettighederne for en af forordningen omfattet person i fare, kontakter institutionen i den kompetente stat eller i den stat, hvor den pågældende har bopæl, institutionen eller institutionerne i den eller de øvrige berørte medlemsstater. Findes der ikke en løsning inden for en rimelig frist, kan de berørte myndigheder forelægge sagen for Den Administrative Kommission.«

11.

Forordning nr. 1408/71 blev ophævet og erstattet af forordning nr. 883/2004 ( 8 ) med virkning fra den 1. maj 2010 ( 9 ). Det er således fortsat forordning nr. 1408/71, der finder tidsmæssig anvendelse på de relevante faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen ( 10 ).

12.

Artikel 12a i forordning nr. 574/72/EØF ( 11 ), der er indeholdt i afsnit III med overskriften »Gennemførelse af forordningens bestemmelser om, hvilken lovgivning der skal anvendes«, bestemmer følgende i stk. 1a:

»Ved anvendelsen af forordningens artikel 14, stk. 2 […] gælder følgende regler:

[…]

Hvis en person, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som foretager international befordring, jf. forordningens artikel 14, stk. 2, litra a), er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område virksomhedens hjemsted eller den filial eller faste repræsentation, hvor vedkommende er beskæftiget, befinder sig, eller hvor vedkommende er bosat og overvejende beskæftiget, udsteder den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den berørte stat, en attest til denne person, hvori det bekræftes, at vedkommende er omfattet af denne lovgivning.«

13.

Forordning nr. 574/72 blev ophævet og erstattet af forordning nr. 987/2009 ( 12 ) med virkning fra den 1. maj 2010 ( 13 ). Det er således fortsat den første forordning, der finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen ( 14 ).

14.

Artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer (herefter »EF-Schweiz-aftalen«) ( 15 ) med overskriften »Samordning af socialsikringssystemerne« bestemmer følgende i litra b):

»De kontraherende parter fastlægger i overensstemmelse med bilag II samordningen af socialsikringssystemerne, især med henblik på at sikre: […]

15.

Bilag II til EF-Schweiz-aftalen med overskriften »Koordinering af de sociale sikringsordninger« fastsætter følgende i stk. 1:

»1.   De kontraherende parter er enige om på området for koordineringen af de sociale sikringsordninger at anvende de fællesskabsakter, som der henvises til i, og som ændres ved, del A i dette bilag, eller tilsvarende bestemmelser.

2.   Udtrykket »medlemsstat(er)«, der er anført i de akter, som der henvises til i del A i dette bilag, anses for at finde anvendelse på Schweiz ud over de stater, der er omfattet af de pågældende fællesskabsakter.«

16.

Del A i nævnte bilag henviser bl.a. til forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72.

17.

I medfør af artikel 90, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004 og artikel 96, stk. 1, litra c), i forordning nr. 987/2009 forbliver forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72 i kraft, og deres retsvirkninger bevares med henblik på bl.a. EF-Schweiz-aftalen, så længe denne aftale ikke er blevet ændret som følge af forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009.

18.

Ved afgørelse nr. 1/2012, som trådte i kraft den 1. april 2012 og er truffet af det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til EF-Schweiz-aftalen ( 16 ), er del A i bilag II til aftalen blevet ajourført og henviser nu til forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009. Da de relevante omstændigheder i tvisten i hovedsagen ligger før denne afgørelses ikrafttræden, er det imidlertid fortsat forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72, der finder tidsmæssig anvendelse herpå ( 17 ).

19.

Selskabet A-Rosa Flussschiff GmbH (herefter »A-Rosa«), der er et tysk selskab, hvis hovedsæde er beliggende i Tyskland, organiserer flodkrydstogter på forskellige floder i Europa. A-Rosa har en filial i Schweiz, hvis virksomhed består i at varetage alle operationelle, juridiske og driftsmæssige aspekter i forhold til de skibe, der sejler i Europa, samt i forvaltningen af det personale, der arbejder på skibene. Selskabet har hverken et datterselskab eller en filial i Frankrig.

20.

A-Rosa driver bl.a. to krydstogtskibe i Frankrig på Rhône og Saône, og på disse skibe er ansat sæsonarbejdere, som er statsborgere i andre medlemsstater end Frankrig, til at tage sig af hotelopgaver. De to skibe sejler udelukkende på de franske indre vandveje.

21.

Den 7. juni 2007 var A-Rosa genstand for en uanmeldt kontrol af disse to både, hvorefter de franske socialsikringsinstitutioner fastslog, at der forelå uregelmæssigheder i den sociale dækning af omkring 90 arbejdstagere, der udførte hotelopgaver på de to både. De pågældende arbejdstagere var rekrutteret af og ansat hos selskabets schweiziske filial i henhold til ansættelseskontrakter, der var underlagt schweizisk ret.

22.

Under disse kontrolbesøg fremlagde A-Rosa i første omgang E 101-attester for 2007, der var udstedt den 6. september 2007 af Sozialversicherungsanstalt des Kantons Graubünden (socialsikringsinstitution i kantonen Graubünden, herefter »den schweiziske institution«), hvorved det blev bekræftet, at de pågældende arbejdstagere var tilknyttet den schweiziske sociale sikringsordning i medfør af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71.

23.

Den 22. oktober 2007 tilstillede Union de recouvrement des cotisations de sécurité sociale et d’allocations familiales (institution for opkrævning af bidrag til social sikring og familieydelser, herefter »Urssaf«) du Bas-Rhin A-Rosa en efteropkrævning på 2024123 EUR, inklusive morarenter, for manglende betaling af bidrag til den franske sociale sikringsordning for de pågældende arbejdstagere i perioden fra den 1. april 2005 til den 30. september 2007.

24.

Den 7. juli 2008 indbragte A-Rosa efteropkrævningen for tribunal des affaires de sécurité sociale du Bas-Rhin (retten i sager om social sikring i Bas-Rhin, Frankrig), som ved dom af 9. februar 2011 ikke gav selskabet medhold. Nævnte ret fandt dels, at selskabets virksomhed i Frankrig var af sædvanlig, fast og vedvarende karakter, dels, at den omstændighed, at arbejdsgiveren havde fremlagt E 101-attester, ikke kunne begrunde en annullation af den omtvistede efteropkrævning.

25.

Den 10. marts 2011 iværksatte A-Rosa appel af denne dom ved cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar, Frankrig). Urssaf d’Alsace, som er indtrådt i de rettigheder, der tilkommer Urssaf du Bas-Rhin, har for appeldomstolen nedlagt påstand om bl.a. stadfæstelse af dommen af 9. februar 2011 afsagt af tribunal des affaires de sécurité sociale du Bas-Rhin (retten i sager om social sikring i Bas-Rhin).

26.

Ved skrivelse af 27. maj 2011 med overskriften »Anmodning om tilbagetrækning af E 101-attester udstedt til ansatte i selskabet [A-Rosa] i Frankrig« fremsatte Urssaf du Bas-Rhin en anmodning om tilbagetrækning af E 101-attesterne til den schweiziske institution og anførte herved bl.a. følgende:

»Eftersom skibene fast og udelukkende anvendes til virksomhed i Frankrig, burde de arbejdstagere, der specifikt var ansat med henblik på at gøre tjeneste om bord herpå, have været genstand for periodiske angivelser til de franske sociale sikringsorganer.

[…]

Da sejladsen alene foretages i fransk territorialfarvand, følger det heraf, at [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71], som omhandler international befordring af passagerer, ikke finder anvendelse på situationen for dette selskabs ansatte.

De E 101-attester, der er blevet udstedt for disse arbejdstagere, burde derfor ikke have været udfærdiget på grundlag af [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71].«

27.

Ved skrivelse af 18. august 2011 til Urssaf du Bas-Rhin anførte den schweiziske institution bl.a. følgende ( 18 ):

»Virksomheden [A-Rosa] tilbyder rejser om bord på krydstogtskibe på Donau, Rhône/Saône og Rhinen. Selskabet udøver derudover erhvervsvirksomhed af betydeligt omfang i Schweiz. Den schweiziske filial i Chur tager sig af samtlige opgaver vedrørende driften af krydstogtskibene. Rekrutteringen af personalet foretages også af den schweiziske filial i Chur.

Rejserne på Donau og Rhinen går navnlig igennem flere europæiske lande. [A-Rosa] har desuden gjort gældende, at det sejlende personel ligeledes på skift gør tjeneste på forskellige skibe og ruter. De arbejdstagere, som [A-Rosa] beskæftiger, opfylder i princippet de betingelser, der er anført i [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71].

Virksomheden [A-Rosas] opmærksomhed er blevet henledt på den omstændighed, at den særlige lovgivning for arbejdstagerne i medfør af [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71] kun finder anvendelse, såfremt arbejdstagerne arbejder for en international transportvirksomhed på to eller flere medlemsstaters område. Hvis disse personer faktisk udøver deres virksomhed om bord på skibe, der udelukkende befinder sig på det franske område, finder de franske retsbestemmelser anvendelse som følge af princippet om beskæftigelsessted ([artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71]).

Vi har nu pålagt virksomheden [A-Rosa] at afregne socialsikringsbidrag [i overensstemmelse med] lovgivningen i de respektive lande for de personer, der faktisk kun arbejder i én stat i [Den Europæiske Union].

Henset til disse omstændigheder og navnlig i betragtning af, at alle socialsikringsbidrag er blevet beregnet og betalt i Schweiz i 2007 for de personer, der har givet anledning til jeres klage, vil vi anmode jer om at afstå fra at foretage en berigtigelse med tilbagevirkende kraft af tilhørsforholdet til sikringsordningen i medfør af de franske retsbestemmelser.«

28.

Under sagen for cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) fremlagde A-Rosa yderligere E 101-attester for 2005 og 2006, der var udstedt af den schweiziske institution den 14. maj 2012 i medfør af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71.

29.

Ved dom af 12. september 2013 forkastede cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) i det væsentlige den af A-Rosa iværksatte appel. Appeldomstolen fastslog bl.a., at de E 101-attester, som selskabet havde fremlagt, ikke fritog selskabet fra dets forpligtelser i forhold til den franske sociale sikringsordning, som de pågældende arbejdstagere burde have været undergivet i medfør af artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71. Med hensyn til undtagelsen i forordningens artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), anførte appeldomstolen følgende:

»[…] [D]els […] var de fremlagte E 101-attester ikke i sig selv forbundet med det arbejde, der faktisk blev udført om bord på skibene Luna og Stella, og skibenes navne var heller ikke angivet.

Dels har det appellerende selskab desuden ikke anført at have ansat det pågældende personale til at udføre andre opgaver end hotelopgaver på skibene Luna og Stella. Som selskabet har præciseret, anvendte det kun disse to krydstogtskibe på Rhône og Saône fra april til november, og selskabet havde dem liggende fortøjet i Lyon i vinterperioden.

Heraf følger, at selv om kunderne kunne købe rejsen i udlandet og indgå aftale med det appellerende selskab uden for fransk område, skete den persontransport ad flodvejen, som det pågældende personale skulle varetage, kun inden for de nationale grænser og var ikke af international karakter.

Det appellerende selskab fik ganske vist udstedt E 101-attester i medfør af [artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71], idet det bemærkes, at selskabet hverken sørgede for at præcisere stedet for udførelsen af arbejdsydelserne eller hvilke skibe personalet var tilknyttet. Selskabet forbeholdte sig således muligheden for at anvende personale ansat til international transport, navnlig på de skibe, som det i øvrigt angiver at anvende på Rhinen og Donau, og der er ingen grund til at anfægte gyldigheden af de E 101-attester, der er fremlagt under retsmøderne.

Eftersom det pågældende personale i sidste ende kun gjorde tjeneste på krydstogter i Frankrig, kan det appellerende selskab imidlertid ikke være omfattet af undtagelsesordningen for international personbefordring.«

30.

Det fremgår af dommen afsagt af cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) den 12. september 2013, at Urssaf d’Alsace havde adciteret den schweiziske institution, men at denne ikke gav møde, heller ikke ved en repræsentant.

31.

Den 21. oktober 2013 iværksatte A-Rosa appel af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som i plenum har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er den virkning, som er knyttet til den E 101-attest, der i henhold til artikel 11, stk. 1, og artikel 12a, [stk.] 1a, i [forordning nr. 574/72] er udstedt af den institution, der er udpeget af den medlemsstat, hvis socialsikringslovgivning gælder for arbejdstageren, bindende for dels værtsmedlemsstatens institutioner og myndigheder, dels retsinstanserne i samme medlemsstat, når det er fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for undtagelsesbestemmelserne i artikel 14, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71?«

32.

A-Rosa, Urssaf d’Alsace, den belgiske og den tjekkiske regering, Irland, den franske og den cypriotiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Under retsmødet, der blev afholdt den 5. oktober 2016, afgav A-Rosa, Urssaf d’Alsace, den belgiske regering, Irland og den franske regering samt Kommissionen mundtlige indlæg.

33.

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt, at Domstolen præciserer, om den bindende virkning, som Domstolens praksis normalt tillægger en E 101-attest ( 19 ), gælder for den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten, såfremt disse har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 14, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71.

34.

Til støtte for sin anmodning har den forelæggende ret bl.a. anført, at denne problemstilling på nuværende tidspunkt foreligger i adskillige tvister som følge af virksomhedernes internationalisering af deres aktiviteter og vedtagelsen af skattemæssige og sociale optimeringsstrategier, der kan undergrave principperne om arbejdskraftens frie bevægelighed, den frie udveksling af tjenesteydelser og eksistensen af en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked. Det fremgår desuden af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, at nærværende anmodning kommer i forlængelse af to domme afsagt den 11. marts 2014 af Cour de cassations (kassationsdomstol, Frankrig) afdeling for straffesager, som inden for rammerne af en straffesag rejser tvivl om den bindende virkning af en E 101-attest udstedt af den kompetente institution i en anden medlemsstat ( 20 ).

35.

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de omhandlede E 101-attester er udstedt af den schweiziske institution på grundlag af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, dvs. undtagelsen vedrørende personer, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som foretager international befordring af passagerer eller gods ( 21 ). Heraf følger, at det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet vedrørende den bindende virkning af E 101-attester, i det foreliggende tilfælde alene er aktuelt for så vidt angår denne bestemmelse. Den bindende virkning af E 101-attesten kan således ikke gå ud over selve attestens indhold. Jeg antager således, at det præjudicielle spørgsmål reelt vedrører denne bestemmelse og ikke de øvrige undtagelser, der er fastsat i nævnte artikel ( 22 ).

36.

Dernæst bemærkes, at den forelæggende ret ikke har fremlagt nogen oplysninger, der tyder på, at der i det foreliggende tilfælde skulle være tale om svig eller misbrug af rettigheder fra A-Rosas eller de pågældende arbejdstageres side, hvilket Urssaf d’Alsace og den franske regering synes at hævde ( 23 ). I den følgende analyse vil jeg derfor lægge til grund, at der med det præjudicielle spørgsmål ikke ønskes præciseringer med hensyn til, hvorvidt Domstolens praksis om den bindende virkning af E 101-attester finder anvendelse i tilfælde af misbrug af rettigheder eller svig ( 24 ).

37.

Jeg antager derimod, at den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål ønsker oplyst, om den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten må se bort fra en E 101-attest med henblik på at henføre en arbejdstager under denne medlemsstats sociale sikringsordning i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor denne institution eller disse domstole har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for den bestemmelse, i henhold til hvilken E 101-attesten er udstedt, i det foreliggende tilfælde artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, selv om den institution, der har udstedt attesten, på trods af denne konstatering hverken har trukket attesten tilbage eller annulleret den ( 25 ).

38.

I denne henseende fremgår det af sagsakterne, at der i det foreliggende tilfælde har været en dialog mellem de franske myndigheder og den schweiziske institution, der har udstedt E 101-attesterne, vedrørende tilbagetrækningen af attesterne. I denne forbindelse har den schweiziske institution over for de franske myndigheder anerkendt, at nævnte artikel 14, stk. 2, litra a), ikke finder anvendelse på de pågældende arbejdstagere, såfremt disse arbejdstagere faktisk udelukkende udøvede deres virksomhed om bord på skibe på det franske område ( 26 ).

39.

Den schweiziske institution har imidlertid ikke foretaget en konkret vurdering med hensyn til spørgsmålet, om og i hvilket omfang de pågældende arbejdstagere befandt sig i en sådan situation, med henblik på for hver af attesterne at fastlægge, om der var grundlag for at trække dem tilbage eller annullere dem. Institutionen anmodede endvidere de franske myndigheder om at afstå fra med tilbagevirkende kraft at berigtige tilhørsforholdet til sikringsordningen i medfør af fransk ret, hvilket de franske myndigheder implicit afslog. Den efteropkrævning, som A-Rosa blev tilstillet, forudsatte nemlig præcis en sådan berigtigelse med tilbagevirkende kraft ( 27 ). Dialogen mellem de franske myndigheder og den schweiziske institution førte kort sagt ikke til en løsning af de vanskeligheder, der er opstået i det foreliggende tilfælde, herunder navnlig spørgsmålet om tilbagetrækning af E 101-attesterne og de berigtigelser, der skal foretages i denne forbindelse.

40.

Det centrale principielle spørgsmål i nærværende sag er spørgsmålet om at fastlægge, hvilken national institution der i en sådan situation i sidste ende har kompetence til at afgøre, om en E 101-attest er gyldig, og dermed til at afgøre, hvilken lovgivning om social sikring der finder anvendelse på den pågældende arbejdstagers situation i medfør af bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71. Er det altid den institution, der har udstedt E 101-attesten, der har det sidste ord med hensyn til attestens bindende virkning? Eller skal der i en sådan situation anerkendes en kompetence for værtsmedlemsstatens kompetente institution, eller i det mindste for denne medlemsstats domstole, til at kunne se bort fra E 101-attesten, når den udstedende institution ikke selv har trukket E 101-attesten tilbage eller annulleret den?

41.

A-Rosa, den tjekkiske regering, Irland og den cypriotiske regering samt Kommissionen har foreslået, at det præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at den bindende virkning af E 101-attesten også gælder i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71. Ifølge disse procesdeltagere følger det af Domstolens praksis, som blev indledt med FTS-dommen ( 28 ), at alene den institution, som har udstedt en E 101-attest – i det foreliggende tilfælde den schweiziske institution – har kompetence til at afgøre, at E 101-attesten skal annulleres, eller ikke skal finde anvendelse som følge af, at den trækkes tilbage, såfremt nævnte institution fastslår, at den fejlagtigt har udstedt attesten.

42.

Urssaf d’Alsace og den franske regering har derimod i det væsentlige foreslået, at Domstolen foretager en opblødning af denne praksis ved at anerkende en mulighed for, at den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten kan se bort fra en E 101-attest, såfremt det er åbenbart, at den bestemmelse, der ligger til grund for udstedelsen af attesten, ikke finder anvendelse. Disse procesdeltagere har for det første henvist til de svagheder, som de procedurer for dialog og mægling, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, udviser med hensyn til at sikre værtsmedlemsstaten et effektivt retsmiddel, såfremt den stat, der har udstedt E 101-attesten, ikke er samarbejdsvillig, eller såfremt der består uenighed med denne. For det andet har disse procesdeltagere påberåbt sig vigtigheden af at forebygge illoyal konkurrence og social dumping, som i andre sammenhænge er anerkendt i Domstolens praksis ( 29 ).

43.

Den belgiske regering er af den opfattelse, at det ikke i den situation, der er genstand for det præjudicielle spørgsmål, er nødvendigt at foretage en opblødning af Domstolens praksis, for at den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten kan se bort fra en E 101-attest, eftersom der blot er tale om prima facie at konstatere, at attesten er blevet udstedt for anden virksomhed end den virksomhed, der udøves af den arbejdstager, som er omhandlet i nævnte attest.

44.

Inden behandlingen af spørgsmålet om en opblødning af Domstolens praksis vedrørende den bindende virkning af E 101-attester finder jeg det hensigtsmæssigt at nævne de væsentligste kendetegn for den lovvalgsordning, der er fastsat i bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71, og de hensyn, der ligger til grund for Domstolens praksis.

45.

Indledningsvis bemærkes, at selv om forordning nr. 1408/71 kun har til formål at udarbejde en koordineringsordning af de nationale lovgivninger om social sikring med respekt af disses karakteristiske træk ( 30 ), er de lovvalgsregler, der er fastsat i forordningen, bindende for medlemsstaterne ( 31 ). Bestemmelserne i forordningens afsnit II, som artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), er en del af, indfører med Domstolens egne ord et fuldstændigt og ensartet system af lovvalgsregler, hvis formål er, at arbejdstagere, der flytter inden for EU, skal være omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat, således at overlapninger mellem gældende nationale ordninger og de vanskeligheder, som dette kan give anledning til, undgås ( 32 ).

46.

Det generelle princip om, at kun én medlemsstats lovgivning om social sikring finder anvendelse, er fastsat i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som bestemmer, at de personer, der er omfattet af forordningen, alene skal undergives lovgivningen i én medlemsstat ( 33 ).

47.

E 101-attesten har til formål at sikre, at nævnte princip efterleves, idet det hermed søges undgået, at der i konkrete tilfælde opstår kompetencekonflikter på baggrund af en forskellig bedømmelse af, hvilken lovgivning om social sikring der finder anvendelse ( 34 ). I denne henseende bidrager E 101-attesten til at sikre retssikkerheden for de arbejdstagere, der flytter inden for EU ( 35 ), og fremmer dermed arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser inden for EU, hvilket udgør det formål, der forfølges med forordning nr. 1408/71 ( 36 ).

48.

Hvad angår retsvirkningen af en E 101-attest følger det af fast retspraksis, at så længe attesten ikke er trukket tilbage eller erklæret ugyldig, er den bindende for den kompetente institution i værtsmedlemsstaten, således at denne institution skal tage hensyn til den omstændighed, at arbejdstageren allerede er undergivet den sociale sikringslovgivning i den stat, hvor den virksomhed, der beskæftiger den pågældende, har hjemsted. Denne institution må derfor ikke henføre den pågældende arbejdstager under sin egen sociale sikringsordning ( 37 ). Domstolen har endvidere præciseret, at E 101-attesten ligeledes er bindende for domstolene i værtsmedlemsstaten, som således ikke har beføjelse til at efterprøve gyldigheden af en E 101-attest for så vidt angår angivelsen af de omstændigheder, som attesten er udstedt på grundlag af ( 38 ).

49.

Bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, således som disse er fortolket af Domstolen, fastsætter således ikke kun en lovvalgsordning, men indfører sideløbende hermed en ordning for fordeling af kompetencen mellem medlemsstaterne ( 39 ), hvorefter alene den institution, der har udstedt en E 101-attest, har kompetence til at vurdere gyldigheden heraf og til at fastslå – enten af egen drift eller som svar på en anmodning fremsat af den kompetente institution i en anden medlemsstat – om der, henset til de oplysninger, der er indsamlet vedrørende arbejdstagerens faktiske situation, er grundlag for at trække attesten tilbage eller annullere den, hvilket vil bevirke, at attesten ikke længere er bindende for de kompetente institutioner og domstolene i andre medlemsstater ( 40 ).

50.

Domstolens vedholdende fastholdelse af, at den institution, der har udstedt en E 101-attest, har enekompetence til at vurdere gyldigheden heraf ( 41 ), skyldes ikke en formalistisk tilgang, men beror efter min opfattelse på nødvendigheden af at sikre overholdelsen af det i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fastsatte princip om, at kun én lovgivning finder anvendelse. Anerkendelsen af en parallel kompetence for værtsmedlemsstaten ville således uundgåeligt medføre en risiko for, at der træffes modsatrettede afgørelser om, hvilken lovgivning der finder anvendelse i et konkret tilfælde, og dermed en risiko for, at to sociale sikringsordninger finder samtidig anvendelse, med alle de konsekvenser, der følger heraf, herunder at arbejdstageren ville være forpligtet til at indbetale dobbelt bidrag ( 42 ). Arbejdstageren ville i øvrigt ikke råde over nogen retsmidler til at forhindre et sådant udfald ( 43 ).

51.

Risikoen for modsatrettede afgørelser er efter min opfattelse på ingen måde ubetydelig, henset til kompleksiteten af den pågældende lovgivning og de modstridende nationale interesser på området for social sikring. Som det foreliggende tilfælde illustrerer, kan spørgsmålet om, hvilken social sikringslovgivning der finder anvendelse, være genstand for forskellige synspunkter, selv i tilfælde, hvor den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har vurderet, at arbejdstagerens situation åbenbart ikke er omfattet af den bestemmelse, der ligger til grund for udstedelsen af E 101-attesten ( 44 ).

52.

Selv hvis det antages, at bidrag, der allerede er betalt, kan kræves tilbagebetalt, vil den eventuelle henførelse af arbejdstageren under værtsmedlemsstatens sociale sikringsordning kunne skabe retsusikkerhed for den pågældende arbejdstager. Som Domstolen har bemærket, gælder kravet om en klar retstilstand med særlig styrke, når der er tale om bestemmelser med retsvirkninger af økonomisk art, således at de berørte kan få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved pålægges dem ( 45 ). Et sådant tilbagebetalingskrav vil desuden nødvendigvis medføre administrative eller retslige vanskeligheder, hvilket er i strid med det generelle formål med forordning nr. 1408/71 om at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU ( 46 ).

53.

De ovenstående betragtninger gælder efter min opfattelse for såvel den kompetente institution i værtsmedlemsstaten som domstolene i denne medlemsstat. Konsekvenserne for den pågældende arbejdstager er således ikke mindre alvorlige i tilfælde af, at E 101-attesten tilsidesættes inden for rammerne af en retssag ( 47 ).

54.

Muligheden for, at domstolene i værtsmedlemsstaten kan se bort fra en E 101-attest, der hidrører fra en anden medlemsstat, forekommer mig derudover vanskeligt forenelig med det generelle princip om, at afgørelser truffet af myndighederne i en medlemsstat prøves af domstolene i denne medlemsstat ( 48 ). For så vidt som E 101-attesten bekræfter, at arbejdstageren er tilknyttet den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvorunder den udstedende institution henhører, skal attesten betragtes som en retsakt fra denne medlemsstat ( 49 ).

55.

Det følger af det ovenstående, at Domstolens eksisterende praksis om den bindende virkning af E 101-attester hviler på generelle betragtninger knyttet til de principper og formål, der ligger til grund for lovvalgsreglerne i forordning nr. 1408/71. Der bør derfor ikke foretages en opblødning af denne retspraksis, medmindre det er godtgjort, at en sådan opblødning virkelig er nødvendig for at sikre, at disse regler anvendes korrekt.

56.

Dette er så meget desto mere tilfældet, eftersom EU-lovgiver ved revisionen af den lovgivningsmæssige ramme for koordineringen af de sociale sikringsordninger med virkning fra den 1. maj 2010 valgte at foretage en kodificering af den fortolkning, som Domstolen har fastlagt i sin praksis vedrørende den bindende virkning af E 101-attester, idet EU-lovgiver herved fastholdt den udstedende institutions enekompetence til at vurdere gyldigheden af E 101-attester ( 50 ).

57.

Det må dernæst konstateres, at i modsætning til, hvad den belgiske regering har gjort gældende ( 51 ), ville Domstolens anerkendelse af, at den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har mulighed for at se bort fra en E 101-attest udstedt af den kompetente institution i en anden medlemsstat i en situation som den i hovedsagen omhandlede, utvivlsomt udgøre en opblødning af Domstolens praksis. En sådan undtagelse til den bindende virkning af en E 101-attest ville således indebære en fravigelse af kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne, således som denne er fastsat i retspraksis.

58.

I den følgende analyse vil jeg behandle de to hovedargumenter, som Urssaf d’Alsace og den franske regering har fremsat til støtte for deres forslag om at indføre en undtagelse til den bindende virkning af E 101-attesten, dvs. dels de angivelige mangler ved de procedurer for dialog og mægling, der er fastsat i forordning nr. 1408/71 med henblik på at sikre værtsmedlemsstaten effektive retsmidler til at opnå, at en E 101-attest trækkes tilbage (afsnit D), dels vigtigheden af at forebygge illoyal konkurrence og social dumping, som i andre sammenhænge er anerkendt i Domstolens praksis (afsnit E) ( 52 ).

59.

Mens det ikke er tilladt for den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten at se bort fra en E 101-attest, fastsætter forordning nr. 1408/71 derimod en procedure, der skal følges for at opnå, at attesten trækkes tilbage eller annulleres af den udstedende institution i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor det er blevet fastslået, at betingelserne for udstedelse af attesten åbenbart ikke var opfyldt.

60.

Denne procedure er baseret på princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne, som er sikret ved artikel 4, stk. 3, TEU, og som er bindende for både værtsmedlemsstaten og den stat, der udsteder E 101-attesten.

61.

Som det fremgår af artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, påhviler det i medfør af princippet om loyalt samarbejde på den ene side den kompetente institution i værtsmedlemsstaten at indlede en dialogprocedure med den institution, der har udstedt E 101-attesten, såfremt den finder, at betingelserne for udstedelse af attesten ikke er opfyldt ( 53 ). Efter min opfattelse gælder dette også, såfremt den kompetente institution i værtsmedlemsstaten finder, at attesten er ufuldstændig, således som det er tilfældet i den foreliggende sag ( 54 ). I et sådant tilfælde indebærer princippet om loyalt samarbejde således, at den udstedende institution skal have mulighed for at foretage en berigtigelse af attesten eller for i givet fald at trække attesten tilbage.

62.

Det tidspunkt, hvorpå attesten udstedes, kan heller ikke have indflydelse på den forpligtelse, der påhviler den kompetente institution i værtsmedlemsstaten til at indlede en dialog med den udstedende institution, såfremt den finder, at der er grundlag for at trække E 101-attesten tilbage ( 55 ). Det bemærkes, at selv om det er at foretrække, at E 101-attesten udstedes før begyndelsen af den periode, som attesten omhandler, kan den også udstedes i løbet af denne periode eller efter periodens afslutning ( 56 ). Denne konklusion følger af den omstændighed, at selve attesten hverken skaber rettigheder eller noget retsforhold, men alene har til formål at attestere arbejdstagerens tilknytning til den sociale sikringsordning, som den udstedende institution henhører under, i den omhandlede periode.

63.

På den anden side påhviler det i medfør af princippet om loyalt samarbejde den institution, der udsteder en E 101-attest, at foretage en korrekt bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er relevante ved anvendelsen af reglerne om fastlæggelse af, hvilken social sikringslovgivning der skal anvendes, og således at indestå for rigtigheden af oplysningerne i E 101-attesten ( 57 ). I denne sammenhæng påhviler det denne institution på ny at overveje, om udstedelsen af E 101-attesten er sket på et korrekt grundlag, og i givet fald at trække attesten tilbage, såfremt den kompetente institution i værtsmedlemsstaten udtrykker tvivl om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for attesten, og dermed tvivl om de deri indeholdte angivelser, navnlig fordi disse ikke er i overensstemmelse med kravene i artikel 14 i forordning nr. 1408/71 ( 58 ).

64.

Hvis der ikke inden for en rimelig frist findes en løsning mellem de berørte institutioner, fastsætter artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 en mulighed for at forelægge sagen for Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring (herefter »Den Administrative Kommission«) ( 59 ). I medfør af artikel 81, litra a), i forordning nr. 1408/71 har nævnte kommission til opgave at behandle ethvert administrativt spørgsmål eller fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i denne forordning ( 60 ).

65.

Såfremt Den Administrative Kommission ikke formår at forene de berørte institutioners synspunkter om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i et konkret tilfælde, har værtsmedlemsstaten mulighed for – uden at dette berører den eventuelle adgang til at indbringe spørgsmålet for domstolene i den medlemsstat, som den udstedende institution henhører under ( 61 ) – at iværksætte en traktatbrudsprocedure i medfør af artikel 259 TEUF mod sidstnævnte medlemsstat ( 62 ). Det bemærkes hertil, at en sådan procedure også kan indledes ved Kommissionens mellemkomst ( 63 ). I det foreliggende tilfælde er indledningen af en traktatbrudsprocedure mod den stat, der har udstedt E 101-attesterne, imidlertid udelukket, eftersom Det Schweiziske Forbund ikke er en EU-medlemsstat. Derimod fastsætter EF-Schweiz-aftalen en mulighed for at forelægge sagen for det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til nævnte aftale, og som netop har til opgave at beslutte, hvilke foranstaltninger der skal træffes i tilfælde af alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder ( 64 ).

66.

Med henblik på at undgå, at der træffes modsatrettede afgørelser af de kompetente institutioner eller af domstolene i forskellige medlemsstater for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse i et konkret tilfælde, hvilket i væsentlig grad ville være til skade for de berørte arbejdstageres retssikkerhed og dermed udgøre et indgreb i deres frie bevægelighed inden for EU, udelukker de procedurer for dialog og mægling, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, derimod enhver ensidig handling fra den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten.

67.

Urssaf d’Alsace og den franske regering har imidlertid gjort gældende, at sådanne ensidige handlinger er nødvendige i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den udstedende institution på trods af, at det er fastslået, at betingelserne for udstedelse af E 101-attesterne åbenbart ikke var opfyldt, ikke har trukket disse attester tilbage.

68.

Dette argument kan imidlertid ikke med rette fremføres i nærværende sag med henblik på at begrunde en undtagelse til den bindende virkning af en E 101-attest.

69.

Det er således min opfattelse, at det ikke er påvist, at de procedurer, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, ikke kan sikre den korrekte anvendelse af de lovvalgsregler, der er fastsat heri, selv i en situation som den i hovedsagen omhandlede, forudsat at disse procedurer faktisk følges frem til deres afslutning af de kompetente institutioner i de berørte medlemsstater. I denne henseende bemærkes, at de franske myndigheder i det foreliggende tilfælde ikke har udtømt de retsmidler, som de råder over i medfør af forordning nr. 1408/71.

70.

For det første bemærkes, at selv om de franske myndigheder ganske vist indledte en dialog med den udstedende schweiziske institution, idet de anmodede den schweiziske institution om at trække de pågældende E 101-attester tilbage, opgav de franske myndigheder imidlertid denne dialog efter den schweiziske institutions besvarelse af 18. august 2011, hvilket den franske regering har bekræftet under retsmødet.

71.

Med denne besvarelse synes den schweiziske institution imidlertid efter min opfattelse på den ene side at have accepteret de franske myndigheders synspunkt vedrørende fortolkningen af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, idet institutionen anerkendte, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på de pågældende arbejdstagere, såfremt disse arbejdstagere faktisk udelukkende udøvede deres virksomhed om bord på skibe på det franske område. På den anden side trak institutionen imidlertid hverken de anfægtede E 101-attester tilbage eller annullerede dem, ligesom den ikke foretog en konkret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der for hver af attesterne, henset til de konstateringer, som de franske myndigheder havde foretaget, var grundlag for at trække dem tilbage eller annullere dem ( 65 ). Den schweiziske institution anmodede desuden de franske myndigheder om at undlade at foretage en berigtigelse med tilbagevirkende kraft, hvilken anmodning myndighederne ikke tog til følge ( 66 ).

72.

Heraf følger, at en række problemstillinger er forblevet uløste efter den indledte dialog mellem de franske myndigheder og den schweiziske institution. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kunne være opnået enighed mellem parterne, såfremt dialogen var fortsat.

73.

Det bemærkes desuden, at dialogen med den udstedende institution først blev indledt tre og et halvt år efter meddelelsen om efteropkrævning blev tilstillet A-Rosa for manglende betaling af bidrag til den franske ordning. Disse myndigheder henførte reelt de pågældende arbejdstagere under den franske sociale sikringsordning ved en ensidig handling uden at tage hensyn til den omstændighed, at de faktisk allerede var undergivet den schweiziske sociale sikringsordning ( 67 ).

74.

For det andet er den mulighed for at forelægge sagen for Den Administrative Kommission, som er fastsat i artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, med henblik på at søge at forene de franske myndigheders og den schweiziske institutions synspunkter, ikke blevet udnyttet i det foreliggende tilfælde. Selv om de afgørelser, som nævnte kommission træffer, ikke er bindende ( 68 ), kan det ikke udelukkes, at der kunne have været fundet en løsning i dennes regi.

75.

Det følger af det ovenstående, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag ikke tjener til at afsløre de angivelige mangler ved de procedurer, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, eftersom disse procedurer faktisk er blevet forbigået i det foreliggende tilfælde. Jeg ser desuden intet grundlag for, at Domstolen mere generelt skulle kunne anse disse procedurer for generelt set at være uegnede til at sikre en korrekt anvendelse af forordningens bestemmelser.

76.

Jeg har på ingen måde til hensigt at udelukke, at en forbedring af de procedurer, der er indført inden for rammerne af forordning nr. 1408/71, kunne være hensigtsmæssig med henblik på at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne i forordningens afsnit II ( 69 ). Denne problematik henhører imidlertid i det væsentlige under EU-lovgivers kompetence. I denne henseende bemærkes, at visse ændringer allerede er blevet foretaget ( 70 ), og at dette spørgsmål er genstand for aktuelle lovgivningsmæssige drøftelser på EU-plan ( 71 ).

77.

Henset til samtlige disse forhold er det min vurdering, at de argumenter, som Urssaf d’Alsace og den franske regering har fremført vedrørende de angivelige mangler ved de procedurer, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, ikke med rette kan gøres gældende for at begrunde en undtagelse til den bindende virkning en E 101-attest.

78.

Urssaf d’Alsace og den franske regering har påberåbt sig Domstolens praksis, hvorefter der blandt de tvingende almene hensyn, der kan begrunde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, bl.a. findes forebyggelsen af illoyal konkurrence fra virksomheder, der betaler deres arbejdstagere en lavere løn end mindstelønnen, for så vidt som dette formål omfatter et formål om beskyttelse af arbejdstagerne gennem bekæmpelsen af social dumping ( 72 ).

79.

Disse procesdeltagere har gjort gældende, at formålet om forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping efter en analogislutning begrunder, at den virkning, der er knyttet til en E 101-attest, undtagelsesvis hverken er bindende for den kompetente institution eller domstolene i medlemsstaten. I denne henseende har Urssaf d’Alsace anført, at visse nationale socialsikringsinstitutioner ikke »overholder spillereglerne«, idet de ikke foretager den mindste kontrol, inden de udsteder de E 101-attester, som en arbejdsgiver anmoder om. Den franske regering er ligeledes af den opfattelse, at visse institutioner eller myndigheder i den stat, der udsteder E 101-attester, kan være fristet til at udstede E 101-attester, som ikke burde have været udstedt, idet de herved praktiserer en form for illoyal konkurrence i forhold til de andre medlemsstater.

80.

Det bemærkes, at den påberåbte retspraksis vedrører spørgsmålet om, hvorvidt formål såsom forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping i mangel af harmonisering på området ( 73 ) kan tages i betragtning som tvingende almene hensyn, der kan begrunde restriktioner for arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser i EU.

81.

I forbindelse med nærværende sag er det ikke så meget visse økonomiske aktørers handlinger, der hævdes at kunne begrunde restriktioner for den frie bevægelighed, men snarere andre medlemsstaters undladelse af at indføre tilstrækkelig kontrol for at sikre den korrekte anvendelse af de lovvalgsregler, der er fastsat i bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71.

82.

Det følger heraf, at den problemstilling, som Urssaf d’Alsace og den franske regering har rejst med hensyn til illoyal konkurrence og social dumping, faktisk ville kunne løses, såfremt medlemsstaterne blot overholdt deres forpligtelser i henhold til forordning nr. 1408/71. Som anført ovenfor har de procedurer for dialog og mægling, der er indført inden for rammerne af nævnte forordning, netop til formål at sikre, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser ( 74 ).

83.

På baggrund af denne konstatering er det min opfattelse, at formålet om forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping ikke med rette kan påberåbes i nærværende sag med henblik på at begrunde en undtagelse til den bindende virkning af E 101-attesten.

84.

Som Kommissionen har anført, bemærkes i denne henseende endvidere, at de forpligtelser, der følger af EU-retten, er bindende for medlemsstaterne uafhængigt af, om andre medlemsstater eventuelt har undladt at gennemføre de forpligtelser, der påhviler dem ( 75 ). En medlemsstat er således ikke berettiget til ensidigt at træffe udlignings- eller beskyttelsesforanstaltninger for at imødegå en anden medlemsstats eventuelle overtrædelse af bestemmelserne i EU-retten ( 76 ). Såfremt det forholdt sig anderledes, ville den lovvalgsordning, som er indført ved forordning nr. 1408/71, bringes i fare.

85.

Sammenfattende bemærkes, at analysen i nærværende forslag til afgørelse, henset til oplysningerne i tvisten i hovedsagen ( 77 ), ikke omhandler tilfælde af misbrug af rettigheder eller svig begået af arbejdstageren eller dennes arbejdsgiver. Det kan derfor ikke udelukkes, at det i fremtiden kan blive nødvendigt at foretage præciseringer med hensyn til anvendelsen af retspraksis om den bindende virkning af en E 101-attest i tilfælde, hvor det er fastslået, at der foreligger et sådant misbrug af rettigheder eller en sådan svig.

86.

Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det spørgsmål, som Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) har forelagt, således:

»Så længe en E 101-attest ikke er trukket tilbage eller erklæret ugyldig af den institution, der har udstedt den i overensstemmelse med artikel 12a, stk. 1a, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet, og hvorved det bekræftes, at arbejdstageren er tilknyttet denne medlemsstats sociale sikringsordning i medfør af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, er den bindende for den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten, selv hvis disse har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af sidstnævnte bestemmelses materielle anvendelsesområde.«