This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 62014CN0221
Case C-221/14 P: Appeal brought on 27 February 2014 by H against the order of the General Court (Seventh Chamber) delivered on 27 February 2014 in Case T-490/13 GJ v Court of Justice of the European Union
Sag C-221/14 P: Appel iværksat den 7. maj 2014 af H til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 27. februar 2014 i sag T-490/13, GJ mod Domstolen
Sag C-221/14 P: Appel iværksat den 7. maj 2014 af H til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 27. februar 2014 i sag T-490/13, GJ mod Domstolen
EUT C 235 af 21.7.2014, p. 7–8
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
21.7.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 235/7 |
Appel iværksat den 7. maj 2014 af H til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 27. februar 2014 i sag T-490/13, GJ mod Domstolen
(Sag C-221/14 P)
2014/C 235/10
Processprog: fransk
Parter
Appellant: H (ved Δικηγόρος S. Sagias,)
Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Domstol
Appellanten har nedlagt følgende påstande
|
— |
Den appellerede kendelse ophæves. |
|
— |
Sagen hjemvises til Retten, således at denne træffer afgørelse i første instans, eller, såfremt dette ikke er tilfældet, gives appellanten medhold i sine påstande for første instans. |
|
— |
Den Europæiske Unions Domstol tilpligtes at betale sagens omkostninger i såvel førsteinstansen som appelinstansen. |
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen fremført tre klagepunkter mod Rettens kendelse af 27. februar 2014.
Med det første anbringende er appellanten for det første af den opfattelse, at Retten har foretaget en forkert fortolkning af artikel 263 TEUF og af artikel 90 og 91 i tjenestemandsvedtægten (1) samt af artikel 2 og 35 i den fælles ordning vedrørende sygesikring for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber. Dels er det appellantens opfattelse, at den anfægtede kendelse er behæftet med en retlig fejl derved, at Retten fandt, at søgsmål fra tidligere medlemmer af Domstolen til prøvelse af retsakter, som er bebyrdende for dem på området for dækning fra den fælles sygeforsikringsordning, udelukkende henhører under artikel 263 TEUF og skal anlægges inden for den frist på to måneder, der er fastsat i denne bestemmelse. Dels har Retten begået en retlig fejl ved at fastslå, at artikel 90, stk. 2, i tjenestemandsvedtægten ikke finder anvendelse på medlemmer og tidligere medlemmer af Domstolen.
Med det andet anbringende er appellanten endvidere af den opfattelse, at Retten har begået en retlig fejl ved at nægte at anvende retspraksis vedrørende undskyldelig vildfarelse.
Med det tredje anbringende er appellanten endelig af den opfattelse, at anvendelsen af artikel 11 i Rettens procesreglement er behæftet med en retlig fejl samt med en rettergangsfejl. Appellanten har nemlig bestridt, at det for Retten indbragte søgsmål blev »åbenbart« afvist, hvilket forhindrede ham i at udtale sig om den afvisningsbegrundelse, der blev lagt til grund. Retten tilsidesatte ligeledes appellantens ret til en retfærdig rettergang, hans ret til forsvar og navnlig retten til at blive hørt samt adgangen til effektive retsmidler, i strid med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
(1) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22.3.2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1).