1.

Den Franske Republik har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 16. april 2015, Schlyter mod Kommissionen (T-402/12, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2015:209), hvorved Retten tog Carl Schlyters påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 27. juni 2012 (herefter »den omtvistede afgørelse«) til følge.

2.

Ved den omtvistede afgørelse gav Europa-Kommissionen på grundlag af artikel 4, stk. 2, tredje led, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter ( 2 ) Carl Schlyter afslag i løbet den såkaldte status quo-periode ( 3 ) på aktindsigt i Kommissionens udførlige udtalelse ( 4 ) om et udkast til bekendtgørelse om indholdet af og kravene vedrørende forelæggelse af den årlige indberetning af nanopartikelstoffer (2011/673/F), som de franske myndigheder havde meddelt Kommissionen i medfør af direktiv 98/34, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli 1998 ( 5 ). Dette synspunkt var baseret på en sidestilling af dels proceduren i direktiv 98/34, dels traktatbrudsproceduren i artikel 258 TEUF og proceduren på området for statsstøtte i artikel 108 TEUF ( 6 ).

3.

Den foreliggende appel vedrører undtagelsen i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, der sigter mod at beskytte formålet med inspektioner, undersøgelser og revision, og nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt en udførlig udtalelse, der afgives af Kommissionen i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34, indgår i en undersøgelse i denne bestemmelses forstand eller ej.

4.

Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvad der kendetegner den procedure, der er fastsat i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, for at afgøre, om den udgør en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

5.

Såfremt den udførlige udtalelse, der afgives af Kommissionen i forbindelse med proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, indgår i en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, rejser det desuden spørgsmålet om, hvorvidt udbredelsen af dette dokument i det foreliggende tilfælde skader formålet med proceduren i direktiv 98/34.

6.

Artikel 8 i direktiv 98/34 bestemmer følgende:

»1.   Med forbehold af artikel 10 sender medlemsstaterne straks Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift […]. De meddeler ligeledes Kommissionen grundene til, at det er nødvendigt at indføre en sådan teknisk forskrift, medmindre disse grunde allerede fremgår af udkastet.

[…]

Kommissionen gør straks de andre medlemsstater bekendt med udkastet til teknisk forskrift og alle de dokumenter, den har fået tilsendt. […]

Med hensyn til de tekniske specifikationer […] kan Kommissionens eller medlemsstaternes bemærkninger eller udførlige udtalelser kun vedrøre aspekter, som måtte være til hinder for samhandelen eller, for så vidt angår forskrifterne vedrørende tjenester, for den frie udveksling af tjenester, eller for tjenesteyderes etableringsfrihed, men ikke en foranstaltnings skattemæssige eller finansielle aspekter.

2.   Kommissionen og medlemsstaterne kan indgive bemærkninger til den medlemsstat, der har givet meddelelse om et udkast til teknisk forskrift, og vedkommende medlemsstat skal ved den videre udformning af den tekniske forskrift tage videst muligt hensyn dertil.

3.   Medlemsstaterne sender straks Kommissionen den endelige tekst til en teknisk forskrift.

4.   Oplysninger, der fremsendes i henhold til denne artikel, betragtes ikke som fortrolige, medmindre den medlemsstat, der har fremsendt notifikationen, udtrykkeligt anmoder herom. En sådan anmodning skal være begrundet. […]

[…]«

7.

Der er i dette direktivs artikel 9 fastsat følgende:

»1.   Medlemsstaterne udsætter vedtagelsen af et udkast til teknisk forskrift tre måneder regnet fra datoen for Kommissionens modtagelse af den i artikel 8, stk. 1, omhandlede meddelelse.

2.   Medlemsstaterne udsætter:

regnet fra datoen for Kommissionens modtagelse af den i artikel 8, stk. 1, omhandlede meddelelse, hvis Kommissionen eller en anden medlemsstat inden tre måneder efter samme dato afgiver en udførlig udtalelse om, at den påtænkte foranstaltning frembyder aspekter, der eventuelt kan skabe hindringer for varernes frie bevægelighed inden for det indre marked

[…]

Den pågældende medlemsstat aflægger [en] rapport til Kommissionen om, hvordan den agter at reagere på den pågældende udførlige udtalelse. Kommissionen fremsætter bemærkninger til denne reaktion.

[…]

3.   Medlemsstaterne udsætter vedtagelsen af et udkast til teknisk forskrift, bortset fra udkast til forskrifter vedrørende tjenester, i tolv måneder regnet fra datoen for Kommissionens modtagelse af den i artikel 8, stk. 1, omhandlede meddelelse, hvis Kommissionen inden tre måneder efter samme dato meddeler, at den har til hensigt at foreslå eller vedtage et direktiv, en forordning eller en beslutning herom i overensstemmelse med […] artikel [288 TEUF].«

8.

Forordning nr. 1049/2001 fastlægger de principper, betingelser og begrænsninger, der gælder for retten til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter som fastlagt ved artikel 15 TEUF.

9.

Denne forordnings artikel 2 med overskriften »Personer, der har ret til aktindsigt, og anvendelsesområde« har følgende ordlyd:

»1.   Enhver unionsborger og enhver fysisk eller juridisk person, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, har ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter med forbehold af de principper, betingelser og begrænsninger, der er fastsat i denne forordning.

2.   Institutionerne kan med forbehold af de samme principper, betingelser og begrænsninger give aktindsigt i dokumenter til enhver fysisk eller juridisk person, der ikke har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat.

3.   Denne forordning finder anvendelse på alle dokumenter, som en institution er i besiddelse af, dvs. dokumenter, som den har udarbejdet eller modtaget, inden for alle Den Europæiske Unions aktivitetsområder.

[…]«

10.

Den nævnte forordnings artikel 4 omhandler undtagelser fra retten til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter. De relevante undtagelser er indeholdt i stk. 2, som bestemmer:

»Institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af:

medmindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet.«

11.

Forordningens artikel 4, stk. 6, bestemmer følgende:

»Hvis kun dele af det ønskede dokument er omfattet af en undtagelse, skal den resterende del af dokumentet udleveres.«

12.

Artikel 4, stk. 7, i forordning nr. 1049/2001 bestemmer følgende:

»Undtagelserne som fastlagt i stk. 1-3 finder kun anvendelse i den periode, hvor beskyttelsen er begrundet i dokumentets indhold. […]«

13.

Den 29. december 2011 gav de franske myndigheder i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i direktiv 98/34 Kommissionen meddelelse om et udkast til bekendtgørelse om indholdet af og kravene vedrørende forelæggelse af den årlige indberetning af nanopartikelstoffer vedtaget i henhold til artikel R. 523-12 og R. 523-13 i code de l’environnement (miljøloven) (herefter »udkastet til bekendtgørelse«).

14.

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i direktiv 98/34 regnedes status quo-perioden på tre måneder fra datoen for Kommissionens modtagelse af den i dette direktivs artikel 8, stk. 1, omhandlede meddelelse fra den 30. december 2011. I marts 2012 (i løbet af denne status quo-periode) anmodede Forbundsrepublikken Tyskland om og modtog efterfølgende supplerende oplysninger fra de franske myndigheder om udkastet til bekendtgørelse.

15.

Den 30. marts 2012 afgav Kommissionen en udførlig udtalelse, som i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, andet led, i direktiv 98/34 forlængede den oprindelige status quo-periode, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, i direktiv 98/34, med yderligere tre måneder (herefter »den udførlige udtalelse«). Den 2. april 2012 fremsatte Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ligeledes bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse i overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 2. De franske myndigheder svarede på Det Forenede Kongeriges bemærkninger den 6. juni 2012.

16.

Ved brev af 16. april 2012, dvs. i løbet af status quo-perioden, fremsatte sagsøgeren, Carl Schlyter, en begæring om aktindsigt i Kommissionens udførlige udtalelse, der er nævnt i punkt 15 i dette forslag til afgørelse.

17.

Ved brev af 7. maj 2012 gav Kommissionen afslag på begæringen om aktindsigt af 16. april 2012 under påberåbelse af den undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, og under henvisning til, at delvis aktindsigt var udelukket, da dokumentet i sin helhed henhørte under den påberåbte undtagelse. Kommissionen henviste desuden til, at der ikke forelå en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af dokumentet i den konkrete sag.

18.

Den 29. maj 2012 genfremsatte sagsøgeren begæringen over for Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001 med henblik på at få denne til at tage begæringen op til fornyet behandling.

19.

Den 27. juni 2012 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvorved den afslog Carl Schlyters begæring om fornyet behandling med følgende begrundelse.

20.

Kommissionen henviste i den omtvistede afgørelses punkt 3 med overskriften »Beskyttelse af formålet med undersøgelser« til, at udbredelsen af den omhandlede udførlige udtalelse ville være til skade for beskyttelsen af formålet med undersøgelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

21.

I den omtvistede afgørelses punkt 4 med overskriften »Delvis aktindsigt« vurderede Kommissionen, at dette ligeledes gjorde sig gældende for det samlede dokument, hvori der var begæret aktindsigt, hvilket udelukkede enhver delvis udbredelse i henhold til artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001.

22.

I den omtvistede afgørelses punkt 5 med overskriften »Offentlig interesse i udbredelsen« henviste Kommissionen til, at der heller ikke forelå en mere tungtvejende offentlig interesse som omhandlet i artikel 4, stk. 2 in fine, i forordning nr. 1049/2001, i, at dokumentet ikke desto mindre udbredes.

23.

Status quo-perioden vedrørende udkastet til bekendtgørelse udløb den 2. juli 2012. Den Franske Republik svarede på Kommissionens udførlige udtalelse den 16. juli 2012. Den 26. juli 2012 anmodede Kommissionen de franske myndigheder om at fremsætte et ændret udkast til bekendtgørelse, hvilket de franske myndigheder gjorde samme dag.

24.

Den 6. august 2012 vedtog Den Franske Republik bekendtgørelsen om indholdet af og kravene vedrørende forelæggelse af den årlige indberetning af nanopartikelstoffer vedtaget i henhold til miljølovens artikel R. 523-12 og R. 523-13 (JORF af 10.8.2012, s. 13166). Kommissionen blev underrettet om denne bekendtgørelse den 22. august 2012.

25.

Efter at have afsluttet gennemgangen af bekendtgørelsen og besluttet, at der ikke var grund til at indlede et traktatbrudssøgsmål mod Den Franske Republik, sendte Kommissionen en kopi af den omhandlede udførlige udtalelse til Carl Schlyter den 25. oktober 2012.

26.

Carl Schlyter ( 7 ) anførte tre anbringender i søgsmålet ved Retten.

27.

Carl Schlyters første anbringende vedrørte urigtig retsanvendelse og åbenbart urigtigt skøn ved anvendelsen af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 og artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1367/2006 af 6. september 2006 om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer ( 8 ).

28.

Det første anbringende omhandlede for det første »spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede udførlige udtalelse, der var afgivet i forbindelse med en procedure som omhandlet i direktiv 98/34, henhører under artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, hvorefter institutionerne skal afslå at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af formålet med inspektioner, undersøgelser og revision. For det andet [var] parterne uenige om spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen, i betragtning af den udførlige udtalelses art, i status quo-perioden kunne basere sig på en generel formodning i henhold til artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, fortolket i lyset af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006, hvorefter udbredelsen af den nævnte udtalelse ville være til skade for sådanne formål« ( 9 ).

29.

Det andet anbringende vedrørte urigtig retsanvendelse, åbenbart urigtigt skøn og manglende begrundelse ved anvendelsen af kriteriet om den mere tungtvejende offentlige interesse som krævet i artikel 4, stk. 2 in fine, i forordning nr. 1049/2001 og i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1367/2006 ( 10 ).

30.

Det tredje anbringende vedrørte urigtig retsanvendelse, åbenbart urigtigt skøn og manglende begrundelse ved anvendelsen af artikel 4, stk. 6, i forordning nr. 1049/2001 ( 11 ).

31.

I forbindelse med det første anbringende fandt Retten, at begrebet »undersøgelse« dækker over såvel alle undersøgelser, der udføres af en kompetent myndighed med henblik på at påvise en overtrædelse, som den procedure, hvor en myndighed indsamler oplysninger og kontrollerer visse forhold, før den træffer afgørelse ( 12 ). Retten bemærkede, at Kommissionen i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34 kan afgive en udførlig udtalelse, hvori denne vurderer, at udkastet til teknisk forskrift frembyder aspekter, der eventuelt kan skabe hindringer for varernes frie bevægelighed, den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden for tjenesteydere inden for det indre marked ( 13 ). Ifølge Retten er Kommissionens afgivelse af den udførlige udtalelse i forbindelse med denne procedure imidlertid ikke en procedure, hvorefter myndigheden indsamler oplysninger og kontrollerer visse forhold, før den træffer afgørelse ( 14 ).

32.

Retten fastslog for det første, at det i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34 ikke tilkommer Kommissionen at indsamle oplysninger før afgivelsen af en udførlig udtalelse. Ifølge Retten skal medlemsstaterne meddele Kommissionen deres udkast på området for tekniske forskrifter ( 15 ).

33.

Retten bemærkede for det andet, at selv om Kommissionen kontrollerer visse forhold på grundlag af oplysninger fra den meddelende medlemsstat, træffer den ikke afgørelse, men afgiver i givet fald en ikke-bindende administrativ udtalelse. Afgivelsen af en udførlig udtalelse er blot resultatet af en analyse af udkastet til teknisk forskrift, som Kommissionen har gennemført, hvorefter den vurderer, at udkastet til teknisk forskrift frembyder aspekter, der eventuelt kan skabe hindringer for den frie bevægelighed for varer, for den frie udveksling af tjenesteydelser eller for etableringsfriheden for tjenesteydere inden for det indre marked. Denne udførlige udtalelse afspejler i øvrigt ikke nødvendigvis Kommissionens endelige holdning, da den pågældende medlemsstat efter dens udstedelse aflægger rapport til Kommissionen om, hvordan den agter at reagere på en sådan udførlig udtalelse, og da Kommissionen fremsætter bemærkninger til denne reaktion ( 16 ).

34.

Retten tilføjede, at Kommissionens afgivelse af den udførlige udtalelse i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34 heller ikke udgjorde resultatet af en kompetent myndigheds undersøgelse med henblik på at påvise en overtrædelse ( 17 ). Ifølge Retten er et udkast til teknisk forskrift efter sin art et foreløbigt udkast, som kan udvikle sig og ændres. Så længe den tekniske forskrift ikke er vedtaget, kan den ikke tilsidesætte bestemmelserne om den frie bevægelighed for varer, den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden for tjenesteydere inden for det indre marked ( 18 ). Retten fastslog som følge heraf, at den medlemsstat, der var adressat for denne udtalelse, ikke kunne have tilsidesat EU-lovgivningen, eftersom den nationale tekniske forskrift kun eksisterede i form af et udkast på det tidspunkt, hvor den udførlige udtalelse blev afgivet i henhold til direktiv 98/34 ( 19 ).

35.

Retten fastslog, at det forhold, at det i direktiv 98/34 anføres, at såvel Kommissionen som de øvrige medlemsstater kan afgive en udførlig udtalelse om den meddelende medlemsstats udkast til teknisk forskrift, bekræfter, at Kommissionens afgivelse af en udførlig udtalelse ikke udgjorde en undersøgelse med henblik på at påvise en overtrædelse, da medlemsstaterne kun kan rapportere om en anden medlemsstats tilsidesættelse af EU-retten, men ikke kan vedtage en begrundet udtalelse, hvorved Kommissionen formaliserer eksistensen af en overtrædelse. Ifølge Retten er den udførlige udtalelse, hvad enten den vedtages af Kommissionen eller en medlemsstat, blot en form for rapportering af en potentiel konflikt mellem udkastet til teknisk forskrift og EU-retten for så vidt angår varernes frie bevægelighed, den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden for tjenesteydere inden for det indre marked ( 20 ).

36.

Retten fandt, at den udførlige udtalelse, der var afgivet af Kommissionen i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34, ikke udgjorde en undersøgelse, da det ikke drejede sig om en afgørelse om overtrædelse, men om Kommissionens indledende, midlertidige og rådgivende holdning på grundlag af en analyse af et meddelt udkast til teknisk forskrift, som således gav den meddelende medlemsstat enhver mulighed for at ændre udkastet før dets vedtagelse ( 21 ).

37.

Retten afgjorde, at traktatbrudsproceduren var det klassiske eksempel på en efterfølgende kontrol, som består i at kontrollere nationale foranstaltninger, når disse er blevet vedtaget af medlemsstaterne, og som har til formål at genoprette overholdelsen af retsordenen. Ifølge Retten er det ganske vist korrekt, at den administrative fase af traktatbrudsproceduren ligeledes indebærer en dialogfase mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, men målet er ikke desto mindre at finde en mindelig løsning på tvisten mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat og i modsat fald at indbringe et søgsmål for Domstolen grundet uforeneligheden af en national foranstaltning, som er trådt i kraft, og som har retsvirkninger på det indre marked ( 22 ).

38.

I denne henseende udgør den udførlige udtalelse fra Kommissionen i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34 ikke en åbningsskrivelse, idet der formelt ikke er strid mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat på dette stadie i den nævnte procedure ( 23 ).

