1. 

Dette forslag til afgørelse vedrører tre appeller, hvorved Maxcom Ltd, Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver Den Europæiske Unions Rets dom af 19. marts 2015, Chin Haur Indonesia mod Rådet ( 2 ) (herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede artikel 1, stk. 1 og 3, i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 501/2013 ( 3 ) (herefter »den omtvistede forordning«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren for Retten, Chin Haur Indonesia, PT (herefter »Chin Haur«).

2. 

De foreliggende tre forenede sager udgør den første anledning ( 4 ) for Domstolen til, inden for rammerne af en appel, at udtale sig om EU’s regler om omgåelse af antidumpingtold. Disse regler, som er indeholdt i artikel 13 i forordning (EF) nr. 1225/2009 (herefter »grundforordningen«) ( 5 ), giver, på visse betingelser, institutionerne mulighed for at udvide en antidumpingtold, som de har indført på importen af et produkt fra et tredjeland, til også at omfatte import af lignende produkter med oprindelse i bl.a. et andet land for at forhindre, at antidumpingforanstaltningerne omgås.

3. 

Mere specifikt får Domstolen anledning til yderligere at tydeliggøre kravene til det bevis, Kommissionen og Rådet (herefter under et »institutionerne«) skal fremlægge for at godtgøre, at der foreligger omgåelse. Retspraksis indeholder allerede visse oplysninger om den bevisbyrde, der skal løftes, og det bevisniveau, der kræves. Disse oplysninger har Domstolen imidlertid givet i sager, hvori de faktiske omstændigheder har været kendetegnet af, at institutionerne var blevet stillet over for, at samtlige berørte parter ikke havde samarbejdet under den undersøgelse, der skulle vise, om der havde fundet omgåelse sted, idet denne undersøgelse bygger på, at de berørte producenter/eksportører samarbejder frivilligt.

4. 

I de foreliggende sager skal Domstolen i lyset af denne retspraksis tydeliggøre, hvilke krav der skal opfyldes af det bevis, institutionerne skal fremlægge med henblik på at godtgøre, at der foreligger omgåelse, under andre faktiske omstændigheder, nærmere bestemt i en situation, der kendetegnes af, at ikke samtlige berørte parter, men kun en af de af undersøgelsen omfattede producenter/eksportører, ikke har samarbejdet.

5.

Skønt spørgsmålet om omgåelse blev drøftet inden for rammerne af WTO-GATT-forhandlingerne, var det ikke muligt at nå frem til en aftale. Antidumpingkodeksen af 1994 ( 6 ) indeholder derfor ingen bestemmelser om dette område ( 7 ). Den Europæiske Union vedtog følgelig sine egne bestemmelser til modvirkning af omgåelse ( 8 ).

6.

I grundforordningens artikel 13, stk. 1, første afsnit, tredje punktum, defineres omgåelse som »en ændring i mønstret for handelen mellem tredjelande og [Unionen] eller mellem individuelle selskaber i det land, der er omfattet af foranstaltninger, og [Unionen], som skyldes praksis, forarbejdning eller bearbejdning, for hvilken der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse ud over indførelsen af tolden, og hvor der foreligger beviser for skade eller for, at toldens afhjælpende virkninger undergraves med hensyn til priserne på og/eller mængderne af samme vare, samt hvor der foreligger bevis for dumping i forhold til de tidligere fastslåede normale værdier for samme eller lignende varer, om fornødent i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 2«.

7.

Grundforordningens artikel 13, stk. 1, andet afsnit, indeholder en ikke-udtømmende liste over praksis, forarbejdning og bearbejdning, hvori der bl.a. indgår »forsendelse af den af foranstaltninger omfattede vare via tredjelande« og »under de omstændigheder, der er anført i stk. 2, samling af dele gennem en samleproces i [Unionen] eller et tredjeland«. I grundforordningens artikel 13, stk. 2, defineres de tre kumulative betingelser, hvorunder en samleproces i Unionen eller i et tredjeland anses for at indebære omgåelse af de gældende foranstaltninger ( 9 ).

8.

Ifølge grundforordningens artikel 13, stk. 3, iværksætter Kommissionen ved en forordning en undersøgelse på eget initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat eller enhver interesseret part på grundlag af tilstrækkelige beviser vedrørende de faktorer, der er omhandlet i samme artikels stk. 1. Fremgår det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder, at det er berettiget at udvide foranstaltningerne, vedtages dette af Rådet på forslag fra Kommissionen efter konsultationer i det rådgivende udvalg.

9.

I grundforordningens artikel 13, stk. 4, fastsættes der mulighed for at indrømme visse selskaber fritagelse for foranstaltningerne til modvirkning af omgåelse. Det bestemmes i dette stykke, at »[i]ndførte varer [ikke skal være] omfattet af foranstaltninger, når de forhandles af selskaber, der nyder fordel af fritagelser. Behørigt dokumenterede anmodninger om fritagelser indgives inden for de frister, der fastsættes i Kommissionens forordning om indledning af undersøgelsen. Når den praksis, forarbejdning eller bearbejdning, der udgør omgåelse, finder sted uden for [Unionen], kan der indrømmes fritagelser til producenter af den pågældende vare, som kan påvise, at de ikke er forbundet til nogen af de af foranstaltningerne omfattede producenter, og for hvilke det findes, at de ikke er involveret i omgåelse som defineret i stk. 1 og 2 i nærværende artikel. […] Disse fritagelser indrømmes ved afgørelse truffet af Kommissionen […] eller ved Rådets afgørelse om at indføre foranstaltninger og er gyldige i den periode og på de betingelser, der er anført deri. […] [D]er kan […] også indrømmes fritagelser efter afslutningen af den undersøgelse, der har ført til udvidelsen af foranstaltningerne«.

10.

Grundforordningens artikel 18, der bærer overskriften »Manglende samarbejde«, bestemmer:

»1.   I tilfælde, hvor en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de frister, der er fastsat i denne forordning, eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger.

[…]

3.   Selv om de oplysninger, som en berørt part indgiver, ikke er fyldestgørende i enhver henseende, bør der ikke ses bort fra dem, forudsat at eventuelle mangler ikke giver anledning til urimelige vanskeligheder i arbejdet med at nå til rimeligt nøjagtige resultater, at oplysningerne indgives på korrekt vis og rettidigt, at de kan efterprøves, og den pågældende part har handlet efter bedste evne.

[…]

6.   Er en berørt part ikke rede til at samarbejde i fornødent omfang, således at relevante oplysninger holdes tilbage, kan en sådan situation føre til et resultat, som er mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.«

11.

Baggrunden for tvisterne fremstilles udførligt i den appellerede doms præmis 1-28, hvortil jeg henviser. Hvad den foreliggende sag angår skal jeg kun nævne, at Unionen allerede i 1993 indførte antidumpingtold på import af cykler i Fællesskabet med oprindelse i Folkerepublikken Kina. Efterfølgende er tolden blevet taget op til fornyet vurdering gentagne gange og blev i sidste instans opretholdt, med en sats på 48,5%, ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 990/2011 ( 10 ).

12.

I 2012 indledte Kommissionen, efter at have modtaget en klage, en undersøgelse vedrørende mulig omgåelse af de antidumpingforanstaltninger, der var blevet indført ved forordning nr. 990/2011, gennem import af cykler afsendt fra bl.a. Indonesien ( 11 ). I forbindelse med denne undersøgelse indgav Chin Haur anmodning om fritagelse i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 4. Kommissionen foretog et kontrolbesøg i Chin Haurs lokaler i Indonesien og afslog senere fritagelsesanmodningen, fordi de oplysninger, selskabet havde fremlagt, savnede troværdighed ( 12 ).

13.

Den 29. maj 2013 vedtog Rådet den omtvistede forordning.

14.

I forordningen angav Rådet indledningsvis, at det anså tre af de fire indonesiske selskaber, som havde indgivet fritagelsesanmodninger, og som tegnede sig for 91% af den samlede import fra Indonesien til Unionen, for at have samarbejdet, hvorimod de oplysninger, som var blevet fremlagt af det fjerde selskab, nemlig Chin Haur, ikke havde kunnet verificeres og havde været upålidelige, hvorfor de ikke havde kunnet tages i betragtning ( 13 ). Rådet angav følgelig, i 33. betragtning til forordningen, at konklusionerne vedrørende Chin Haur var baseret på de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18.

15.

Derpå bemærkede Rådet, at alle de i grundforordningens artikel 13, stk. 1, fastsatte betingelser for at konstatere, at der foreligger dumping, var opfyldt ( 14 ).

16.

Hvad specifikt angår omgåelse i Indonesien undersøgte Rådet indledningsvis, om der havde fundet omladning sted. Herom angives følgende i 61.-64. betragtning til den omtvistede forordning:

17.

Efterfølgende angav Rådet, at der ikke var blevet konstateret samleprocesser som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 2, i Indonesien ( 15 ).

18.

