9.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 46/33

—

Rettens dom af 26. september 2014 i sag T-614/13 ophæves.

—

Europa-Kommissionens afgørelse 2013/448/EU af 5. september 2013 om nationale gennemførelsesforanstaltninger vedrørende foreløbig gratistildeling af drivhusgasemissionskvoter i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (1) annulleres, for så vidt som denne afgørelses artikel 1, stk. 1, giver appellanten afslag på tildeling af de yderligere kvoter for den tredje emissionshandelsperiode fra 2013-2020, der var blevet ansøgt om på grundlag af den klausul om tilfælde, hvor der foreligger en urimelig byrde, som er fastsat i § 9, stk. 5, i TEHG (2).

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten til afsluttende afgørelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten og appelsagen.

1.

Det første anbringende: tilsidesættelse af EU-retten på grund af en fejlagtig anvendelse af proportionalitetsprincippet

For det første tilsidesætter Rettens dom EU-retten, fordi Retten fejlagtigt har fortolket afgørelse 2011/278/EU (3) som udtømmende og derudover ligeledes fejlagtigt har anset denne afgørelse for at være forholdsmæssig. En tildeling af yderligere kvoter i tilfælde, hvor der foreligger en urimelig byrde, ville også være mulig i henhold til afgørelse 2011/278/EU, da der foreligger et tilfælde af force majeur. Retten har endvidere ved efterprøvelsen af lovligheden af afgørelse 2011/278/EU afvejet retsgoderne fejlagtigt med hinanden, idet den har givet miljøbeskyttelsen en højere rang end appellantens eksistens.

2.

Det andet anbringende: tilsidesættelse af EU-retten på grund af en tilsidesættelse af appellantens grundlæggende rettigheder

Dommen er også fejlagtig, for så vidt som Retten med sin afgørelse har tilsidesat appellantens grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 15, stk. 1, og artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der beskytter erhvervsudøvelse og ejendom. Retten er fejlagtigt gået ud fra, at disse grundlæggende rettigheders væsentligste indhold ikke er blevet berørt. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Uden tildelingen af yderligere kvoter i et tilfælde, hvor der foreligger en urimelig byrde, kan appellanten nemlig hverken fortsætte sin virksomhed som producent af montanvoks eller fortsat udnytte sit anlæg til at udvinde montanvoks.

3.

Det tredje anbringende: tilsidesættelse af EU-retten på grund af en tilsidesættelse af subsidiaritetsprincippet

For det tredje tilsidesætter Rettens dom EU-retten, fordi Retten fejlagtigt er gået ud fra, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke har kompetence til at opstille en regel om tilfælde, hvor der foreligger en urimelig byrde (TEHG’s § 9, stk. 5). I denne forbindelse har Retten imidlertid overset, at Europa-Kommissionen med henblik på opstillingen af fordelingsreglerne kun har kompetence, for så vidt som den også faktisk udøver sin kompetence. Kommissionens regler omfatter imidlertid netop ikke atypiske tilfælde som appellantens tilfælde. For så vidt forbliver reguleringskompetencen hos medlemsstaterne.

4.

Fjerde anbringende: tilsidesættelse af processuelle regler på grund af utilstrækkelig eller modsigende begrundelse

Retten har argumenteret utilstrækkeligt og modsigende i forbindelse med følgerne af bestemmelser om tilfælde, hvor der forligger en urimelig byrde, i forbindelse med den carbon leakage-virkning, der må forventes ved en tildeling af yderligere kvoter i tilfælde, hvor der foreligger en urimelig byrde, samt i forbindelse med årsagen til appellantens konkrete risiko for likvidation og den har dermed tilsidesat elementære processuelle regler.