39.

Retten fastslog subsidiært, at selv hvis Kommissionens udførlige udtalelse bidrog til en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, havde undtagelsen i denne bestemmelse ikke til hensigt at beskytte undersøgelser som sådan, men disses formål ( 24 ). I denne henseende var udbredelsen af en udførlig udtalelse, der var udstedt af Kommissionen i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34, i status quo-perioden ikke nødvendigvis til skade for formålet med denne procedure. Retten bemærkede, at det forhold, at Kommissionen udbreder sin udførlige udtalelse, hvorefter aspekter i udkastet til teknisk forskrift eventuelt kan skabe hindringer for den frie bevægelighed for varer, for den frie udveksling af tjenesteydelser samt for etableringsfriheden for tjenesteydere inden for det indre marked, ikke bringer formålet om at vedtage en national teknisk forskrift, der er i overensstemmelse med EU-retten, i fare. Ifølge Retten vil den omhandlede medlemsstat tværtimod opfatte en sådan udbredelse som en yderligere tilskyndelse til at sikre foreneligheden af sin tekniske forskrift med EU-rettens bestemmelser om disse grundlæggende friheder ( 25 ).

40.

Retten annullerede derfor den omtvistede afgørelse, for så vidt som den gav afslag på aktindsigt i den omhandlede udførlige udtalelse på grundlag af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 ( 26 ), og afgjorde, at der ikke var anledning til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen i betragtning af arten af den omhandlede udførlige udtalelse i status quo-perioden kunne basere sig på en generel formodning om, at udbredelsen af den nævnte udførlige udtalelse ville være til skade for formålet med en undersøgelse ( 27 ). Retten fandt heller ikke, at der var anledning til at tage stilling til det andet og det tredje anbringende, som Carl Schlyter havde fremført ( 28 ).

41.

Den Tjekkiske Republik har ved brev af 29. oktober 2015 fra Domstolens præsident fået tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for Den Franske Republiks påstande.

42.

Carl Schlyter, Den Franske Republik, Den Tjekkiske Republik, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De samme parter – med undtagelse af Den Tjekkiske Republik – har afgivet mundtlige indlæg under retsmødet den 8. februar 2017.

43.

Den Franske Republik har fremsat et enkelt anbringende til støtte for sin appel. Med dette anbringende har den anført, at Retten har begået flere retlige fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

44.

Det eneste anbringende er delt i to led.

45.

Den Franske Republik finder i første række, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at proceduren i direktiv 98/34 ikke udgjorde en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

46.

Den Franske Republik er i anden række af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl, idet den subsidiært fastslog, at udbredelsen af dette dokument – selv i tilfælde af, at Kommissionens udførlige udtalelse indgik i en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 – ikke nødvendigvis skadede formålet med proceduren i direktiv 98/34.

47.

Den Franske Republik mener for det første ikke, at den definition, som Retten gav af begrebet »undersøgelse« i den appellerede dom, støtter sig på nogen definition, der er fastsat i forordning nr. 1049/2001, direktiv 98/34 eller retspraksis. Den har anført, at Domstolen endnu ikke har fastlagt nogen generel definition af undersøgelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Det kan ifølge Den Franske Republik udledes af dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), at Domstolen ikke havde til hensigt at opstille formelle betingelser for kvalificeringen af »formålet« med de undersøgelser, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Denne dom er således til hinder for den meget snævre definition af begrebet »undersøgelse«, som Retten fastlagde i den appellerede doms præmis 53.

48.

Det er for det andet Den Franske Republiks opfattelse, at definitionen af begrebet »undersøgelse« i den appellerede dom ikke er i overensstemmelse med den løsning, som Retten nåede frem til i dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816). Den Franske Republik har anført, at selv om Retten i denne dom bemærkede, at parterne var enige om, at EU-pilotprojektproceduren måtte anses for at være en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, gennemgik den alligevel denne procedure for at afgøre, om denne kvalificering var korrekt.

49.

Den Franske Republik har påpeget, at Retten i dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816), fastslog, at en procedure kan kvalificeres som en undersøgelse, hvis Kommissionen sender forespørgsler og anmodninger om oplysninger til den berørte medlemsstat, hvorefter den foretager en vurdering af de indhentede svar og fremlægger sine egne resultater, endda foreløbigt. I dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816), krævede Retten således ikke – som den gjorde i den appellerede dom – at den omhandlede procedure skulle have til formål at påvise en overtrædelse eller udmøntes i en endelig afgørelse for at kunne blive kvalificeret som en »undersøgelse«.

50.

Den Franske Republik finder, at EU-pilotprojektprocedurens formål og forløb udviser væsentlige lighedspunkter med de i direktiv 98/34 nævnte. Den har præciseret, at EU-pilotprojektproceduren, der er blevet indført på frivillig basis af Kommissionen og medlemsstaterne, sigter mod at kontrollere, om EU-retten er blevet overholdt og anvendt korrekt i medlemsstaterne, inden Kommissionen eventuelt indleder en traktatbrudsprocedure.

51.

Ifølge Den Franske Republik udgør proceduren i direktiv 98/34 i lighed med EU-pilotprojektproceduren en procedure for dialogen mellem Kommissionen og medlemsstaten. Den har anført, at Kommissionen i løbet af denne procedure sender forespørgsler og anmodninger om oplysninger til medlemsstaten, hvorefter den vurderer svarene og i givet fald tager stilling til, om udkastet til teknisk forskrift stemmer overens med EU-retten, i den udførlige udtalelse, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, i direktiv 98/34. Den Franske Republik har ligeledes anført, at det fremgår af de retningslinjer for EU-pilotprojektproceduren, som Kommissionen udarbejdede til brug for medlemsstaterne i november 2014, at denne procedure ikke kan anvendes i forbindelse med en tekst, der er vedtaget efter afslutningen af en procedure i henhold til direktiv 98/34.

52.

For det tredje finder Den Franske Republik – såfremt Domstolen tiltræder definitionen af begrebet undersøgelse i den appellerede dom – at proceduren i direktiv 98/34 under alle omstændigheder falder ind under denne definition i betragtning af dens formål og forløb.

53.

Den Franske Republik mener, at Retten, da den begrænsede Kommissionens rolle i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34 til kun at fungere som passiv modtager af medlemsstatens meddelelse, tilsidesatte denne procedures målsætning, forløb og balance.

54.

Ifølge Den Franske Republik gør dialogen inden for rammerne af proceduren i direktiv 98/34 det muligt at præcisere, ændre eller nuancere synspunkter og at finde en mindelig løsning på tvister mellem Kommissionen og medlemsstaten om, hvordan EU-retten anvendes korrekt. Denne procedure har efter dens opfattelse til formål at sikre, at udkast til nationale tekniske forskrifter bringes i overensstemmelse med reglerne for det indre marked, selv om den ikke kan anvendes til at påvise, at der foreligger en overtrædelse af EU-retten, eftersom den pågældende nationale tekniske forskrift ikke er gældende på kontroltidspunktet. Den Franske Republik har anført, at Kommissionen i forbindelse med denne procedure skal foretage en præventiv kontrol for at sikre varernes frie bevægelighed og i denne sammenhæng ofte er nødt til at belyse faktiske omstændigheder, kontrollere oplysninger og stille nærmere spørgsmål vedrørende udkastet til national teknisk forskrift. Den kan således indsamle materiale, der gør det muligt at påvise en eventuel overtrædelse.

55.

Den Franske Republik har desuden taget afstand fra bemærkningen i den appellerede doms præmis 58 om, at Kommissionen blot afgiver en ikke-bindende administrativ udtalelse. Den mener tværtimod, at Kommissionen ved at afgive en udførlig udtalelse træffer en afgørelse på grundlag af den undersøgelse, som den har foretaget af udkastet til national teknisk forskrift og af de hindringer af samhandelen mellem medlemsstaterne, som denne forskrift vil kunne medføre. Den mener videre, at en sådan udtalelse, der forlænger den oprindelige status quo-periode, er bindende for medlemsstaten.

56.

Den Franske Republik har tilføjet, at Kommissionen skal afgøre, om det er hensigtsmæssigt at indlede en traktatbrudsprocedure, efter udløbet af den procedure, der er fastsat i direktiv 98/34.

57.

Carl Schlyter finder, at de tre argumenter, som Den Franske Republik har fremført, må afvises og/eller forkastes.

58.

Han finder for det første, at det påhviler Retten at præcisere og uddybe de omtvistede retlige udtryk, for det andet, at Retten ikke afveg fra sit tidligere standpunkt, da EU-pilotprojektproceduren ikke kan sammenlignes med proceduren i direktiv 98/34, hvilket åbner mulighed for en anderledes behandling, og for det tredje, at proceduren i direktiv 98/34 ikke udgør en undersøgelse, når der ikke foreligger noget mandat, der tillader Kommissionen at indsamle oplysninger på en aktiv måde.