På denne baggrund dels fastslog Rådet, at der foregik omgåelse ved omladning via Indonesien, og udvidede den i gennemførelsesforordning nr. 990/2011 fastsatte endelige antidumpingtold til også at omfatte import af cykler afsendt fra Indonesien ( 16 ), dels afslog det at meddele Chin Haur fritagelse som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 4, på grund af den fastslåede mangel på reelt samarbejde ( 17 ).

19.

Den 9. august 2013 anlagde Chin Haur sag ved Retten med påstand om annullation af artikel 1, stk. 1 og 3, i den omtvistede forordning.

20.

Den 8. oktober 2013 tog Retten den af Chin Haur fremsatte begæring om, at der blev truffet afgørelse i sagen efter en hasteprocedure, til følge ( 18 ).

21.

Ved kendelse af 11. november 2013 imødekom formanden for Rettens Syvende Afdeling Kommissionens begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande. Kommissionen blev dog ikke meddelt tilladelse til at indgive et interventionsindlæg ( 19 ). Den 25. juni 2014 fremsatte Kommissionen, efter at det var blevet besluttet, at sagen skulle behandles efter hasteproceduren, begæring om tilladelse til at indgive et interventionsindlæg som en foranstaltning med henblik sagens tilrettelæggelse ( 20 ). Retten afslog denne begæring.

22.

Maxcom blev meddelt tilladelse til at intervenere ved kendelse af 16. juli 2014.

23.

Chin Haur fremførte tre anbringender til støtte for søgsmålet. Ifølge det første anbringende forelå der en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, og artikel 18, stk. 1. I anbringendets første led bestred Chin Haur Rådets konklusion af, at der var sket en ændring i handelsmønstret. I anbringendets andet led anfægtede Chin Haur Rådets konklusion i 62. betragtning til den omtvistede forordning af, at selskabet havde foretaget omladning. Ifølge det andet anbringende forelå der en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 18, proportionalitetsprincippet og begrundelsespligten. Anbringendet drejede sig om Rådets konklusion, hvorefter Chin Haur ikke havde samarbejdet. Ifølge det tredje anbringende forelå der er tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, og ligebehandlingsprincippet. Anbringendet drejede sig om Rådets konklusion om, at der fandt dumping sted.

24.

Ved den appellerede dom forkastede Retten det første anbringendes første led samt det andet og det tredje anbringende som grundløse. Derimod tiltrådte den det første anbringendes andet led, herunder det første klagepunkt, hvori Chin Haur havde bestridt konklusionen i 62. betragtning til den omtvistede forordning, hvorefter Chin Haur ikke havde en produktionskapacitet, der var tilstrækkelig til, at den gav grundlag for de mængder, selskabet eksporterede til Unionen.

25.

Hvad dette angår undersøgte Retten først i den appellerede doms præmis 81-94 de oplysninger, Chin Haur havde fremlagt under undersøgelsen, og fastslog, at de ikke kunne godtgøre, at selskabet rent faktisk var en indonesisk eksportør, eller at det opfyldte kriterierne i grundforordningens artikel 13, stk. 2.

26.

Dernæst undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 95-103 de oplysninger i Rådets besiddelse, ud fra hvilke det havde konkluderet, at Chin Haur havde foretaget omladning. Efter denne undersøgelse fastslog Retten i dommens præmis 104, at Rådet på grundlag af disse oplysninger ikke havde været i besiddelse af indicier, der var tilstrækkelige til at underbygge den konklusion, det drog i 62. betragtning til den omtvistede forordning. Endvidere fastslog Retten i dommens præmis 105, at det forhold, at Chin Haur ikke havde kunnet bevise, at selskabet var en indonesisk producent, eller at det opfyldte kriterierne i grundforordningens artikel 13, stk. 2, ikke gav Rådet grundlag for at fastslå, at Chin Haur derfor foretog omladning, idet muligheden herfor hverken fremgår af grundforordningen eller af retspraksis. Retten tiltrådte derfor det første anbringendes andet led uden at behandle Chin Haurs øvrige to klagepunkter. Den annullerede følgelig den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1 og 3, »for så vidt som disse bestemmelser vedrører« Chin Haur.

27.

Maxcom, Kommissionen og Rådet har ved deres appeller nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, frifinder Rådet i sagen i første instans og tilpligter Chin Haur at betale sagsomkostningerne. Subsidiært har Kommissionen og Rådet nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Retten til fornyet prøvelse, og at afgørelsen om sagens omkostninger i de to instanser udsættes.

28.

Chin Haur har nedlagt påstand om, at appellerne af Rettens dom forkastes i det hele, og at Maxcom, Kommissionen og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Subsidiært har Chin Haur nedlagt påstand om, at Domstolen i tilfælde af, at den ophæver den appellerede dom, træffer afgørelse om selskabets søgsmål i første instans, giver det medhold i de resterende to klagepunkter i det andet led af det første af de anbringender, der blev fremsat for Retten, samt delvis annullerer den omtvistede forordnings artikel 1, stk. 1 og 3, for så vidt som disse bestemmelser indebærer, at den antidumpingtold, der er indført på importen af cykler med oprindelse i Kina, udvides til også at omfatte Chin Haur, og at Chin Haurs fritagelsesanmodning afslås.

29.

Maxcom har fremsat to anbringender til prøvelse af den appellerede dom, det ene principalt og det andet subsidiært, Kommissionen har fremsat tre og Rådet to. De påberåbte appelanbringender er for en stor del sammenfaldende og kan i det væsentlige inddeles i tre grupper.

30.

For det første har Maxcom, Kommissionen og Rådet gjort gældende, at Retten begik en række retlige fejl ved anvendelsen af grundforordningens artikel 13, stk. 1 ( 21 ). For det andet har Kommissionen og Rådet hævdet, at den appellerede dom er behæftet med en begrundelsesmangel og indeholder en selvmodsigende begrundelse; Rådet har i denne forbindelse ligeledes gjort gældende, at Retten gengav de faktiske omstændigheder urigtigt ( 22 ). For det tredje har Kommissionen påstået, at Retten tilsidesatte dens processuelle rettigheder ( 23 ).

31.

I en første gruppe anbringender har Maxcom, Kommissionen og Rådet i det væsentlige gjort gældende, at det ræsonnement i den appellerede doms præmis 95-105, på grundlag af hvilket Retten ophævede den omtvistede forordning, er behæftet med forskellige retlige fejl ved anvendelsen af grundforordningens artikel 13, stk. 1.

32.

For det første har Maxcom foreholdt Retten at have foretaget en åbenbart fejlagtig anvendelse af denne bestemmelse ved at afgøre, at Rådet, på grundlag af de oplysninger, det rådede over, ikke kunne fastslå, at Chin Haur var involveret i omladning.

33.

Ifølge Maxcom tager Retten i sit ræsonnement ikke hensyn til, at det var ubestridt, at Chin Haur havde importeret cykeldele fra en med selskabet forbunden kinesisk producent, og at det havde eksporteret cykler til Unionen. På denne baggrund burde Retten efter at have fastslået, at Chin Haur ikke havde kunnet godtgøre, at selskabet var en reel indonesisk producent af cykler, eller at det udførte samleprocesser, som ikke overskred tærskelværdierne i grundforordningens artikel 13, stk. 2, have kvalificeret Chin Haurs import- og eksportvirksomhed som omladning.

34.

For det andet er de oplysninger, Retten i den appellerede doms præmis 95-102 lagde til grund for sin konklusion om, at Rådet ikke havde rådet over tilstrækkelige indicier til at fastslå, at Chin Haur ikke var involveret i omladning, efter Maxcoms opfattelse irrelevante. Det afgørende i denne forbindelse er, at Chin Haur ikke samarbejdede, hvilket forhindrede Kommissionen i at danne sig et fuldstændigt billede af selskabets virksomhed, hvorfor det, der blev fastslået om selskabet, måtte baseres på grundforordningens artikel 18, stk. 1. Den appellerede dom belønner Chin Haur for ikke at have samarbejdet og strider imod såvel formålet med grundforordningen som retspraksis. Desuden påhviler det ikke institutionerne at føre specifikt bevis for bestemte former for omgåelse. De skal kun bevise, at ændringen i handelsmønstret skyldes omgåelse. Heraf følger, at annullationen af den omtvistede forordning med den begrundelse, at institutionerne ikke rådede over tilstrækkelige beviser til at fastslå, at der fandt omladning sted, udgør en åbenbar retlig fejl.

35.

For det andet har Kommissionen og Rådet gjort gældende, at Retten i den appellerede dom gik ud fra den implicitte forudsætning, at grundforordningens artikel 13, stk. 1, kræver, at institutionerne beviser, at hver enkelt producent/eksportør i det land, som er genstand for undersøgelsen, foretager omladning. Denne fortolkning finder appellanterne er forkert. Indledningsvis strider den imod den forpligtelse til at vurdere, om de betingelser, der angives i grundforordningens artikel 13, stk. 1, er opfyldt på landsplan og ikke i forhold til de individuelle eksportører. Dernæst gør den grundforordningens artikel 13, stk. 4, formålsløs. Endvidere sammenblander den begrebet »omgåelse« med et af udtrykkene herfor, nemlig omladning. Institutionerne skal imidlertid ikke bevise specifikt, at der finder bestemte former for omgåelse sted. Endelig anlagde Retten ved prøvelsen af de forskellige anbringender indbyrdes modstridende fortolkninger af begrebet omgåelse.

