1

Europa-Kommissionen har med appellen nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 13. maj 2014, McBride m.fl. mod Kommissionen (T-458/10 – T-467/10 og T-471/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:249, herefter »den appellerede dom«), hvorved denne annullerede Kommissionens afgørelse K(2010) 4758, K(2010) 4748, K(2010) 4757, K(2010) 4751, K(2010) 4764, K(2010) 4750, K(2010) 4761, K(2010) 4767, K(2010) 4754, K(2010) 4753 og K(2010) 4752 af 13. juli 2010 (herefter »de anfægtede afgørelser«), om afslag på den af Irland indgivne anmodning om forøgelse af målene i det flerårige udviklingsprogram IV (herefter »FUP IV«) af hensyn til sikkerhedsforbedringer vedrørende fartøjer tilhørende Peter McBride og Hugh McBride, Mullglen Ltd, Cathal Boyle og Thomas Flaherty, Ocean Trawlers Ltd, Patrick Fitzpatrick, Eamon McHugh, Eugene Hannigan, Larry Murphy og Brendan Gill (herefter »McBride m.fl.«).

2

Artikel 4, stk. 2, i Rådets beslutning 97/413/EF af 26. juni 1997 om mål og detaljerede regler for en omstrukturering af Fællesskabets fiskerisektor i perioden fra den 1. januar 1997 til den 31. december 2001 med henblik på at opnå en bæredygtig ligevægt mellem ressourcerne og udnyttelsen heraf (EFT 1997, L 175, s. 27) fastsætter:

»I de flerårige udviklingsprogrammer for medlemsstaterne kan kapacitetsforøgelser, der alene skyldes forbedringer af sikkerheden, i enkelte tilfælde føre til en tilsvarende forøgelse af målene for de enkelte fartøjskategorier, forudsat at de ikke forøger de pågældende fartøjers fiskeriindsats.«

3

Med hensyn til procedurerne for gennemførelsen af beslutning 97/413 henviste dennes artikel 10 til artikel 18 i Rådets forordning (EØF) nr. 3760/92 af 20. december 1992 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur (EFT 1992, L 389, s. 1), som foreskrev høring af en forvaltningskomité for fiskeri og akvakultur.

4

Artikel 1 i Rådets beslutning 2002/70/EF af 28. januar 2002 om ændring af beslutning 97/413 (EFT 2002, L 31, s. 77) bestemmer, at artikel 2, stk. 1, i beslutning 97/413 erstattes af følgende tekst:

»Senest den 31. december 2002 skal hver enkelt medlemsstats fiskeriindsats reduceres [...]«

5

Artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413 blev ophævet ved beslutning 2002/70 med virkning fra den 1. januar 2002.

6

Punkt 3.3 i bilaget til Kommissionens beslutning 98/125/EF af 16. december 1997 om godkendelse af det flerårige udviklingsprogram for Irlands fiskerflåde for perioden fra den 1. januar 1997 til den 31. december 2001 (EFT 1998, L 39, s. 41) har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne kan til enhver tid forelægge Kommissionen et program for forbedringer af sikkerheden. I overensstemmelse med artikel 3 og 4 i beslutning 97/413/EF træffer Kommissionen beslutning om, hvorvidt en eventuel kapacitetsforøgelse i et sådant program berettiger en tilsvarende forøgelse af målene i FUP IV.

[...]«

7

Artikel 6 i Rådets forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999 om de nærmere regler og betingelser for Fællesskabets strukturforanstaltninger for fiskeriet (EFT 1999, L 337, s. 10) lyder således:

»1.   Fornyelse af fiskerflåden og modernisering af fiskerfartøjerne skal tilrettelægges i henhold til dette afsnit.

Hver medlemsstat skal forelægge Kommissionen vedvarende ordninger for tilsyn med fornyelse af fiskerflåden og modernisering til godkendelse efter proceduren i artikel 23, stk. 2. Inden for rammerne af disse ordninger skal medlemsstaterne dokumentere, at tilgang til og afgang fra flåden vil blive forvaltet således, at kapaciteten ikke overstiger de årlige mål for den samlede flåde og de berørte fartøjskategorier, der er fastsat i det flerårige udviklingsprogram, eller eventuelt at fiskerikapaciteten gradvis reduceres, således at disse mål nås.

Disse ordninger skal navnlig tage i betragtning, at kapacitet med undtagelse af kapaciteten af fartøjer med en længde overalt på under 12 m, bortset fra trawlere, der er taget ud med offentlig støtte, ikke kan erstattes.

2.   Medlemsstaterne kan forelægge en anmodning om en præcist beskrevet og kvantificeret forøgelse af kapacitetsmålene for foranstaltninger til forbedring af sikkerhed, navigation til søs, hygiejne, produktkvalitet og arbejdsforhold, under forudsætning af at disse foranstaltninger ikke medfører en udvidelse af udnyttelsesgraden for de berørte ressourcer.

En sådan anmodning skal behandles og godkendes af Kommissionen efter proceduren i artikel 23, stk. 2. Eventuelle kapacitetsforøgelser skal forvaltes af medlemsstaterne i henhold til de permanente ordninger som omhandlet i stk. 1.«

8

Nævnte artikel 6 blev ophævet i medfør af artikel 1, nr. 6), i Rådets forordning (EF) nr. 2369/2002 af 20. december 2002 om ændring af forordning nr. 2792/1999 (EFT 2002, L 358, s. 49) med virkning fra den 1. januar 2003.

9

Mellem den 1. november og den 14. december 2001 indgav McBride m.fl. anmodninger til Department of Communications, Marine & Natural Resources (departement for kommunikation og hav- og naturressourcer, Irland) om forøgelse af deres fiskerfartøjers kapacitet på grund af sikkerhedsforbedringer i medfør af artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413.

10

Til støtte for disse individuelle anmodninger anmodede departementet for kommunikation og hav- og naturressourcer ved skrivelse af 14. december 2001 Kommissionen om en forøgelse af den irske flådes kapacitet på 1304 bruttoton i kategorien kombinationsfartøjer og på 5335 bruttoton i kategorien flydetrawlere og notfartøjer i medfør af artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413 (herefter »den oprindelige anmodning«).

11

Den 4. april 2003 vedtog Kommissionen beslutning 2003/245/EF om de anmodninger, Kommissionen havde modtaget om forøgelse af FUP IV-målene af hensyn til forbedringer vedrørende sikkerhed, navigation til søs, hygiejne, produktkvalitet og arbejdsforhold for fartøjer med en længde overalt på mere end 12 m (EUT 2003, L 90, s. 48, herefter »den oprindelige afgørelse«). De fartøjer, som tilhørte McBride m.fl., var alle nævnt i bilag II til den oprindelige afgørelse, hvori de anmodninger, der afvistes af Kommissionen, ifølge dennes artikel 2, stk. 2, var anført.

12

Grundlaget for den oprindelige afgørelse var artikel 4 i beslutning 97/413 og artikel 6 i forordning nr. 2792/1999.

13

Den oprindelige afgørelse blev genstand for en række annullationssøgsmål, som førte til dom af 13. juni 2006, Boyle m.fl. mod Kommissionen (T-218/03 – T-240/03, EU:T:2006:159), hvorved Retten annullerede denne afgørelse, for så vidt som den vedrørte de fartøjer, som tilhørte Peter McBride og Hugh McBride, Mullglen Ltd, Cathal Boyle, Patrick Fitzpatrick, Eamon McHugh, Eugene Hannigan og Brendan Gill. Retten fandt, at Kommissionen havde overskredet sin kompetence, idet den havde anvendt kriterier, som ikke var hjemlet i den lovgivning, som fandt anvendelse. Ved skrivelse af 14. juni 2006 anmodede ejerne af de omhandlede fartøjer Kommissionen om at vedtage en ny afgørelse, som var i overensstemmelse med de kriterier, som Retten havde opstillet i denne dom.

14

Dom af 13. juni 2006, Boyle m.fl. mod Kommissionen (T-218/03 – T-240/03, EU:T:2006:159), blev gjort til genstand for en appel, som førte til dom af 17. april 2008, Flaherty m.fl. mod Kommissionen (C-373/06 P, C-379/06 P og C-382/06 P, EU:C:2008:230), hvorved Domstolen, af de samme grunde som dem, der var anført i Rettens dom, annullerede den oprindelige afgørelse, for så vidt som den vedrørte de fartøjer, der tilhørte Thomas Flaherty, Ocean Trawlers Ltd, og Larry Murphy.

15

Ved e-mail af 25. april 2008 anmodede repræsentanten for McBride m.fl. Kommissionen om at oplyse, hvilke foranstaltninger den havde truffet for at gennemføre dom af 13. juni 2006, Boyle m.fl. mod Kommissionen (T-218/03 – T-240/03, EU:T:2006:159).

16

Anmodningerne fra McBride m.fl. blev efterfulgt af en brevveksling mellem Irland og Kommissionen. Sidstnævnte anmodede bl.a. Irland om yderligere oplysninger vedrørende de omhandlede fartøjers tekniske karakteristika.

17

Ved de anfægtede afgørelser afslog Kommissionen på ny den oprindelige anmodning for så vidt angår de fartøjer, der tilhørte McBride m.fl. Kommissionen fandt herved:

18

Kommissionen anførte endvidere i de anfægtede afgørelser, at der ikke længere fandtes nogen specifik hjemmel for disse, idet artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413 var blevet ophævet i medfør af artikel 1, nr. 3), i beslutning 2002/70, og den ikke var blevet erstattet af en tilsvarende bestemmelse. Kommissionen præciserede, at den derfor så sig nødsaget til at vedtage en ad hoc-afgørelse på grundlag af de materielle bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for den oprindelige anmodning.

19

Ved stævninger indleveret til Rettens Justitskontor den 27. og 28. september 2010 anlagde McBride m.fl. søgsmål med påstand om annullation af de anfægtede afgørelser.

20

Til støtte for søgsmålene fremsatte McBride m.fl. seks anbringender om manglende hjemmel, tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, fejlagtig fortolkning af artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413, en åbenbart fejlagtig anvendelse af denne bestemmelse, tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

21

Ved den appellerede dom fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde kompetence til at vedtage de anfægtede afgørelser, og tiltrådte det første anbringende, for så vidt som det angik spørgsmålet om denne institutions manglende kompetence. Den annullerede følgelig de anfægtede afgørelser uden at foretage en prøvelse af de øvrige anbringender.

22

I appelskriftet har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

23

McBride m.fl. har nedlagt følgende påstande:

24

Til støtte for appellen har Kommissionen fremsat to anbringender vedrørende for det første en fejlagtig fortolkning og anvendelse fra Rettens side af artikel 266 TEUF, sammenholdt med princippet om kompetencetildeling, som er fastslået i artikel 5, stk. 1 og 2, TEU og i artikel 13, stk. 2, TEU, og retssikkerhedsprincippet, og for det andet en mangelfuld begrundelse for den appellerede dom.

25

Kommissionen har for det første, idet den herved har henvist til præmis 27 i dom af 26. april 1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen (97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199), anført, at den berørte institution i medfør af artikel 266 TEUF skal opfylde en dom om annullation af en af dens retsakter fuldt ud og derfor skal ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed.

26

Den har gjort gældende, at denne forpligtelse skal afvejes over for bl.a. retssikkerhedsprincippet i overensstemmelse med, hvad Domstolen fastslog i dom af 26. april 1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen (97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199). I den appellerede doms præmis 43 og 44 koncentrerede Retten sig imidlertid med urette udelukkende om princippet om kompetencetildeling.

27

Kommissionen har endvidere anført, at artikel 266 TEUF har samme rang som princippet om kompetencetildeling, som er fastslået i artikel 5, stk. 1 og 2, TEU og i artikel 13, stk. 2, TEU. Eftersom disse bestemmelser befinder sig på samme niveau i den retlige trinfølge, har Retten begået en retlig fejl ved at give princippet om kompetencetildeling forrang for den forpligtelse, der følger af artikel 266 TEUF.

28

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at den forpligtelse, som påhviler den i medfør af artikel 266 TEUF, nemlig i det foreliggende tilfælde at træffe en afgørelse med hensyn til anmodningerne vedrørende fartøjerne tilhørende McBride m.fl. efter dom af 13. juni 2006, Boyle m.fl. mod Kommissionen (T-218/03 – T-240/03, EU:T:2006:159), og af 17. april 2008, Flaherty m.fl. mod Kommissionen (C-373/06 P, C-379/06 P og C-382/06 P, EU:C:2008:230), ikke kunne ignoreres med den begrundelse, at EU-lovgiver havde ophævet den procedurebestemmelse, som bestemte, hvordan institutionen skulle handle. Derfor anvendte Kommissionen den retspraksis, der følger af dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og af 29. marts 2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190), vedrørende EKSF-traktatens udløb, hvorefter de materielle bestemmelser, som er indeholdt i en hjemmel, som er udløbet, fortsat kan anvendes sammen med de procedureregler, som er i kraft på tidspunktet for den omhandlede retsakt.

29

Kommissionen har medgivet, at artikel 266 TEUF ikke »genskaber« en hjemmel, som er udløbet. Den har imidlertid tilføjet, at førnævnte retspraksis viser, at EU-retten tillader, at en hjemmel fortolkes således, at den fortsat kan anvendes til afgrænsede formål, efter at den er blevet ophævet. Kommissionen har præciseret, at denne retspraksis navnlig beror på princippet om retsordenens kontinuitet og retssikkerhedsprincippet. Følgelig gav artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413 fortsat Kommissionen kompetence til at træffe en afgørelse i materiel henseende vedrørende den oprindelige anmodning. Hvad derimod angår proceduren indebar den omstændighed, at denne bestemmelse ikke længere var i kraft, at Kommissionen måtte følge en ad hoc-procedure uden høring af forvaltningskomitéen for fiskeri og akvakultur, i modsætning til hvad der var foreskrevet i beslutning 97/413.

30

For det tredje har Kommissionen kritiseret Retten for at have anlagt en for restriktiv fortolkning af retssikkerhedsprincippet og for ikke at have anerkendt, at en hjemmel kunne være implicit. Da Retten i den appellerede doms præmis 26 i det væsentlige påpegede nødvendigheden af at angive hjemmelen for en retsakt, så den således bort fra de øvrige aspekter af retssikkerhedsprincippet, henset til dom af 29. marts 2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190).

31

Da Retten i den appellerede doms præmis 27 i det væsentlige fandt, at hjemmelen for en retsakt skal være i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten, idet den henviste til den retspraksis, der følger af dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og af 29. marts 2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190), gengav den desuden den sidstnævnte retspraksis ufuldstændigt. Den nævnte ikke, at det i medfør af denne er muligt at anvende en hjemmel i materiel henseende, selv om den ikke længere er i kraft. Det understøttes af fortolkningsreglerne vedrørende princippet om EU-rettens effektivitet, at denne mulighed foreligger. I det foreliggende tilfælde er artikel 4, stk. 2, i afgørelse 97/413 således fortsat til rådighed som implicit hjemmel med henblik på opfyldelsen af dom af 13. juni 2006, Boyle m.fl. mod Kommissionen (T-218/03 – T-240/03, EU:T:2006:159), og af 17. april 2008, Flaherty m.fl. mod Kommissionen (C-373/06 P, C-379/06 P og C-382/06 P, EU:C:2008:230).

32

For det fjerde har Kommissionen gjort gældende, at Retten ved sin fejlagtige fortolkning af artikel 266 TEUF indirekte har undergravet effektiviteten af et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF, eftersom den appellerede dom skaber en lakune med hensyn til, hvilke retsmidler der står til rådighed for McBride m.fl.

33

For det femte har Kommissionen gjort gældende, at den appellerede dom ligeledes undergraver retssikkerhedsprincippet. Dels har Retten ved i denne doms præmis 35 at finde, at Kommissionen efter den 1. januar 2003 ikke rådede over nogen hjemmel til at træffe afgørelse med hensyn til den oprindelige anmodning eller de anmodninger, som var indgivet efter dom af 13. juni 2006, Boyle m.fl. mod Kommissionen (T-218/03 – T-240/03, EU:T:2006:159), og af 17. april 2008, Flaherty m.fl. mod Kommissionen (C-373/06 P, C-379/06 P og C-382/06 P, EU:C:2008:230), rejst tvivl om gyldigheden af den oprindelige afgørelse for så vidt angår de fartøjsejere, for hvem denne afgørelse var begunstigende. Dels skaber den appellerede dom også retslig usikkerhed for så vidt angår en afgørelse vedtaget i 2010, som var begunstigende i forhold til en fartøjsejer, eftersom den indebærer, at der i 2010 ikke fandtes nogen hjemmel til at vedtage denne afgørelse.

34

McBride m.fl. har gjort gældende, at det første anbringende bør forkastes.

35

For det første skal der for så vidt angår Kommissionens argumentation vedrørende den forpligtelse, som påhviler den i medfør af artikel 266 TEUF, henvises til, at en institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, i medfør af denne artikel har pligt til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten blev annulleret. Domstolen har i denne henseende fastslået, at den pågældende institution med henblik på at efterkomme en sådan dom og opfylde den fuldt ud ikke blot skal tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på (dom af 26.4.1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen, 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199, præmis 27).

36

Inden den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, vedtager sådanne foranstaltninger, skal imidlertid spørgsmålet om denne institutions kompetence afklares, eftersom EU-institutionerne kun kan handle inden for grænserne af den kompetence, som de er blevet tildelt, således som Retten med rette henviste til i den appellerede doms præmis 23-25.

37

Eftersom beslutning 97/413 og artikel 6 i forordning nr. 2792/1999, som bemyndigede Kommissionen til at behandle og træffe afgørelse med hensyn til anmodninger om øget sikkerhedstonnage, var blevet ophævet, og der ikke var nogen bestemmelse, end ikke en overgangsbestemmelse, der bemyndigede Kommissionen til at træffe nye afgørelser, fandtes der ikke længere i Unionens retsorden nogen fyldestgørende hjemmel til, at Kommissionen kunne vedtage de anfægtede afgørelser.

38

Desuden udgør den handlepligt, som følger af artikel 266 TEUF, således som Retten med rette fastslog i den appellerede doms præmis 44, ikke en kilde til en kompetence for Kommissionen, og den tillader heller ikke Kommissionen at lægge en hjemmel til grund, som i mellemtiden er blevet ophævet.

39

Kommissionen kan i øvrigt ikke med føje påberåbe sig den retspraksis, der følger af dom af 26. april 1988, Asteris m.fl. mod Kommissionen (97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, EU:C:1988:199), for at gøre gældende, at Domstolen har anlagt en vid fortolkning af den bestemmelse, som svarer til den nuværende artikel 266 TEUF, og foretaget en afvejning af Kommissionens handlepligt i medfør af denne artikel over for retssikkerhedsprincippet. I denne dom fandt Domstolen ganske vist, at Kommissionen efter dommen om annullation af den omhandlede forordning ikke blot skulle vedtage en ny forordning, hvorved den konstaterede ulovlighed blev afhjulpet, men også fjerne denne ulovlighed for fremtiden, men Domstolen udtalte sig ikke om, hvorvidt der fandtes et retsgrundlag, som bemyndigede Kommissionen til at handle med henblik på at ændre den omhandlede forordning med virkning for fremtiden.

40

For det andet og for så vidt angår Kommissionens argument om anvendelse af den retspraksis, der følger af dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og af 29. marts 2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190), fremgår det af denne retspraksis, at de materielle bestemmelser, som er i kraft på tidspunktet for de omhandlede faktiske omstændigheder, af hensyn til overholdelsen af principperne for den tidsmæssige anvendelse af retsregler, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ganske vist skal anvendes, selv om disse bestemmelser ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor EU-institutionen vedtager en retsakt, men en bestemmelse, som udgør hjemmelen for en retsakt, og som bemyndiger EU-institutionen til at vedtage den pågældende retsakt, skal derimod være i kraft på det tidspunkt, hvor retsakten udstedes. Proceduren for vedtagelse af denne retsakt skal endvidere forløbe i overensstemmelse med de regler, som er gældende på tidspunktet for vedtagelsen.

41

For så vidt angår den foreliggende sag kan Kommissionen for det første ikke med føje påberåbe sig nævnte retspraksis til støtte for sit standpunkt.

42

Artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413, som var i kraft på tidspunktet for indgivelsen af den oprindelige anmodning, kunne således ganske vist, på trods af at den blev ophævet med virkning fra den 1. januar 2002, fortsat anvendes på denne anmodning i sin egenskab af en materiel bestemmelse, der indeholdt kriterierne for berettigelse til forøgelse af et fiskerfartøjs kapacitet, men der var derimod ikke nogen bestemmelse, som var i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede afgørelser, der gav Kommissionen et retsgrundlag for denne vedtagelse. Artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 2792/1999, som på tidspunktet for indgivelsen af den oprindelige anmodning indeholdt det retsgrundlag, som bemyndigede Kommissionen til at træffe afgørelse med hensyn til en sådan anmodning, blev således ophævet med virkning fra den 1. januar 2003, og den blev ikke erstattet af en tilsvarende bestemmelse eller en overgangsbestemmelse, som gav Kommissionen et sådant retsgrundlag.

43

Eftersom procedurereglerne vedrørende anvendelsen af beslutning 97/413, jf. dennes artikel 10 og artikel 6 i forordning nr. 2792/1999, ikke længere var i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af de anfægtede afgørelser, anvendte Kommissionen desuden en ad hoc-procedure, som imidlertid ikke havde grundlag i nogen bestemmelse, som var i kraft på dette tidspunkt.

44

For det andet skal det fastslås, at Kommissionens argument om anvendelse af den retspraksis, der følger af dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og af 29. marts 2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190), bygger på en fejlagtig forståelse af denne retspraksis.

45

Som der er henvist til i denne doms præmis 40, indebærer nævnte retspraksis nemlig, at de materielle bestemmelser, som er i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen, kan anvendes under iagttagelse af de procedureregler, som er i kraft på det tidspunkt, hvor den pågældende retsakt vedtages, for så vidt som det retsgrundlag, som bemyndiger institutionen til at handle, er i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende retsakt. Derimod kan samme retspraksis, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 92 i forslaget til afgørelse, ikke fortolkes således, at den gennem anvendelsen af almindelige EU-retlige principper gør det muligt for Kommissionen at gøre brug af en hjemmel, som er udløbet, med henblik på at bemyndige den til at anvende en materiel bestemmelse, i det foreliggende tilfælde artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413, som grundlag for en afgørelse vedrørende den oprindelige anmodning, efter at Unionens retsinstanser har annulleret den oprindelige afgørelse.

46

For det tredje kan Kommissionen ikke kritisere Retten for ikke at have anerkendt, at en hjemmel kunne være implicit.

47

Det var således med rette, at Retten med henvisning til domme af 26. marts 1987, Kommissionen mod Rådet (45/86, EU:C:1987:163), og af 1. oktober 2009, Kommissionen mod Rådet (C-370/07, EU:C:2009:590), i den appellerede doms præmis 26 bemærkede, at retssikkerhedskravet indebærer, at enhver retsakt, der er bestemt til at afføde retsvirkninger, erholder sin retskraft fra en EU-retlig bestemmelse, som udtrykkeligt skal angives som hjemmel, og hvori det er fastsat, hvilken retlig form retsakten skal have.

48

Mens manglende henvisning til en konkret bestemmelse i traktaten ikke udgør en væsentlig mangel, såfremt hjemmelen for en retsakt kan fastlægges på grundlag af andre dele af retsakten, er en udtrykkelig henvisning imidlertid ubetinget nødvendig, når de personer, der berøres af retsakten, og Domstolen ellers vil svæve i uvished med hensyn til den konkrete hjemmel (dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Rådet, 45/86, EU:C:1987:163, præmis 9, og af 1.10.2009, Kommissionen mod Rådet, C-370/07, EU:C:2009:590, præmis 56).

49

I det foreliggende tilfælde fandtes der, som Retten bemærkede i den appellerede doms præmis 36, imidlertid ikke længere nogen hjemmel for vedtagelse af de anfægtede afgørelser den 13. juli 2010. Retten kan dermed ikke kritiseres for at have anlagt en streng fortolkning af retssikkerhedsprincippet i denne henseende.

50

I modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet, kan princippet om EU-rettens effektivitet i øvrigt ikke føre til, at artikel 4, stk. 2, i beslutning 97/413 med henblik på, at Kommissionen skal kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til artikel 266 TEUF, skal betragtes som en implicit hjemmel for, at den kunne træffe afgørelse vedrørende den oprindelige anmodning.

51

For det fjerde bemærkes for så vidt angår Kommissionens argument om, at den appellerede dom skaber en lakune med hensyn til, hvilke retsmidler der står til rådighed for McBride m.fl., at McBride m.fl. bevarer adgangen til at anlægge et erstatningssøgsmål mod Unionen med henvisning til, at den oprindelige afgørelse var ulovlig.

52

I øvrigt fremgår det ganske vist af ordlyden af artikel 266 TEUF, at en institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de til opfyldelsen af den af Unionens retsinstanser afsagte dom nødvendige foranstaltninger, men denne bestemmelse specificerer imidlertid ikke karakteren af de foranstaltninger, som institutionen skal gennemføre med henblik på opfyldelsen af dommen.

53

Som generaladvokaten har anført i punkt 70 og 98 i forslaget til afgørelse, tilkommer det derfor den pågældende institution at identificere disse foranstaltninger.

54

Det følger heraf, at det fjerde argument skal forkastes.

55

For det femte skal der, for så vidt angår Kommissionens argument om, at den appellerede dom undergraver retssikkerhedsprincippet, henvises til, at en afgørelse, der ikke er anfægtet af adressaten inden for den i artikel 263 TEUF fastsatte frist, ifølge fast retspraksis bliver endelig i forhold til denne (jf. i denne retning bl.a. dom af 17.11.1965, Collotti mod Domstolen, 20/65, EU:C:1965:115, og af 9.3.1994, TWD Textilwerke Deggendorf, C-188/92, EU:C:1994:90, præmis 13).

56

Retssikkerhedsprincippet, som danner grundlaget for denne retspraksis, indebærer dermed, at gyldigheden af den oprindelige afgørelse eller af de afgørelser, som Kommissionen vedtog i 2010, og som var begunstigende for nogle fartøjsejere, eller som var blevet endelige, ikke påvirkes af den appellerede dom, som kun vedrører de anfægtede afgørelser, som er gjort til genstand for et annullationssøgsmål.

57

Det følger af ovenstående betragtninger, at det første anbringende skal forkastes.

58

Kommissionen har for det første kritiseret Retten for at have tilsidesat sin begrundelsespligt, fordi den gengav de retlige argumenter, som Kommissionen fremsatte for den, forkert og derfor ikke tog stilling til dem. I denne henseende havde Kommissionen gjort det klart, dels at den ikke kunne anvende de procedurer, som var fastsat i beslutning 97/413, hvorfor den måtte anvende en ad hoc-procedure, dels at den bevarede beføjelsen til at anvende denne afgørelse i materiel henseende i overensstemmelse med den retspraksis, der følger af dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og af 29. marts 2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190). Dette argument vedrørende sondringen mellem procedurebestemmelser og materielle bestemmelser er ikke gengivet korrekt i den appellerede dom, og i dennes præmis 37-44 tages der stilling til de argumenter, som var fremsat af McBride m.fl., og ikke Kommissionens argumenter.

59

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at den appellerede dom ikke tager stilling til et formalitetsspørgsmål, som opstod i sag T-471/10, Gill mod Kommissionen. Den har anført, at sagsøgeren i nævnte sag anlagde sit annullationssøgsmål 1 time og 21 minutter efter udløbet af fristen på grund af tekniske vanskeligheder med telefaxudstyr. Selv om Retten ikke var forpligtet til at behandle hvert eneste retlige spørgsmål, som blev rejst for den, skulle formalitetsspørgsmålet i nævnte sag ikke desto mindre have været udtrykkeligt behandlet.

60

McBride m.fl. har gjort gældende, at det andet anbringende bør forkastes.

61

For det første skal der for så vidt angår Kommissionens argument om Rettens tilsidesættelse af begrundelsespligten henvises til, at det følger af fast retspraksis, at den begrundelsespligt, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ikke pålægger den at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at Domstolen råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (dom af 29.3.2011, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

62

Det skal dels fastslås, at Kommissionen med dette argument i det væsentlige har gentaget den argumentation, som den allerede har fremført til støtte for sit første anbringende.

63

Dels forholder det sig, selv om Kommissionens argumenter ganske vist blev summarisk behandlet i den appellerede dom, ikke desto mindre således, at Rettens ræsonnement er klart og gør det muligt såvel for Kommissionen at være bekendt med, af hvilke grunde de anfægtede afgørelser blev annulleret, og at indlevere et appelskrift, hvilket de talrige argumenter, som den har fremført inden for rammerne af det første anbringende, vidner om, som for Domstolen at råde over tilstrækkelige oplysninger til at kunne udøve sin prøvelsesret.

64

Det følger heraf, at den appellerede dom ikke er behæftet med en begrundelsesmangel.

65

For det andet bemærkes for så vidt angår Kommissionens argument om, at den appellerede dom ikke tager stilling til et formalitetsspørgsmål, at Retten med kendelser af 1. april 2011, Doherty mod Kommissionen (T-468/10, EU:T:2011:133), Conneely mod Kommissionen (T-469/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:134), Oglesby mod Kommissionen (T-470/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:135), Cavankee Fishing mod Kommissionen (T-472/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:136) og McGing mod Kommissionen (T-473/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:137), afviste de stævninger, der var indgivet i de sager, der førte til disse kendelser, med den begrundelse, at de var blevet indgivet for sent.

66

I hver enkelt af de nævnte kendelser konkluderede Retten, efter at have bemærket, at Justitskontorets telefaxapparat ikke svarede ved fremsendelsen af stævningen i sag T-471/10 den 27. september 2010 kl. 23:53 og kl. 23:57 i Luxembourg, at det under hensyntagen til den gennemsnitlige transmissionstid for telefaxerne i sagerne Hugh McBride mod Kommissionen (sag T-459/10), Boyle mod Kommissionen (sag T-461/10), Flaherty mod Kommissionen (sag T-462/10), Ocean Trawlers mod Kommissionen (sag T-463/10), Fitzpatrick mod Kommissionen (sag T-464/10), Hannigan mod Kommissionen (sag T-466/10) og Murphy mod Kommissionen (sag T-467/10), selv hvis det antoges, at Justitskontorets telefaxapparat havde fungeret normalt, alene var stævningen i sagen Gill mod Kommissionen (sag T-471/10), som endnu kunne være blevet fremsendt inden midnat, hvor søgsmålsfristen udløb.

67

På denne baggrund kan Retten ikke kritiseres for ikke behørigt at have begrundet sin afgørelse om, at stævningen i sagen Gill mod Kommissionen (sag T-471/10) var blevet indgivet rettidigt.

68

Heraf følger, at det andet argument og dermed det andet anbringende i sin helhed skal forkastes.

69

Følgelig skal appellen forkastes.

70

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagens omkostninger, såfremt appellen forkastes. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

71

Da McBride m.fl. har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):