59.

Carl Schlyter mener for det første, at Retten med føje kunne præcisere begrebet »undersøgelse« i den appellerede dom, eftersom det var en uenighed om dette begreb, der stod i centrum for tvisten. Han har anført, at Retten »undersøgte anvendelsen af begrebet »undersøgelse« i tidligere domme i traktatbruds- og statsstøttesager for at finde ud af, hvad der kendetegnede begrebet »undersøgelse«, på grundlag af denne retspraksis, hvilket samtidig gav den mulighed for at sondre mellem disse tidligere domme og den foreliggende sag (dommene i traktatbruds- og statsstøttesager vedrørte med andre ord undersøgelser, hvorimod den foreliggende sag, der vedrører en procedure i henhold til direktiv 98/34, ikke er relateret til en undersøgelse)« ( 29 ).

60.

Carl Schlyter mener for det andet ikke, at Den Franske Republiks bemærkning om, at anvendelsen af begrebet undersøgelse i den appellerede dom ikke er i overensstemmelse med den løsning, som Retten nåede frem til i dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816), hvori Retten fastslog, at EU-pilotprojektproceduren udgjorde en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, kan tages under realitetsbehandling. Efter Carl Schlyters opfattelse er denne bemærkning støttet på et nyt anbringende, der kunne have været fremført for Retten, selv om dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816), som blev afsagt efter den appellerede dom, eftersom parterne i denne sag ikke bestred, at der forelå en undersøgelse, og EU-pilotprojektproceduren blev indført i 2008 og derfor allerede var i brug. Denne sammenligning og Den Franske Republiks argument kunne således have været forelagt for Retten.

61.

Carl Schlyter finder desuden Den Franske Republiks bemærkning irrelevant. Selv om der måtte være en sådan uoverensstemmelse mellem dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816), og den appellerede dom, hvilket ikke er tilfældet, kan dette ikke betragtes som et tilstrækkeligt anbringende. Carl Schlyter har anført, at dette argument under alle omstændigheder også er grundløst, fordi EU-pilotprojektproceduren (som Retten kvalificerede som en »undersøgelse« i dom af 25.9.2014, Spirlea mod Kommissionen, T-306/12, EU:T:2014:816) ikke, som Den Franske Republik har gjort gældende, kan sammenlignes med proceduren i direktiv 98/34, der som følge af disse særlige kendetegn ikke kan kvalificeres som en »undersøgelse«. Der er derfor ingen uoverensstemmelse mellem Rettens forskellige domme.

62.

Carl Schlyter har understreget, at Kommissionen ikke, som det sker i forbindelse med EU-pilotprojektproceduren, aktivt indsamler oplysninger i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34, men modtager en meddelelse fra en medlemsstat, som normalt allerede indeholder alle de oplysninger og alle de dokumenter, som Kommissionen behøver for at vurdere, om den meddelte tekniske forskrift er forenelig med EU-retten. Han har videre anført, at Kommissionen kan stille spørgsmål til den pågældende medlemsstat efterfølgende, men at den ikke har beføjelse til at indsamle oplysninger hos borgere og virksomheder. Der vil som regel være en meget begrænset dialog med medlemsstaten, før der vedtages en udførlig udtalelse.

63.

Carl Schlyter finder, at i modsætning til EU-pilotprojektproceduren, der bygger på princippet om en formodet overtrædelse, er det ikke særlig sandsynligt, at der indledes en traktatbrudsprocedure i forlængelse af proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34. Carl Schlyter har på den ene side anført, at proceduren i direktiv 98/34 er neutral og automatisk og udløses, når der udarbejdes et udkast til en national foranstaltning, som falder ind under direktivets anvendelsesområde, men den er ikke baseret på princippet om, at der er mistanke om en eventuel overtrædelse. Carl Schlyter mener på den anden side ikke, at en udførlig udtalelse kan give anledning til en traktatbrudsprocedure, da der ikke foreligger nogen overtrædelse, og det ikke er sikkert, at risikoen for, at der opstår en overtrædelse, konkretiseres.

64.

Carl Schlyter finder for det tredje, at Den Franske Republik med urette har anført, at Retten i den appellerede dom begrænsede Kommissionens rolle til at kun at fungere som passiv modtager af oplysninger ( 30 ). Denne begrænsning og denne passive rolle følger af selve direktivet, som dermed viser, hvilken rolle de oplysninger, der fremlægges af medlemsstaten, spiller. Den Franske Republiks påstande om, at Kommissionen »ofte er nødt til at belyse faktiske omstændigheder« for at kunne vurdere, om et udkast til teknisk forskrift er foreneligt med reglerne for det indre marked eller ej ( 31 ), er efter Carl Schlyters opfattelse grundløse. Han mener, at der rejses tvivl om en vurdering af de faktiske forhold, som ikke kan efterprøves i forbindelse med en appel. Dette argument må derfor afvises. Carl Schlyter anser desuden Den Franske Republiks argument for at være fejlagtigt, da det ikke kræves i direktivet, at Kommissionen anmoder om væsentlige præciseringer efterfølgende, og dette ikke giver et nøjagtigt overblik over arten af den procedure, der er fastsat i direktiv 98/34. Han har henvist til, at Kommissionen ikke, som det er tilfældet i forbindelse med EU-pilotprojektproceduren, har bemyndigelse til at rette henvendelse til tredjeparter for at indsamle supplerende oplysninger. Carl Schlyter har tilføjet, at den udførlige udtalelse ikke er en bindende afgørelse.

65.

Han har påpeget, at det ikke kan udledes af dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), at begrebet »undersøgelse« ikke kan defineres »indskrænkende«. Efter Carl Schlyters opfattelse følger det desuden ikke af denne dom, at enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen i dens egenskab af vogter af traktaterne, udgør en undersøgelse.

66.

Kommissionen mener, at definitionen af en »undersøgelse« i den appellerede doms præmis 53 er alt for snæver og strider mod artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Den har anført, at denne definition omfatter en række formelle krav, som ikke kan udledes alene af udtrykket »undersøgelse«, og at udtrykket »undersøgelse« ikke giver anledning til at begrænse dette begreb til procedurer, der har til formål at påvise »en overtrædelse« eller at træffe »afgørelse«. Kommissionen har understreget, at proceduren i direktiv 98/34 i modsætning til, hvad Retten har bemærket, består af en række formelle trin og dialoger med medlemsstaterne og ikke udgør en simpel ikke-bindende procedure. Det fremgår ifølge Kommissionen af artikel 9, stk. 2, i direktiv 98/34, at den pågældende medlemsstat er forpligtet til at udsætte vedtagelsen af et udkast til teknisk forskrift i seks måneder, hvis der er afgivet en udførlig udtalelse, og til at aflægge rapport til Kommissionen om, hvordan den agter at reagere på den udførlige udtalelse. I denne henseende medfører den udførlige udtalelse derfor en bindende forpligtelse. Kommissionen mener ikke, at en udførlig udtalelse kan betragtes som en administrativ udtalelse fra denne institution. Der er ifølge direktiv 98/34 tale om en officiel foranstaltning, som Kommissionen kan træffe i forbindelse med et udkast til teknisk forskrift. Den udførlige udtalelse svarer således til den retlige holdning, som Kommissionen indtager i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34.

67.

Det har ingen som helst relevans, at Kommissionen ikke indsamler oplysninger på en aktiv måde, men modtager dem fra medlemsstaterne. Kommissionen finder, at Retten lægger for stor vægt på, at proceduren i direktiv 98/34 udgør en forudgående kontrol af de påtænkte tekniske forskrifter og ikke en efterfølgende kontrol af disse forskrifter. Selv om proceduren i direktiv 98/34 er af præventiv karakter, mener Kommissionen ikke, at der er tale om en undersøgelse.

68.

Kommissionen har tilføjet, at dialogen og dens egen indsamling af oplysninger i henhold til artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 »ganske vist er af uformel karakter, men rent faktisk finder sted og reelt svarer til den dialog, som foregår mellem en medlemsstat og Kommissionen i løbet af EU-pilotprojektproceduren eller den administrative fase i en traktatbrudsprocedure, der kvalificeres som en undersøgelse« ( 32 ).

69.

Den Tjekkiske Republik har tilsluttet sig de argumenter, som Den Franske Republik har fremsat i appelskriftet, og de argumenter, som Kommissionen har fremsat i svarskriftet. Det vil efter dens opfattelse være til skade for den effektive virkning af Domstolens praksis vedrørende procedurer i henhold til artikel 258 TEUF, hvis artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 ikke finder anvendelse på en (verserende eller »uafsluttet«) procedure i henhold til direktiv 98/34 ( 33 ).