36.

For det tredje har Maxcom, Kommissionen og Rådet gjort gældende, at selv hvis Rådets konklusion om, at Chin Haur var involveret i omladning, havde udgjort en fejl, ville dette ikke i sig selv have været tilstrækkeligt til at annullere den omtvistede forordning. Konklusionen i 64. betragtning til den omtvistede forordning om, at der foregik omladning via Indonesien, bygger nemlig ikke udelukkende på, hvad der var blevet konstateret vedrørende Chin Haur, men også på dels, at producenter, der repræsenterede 9% af Indonesiens eksport til Unionen, overhovedet ikke havde samarbejdet under undersøgelsen, dels, at det heller ikke var lykkedes at få Chin Haur, som repræsenterede 42% af denne eksport, til at samarbejde. Følgelig kunne Rådet, selv hvis det havde været en fejl, at Chin Haur foretog omladning, på grundlag af de foreliggende oplysninger konkludere, at der havde fundet omladning via Indonesien sted, ved, som fastsat i retspraksis, at lægge en række samstemmende indicier til grund vedrørende andre indonesiske producenter/eksportører.

37.

Chin Haur har bestridt alle appellanternes argumenter. Indledningsvis har selskabet gjort gældende, at argumenterne vedrørende Rettens konklusion om, at der ikke var tilstrækkeligt bevis for, at Chin Haur foretog omladning, vedrører Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og kan derfor ikke antages til realitetsbehandling. Endvidere er Chin Haur af den opfattelse, for det første, at det i denne forbindelse grundlæggende drejer sig om byrden med hensyn til at bevise, at der finder omgåelse, navnlig omladning, sted. Retten indskrænkede sig til at udtale, at denne byrde påhviler institutionerne, og at de ikke havde løftet den i det foreliggende tilfælde. Sondringen mellem konstateringen af, om der finder omgåelse sted på landsplan eller på den enkelte eksportørs plan, savner grundlag i grundforordningens ordlyd og er irrelevant i det foreliggende tilfælde, eftersom Rådet selv anvendte de to kriterier samlet i den omtvistede forordning. Desuden udtalte Retten på intet tidspunkt, at institutionerne skal føre positivt bevis for, at hver enkelt producent/eksportør foretager omladning. Appellanterne sammenblander den bevisbyrde, som påhviler institutionerne, og det foreskrevne bevisniveau, der i henhold til grundforordningens artikel 18 kan lettes i tilfælde af manglende samarbejde. Imidlertid rådede institutionerne – i modsætning til situationen i sagen Simon, Evers & Co. ( 24 ) – i det foreliggende tilfælde ikke over en række samstemmende indicier for, at der foregik omladning, og visse virksomheder samarbejdede under undersøgelsen.

38.

Hvad for det andet angår klagepunktet om, at Rettens konstateringer ikke var tilstrækkelige til at annullere den omtvistede forordning, har Chin Haur gjort gældende, at Rådet i den omtvistede forordning ikke fastslår, at andre indonesiske producenter end Chin Haur har foretaget omladning. Det eneste, der fastslås i forordningen, er, at en række af producenterne, som repræsenterede en mindre del af den samlede produktion, ikke samarbejdede. Ifølge Domstolens praksis kan institutionerne imidlertid ikke slutte, at der foregår omladning, blot fordi enkelte producenter/eksportører ikke har samarbejdet.

39.

Med hensyn til den formalitetsindsigelse, Chin Haur indledningsvis har rejst (jf. punkt 37 i dette forslag til afgørelse), skal det bemærkes, at det ifølge retspraksis alene er Retten, som er kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder og til at bedømme de beviser, den har lagt til grund ved fastlæggelsen af disse omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de gældende processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det alene Retten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Denne vurdering udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt. Når Retten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har Domstolen dog i henhold til artikel 256 TEUF kompetence til at gennemføre en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, Retten har draget heraf ( 25 ).

40.

I den udstrækning, appellanterne har anfægtet Rettens vurderinger af de faktiske omstændigheder, herunder vurderingerne i den appellerede doms præmis 96-102, må deres klagepunkter derfor afvises.

41.

Det skal dog bemærkes – således som Chin Haur selv har påpeget – at de foreliggende appeller inden for rammerne af klagepunkterne om anvendelsen af grundforordningens artikel 13, stk. 1, i det væsentlige rejser spørgsmål om, hvilken bevisbyrde der skal løftes, og hvilket bevisniveau der kræves, for at det kan fastslås, at der finder omgåelse sted. I den udstrækning disse klagepunkter ikke drejer sig om Rettens fastlæggelse af de faktiske omstændigheder og dens bevisbedømmelse, men vedrører tilsidesættelse af bevisreglerne, som ifølge retspraksis udgør et retligt spørgsmål ( 26 ), må de derfor antages til realitetsbehandling.

42.

Inden jeg behandler klagepunkterne om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, skal jeg kort gennemgå EU-reglerne om omgåelse på baggrund af den relevante retspraksis. Disse regler har til formål at sikre effektiviteten af de indførte antidumpingforanstaltninger og at forhindre, at de omgås ( 27 ).

43.

Det fremgår af definitionen i grundforordningens artikel 13, stk. 1, tredje punktum, hvortil der henvises i punkt 6 i dette forslag til afgørelse, at fire betingelser skal være opfyldt, for at det kan fastslås, at der foreligger omgåelse: i) der skal være sket en ændring i handelsmønstret mellem det pågældende tredjeland og Unionen, ii) ændringen skal skyldes praksis, forarbejdning eller bearbejdning, for hvilken der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse ud over indførelsen af tolden, iii) der skal foreligge beviser for skade, og iv) der skal foreligge bevis for dumping. I de foreliggende appeller er det kun blevet bestridt, at den anden af de nævnte forudsætninger for, at der foreligger omgåelse, var opfyldt, idet det er blevet endegyldigt bevist, at de øvrige tre forudsætninger var.

44.

I dommen i sagen Simon, Evers & Co. ( 28 ) udtalte Domstolen, at denne definition af »omgåelse« er formuleret i meget brede vendinger, der giver EU-institutionerne et vidt skøn ( 29 ). Anerkendelsen af, at de har dette vide skøn, er desuden en logisk konsekvens af, at institutionerne ifølge retspraksis har et vidt skøn inden for den fælles handelspolitik, ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger, som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge ( 30 ). Dette indebærer desuden, at domstolsprøvelsen af et sådant skøn skal begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning ( 31 ).

45.

I dommen i sagen Simon, Evers & Co. ( 32 ) anførte Domstolen ligeledes, at det af grundforordningen fremgår, herunder navnlig dens artikel 13, stk. 3, at det påhviler institutionerne at bevise, at der foreligger omgåelse ( 33 ). Når institutionerne beslutter at udvide den antidumpingtold, de har indført på importen fra et bestemt land, til også at omfatte et andet land, påhviler det dem at godtgøre, at alle forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse af antidumpingtolden som angivet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, tredje punktum, er opfyldt ( 34 ).

46.

Når institutionerne har godtgjort, at de fire betingelser er opfyldt, og det følgelig er bevist, at der foreligger omgåelse i relation til det af undersøgelsen berørte land, udvides den tidligere indførte antidumpingtold til også at omfatte al import fra dette land.

47.

En producent/eksportør af det omhandlede produkt med oprindelse i dette land kan i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 4, indrømmes individuel fritagelse for den således indførte antidumpingtold, hvis den pågældende inden for den fastsatte frist har indgivet en behørigt dokumenteret fritagelsesanmodning, og – hvis omgåelsen finder sted uden for Unionen – hvis to betingelser er opfyldt: For det første skal han kunne påvise, at han ikke er forbundet med nogen af de af foranstaltningerne omfattede producenter, og for det andet skal det være fundet, at producenten ikke er involveret i omgåelse ( 35 ).

48.

Det følger således af opbygningen af og systematikken i EU-reglerne om omgåelse, at formålet med at undersøge, om de fire betingelser, der er fastsat i grundforordningens artikel 13, stk. 1, er opfyldt, er at bevise, om der finder omgåelse sted af den antidumpingtold, som oprindelig blev indført i relation til det land, der er berørt af omgåelsesundersøgelsen. Individuelle producenters/eksportørers specifikke situation tages derimod i betragtning inden for rammerne af undersøgelsen i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 4. Den omstændighed, at EU-reglerne om omgåelse er opbygget således, er imidlertid ikke til hinder for, at det, der er blevet fastslået om en eller flere individuelle producenter/eksportører – som i det foreliggende tilfælde – kan anvendes til at underbygge konklusioner om, hvorvidt forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, er opfyldt, herunder navnlig at der forekommer omgåelse som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1 ( 36 ).

49.

I sin praksis, navnlig dommen i sagen Simon, Evers & Co. ( 37 ) og APEX-dommen ( 38 ), har Domstolen ligeledes givet oplysninger om, hvilket bevisniveau der kræves, for at det kan fastslås, om forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, er opfyldt. Domstolen har hvad dette angår fremhævet, at institutionerne i forbindelse med en undersøgelse af, om der foreligger omgåelse, ikke har beføjelse til at tvinge de af undersøgelsen omfattede producenter/eksportører til at deltage i denne eller til at fremlægge oplysninger. Med hensyn til at forsyne dem med de nødvendige oplysninger er institutionerne således afhængige af, at parterne samarbejder frivilligt. Dette er grunden til, at det bestemmes i grundforordningens artikel 18, stk. 1-6, at Kommissionen i tilfælde af manglende samarbejde dels kan drage konklusioner »på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger«, dels for den part, som ikke samarbejder, eller som kun samarbejder delvis, kan lade en sådan situation føre til »et resultat, som er mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje« ( 39 ).

50.

Heraf har Domstolen udtrykkeligt udledt, at stk. 1 og 6 i grundforordningens artikel 18 tydeligvis har til formål at lette den byrde, som påhviler institutionerne med hensyn til at bevise, at der finder omgåelse sted, i tilfælde af manglende samarbejde ( 40 ).

51.

Domstolen har præciseret, at EU-lovgiver ikke har ønsket at indføre en lovsformodning, der gør det muligt direkte at udlede af de berørte parters manglende samarbejdsvilje, at der er tale om en omgåelse, og som følgelig fritager institutionerne fra ethvert krav om bevisførelse ( 41 ).

52.

Domstolen har dog bemærket, at institutionerne, henset til muligheden for at drage endog definitive konklusioner på grundlag af foreliggende faktiske oplysninger og for at behandle den part, der ikke samarbejder, eller som kun samarbejder delvist, mindre gunstigt, end hvis denne havde samarbejdet, såfremt der ikke er en samarbejdsvilje, har ret at fastslå, at der er tale om omgåelse som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1, til på grundlag af en række samstemmende indicier ( 42 ).

53.

Begrundelsen for denne lettelse af bevisbyrden er nødvendigheden af at undgå, at effektiviteten af Unionens handelsbeskyttelsesforanstaltninger undergraves, hver gang EU-institutionerne står over for et manglende samarbejde i forbindelse med en undersøgelse, hvor det skal fastlægges, om der foreligger en omgåelse ( 43 ).

54.

Det skal i denne forbindelse dog bemærkes, at dommen i sagen Simon, Evers & Co. og APEX-dommen vedrørte omgåelsesundersøgelser, hvorunder ingen af de berørte parter havde samarbejdet ( 44 ). Den undersøgelse, som er omhandlet i de foreliggende sager, adskiller sig derimod ved – således som det fremgår af punkt 14 i dette forslag til afgørelse – at nogle af de berørte virksomheder havde samarbejdet, og at det for deres vedkommende blev fastslået, at de ikke var involveret i omgåelse. På denne baggrund rejser det spørgsmål sig, i hvilken udstrækning de i retspraksis fastlagte principper, hvortil der henvises til i førnævnte to domme, med hensyn til det bevisniveau, som kræves, for at det kan fastslås, at der foreligger omgåelse, også kan anvendes i en sag, hvor de faktiske omstændigheder er anderledes.

55.

Som tidligere nævnt anfægter klagepunkterne om tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, kun undersøgelsen vedrørende den anden af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, som angivet i punkt 6 og 43 i dette forslag til afgørelse, nemlig betingelsen om, at ændringen af handelsmønstret skyldes omgåelse, for hvilken der ikke er nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse ud over indførelsen af antidumpingtolden. Inden jeg vurderer de nævnte klagepunkter, finder jeg det dog hensigtsmæssigt at gøre tre indledende bemærkninger.

56.

For det første skal det bemærkes, således som det fremgår af punkt 16 i dette forslag til afgørelse, at Rådets konklusion, hvorefter der fandt omladning sted af kinesiske cykler via Indonesien (64. betragtning til den omtvistede forordning), bygger på tre forhold, herunder at Chin Haur var involveret i omladning (dette fastslås i 62. betragtning til den omtvistede forordning).

57.

Det fremgår således, at det, der fastslås i forordningen vedrørende en enkelt producent (Chin Haur), er et af de forhold, som danner grundlag for konklusionen om, at der finder omladning sted på landsplan (i Indonesien). For at bevise, at den anden af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, var opfyldt, foretog Rådet med andre ord i forordningen – således som Chin Haur korrekt har fremhævet – en form for »fusion« af undersøgelsen på landsplan og undersøgelsen på den individuelle virksomheds plan som beskrevet i punkt 48 i dette forslag til afgørelse.

58.

For det andet annullerede Retten – således som det fremgår af punkt 24-26 i dette forslag til afgørelse – delvis den omtvistede forordning, »for så vidt som den vedrører« Chin Haur, idet den tiltrådte dennes første anbringende, og fandt, at det, der blev fastslået vedrørende dette selskab i 62. betragtning til den omtvistede forordning, ikke var tilstrækkeligt bevist ( 45 ).

59.

I de relevante præmisser i den appellerede dom angiver Rådet ikke udtrykkeligt, hvilke bestemmelser i grundforordningen Rådet efter dens opfattelse tilsidesatte. Da det første anbringende, der blev fremsat for den, imidlertid vedrørte tilsidesættelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1, og artikel 18, stk. 1, er det åbenbart, at Retten annullerede den omtvistede forordning på grund af tilsidesættelse af disse to bestemmelser.

60.

En annullation på grundlag af grundforordningens artikel 13, stk. 1, forudsætter imidlertid, at det er fejlagtigt, at det er blevet fastslået, at en af de forudsætninger for, at der foreligger omgåelse, som angives i denne bestemmelse, er opfyldt. Heraf følger, at Retten i den appellerede dom fandt – skønt den ikke angav det udtrykkeligt – at den konklusion, der drages i den omtvistede forordning vedrørende den anden af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, er fejlagtig.

61.

I den omtvistede forordning findes konklusionen med hensyn til, om denne anden forudsætning er opfyldt – dvs. konklusionen om, hvorvidt der fandt omgåelse sted på nationalt plan i Indonesien – i 64. betragtning. Retten konstaterede imidlertid en fejl ved konstateringen (i 62. betragtning til den omtvistede forordning) af, at Chin Haur var involveret i omladning.

62.

På denne baggrund fandt Retten, som annullerede den omtvistede forordning med den begrundelse, at grundforordningens artikel 13, stk. 1, var blevet tilsidesat, nødvendigvis – omend implicit – at den fejl, den havde konstateret med hensyn til, hvad der var blevet fastslået angående Chin Haur, gjorde konklusionen vedrørende den anden af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, nemlig konklusionen med hensyn til, om der fandt omgåelse via Indonesien sted, uigenkaldeligt ugyldig. Retten fandt med andre ord, at den fejl, den havde konstateret i 62. betragtning til den omtvistede forordning, »kuldkastede« den generelle konklusion i 64. betragtning til forordningen.

63.

For det tredje er det ubestridt, at Chin Haur fremlagde oplysninger, som ikke kunne verificeres og ikke var pålidelige, og at selskabet derfor med rette blev anset for ikke at have samarbejdet reelt under undersøgelsen. Det var derfor med føje, at det var de foreliggende faktiske oplysninger, der blev lagt til grund for konklusionerne vedrørende selskabet i den omtvistede forordning i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18, stk. 1 ( 46 ).

64.

Jeg behandler indledningsvis appellanternes argumentation om, at Retten i den appellerede doms præmis 95-105 anvendte grundforordningens artikel 13, stk. 1, forkert.

65.

I disse præmisser i dommen fandt Retten på grundlag af oplysningerne i sagens akter, at Rådet ikke havde været i besiddelse af tilstrækkelige indicier til at fastslå, i 62. betragtning til den anfægtede forordning, at Chin Haur ikke havde rådet over tilstrækkelig produktionskapacitet, henset til de mængder, selskabet eksporterede til Unionen, og at det følgelig havde været involveret i omladning. For at nå frem til denne konklusion undersøgte Retten først i den appellerede doms præmis 96-101 de konstateringer, Kommissionens embedsmænd havde foretaget under kontrolbesøget i Chin Haurs lokaler, og fastslog, at ingen af disse konstateringer, enkeltvis eller samlet, på overbevisende måde indikerede, at der havde foregået omladning. For det andet anførte Retten i den appellerede doms præmis 102 dels, at Chin Haur havde bestridt hovedparten af de konstateringer, der var blevet foretaget på grundlag af den missionsrapport, som Kommissionens embedsmænd havde udfærdiget, og som Rådet havde baseret sig på, dels, at visse fotografier, som Rådet havde henvist til, ikke indikerede, at der havde foregået omladning. For det tredje fastslog Retten i dommens præmis 103 efter at have henvist til, at Rådet ligeledes havde lagt til grund for sit ræsonnement, at Chin Haur ikke havde godtgjort, at denne rent faktisk var en indonesisk producent af cykler, eller at selskabet opfyldte de i grundforordningens artikel 13, stk. 2, fastsatte kriterier, at det ikke kunne udledes af dette i sig selv, at Chin Haur havde foretaget omladning.

66.

Appellanternes argumentation rejser indledningsvis spørgsmålet om, hvad institutionerne skal bevise, og hvilket bevisniveau der kræves, for at det kan fastslås, at den anden af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, som angivet i punkt 43 og 55 i dette forslag til afgørelse, er opfyldt, inden for rammerne af en undersøgelse, hvorunder ikke samtlige, men kun af nogle af de berørte producenter/eksportører har samarbejdet.

67.

Påhviler det, nærmere bestemt, institutionerne at føre bevis for konkrete former for omgåelse – såsom dem, der på ikke-udtømmende vis opregnes i grundforordningens artikel 13, stk. 1, andet afsnit – eller kan de begrænse sig til at godtgøre på grundlag af en række samstemmende indicier, at ændringen af handelsmønstret skyldes omgåelse, uden at skulle føre bevis for konkrete former herfor?

68.

Hvad dette angår har jeg allerede anført ( 47 ), at det påhviler institutionerne, når de beslutter at indføre antidumpingtold, at bevise, at alle de fire forudsætninger for, at der foreligger omgåelse, er opfyldt. De kan derfor ikke begrænse sig til kun at bevise, at der er sket en ændring i handelsmønstret, men skal ifølge ordlyden af grundforordningens artikel 13, stk. 1, tredje punktum, godtgøre i fornødent omfang, at ændringen skyldes omgåelse (forarbejdning eller bearbejdning), for hvilken der ikke foreligger nogen tilstrækkelig gyldig grund eller økonomisk begrundelse ud over indførelsen af tolden.

69.

Hvad for det andet angår bevisniveauet er formålet med den fortolkning, Domstolen anlagde i dommen i sagen Simon, Evers & Co. og APEX-dommen for så vidt angår tilfælde, hvor der overhovedet ikke er blevet samarbejdet, nemlig at det skal undgås, at effektiviteten af Unionens handelsbeskyttelsesforanstaltninger undergraves ( 48 ), efter min opfattelse fuldt lige så gyldig i et tilfælde som det foreliggende, hvor de virksomheder, som ikke har samarbejdet under undersøgelsen, repræsenterer over halvdelen af importen af det berørte produkt i Unionen ( 49 ). I et tilfælde, hvor manglen på samarbejde har et sådant omfang, finder jeg derfor, at institutionerne har ret til at lægge en række samstemmende indicier til grund for at kunne føre tilstrækkeligt bevis for, at der foreligger omstændigheder, der udgør omgåelse, og har ret til at fastslå, at ændringen af handelsmønstret skyldes omgåelse. Dog kan de i sådanne tilfælde ikke se bort fra, at det, i forbindelse med at de har draget denne konklusion, er blevet fastslået, at en, mere eller mindre betydningsfuld, part ikke har været involveret i en sådan praksis.

70.

Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt det påhviler institutionerne at føre bevis for bestemte former for omgåelse, mener jeg, at dommen i sagen Simon, Evers & Co. kan give nogle relevante oplysninger. I denne dom, der, som nævnt, drejede sig om et tilfælde, hvor der overhovedet ikke var blevet samarbejdet, bekræftede Domstolen nemlig inden for rammerne af prøvelsen vedrørende den anden forudsætning for, at der foreligger omgåelse, gyldigheden af den positive konklusion, der blev draget i den omhandlede forordning, idet den bl.a. lagde til grund, at Rådet blandt de samstemmende indicier, der dannede grundlag for konklusionen, havde været i besiddelse af oplysninger, der tydede på, at der var blevet foretaget visse former for omgåelse ( 50 ).

71.

Heraf følger, at skønt institutionerne i et tilfælde, hvor der overhovedet ikke er blevet samarbejdet, men hvor der foreligger en række samstemmende indicier, som taler for, at ændringen i handelsmønstret skyldes omgåelse, ikke behøver at føre bevis for konkrete former for omgåelse, skal de dog i det mindste råde over nogle oplysninger, der tyder på, at en sådan praksis er blevet udvist. Denne fremgangsmåde mener jeg af de grunde, som jeg har anført i punkt 69 i dette forslag til afgørelse, kan anvendes på et tilfælde som det foreliggende, hvori producenter/eksportører, der repræsenterer over halvdelen af importen af det berørte produkt, ikke har samarbejdet under undersøgelsen.

72.

I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid hverken af den omtvistede forordning eller af sagens akter, at institutionerne rådede over andre oplysninger, der tydede på, at der foregik omgåelse, bortset fra at det var blevet fastslået, at Chin Haur var involveret i omladning.

73.

Desuden er det under alle omstændigheder min opfattelse, at det i tilfælde, hvor, som i den foreliggende sag, institutionerne beslutter at basere deres konklusion vedrørende den anden forudsætning for, at der foreligger omgåelse, på, at der forekommer konkrete former herfor, påhviler dem at underbygge deres konklusioner i tilstrækkeligt omfang.

74.

På denne baggrund er det med hensyn til efterprøvelsen af, om den konklusion, Rådet drog vedrørende den anden forudsætning for, at der foreligger omgåelse, var lovlig, i det foreliggende tilfælde afgørende, om der var grundlag for, at Rådet fastslog, at Chin Haur var involveret i omgåelse ( 51 ).

75.

Når institutionerne, som i det foreliggende tilfælde, agter at lægge konstateringer om, hvorvidt en individuel producent/eksportør er involveret i omgåelse, til grund for deres konklusioner vedrørende den anden forudsætning for, at der foreligger omgåelse – der som anført skal godtgøres på landsplan – påhviler det ifølge den retspraksis, hvortil der henvises i punkt 45 i dette forslag til afgørelse, dem at føre bevis for de pågældende konstateringer ( 52 ).

76.

Ifølge grundforordningens artikel 18, stk. 1 og 6, kan institutionerne dog i tilfælde af manglende samarbejde lægge de foreliggende faktiske oplysninger til grund for deres konklusioner. I sådanne tilfælde påhviler der dem en væsentligt lettere bevisbyrde, således som det fremgår af den retspraksis, hvortil der henvises i punkt 49-52 i dette forslag til afgørelse, og de har ret til at lægge en række samstemmende indicier til grund for deres konklusioner.

77.

Hvad dette angår skal det bemærkes, at Domstolen i dommen i sagen Simon, Evers & Co. og APEX-dommen anlagde denne fortolkning af grundforordningens artikel 18, stk. 1 og 6, i relation til omgåelse i almindelighed ( 53 ). Endvidere anvendte den i dommen i sagen Simon, Evers & Co. fortolkningen konkret på forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, bl.a. på den anden af disse ( 54 ). Den har derimod aldrig anvendt den på konstateringer, som vedrører en enkelt virksomhed.

78.

I betragtning af selve ordlyden af bestemmelserne i stk. 1 og 6 i grundforordningens artikel 18, hvori der henvises til »en af de berørte parter« i ental, mener jeg imidlertid, at fortolkningen kan anvendes på de konstateringer, institutionerne inden for rammerne af en omgåelsesundersøgelse kan være nødsaget til at foretage vedrørende en individuel virksomhed, som ikke har samarbejdet under undersøgelsen.

79.

Heraf følger, at der i det foreliggende tilfælde, på grund af Chin Haurs manglende samarbejde, påhvilede institutionerne en lettet bevisbyrde, og at de med henblik på i tilstrækkeligt omfang at underbygge deres konklusioner om, at denne virksomhed havde været involveret i omgåelse, kunne basere sig på en række samstemmende indicier.

80.

Det skal dog bemærkes, at Retten i sin detaljerede undersøgelse i den appellerede doms præmis 95-105 af de oplysninger, Rådet var i besiddelse af, og på grundlag af hvilke det i 62. betragtning til den omtvistede afgørelse fastslog, at Chin Haur var involveret i omladning, ikke fuldt ud tog de retlige konsekvenser af, at det under undersøgelsen var blevet fastslået, at Chin Haur ikke havde samarbejdet, i betragtning. Således som Maxcom har gjort gældende, udgjorde dette imidlertid en væsentlig faktor i forbindelse med i undersøgelsen, hvilket Retten rent faktisk selv bekræftede. Det manglende samarbejde var nemlig af grundlæggende betydning for, hvilket bevisniveau Rådet skulle opfylde for i tilstrækkeligt omfang at underbygge sine konklusioner vedrørende Chin Haur, som dannede grundlag for den generelle konklusion om, at der forekom omgåelse i Indonesien.

81.

Det fremgår imidlertid af de relevante præmisser i den appellerede dom, at skønt Retten anvendte udtrykket »indicium«, forudsatte den reelt, at Rådet havde anvendt et strengere beviskriterium. Dette fremgår klart af Rettens bemærkning om, at Rådet skulle have »godtgjor[t] at [Chin Haur] foretog omladninger«, på grundlag af oplysninger, der »på overbevisende måde [pegede] på, at der foregik omladning« ( 55 ).

82.

I de relevante præmisser i den appellerede dom henvises der kun til konsekvenserne af Chin Haurs manglende samarbejde i præmis 103, hvori Retten fastslog, at den omstændighed, at Chin Haur havde undladt at fremlægge beviser, der godtgjorde, at selskabet var en indonesisk producent, eller at det opfyldte de i grundforordningens artikel 13, stk. 2, fastsatte kriterier, ikke i sig selv beviste, at det foretog omladning. Skønt manglende samarbejde ganske vist ikke i sig selv kan danne grundlag for en formodning om omgåelse ( 56 ), var det netop på grund af Chin Haurs manglende samarbejde under undersøgelsen, at institutionerne ikke kunne fastslå med sikkerhed, om selskabet virkelig drev virksomhed inden for fremstilling af cykler.

83.

Den omstændighed, at det er fastslået, at en virksomhed virkelig fremstiller det produkt, den eksporterer, er, naturligvis, en nødvendig forudsætning for eventuelt at konkludere, at dens eksport ikke er et resultat af omgåelse. Derimod udgør den omstændighed, at det ikke er muligt at fastslå, at virksomheden ikke er en reel producent, et indicium for, at de produkter, den eksporterer, ikke er resultatet af en egentlig produktion.

84.

På denne baggrund finder jeg, at Retten begik en fejl ved anvendelsen af grundforordningens artikel 13, stk. 1, ved ikke fuldt ud at tage de retlige konsekvenser af Chin Haurs manglende samarbejde under undersøgelsen i betragtning i den vurdering, som foranledigede den til at konkludere, at Rådet ikke havde været i besiddelse af tilstrækkelige indicier til at fastslå, at Chin Haur var involveret i omladning. Denne fejl havde betydning for Rettens implicitte ( 57 ) konstatering, der dannede grundlag for annulleringen af den omtvistede forordning, og hvorefter konklusionen i 64. betragtning til den omtvistede forordning om, at der foregik omladning af varer med oprindelse i Kina via Indonesien, var fejlagtig på grund af denne utilstrækkelighed. Heraf følger, at den appellerede dom efter min opfattelse bør ophæves.

85.

For fuldstændighedens skyld fremsætter jeg ligeledes de følgende få betragtninger vedrørende de øvrige klagepunkter, som er blevet gjort gældende inden for rammerne af anbringenderne om fejlagtig anvendelse af grundforordningens artikel 13, stk. 1.

86.

De klagepunkter, som institutionerne har fremført, og hvorefter Rettens fremgangsmåde indebærer, at de skal påvise, at alle det af undersøgelsen omfattede lands producenter/eksportører er involveret i omladning, bygger efter min opfattelse på en fejlfortolkning af den appellerede dom og af den omtvistede forordning. Det er således med rette, at Chin Haur har anført, at Retten ikke i nogen af den appellerede doms præmisser angav, at institutionerne skal føre positivt bevis for, at hver enkelt producent/eksportør foretager omladning. Således som jeg anførte i punkt 56 og 57 i dette forslag til afgørelse ( 58 ), var det i det foreliggende tilfælde Rådet selv, der foretog en fusion af undersøgelsen på landsplan og undersøgelsen på den individuelle virksomheds plan ved at anvende konstateringerne vedrørende en enkelt producent/eksportør til at underbygge sine konklusioner på landsplan. Heraf følger, at alle de af institutionerne fremførte klagepunkter, der bygger på denne forudsætning, må forkastes ( 59 ).

87.

De klagepunkter, hvorefter Rettens konklusioner ikke var tilstrækkelige til at annullere den omtvistede forordning, mener jeg ligeledes må forkastes. Hvis – således som Retten fandt i den appellerede dom – konstateringen af, at Chin Haur var involveret i omladning, er fejlagtig eller utilstrækkeligt underbygget, bygger konstateringen af, at der forelå omgåelse på nationalt plan i Indonesien, nemlig udelukkende på de to resterende omstændigheder, hvortil der henvises i 64. betragtning til den omtvistede forordning. Den første af disse, nemlig at der er sket en ændring i handelsmønstret, udgør den første af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse. Den kan derfor ikke i sig selv betragtes som et indicium for, at den anden af de to forudsætninger er opfyldt, eftersom institutionerne skal godtgøre, at alle forudsætningerne er opfyldt ( 60 ). Med hensyn til den anden af de resterende to omstændigheder, nemlig at producenter/eksportører, der repræsenterede 9% af eksporten til Unionen, ikke havde samarbejdet, fremgår det af den retspraksis, hvortil der henvises i punkt 51 i dette forslag til afgørelse, at manglende samarbejde ikke i sig selv kan danne grundlag for en formodning om omgåelse. Denne omstændighed kan derfor ikke i sig selv udgøre et indicium for, at den anden af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, er opfyldt.

88.

Heraf følger – i modsætning til hvad appellanterne har gjort gældende – at hvis det i det foreliggende tilfælde havde været med rette, at Retten fandt, at det, der var blevet fastslået vedrørende Chin Haur, var fejlagtigt, kunne det have givet anledning til at annullere den omtvistede forordning.

89.

Inden for rammerne af en anden gruppe anbringender har institutionerne anfægtet begrundelsen for den appellerede dom. Rådet har ligeledes hævdet, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

90.

For det første har institutionerne gjort gældende, at det i den appellerede dom ikke forklares, hvorfor Rådet tilsidesatte grundforordningens artikel 13, stk. 1. Indledningsvis angives det ikke i dommen, om den fejl, Rådet begik, blot var en fejlagtig vurdering, eller om den var en åbenbart urigtig bedømmelse. Dernæst forklarer Retten ikke, hvorfor den lægger til grund, at Chin Haur ikke rådede over tilstrækkelig produktionskapacitet, når det i 62. betragtning til den omtvistede forordning angives, at selskabet ikke havde tilstrækkeligt udstyr. Endelig lagde Retten sin undersøgelse vedrørende kontrolbesøget til grund for sin konklusion om, at der ikke havde været tilstrækkelige beviser for omladning, men begrundede ikke, hvorfor Rådet, på grundlag af de skriftlige oplysninger, Chin Haur havde fremlagt inden besøget ikke, havde været i besiddelse af tilstrækkelige beviser til at godtgøre, at der foregik omladning.

91.

For det andet finder Kommissionen, at begrundelsen for den appellerede dom er selvmodsigende. Hvad dette angår forstår Kommissionen indledningsvis ikke, henset til den appellerede doms præmis 94, hvorfor de af Chin Haur fremlagte oplysninger ikke kunne vise, at også dette selskab var involveret i omladning, når det foretog omgåelse i form af samleprocesser. Dernæst har Kommissionen foreholdt Retten at modsige sig selv ved på den ene side at anføre, at det eneste bevis, Rådet var i besiddelse af, var rapporten vedrørende kontrolbesøget, og på den anden side, i den appellerede doms præmis 138, at det kunne udledes af en lang række tilgængelige oplysninger, at Chin Haur var involveret i omgåelse.

92.

Rådet har subsidiært gjort gældende, at Retten gengav de fastslåede omstændigheder urigtigt. Eftersom det var blevet behørigt påvist på landsplan, at der fandt omladning sted, og der ikke var grundlag for Chin Haurs fritagelsesanmodning, kunne Retten kun drage den konklusion af de foreliggende oplysninger, at Chin Haur foretog omladning.

93.

Chin Haur har bestridt Kommissionens argumenter.

94.

Hvad for det første angår klagepunkterne om manglende begrundelse skal det bemærkes, at begrundelsen for en dom ifølge fast retspraksis klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret. Den begrundelsespligt, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, er opfyldt, når begrundelsen, selv om den er indirekte, gør det muligt for de berørte parter at få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og for Domstolen at råde over de oplysninger, som er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret ( 61 ).

95.

Det fremgår af punkt 58-62 i dette forslag til afgørelse, at skønt Retten ikke gjorde detaljeret rede for det ræsonnement, der i den appellerede dom foranledigede den til delvis at annullere den omtvistede forordning, »for så vidt som [den] vedrører« Chin Haur, kan ræsonnementet udledes entydigt af dommen, hvilket gør det muligt for Domstolen at udøve sin prøvelsesret. I den forstand mener jeg derfor ikke, at den appellerede dom kan anses for at være mangelfuldt begrundet.

96.

Hvad de øvrige klagepunkter angår kan indledningsvis det klagepunkt, hvorefter den appellerede dom er behæftet med mangel på begrundelse, fordi det ikke angives i den, om den fejl, Rådet begik, var en fejlagtig vurdering eller en åbenbart urigtig bedømmelse, efter min opfattelse ikke tiltrædes. Selv om det ganske vist er ønskeligt, at Retten i sine domme angiver, hvilket kriterium for retslig prøvelse den anvender, kan en dom ikke anses for at være mangelfuldt begrundet, alene fordi Retten ikke udtrykkeligt angiver, hvilket kriterium for retslig prøvelse den har anvendt. Da institutionerne ikke konkret har gjort gældende, at der blev anvendt et fejlagtigt kriterium for retslig prøvelse, men kun hævdet i deres klagepunkter, at der foreligger en mangelfuld begrundelse ( 62 ), indgår spørgsmålet om, hvorvidt det kriterium, der konkret blev anvendt i den appellerede dom, var fejlagtigt eller ej, ikke i genstanden for de foreliggende appeller.

97.

Endvidere kan klagepunktet om, at det ikke forklares, hvori forskellen mellem begreberne tilstrækkelig produktionskapacitet og utilstrækkeligt udstyr består, heller ikke tiltrædes. Begge begreber blev nemlig anvendt med henvisning til det samme, nemlig Chin Haurs produktionsvirksomhed, med hensyn til hvilken Retten fandt, at Rådet ikke havde ført tilstrækkeligt bevis for sin konstatering af, at den ikke kunne give grundlag for de mængder, Chin Haur eksporterede.

98.

Endelig må, efter min opfattelse, klagepunktet om, at Retten ikke begrundede, hvorfor Rådet ikke havde været i besiddelse af tilstrækkelige beviser til at godtgøre, at der foregik omladning, på grundlag af de skriftlige oplysninger, Chin Haur havde fremlagt, ligeledes forkastes. Det fremgår nemlig af retspraksis, at det ikke tilkommer Domstolen at kræve, at Retten begrunder hvert enkelt valg af beviselementer frem for andre til støtte for sin afgørelse. En anden afgørelse ville svare til at erstatte Rettens vurdering af disse elementer med Domstolens egen vurdering, hvilket falder uden for Domstolens kompetence ( 63 ).

99.

Hvad for det andet angår klagepunkterne om selvmodsigende begrundelse mener jeg, at Kommissionens første påstand bygger på en fejlagtig fortolkning af den appellerede dom. Retten anførte nemlig ikke i den appellerede doms præmis 94, at den dokumentation, Chin Haur havde fremlagt, viste, at selskabet var involveret i omgåelse i form af samleprocesser. Den anden påståede selvmodsigelse, som Kommissionen har peget på, kan heller ikke danne grundlag for klagepunktet om selvmodsigende begrundelse. I den appellerede doms præmis 138 opregnede Retten nemlig kun de oplysninger, hvorpå Rådet havde baseret sin konstatering af, at alle forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse, var opfyldt, specifikt foranlediget af et argument om, at Rådet ikke havde klargjort, af hvilken karakter de foreliggende faktiske oplysninger var ( 64 ). Jeg mener ikke, at dette står i modsætning til bemærkningerne i dommens præmis 96 og 102 om, at Rådet med hensyn til de faktiske forhold, på grundlag af hvilke det fastslog, at Chin Haur var involveret i omladning, i vid udstrækning havde baseret sig på missionsrapporten.

100.

Hvad for det tredje angår Rådets klagepunkt om urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder skal det bemærkes, at en sådan urigtig gengivelse ifølge retspraksis skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne ( 65 ). Rådets argumentation bygger imidlertid på den forudsætning, at det var blevet påvist, at der forekom omladning på landsplan, selv hvis konstateringen af, at Chin Haur var involveret i omladning, ikke var fejlbehæftet. Således som jeg har anført i punkt 85 i dette forslag til afgørelse, mener jeg ikke, at dette er tilfældet. I den appellerede dom begrænsede Retten sig til at afgøre, at Rådet på baggrund af oplysningerne i sagens akter ikke havde kunnet fastslå, at Chin Haur var involveret i omladning. Derved gengav Retten ikke de faktiske omstændigheder urigtigt, men begik, efter min opfattelse, den retlige fejl ikke at tage det væsentlige forhold i betragtning, at Chin Haur ikke havde samarbejdet under undersøgelsen, hvilket havde afgørende betydning for, hvilket bevisniveau institutionerne skulle opfylde for at godtgøre, at selskabet havde været involveret.

101.

Det følger af det ovenstående, at jeg er af den opfattelse, at såvel Kommissionens andet appelanbringende i sag C-253/15 P som Rådets andet appelanbringende i sag C-259/15 P må forkastes.

102.

Ved sit tredje anbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten tilsidesatte dens processuelle rettigheder ved ikke at tillade den at indgive et interventionsindlæg. For det første blev der ikke givet nogen begrundelse for Rettens beslutning om, at der skulle træffes afgørelse efter en hasteprocedure, hvilket ifølge artikel 76a, stk. 2, andet afsnit, i det procesreglement for Retten, som var gældende på det tidspunkt, hvor sagen for denne retsinstans fandt sted, udelukker ethvert skriftligt indlæg fra Kommissionen. For det andet blev der heller ikke givet nogen begrundelse for Rettens afslag på Kommissionens senere begæring af 25. juni 2014 om tilladelse til at indgive et interventionsindlæg som en foranstaltning med henblik sagens tilrettelæggelse. Desuden var Rettens vedvarende afslag på at tillade Kommissionen at indgive skriftlige indlæg ikke begrundet i, at der var behov for at fremskynde behandlingen af sagen, hvilket fremgår af, at Retten var 19,3 måneder om at afsige dommen, skønt den gennemsnitlige varighed af en sag for denne ret var 23,4 måneder i 2014. For det tredje vedrører de af Rettens konklusioner, som efter Kommissionens opfattelse udgør retlige fejl, Kommissionens undersøgelsesmæssige foranstaltninger, herunder navnlig relevansen af de missionsrapporter, som blev udfærdiget under kontrolbesøgene. Disse konklusioner ville have været anderledes, hvis Kommissionen havde fået tilladelse til at fremsætte sine synspunkter før retsmødet.

103.

Chin Haur har bestridt Kommissionens argumenter.

104.

Selv om institutionerne udgør privilegerede intervenienter og ikke behøver at godtgøre, at de har en berettiget interesse i tvistens afgørelse ( 66 ), er de ikke desto mindre omfattet af de bestemmelser, som er indeholdt i procesreglementerne for EU’s retsinstanser.

105.

I det foreliggende tilfælde skal det indledningsvis bemærkes, at det fremgår af sagens akter, at Kommissionen indgav sin interventionsbegæring den 17. oktober 2013, dvs. efter at Retten havde taget Chin Haurs begæring til følge og besluttet, at sagen skulle behandles efter en hasteprocedure.

106.

Ifølge artikel 116, stk. 3, i det procesreglement for Retten, som var gældende på det tidspunkt, hvor sagen for denne retsinstans fandt sted, indtræder intervenienten i sagen, som den foreligger ved hans intervention. Heraf følger, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke kan anfægte en afgørelse, såsom afgørelsen om at påkende sagen efter hasteproceduren, der er truffet, før dens interventionsbegæring er blevet imødekommet.

107.

Endvidere fremgår det af samme procesreglements artikel 76a, stk. 2, andet afsnit, at intervenienten, hvis det er blevet besluttet, at sagen skal behandles efter en hasteprocedure, kun kan indgive et interventionsindlæg, hvis Retten giver tilladelse til det i forbindelse med foranstaltninger med henblik sagens tilrettelæggelse, der træffes i overensstemmelse med reglementets artikel 64.

108.

Med hensyn til Rettens afslag på en parts begæring om en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse fremgår det af fast retspraksis, at det i princippet alene tilkommer Retten at bedømme, om det er nødvendigt at supplere bevismaterialet i de sager, der forelægges den til afgørelse ( 67 ).

109.

I denne forbindelse tilkommer det Retten at bedømme, om det er nødvendigt at gøre brug af beføjelsen til at bestemme, at der skal træffes træffe bestemmelse om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse for at supplere det bevismateriale, den råder over, eftersom spørgsmålet om, hvilken beviskraft dokumenterne i sagen har, alene henhører under dens vurdering af de faktiske omstændigheder, som ikke er undergivet Domstolens prøvelsesret under appelsagen, medmindre Retten har gengivet de forelagte beviser urigtigt, eller det fremgår af de fremlagte dokumenter, at Rettens konstateringer er materielt urigtige ( 68 ).

110.

I det foreliggende tilfælde har Kommissionen for det første hverken påberåbt sig, at beviserne blev gengivet urigtigt, eller at Rettens konklusioner er materielt urigtige. For det andet blev der i Kommissionens begæring af 25. juni 2014 om tilladelse til at indgive et interventionsindlæg som en foranstaltning med henblik sagens tilrettelæggelse ikke henvist til dokumenter eller objektive nærmere oplysninger, der nødvendigvis skulle have været fremlagt i skriftlig form, således at en mundtlig fremstilling ikke havde givet Kommissionen tilstrækkelig mulighed for at fremsætte sine argumenter. For det tredje kunne Kommissionen udtale sig udførligt under retsmødet for Retten. Det angives ikke i dens appelskrift, på hvilken måde den omstændighed, at Kommissionen kun kunne fremføre sine synspunkter under retsmødet, påvirkede Rettens konklusioner, således at de havde været anderledes, hvis den havde taget Kommissionens begæring om tilladelse til at indgive et interventionsindlæg til følge.

111.

På den baggrund må Kommissionens tredje anbringende efter min opfattelse forkastes.

112.

Det følger af den ovenstående vurdering, herunder navnlig den konklusion, jeg drog i punkt 84 i dette forslag til afgørelse, at de appeller, Maxcom, Kommissionen og Rådet har iværksat, efter min opfattelse skal tages til følge, og at den appellerede dom følgelig skal ophæves.

113.

Ifølge artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan denne, hvis den af Retten trufne afgørelse ophæves, selv træffe endelig afgørelse i sagen, hvis den er moden til påkendelse. Dette mener jeg, således som Chin Haur ligeledes har anført, er tilfældet i den foreliggende sag.

114.

Der skal derfor foretages en prøvelse af de tre klagepunkter, Chin Haur fremførte inden for rammerne af det første anbringendes andet led i selskabets søgsmål for Retten. Hvad dette angår skal det bemærkes – således som jeg anførte i punkt 44 i dette forslag til afgørelse – at den prøvelse, Unionens retsinstanser foretager, ifølge retspraksis er begrænset på den måde, som jeg angav i dette punkt.

115.

Det første af de nævnte tre klagepunkter er det klagepunkt, som Retten tog til følge i den appellerede dom på grundlag af en vurdering, som efter min opfattelse er fejlbehæftet. Klagepunktet går ud på, at det var fejlagtigt, at Rådet i 62. betragtning til den omtvistede forordning drog den konklusion, at Chin Haur ikke havde en produktionskapacitet, der var tilstrækkelig til, at den gav grundlag for de mængder, som selskabet eksporterede til Unionen.

116.

Hvad dette angår fremgår det af den retspraksis, hvortil der henvises i punkt 49-52 i dette forslag til afgørelse, og af betragtningerne i punkt 75-79 i forslaget, at der i en situation som den i denne sag omhandlede, på grund af Chin Haurs manglende samarbejde, påhvilede institutionerne en lettet bevisbyrde, og at de med henblik på i tilstrækkeligt omfang at underbygge deres konklusioner om, at denne virksomhed havde været involveret i omgåelse, kunne basere sig på en række samstemmende indicier.

117.

Under disse omstændigheder finder jeg dels, at det forhold, at Chin Haur eksporterede betydelige mængder af cykler til Unionen, hvis oprindelse ikke havde kunnet fastslås ( 69 ), dels, at der samtidig ikke forelå oplysninger, som viste, at Chin Haur var en reel producent af cykler, udgør indicier, som i mangel af andre forhold, ud fra en logisk og rimelig sammenhæng giver institutionerne belæg for at konkludere, at Chin Haur var involveret i omladning ( 70 ). Disse indicier var desuden yderligere underbygget af forskellige forhold, som rejser tvivl om, hvori Chin Haurs reelle virksomhed bestod ( 71 ). Hvis der var en rimelig begrundelse for selskabets virksomhed, ud over at unddrage sig antidumpingtolden, påhvilede det Chin Haur at fremlægge bevis for denne begrundelse ( 72 ).

118.

Heraf følger, at Rådet ikke foretog en åbenbart urigtig bedømmelse, da den fastslog i 62. betragtning til den omtvistede forordning, at Chin Haur var involveret i omladning. Efter min opfattelse må det første klagepunkt i det andet led af Chin Haurs første anbringende i første instans derfor forkastes.

119.

Med hensyn til det andet klagepunkt, der blev fremført inden for rammerne af det andet led af det første anbringende for Retten i første instans, gjorde Chin Haur gældende, at Rådet havde begået en retlig fejl ved at drage den konklusion, at der foregik omladning, alene på grundlag af, at handelsmønstret havde ændret sig. Rådet fremlagde hverken beviser for omladningen eller godtgjorde, at der var en årsagsforbindelse mellem denne virksomhed og den angivelige ændring i handelsmønstret.

120.

Hvad dette angår er det rigtigt – således som det fremgår af 64. betragtning til den omtvistede forordning – at Rådet henviste til ændringen i handelsmønstret som en af de omstændigheder, hvoraf det kunne udledes, at der foregik omladning i Indonesien. Som jeg anførte i punkt 87 i dette forslag til afgørelse, udgør en ændring af handelsmønstret imidlertid kun den første af forudsætningerne for, at der foreligger omgåelse. Den kan derfor ikke i sig selv betragtes som et indicium for, at der foregår omgåelse.

121.

Det forholder sig imidlertid således – i modsætning til hvad Chin Haur gjorde gældende for Retten – at Rådet i 64. betragtning til den omtvistede forordning ikke kun baserede sig på denne ene omstændighed. Den lagde nemlig to andre omstændigheder til grund: dels, at Chin Haur – som tegnede sig for en betydelig andel (42%) af importen af cykler i Unionen – var involveret i omladning, dels, at berørte parter, der repræsenterede 9% af denne import, ikke havde samarbejdet under undersøgelsen. Ganske vist kunne denne mangel på samarbejde som nævnt ( 73 ) ikke i sig selv give grundlag for at formode, at der foregik omladning. Den kunne imidlertid i betragtning af den betydelige stigning i importen af cykler fra Indonesien til Unionen umiddelbart efter forhøjelsen af antidumpingtolden på importen fra Kina ( 74 ) og i betragtning af andre indikationer for forekomst af omladning via Indonesien, som fremgik af, hvad der var blevet fastslået vedrørende Chin Haur, udgøre endnu et indicium, der underbyggede konklusionen om, at der foregik en sådan omladning ( 75 ). Under disse omstændigheder var Rådet i besiddelse af tilstrækkelige samstemmende indicier som omhandlet i retspraksis til i den foreliggende sag at kunne begrunde sin konklusion om, at der foregik omgåelse via Indonesien.

122.

Med hensyn til argumentet om, at Rådet begik en fejl ved ikke at bevise, at der var en årsagsforbindelse mellem omladningen og ændringen af handelsmønstret, skal følgende bemærkes. For det første er det endegyldigt blevet påvist, at Rådet uden at begå fejl havde godtgjort, at der ikke var nogen anden gyldig grund eller økonomisk begrundelse for omladningen end at undgå antidumpingforanstaltningerne ( 76 ). For det andet havde Rådet udtalt, at undersøgelsen ikke viste, at der var sket en stigning i forbruget af cykler i Indonesien, som kunne have tilskyndet producenterne til at øge deres produktionskapacitet. Desuden havde undersøgelsen vist, at de tre fritagne indonesiske selskaber snarere fokuserede på hjemmemarkedet end på eksportmarkederne. For det tredje må det konstateres, at Chin Haurs påstande om, at ændringen i handelsmønstret kan have skyldtes, at produktionskapaciteten i Indonesien var blevet forøget, at kinesiske producenter var flyttet til Indonesien på grund af forhøjelsen af antidumpingtolden, eller at de indonesiske producenter havde udnyttet den mulighed, faldet i den kinesiske eksport til Unionen indebar, til at øge deres markedsandel i Unionen, ikke støttes af noget bevis.

123.

Heraf følger, at det andet klagepunkt i det andet led af Chin Haurs første anbringende i første instans efter min opfattelse ligeledes må forkastes.

124.

For så vidt angår det tredje klagepunkt i det andet led af det første anbringende for Retten gjorde Chin Haur gældende, at de oplysninger, selskabet havde fremlagt, i mangel af andre beviser, burde have udgjort de i grundforordningens artikel 18, stk. 1, omhandlede foreliggende faktiske oplysninger, på grundlag af hvilke Rådet burde have fastslået, at der ikke foregik omladning.

125.

Dette klagepunkt må ligeledes forkastes. Dels fastslog Retten nemlig i den appellerede dom, at de oplysninger, Chin Haur havde fremlagt, var selvmodsigende, ufuldstændige og ikke kunne efterprøves, dels fremgår det af ovenstående vurdering af det første og det andet klagepunkt, at Rådet i det foreliggende tilfælde, henset til den relevante retspraksis, var i besiddelse af tilstrækkelige indicier til at kunne fastslå, at der foregik omladning.

126.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger finder jeg, at Rådet må frifindes i det af Chin Haur anlagte annullationssøgsmål.

127.

Ifølge procesreglementets artikel 184, stk. 2, træffer Domstolen, såfremt appellen ikke tages til følge, eller såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, afgørelse om sagsomkostningerne. Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, som i henhold til samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

128.

Hvis Domstolen tilslutter sig mine vurderinger angående de forenede appeller, har Chin Haur tabt sagen. Da Maxcom, Rådet og Kommissionen har nedlagt påstand om, at Chin Haur tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges Chin Haur at betale Maxcoms, Rådets og Kommissionens omkostninger såvel i første instans som i de foreliggende appelsager.

129.

På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: