1. 

sidstnævnte til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »den nukleare spredning«).

2. 

Appellanten i denne sag, Safa Nicu Sepahan Co., er et iransk aktieselskab, som i en periode på næsten tre år var opført på de lister, som er vedtaget ved Rådet for Den Europæiske Unions forordninger, over enheder, der er involveret i den nukleare spredning. Appellanten har for Den Europæiske Unions Ret anfægtet lovligheden af denne opførelse og nedlagt påstand om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som opførelsen ifølge sagsøgeren har medført. Ved dom af 25. november 2014, Safa Nicu Sepahan mod Rådet (T-384/11, EU:T:2014:986, herefter »den appellerede dom«), ophævede Retten retsakterne om opførelsen af appellantens navn på de omhandlede lister, forkastede kravet om erstatning for økonomisk skade og pålagde Rådet at betale en erstatning på 50000 EUR for den af appellanten lidte ikke-økonomiske skade ( 2 ).

3. 

Den foreliggende sag vedrører for det første en appel indgivet af appellanten til prøvelse af forkastelsen af selskabets påstand om erstatning for økonomisk skade og af det erstatningsbeløb, der blev tildelt for ikke-økonomisk skade, og for det andet Rådets kontraappel med henblik på at anfægte, at betingelserne for, at Den Europæiske Union ifalder ansvar uden for kontrakt, forelå i det foreliggende tilfælde, samt til prøvelse af Rådets pålæggelse af at erstatte det ikke-økonomiske tab, som appellanten havde lidt.

4.

Tvistens baggrund, der er beskrevet i den appellerede doms præmis 1-13, kan til brug for den foreliggende sag sammenfattes således.

5.

Navnet på en enhed, identificeret som »Safa Nicu«, blev opført på listen over enheder, der er involveret i den nukleare spredning, i bilag II til afgørelse 2010/413/FUSP ( 3 ) ved afgørelse 2011/299/FUSP ( 4 ) og derfor på listen i bilag VIII til forordning (EU) nr. 961/2010 ( 5 ) ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 503/2011 ( 6 ). I begrundelsen i afgørelse 2011/299 og i gennemførelsesforordning nr. 503/2011 blev nævnte enhed beskrevet som en »[k]ommunikationsvirksomhed, der har leveret udstyr til anlægget Fordow (Qom), som er opført uden anmeldelse til [Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA)]«.

6.

Ved skrivelse af 7. juni 2011 anmodede appellanten Rådet om at ændre bilag VIII til forordning nr. 961/2010 enten ved at supplere eller rette opførelsen af enheden identificeret som »Safa Nicu« på de omhandlede lister eller ved at slette den. Da appellanten ikke modtog svar, sendte selskabet den 23. juni 2011 en ny skrivelse til Rådet.

7.

Opførelsen blev opretholdt ved afgørelse 2011/783/FUSP ( 7 ) og ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 ( 8 ). Angivelsen af »Safa Nicu« blev ikke desto mindre erstattet af andre angivelser, og der blev tilføjet fem adresser i Iran, i De Forenede Arabiske Emirater og i Afghanistan som identificerende oplysninger vedrørende den pågældende enhed.

8.

Ved skrivelse af 5. december 2011 underrettede Rådet appellanten om opretholdelsen af dennes navn på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og på listen i bilag VIII til forordning nr. 961/2010. Rådet anførte, at de bemærkninger, som appellanten havde fremsat den 7. juni 2011, ikke begrundede en ophævelse af de restriktive foranstaltninger, og det præciserede, at opførelsen af enheden identificeret som »Safa Nicu« var møntet på appellanten. Ved skrivelse af 11. december 2012 oplyste Rådet appellanten om forordning (EU) nr. 267/2012 ( 9 ) om ophævelse af forordning nr. 961/2010, og oplyste selskabet om, at dets navn var blevet opretholdt på listen i bilag IX til denne forordning.

9.

Ved afgørelse 2014/222/FUSP ( 10 ) blev appellantens navn fjernet fra listen i bilag II i afgørelse 2010/413, og ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 397/2014 ( 11 ) blev selskabets navn derfor fjernet fra listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012.

10.

Den 22. juli 2011 anlagde appellanten sag for Retten med påstand om dels delvis annullation af forordning nr. 503/2011 og nr. 267/2012, for så vidt som disse angik appellanten og dennes associerede selskaber, dels at Rådet pålagdes at udbetale appellanten en godtgørelse på 7662737,40 EUR tillagt renter med en sats på 5% p.a. fra den 1. januar 2013 som erstatning for de økonomiske og ikke-økonomiske tab, der er lidt på grund af vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, som appellanten var omfattet af.

11.

Appellanten gjorde tre anbringender gældende til støtte for sin annullationspåstand, det første vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det andet vedrørende fejlskøn og »magtmisbrug« og det tredje vedrørende en tilsidesættelse af appellantens ret til forsvar og til en effektiv domstolsbeskyttelse. Efter at have forkastet det første anbringende ( 12 ) og afvist klagepunktet vedrørende »magtmisbrug« i det andet anbringende i den appellerede doms præmis 32-39 efterprøvede Retten klagepunktet vedrørende fejlskøn i det andet anbringende og gav medhold heri. Retten annullerede derfor opførelsen af appellantens navn på de omhandlede lister uden at efterprøve det tredje anbringende (præmis 40 i den appellerede doms begrundelse og domskonklusionens punkt 1) ( 13 ).

12.

Hvad angår påstanden om erstatning fastslog Retten for det første, at betingelsen for Unionens ansvar uden for kontrakt om, at den adfærd, der er lagt Rådet til last, skal være retsstridig, var opfyldt i den foreliggende sag, idet sidstnævnte havde gjort sig skyldig i en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (den appellerede doms præmis 49-69).

13.

Retten efterprøvede dernæst betingelserne om, at der reelt var lidt en skade og tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse for de forskellige påberåbte skader.

14.

Hvad angår den ikke-økonomiske skade, som appellanten senest havde fastsat til et beløb på 2 mio. EUR, anerkendte Retten, at de nævnte betingelser var opfyldt i den foreliggende sag, og konkluderede efter at have fastsat denne skade efter ret og billighed, at tildelingen af et beløb på 50000 EUR udgjorde en passende erstatning (præmis 78-92 i den appellerede doms begrundelse og punkt 2 i domskonklusionen).

15.

Retten forkastede derimod appellantens påstand om erstatning for de økonomiske tab. For hver tabsoverskrift konkluderede Retten, at appellanten ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser for, at den påståede økonomiske skade reelt forelå, eller omfanget heraf eller for, at der forelå en årsagsforbindelse mellem denne skade og den adfærd, som Rådet blev lagt til last (præmis 93-148 i den appellerede doms begrundelse og punkt 4 i domskonklusionen).

16.

Hvad angår påstanden om tilkendelse af renter fandt Retten for det første, at det var ufornødent at tildele renter for perioden før datoen for afsigelsen af den appellerede dom, og konkluderede for det andet, at Rådet skulle betale morarenter fra afsigelsen af den appellerede dom og indtil den fulde betaling af den tildelte erstatning (den appellerede doms præmis 150-152 og punkt 3 i domskonklusionen).

17.

I appellen har appellanten nedlagt påstand for Domstolen om delvis annullation af den appellerede dom, for så vidt som den ikke anerkendte og godtgjorde det økonomiske tab, som appellanten havde lidt, samt for så vidt som den kun tildelte selskabet et beløb på 50000 EUR som erstatning for den ikke-økonomiske skade. Appellanten har desuden nedlagt påstand om, at Domstolen udøver sin fulde prøvelsesret og principalt tildeler selskabet et beløb på 5662737,40 EUR med tillæg af renter for de økonomiske skader og et beløb på 2 mio. EUR med tillæg af renter for de ikke-økonomiske skader, og at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne ved Retten. Subsidiært har appellanten nedlagt påstand om, at Domstolen tildeler selskabet et beløb efter ret og billighed med tillæg af renter for de økonomiske skader og et beløb på ikke under 50000 EUR med tillæg af renter for de ikke-økonomiske skader, og at Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne ved Retten. Mere subsidiært har appellanten nedlagt påstand om, at Domstolen hjemviser sagen til Retten til fornyet prøvelse af erstatningens størrelse og til afsigelse af en ny dom til fordel for appellanten.

18.

I sit svarskrift vedrørende Rådets kontraappel har appellanten nedlagt påstand om, at kontraappellen forkastes som ugrundet. Appellanten har desuden gentaget sine påstande fremsat i forbindelse med hovedappellen.

19.

I kontraappellen har Rådet nedlagt påstand om, at Domstolen annullerer den appellerede dom, for så vidt som den pålagde Rådet at betale appellanten en erstatning på 50000 EUR for den ikke-økonomiske skade, forkaster den af appellanten fremsatte påstand i første instans om en erstatning for denne skade, og tilpligter appellanten at betale sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne ved Retten.

20.

I sit svarskrift vedrørende hovedappellen har Rådet nedlagt påstand om, at Domstolen forkaster appellen som ugrundet, foretager en ændring af den appellerede doms begrundelse og tilpligter appellanten at betale sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne ved Retten.

21.

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, der har fået tilladelse til at intervenere i den mundtlige forhandling, har støttet de påstande, som Rådet har nedlagt i kontraappellen og i svarskriftet til hovedappellen.

22.

Der bør gøres nogle indledende bemærkninger vedrørende visse af de anmodninger, som parterne har fremsat inden for rammerne af deres påstande.

23.

Den første bemærkning vedrører påstanden om ændring af begrundelsen, som Rådet har formuleret i sit svarskrift til hovedappellen. Rådet har nedlagt påstand om, at Domstolen ændrer den appellerede doms begrundelse, der førte til, at den påstand om erstatning for den økonomiske skade, som appellanten nedlagde i første instans, blev forkastet. Selv om Rådet har sluttet op om denne forkastelse, er det ikke enigt i Rettens konstatering af, at den første betingelse for anvendelsen af Den Europæiske Unions ansvar uden for kontrakt om, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, var opfyldt i den foreliggende sag. Det bemærkes dog, at denne konstatering udgør den forudsætning, som både anerkendelsen i den appellerede doms præmis 78-92 af appellantens ret til at få erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er lidt, og Rådets pålæggelse i punkt 2 i domskonklusionen af pligten til at betale appellanten en erstatning på 50000 EUR herfor hviler på. Det følger heraf, at Domstolen ikke ville kunne tage anmodningen om ændringen af Rådets begrundelse til følge uden samtidig at ugyldiggøre disse dele af den appellerede dom. På trods af ordlyden kan denne anmodning således kun forstås som en konklusion vedrørende den delvise annullation af Rettens afgørelse, der som sådan ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den er fremsat inden for rammerne af svarskriftet i hovedappellen ( 14 ). Da den argumentation, som Rådet har fremført til støtte for nævnte anmodning, er blevet enslydende gengivet i Rådets kontraappel, har Domstolen stadig lejlighed til at efterprøve den, når den træffer afgørelse herom.

24.

Den anden bemærkning har samme indhold som den første, men vedrører denne gang appellantens påstande i svarskriftet til Rådets kontraappel. Ud over forkastelse af nævnte appel har appellanten nedlagt påstand om, at Domstolen delvis annullerer den appellerede dom og tildeler appellanten en passende erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som selskabet har lidt, idet appellanten har gengivet de samme påstande, som blev fremsat i appellen. Disse påstande kan heller ikke antages til realitetsbehandling, fordi de er fremsat i svarskriftet til kontraappellen ( 15 ).

25.

Med disse præciseringer på plads vil jeg først foretage en undersøgelse af den kontraappel, hvorved Rådet, som anført ovenfor, bl.a. har anfægtet, at der i den foreliggende sag er begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Hvis dette klagepunkt således skulle vise sig at være velbegrundet, ifalder Unionen ikke ansvar uden for kontrakt, og samtlige de påstande, som appellanten har nedlagt i hovedappellen, skal forkastes. Jeg vil dernæst foretage en undersøgelse af hovedappellen.

26.

I kontraappellen har Rådet påberåbt sig to klagepunkter i forhold til den appellerede dom. Med det første har Rådet kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl »hvad angår visse betingelser for anvendelsen af [Unionens] ansvar uden for kontrakt«, og med det andet har Rådet foreholdt Retten at have fastslået, at annullationen af de anfægtede retsakter ikke udgjorde en tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som appellanten angiveligt har lidt.

27.

Rådet har, støttet af Det Forenede Kongerige, gjort gældende, at Retten med urette i den foreliggende sag fandt det godtgjort, at der forelå en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, som krævet med henblik på at kunne anse den første af de tre betingelser for anvendelsen af Unionens ansvar uden for kontrakt for opfyldt, nemlig betingelsen om, at den adfærd, der lægges institutionerne til last, har været retsstridig ( 16 ). Klagepunktet kan opdeles i to led.

28.

Rådet har for det første kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 59-61 at konkludere, at Rådet ikke havde nogen skønsbeføjelse i forhold til sin forpligtelse til at basere opførelse af appellantens navn på listerne over personer og enheder, der er omfattet af de omtvistede retsakter, på grunde, der er understøttet af oplysninger og beviser. Denne konklusion skal således være baseret på udviklingen i retspraksis – bl.a. dom af 21. marts 2012, Fulmen mod Rådet (T-439/10 og T-440/10, EU:T:2012:142), og af 18. juli 2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi (C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518) – der er afsagt efter Rådets vedtagelse af retsakterne om opførelse og opretholdelse af appellanten på de nævnte lister og uforudsigelig på tidspunktet, hvor disse retsakter blev vedtaget, henholdsvis den 23. maj 2011, den 1. december 2011 og den 23. marts 2012. Som bevis har Rådet henvist til generaladvokat Bots forslag til afgørelse Kommissionen m.fl. mod Kadi (C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:176) og Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft (C-348/12 P, EU:C:2013:470), hvor generaladvokaten anlagde en anden fortolkning end den, som Domstolen endte med fastslå.

29.

Først vil jeg minde om, at Unionen, som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF, skal erstatte de skader, der er forvoldt af dens institutioner eller dens ansatte under udøvelsen af deres hverv. Ifølge fast praksis anerkendes en ret til erstatning i henhold til EU-retten, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som den omhandlede institution lægges til last, er retsstridig, at der foreligger en skade, og at der foreligger årsagsforbindelse mellem den pågældende institutions påståede adfærd og den påberåbte skade ( 17 ). For at den første af disse betingelser er opfyldt, kræver retspraksis, at den krænkede retsregel har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og at tilsidesættelsen er tilstrækkeligt kvalificeret ( 18 ). Domstolen har præciseret, at det afgørende kriterium for, at en overtrædelse af EU-retten kan anses for tilstrækkelig kvalificeret, er, om EU-institutionen åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser ( 19 ). Når denne institution har en stærkt begrænset eller ingen skønsbeføjelse, kan selve den omstændighed, at der er begået en tilsidesættelse af EU-retten, være tilstrækkelig til, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse ( 20 ). Det fremgår desuden af retspraksis, at omfanget af den skønsbeføjelse, som den tilsidesatte bestemmelse overlader institutionerne, bl.a. afhænger af denne regels klarheds- og præcisionsgrad, og at en overtrædelse af EU-retten under alle omstændigheder er åbenbart kvalificeret, når den har varet ved til trods for, at der er afsagt en dom, der fastslår traktatbruddet, en dom i en præjudiciel sag eller en fast praksis ved Domstolen på det pågældende område, hvoraf det fremgår, at den omtvistede adfærd har karakter af en overtrædelse ( 21 ).

30.

Hvad dernæst angår den begrundelse for den appellerede dom, som fik Retten til i nævnte doms præmis 69 at konkludere, at Rådet i den foreliggende sag var ansvarlig for en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, noterer jeg mig indledningsvis, at denne begrundelse ikke er ganske utvetydig.

31.

I den appellerede doms præmis 49 henviste Retten således til den gennemgang, der blev foretaget i samme doms præmis 26-40, og på baggrund af hvilken Retten konkluderede, at Rådet ikke havde godtgjort, at der er grundlag for den påstand, der var den eneste begrundelse, Rådet anvendte over for appellanten for vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for den pågældende ( 22 ), og dermed tilsidesatte bestemmelserne i forordning nr. 961/2010 og nr. 267/2012, som »udtømmende opregner, på hvilke betingelser sådanne [foranstaltninger] kan vedtages«, og som »derimod i det væsentlige har til formål at beskytte de berørte borgeres individuelle interesser« ( 23 ). Det fremgår af disse passager i den appellerede dom, at den ulovlighed, som Rådet kritiseres for, består i en tilsidesættelse af appellantens ret til ikke at blive pålagt de omhandlede foranstaltninger, uanset om de materielle betingelser for vedtagelsen heraf ikke er opfyldt ( 24 ).

32.

Da Retten imidlertid behandlede spørgsmålet om, hvorvidt Rådet rådede over en skønsbeføjelse som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 29 ovenfor, bemærkede den, at »de anfægtede retsakters manglende lovlighed skyldes den omstændighed, at Rådet ikke har oplysninger eller beviser, der i tilstrækkeligt omfang godtgør, at der er grundlag for de restriktive foranstaltninger, som omfatter sagsøgeren, og Rådet kan derfor ikke fremlægge sådanne beviser for Retten« ( 25 ). Under henvisning til dom af 21. marts 2012, Fulmen mod Rådet (T-439/10 og T-440/10, EU:T:2012:142), præciserede Retten, at Rådets forpligtelse til at godtgøre, at der er grundlag for de vedtagne restriktive foranstaltninger, var nødvendig af hensyn til overholdelsen af de berørte personer og enheders grundlæggende rettigheder og navnlig deres ret til en effektiv domstolsprøvelse. Derefter henvises i den appellerede doms præmis 64-67 til fire domme fra Retten – dom af 14. oktober 2009, Bank Melli Iran mod Rådet (T-390/08, EU:T:2009:401), af 12. december 2006, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet (T-228/02, EU:T:2006:384), af 23. oktober 2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet (T-256/07, EU:T:2008:461), og af 4. december 2008, People’s Mojahedin Organization of Iran mod Rådet (T-284/08, EU:T:2008:550) – vedrørende omfanget af domstolsprøvelsen af lovligheden af retsakterne om indførelse af de restriktive foranstaltninger. Retten konkluderede i den appellerede doms præmis 68, at »en normalt forsigtig og påpasselig administration under de foreliggende omstændigheder ville have været i stand til på tidspunktet for den første anfægtede retsakts vedtagelse at forstå, at det påhvilede den at indsamle de oplysninger og beviser, som kunne begrunde de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, med henblik på, i tilfælde af anfægtelse, at kunne godtgøre, at der var grundlag for de nævnte foranstaltninger, ved at fremlægge disse oplysninger eller de nævnte beviser for Unionens retsinstanser«. Den regel, i henhold til hvilken Retten efterprøvede Rådets skønsbeføjelse med henblik på i disse passager i den appellerede dom at fastslå, at der foreligger en samlet karakteriseret tilsidesættelse, er snarere appellantens ret til en effektiv domstolsprøvelse.

33.

Denne tvetydighed skyldes måske den omstændighed, at spørgsmålet om grænserne for Rådets skønsbeføjelse over for respekten for de grundlæggende rettigheder på området for restriktive foranstaltninger i det væsentlige er opstået i forhold til retten til en effektiv domstolsprøvelse. Det er således først og fremmest ud fra kravet om at sikre en domstolskontrol af de retsakter, der indfører sådanne foranstaltninger, at Rådets forpligtelse til at understøtte begrundelsen for vedtagelsen heraf med beviser, ligesom forpligtelsen vedrørende begrundelsen for disse retsakter, i tråd med de domme, der er afsagt af Unionens retsinstanser, gradvist defineres ( 26 ). Det er dermed på denne baggrund, at den begrundelse for den appellerede dom, som er blevet anfægtet inden for rammerne af dette første led af det første kontraappelanbringende, skal læses, og den argumentation, som Rådet fremførte til støtte herfor, skal behandles.

34.

Indledningsvis bemærkes, at den adfærd under betegnelsen »fejlskøn«, som Rådet endeligt blev lagt til last i den del af den appellerede dom, der vedrører undersøgelsen af påstanden om annullation, var Rådets manglende evne til for Unionens retsinstanser at fremlægge ethvert bevis, der gør det muligt at efterprøve lovligheden af de restriktive foranstaltninger over for appellanten. I den appellerede doms præmis 37 fremgår det, at Rådet som svar på en forespørgsel fra Retten havde oplyst, at det eneste element, som Rådet havde til sin rådighed med hensyn til vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, var et forslag om opførelse på listen fra en medlemsstat, og at de i dette forslag indeholdte oplysninger var blevet genfremført i de anfægtede retsakters begrundelse. Denne passivitet fra Rådets side har medført, at enhver domstolskontrol af begrundelsen for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for appellanten var umulig, hvilket bl.a. af denne grund har gjort de retsakter, hvorved den anfægtede opførelse blev foretaget, ulovlige ( 27 ).

35.

Det er således i den appellerede dom ikke et spørgsmål om nogen undersøgelse af Rådets overholdelse af grænserne for dets skønsbeføjelse i vurderingen af de oplysninger og beviser, der førte til opførelsen af appellantens navn på de omhandlede lister, eller i bedømmelsen af komplekse situationer på det politiske område, som kunne føre til spørgsmålet om grænserne for domstolskontrollen. Rådets henvisning til generaladvokat Bots forslag til afgørelse Kommissionen m.fl. mod Kadi (C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:176) og Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft (C-348/12 P, EU:C:2013:470), hvor generaladvokaten opfordrer til, at Rådet anerkendes en vid skønsbeføjelse på området for restriktive foranstaltninger og en »tilpasset kontrol fra Unionens retsinstansers side« ( 28 ) er således slet ikke relevant i den foreliggende sag.

36.

Det er den effektive karakter af domstolskontrollen, snarere end grænserne herfor, der er genstand for den foreliggende sag. Ud over at tilsidesætte de bestemmelser, der fastsætter betingelserne for vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for en borger eller en juridisk person, benægter en institution, som gør krav på beføjelsen til at basere vedtagelsen og opretholdelsen af sådanne foranstaltninger på en enkelt oplysning, der er modtaget fra en medlemsstat, og som ikke er vedlagt noget bevis, der gør det muligt at påvise eller blot støtte sandsynligheden af de påstande, som oplysningen indeholder, og dette selv efter, at den pågældende person med seriøse argumenter har gjort sin manglende tilknytning til de aktiviteter, som denne er blevet tilskrevet, gældende, således grundlæggende enhver mulighed for kontrol af sin handling fra Unionens retsinstansers side.

37.

Princippet om, at der skal sikres en effektiv domstolskontrol med de retsakter, hvorved Rådet vedtager restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, er imidlertid blevet bekræftet af Domstolen længe før dom af 21. marts 2012, Fulmen mod Rådet (T-439/10 og T-440/10, EU:T:2012:142), og af 18. juli 2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi (C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518).

38.

I dom af 18. januar 2007, PKK og KNK mod Rådet (C-229/05 P, EU:C:2007:32), præciserede Domstolen vedrørende restriktive foranstaltninger over for personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, at Unionen »er et retsfællesskab, hvori institutionerne er undergivet kontrol med, om deres retsakter er forenelige med traktaten«, og hvori »borgerne skal have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse«. I samme dom præciserede Domstolen desuden, at på området for restriktive foranstaltninger er effektiviteten af en sådan beskyttelse så meget desto vigtigere, som sådanne foranstaltninger har »vidtgående konsekvenser«, eftersom personer, grupper eller enheder, der er omfattet, ikke blot er afskåret fra alle finansielle transaktioner og finansielle tjenesteydelser, men disses omdømme og politiske virke bliver skadet ( 29 ). Domstolen har desuden præciseret, at kontrollen skal omfatte de beviser, som har dannet grundlag for opførelsen på de omhandlede lister, og den entydige identifikation af navnene på de omfattede personer og enheder ( 30 ).

39.

Stadig på området for restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i forbindelse med bekæmpelsen af international terror, er disse principper blevet bekræftet i dom af 29. juni 2010, E og F (C-550/09, EU:C:2010:382). Som Rådet har understreget i retsmødet, omhandler denne dom ganske vist denne institutions forpligtelse til at begrunde de retsakter, der vedtager de restriktive foranstaltninger, mens det i den foreliggende sag i det mindste under appelsagen ikke er et spørgsmål om hverken en manglende eller fejlagtig begrundelse, som påvirker opførelsen af appellanten på de omhandlede lister ( 31 ). Domstolen har imidlertid i dommen i klare og utvetydige vendinger bekræftet både kravet om, at sådanne foranstaltninger undergives »en passende domstolskontrol med [deres] lovlighed«, og indholdet af denne kontrol, som bl.a. bør omfatte »en undersøgelse af de faktiske omstændigheder samt de beviser og oplysninger, der er fremlagt til støtte herfor« ( 32 ). En sådan kontrol kan dog ud over ved en manglende begrundelse for den retsakt, som er underlagt den, blive bragt i fare af manglende beviser, der gør det muligt om så blot inden for grænserne af en begrænset undersøgelse at efterprøve velbegrundetheden af en sådan begrundelse.

40.

Det fremgår af det ovenstående, at der, i modsætning til hvad Rådet har gjort gældende, på det tidspunkt, hvor appellantens navn for første gang blev opført på de omhandlede lister, hvilket skete den 23. maj 2011, ikke var nogen uklarhed i Domstolens praksis vedrørende Rådets forpligtelse til i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser om fastsættelse af restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer at opfylde de krav, der følger af overholdelsen af de omhandlede personers ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, og dermed Rådets forpligtelse til at basere sig på et faktuelt bevisgrundlag, der gør det muligt for Unionens retsinstanser at foretage en om end begrænset kontrol af lovligheden af de nævnte afgørelser.

41.

Det bemærkes i øvrigt, at det forhold, at der findes en retspraksis, der godtgør den retsstridige karakter af den omhandlede institutions adfærd, ikke er en nødvendig forudsætning for at betegne en overtrædelse som åbenbart kvalificeret. Det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i punkt 29 ovenfor, at en sådan betegnelse, som tager hensyn til omfanget af den skønsbeføjelse, som den tilsidesatte bestemmelse giver institutionerne, således bl.a. afhænger af denne bestemmelses klarheds- og præcisionsgrad. Henset til vigtigheden af at beskytte de grundlæggende rettigheder i det retlige fællesskab, som Unionen udgør, kan der efter min mening ikke herske tvivl om, at EU’s institutioner ikke har nogen skønsbeføjelse i forhold til den forpligtelse, som påhviler dem, til at basere vedtagelsen og opretholdelse af restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer på et vist bevisgrundlag, der gør det muligt for Unionens retsinstanser at foretage en – om end marginal – kontrol af, om de påstande, der har begrundet vedtagelsen af sådanne foranstaltninger, er velbegrundede eller blot sandsynlige ( 33 ).

42.

Som det er anført i punkt 34 ovenfor, og som Rådet medgav som svar på en forespørgsel fra Retten og har bekræftet i retsmødet i denne sag, er den påstand i den foreliggende sag, der begrundede opførelsen og opretholdelsen i næsten tre år af appellanten på de omhandlede lister, på intet tidspunkt blevet understøttet af nogen beviser, hvilket således har umuliggjort enhver domstolskontrol fra Unionens retsinstansers side.

43.

Under disse omstændigheder begik Retten derfor ingen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 69 fastslog, at den adfærd, som Rådet lægges til last, udgjorde en tilstrækkeligt karakteriseret tilsidesættelse af EU-retten som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i punkt 29 ovenfor.

44.

Af de nævnte grunde skal det første led af Rådets klagepunkt om en retlig fejl vedrørende betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontrakt, efter min mening forkastes.

45.

Rådet har for det andet gjort gældende, at Retten begik en retligt fejl ved i den appellerede doms præmis 62 at fastslå, at den bestemmelse, der pålægger Rådet at godtgøre, at der er grundlag for de restriktive foranstaltninger, der blev vedtaget over for appellanten, ikke angik en situation, der er nævneværdigt kompleks, og ikke gav anledning til anvendelses- eller fortolkningsvanskeligheder. Rådet har understreget, at de vanskeligheder, der er knyttet til meddelelsen af fortrolige oplysninger, der ligger til grund for en afgørelse om opførelse på en liste med henblik på Rettens vurdering heraf, var blevet fremhævet af generaladvokat Sharpston i forslag til afgørelse Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran (C-27/09 P, EU:C:2011:482), og at der med henblik på undgå sådanne vanskeligheder var blevet indføjet en ny artikel 105 i Rettens procesreglement i 2014, dvs. flere år efter, at appellanten første gang blev opført på de omhandlede lister.

46.

Det bemærkes, at der i den ordning, som Domstolen har udviklet i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF, tages specielt hensyn til kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, og vanskeligheden ved at anvende eller fortolke bestemmelserne samt til den tilsidesatte bestemmelses klarheds- og præcisionsgrad ( 34 ).

47.

I den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at bemærke, at Rådet på intet tidspunkt under sagen i første instans påberåbte sig, at de dokumenter eller oplysninger, som det var i besiddelse af, var fortrolige, med henblik på at modsætte sig, at de blev videregivet til Retten. Som det flere gange er bemærket ovenfor, oplyste Rådet derimod til Retten, at de eneste oplysninger, som Rådet havde til sin rådighed vedrørende vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for appellanten, var blevet gengivet i begrundelsen for retsakten om opførelse. Som Rådets befuldmægtigede har bekræftet i retsmødet som svar på en ad hoc-forespørgsel fra Domstolen, har det i den foreliggende sag således aldrig været et spørgsmål om videregivelse af fortrolige oplysninger til Unionens retsinstanser.

48.

Under disse omstændigheder kan Rådet ikke basere sig på de påståede proceduremæssige vanskeligheder, der er knyttet til en sådan videregivelse på det tidspunkt, hvor de omhandlede foranstaltninger blev vedtaget, for at anfægte den konstatering, der er indeholdt i den appellerede doms præmis 62, hvorefter den bestemmelse, der pålægger Rådet at godtgøre, at der er grundlag for sådanne foranstaltninger, »ikke angår en situation, der er nævneværdigt kompleks«, »er klar og præcis«, og »ikke giver anledning til vanskeligheder i forbindelse med dens anvendelse eller fortolkning«.

49.

Af de nævnte grunde skal det andet led af Rådets klagepunkt om en retlig fejl vedrørende betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontrakt, ligeledes forkastes.

50.

Ved det andet klagepunkt i kontraappellen, som vedrører den appellerede doms præmis 87-92, har Rådet, støttet af Det Forenede Kongerige, kritiseret Retten for at have begået en retlig fejl ved at pålægge det at betale appellanten et beløb på 50000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sidstnævnte angiveligt har lidt. Retten fraveg herved den retspraksis, i henhold til hvilken annullationen af en afgørelse om opførelse på en liste er af en sådan art, at den kan skaffe den berørte person oprejsning eller udgøre en form for genoprettelse af den ikke-økonomiske skade, han har lidt. Ifølge Rådet finder betragtninger analoge til dem, som Retten har fremsat som begrundelse for sin afgørelse, dvs. bl.a. alvoren af påstanden om, at en enhed har tilknytning til Irans nukleare spredning, tilsvarende anvendelse på andre sager, bl.a. sagen Sison mod Rådet (dom af 11.7.2007, Sison mod Rådet, T-47/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:207), hvor Retten til gengæld forkastede den påstand om erstatning for et ikke-økonomisk tab, som sagsøgeren havde fremsat. Rådet har i den foreliggende sag desuden bemærket, at det i april 2014 besluttede at fjerne appellantens navn fra de omhandlede lister, dvs. før den appellerede dom blev afsagt.

51.

Før Rådets argumenter behandles, skal jeg kort minde om den argumentation, som Retten anvendte i begrundelsen for den appellerede dom, og som er blevet anfægtet inden for rammerne af det undersøgte klagepunkt.

52.

I den appellerede doms præmis 80 og 85 bemærkede Retten først, at når en enhed er omfattet af restriktive foranstaltninger på grund af den støtte, som denne angiveligt har ydet til nuklear spredning, associeres den offentligt med en adfærd, der betragtes som en alvorlig trussel for international fred og sikkerhed med den konsekvens, at denne enhed mødes med vanære og mistillid, der påvirker dennes omdømme og dermed forårsager en ikke-økonomisk skade – der ikke burde forveksles med den økonomiske skade, som skyldtes påvirkningen af appellantens forretningsmæssige forbindelser – som appellanten har ret til erstatning for. Efter at have bemærket, at annullationen af de anfægtede retsakter kunne udgøre en form for genoprettelse af den ikke-økonomiske skade, eftersom den indebar en konstatering af, at sammenkoblingen mellem appellanten og nuklear spredning var uberettiget og dermed retsstridig, fastslog Retten dernæst, at denne annullation under de foreliggende omstændigheder alene kunne ændre det erstatningsbeløb, der skulle tilkendes, men dog ikke udgøre en fuld erstatning for den lidte skade ( 35 ). Retten anførte fire begrundelser til støtte for denne konstatering. For det første kan påvirkningerne, som skyldes appellantens ikke-økonomiske skade, bl.a. påvirkningen af adfærden hos tredjepartsenheder, der for størstedelen er beliggende uden for EU, »ikke fuldt ud opvejes af en efterfølgende konstatering af, at de anfægtede retsakter er ulovlige, eftersom vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for en enhed har tendens til at tiltrække mere opmærksomhed og give anledning til flere reaktioner, særligt uden for Unionen, end en efterfølgende ophævelse heraf« (den appellerede doms præmis 88). For det andet var Rådets påstand mod appellanten særdeles alvorlig (den appellerede doms præmis 89). For det tredje var denne påstand »på ingen måde […] blevet underbygget af nogen relevante oplysninger eller beviser« (den appellerede doms præmis 90). For det fjerde blev opførelsen på listen af appellantens navn, skønt den kunne være blevet trukket tilbage af Rådet på ethvert tidspunkt, opretholdt i næsten tre år, uanset sagsøgerens protester (den appellerede doms præmis 91).

53.

Rådets argumenter er efter min mening baseret på en række forkerte forudsætninger.

54.

For det første har Domstolen, i modsætning til, hvad Rådet lader forstå, ikke på området for restriktive foranstaltninger gennemført det princip, som Domstolen nåede frem til inden for rammerne af tvister i personalesager, hvorefter annullationen af en administrativ retsakt, og dermed anerkendelsen af dens ulovlighed, i sig selv udgør en passende og i princippet tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som denne retsakt har forårsaget for den tjenestemand, som har anfægtet den ( 36 ). Som Retten mindede om i den appellerede doms præmis 86, bekræftede Domstolen i præmis 72 i dom af 28. maj 2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331), at anerkendelsen af den appellerede retsakts ulovlighed var af en sådan art, at den kunne skaffe den berørte person oprejsning eller udgøre en form for genoprettelse af den ikke-økonomiske skade, han havde lidt som følge af denne ulovlighed. For det første var det dog, da Domstolen udtalte sig om, hvorvidt appellantens søgsmålsinteresse fortsat bestod efter, at dennes navn var blevet fjernet fra den omtvistede liste, at den foretog denne bekræftelse, som således skal betragtes som et obiter dictum i den nævnte dom. For det andet har Domstolen indskrænket sig til at fastslå, at annullationen af retsakten »var af en sådan art, at den kan […] udgøre en form for genoprettelse af den ikke-økonomiske skade« ( 37 ), uden at gentage den meget snævrere formulering, der var anvendt i præmis 26 i dom af 7. februar 1990, Culin mod Kommissionen (C-343/87, EU:C:1990:49) – hvorved den henviste til – hvorefter annullationen af den appellerede retsakt »i sig selv [udgør] en passende genoprettelse af den ikke-økonomiske skade, der […] har kunnet være forvoldt [appellanten]« ( 38 ).

55.

For det andet fremgår det af retspraksis, at selv hvis Domstolen havde gennemført det princip, som er nævnt i præmis 54 ovenfor, er anvendelsen heraf, i modsætning til hvad Rådet synes at antage, ikke automatisk. For således for det første at vurdere, om annullationen af en retsakt, der er ulovlig, med tilbagevirkende kraft kan påvirke det ikke-økonomiske tab, som appellanten har lidt, skal der tages hensyn til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag ( 39 ), herunder overtrædelsens grovhed og varighed ( 40 ) samt de skærpende omstændigheder, der karakteriserer den pågældendes specifikke situation ( 41 ). For det andet kan den appellerende part påvise at have lidt en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den ulovlighed, som ligger til grund for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldt ud derved ( 42 ). I denne forbindelse er det præciseret i retspraksis, at alvorlige beskyldninger fremsat offentligt mod den pågældende i en akt, der indeholder et klagepunkt mod denne, eller i forbindelse med en procedure, som udmunder i en sådan akt, for den pågældende kan medføre en ikke-økonomisk skade, som er forskellig fra denne akt, når de anfægter hans ære, værdighed, selvopfattelse eller omdømme ( 43 ). Som Domstolen bemærkede i dom af 28. maj 2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331), bliver personer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, offentligt udpeget som havende tilknytning til en adfærd, som er forbundet med vanære og mistillid ( 44 ). De lider af denne grund en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den, som følger af retsakten i sig selv, og som ifølge omstændighederne ikke vil kunne dækkes fuldt ud ved annullationen af denne retsakt ( 45 ).

56.

For det tredje blev påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som appellanten angiveligt havde lidt i sagen Sison mod Rådet (dom af 11.7.2007, Sison mod Rådet, T-47/03, ikke trykt i Sml., EU:T:2007:207), i modsætning til det, som Rådet har givet udtryk for, forkastet af andre grunde end konstateringen af, at annullationen af de omhandlede restriktive foranstaltninger var af en art, der fuldt ud kunne genoprette denne skade. Denne doms præmis 241, som Rådet har henvist til, vedrører således kun den skade, der følger af manglende overholdelse af sagsøgerens ret til forsvar, en skade, som Retten fandt kunne genoprettes i tilstrækkeligt omfang ved annullationen af den anfægtede afgørelse, henset til arten af den proceduremæssige garanti i den tilsidesatte bestemmelse. Det er derimod i samme doms præmis 247, at Retten udtalte sig om påstanden om den erstatning for den ikke-økonomiske skade, der bl.a. følger af stigmatiseringen af appellanten som »terrorist«, idet Retten forkastede påstanden på grund af mangel på beviser for en direkte årsagsforbindelse mellem denne skade og de omhandlede EU-retsakter.

57.

Det følger af ovenstående betragtninger, at Retten uden at begå de fejl, som Rådet har lagt den til last, i den appellerede dom foretog en vurdering af de i den foreliggende sag omhandlede omstændigheder med henblik på at efterprøve, om og i hvilket omfang den ikke-økonomiske skade, som appellanten havde påberåbt sig, kunne antages at være fuldt genoprettet ved annullationen af de omhandlede retsakter.

58.

På grundlag af samtlige ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at Rådets kontraappel er ugrundet, og at den derfor skal forkastes.

59.

Appellanten har fremsat to anbringender til støtte for appellen. Med sit første anbringende, der vedrører den appellerede doms præmis 93-149, har appellanten kritiseret Retten for at have begået forskellige retlige fejl ved at forkaste appellantens påstand om erstatning for den økonomiske skade, som appellanten påstår at have lidt som følge af dennes opførelse på de omhandlede lister. Det andet anbringende vedrører derimod den del af den appellerede dom, hvori Retten udtalte sig om den af appellanten fremsatte påstand om erstatning for den ikke-økonomiske skade.

60.

Anbringendet er opdelt i flere led.

61.

Med det første led i sit appelanbringende har appellanten kritiseret Retten for at have tilsidesat dennes ret til fuld erstatning i henhold til principperne i artikel 340, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder for den skade, som Rådets ulovlige adfærd har forårsaget. Appellanten har anført, at blandt de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og som nævnte bestemmelser henviser til, er »proportionalitetsprincippet« og »princippet om rimelig evaluering«, hvorefter Retten, når det er blevet godtgjort, at der er sket skade, men det er vanskeligt eller omstændeligt at fastlægge omfanget heraf eller det præcise beløb, har pligt til at fastsætte erstatningen »på en retfærdig og rimelig måde eller subsidiært efter ret og billighed«, i stedet for at forkaste »beviset« i sin helhed. Appellanten har desuden gjort gældende, at det var med ulogiske og selvmodsigende begrundelser, at Retten forkastede appellantens påstand om erstatning for økonomisk skade i sin helhed, efter at den i forskellige dele af den appellerede dom ( 46 ) havde anerkendt, at Rådets adfærd faktisk og »pr. definition« forårsagede appellanten sådanne skader.

62.

Indledningsvis bemærkes, at appellanten systematisk har gentaget de ovennævnte argumenter i deres helhed i andre led i sit første anbringende, hvilke led vedrører den appellerede doms begrundelser vedrørende de forskellige former for skade, som appellanten påstod i første instans, hvorfor man med rette kan stille spørgsmålstegn ved leddets selvstændighed i gennemgangen af nævnte anbringende.

63.

Når dette er sagt, skal jeg minde om, at Unionens ansvar uden for kontrakt i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF på grund af ulovlig adfærd udvist af dens organer er undergivet en række kumulative betingelser, herunder at der reelt foreligger en skade, og at der er årsagsforbindelse mellem den adfærd, som institutionerne lægges til last, og den påståede skade ( 47 ). Ifølge fast retspraksis påhviler det desuden sagsøgeren at fremlægge afgørende beviser for den påberåbte skades eksistens og omfang ( 48 ). Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at det i første række påhviler den part, som gør gældende, at Unionen har pådraget sig ansvar, at godtgøre, at der er en årsagsforbindelse mellem denne skade og institutionernes udviste adfærd ( 49 ).

64.

I modsætning til, hvad appellanten synes at antage, finder disse principper også anvendelse, når Unionens ansvar uden for kontraktforhold påberåbes i forbindelse med vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, dvs. foranstaltninger, der har til formål at påvirke de omhandlede enheder og personers juridiske eller finansielle situation negativt for at opnå, at de ændrer adfærd. Det kan således ikke foreholdes Retten, at den på grundlag af de af appellanten fremlagte beviser foretog en bedømmelse af både, om de forskellige skader, som appellanten har påberåbt sig, reelt foreligger, og omfanget heraf, og for hver enkelt tabsoverskrift at have efterprøvet, om der var en direkte årsagsforbindelse med den retsstridige adfærd, som Rådet tilskrives. Den omstændighed, at Retten efter en sådan gennemgang forkastede samtlige de af appellanten fremsatte krav, gør det således ikke muligt i sig selv og uafhængigt af konstateringen af fejl i nævnte gennemgang at konkludere en tilsidesættelse af hverken artikel 340, stk. 2, TEUF eller af princippet i artikel 41, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder.

65.

Hvad angår klagepunktet om, at begrundelserne angiveligt er ulogiske og selvmodsigende, bemærkes, ligesom Rådet har gjort, at det hviler på en selektiv læsning af den appellerede dom. For det første er den erklæring, som er indeholdt i nævnte doms præmis 88, hvorefter det fremgår af oplysninger i sagsakterne, at påstanden om appellantens indblanding i nuklear spredning påvirkede adfærden hos tredjepartsenheder, der for størstedelens vedkommende er etableret uden for Unionen, indeholdt i begrundelserne i gennemgangen af påstanden om erstatning for den ikke-økonomiske skade – Retten præciserede, at disse selvsamme påvirkninger lå til grund for skaden – og således ikke kan anses for at være en del af bedømmelsen af, om de økonomiske skader, som appellanten har påstået, reelt foreligger. For det andet anførte Retten i den appellerede doms præmis 109 dog, således som appellanten har understreget, at »afbrydelsen af forretningsforbindelser, foretaget af enheder beliggende [inden] for Unionen, er en uundgåelig konsekvens af vedtagelsen af restriktive foranstaltninger«, og at ophøret i den foreliggende sag af erhvervsforholdet mellem Siemens AG og appellanten var den »direkte følge« af vedtagelsen af de omhandlede foranstaltninger. Retten konkluderede imidlertid på grundlag af den efterfølgende gennemgang, at appellanten ikke i fornødent omfang havde påvist realiteten af den økonomiske skade, der var påberåbt som en følge af dette ophør. For det tredje er erklæringen i den appellerede doms præmis 145, hvorefter »de pågældende uddrag af sagsøgerens regnskaber og oversigtstabellen faktisk viser en betydelig nedgang i sagsøgerens omsætning«, ledsaget af konstateringen af, at de nævnte dokumenter »[ikke] fastslår […] årsagerne til denne udvikling«, hvilket appellanten har undladt at nævne. Det samme gælder erklæringen i den appellerede doms præmis 147, hvorefter de omhandlede restriktive foranstaltninger »pr. definition fører til, at sagsøgerens frie erhvervsudøvelse begrænses«, som derefter i samme præmis efterfølges af konstateringen af, at appellanten ikke fremlagde beviser, der har gjort det muligt at vurdere omfanget den skade, som er lidt.

66.

Hvad endelig angår klagepunktet vedrørende Rettens påståede forpligtelse til at tilkende en erstatning efter ret og billighed, når det er blevet godtgjort, at der foreligger en skade, men vurderingen af omfanget heraf kræver komplekse operationer, skal dette behandles på baggrund af den konkrete vurdering af de af forskellige skader, som appellanten har påberåbt sig, hvilken vurdering er genstand for stedvis kritik i andre led af det anbringende, der er under behandling. På dette tidspunkt er det tilstrækkeligt at bemærke, at en sådan forpligtelse under alle omstændigheder ikke kan undtage Unionens retsinstanser fra deres pligt til i hvert enkelt tilfælde at kontrollere, om betingelserne for, at Unionen i falder ansvar uden for kontrakt, bl.a. vedrørende spørgsmålet, om den påberåbte skade reelt foreligger, og vedrørende årsagsforbindelsen, er opfyldt.

67.

På grundlag af samtlige ovenstående betragtninger mener jeg, at de dele af det første led af hovedappellens første anbringende, som ikke er sammenfaldende med de andre led i samme anbringende, skal forkastes som ugrundede.

68.

Med det andet led af sit appelanbringende har appellanten for det første gjort gældende, at Retten vilkårligt og under tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om »rimelig evaluering« afviste at tildele appellanten nogen erstatning for den skade, som appellanten har lidt som følge af ophævelsen af kontrakten om renovering af el-anlægget i Derbendikhan (Irak).

69.

Appellanten har anført, at Retten for det første i den appellerede doms præmis 102 anerkendte, at denne kontrakt, undertegnet mellem sagsøgeren og myndighederne i irakisk Kurdistan, blev opsagt af sidstnævnte, fordi appellanten ikke kunne modtage en betaling fra Verdensbanken, der blev blokeret af en formidlende europæisk bank, og for det andet, i den appellerede doms præmis 104, at nævnte blokering skete kort tid efter vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for appellanten. Retten drog imidlertid ikke ud af disse konstateringer den uundgåelige konklusion om, at opførelsen af appellanten på de omhandlede lister var den eneste rimelige grund til at forklare, at betalingen blev blokeret.

70.

Hvad angår det i den appellerede doms præmis 104 fastslåede om, at realiteten og omfanget af den påberåbte skade ikke var blevet bevist, har appellanten gjort gældende, at selskabet for Retten fremlagde oplysninger, der gjorde det muligt at vurdere kontraktens værdi, de afholdte udgifter til forberedelsen heraf samt den forventede fortjenstmargen, hvilket således i detaljer begrunder det beløb, som der er nedlagt påstand om som erstatning for den lidte skade. Retten forkastede uretmæssigt disse beviser eller gengav dem forkert.

71.

Det bemærkes, at Retten efter i den appellerede doms præmis 103 at have konstateret, at dens forhåndenværende beviser ikke udtrykkeligt beviste, at den formidlende banks blokering af betalingen skyldtes vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for appellanten, endvidere påpegede, at appellanten, selv hvis det antages, at der var godtgjort en årsagsforbindelse mellem nævnte blokering og nævnte foranstaltninger, under alle omstændigheder ikke havde bevist, at den påberåbte skade reelt forelå, og omfanget heraf. Med sin argumentation har appellanten anfægtet denne påstand ved at så tvivl om den bedømmelse, som Retten foretog, af de beviser, som den havde fået forelagt.

72.

Jeg minder i denne henseende om, at eftersom appel i henhold til fast retspraksis er begrænset til retsspørgsmål, er det, når bortses fra tilfælde, hvor den faktiske urigtighed af Rettens konstateringer fremgår af de aktstykker, den har fået forelagt, alene denne, der har kompetence til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder og således til at tage stilling til de beviser, der er lagt til grund. Konstateringen af disse faktiske omstændigheder og bedømmelsen af disse elementer er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen, medmindre disse omstændigheder og elementer er blevet forkert gengivet ( 50 ). Det fremgår desuden af retspraksis, at der foreligger en forkert gengivelse af beviserne, såfremt det åbenbart fremgår, at Rettens vurdering af de foreliggende beviser er forkert, uden at det er nødvendigt at fremlægge nye beviser. Det gælder bl.a., når de konklusioner, som Retten har draget på grundlag af visse dokumenter, ikke er i overensstemmelse med dokumenternes mening og indhold, når de læses i deres helhed ( 51 ).

73.

Selv om appellanten i den foreliggende sag har påstået, at de beviser, der blev fremlagt i første instans, blev forkert gengivet, har selskabet imidlertid ikke forklaret, hvori en sådan forkert gengivelse præcist består, men blot henvist generelt til passager i sit indlæg for Retten samt til bilag heri. For fuldstændighedens skyld bemærkes, at punkt 71-77 i replikken i sagen i første instans, som appellanten har henvist til, kun indeholder en sammenfatning af omstændighederne vedrørende opsigelsen af den omhandlede kontrakt. Det er kun i denne repliks punkt 76, at appellanten har nævnt den lidte skade, idet selskabet påstod et tab på 10% af nævnte kontrakts værdi til omkostninger til forberedelse heraf, og 20% af denne værdi i forventet fortjenstmargen. Appellanten har i denne forbindelse henvist til bilag A-5 i stævningen i sagen i første instans og til bilag A-25-a og A-25-b i replikken for Retten. Disse bilag består dog for det førstes vedkommende af en oversigtstabel over de af appellantens projekter, som var blevet berørt, og de offentlige udbud, som appellanten havde tabt, fordi der var vedtaget sanktioner mod selskabet, og for de to andres vedkommende af en kopi af den omhandlede kontrakt og af de særlige betingelser, der er vedhæftet denne. Disse dokumenter kan, selv om de giver oplysninger om den omhandlede kontrakts værdi, hverken bevise tilstedeværelsen af de omkostninger, som appellanten har haft i forhold til denne kontrakt, eller omfanget af den fortjenstmargin, som appellanten med rimelighed kunne forvente sig af opfyldelsen af nævnte kontrakt. Hvad angår svarene på det syvende og det ottende spørgsmål, som Retten stillede den 14. januar 2014 i forbindelse med foranstaltninger med henblik på tilrettelæggelse af sagen, som appellanten reagerede på ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 31. januar 2014, bemærkes, at det første kun vedrører den påståede årsagsforbindelse mellem den omhandlede blokering af betalingen og de restriktive foranstaltninger over for appellanten, og at det andet kun indeholder simple påstande om de udgifter, som appellanten har afholdt, og indtægtstabet som følge af den omhandlede kontrakts opsigelse. Som Retten fastslog i den appellerede doms præmis 106, er disse påstande ikke ledsaget af hverken opgørelser over afholdte udgifter eller præcise angivelser af den generelle afkastgrad for appellanten eller den industrielle sektor, hvori den opererer ( 52 ).

74.

Som følge af det manglende bevis for, at Retten gengav de beviser, som den havde fået forelagt, forkert, skal de klagepunkter, som appellanten har fremført over for konklusionen om, at appellanten ikke har bevist tilstedeværelsen og omfanget af den påståede skade som følge af, at kontrakten om renovering af el-anlægget i Derbendikhan blev opsagt, forkastes.

75.

Da betingelserne om bl.a. realiteten af den påståede skade og årsagsforbindelsen mellem denne skade og den adfærd, som institutionerne lægges til last, er kumulative, og Unionen ikke ifalder ansvar uden for kontrakt, hvis en af disse betingelser mangler, er det ufornødent at træffe afgørelse om klagepunktet vedrørende den fejlagtige karakter af konklusionen om, at nævnte årsagsforbindelse manglede vedrørende det omhandlede tab.

76.

For så vidt som Retten for det første konkluderede, at der mangler beviser for den påberåbte skades realitet og omfang, og appellanten for det andet ikke har argumenteret for, at det er vanskeligt eller endda umuligt at kvantificere denne skade, kan klagepunkterne om tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet og princippet om »rimelig evaluering« under alle omstændigheder ikke tages til følge.

77.

Appellanten har for det andet gjort gældende, at Retten vilkårligt på grundlag af ulogiske og selvmodsigende grunde samt en forkert gengivelse af beviserne forkastede enhver erstatning for den skade, som appellanten havde lidt som følge af, at selskabets bankkonti var blevet lukket af Emirate National Bank of Dubai.

78.

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 95 og 96 på grundlag af en skrivelse rettet til appellanten fra Emirate National Bank of Dubai, der informerede selskabet om lukningen af selskabets bankkonti, fastslog, at denne lukning var en konsekvens af, at der kort tid forinden var vedtaget restriktive foranstaltninger over for appellanten. I resten af denne doms begrundelse bemærkede Retten imidlertid vedrørende realiteten og omfanget af den påberåbte skade for det første, at Emirate National Bank of Dubai ikke havde indefrosset pengemidlerne på appellantens konti, men at den havde returneret dem til sidstnævnte (den appellerede doms præmis 97), for det andet, at appellanten ikke havde påberåbt sig nogen elementer, på grundlag af hvilke det kunne fastslås, at selskabet ikke var i stand til at modtage de finansielle tjenesteydelser, som tidligere blev ydet af Emirate National Bank of Dubai, fra en anden bank (denne doms præmis 98), for det tredje, at appellanten ikke havde fremlagt nogen konkrete elementer, der kunne godtgøre, at lukningen af selskabets konti eller afbrydelsen af dets betalinger havde påvirket selskabets forbindelser med dets forretningspartnere eller med andre personer eller enheder (nævnte doms præmis 99), og for det fjerde, at appellanten ikke havde fremlagt nogen oplysninger, der kunne begrunde den beløbsmæssige størrelse af den skade, som hævdedes at være lidt (samme doms præmis 100).

79.

Hvad først angår konstateringen i den appellerede doms præmis 99, hvorefter den indvirkning, som afbrydelsen af de omhandlede finansielle tjenesteydelser havde haft for appellantens forretningsforbindelser, ikke var blevet godtgjort, begrænser denne sig til at anføre, at den ikke er begrundet, og til at påstå, at de faktiske omstændigheder er forkert gengivet. Når bortses fra generelle påstande, hvorefter »denne afbrydelse har medført en lammelse af dens forretninger og økonomiske aktiviteter«, har appellanten ikke til støtte for en sådan påvirkning gjort nogen konkrete forhold gældende, som Retten undlod at tage i betragtning, eller som den gengav forkert, eller hvis fjernelse var ubegrundet.

80.

Endvidere svarer det af Retten i den appellerede doms præmis 96 anførte om, at Emirate National Bank of Dubais afslag på fortsat at levere finansielle tjenesteydelser til appellanten formodentlig skyldtes vedtagelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger og denne banks tvivl om, hvorvidt denne selv ville blive pålagt sådanne restriktive foranstaltninger, i modsætning til det, som appellanten har antaget, ikke til at medgive, at appellanten uden tvivl ville blive mødt med samme afslag af enhver anden bank, som selskabet kunne omdirigere sine betalinger til. Retten har således ikke modsagt sig selv ved i samme doms præmis 98 at fastslå, at appellanten stadig ikke havde bevist, at selskabet ikke var i stand til at modtage samme finansielle tjenesteydelser fra en anden bank. Det fremgår desuden ikke af appellantens skriftlige indlæg, at selskabet for Retten gjorde gældende at have taget skridt til at anmode andre bankvirksomheder om de finansielle tjenesteydelser, som tidligere blev leveret af Emirate National Bank of Dubai, og at det havde fået afslag herpå. Under disse omstændigheder er der ikke noget bevis for konstateringen om, at Retten foretog en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder eller beviserne.

81.

Hvad endelig angår konstateringen i den appellerede doms præmis 100 om, at appellanten ikke har begrundet det beløb, som kræves i erstatning for den skade, der angiveligt er lidt, har appellanten endnu engang begrænset sig til at påberåbe sig en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder uden at understøtte den af andet end generelle påstande, hvorefter lukningen af de omhandlede konti »uundgåeligt og ubestrideligt« og »i sagens natur« har medført, at appellanten har lidt »betydelig økonomisk skade« ( 53 ).

82.

Med det tredje og det fjerde led i det første appelanbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 340, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder samt proportionalitetsprincippet og princippet om rimelig evaluering ved at nægte at tildele selskabet nogen form for erstatning for den skade på 2 mio. EUR, som selskabet har lidt på grund af ophævelsen af kontrakter og afbrydelsen af forbindelserne med selskabets vigtigste forretningspartnere, nemlig Siemens og Mobarakeh Steel Co. (herefter »Mobarakeh«). Rettens argumentation var desuden ulogisk og selvmodsigende og medførte en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder og fornægtelse af bevis.

83.

Det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 109 anerkendte, at der foreligger en årsagsforbindelse mellem ophøret af erhvervsforholdet mellem Siemens og appellanten og vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for sidstnævnte. Da Retten i nævnte doms præmis 110 udtalte sig om tilstedeværelsen af en skade, anførte den, samtidig med at den anerkendte, at afbrydelsen af forbindelserne til vigtige leverandører forstyrrer et selskabs virksomhed, at et afslag på at levere produkter ikke som sådan er en skade, idet sidstnævnte alene opstår, såfremt afslaget indvirker på det pågældende selskabs økonomiske resultater.

84.

Retten behandlede herefter de forskellige forhold, som appellanten havde fremført for at bevise, at selskabet havde lidt en skade på grund af sine europæiske leverandørers afbrydelse af alle deres forretningsforbindelser med selskabet. Disse forhold omfattede ophævelsen af kontrakten med Mobarakeh (den appellerede doms præmis 112-117), denne ophævelses indvirkning på gennemførelsen af kontrakterne om modernisering af el-udstyret på Eufratdiget i Syrien (denne doms præmis 118-125) og på opførelsen af elektriske understationer i Kunduz (Afghanistan) og Baghlan (Afghanistan) (nævnte doms præmis 126-132) samt på andre udenlandske projekter, som var blevet påvirket (samme doms præmis 133-148).

85.

Appellanten anførte for Retten, at eftersom Siemens nægtede at sende noget bestemt udstyr, havde appellanten ikke været i stand til at opfylde sine kontraktlige forpligtelser over for Mobarakeh, der hævede den omhandlede kontrakt og udelukkede appellanten fra sine fremtidige udbud. I den appellerede doms præmis 116 konkluderede Retten, at vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for appellanten ikke var den afgørende og direkte årsag til, at den omhandlede kontrakt blev hævet.

86.

Ifølge appellanten blev der i denne konklusion foretaget en forkert gengivelse af den skrivelse, som Mobarakeh havde fremsendt til appellanten den 3. september 2011 for at underrette selskabet om opsigelse af kontrakten. I modsætning til det af appellanten anførte fremgår det dog ikke af denne skrivelse, at vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for selskabet var den »vigtigste og afgørende« grund til at opsige kontrakten, idet Mobarakeh snarere lagde vægt på, at appellanten var forsinket med opfyldelsen af sine forpligtelser i forhold til leveringsfristen, som i henhold til kontrakten var 15 måneder og udløb den 15. november 2010, dvs. mere end seks måneder før opførelsen af appellanten på de omhandlede lister, således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 114. Retten har således ikke gengivet betydningen af denne skrivelse forkert ( 54 ).

87.

Appellanten gjorde for Retten gældende, at selskabet på grund af sine europæiske leverandørers afbrydelse af alle deres forretningsforbindelser med selskabet ikke var i stand til at fremskaffe hovedparten af det udstyr, tilbehør og de materialer, som var nødvendige til moderniseringen af el-udstyret på Eufratdiget i Syrien, hvilket medførte, at selskabet led et tab på mindst 30% af værdien af den del af kontrakten, som måtte overlades til en underentreprenør, dvs. 1425000 EUR, henset til udførte forberedende arbejder og fortjenstmargenen (jf. den appellerede doms præmis 118). Retten forkastede appellantens erstatningspåstand i denne henseende efter at have fastslået, at der ikke var fremlagt noget element, der for det første kan bevise tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse mellem den adfærd, som Rådet lægges til last, og det påberåbte tab (denne doms præmis 119-121) og for det andet det påberåbte tab (nævnte doms præmis 122-124).

88.

Hvad for det første angår årsagsforbindelsen anerkendte Retten i den appellerede doms præmis 119 på grundlag af de af appellanten fremlagte dokumenter, at påbegyndelsen af og tidsplanlægningen for de arbejder, som appellanten havde fået i opdrag, var blevet udsat, og at appellanten havde fået tilladelse til at anvende »sekundære medkontrahenter«. I nævnte doms præmis 120 fastslog Retten imidlertid, at de af appellanten fremlagte elementer ikke fastslår, at årsagen til forsinkelsen af projektets gennemførelse og til anvendelsen af »sekundære medkontrahenter« var vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for selskabet.

89.

Appellanten har anfægtet en sådan konstatering.

90.

Det bemærkes, at på området for Unionens ansvar uden for kontraktforhold er spørgsmålet, om der er årsagsforbindelse mellem den omstændighed, der har givet anledning til skadens opståen, og skaden, et retsspørgsmål, som derfor er undergivet Domstolens prøvelsesret ( 55 ). Denne prøvelse kan imidlertid ikke stille spørgsmålstegn ved de konstateringer og bedømmelser af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af Retten ( 56 ).

91.

I den foreliggende sag har størstedelen af appellantens argumenter til formål at stille spørgsmålstegn ved Rettens bedømmelse af beviserne uden at påberåbelse af en forkert gengivelse af sådanne forhold. Disse argumenter må således afvises fra realitetsbehandling.

92.

Klagepunktet om en fejl begået af Retten ved ikke at anerkende tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse på grundlag af, at appellantens påstande, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, var »plausible«, kan derimod godt antages til realitetsbehandling, for så vidt som det tilsigter at foreholde Retten ikke at have foretaget en korrekt retlig bedømmelse af de faktiske omstændigheder. Det bemærkes i denne henseende, at der ifølge retspraksis er årsagsforbindelse efter artikel 340, stk. 2, TEUF, når der er en sikker og direkte årsagsforbindelse mellem den fejl, der er begået af den pågældende institution, og det tab, der påberåbes, hvilken sammenhæng sagsøgeren skal bevise ( 57 ). Retten kan således ikke kritiseres for at have nøjedes med at konstatere, at der manglede beviser for en sådan årsagsforbindelse, uden at efterprøve, om appellantens påstande var »plausible«. Sidstnævnte kan desuden ikke påberåbe sig, at selskabets fortolkning af de faktiske omstændigheder er plausibel, for at afhjælpe dets manglende evne til at fremlægge beviser, som i tilstrækkeligt omfang gør det muligt at fastslå tilstedeværelsen af en sådan årsagsforbindelse.

93.

Hvad for det andet angår Rettens konstatering af, at appellanten ikke havde fremlagt beviser, som godtgjorde det påståede tab, bemærkes, at appellantens argumenter nøjes med at anfægte Rettens bevisbedømmelse uden at påstå, at de er forkert gengivet, og således skal afvises fra realitetsbehandling.

94.

Appellanten anførte for Retten, at selskabet på grund af sine europæiske leverandørers afbrydelse af deres forretningsforbindelser med appellanten ikke var i stand til at fremskaffe en del af de maskiner og det udstyr, som var nødvendigt for at opføre elektriske understationer i Kunduz og Baghlan, og som følge heraf havde lidt et tab på mindst 10% af værdien af den del af kontrakten, som måtte overlades til en underentreprenør, dvs. 729210,80 EUR.

95.

I den appellerede doms præmis 129-132 konstaterede Retten for det første, at den ikke var i besiddelse af beviser, der kunne godtgøre, at indholdet af kontrakten om opførelse af elektriske understationer i Kunduz og Baghlan måtte ændres som følge af vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for appellanten, bl.a. således, at man måtte benytte sig af underentreprenører, for det andet, at appellanten ikke havde godtgjort, at det efter Siemens’ ophævelse af bestillingen var umuligt for appellanten at opfylde nævnte kontrakt uden at benytte sig af underentreprenører, og for det tredje, at appellanten heller ikke havde præciseret, hvilken form for tab der var lidt, eller fremlagt beviser, der kunne godtgøre den beløbsmæssige størrelse af den del af nævnte kontrakt, der angiveligt måtte overlades til en underentreprenør.

96.

Næsten samtlige af appellantens argumenter over for de konstateringer, der er gengivet ovenfor, har til formål at rejse tvivl om Rettens bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne eller udgør simple påstande, som ofte er baseret på en selektiv læsning af den appellerede dom.

97.

Det eneste klagepunkt, som efter min opfattelse kan antages til realitetsbehandling, vedrører en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviser, som Retten begik ved at anføre, at appellanten ikke havde bevist, at det efter Siemens’ ophævelse af bestillingen var umuligt for appellanten at opfylde den omhandlede kontrakt uden at benytte sig af underentreprenører. Appellanten har i denne henseende gjort gældende, at Retten burde have vidst, at selskabet ikke er fabrikant, og at det således er afhængigt af sine leverandører og underentreprenører. Dette klagepunkt forekommer mig imidlertid at hvile på en fejlagtig fortolkning af den appellerede doms præmis 130. Efter min opfattelse ville Retten således ikke fastslå, at appellanten selv kunne have fremstillet det udstyr og de maskiner, der var genstand for kontrakten, men at selskabet eventuelt kunne have skaffet dette materiel fra andre leverandører end Siemens, f.eks. hos ikke-europæiske leverandører, i stedet for at give forsyningen i underentreprise. Den af appellanten påståede forkerte gengivelse, som er det eneste klagepunkt, som appellanten har gjort gældende over for denne præmis i den appellerede dom, er således ikke godtgjort.

98.

Appellanten har først gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 133 ff. fastslog, at der manglende beviser, som den selv havde anset for godtgjort i andre passager af den appellerede dom.

99.

I denne henseende bemærkes, at Retten i de ovennævnte præmisser i den appellerede dom gennemgik en række dokumenter, som appellanten havde fremlagt, og for hver enkelt af dem konkluderede, at de ikke indeholdt tilstrækkelige elementer til at understøtte tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse mellem den adfærd, som Rådet lægges til last, og den skade, som appellanten har påberåbt sig grund af afbrydelsen af forretningsforbindelserne med selskabets europæiske leverandører, eller at en sådan skade reelt foreligger. I den appellerede doms præmis 88 og 109, som appellanten har henvist til, fastslog Retten, at »sagsøgerens indblanding i nuklear spredning har påvirket den adfærd, som tredjepartsenheder, der for størstedelens vedkommende er etableret uden for Unionen, udviste over for sagsøgeren« (denne doms præmis 88), og at »afbrydelsen af forretningsforbindelser, foretaget af enheder beliggende uden for Unionen, [er] en uundgåelig konsekvens af vedtagelsen af restriktive foranstaltninger« (nævnte doms præmis 109). Disse passager udgør dog, i modsætning til, hvad appellanten synes at antage, ikke en anerkendelse hverken af, at den skade, som appellanten har påberåbt på grund af denne afbrydelse, reelt foreligger, eller af tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse mellem denne skade og de restriktive foranstaltninger. Retten anførte derimod uden forbehold i den appellerede doms præmis 110, at »[e]t afslag på at levere produkter […] dog ikke som sådan [er] en skade«.

100.

Appellanten har dernæst gjort gældende, at det under »sædvandlige omstændigheder« er »normalt«, at det, når en virksomheds leverandører afbryder forretningsforbindelserne, medfører skader, og mere generelt, at de restriktive foranstaltninger var vedtaget med det formål at påføre den omhandlede enhed maksimal økonomisk og finansiel skade, hvilket Retten forsøgte at benægte, bl.a. ved at pålægge appellanten en bevisbyrde, som var umulig at løfte.

101.

I denne henseende er det ganske vist korrekt, således som Retten selv anerkendte i den appellerede doms præmis 147, at de restriktive foranstaltninger har til formål at begrænse de omhandlede enheders frihed til at drive erhvervsvirksomhed, og dette med henblik på at opnå, at de ændrer adfærd på en måde, der er i overensstemmelse med de formål, der forfølges. Dette bevis gør det imidlertid ikke muligt at formode, at disse foranstaltninger konkret har forårsaget et faktisk og reelt tab for den omhandlede person, og kan dermed ikke undtage personen fra inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, hvorunder det påstås fastslået, at Unionen ifalder ansvar uden for kontrakt, foruden den, at adfærd, som Rådet lægges til last, er retsstridig, at bevise tilstedeværelsen og omfanget af den påberåbte skade samt årsagsforbindelsen mellem denne skade og nævnte adfærd. Som Domstolen allerede har haft lejlighed til at fremhæve, kan spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et faktisk og reelt tab, ikke besvares abstrakt af Unionens retsinstanser, men det skal besvares under hensyn til de nøjagtige faktiske omstændigheder, som kendetegner den sag, som disse retsinstanser har fået forelagt ( 58 ). I henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF skal Unionen kun erstatte de skader, som er en konsekvens af dens institutioners eller dens ansattes adfærd, hvilket forudsætter en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem denne adfærd og de påberåbte skade ( 59 ). I den foreliggende sag fremgår det desuden ikke, at Retten havde pålagt appellanten en bevisbyrde, som var unormal eller umulig at løfte.

102.

Resten af appellantens argumenter har til formål at stille spørgsmålstegn ved Rettens bedømmelse af beviserne og skal følgelig afvises.

103.

Indledningsvis har appellanten anfægtet, at Retten ikke foretog en vurdering efter ret og billighed af de skader, som appellanten var blevet påført på grund af afbrydelsen af forbindelserne med selskabets forretningspartnere, ved bl.a. at basere sig på den kraftige nedgang i omsætningen og på massefyringerne, i stedet for helt at afvise appellantens erstatningskrav.

104.

I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at det, for at det eventuelt ville kunne fastslås, at Retten har pligt til at foretage en sådan vurdering, ville kræve, at appellanten i det mindste dokumenterede, at de påberåbte skader reelt forelå, samt tilstedeværelsen af en årsagsforbindelse, hvilket Retten derimod udelukkede, uden at det med føje blev bestridt af appellanten.

105.

For så vidt som appellanten har henvist til uddrag af sine regnskaber, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 145 i forbindelse med udøvelsen af sin eneret til at bevisbedømme fastslog, at selv om sådanne uddrag faktisk viste en betydelig nedgang i appellantens omsætning, fastslog de ikke årsagerne til denne udvikling, hvorfor »det [var] umuligt at afgøre, om, og i givet fald i hvilket omfang, den nævnte nedgang skyld[t]es vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for [appellanten] snarere end andre faktorer, såsom den generelle økonomiske udvikling«.

106.

På grundlag af de ovenstående betragtninger skal det første anbringende i hovedappellen, der er rettet mod forkastelsen af påstanden om erstatning for den økonomiske skade, som appellanten angiveligt har lidt, efter min opfattelse forkastes.

107.

For så vidt som det fremgår af det ovenstående, at betingelserne om tilstedeværelsen og omfanget af skaden og/eller en årsagsforbindelse mellem skaden og den adfærd, som Rådet lægges til last, for samtlige de påberåbte skadeserstatninger inden for rammerne af appellantens påstand om erstatning for økonomiske skader ikke er opfyldt, kan appellantens påstand om, at Domstolen som led i sin fulde prøvelsesret fastsætter nævnte skadesbeløb ud fra en rimelighedsbetragtning, under alle omstændigheder ikke tages til følge.

108.

Ifølge appellanten blev det af Retten tildelte beløb på 50000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som appellanten anser for at være ubetydeligt, fastsat på en vilkårlig og ubegrundet måde samt ved tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

109.

Hvad angår klagepunktet om en manglende begrundelse bemærkes, at ifølge fast praksis skal begrundelsen for en dom klart og utvetydigt angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne beslutning, og således at Domstolen kan udøve sin prøvelsesret ( 60 ). I den foreliggende sag angav Retten på en tilstrækkelig klar måde i den appellerede doms præmis 86-91, hvis indhold er sammenfattet i præmis 52 ovenfor, de betragtninger og forhold, som den havde støttet sig på for at fastsætte størrelsen på den erstatning, som appellanten skulle tilkendes.

110.

Hvad angår klagepunktet om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet formår appellanten efter min mening ikke med sin argumentation at godgøre, at Rettens bedømmelse er behæftet med en sådan fejl.

111.

For så vidt som appellanten har anført, at Retten ikke havde taget tilstrækkeligt hensyn til hverken omfanget af selskabets skade eller grovheden af de af Rådet begåede tilsidesættelser, har appellanten for det første i realiteten nedlagt påstand om, at Domstolen foretager en ny bedømmelse af det beløb, som Retten nåede frem til. Ifølge retspraksis er det imidlertid, når Retten først har fastslået, at der foreligger en skade, alene denne, der har kompetence til, inden for rammerne af den nedlagte påstand, at træffe afgørelse om, hvilken erstatning der er mest passende ( 61 ).

112.

For så vidt som appellanten har foreholdt Retten at have fastslået, at de skadelige virkninger af selskabets opførelse på de omhandlede lister varede næsten tre år, mens det fortsatte med at lide under de negative konsekvenser heraf, er det for det andet tilstrækkeligt at bemærke, således som Rådet har gjort, at Unionen kun kan anses for ansvarlig for tab, som er en direkte følge af tilsidesættelser begået af dens institutioner eller dens ansatte. Hverken den omstændighed, som appellanten har gjort gældende, at selskabets navn stadig på websteder associeres med sanktionerne, eller de angivelige skader som følge heraf kan anses for at være en sådan direkte konsekvens, eftersom appellantens navn blev fjernet fra de omhandlede lister den 16. april 2014, og dommen, som annullerede denne opførelse, blev vedtaget den 25. november 2014.

113.

Af de ovenstående grunde bør det andet anbringende i hovedappellen efter min opfattelse forkastes.

114.

På grundlag af det ovenstående mener jeg, at hovedappellen må forkastes i sin helhed.

—

forkaster både Safa Nicu Sepahan Co.s hovedappel og Rådet for Den Europæiske Unions kontraappel og

—

pålægger Safa Nicu Sepahan Co., Rådet for Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland at bære deres egne omkostninger i henhold til artikel 138, stk. 2 og 3, og artikel 140, stk. 1, i Domstolens procesreglement.