70.

Republikken Finland mener ikke, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at proceduren i direktiv 98/34 ikke skulle betragtes som en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Den har understreget, at denne forordning har til formål at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter, og at de tilfælde, som er nævnt i denne forordnings artikel 4, og hvor denne hovedregel fraviges, skal fortolkes strengt.

71.

Den har anfægtet Den Franske Republiks holdning om, at enhver aktivitet, der går ud på at beskytte grundlæggende friheder og det indre markeds funktion, vedrører en undersøgelse i denne bestemmelses forstand. Når der udbredes dokumenter i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34, forhindrer det under alle omstændigheder heller ikke Kommissionen i at varetage den opgave, som den er blevet pålagt. Dens funktion som traktaternes vogter afhænger således ikke af, om en »undersøgelse« defineres i overensstemmelse med forordning nr. 1049/2001 ( 34 ).

72.

Republikken Finland har mindet om, at proceduren i direktiv 98/34 er et samarbejdsinstrument, der skal påvirke den nationale lovgivningsprocedure på en præventiv måde ( 35 ), og at Kommissionen er nødt til at skaffe sig nye oplysninger om den nationale lovgivning for at kunne vurdere, om det er nødvendigt at indlede en traktatbrudsprocedure, fordi den foranstaltning, som medlemsstaten ender med at vedtage, kan afvige betydeligt fra det oprindelige udkast ( 36 ). Proceduren i direktiv 98/34 vedrører derfor ikke en situation, der som sådan kan give anledning til en traktatbrudsprocedure ( 37 ). Den har fremhævet, at de procedurer, der henhører under artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, udgør en efterfølgende kontrol, hvis formål er at klarlægge, om medlemsstaterne har overholdt og anvendt EU-retten korrekt.

73.

Ifølge Republikken Finland adskiller proceduren i direktiv 98/34 sig også fra traktatbrudsproceduren og fra EU-pilotprojektproceduren i den forstand, at det er medlemsstaten, som skal meddele Kommissionen de oplysninger, der er angivet i direktiv 98/34, hvorimod informationsudvekslingen i forbindelse med de to andre procedurer sker på Kommissionens initiativ.

74.

Hvad angår definitionen af en undersøgelse i den appellerede doms præmis 53 mener den ikke, at denne definition strider mod, hvad der fremgår af præmis 61 og 62 i dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486).

75.

Kongeriget Sverige finder, at den appellerede dom er korrekt, og at de bemærkninger, hvormed Den Franske Republik har kritiseret denne dom, bygger på en fejlfortolkning af artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

76.

Ifølge Kongeriget Sverige er princippet om større gennemsigtighed, som er fastsat i artikel 1 TEU og artikel 15 TEUF samt i artikel 42 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, også nævnt i direktiv 98/34. Det har under påberåbelse af den appellerede doms præmis 37 og den præventive kontrol, der tilsigtes med direktiv 98/34, anført, at formålet med dette direktiv er at fjerne behovet for at indlede en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

77.

Kongeriget Sverige har påpeget, at Domstolen i dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), bemærkede, at de pågældende undersøgelser var en del af de værktøjer, som Kommissionen råder over i forbindelse med den forpligtelse, den er pålagt i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU, til at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-retten med henblik på at fastslå, om medlemsstaterne eventuelt har tilsidesat deres forpligtelse til at gennemføre de omhandlede direktiver. Det har ligeledes anført, at Domstolen som følge heraf anså disse undersøgelser for at være omfattet af begrebet »undersøgelser« i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

78.

Efter Kongeriget Sveriges opfattelse kan en udførlig udtalelse, der afgives i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34, ikke sammenlignes med en undersøgelse som den, der blev behandlet i den sag, der gav anledning til dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), eftersom der er forskel på deres indhold og formål. Det har tilføjet, at denne dom ikke indeholder en generel definition af begrebet »undersøgelse« og derfor ikke har direkte relevans for den foreliggende sag.

79.

Hvad angår den påståede analogi mellem proceduren i direktiv 98/34 og EU-pilotprojektproceduren mener Kongeriget Sverige, at der ganske vist er visse lighedspunkter mellem disse procedurer, men at disse lighedspunkter ikke medfører, at disse to procedurer har karakter af undersøgelser. Begge procedurer adskiller sig imidlertid fra traktatbrudsproceduren i artikel 258 TEUF.

80.

Kongeriget Sverige er ikke enig i Den Franske Republiks påstand om, at der er klare lighedspunkter mellem proceduren i direktiv 98/34 og traktatbrudsproceduren. Det mener, at den konklusion, som Retten drog i den appellerede doms præmis 63, er korrekt, og at denne konklusion understøttes af dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486).

81.

Kongeriget Sverige har også anført, at Den Franske Republik med urette finder, at den definition af begrebet »undersøgelse«, der gives i den appellerede dom, også finder anvendelse på proceduren i direktiv 98/34, såfremt den bekræftes af Domstolen. Det har på den ene side påpeget, at direktiv 98/34 ikke pålægger medlemsstaterne forpligtelser til at fremlægge supplerende oplysninger efter anmodning fra Kommissionen, og at det heller ikke træffer bestemmelse om, at Kommissionen har ret til at forlange sådanne oplysninger. Retten begik som følge heraf ikke nogen fejl, da den konstaterede, at det ikke tilkommer Kommissionen at indsamle oplysninger, før den afgiver en udførlig udtalelse, i forbindelse med en procedure i henhold til direktiv 98/34. Kongeriget Sverige har på den anden side anført, at den pågældende medlemsstat efter at have modtaget den udførlige udtalelse skal underrette Kommissionen om de foranstaltninger, den agter at træffe som følge af denne udtalelse, og at Kommissionen skal forholde sig til disse foranstaltninger. Kommissionen har derfor ikke mulighed for at tage endelig stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af EU-retten, i denne udtalelse.

82.

Med hensyn til den første formalitetsindsigelse, som Carl Schlyter har fremsat ( 38 ), fremgår det af den appellerede doms præmis 52, at Den Franske Republik har gjort gældende over for Retten, at »proceduren i direktiv 98/34 […] kan betragtes som en undersøgelse«, og at »Kommissionens afgivelse af en udførlig udtalelse i forbindelse med den nævnte procedure indgår i en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001«.

83.

Den Franske Republiks bemærkninger, der i den foreliggende appelsag vedrører uoverensstemmelsen mellem den appellerede dom og Rettens dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816) ( 39 ), har til formål at godtgøre, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at kvalificere proceduren i direktiv 98/34 som en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

84.

Den Franske Republik har således støttet sig på Rettens dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816), som er nyere end den appellerede dom, der blev afsagt den 16. april 2015, med henblik på at styrke og underbygge sit argument om, at Retten begik en retlig fejl i forbindelse med den retlige kvalificering af den udførlige udtalelse, der er omhandlet i artikel 9, stk. 2, i direktiv 98/34, ved at fastslå, at den ikke udgør en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

85.

Det følger heraf, at Den Franske Republik ikke har fremført et nyt anbringende. Denne formalitetsindsigelse bør derfor forkastes.

86.

Hvad angår Carl Schlyters anden formalitetsindsigelse ( 40 ) fremgår det af den appellerede doms præmis 56, at Retten konstaterede, at »det i forbindelse med proceduren i direktiv 98/34 ikke [tilkom] Kommissionen at indsamle oplysninger før afgivelsen af en udførlig udtalelse«. Denne præcisering er efter min opfattelse strengt begrænset til ordlyden af artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, og Retten begik derfor ingen retlig fejl på dette punkt.

87.

Den Franske Republik har imidlertid gjort gældende, at Kommissionen, der skal foretage en præventiv kontrol for at sikre varernes frie bevægelighed, ofte er nødt til at »belyse faktiske omstændigheder« ( 41 ). I punkt 31 i replikken har Den Franske Republik imidlertid peget på, »at dens anbringende ikke vedrører forløbet af proceduren i direktiv 98/34, som resulterede i den afgørelse, som Carl Schlyter indbragte for Retten, men vedrører kvalificeringen af proceduren i direktiv 98/34 som en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001«. Den mente altså, at der var tale om et retsspørgsmål.

88.

Carl Schlyter har derimod anført, at »Kommissionens aktive rolle hverken fremgår af direktivet eller af den praksis ( 42 ), der illustreres af Den Franske Republiks meddelelse af udkastet til foranstaltning«.

89.

Det må fastslås, at denne uenighed om Kommissionens konkrete praksis ikke kan rejse tvivl om det, Retten konstaterede i den appellerede doms præmis 56 på grundlag af selve indholdet af direktiv 98/34.

90.

Efter fast retspraksis er formålet med forordning nr. 1049/2001 at give offentligheden den videst mulige ret til aktindsigt i institutionernes dokumenter ( 43 ).

91.

Denne ret er imidlertid underlagt visse begrænsninger af hensyn til offentlige og private interesser. Det fremgår nærmere bestemt af artikel 4 i forordning nr. 1049/2001 – i overensstemmelse med 11. betragtning hertil ( 44 ) – at institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse ville være til skade for beskyttelsen af en af de i denne artikel nævnte interesser. Når en institution beslutter at afslå en begæring om aktindsigt i et dokument, skal den således i princippet forklare, hvorledes aktindsigt i dokumentet konkret kunne være til skade for den interesse, som er beskyttet ved undtagelsen i artikel 4 i forordning nr. 1049/2001, som denne institution har påberåbt sig. Da de fraviger princippet om, at der skal gives størst mulig adgang til dokumenterne, skal de nævnte undtagelser desuden fortolkes og anvendes strengt ( 45 ).

92.

Selv om det foreskrives i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001, at institutionerne afslår at give aktindsigt i et dokument, hvis udbredelse bl.a. ville være til skade for beskyttelsen af formålet med undersøgelser, er begrebet »undersøgelser« i denne bestemmelse ikke defineret i forordning nr. 1049/2001.

93.

På trods af den manglende definition har begrebet »undersøgelser« ikke været omtvistet ved Domstolen.

94.

I de sager, der gav anledning til dom af 14. november 2013, LPN og Finland mod Kommissionen (C-514/11 P og C-605/11 P, EU:C:2013:738, præmis 43), vedrørende traktatbrudsproceduren i henhold til artikel 258 TEUF og af 28. juni 2012, Kommissionen mod Éditions Odile Jacob (C-404/10 P, EU:C:2012:393, præmis 115), vedrørende fusionskontrolproceduren i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser ( 46 ) var parterne enige om, at de dokumenter, der var begæret aktindsigt i, rent faktisk indgik i en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 ( 47 ).

95.

Det fremgår desuden af punkt 21 i generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Sverige mod Kommissionen (C-562/14 P, EU:C:2016:885) ( 48 ), og af præmis 45 i Rettens dom af 25. september 2014, Spirlea mod Kommissionen (T-306/12, EU:T:2014:816), der vedrørte EU-pilotprojektproceduren, at hverken sagsøgerne eller de medlemsstater, der var interveneret til støtte for disse, havde anfægtet, at de omtvistede dokumenter vedrørende en EU-pilotprojektprocedure henhørte under en undersøgelse som omhandlet i den undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

96.

Kommissionen etablerede EU-pilotprojektproceduren i sin meddelelse »Et resultatorienteret Europa – anvendelse af [EU-retten]« ( 49 ). Denne procedure, der er baseret på frivilligt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne, går forud for et eventuelt formelt traktatbrudssøgsmål og har til formål både at kontrollere, om EU-retten er anvendt korrekt, og at løse problemer i forbindelse med EU-rettens anvendelse tidligt i forløbet. EU-pilotprojektproceduren træder i stedet for Kommissionens tidligere praksis med at sende administrative skrivelser herom til medlemsstaterne ( 50 ).

97.

Domstolen har kun behandlet begrebet »undersøgelser« specifikt i den sag, der gav anledning til dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), men definerede ikke begrebet »undersøgelse« i denne forbindelse.

98.

I denne doms præmis 61-65 fandt Domstolen, at undersøgelser ( 51 ), der var blevet foretaget på vegne af og efter anmodning fra Kommissionen efter udløbet af fristen for gennemførelse af en række EU-direktiver om miljøbeskyttelse med det præcise formål for øje at undersøge, hvor langt et vist antal medlemsstater var kommet med at gennemføre disse direktiver, var omfattet af Kommissionens undersøgelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001. Domstolen udtalte, at sådanne undersøgelser udgjorde en del af de værktøjer, som Kommissionen råder over i forbindelse med den forpligtelse, den er pålagt i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU, til under Domstolens kontrol at føre tilsyn med gennemførelsen af EU-retten med henblik på at fastslå, om medlemsstaterne eventuelt har tilsidesat deres forpligtelse til at gennemføre de omhandlede direktiver, og i givet fald at indlede en traktatbrudsprocedure mod de medlemsstater, som efter Kommissionens opfattelse har tilsidesat EU-retten ( 52 ).

99.

Selv om det er klart, at begrebet »undersøgelser« i forordning nr. 1049/2001 dækker traktatbrudsproceduren ( 53 ) og undersøgelser, som kan føre til indledning af denne procedure ( 54 ), begrænses dette begreb ikke heri. Det omfatter også andre EU-retlige procedurer, der sigter mod systematisk og formel indsamling og kontrol af oplysninger, som er nødvendige for, at en EU-institution kan træffe en endelig afgørelse med retligt bindende virkninger ( 55 ). Jeg mener i denne forbindelse ikke, at Retten – som Kommissionen har anført ( 56 ) – begrænsede begrebet undersøgelser til disse to eksempler (dvs. traktatbrudsproceduren og de undersøgelser, der kan resultere i denne procedure), da den i den appellerede doms præmis 53 fastslog, at »begrebet undersøgelse dækker over såvel alle undersøgelser udført af en kompetent myndighed med henblik på at påvise en overtrædelse som den procedure, hvor en myndighed indsamler oplysninger og kontrollerer visse forhold, før den træffer afgørelse«. Rettens bemærkninger er kun tænkt som eksempler og udelukker ikke andre hypoteser ( 57 ).

100.

Når begrebet »undersøgelser« ikke er defineret i forordning nr. 1049/2001, er det derfor nødvendigt at foretage en præcis og detaljeret analyse af den udførlige udtalelse, som blev afgivet i medfør af artikel 9, stk. 2, andet led, i direktiv 98/34 og inden for rammerne af proceduren i dette direktivs artikel 8 og 9, bl.a. i lyset af de to eksempler, der er nævnt i punkt 99 i dette forslag til afgørelse.

101.

Det skal desuden fremhæves, at begrebet »undersøgelser« skal fortolkes og anvendes strengt, da der er tale om en undtagelse fra hovedreglen om, at der skal gives aktindsigt i alle dokumenter.

102.

Direktiv 98/34 består af tre dele. Direktiv 98/34 indeholder for det første en række bestemmelser om standardisering ( 58 ). Direktiv 98/34 har for det andet til formål at forbedre gennemsigtigheden og at sikre forhold, der fremmer virksomhedernes konkurrenceevne ( 59 ). Det følger for det tredje af fast retspraksis, at artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 har til formål gennem præventiv kontrol ( 60 ) at sikre bl.a. varernes frie bevægelighed ( 61 ), der er en del af Den Europæiske Unions grundlag ( 62 ).

103.

Det er ubestridt i den foreliggende sag, at Kommissionen afgav den udførlige udtalelse på grundlag af artikel 9, stk. 2, andet led, i direktiv 98/34, efter at Den Franske Republik havde sendt den et udkast til bekendtgørelse i medfør af dette direktivs artikel 8, stk. 1. Det eneste appelanbringendes første led vedrører som følge heraf den retlige karakter af den procedure, der er fastsat i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, og i særdeleshed den udførlige udtalelses retlige karakter. Det er derfor den tredje del af direktiv 98/34, der er tale om her, da de dele, der vedrører standardiseringen og de erhvervsdrivendes bidrag til at forbedre konkurrenceevnen, ikke er relevante for den foreliggende appelsag.

104.

Proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 har til formål at foregribe og undgå, at der vedtages tekniske forskrifter ( 63 ), som kan skabe hindringer for samhandelen. Ifølge Domstolen er den præventive kontrol, der er omhandlet i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, hensigtsmæssig, i det omfang tekniske forskrifter, som er omfattet af direktivet, kan udgøre hindringer for samhandelen mellem medlemsstater, idet sådanne kun kan tillades, såfremt de er nødvendige for at tilgodese tvingende hensyn af almen interesse ( 64 ).

105.

I artikel 8 i direktiv 98/34 er der således fastsat en informationsprocedure, som i princippet forpligter medlemsstaterne til at sende Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde ( 65 ).

106.

I denne forbindelse påhviler det i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i direktiv 98/34 medlemsstaterne at sende de udkast til forskrifter, ved hvilke tekniske specifikationer gøres bindende, til Kommissionen, inden de træder i kraft, med henblik på at foretage denne kontrol ( 66 ). Medlemsstaterne skal desuden tage videst muligt hensyn til eventuelle bemærkninger fra Kommissionen og de andre medlemsstater ved den videre udformning af den tekniske forskrift ( 67 ).

107.

Ifølge artikel 9 i direktiv 98/34 skal vedtagelsen af et udkast til teknisk forskrift, der sendes i henhold til dette direktivs artikel 8, udsættes tre måneder regnet fra datoen for Kommissionens modtagelse af meddelelsen om udkastet til teknisk forskrift. Det fremgår bl.a. af denne artikel, at denne periode forlænges til seks måneder ( 68 ), hvis ( 69 )Kommissionen eller en anden medlemsstat afgiver en udførlig udtalelse om, at den påtænkte foranstaltning frembyder aspekter, der eventuelt kan skabe hindringer for varernes frie bevægelighed ( 70 ).

108.

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, i direktiv 98/34 aflægger den pågældende medlemsstat rapport til Kommissionen om, hvordan den agter at reagere på en udførlig udtalelse, og Kommissionen fremsætter bemærkninger til denne reaktion.

109.

Det følger heraf, at formålet med direktiv 98/34 ikke alene er at sikre underretning af Kommissionen, men netop at fjerne eller mindske de handelshindringer, som den påtænkte tekniske forskrift vil kunne medføre, at underrette de øvrige medlemsstater om tekniske forskrifter, som en stat påtænker, at give Kommissionen og de øvrige medlemsstater den frist, der er nødvendig for at kunne reagere og foreslå en ændring, der kan afsvække begrænsningerne i de frie varebevægelser som følge af den påtænkte foranstaltning, og at sikre Kommissionen den nødvendige frist til at fremsætte et eventuelt forslag til et harmoniseringsdirektiv ( 71 ).

110.

Den præventive eller forudgående indsats, der er beskrevet i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, kan efter min opfattelse ikke sammenlignes med traktatbrudsproceduren i artikel 258 TEUF, EU-pilotprojektproceduren eller proceduren i den sag, der gav anledning til dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), som har til formål at afsløre og rette op på eventuelle overtrædelser fra medlemsstaternes side og klart må anses for en efterfølgende kontrol af EU-rettens anvendelse og overholdelse. Domstolen har kvalificeret disse tre procedurer som undersøgelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

111.

Selv om den præventive procedure i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 i lighed med disse efterfølgende kontrolprocedurer har til formål at sikre, at den pågældende medlemsstat overholder sine forpligtelser i henhold til EU-retten, har den ikke til formål at undersøge eller fastslå, at en medlemsstat har tilsidesat en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaterne ( 72 ).

112.

Da det meddelte udkast til teknisk forskrift, som der er afgivet en udførlig udtalelse om, endnu ikke er vedtaget, og der som følge heraf ikke er trådt en ny teknisk forskrift i kraft, kan det ikke på dette trin udgøre en overtrædelse af EU-retten og gøres til genstand for traktatbrudsproceduren i artikel 258 TEUF ( 73 ) eller for andre procedurer, der går forud for den sidstnævnte, med henblik på at afsløre og rette op på eventuelle tilsidesættelser af de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i henhold til traktaterne ( 74 ). Jeg mener derfor, at Den Franske Republiks bemærkning om, at »proceduren i direktiv 98/34 gør det muligt for Kommissionen at indsamle oplysninger og at kontrollere visse forhold med henblik på at påvise en overtrædelse, før den træffer afgørelse«, er forkert og må afvises.

113.

Det fremgår i øvrigt ikke af præmis 62 i dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), at ethvert initiativ, som Kommissionen tager i henhold til artikel 17, stk. 1, TEU for at drage omsorg for gennemførelsen af traktaterne, udgør en undersøgelse. Det nærmere formål med de undersøgelser fra Kommissionens side, der var omhandlet i denne dom, var således at vise, om medlemsstaterne have tilsidesat deres forpligtelse til at gennemføre de pågældende direktiver, og i givet fald træffe afgørelse om at indlede en traktatbrudsprocedure mod medlemsstater, der efter dens opfattelse havde tilsidesat EU-retten ( 75 ).

114.

Selv om Kommissionen afgav den udførlige udtalelse, efter at Den Franske Republik havde meddelt et udkast til bekendtgørelse, og denne udveksling mellem Kommissionen og en medlemsstat kunne minde om en systematisk og formel indsamling og kontrol af oplysninger, skal denne udførlige udtalelse desuden blot betragtes som Kommissionens »indledende, midlertidige og rådgivende holdning« ( 76 ) til et nationalt lovforslag, som vil kunne ændres, navnlig henset til de forbehold, der blev taget i denne udtalelse.

115.

Det følger heraf, at Kommissionens udførlige udtalelse blot er en administrativ eller foreløbig afgørelse eller stillingtagen til et udkast til teknisk forskrift, hvis eneste retligt bindende virkning er, at medlemsstatens udsætter vedtagelsen af udkastet til teknisk forskrift i seks måneder ( 77 ), til trods for Kommissionens bemærkninger om, at »udførlige udtalelser vedtages af kommissærkollegiet og er som følge heraf afgørelser truffet af Kommissionen på linje med en åbningsskrivelse eller en begrundet udtalelse, der vedtages i forbindelse med en traktatbrudsprocedure« ( 78 ).

116.

Fortolkningen om, at enhver procedure, hvor der sker en informationsudveksling eller dialog mellem medlemsstaterne og Kommissionen om traktaternes gennemførelse, udgør en undersøgelse, indebærer efter min opfattelse en uhensigtsmæssig udvidelse af dette begreb, som hverken er forenelig med formålet med forordning nr. 1049/2001 eller med artikel 42 i chartret om grundlæggende rettigheder om at fremme aktindsigten i institutionernes dokumenter ( 79 ).

117.

Jeg er som følge heraf enig med Kongeriget Sverige ( 80 ) i, at der bør sondres skarpt mellem dels traktatbrudsproceduren i artikel 258 TEUF, EU-pilotprojektproceduren og proceduren i den sag, der gav anledning til dom af 16. juli 2015, ClientEarth mod Kommissionen (C-612/13 P, EU:C:2015:486), som har til formål at afsløre og rette op på eventuelle overtrædelser fra medlemsstaternes side, dels den præventive procedure i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, hvilket betyder, at Kommissionens udførlige udtalelse ikke falder ind under begrebet undersøgelser ( 81 ).

118.

Det berører ikke denne konklusion, at de tekniske forskrifter, der vedtages efterfølgende, kan foranledige Kommissionen til at indlede en traktatbrudsprocedure i forlængelse af proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, og navnlig efter at der er afgivet en udførlig udtalelse i henhold til dette direktivs artikel 9, stk. 2.

119.

Det kan heller ikke påstås med henvisning til Kommissionens retningslinjer fra november 2014 om EU-pilotprojektproceduren, at proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 indebærer undersøgelser som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

120.

Det fremgår ganske vist af Kommissionens retningslinjer, at EU-pilotprojektproceduren ikke kan benyttes, når en medlemsstat ikke har opfyldt sin forpligtelse til at reagere på den udførlige udtalelse, der er afgivet i henhold til artikel 9, stk. 2, i direktiv 98/34, og/eller medlemsstaten har vedtaget en teknisk forskrift, der ikke er i overensstemmelse med EU-retten, hvilken kunne tyde på, at de to procedurer er af samme karakter, men dette synes ikke at være tilfældet.

121.

Det fremgår således af afsnit 1.15 med overskriften »Opfølgning på notifikationsproceduren« i Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at »[i] alle andre tilfælde, hvor de potentielle overtrædelser af EU-retten vedrørende det indre marked ikke er blevet fuldt ud opklaret inden for rammerne af 98/34-proceduren, har Kommissionen foretaget yderligere undersøgelser, som senere i nogle tilfælde har ført til EU Pilot- eller traktatbrudsprocedurer (se artikel 258 TEUF) […]« ( 82 ).

122.

I lyset af Kommissionens egne indbyrdes modstridende dokumenter om samspillet mellem disse to procedurer er det således uklart, om påstanden om, at det ikke er muligt at indlede EU-pilotprojektproceduren i forlængelse af proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, er korrekt.

123.

Hertil kommer, at det ifølge Republikken Finlands bemærkninger ( 83 ) er medlemsstaten, som skal meddele de oplysninger, der er angivet i direktiv 98/34 ( 84 ), hvorimod informationsudvekslingen i forbindelse med traktatbrudsproceduren og EU-pilotprojektproceduren sker på Kommissionens initiativ.

124.

Hvis Kommissionen – som anført af Republikken Finland – efter afslutningen af den præventive procedure i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 råder over tilstrækkelige oplysninger om »den nationale lovgivnings indhold, før den beslutter at sende en åbningsskrivelse […], kan EU-pilotprojektproceduren under alle omstændigheder undlades, fordi den er [overflødig og uden betydning]« ( 85 ). En sådan faktisk og usikker situation i forbindelse med konkrete sagsakter eller sager indebærer dog ikke, som Den Franske Republik og Kommissionen har anført, at proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 og EU-pilotprojektproceduren forfølger lignende formål.

125.

Jeg mener som følge heraf ikke, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at proceduren i direktiv 98/34 ikke udgør en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

126.

Det eneste anbringendes første led bør derfor forkastes.

127.

Den Franske Republik har med det eneste anbringendes andet led gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 84-88 begik en retlig fejl, idet den subsidiært fastslog, at udbredelsen af dette dokument – selv i tilfælde af, at Kommissionens udførlige udtalelse indgår i en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001 – ikke nødvendigvis skader formålet med proceduren i direktiv 98/34.

128.

Det følger heraf, at det eneste anbringendes andet led bygger på antagelsen om, at proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 udgør en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

129.

Jeg vil derfor kun gennemgå det andet led for det tilfælde, at Domstolen ikke er enig i mine konklusioner om det første led og finder, at den pågældende procedure udgør en undersøgelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tredje led, i forordning nr. 1049/2001.

130.

Den franske regering har for det første anført, at Carl Schlyter på intet tidspunkt i sin oprindelige stævning, i replikken eller i bemærkningerne til intervenienternes indlæg har argumenteret for, at udbredelsen af det anfægtede dokument – for det tilfælde, at proceduren i direktiv 98/34 udgør en undersøgelse – ikke vil være til skade for formålet med denne undersøgelse. Den finder derfor, for så vidt som det anbringende, der blev fremsat subsidiært af Retten, ikke blev fremsat af Carl Schlyter (sagsøgeren ved Retten) og vedrører den materielle lovlighed af den omtvistede afgørelse, at Retten i den appellerede doms præmis 84-88 begik en retlig fejl ved at fremsætte dette anbringende af egen drift.

131.

Jeg mener, at dette argument bør forkastes.

132.

Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 76, at »Den Franske Republiks argument under retsmødet, hvorefter det destabiliserende aspekt i at offentliggøre Kommissionens potentielle kritik vedrørende et udkast til teknisk forskrift, som er meddelt, før medlemsstaten har haft mulighed for at svare på den, ikke skal undervurderes, er ikke blevet dokumenteret […]«. Retten bemærkede dernæst, at »Den Franske Republik har navnlig ikke redegjort for, hvilken proces der vil blive uberettiget destabiliseret ved det forhold, at en udtalelse fra Kommissionen om overensstemmelsen med visse aspekter af EU-retten af et udkast til teknisk forskrift offentliggøres« ( 86 ).

133.

Det følger heraf, at Retten i modsætning til det af Den Franske Republik anførte ikke af egen drift argumenterede for, at det ville være til skade for formålet med proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 at give aktindsigt i den udførlige udtalelse, men blot forholdt sig til de argumenter, som Den Franske Republik selv og Kommissionen havde fremført for den.

134.

Den Franske Republik har for det andet anført, at Retten i den appellerede doms præmis 85 bemærkede, at formålet med proceduren i direktiv 98/34 er at undgå, at den nationale lovgiver vedtager en national teknisk forskrift, som hindrer den frie bevægelighed for varer, den frie udveksling af tjenesteydelser eller etableringsfriheden for tjenesteydere inden for det indre marked. Retten har herved foretaget en snæver fortolkning af formålet med proceduren i direktiv 98/34.

135.

Formålet med proceduren i direktiv 98/34 er efter Den Franske Republiks opfattelse ligeledes at sikre, at medlemsstaten om nødvendigt ændrer et udkast til national lovgivning for at bringe det i overensstemmelse med reglerne for det indre marked baseret på en dialog og en mindelig løsning på tvisten mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat. Den Franske Republik finder således, at proceduren i direktiv 98/34 ud over at sikre de nationale reglers overensstemmelse også forfølger et formål, der vedrører kvaliteten i dialogen mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat. Den har henvist til, at Domstolen i præmis 63 i dom af 14. november 2013, LPN og Finland mod Kommissionen (C-514/11 P og C-605/11 P, EU:C:2013:738), fastslog, at en udbredelse af dokumenterne i en traktatbrudsprocedure under dennes administrative fase kan ændre procedurens art og forløb, idet det under sådanne omstændigheder kan være endnu sværere at indlede en forhandlingsproces og at nå til en aftale mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, således at EU-retten overholdes og et retsligt søgsmål undgås.

136.

Ifølge Den Franske Republik fremgår det dog også af punkt 109 i generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau (C-139/07 P, EU:C:2009:520), at »beskyttelsen af formålet med undersøgelser også [omfatter] en mulighed for uforstyrrede diskussioner om klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af [EU-retten]. En sådan mulighed giver mening, for at den berørte medlemsstat, men også Kommissionen kan tilstræbe at nå til enighed i mindelighed uden alt for stort pres fra offentligheden. Hvis ethvert skridt i en omtvistet traktatbrudsprocedure var offentligt, ville det være vanskeligt for de politiske beslutningstagere at opgive de positioner, de én gang havde indtaget. Dette ville kunne spærre vejen for en fornuftig løsning af konflikten, der overholder reglerne«.

137.

Den Franske Republik finder det berettiget ikke at give aktindsigt i de omhandlede dokumenter for at kunne finde en mindelig løsning på tvisten mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, inden den forelægges for Domstolen.

138.

Carl Schlyter er af den opfattelse, at »når man på dette trin i proceduren for første gang fremfører et argument om en påstået forstyrrelse af dialogen mellem medlemsstaterne under påberåbelse af generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse (Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, C-139/07 P, EU:C:2009:520), kan dette argument ikke tages under behandling. Den Franske Republik havde mulighed for at fremføre sit argument i de indledende faser af proceduren. Carl Schlyter og Retten har bedt Den Franske Republik om at underbygge argumentet om den påståede skadelige virkning. Den Franske Republik har imidlertid ikke svaret og er fortsat med at citere generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse uden at forklare, hvilken betydning det har for den foreliggende tvist«.

139.

Ifølge Carl Schlyter understøttes Den Franske Republiks påstand om, at direktiv 98/34 også forfølger et særligt og selvstændigt formål om at forbedre dialogen mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, hverken af retspraksis ( 87 ) eller af direktiv 98/34. Selv om en sådan dialog kan være nyttig for at opfylde formålet med direktiv 98/34, ændrer det efter hans opfattelse intet ved den omstændighed, at dette direktiv kun har ét endeligt mål, nemlig at sikre, at nationale tekniske forskrifter stemmer overens med EU-retten, og at spørgsmålet om, hvorvidt udbredelsen af dokumenterne kan være til skade for procedurens formål, skal undersøges ud fra dette formål.

140.

Jeg mener, at Carl Schlyters formalitetsindsigelse ( 88 ) bør forkastes. Det fremgår således af punkt 83 ff. i Den Franske Republiks interventionsindlæg i den sag, der lå til grund for den appellerede dom, at denne medlemsstat fremlagde de omhandlede argumenter for Retten ( 89 ) og ikke har fremført dem for Domstolen for første gang i den foreliggende appelsag.

141.

Hvad angår realiteten mener jeg hverken, at Retten foretog en snæver fortolkning af formålet med proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34, eller at det var berettiget ikke at give aktindsigt i de omhandlede dokumenter for at kunne finde en mindelig løsning på tvisten mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, inden den blev forelagt for Domstolen. Som jeg har nævnt i mine konklusioner om det eneste anbringendes første led, er formålet med proceduren i disse artikler i direktivet at foregribe og undgå, at der vedtages tekniske forskrifter, som skaber hindringer for samhandelen. Formålet med proceduren i artikel 8 og 9 i direktiv 98/34 er ikke som anført af Den Franske Republik at finde en mindelig løsning på tvisten mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, inden den forelægges for Domstolen. Udbredelsen af den udførlige udtalelse kan som følge heraf ikke skade formålet med de nævnte artikler.

142.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen også forkaster det eneste anbringendes andet led.

143.

I henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen ikke tages til følge. Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. De medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i sagen, bærer deres egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 140, stk. 1, der ifølge artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager. Hvis en intervenient i første instans deltager i appelsagen, kan Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 184, stk. 4, bestemme, at den pågældende skal bære sine egne omkostninger.

144.

Det bør efter min opfattelse pålægges Den Franske Republik at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Carl Schlyters påstand herom. Republikken Finland, Kongeriget Sverige, Den Tjekkiske Republik og Kommissionen bør bære deres egne omkostninger.

145.

Jeg foreslår på baggrund af det ovenfor anførte, at Domstolen træffer følgende afgørelse: