—

Sagsøgeren har anført, at i medfør af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kan restriktive foranstaltninger kun vedtages som et fælles initiativ fra Kommissionen og den højtstående repræsentant. De anfægtede afgørelser og forordninger blev vedtaget af Rådet alene. De er således behæftet med manglende kompetence.

—

Sagsøgeren har anført, at begrundelsen for hans opførelse i bilag II er for upræcis til at opfylde kravene i retspraksis i forhold til begrundelsesforpligtelsen. For at opfylde begrundelsesforpligtelsen skulle Rådet have fremført de konkrete og specifikke forhold, der karakteriserede den omstændighed, at sagsøgeren havde ydet effektiv støtte til Irans regering eller til Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter. De anfægtede afgørelser og forordninger er således behæftet med manglende begrundelse.

—

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at for så vidt som de anfægtede afgørelser og forordninger ikke anfører en begrundelse, krænker de sagsøgerens ret til forsvar. For det andet påvirker ulovligheden af de anfægtede afgørelser og forordninger den foreliggende sag, da det på den ene side vanskeliggør sagsøgerens mulighed for at forsvare sig, og på den anden side forringer Rettens evne til at undersøge lovligheden af de anfægtede afgørelser og forordninger. Heraf følger, at sagsøgerens ret til en effektiv domstolsprøvelse er tilsidesat. For det tredje blev sagsøgeren pålagt en uberettiget begrænsning i sin ejendomsret, for så vidt som sagsøgeren blev berøvet retten til forsvar, og eftersom Rettens evne til at undersøge lovligheden af de anfægtede afgørelser og forordninger, der relaterer sig til foranstaltningerne om indefrysning af midler — hvilke er »særligt undertrykkende« af karakter — undergraves.

—

Sagsøgeren har anført, at Rådet ikke har fremlagt de beviser og oplysninger, som det baserede sig på, da det vedtog de anfægtede afgørelser og forordninger.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgeren i modsætning til, hvad der er anført i de anfægtede afgørelser og forordninger, ikke længere var vicekontorchef i Irans atomenergiorganisation på de pågældende datoer, hvor han blev opført på listen over personer og enheder, der falder ind under de restriktive foranstaltninger. Rådet har derfor begået en faktisk fejl ved at opføre sagsøgeren på listen alene med den begrundelse, at han på datoen for de anfægtede, forskellige afgørelser og forordninger var vicekontorchef i Irans atomenergiorganisation.

—

Sagsøgeren har anført, at det ikke var hensigten, at artikel 20, litra b), skulle finde ubetinget anvendelse på individer, der bestrider ledende stillinger i en enhed, der er opført i bilag VIII. Desuden fastsætter artikel 20, litra b), at individer, »der er involveret i, har direkte tilknytning til eller yder støtte til Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter« opføres på listen. Ved at opføre sagsøgeren på listen i bilag II uden at fremlægge nogle beviser for, at sagsøgeren ydede en aktiv og effektiv støtte til Irans nukleare aktiviteter på det tidspunkt, hvor han blev opført på listen i bilag II, har Rådet begået en retlig fejl.

—

Sagsøgeren har anført, at der i den foreliggende sag ikke findes noget alment hensyn, der kan begrunde, at sådan en streng foranstaltning pålægges individer, der endda kun i en kort periode har bestredet en ledende stilling i AEOI. Desuden ville de, selv om de blev anset for begrundede ud fra et alment hensyn, stadig kunne kritiseres for ikke at overholde en rimelig forholdsmæssig sammenhæng mellem de anvendte midler og det mål, der søges opnået.