—

Dragoș Constantin Târșia, som selvmøder

—

den rumænske regering ved R. Radu, V. Angelescu og D. Bulancea, som befuldmægtigede

—

den polske regering ved B. Majczyna, B. Czech og K. Pawłowska, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved R. Lyal og G.-D. Bălan, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 110 TEUF, artikel 6 TEU, artikel 17, 20, 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og generelle principper i EU-retten.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Dragoș Constantin Târşia på den ene side og Statul român (den rumænske stat), repræsenteret ved Ministerul Finanţelor şi Economiei (økonomi- og finansministeriet), og Serviciul public comunitar regim permise de conducere şi înmatriculare a autovehiculelor (den lokale kørekorts- og indregistreringsmyndighed) på den anden side vedrørende et søgsmål om genoptagelse til fornyet prøvelse af en endelig afgørelse fra en national domstol, hvorved Dragoș Constantin Târşia blev pålagt at betale en afgift, der senere er blevet erklæret uforenelig med EU-retten.

3

Artikel 21 i Legea contenciosului administrativ nr. 554 (lov nr. 554/2004 om forvaltningsretlige sager) af 2. december 2004 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 1154, af 7.12.2004, herefter »lov om forvaltningsretlige sager«) fastsatte følgende i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for indgivelsen af genoptagelsesanmodningen:

»1)   De former for søgsmål, der er omhandlet i den civile retsplejelov, kan anlægges mod endelige og retskraftige domme afsagt af forvaltningsdomstole.

2)   Afsigelse af domme, der bliver endelige og retskraftige, og som er i strid med princippet om [EU-]rettens forrang – reguleret ved artikel 148, stk. 2, sammenholdt med artikel 20, stk. 2, i Rumæniens forfatning, som bekendtgjort på ny – danner et yderligere grundlag for genoptagelse, ud over de i Cod de procedură civilă [(den civile retsplejelov)] fastsatte grundlag. Anmodningen om genoptagelse indgives inden for 15 dage fra forkyndelsen, som under fravigelse af reglen i artikel 17, stk. 3, sker ved, at de pågældende parter indgiver en begrundet anmodning inden for 15 dage fra afgørelsen. Anmodningen om genoptagelse behandles som hastesag inden for 60 dage fra indgivelsen.«

4

Den 3. maj 2007 købte Dragoș Constantin Târşia, der er rumænsk statsborger, et brugt motorkøretøj i Frankrig. Med henblik på indregistreringen af dette køretøj i Rumænien måtte han den 5. juni 2007 betale 6899,51 RON (ca. 1560 EUR) i særlig afgift for personbiler, som skulle betales i medfør af artikel 214a og 214b i Cod fiscal (skattelov) i den affattelse af disse bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for indregistreringen af køretøjet.

5

Idet Dragoș Constantin Târşia var af den opfattelse, at denne afgift var uforenelig med artikel 110 TEUF, anlagde han en civilretlig sag ved Judecătoria Sibiu (førsteinstansretten i Sibiu) med henblik på tilbagesøgning af beløbet på den nævnte afgift. Ved dom af 13. december 2007 gav retten ham medhold med den begrundelse, at afgiften er i strid med artikel 110 TEUF, og tilpligtede den rumænske stat at betale dette beløb.

6

Den rumænske stat, repræsenteret ved Ministerul Finanţelor şi Economiei, iværksatte appel til prøvelse af denne dom. Ved afgørelse nr. 401/2008 begrænsede afdelingen for civilretlige sager ved Tribunalul Sibiu tilbagebetalingen af den særlige afgift for personbiler, som Dragoș Constantin Târşia havde betalt, til et beløb svarende til differencen mellem denne afgift og den efterfølgende opkrævede miljøafgift, som skulle betales på grundlag af Ordonanţă de urgenţă a Guvernului no 50/2008 pentru instituirea taxei pe poluare pentru autovehicule (hastedekret nr. 50/2008 fra regeringen om indførelse af miljøafgiften på motorkøretøjer) af 21. april 2008 (Monitorul Oficial al României, del I, nr.°327 af 25.4.2008).

7

Sidstnævnte afgørelse er blevet gjort til genstand for en anmodning om genoptagelse, som Dragoș Constantin Târşia indgav til Tribunal Sibiu den 29. september 2011. Dragoș Constantin Târşia har på grundlag af artikel 21, stk. 2, i lov om forvaltningsretlige sager nedlagt påstand om dels, at denne rets afgørelse nr. 401/2008 ophæves, dels at der bliver truffet afgørelse på ny, med den begrundelse, at Domstolen i sin dom Tatu (C-402/09, EU:C:2011:219) fastslog, at artikel 110 TEUF er til hinder for en afgift som den miljøafgift, der er indført ved Ordonanţă de urgenţă a Guvernului no 50/2008 pentru instituirea taxei pe poluare pentru autovehicule. Dragoș Constantin Târşia er følgelig af den opfattelse, at den rumænske stat har fået medhold i sin appel i strid med princippet om EU-rettens forrang, og at den erlagte særlige afgift for personbiler skal tilbagebetales til ham i sin helhed.

8

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at de processuelle regler, der finder anvendelse på civilretlige sager, ikke fastsætter muligheden for at anlægge et søgsmål med påstand om genoptagelse af en endelig retsafgørelse som følge af en tilsidesættelse af EU-retten, mens et sådant søgsmål kan anlægges i henhold til de processuelle regler for forvaltningsretlige sager.

9

På denne baggrund har Tribunalul Sibiu besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Kan artikel 17, 20, 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 6 [TEU], artikel 110 [TEUF] og retssikkerhedsprincippet som fastlagt i [EU-]retten og Domstolens praksis fortolkes således, at de er til hinder for bestemmelser som artikel 21, stk. 2, i [lov om forvaltningsretlige sager], hvorefter genoptagelse af sager kun er mulig for så vidt angår nationale retsafgørelser i forvaltningssager, hvor der er tale om tilsidesættelse af princippet om [EU-]rettens forrang, mens nationale retsafgørelser på andre områder end området for forvaltningssager (civile sager og straffesager), som indebærer en tilsidesættelse af det nævnte princip om [EU-]rettens forrang, ikke kan genoptages?«

10

Den rumænske regering er af den opfattelse, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling. I denne henseende har den nævnte regering for det første gjort gældende, at det retlige forhold mellem Dragoș Constantin Târşia og den rumænske stat henhører under skatte- og afgiftsretten. Følgelig er den procesret, der finder anvendelse på Dragoș Constantin Târşias anmodning, skatteprocesretten, som henhører under forvaltningsretten. Selv om det er denne sammensætning af Tribunalul Sibiu – der har kompetence i civile søgsmål, og som har truffet afgørelse nr. 401/2008 – der skal prøve anmodningen om genoptagelse af nævnte afgørelse, har den således pligt til at anvende de procesregler, der gælder i forvaltningssager, herunder bestemmelserne om genoptagelse, der er fastsat i artikel 21, stk. 2, i lov om forvaltningsretlige sager.

11

Den rumænske regering har for det andet gjort gældende, at Dragoș Constantin Târşia kunne have gjort brug af en ekstraordinær anmodning om ophævelse af den nævnte afgørelse. Dette retsmiddel havde gjort det muligt at henvise den omhandlede sag til den sammensætning, der varetager forvaltningsretlige sager, og som kunne have anvendt artikel 21, stk. 2, i lov om forvaltningsretlige sager. Da den rumænske retsorden sikrer et effektivt retsmiddel, der gør det muligt at sikre, at Dragoș Constantin Târşias situation er forenelig med EU-retten, er besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål ikke hensigtsmæssig for løsningen af den tvist, der verserer for den forelæggende ret.

12

I denne henseende bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at der er formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante (domme Fish Legal og Shirley, C-279/12, EU:C:2013:853, præmis 30, og Verder LabTec, C-657/13, EU:C:2015:331, præmis 29).

13

Navnlig tilkommer det ikke Domstolen inden for rammerne af det ved artikel 267 TEUF fastsatte retslige samarbejde at efterprøve eller anfægte rigtigheden af den fortolkning af den nationale lovgivning, som den nationale retsinstans har foretaget, idet denne fortolkning henhører under den sidstnævntes enekompetence. Domstolen skal, når den forelægges et præjudicielt spørgsmål af en national retsinstans, desuden holde sig til den fortolkning af national ret, som den nationale retsinstans har beskrevet for den (jf. i denne retning domme Winner Wetten, C-409/96, EU:C:2010:503, præmis 35, Padawan, C-467/08, EU:C:2010:620, præmis 22, og Logstor ROR Polska, C-212/10, EU:C:2011:404, præmis 30).

14

Domstolen kan desuden kun afvise at træffe afgørelse om en anmodning fra en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (domme Nicula, C-331/13, EU:C:2014:2285, præmis 23, og Verder LabTec, C-657/13, EU:C:2015:331, præmis 29).

