1. 

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse angår fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/37/EF af 26. maj 2003 om typegodkendelse af landbrugs- eller skovbrugstraktorer og af deres påhængskøretøjer og udskifteligt trukket materiel samt af systemer, komponenter og tekniske enheder til disse køretøjer og om ophævelse af direktiv 74/150/EØF ( 2 ), som ændret ved Kommissionens direktiv 2014/44/EU af 18. marts 2014 ( 3 ).

2. 

Denne anmodning er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem selskabet »Agrodetalė« UAB og Vilniaus miesto savivaldybės administracija (kommunalforvaltningen i Vilnius, herefter »Vilnius kommune«) angående Vilnius kommunes nægtelse af at registrere brugte traktorer importeret fra Hviderusland i det litauiske register for traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer.

3. 

Med de præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om brugte køretøjer, der importeres til Den Europæiske Union fra et tredjeland, skal overholde de harmoniserede tekniske krav, der er opstillet i direktiv 2003/37, for at kunne blive registreret i en medlemsstat.

4. 

I dette forslag til afgørelse vil jeg fastslå, at direktiv 2003/37 skal fortolkes således, at brugte køretøjer, der importeres til en medlemsstat fra et tredjeland, og som henhører under de klasser, der er omfattet af dette direktiv, inden deres første ibrugtagning i EU, når denne ibrugtagning sker efter den 1. juli 2009, skal opfylde de tekniske krav i dette direktiv for at kunne blive registreret i en medlemsstat.

5.

Som det fremgår af første betragtning til Rådets direktiv 74/150/EØF af 4. marts 1974 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning vedrørende visse dele og specifikationer for landbrugs- og skovbrugshjultraktorer ( 4 ), har EU-lovgiver taget udgangspunkt i den konstatering, at »[i] den enkelte medlemsstat skal traktorer opfylde bestemte, obligatorisk foreskrevne tekniske krav; bestemmelserne herom er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat; derved lægges der hindringer i vejen for handelen inden for Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs område«.

6.

På baggrund af denne konstatering fandt EU-lovgiver, som det fremgår af anden betragtning til nævnte direktiv, at »virkningen af disse hindringer for oprettelsen af det fælles marked og dets rette funktion kan formindskes eller helt fjernes, når alle medlemsstater enten ud over eller i stedet for deres nuværende lovgivning gennemfører ensartede bestemmelser«.

7.

I tredje betragtning til direktiv 74/150 præciserede EU-lovgiver, at »forskrifterne i dette direktiv finder anvendelse på traktorer med luftgummiringe og med en konstruktivt bestemt hastighed af mellem 6 og 25 km/t[, og] disse forskrifter har som hovedformål at fremme færdselssikkerheden på vejene og arbejdssikkerheden, for så vidt denne sikkerhed beror på disse køretøjers konstruktion«.

8.

I fjerde betragtning til direktiv 74/150 bemærkede EU-lovgiver, at »overholdelse af de tekniske forskrifter […] traditionelt [kontrolleres] af medlemsstaterne, før de pågældende traktorer bringes i handelen[, og] denne kontrol omfatter de forskellige traktortyper«, hvorefter den i sjette betragtning til nævnte direktiv bemærkede, at »kontrollen med [de harmoniserede tekniske] forskrifter og den enkelte medlemsstats godkendelse af den kontrol, der gennemføres af andre medlemsstater, kræver, at der indføres en fælles fremgangsmåde for godkendelse af den enkelte traktortype«.

9.

Af syvende betragtning til direktiv 74/150 fremgår det, at »denne fremgangsmåde skal gøre det muligt for den enkelte medlemsstat at konstatere, om den enkelte traktortype har været underkastet den kontrol, der er fastsat i de særlige direktiver og angivet på standardtypegodkendelsesskemaet; dermed skal det gøres muligt for fabrikanterne at udstede en typeattest for alle traktorer, der svarer til den godkendte type; en traktor, der er ledsaget af denne erklæring, skal i samtlige medlemsstater anses som værende i overensstemmelse med deres egen lovgivning«.

10.

Direktiv 74/150 blev ophævet ved direktiv 2003/37 med virkning fra den 1. juli 2005 ( 5 ).

11.

Følgende fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2003/37:

»Eftersom nærværende direktiv bygger på princippet om fuldstændig harmonisering, bør EF-typegodkendelsen først gøres obligatorisk efter en passende frist, således at fabrikanterne af disse køretøjer får mulighed for at tilpasse sig de nye harmoniserede procedurer.«

12.

Direktivets artikel 1 bestemmer:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på typegodkendelse af køretøjer, uanset om de er bygget i en eller flere etaper. Det finder anvendelse på de i artikel 2, litra d), definerede køretøjer med en konstruktivt bestemt maksimalhastighed på mindst 6 km/h.

Direktivet finder ligeledes anvendelse på EF-typegodkendelse af systemer, komponenter og tekniske enheder, der er beregnet til disse køretøjer.

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

13.

Følgende fremgår af direktivets artikel 2:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]

[…]

14.

Artikel 3 i direktiv 2003/37 bestemmer:

»1.   Ansøgning indgives af fabrikanten eller dennes repræsentant til EF-typegodkendelsesmyndighederne i en medlemsstat. Denne ansøgning skal være ledsaget af en informationsmappe indeholdende de i bilag I fastsatte oplysninger.

[…]

4.   Der kan kun indgives en ansøgning om EF-typegodkendelse for et køretøj, et system, en komponent eller en teknisk enhed i en enkelt medlemsstat. Der skal indgives særskilt ansøgning for hver type, der ønskes godkendt.«

15.

Direktivets artikel 4 bestemmer:

»1.   Hver medlemsstat udsteder:

[…]

3.   EF-typegodkendelsesmyndighederne i hver medlemsstat sender inden for en frist på en måned EF-typegodkendelsesmyndighederne i de øvrige medlemsstater en kopi af EF-typegodkendelsesattesterne samt de dokumenter, der er specificeret i bilag II, kapitel C, for hver køretøjstype, for hvilken de har udstedt, nægtet eller inddraget en EF-typegodkendelse.«

16.

I direktivets artikel 6, stk. 1, i bestemmes det:

»Som indehaver af en EF-typegodkendelsesattest udsteder fabrikanten en typeattest.

Denne attest, der udformes efter modellerne i bilag III, skal ledsage hvert færdigopbygget eller delvis opbygget køretøj, som fremstilles i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype.«

17.

Artikel 7, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2003/37 bestemmer:

»Hver medlemsstat foretager registrering af nye typegodkendte køretøjer, tillader salg eller ibrugtagning heraf på grundlag af kriterier, der vedrører deres konstruktion eller drift, men kun, hvis disse køretøjer er ledsaget af en gyldig typeattest.«

18.

Følgende fremgår af direktivets artikel 12:

»1.   På forslag af Kommissionen kan Rådet med kvalificeret flertal inden for rammerne af multilaterale og bilaterale aftaler mellem Fællesskabet og tredjelande anerkende, at procedurer, som er fastsat ved internationale regulativer eller ved bestemmelser i tredjelande, er ækvivalente med dette direktivs og særdirektivernes krav for eller bestemmelser om EF-typegodkendelse af køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder.

[…]

3.   Ækvivalensen af typegodkendelser, der udstedes i henhold til de UNECE-regulativer, der findes som bilag til den reviderede overenskomst af 1958, der findes i bilag II, kapitel B, del II-B, i nærværende direktiv, anerkendes.

[…]«

19.

I artikel 23, stk. 1, i direktiv 2003/37 bestemmes det:

»1.   For så vidt angår køretøjer af klasse T1, T2 og T3 anvender medlemsstaterne dette direktiv

20.

I henhold til artikel 25 i direktiv 2003/37 trådte dette i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, hvilket var den 9. juli 2003.

21.

Med § 1 i žemės ūkio ministro įsakymas Nr. 3D-396 dėl žemės ūkio ministro 2006 m. spalio 2 d. įsakymo Nr. 3d-384 „dėl traktorių, savaeigių ir žemės ūkio mašinų ir jų priekabų registravimo taisyklių patvirtinimo“ pakeitimo (bekendtgørelse nr. 3D-396 fra landbrugsministeren om ændring af bekendtgørelse nr. 3D-384 fra landbrugsministeren af 2.10.2006 om godkendelse af regler for registrering af traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer) af 1. juli 2014 ( 6 ) indsattes i reglerne for registrering af traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer, som godkendt ved bekendtgørelse nr. 3D-384, en § 191 med følgende ordlyd:

»Brugte landbrugstraktorer, der er produceret i tredjelande efter den 1. juli 2009 og ikke er registreret i EU-lande, skal registreres i henhold til reglerne, såfremt de er blevet produceret i overensstemmelse med kravene i direktiv [2003/37].«

22.

Henholdsvis den 1. juli og den 8. oktober 2014 fremsendte Agrodetalė ansøgninger om registrering i det nationale register for traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer af brugte traktorer produceret i Hviderusland efter den 1. juli 2009.

23.

Ved afgørelser af henholdsvis 4. juli og 13. oktober 2014 afviste Vilnius kommune at imødekomme Agrodetalės ansøgninger med den begrundelse, at Agrodetalė ikke havde fremsendt dokumentation for, at de pågældende traktorer var i overensstemmelse med kravene i § 1 i bekendtgørelse nr. 3D-396.

24.

Agrodetalė anlagde sag med påstand om annullation af disse afgørelser ved Vilniaus apygardos adminitracinis teismas (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen), som ved kendelse af 17. februar 2015 udsatte sagen og forelagde Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) en anmodning om prøvelse af overensstemmelsen af denne bekendtgørelses § 1 med flere regler i national ret, som har større retskraft i retsreglernes hierarki.

25.

Ifølge Vilniaus apygardos adminitracinis teismas (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Vilnius) finder de tekniske krav i direktiv 2003/37 kun anvendelse på registrering af nye køretøjer, inden de tages i brug. Denne domstol er af den opfattelse, at nævnte direktivs bestemmelser således ikke fastsætter tekniske krav til brugte køretøjer og dermed ikke forbyder medlemsstaterne at registrere brugte køretøjer uden en EF-typegodkendelsesattest og en typeattest udstedt af fabrikanten.

26.

Žemės ūkio ministerija (Litauens landbrugsministerium, herefter »landbrugsministeriet«) har derimod gjort gældende, at direktivets krav finder anvendelse på alle traktorer fremstillet efter den 1. juli 2009, herunder brugte traktorer.

27.

Henset til disse divergerende holdninger er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt landbrugsministeriet med rette i § 191 i reglerne for registrering af traktorer, selvkørende maskinel og landbrugsmaskinel og deres påhængskøretøjer, som godkendt ved bekendtgørelse nr. 3D-384, indsat ved § 1 i bekendtgørelse nr. 3D-396, kunne bestemme, at registrering af brugte traktorer er betinget af, at nævnte direktivs krav er overholdt.

28.

Ifølge den forelæggende ret er det muligt at anse de tekniske krav i direktiv 2003/37 for kun at finde anvendelse på registrering af nye køretøjer inden deres ibrugtagning, dvs. at nævnte direktivs bestemmelser ikke pålægger brugte køretøjer tekniske krav og heller ikke forbyder medlemsstaterne at registrere disse køretøjer uden en EF-typegodkendelsesattest og en typeattest udstedt af fabrikanten. Den forelæggende ret har endvidere fremhævet, at nævnte direktiv ikke præciserer, om det sted, hvor køretøjerne er blevet fremstillet, har betydning for anvendelsen af direktivets bestemmelser, særlig om disse køretøjer er fremstillet uden for EU.

29.

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), der er af den opfattelse, at den tvist, der verserer for den, giver anledning til spørgsmål om fortolkning af EU-retten, har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2003/37 skal fortolkes således, at brugte køretøjer, der importeres til en medlemsstat fra et tredjeland, skal opfylde de tekniske krav i nævnte direktiv for at kunne blive registreret i denne medlemsstat.

31.

Der er to modstridende opfattelser af, hvordan dette spørgsmål skal besvares.

32.

Ifølge den første opfattelse, som Agrodetalė, den spanske regering og Kommissionen er fortalere for, kan den EF-typegodkendelsesordning for landbrugstraktorer, som blev indført med nævnte direktiv, kun finde anvendelse på nye køretøjer, dvs. køretøjer, der aldrig har været registreret eller taget i brug. Brugte køretøjer, der importeres til EU fra et tredjeland, skal derfor ikke underlægges en EF-typegodkendelse og skal dermed ikke i henhold til EU-retten opfylde de tekniske forskrifter i nævnte direktiv. Det følger heraf, at medlemsstaterne frit kan stille specifikke nationale krav til sådanne køretøjer. Ifølge Agrodetalė skal disse nationale krav overholde proportionalitetsprincippet og princippet om ikke-forskelsbehandling. Kommissionen og den spanske regering er i modsætning til Agrodetalė af den opfattelse, at medlemsstaterne har mulighed for under udøvelsen af deres lovgivningsbeføjelser at udvide de tekniske forskrifter i direktiv 2003/37 til også at omfatte brugte køretøjer, der importeres fra et tredjeland.

33.

Den anden opfattelse, som den litauiske regering er fortaler for, er derimod baseret på tanken om, at brugte køretøjer, der importeres til EU fra tredjelande, skal overholde de tekniske forskrifter i nævnte direktiv.

34.

Ved første øjekast kunne man fristes til at mene, at det, eftersom der i nævnte direktiv flere gange henvises til »nye køretøjer« ( 7 ), tilkommer medlemsstaterne at fastsætte de tekniske krav, som brugte køretøjer, der importeres til deres område fra et tredjeland, skal opfylde. Medlemsstaterne har således blot mulighed for og ikke pligt til at sidestille disse krav med kravene i direktiv 2003/37.

35.

Jeg er imidlertid enig i den litauiske regerings synspunkt, idet den går ind for, at de harmoniserede tekniske forskrifter skal finde anvendelse på brugte køretøjer, der importeres til EU fra et tredjeland, som efter min opfattelse er det eneste, der kan garantere direktivets effektive virkning.

36.

Det skal bemærkes, at EF-typegodkendelsen i henhold til nævnte direktivs artikel 2, litra a), er en fremgangsmåde, hvorved en medlemsstat attesterer, at en type køretøj, system, komponent eller teknisk enhed opfylder de tekniske krav i direktiv 2003/37.

37.

EF-typegodkendelsen er baseret på princippet om, at alle nye køretøjer fremstillet i overensstemmelse med en typegodkendelse udstedt af en medlemsstat frit kan markedsføres og registreres i de øvrige medlemsstater.

38.

Som det fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2003/37, bygger dette på princippet om fuldstændig harmonisering. Med dette direktiv er EF-typegodkendelsesproceduren således blevet obligatorisk for landbrugs- eller skovbrugstraktorer i en af de klasser, der er omfattet af direktivet, mens den tidligere var valgfri. I henhold til artikel 23, stk. 1, i direktiv 2003/37 er medlemsstaterne således forpligtede til at anvende EF-typegodkendelsen på køretøjer af klasse T1, T2 og T3, dels for nye køretøjstyper fra den 1. juli 2005, dels for alle nye køretøjer, der tages i brug fra den 1. juli 2009. Den fuldstændige harmonisering betyder ligeledes, at de tekniske krav til køretøjernes konstruktion og funktion med henblik på EF-typegodkendelsen fastsættes i EU-retten.

39.

Som det fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2003/37, indgiver fabrikanten sin ansøgning om EF-typegodkendelse af et køretøj til EF-typegodkendelsesmyndighederne i en medlemsstat. Denne ansøgning skal være ledsaget af en informationsmappe indeholdende de i bilag I til nævnte direktiv fastsatte oplysninger.

40.

Det følger af nævnte direktivs artikel 4, stk. 1, litra a), at EF-typegodkendelsen udstedes for de køretøjstyper, der er i overensstemmelse med oplysningerne i fabrikantens informationsmappe, og som afhængig af deres klasse opfylder de tekniske krav i de relevante særdirektiver, der er anført i bilag II, kapitel B, til direktiv 2003/37.

41.

Det fremgår af nævnte direktivs artikel 4, stk. 3, at EF-typegodkendelsesmyndighederne i denne medlemsstat dernæst sender EF-typegodkendelsesmyndighederne i de øvrige medlemsstater en kopi af EF-typegodkendelsesattesterne for hver køretøjstype, for hvilken de har udstedt, nægtet eller inddraget en EF-typegodkendelse.

42.

Nævnte direktivs artikel 6, stk. 1, bestemmer, at fabrikanten som indehaver af en EF-typegodkendelsesattest udsteder en typeattest, hvoraf det fremgår, at køretøjet er fremstillet i overensstemmelse med den godkendte køretøjstype. Denne attest skal ledsage hvert nyt køretøj, der er EF-typegodkendt.

43.

Nye køretøjer, der er EF-typegodkendt, og som ledsages af en gyldig typeattest, kan ikke pålægges krav om en ny godkendelse af deres tekniske karakteristika og heller ikke om, at de skal opfylde ekstra tekniske krav til deres konstruktion eller funktion, medmindre de helt tydeligt er blevet ændret, efter at de har forladt fabrikantens fabrik. Nationale bestemmelser, der gør registrering af motorkøretøjer, der er ledsaget af en gyldig EF-typeattest, betinget af, at der fremlægges en national attest, der dokumenterer overensstemmelsen med nationale krav, er således ikke tilladt ( 8 ).

44.

Når et køretøj er typegodkendt i en af medlemsstaterne og overholder disse harmoniserede regler, er det lovligt at markedsføre det i hele EU.

45.

Via ordningen med standardtypegodkendelse på EU-plan er der derfor blevet indført en mekanisme for gensidig anerkendelse af den kontrol, som typegodkendelsesmyndighederne i de enkelte medlemsstater foretager med hensyn til overensstemmelsen med de krav, der er indeholdt i direktiv 2003/37 og i særdirektiverne ( 9 ).

46.

I nævnte direktivs artikel 7, stk. 1, bestemmes det således, at »[h]ver medlemsstat foretager registrering af nye typegodkendte køretøjer, tillader salg, eller ibrugtagning heraf på grundlag af kriterier, der vedrører deres konstruktion eller drift, men kun, hvis disse køretøjer er ledsaget af en gyldig typeattest«. Ifølge den samme logik bestemmer artikel 5, stk. 2, i forordning (EU) nr. 167/2013 ( 10 ), at »[m]edlemsstaterne [kun] tillader […] markedsføring, registrering eller ibrugtagning af sådanne køretøjer, komponenter og separate tekniske enheder, der opfylder kravene i denne forordning«. Endvidere fremgår det af nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, at »[m]edlemsstaterne [ikke] må […] forbyde, begrænse eller hindre markedsføring, registrering eller ibrugtagning af køretøjer […] af grunde, der vedrører aspekter af fremstillingen af dem og deres funktioner, som er omfattet af denne forordning, hvis de opfylder kravene i denne forordning«.

47.

Den omstændighed, at typegodkendelsesproceduren skal anvendes på en køretøjstype, inden den sættes i serieproduktion, udelukker efter min opfattelse ikke, at en medlemsstat kan drage konsekvenser af, at det konstateres, at et brugt køretøj, der importeres fra et tredjeland, ikke har en typeattest, hvilket er tilfældet i hovedsagen.

48.

Som Agrodetalė har anført i sine skriftlige bemærkninger, er der udstedt overensstemmelsesattester eller godkendelser for de i hovedsagen omhandlede traktorer, som opbevares i det nationale center for køretøjsafprøvning. Ifølge Agrodetalė er den eneste grund til, at traktorerne ikke har en typeattest, at deres forurenende emissioner med nogle få tiendedele af et procentpoint overskrider de krav, der skal opfyldes for at opnå en EF-typegodkendelse af et køretøj.

49.

Henset til det ovenstående ser det således ud til, at de i hovedsagen omhandlede traktorer ikke er ledsaget af en typeattest, fordi de ikke opfylder de tekniske krav i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/25/EF af 22. maj 2000 om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til fremdrift af landbrugs- og skovbrugstraktorer og om ændring af Rådets direktiv 74/150 ( 11 ).

50.

Det er vigtigt at bemærke, at et nyt køretøj, der importeres til en medlemsstat fra et tredjeland, ikke kan registreres i denne medlemsstat, hvis det tilhører en køretøjsklasse, der er omfattet af direktiv 2003/37, og ikke tilhører en køretøjstype, der er omfattet af en EF-typegodkendelse.

51.

I denne forbindelse er det uden betydning, hvor køretøjet er fremstillet. Som Kommissionen med føje har bemærket, hænger udstedelse af en EF-typegodkendelsesattest ikke sammen med det sted, hvor det nye køretøj er fremstillet. Direktiv 2003/37 finder således anvendelse på samme måde, uanset om det nye køretøj er fremstillet i eller uden for EU.

52.

Som Kommissionen anførte i sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om godkendelse og markedsovervågning af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer ( 12 ), skal det endvidere bemærkes, at den ret, som nye køretøjer, der er fremstillet i overensstemmelse med en type køretøj, der er godkendt af en medlemsstat, har til frit at kunne markedsføres og registreres i andre medlemsstater, »gælder for alle køretøjer, uanset produktionens oprindelse. Det betyder, at […] køretøjer, der er fremstillet uden for EU, frit kan importeres inden for EU, forudsat at fabrikanten har attesteret, at de er fremstillet i overensstemmelse med en køretøjstype, der er godkendt i en af EU's medlemsstater« ( 13 ).

53.

Kravet om en gyldig typeattest i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/37 gælder således ikke blot nye køretøjer, der fremstilles i EU, men også nye køretøjer, der er fremstillet uden for EU og importeret til EU fra tredjelande.

54.

Det ville efter min opfattelse være paradoksalt og ville potentielt kunne medføre misbrug, hvis et brugt køretøj, der importeres til EU fra et tredjeland, kunne registreres, selv om der ikke er udstedt en typeattest for det. Den medlemsstat, hvortil køretøjet importeres, kan således efter min opfattelse i henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/37 med rette nægte at registrere køretøjet.

55.

Jeg er således af den opfattelse, at et brugt køretøj, der importeres fra et tredjeland, der ikke er omfattet af en EF-typegodkendelse, og som skal anvendes for første gang i EU, i denne situation skal betragtes som et nyt køretøj og dermed skal være underlagt den samme retsordning i medfør af direktiv 2003/37.

56.

I flere af direktivets bestemmelser henvises der til begrebet »nye køretøjer« [artikel 7, stk. 1, artikel 10, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, litra b)], uden at det dog defineres.

57.

Definitionen af dette begreb findes derimod i artikel 3, nr. 37), i forordning nr. 167/2013. I denne bestemmelse præciseres det, at der ved »nyt køretøj« forstås »et køretøj, som ikke tidligere har været registreret eller taget i brug«. Det fremgår af såvel artikel 2, litra q), i direktiv 2003/37 som artikel 3, nr. 40), i forordning nr. 167/2013, at der ved en sådan ibrugtagning skal forstås den første anvendelse af køretøjet i EU.

58.

Under disse omstændigheder kan direktiv 2003/37 således efter min opfattelse anses for at finde anvendelse på brugte køretøjer, der importeres fra et tredjeland, og som bruges for første gang i EU.

59.

Endvidere skal den holdning, som Kommissionen gav udtryk for i § 72 i Vejledning til anvendelsen af maskindirektivet 2006/42/EF ( 14 ), efter min opfattelse finde anvendelse. Kommissionen anførte således i denne bestemmelse, at »[g]enerelt gælder maskindirektivet ikke markedsføring af brugte maskiner«, og at der er »en enkelt undtagelse fra denne generelle regel«. »Maskindirektivet gælder brugte maskiner, som oprindelig blev stillet til rådighed med henblik på distribution eller brug uden for EU, når de efterfølgende markedsføres eller tages i brug for første gang i EU« ( 15 ).

60.

Som den litauiske regering i det væsentlige har gjort gældende, kan henvisningen i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/37 til »nye køretøjer« forklares ved den omstændighed, at det ikke er muligt at ibrugtage køretøjer, som indgår i de klasser, der er omfattet af dette direktiv, og som er fremstillet i EU, på det indre marked uden at have opnået en EF-typegodkendelse, hvilket betyder, at disse køretøjer ikke tidligere har kunnet være taget i brug og dermed er nye. Analogt hermed gælder, at hvis disse nye køretøjer, der er fremstillet i et tredjeland, importeres til EU, skal de opnå en EF-typegodkendelse, inden de kan markedsføres.

61.

Når de i direktiv 2003/37 omhandlede formaliteter er opfyldt, kan køretøjerne frit cirkulere i alle EU's medlemsstater, og kravene i dette direktiv skal i princippet ikke anvendes på dem igen. Alle brugte køretøjer, der, da de var nye, tilhørte en køretøjsklasse, der var omfattet af den afledte EU-ret, og som er blevet taget i brug i EU, tilhører således køretøjsklasser, der har opnået en EF-typegodkendelse. I henhold til artikel 28 TEUF må handelen med dem mellem medlemsstaterne ikke efterfølgende hindres.

62.

Det følger af det ovenstående, at direktiv 2003/37 har til formål at sikre, at køretøjer, der markedsføres for første gang i EU, opfylder de harmoniserede tekniske krav, der findes i EU, mens den efterfølgende handel med typegodkendte køretøjer mellem medlemsstaterne er reguleret i henhold til EU’s primære ret.