15

I det foreliggende tilfælde ville en tiltrædelse af den rumænske regerings argumentation, hvorefter den forelæggende ret er forpligtet til anvende de processuelle regler for forvaltningsretlige sager, når der for den er indbragt en anmodning om genoptagelse af en retsafgørelse afsagt i forbindelse med et civilt søgsmål, svare til at foretage en fortolkning af national ret, hvilket imidlertid udelukkende henhører under den forelæggende rets kompetence.

16

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at artikel 21, stk. 2, i lov om forvaltningsretlige sager, der fastsætter muligheden for at genoptage endelige retsafgørelser afsagt i forbindelse med en forvaltningsretlig sag, ikke finder anvendelse på hovedsagen, idet denne er civilretlig.

17

Det fremgår desuden af Domstolens praksis, at den kvalifikation af retsforholdet mellem en medlemsstats afgiftsmyndigheder og de afgiftspligtige personer ved tilbagebetalingen af en i strid med EU-retten opkrævet national afgift, der skal foretages med henblik på fastlæggelsen af den gældende fremgangsmåde for tilbagesøgning af en sådan afgift, henhører under national ret (jf. i denne retning dom IN. CO. GE.’90 m.fl., C-10/97 – C-22/97, EU:C:1998:498, præmis 26).

18

Den første formalitetsindsigelse, som er fremsat af den rumænske regering, skal derfor forkastes.

19

Hvad angår den formalitetsindsigelse, hvorved det er blevet gjort gældende, at der i den nationale retsorden findes effektive retsmidler, som under alle omstændigheder gør det muligt for Dragoș Constantin Târşia at få medhold, bemærkes i denne henseende blot, at det alene tilkommer den nationale ret – hvilken i hovedsagen er i tvivl om sin mulighed for at genoptage en endelig retsafgørelse afsagt i forbindelse med en civilretlig sag – på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen nemlig principielt forpligtet til at træffe afgørelse (jf. i denne retning domme Transportes Urbanos y Servicios Generales, C-118/08, EU:C:2010:39, præmis 25, og Nicula, C-331/13, EU:C:2014:2285, præmis 21).

20

Da det ikke på nogen måde kan konkluderes af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at den ønskede fortolkning af EU-retten ikke vil være hensigtsmæssig for den forelæggende ret, kan den rumænske regerings anden formalitetsindsigelse ikke tiltrædes.

21

Når dette er sagt, fremgår det af den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 14, at den ønskede fortolkning af EU-retten skal have en forbindelse til genstanden for tvisten i hovedsagen. Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål oplyst, hvorledes EU-retten skal fortolkes, henset til den nationale lovgivning, der ikke gør det muligt at genoptage endelige retsafgørelser, der er afsagt på såvel det civilretlige som det strafferetlige område, og som er uforenelige med EU-retten. For så vidt som det utvetydigt fremgår af sagsakterne, at hovedsagen ikke er af strafferetlig karakter, må det fastslås, således som den rumænske og den polske regering har gjort gældende, at det er åbenbart, at en besvarelse fra Domstolen i denne henseende ikke vil have nogen forbindelse til genstanden for tvisten i hovedsagen.

22

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, dog ikke for så vidt som den vedrører den omstændighed, at det er umuligt at genoptage de endelige retsafgørelser, der er afsagt af domstolene på det strafferetlige område, og som er uforenelige med EU-retten.

23

Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af sagsakterne, at Dragoș Constantin Târşia ved en retsafgørelse afsagt i forbindelse med en civilretlig sag blev pålagt at betale den miljøafgift for motorkøretøjer, som Domstolen i det væsentlige erklærede uforenelig med artikel 110 TEUF i dom Tatu (C-402/09, EU:C:2011:219), der blev afsagt efter den dato, hvor denne retsafgørelse blev endelig.

24

Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at retten til at få tilbagebetalt afgifter, som en medlemsstat har opkrævet i strid med EU-rettens regler, består som en konsekvens af og i tilslutning til de rettigheder, som borgerne er tillagt ved de EU-retlige forskrifter, der forbyder sådanne afgifter, således som disse er blevet fortolket af Domstolen. Medlemsstaterne er derfor i princippet forpligtet til at tilbagebetale de afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten (domme Littlewoods Retail m.fl., C-591/10, EU:C:2012:478, præmis 24, Irimie, C-565/11, EU:C:2013:250, præmis 20, og Nicula, C-331/13, EU:C:2014:2285, præmis 27).

25

Når en medlemsstat desuden har opkrævet afgifter i strid med EU-rettens regler, har borgerne ikke blot ret til tilbagebetaling af den skat, der er opkrævet med urette, men også af de beløb, der er betalt til denne stat eller indeholdt af denne i direkte forbindelse med denne skat. Det følger heraf, at princippet om medlemsstaternes forpligtelse til at tilbagebetale de i strid med EU-retten opkrævede afgiftsbeløb med rente er udledt af EU-retten (jf. i denne retning domme Littlewoods Retail m.fl., C-591/10, EU:C:2012:478, præmis 25 og 26, og Irimie, C-565/11, EU:C:2013:250, præmis 21 og 22).

26

Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området for tilbagesøgning af nationale skatter, der er opkrævet med urette, tilkommer det hver enkelt medlemsstat, i medfør af princippet om procesautonomi, at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for de skattepligtige (jf. i denne retning domme Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, 33/76, EU:C:1976:188, præmis 5, Aprile, C-228/96, EU:C:1998:544, præmis 18, og Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation, C-362/12, EU:C:2013:834, præmis 31).

27

De processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for skattepligtige, må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning bl.a. domme Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, 33/76, EU:C:1976:188, præmis 5, Transportes Urbanos y Servicios Generales, C-118/08, EU:C:2010:39, præmis 31, og Test Claimants in the Franked Investment Income Group Litigation, C-362/12, EU:C:2013:834, præmis 32).

28

For så vidt som det i den foreliggende sag viser sig, at den omstændighed, at der foreligger en endelig retsafgørelse, som pålægger betaling af en afgift, der er blevet erklæret uforenelig med EU-retten, udgør en hindring for tilbagebetalingen af denne afgift, må opmærksomheden henledes på vigtigheden af retskraftprincippet både inden for Unionens retsorden og i de nationale retsordener. Såvel hensynet til at sikre en stabil retstilstand og stabile retlige relationer som retsplejehensyn gør det nemlig påkrævet, at retsafgørelser, der er blevet endelige, efter at de hjemlede appelmuligheder er udnyttet, eller efter at appelfristerne er udløbet, ikke længere kan anfægtes (dom Impresa Pizzarotti, C-213/13, EU:C:2014:2067, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

29

Følgelig er en national domstol ikke efter EU-retten forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en retsafgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at afhjælpe en national situation, der er i strid med EU-retten (dom Impresa Pizzarotti, C-213/13, EU:C:2014:2067, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

30

Såfremt de anvendelige nationale processuelle regler imidlertid indeholder en mulighed for, at den nationale domstol under visse omstændigheder kan genoptage en retskraftig afgørelse for at bringe situationen i overensstemmelse med national ret, skal denne mulighed i overensstemmelse med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet anvendes, hvis disse betingelser er opfyldt, med henblik på at bringe situationen i hovedsagen i overensstemmelse med EU-retten (jf. i denne retning dom Impresa Pizzarotti, C-213/13, EU:C:2014:2067, præmis 62).

31

Henset til de indledende betragtninger ovenfor må det fastslås, at den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om EU-retten, herunder ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en national domstol ikke har mulighed for at genoptage en endelig retsafgørelse, der er afsagt i forbindelse med et civilretligt søgsmål, når denne afgørelse viser sig at være uforenelig med en fortolkning af EU-retten, som Domstolen har foretaget efter den dato, hvor afgørelsen er blevet endelig, mens en sådan mulighed foreligger for så vidt angår de med EU-retten uforenelige endelige retsafgørelser, der afsiges i forbindelse med forvaltningsretlige søgsmål.

32

Det fremgår af den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 27, at ækvivalensprincippet forbyder en medlemsstat at fastsætte processuelle regler for ansøgninger på grundlag af en tilsidesættelse af EU-retten om tilbagebetaling af en afgift, som er mindre fordelagtige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af en tilsidesættelse af national ret (jf. ligeledes dom Weber’s Wine World m.fl., C-147/01, EU:C:2003:533, præmis 104).

33

Med sit spørgsmål anmoder den forelæggende ret Domstolen om med henblik på anvendelsen af det nævnte princip at sammenligne de forvaltningsretlige søgsmål, der støttes på en tilsidesættelse af EU-retten, med de civilretlige søgsmål, som støttes på en tilsidesættelse af denne ret.

34

I denne henseende indebærer det samme princip, således som generaladvokaten har anført i punkt 49 i forslaget til afgørelse, en ligebehandling mellem de søgsmål, der støttes på en tilsidesættelse af national ret, og de tilsvarende søgsmål, der støttes på en tilsidesættelse af EU-retten, og ikke ækvivalens mellem de nationale processuelle regler, der finder anvendelse på sager af forskellig art, såsom på den ene side civilretlige sager og på den anden side forvaltningsretlige sager, ligesom det er tilfældet i hovedsagen. Desuden er ækvivalensprincippet irrelevant i en situation, der ligesom i hovedsagen vedrører to typer søgsmål, der hver især støttes på en tilsidesættelse af EU-retten (dom ÖBB Personenverkehr, C-417/13, EU:C:2015:38, præmis 74).

35

Det følger heraf, at ækvivalensprincippet ikke er til hinder for, at en national domstol ikke har mulighed for at genoptage en endelig retsafgørelse, der er afsagt i forbindelse med et civilretligt søgsmål, når denne afgørelse viser sig at være uforenelig med en fortolkning af EU-retten, som Domstolen har foretaget efter den dato, hvor afgørelsen er blevet endelig, selv når en sådan mulighed foreligger for så vidt angår de med EU-retten uforenelige endelige retsafgørelser, der afsiges i forbindelse med forvaltningsretlige søgsmål.

36

Hvad angår effektivitetsprincippet skal det bemærkes, at hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse i praksis gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som tillægges borgerne i henhold til Unionens retsorden, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling de pågældende bestemmelser indtager i den samlede procedure, herunder forløbet af denne procedure og disse reglers særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser (jf. i denne retning dom Asturcom Telecomunicaciones, C-40/08, EU:C:2009:615, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

37

Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den pågældende nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling (jf. bl.a. domme Fallimento Olimpiclub, C-2/08, EU:C:2009:506, præmis 27, og Agrokonsulting-04, C-93/12, EU:C:2013:432, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

38

Som det imidlertid fremgår af denne doms præmis 28, har Domstolen gentagne gange fremhævet betydningen af princippet om retskraft (jf. ligeledes i denne retning dom Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 38). Det er således blevet fastslået, at EU-retten ikke kræver, at en retsinstans for at tage hensyn til fortolkningen af en relevant bestemmelse i EU-retten, som er vedtaget af Domstolen efter en af nævnte retsinstans truffet retskraftig afgørelse, i princippet skal genoptage denne afgørelse (dom Impresa Pizzarotti, C-213/13, EU:C:2014:2067, præmis 60).

39

I det foreliggende tilfælde er der ingen særlige forhold i hovedsagen, som fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, der begrunder en anden tilgang end den af Domstolen anlagte i den retspraksis, der er anført i denne doms præmis 28 og 29, og hvorefter EU-retten ikke pålægger den nationale domstol at se bort fra anvendelsen af de nationale processuelle regler, der giver en retsafgørelse retskraft, selv når dette ville gøre det muligt at afhjælpe en national situation, som er uforenelig med denne ret.

40

For så vidt som den endelige retsafgørelse, hvorved Dragoș Constantin Târșia er blevet pålagt at betale en afgift, der efterfølgende i det væsentlige er blevet erklæret uforenelig med EU-retten, er blevet truffet af en national domstol, som træffer afgørelse i sidste instans, skal det under alle omstændigheder bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at som følge af bl.a. den omstændighed, at en tilsidesættelse af de ved EU-retten tillagte rettigheder ved en sådan afgørelse normalt ikke længere kan berigtiges, bør borgerne ikke fratages muligheden for at drage staten til ansvar for ved hjælp af dette middel at opnå beskyttelse af deres rettigheder ad rettens vej (jf. i denne retning domme Köbler, C-224/01, EU:C:2003:513, præmis 34, og Traghetti del Mediterrane, C-173/03, EU:C:2006:391, præmis 31).

41

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at EU-retten, herunder ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en national domstol under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke har mulighed for at genoptage en endelig retsafgørelse, der er afsagt i forbindelse med et civilretligt søgsmål, når denne afgørelse viser sig at være uforenelig med en fortolkning af EU-retten, som Domstolen har foretaget efter den dato, hvor afgørelsen er blevet endelig, selv når en sådan mulighed foreligger for så vidt angår de med EU-retten uforenelige endelige retsafgørelser, der afsiges i forbindelse med forvaltningsretlige søgsmål.

42

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

EU-retten, herunder ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en national domstol under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede ikke har mulighed for at genoptage en endelig retsafgørelse, der er afsagt i forbindelse med et civilretligt søgsmål, når denne afgørelse viser sig at være uforenelig med en fortolkning af EU-retten, som Den Europæiske Unions Domstol har foretaget efter den dato, hvor afgørelsen er blevet endelig, selv når en sådan mulighed foreligger for så vidt angår de med EU-retten uforenelige endelige retsafgørelser, der afsiges i forbindelse med forvaltningsretlige søgsmål.