63.

Som den litauiske regering har anført, er situationen i hovedsagen imidlertid den, at brugte køretøjer, på hvilke der aldrig er blevet anvendt en EF-typegodkendelsesprocedure, er blevet importeret til EU fra et tredjeland, dvs. at de aldrig er blevet taget i brug i EU's medlemsstater. Ligesom den litauiske regering er jeg af den opfattelse, at disse køretøjer, der ibrugtages for første gang på det indre marked, skal anses for at være nye i betydningen i direktiv 2003/37.

64.

Sammenfattende er den frie bevægelighed for traktorer i EU baseret på den forudsætning, at de, da de var nye, dvs. inden de blev taget i brug første gang, var genstand for en EF-typegodkendelse.

65.

Efter min opfattelse skal brugte traktorer, der importeres fra et tredjeland, og som ibrugtages for første gang i EU, opfylde de samme krav.

66.

Denne løsning er i overensstemmelse med den ordning, der blev indført med direktiv 2003/37, og som er baseret på princippet om, at alle køretøjer i bestemte klasser skal opfylde ensartede tekniske krav, inden de ibrugtages første gang i EU.

67.

Jeg kan, som den litauiske regering i det væsentlige har gjort gældende, tilføje, at der, hvis den fortolkning, hvorefter brugte køretøjer, der importeres til EU fra et tredjeland, ikke er underlagt de harmoniserede tekniske krav, tiltrædes, er en risiko for, at disse krav omgås. Det ville således være tilstrækkeligt, at en importør eller en distributør erklærer, at den pågældende importerer brugte køretøjer, hvorefter han ville være fritaget fra at skulle opfylde disse krav. Hvis de tekniske krav i direktiv 2003/37 endvidere ikke fandt anvendelse på brugte køretøjer, der markedsføres for første gang i EU, ville importører og distributører af disse køretøjer opnå en konkurrencemæssig fordel i forhold til producenter, importører og distributører af køretøjer, der aldrig har været taget i brug.

68.

En sådan fortolkning ville gå imod det mål om at styrke det indre marked, der forfølges med først direktiv 74/150, derefter direktiv 2003/37 og nu forordning nr. 167/2013. Da der således ville blive skabt et hul i harmoniseringen af de tekniske krav til traktorer, ville det ligeledes gå ud over målene om trafiksikkerhed, arbejdssikkerhed og miljøbeskyttelse.

69.

Hvis det blev overladt til medlemsstaterne at fastsætte de tekniske krav, der gælder for brugte køretøjer, der importeres til EU fra tredjelande, ville det skabe forskelle mellem disse medlemsstater, der ville kunne hindre den frie bevægelighed mellem disse medlemsstater for brugte køretøjer, der er importeret fra et tredjeland. Den fragmentering af det indre marked, som dette ville medføre, er uforenelig ikke blot med det ovennævnte mål om at styrke det indre marked, men ligeledes med det princip, der er opstillet i fjerde betragtning til direktiv 2003/37, hvorefter dette bygger på en fuldstændig harmonisering.

70.

Det påhviler dog den forelæggende ret at efterprøve, om den i nævnte direktivs artikel 12, stk. 3, omhandlede ækvivalensordning vil kunne finde anvendelse i den foreliggende sag. Det fremgår således af denne bestemmelse, at »[æ]kvivalensen af typegodkendelser, der udstedes i henhold til de UNECE-regulativer, der findes som bilag til den reviderede overenskomst af 1958, der findes i bilag II, kapitel B, del II-B, i nærværende direktiv anerkendes«. Gennemførelsen af denne ordning kunne i givet fald være til hinder for, at registrering af brugte traktorer, der importeres af Agrodetalė, nægtes.

71.

Til slut skal det som svar på det andet spørgsmål præciseres, at ovenstående analyse taler for en sidestilling af de vilkår, der gælder for den første ibrugtagning i EU af nye køretøjer og af brugte køretøjer, der importeres til EU fra et tredjeland. Som det fremgår af artikel 23, stk. 1, litra b), i direktiv 2003/37, gælder de tekniske krav i dette direktiv, som brugte køretøjer, der importeres til EU fra et tredjeland, skal opfylde, således også for køretøjer, der tages i brug for første gang i EU fra den 1. juli 2009.

72.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer de af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) forelagte spørgsmål således: