1. 

Den Tjekkiske Republik har anfægtet det af Kommissionen foreholdte traktatbrud og har gjort gældende, at artikel 34 TEUF og 36 TEUF ikke er til hinder for den tjekkiske nationale ædelmetalkontrols administrative praksis, eftersom WaarborgHollands stempler både påføres i Nederlandene og på kontorer i tredjelande (Kina og Thailand).

2. 

Domstolen har indtil videre fastlagt en veletableret praksis om gensidig anerkendelse af medlemsstaternes nationale stempler. Denne sag er ny, eftersom det skal afgøres, om denne retspraksis også anvendes på genstande af ædle metaller med oprindelse i tredjelande, som indføres og overgår til fri omsætning i Den Europæiske Union under anvendelse af den nederlandske ædelmetalkontrol WaarborgHollands stempler, som er påført i disse tredjelande.

3. 

Det er korrekt, at overgangen til fri omsætning medfører, at varer med oprindelse uden for Unionen ligestilles med varer med oprindelse i Unionen. Denne ligestilling kan imidlertid ikke være tilstrækkelig til, at der opnås gensidig anerkendelse: Forudgående markedsføring af en vare i en medlemsstat i overensstemmelse med denne stats nationale regler er en betingelse for, at en anden medlemsstat (bestemmelsesmedlemsstaten) anerkender ligeværdigheden og ikke bestemmer, at dens egne regler skal anvendes. I hovedsagen kræves der en yderligere præcisering af, i hvor stort et omfang og under hvilke omstændigheder denne betingelse kan gøre sig gældende.

4.

Den 30. september 2011 fremsendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Den Tjekkiske Republik, hvori den udbad sig en forklaring på medlemsstatens afslag på at anerkende de nederlandske stempler, navnlig stempler fra ædelmetalkontrollen WaarborgHolland.

5.

I svarskrivelsen af 30. november 2011 erkendte Den Tjekkiske Republik, at den ikke anerkendte disse nederlandske stempler, hvilket efter dens opfattelse medførte et problem vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser og ikke vedrørende de frie varebevægelser. Den tjekkiske regering begrundede afslaget med, at det er umuligt at skelne mellem varer, der forsynes med WaarborgHollands stempel i Nederlandene, og varer, der stemples i tredjelande og efterfølgende indføres i Unionen.

6.

Eftersom Kommissionen ikke var overbevist af de tjekkiske myndigheders forklaring, fremsatte den over for Den Tjekkiske Republik en begrundet udtalelse af 30. maj 2013, hvori den gjorde gældende, at bestemmelserne i TEUF om de frie varebevægelser finder anvendelse på varer, der er overgået til fri omsætning på Unionens toldområde, og dermed på varer hidrørende fra tredjelande, der i overensstemmelse med artikel 29 TEUF er indført i en medlemsstat. Kommissionen opfordrede Den Tjekkiske Republik til at tilpasse sin adfærd til artikel 34 TEUF inden for en frist på to måneder.

7.

I sit svarskrivelse af 23. juli 2013 fastholdt Den Tjekkiske Republik sin position og henviste til, at afslaget på at markedsføre genstande af ædle metaller, der var forsynet med WaarborgHollands stempler, var begrundet af behovet for at beskytte de tjekkiske forbrugere.

8.

Som følge af Den Tjekkiske Republiks holdning anlagde Kommissionen den 20. november 2014 nærværende traktatbrudssøgsmål, hvori den gjorde sine argumenter fra den forudgående administrative procedure gældende. I sit svarskrift fastholdt Den Tjekkiske Republik den position, den havde gjort gældende over for Kommissionen.

9.

Ved skrivelse af 26. februar 2015 anmodede Frankrig Domstolens præsident om at intervenere i sagen til støtte for Den Tjekkiske Republiks anbringender. Den 9. april 2015 meddelte Domstolens Justitskontor, at Frankrigs anmodning var blevet imødekommet i henhold til procesreglementets artikel 130, og den 26. maj 2015 indgav Frankrig sit skriftlige indlæg.

10.

Såvel Kommissionen som Den Tjekkiske Republik har fastholdt deres modstridende positioner i replikken og duplikken samt under retsmødet ved Domstolen den 17. februar 2016.

11.

Ifølge Den Tjekkiske Republik skal sagen delvist afvises, idet Kommissionen har foreholdt den et traktatbrud på en upræcis og tvetydig måde ved at henvise til afslaget på at anerkende »bestemte nederlandske stempler« og »især WaarborgHollands stempler«, mens Kommissionen under den administrative procedure og i stævningen udelukkende havde henvist til WaarborgHollands stempler uden angivelse af andre stempler. Sagen bør dermed begrænses til denne sidste adfærd fra de tjekkiske myndigheder.

12.

Kommissionen er uenig i påstanden om delvis afvisning og har gjort gældende, at den ikke har udvidet sagens genstand, eftersom den under den administrative procedure (navnlig i den begrundede udtalelse) havde foreholdt Den Tjekkiske Republik at have tilsidesat artikel 34 TEUF, idet den ikke havde anerkendt »bestemte nederlandske stempler«.

13.

Ifølge Domstolens faste praksis skal stævningen i et traktatbrudssøgsmål angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og at Domstolen kan udøve sin kontrol. Følgelig skal de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støttes på, kunne udledes af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde, og påstandene heri skal være utvetydigt formuleret for at undgå, at Domstolen træffer afgørelse ultra petita eller undlader at tage stilling til et klagepunkt.

14.

Domstolen har ligeledes fastslået, at Kommissionen i forbindelse med et traktatbrudssøgsmål skal præsentere en sammenhængende og præcis redegørelse for klagepunkterne, således at medlemsstaten og Domstolen har mulighed for at danne sig en klar opfattelse af omfanget af den påståede tilsidesættelse af EU-retten. Dette krav giver medlemsstaten mulighed for at fremsætte anbringender til støtte for sit forsvar rettidigt og Domstolen lejlighed til at efterprøve, om det påståede traktatbrud foreligger ( 2 ).

15.

I betragtning af disse krav er det min opfattelse, at Den Tjekkiske Republiks argument er velbegrundet, og at det af Kommissionen anlagte søgsmål delvist skal afvises. Afgrænsningen af genstanden for traktatbruddet er upræcis, idet den omhandler det tjekkiske afslag på at anerkende »bestemte nederlandske stempler«, mens Kommissionen kun præciserer og vedlægger oplysninger vedrørende de genstande, der er stemplet af ædelmetalkontrollen WaarborgHolland, der har hjemsted i Gouda, som den eneste ædelmetalkontrol, der har udflyttet sin virksomhed til tredjelande (Kina og Thailand i nærværende sag).

16.

Kommissionen har ikke fremlagt nogen beviser for, at de tjekkiske myndigheder afviser at anerkende det stempel, der påføres af den anden nederlandske ædelmetalkontrol (Edelmetaal Waarborg Nederland B.V., der har hjemsted i Joure). Desuden har Den Tjekkiske Republik anført, at den kun kræver, at genstande af ædle metaller, som er påført WaarborgHollands stempel, forsynes med den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel, hvilket Kommissionen ikke har anfægtet.

17.

Selv om der er en vis sammenhæng mellem Kommissionens adfærd under den administrative procedure og proceduren for Domstolen, er jeg af den opfattelse, at der mangler præcision i Kommissionens anklager mod Den Tjekkiske Republik for så vidt angår afslaget på at anerkende andre nederlandske stempler end WaarborgHollands. Derfor må Kommissionens sag delvist afvises, for så vidt som den vedrører disse stempler, og antages til realitetsbehandling for så vidt angår de tjekkiske myndigheders afvisning af genstande af ædle metaller, som er forsynet med WaarborgHollands stempler.

18.

Inden jeg foretager en bedømmelse af det traktatbrud, som Kommissionen har foreholdt Den Tjekkiske Republik, vil jeg redegøre for nogle af elementerne i de EU-retlige og de internationale retsforskrifter for så vidt angår handelen med genstande af ædle metaller.

19.

Markedsføringen af disse genstande er et af de områder, hvor det ikke har været muligt at fjerne de tekniske hindringer (som følge af forskellige regler i EU-medlemsstaterne) ved hjælp af en harmonisering af lovgivningerne. Efter flere på hinanden følgende mislykkede forslag fra Kommissionen ( 3 ) er den juridiske metode med gensidig anerkendelse blevet anvendt i Domstolens praksis og fremmet af Kommissionen som et alternativ til den manglende harmonisering ( 4 ).

20.

Årsagen til, at der endnu ikke findes et ægte indre marked med fri bevægelighed for genstande af ædle metaller, skal findes i, at adskillige medlemsstater har nationale ædelmetalkontroller, som anvender forskellige mærker og stempler til at garantere genstandenes oprindelse og renhedsgrad ( 5 ). Målet med disse stempler er at beskytte forbrugerne, forebygge svig og sikre, at handelstransaktionerne følger normerne.

21.

De nationale love, der vedrører genstande af ædle metaller, er meget forskelligartede. Femten lande (heriblandt Den Tjekkiske Republik og Nederlandene) har indført en obligatorisk mærkningsordning, der forvaltes af landenes autoriserede ædelmetalkontroller, og som angiver, at genstanden har gennemført prøvninger med tilfredsstillende resultater. Syv medlemsstater har en frivillig mærkningsordning, mens fem medlemsstater ikke har en ordning.

22.

Størstedelen af de tekniske hindringer for handelen med disse genstande hidrører fra proceduren for kontrol af varen, som foretages af en autoriseret ædelmetalkontrol (»assay office«), inden den indføres på det nationale marked, samt kravet om en obligatorisk mærkning ( 6 ), det såkaldte stempel, som angiver producenten, metallets karakter og holdighed. De mest anvendte stempler er:

23.

På grund af de tekniske hindringer som følge af forskellighederne i de nationale lovgivninger om stempling af genstande af ædle metaller har Domstolen på dette område anvendt praksis vedrørende artikel 34 TEUF – 36 TEUF. Dette har den navnlig gjort med henvisning til forpligtelsen om gensidig anerkendelse af ligeværdige stempler.

24.

Domstolens begrundelse har været klar i dommen i sagen Robertson m.fl., Houtwipper og dommen i sagen Kommissionen mod Irland og Juvelta ( 9 ) i forbindelse med sager om handel med disse varer inden for EU. De nationale lovgivninger udgør foranstaltninger med en tilsvarende virkning på importen (og er dermed i strid med artikel 34 TEUF), hvis de pålægger varer, der er indført fra andre medlemsstater, hvor de er blevet stemplet og markedsført lovligt, en forpligtelse til at opnå et nyt stempel i bestemmelsesmedlemsstaten, eftersom denne betingelse gør importen inden for Unionen af disse genstande til en mere vanskelig og omkostningstung øvelse.

25.

I mangel af en harmoniseret EU-lovgivning har Domstolen imidlertid accepteret kravet om, at varen skal bære den nationale ædelmetalkontrols stempel, og den manglende anerkendelse af oprindelsesstatens stempel kan til dels være begrundet i de ufravigelige hensyn til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik, som blev fastlagt i dommen i sagen Cassis de Dijon ( 10 ). Den nationale ædelmetalkontrols stempel sikrer, at forbrugeren ikke bliver vildledt, eftersom det ikke ud fra udseendet, ved berøring eller ved vejning er muligt at afgøre, nøjagtig hvilken renhedsgrad en genstand af ædelmetal har ( 11 ). »Ikke alt, der glimter, er guld«, som det gamle ordsprog lyder.

26.

Kravet om stempling med ædelmetalkontrollens stempel er imidlertid ikke begrundet, hvis den genstand, der indføres i en anden medlemsstat, er forsynet med et stempel, uanset dets form, der er lige så oplysende som stemplerne ifølge importmedlemsstatens lovgivning, og at de er forståelige for denne stats forbrugere ( 12 ). Der er dermed tale om en specifik anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af ligeværdige nationale handelsmæssige bestemmelser, som Domstolen jævnligt har henvist til, som et alternativ til den manglende harmonisering af lovgivningerne med henblik på at fjerne de tekniske hindringer for handelen inden for EU.

27.

For så vidt angår Unionens handel (med genstande af ædle metaller) med tredjelande er der få regler, der finder anvendelse, og der er endda flere tekniske hindringer end på markedet inden for EU på grund af de meget forskelligartede nationale retlige ordninger. Denne handel er logisk set underlagt de almindelige regler fra Verdenshandelsorganisationen (WTO), navnlig Den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) og WTO’s aftale om tekniske handelshindringer ( 13 ). Inden for rammerne af den fælles handelspolitik har Unionen hverken indgået aftaler eller i sine aftaler med tredjemand indarbejdet bestemmelser om handelen med genstande af ædle metaller.

28.

Der er blevet gjort et forsøg på at fjerne de tekniske hindringer i den internationale handel med disse genstande i form af konventionen om kontrol og stempling af varer af ædle metaller, som blev undertegnet i Wien den 15. november 1972 og trådte i kraft i 1975. 16 af Unionens medlemsstater samt Schweiz, Norge og Israel har tiltrådt konventionen (herefter »Wienerkonventionen«) ( 14 ). Konventionen har været gældende for Den Tjekkiske Republik siden 1994 og for Nederlandene siden 1999.

29.

Wienerkonventionen foretager en minimumsharmonisering af reglerne for stempler for at fremme den gensidige anerkendelse heraf mellem konventionens deltagende stater. De nationale ædelmetalkontroller, der er udpeget i henhold til konventionens bestemmelser, kan anvende det fælles kontrolstempel på varer af guld, sølv og platin efter at have kontrolleret deres holdighed i overensstemmelse med aftalte kontrolmetoder. De enkelte kontraherende stater giver tilladelse til import af varer, der er stemplet med det fælles kontrolstempel ( 15 ), uden yderligere kontrol og stempling. Stempling af varer af ædle metaller med det fælles kontrolstempel er frivilligt, og en eksportør kan vælge mellem at bede den nationale ædelmetalkontrol om det fælles kontrolstempel eller sende varerne uden stemplet til importstaten, som stempler varen, hvis den opfylder dens og konventionens krav. Varer, der er forsynet med det fælles kontrolstempel og de tre andre konventionsstempler, accepteres uden yderligere kontrol eller stempling af de kontraherende stater.

30.

Visse europæiske staters modvilje mod at tiltræde Wienerkonventionen (navnlig de stater, der har autoriserede ædelmetalkontroller med en bred anvendelse, tradition og erfaring) har givet anledning til bilaterale aftaler om gensidig anerkendelse af stempler med tredjelande, der er meget aktive i den internationale handel med disse genstande ( 16 ).

31.

Kommissionen er af den opfattelse, at Den Tjekkiske Republiks praksis, i henhold til hvilken varer af ædle metaller, der bærer WaarborgHollands stempel, skal forsynes med den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning på importen, hvilket er forbudt i henhold til artikel 34 TEUF – 36 TEUF.

32.

Ifølge Kommissionen kan Domstolens praksis vedrørende anerkendelsen af stempler fuldt ud finde anvendelse på Den Tjekkiske Republiks adfærd, da de frie varebevægelser gør sig gældende for både varer med oprindelse i en medlemsstat og i tredjelande, som er overgået til fri omsætning, i overensstemmelse med artikel 29 TEUF. Den Tjekkiske Republik kan ikke anerkende ædelmetalkontrollens stempel fra visse medlemsstater i Unionen og forskelsbehandle varer forsynet med WaarborgHollands stempel på grund af, at denne ædelmetalkontrol fysisk påfører sit stempel i tredjelande efter en udflytning af nogle af sine aktiviteter fra Nederlandene og Unionen.

33.

Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, at dens adfærd er forenelig med artikel 34 TEUF, eftersom den gensidige anerkendelse af ædelmetalkontrollers stempler kun gør sig gældende for varer fra Unionen og varer fra tredjelande, som er overgået til fri omsætning i Unionen, såfremt de er blevet markedsført i en medlemsstat i overensstemmelse med denne stats nationale lovgivning. De varer, som er forsynet med WaarborgHollands stempler i tredjelande, og som er overgået til fri omsætning i Unionen og ikke markedsført lovligt i en EU-medlemsstat, kan dermed ikke drage fordel af den gensidige anerkendelse, selv om WaarborgHollands stempling uden for Unionen finder sted i overensstemmelse med nederlandsk lovgivning.

34.

Efter min opfattelse er det for det første klart, at Den Tjekkiske Republik kan tilregnes den tjekkiske ædelmetalkontrols praksis, og at denne derfor kan betegnes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion i henhold til Domstolens praksis ( 17 ).

35.

For det andet er jeg ikke enig i Den Tjekkiske Republiks argumenter (som den har gjort gældende under den administrative procedure) om, at dens adfærd skal undersøges i lyset af reglerne og retspraksis vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser. Som Kommissionen har anført, har de af Den Tjekkiske Republik pålagte restriktioner en direkte indvirkning på handelen med genstande af ædle metaller og ikke på leveringen af tjenesteydelser vedrørende stempling. Stemplet påføres varen, som det er en del af, og dermed påvirker den tjekkiske praksis de frie varebevægelser, og ikke den frie bevægelighed for tjenesteydelser. Det er en administrativ praksis i en medlemsstat, der anvendes uden forskel, og som påvirker markedsføringen af en type vare.

36.

For det tredje mener jeg, at den tjekkiske administrative praksis uden vanskeligheder kan omfattes af definitionen af en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion i henhold til Domstolens praksis i forbindelse med dens fortolkning af artikel 34 TEUF. Enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte kan hindre samhandelen i Unionen, må betragtes således ( 18 ).

37.

Domstolen har konstateret, at ved foranstaltninger med tilsvarende virkning, der er forbudt i henhold til artikel 34 TEUF, forstås sådanne hindringer for de frie varebevægelser, der i mangel af en harmonisering af lovgivningerne følger af, at der på varer med oprindelse i andre medlemsstater, hvor de er lovligt fremstillet og bragt i omsætning, anvendes regler om, hvilke betingelser sådanne varer skal opfylde, og det uanset om sådanne regler anvendes uden forskel på alle varer, når en sådan anvendelse ikke kan begrundes ud fra et alment hensyn, der går forud for hensynene til de frie varebevægelser ( 19 ).

38.

Kravet om, at varer forsynet med WaarborgHollands stempel skal stemples med den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel, gør markedsføringen heraf på det tjekkiske område vanskeligere, idet varerne pålægges at bære to stempler. Desuden indebærer dette, at der skal betales vederlag til bestemmelsesmedlemsstatens autoriserede ædelmetalkontrol, samt at der opstår forsinkelser i forhandlingen af varerne, som påvirker disses respektive omkostninger ( 20 ).

39.

I princippet, og med den nuancering, som jeg vil gøre rede for efterfølgende, påvirker forbuddet i artikel 34 TEUF såvel varer i handelen inden for EU som varer med oprindelse i tredjelande, som er i fri omsætning i Unionen. Domstolen har præciseret, at for så vidt angår de frie varebevægelser inden for Unionen er de varer, som frit kan omsættes, endeligt og fuldstændigt ligestillet med varer med oprindelse i medlemsstaterne ( 21 ).

40.

Den tjekkiske foranstaltning tilsidesætter dermed artikel 34 TEUF, hvis den anvendes på genstande af ædle metaller, som fremstilles og markedsføres i Nederlandene med WaarborgHollands stempel. Den tilsidesætter ligeledes ovennævnte artikel, idet den anvendes på denne type genstande, når de fremstilles i tredjelande, enkeltvis påføres WaarborgHollands stempel og importeres og overgår til fri omsætning i en EU-medlemsstat, inden de indføres i Den Tjekkiske Republik.

41.

Den Tjekkiske Republik har med støtte fra Frankrig forsøgt at begrunde sin administrative praksis ved at påberåbe sig et ufravigeligt hensyn til forbrugerbeskyttelse. Den er desuden af den opfattelse, at den overholder proportionalitetsprincippet, da det ikke er muligt at skelne mellem varer, som WaarborgHolland har stemplet på nederlandsk område, og varer, som denne ædelmetalkontrol har forsynet med sit stempel i tredjelande. Ifølge Den Tjekkiske Republiks svarskrift har bestræbelserne, i form af samtaler med WaarborgHolland, på at fastlægge sikre retningslinjer med henblik på at skelne mellem disse varer, ikke båret frugt.

42.

Som jeg allerede har nævnt, har Domstolen i mangel af en harmoniseret EU-lovgivning accepteret kravet om, at varen skal bære den nationale ædelmetalkontrols stempel, og at den manglende anerkendelse af oprindelsesstatens stempel kan være begrundet i ufravigelige hensyn til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik. Den Tjekkiske Republik kunne ifølge dette kriterium påberåbe sig hensynet til forbrugerbeskyttelse for at begrunde sin praksis med at kræve et tjekkisk stempel og afvise WaarborgHollands stempler.

43.

Denne tjekkiske administrative praksis kan kun begrundes i hensynet til forbrugerbeskyttelse, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt, nemlig at a) WaarborgHollands stempler ikke giver en tilsvarende beskyttelse som den tjekkiske ædelmetalkontrols stempler, og b) denne praksis overholder proportionalitetsprincippet.

44.

Ifølge Kommissionen indebærer den tjekkiske og den nederlandske ædelmetalkontrols stempler en lignende beskyttelse, og dermed bør Den Tjekkiske Republik foranledige en gensidig anerkendelse i henhold til Domstolens praksis ( 22 ). De tjekkiske myndigheder stiller i realiteten ikke spørgsmål ved denne konstatering fra Kommissionen og accepterer ligeværdigheden mellem deres ædelmetalkontrols stempel og det nederlandske stempel, dog udelukkende for genstande, der er blevet stemplet af WaarborgHolland på nederlandsk område, og ikke for genstande, der er blevet stemplet af WaarborgHolland i tredjelande, og som senere er overgået til fri omsætning i Unionen og indført i Den Tjekkiske Republik.

45.

Kommissionen har gjort gældende, at den gensidige anerkendelse af den tjekkiske og den nederlandske ædelmetalkontrols stempler ikke kan udelukkes, fordi WaarborgHolland har udflyttet en del af sin virksomhed til tredjelande, eftersom de nederlandske myndigheder fortsat fører tilsyn med virksomheden i henhold til nederlandsk lovgivning. Med henblik herpå kan genstande, der er blevet stemplet af WaarborgHolland på nederlandsk område, og genstande, der er stemplet af denne ædelmetalkontrol i tredjelande, ligestilles, når de er overgået til fri omsætning i en af EU-medlemsstaterne.

46.

Omvendt er Den Tjekkiske Republik med støtte fra Frankrig af den opfattelse, at den gensidige anerkendelse kun er mulig for varer af ædle metaller, når ædelmetalkontrollens stempler er blevet påført på en EU-medlemsstats område, og ikke når der er tale om genstande af ædle metaller, der er stemplet i tredjelande, selv om stemplingen foretages af en medlemsstats ædelmetalkontrol og angiveligt i henhold til medlemsstatens lovgivning. Disse genstande er varer fra tredjelande, som ikke er omfattet af princippet om gensidig anerkendelse, selv om de er overgået til fri omsætning i en medlemsstat, medmindre de markedsføres i denne medlemsstat i overensstemmelse med dens nationale lovgivning.

47.

Løsningen på denne strid kræver efter min opfattelse, at princippet om gensidig anerkendelse af ædelmetalkontrollernes stempler anvendes på en måde, der er tilpasset til de forskellige faktiske omstændigheder. For det første er jeg af den opfattelse, at princippet fuldt ud kan finde anvendelse i forbindelse med varer, der fremstilles og markedsføres lovligt i Nederlandene og derefter eksporteres til Den Tjekkiske Republik. Domstolens praksis vedrørende gensidig anerkendelse af tilsvarende ædelmetalkontrollers stempler gør sig tydeligvis gældende for disse omstændigheder.

48.

For det andet finder princippet anvendelse på varer, der er fremstillet af ædle metaller i tredjelande og stemplet af WaarborgHolland med den nederlandske ædelmetalkontrols stempel på dennes kontorer i Kina eller Thailand, og som efterfølgende er blevet importeret og er overgået til fri omsætning i Unionen, markedsført lovligt i Nederlandene og derefter eksporteret til Den Tjekkiske Republik. I dette tilfælde er der atter krav om gensidig anerkendelse af den tjekkiske og den nederlandske ædelmetalkontrols stempler, eftersom de nederlandske myndigheder har undersøgt foreneligheden af genstande importeret fra tredjelande med WaarborgHollands stempler med den nationale lovgivning.

49.

For det tredje er der varer, der er fremstillet af ædle metaller i tredjelande, som er stemplet af WaarborgHolland med den nederlandske ædelmetalkontrols stempel på dennes kontorer i Kina eller Thailand, og som senere er importeret og er overgået til fri omsætning i Unionen og markedsført lovligt i en anden medlemsstat end Nederlandene, hvis nationale lovgivning foreskriver, at der skal anvendes en ædelmetalkontrols stempel, som svarer til det tjekkiske. I dette tilfælde foreslår jeg, at den gensidige anerkendelse fungerer på samme måde som i det foregående, eftersom oprindelsesmedlemsstaten kontrollerer foreneligheden af WaarborgHollands stempler, som er påført i et tredjeland, med denne stats nationale lovgivning. Den Tjekkiske Republik bør have tillid til denne kontrol og anvende den gensidige anerkendelse af ædelmetalkontrollens stempler på genstande, der eksporteres til dens område på disse vilkår.

50.

Der er imidlertid tre situationer, hvor anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse (mellem den nederlandske og den tjekkiske ædelmetalkontrols stempler) ikke finder anvendelse: a) varer, der importeres direkte til Den Tjekkiske Republik, b) genstande, der stemples af WaarborgHolland på dennes kontorer i Kina eller Thailand, importeres og overgår til fri omsætning i en EU-medlemsstat uden at blive markedsført heri og derefter eksporteres til Den Tjekkiske Republik, og c) genstande, der stemples af WaarborgHolland på dennes kontorer uden for Unionen, importeres og overgår til fri omsætning og markedsføres i en medlemsstat, hvor der ikke er nationale regler, der stiller krav om anvendelse af en ædelmetalkontrols stempel, og derefter eksporteres til Den Tjekkiske Republik.

51.

For så vidt angår disse tre kategorier opstår et problem, som endnu ikke endeligt er løst, vedrørende anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, som er fastlagt i Domstolens praksis vedrørende handelen inden for EU, i forbindelse med varer indført fra tredjelande.

52.

Kommissionen har gjort gældende, at overgangen til fri omsætning ligestiller indførte genstande, som WaarborgHolland har forsynet med det nederlandske stempel i tredjelande, med genstande, som denne ædelmetalkontrol har stemplet på nederlandsk område. Den Tjekkiske Republik har modsat gjort gældende, at den gensidige anerkendelse af ædelmetalkontrollernes stempler kræver, at disse genstande overgår til fri omsætning og derudover markedsføres i en medlemsstat i henhold til dennes nationale lovgivning.

53.

Artikel 28, stk. 2, TEUF bestemmer, at bestemmelserne om frie varebevægelser »finder anvendelse på varer med oprindelse i medlemsstaterne og på de varer hidrørende fra tredjeland, som frit kan omsættes i medlemsstaterne«. Artikel 29 TEUF bestemmer, at »[v]ed varer, som frit kan omsættes i en medlemsstat, forstås sådanne fra tredjeland hidrørende varer, for hvilke de af vedkommende medlemsstat foreskrevne formaliteter i forbindelse med indførelsen er blevet opfyldt, og for hvilke denne medlemsstat har opkrævet gældende told og afgifter med tilsvarende virkning, og for hvilke disse told- og afgiftsbeløb ikke er blevet helt eller delvis godtgjort«. Såvel artikel 79 i EF-toldkodeksen som artikel 129 i den moderniserede toldkodeks ( 23 ), som finder anvendelse fra den 16. april 2016, bestemmer, at ikke-fællesskabsvarer får toldmæssig status som fællesskabsvarer ved overgang til fri omsætning.

54.

Disse bestemmelser ligestiller varer fra Unionen med varer med oprindelse i tredjelande, som er overgået til fri omsætning efter at have afsluttet toldbehandlingen og de handelspolitiske formaliteter, hvilket er blevet bekræftet af Domstolens praksis i dommen i sagen Donckerwolke m.fl. ( 24 ). Ligestillingen sikrer imidlertid ikke uden videre, at varer, der er indført fra tredjelande og overgået til fri omsætning i en medlemsstat, kan bevæge sig fuldstændigt frit i de øvrige medlemsstater ( 25 ). De indførte varer skal overholde lovgivningen i den medlemsstat, hvor den indledningsvist markedsføres, for senere at kunne drage fordel af den frie bevægelighed og dermed anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse ( 26 ).

55.

Domstolen har fastholdt dette kriterium i dommen i sagen Expo Casa Manta ( 27 ), hvor den udtalte, at »[m]arkedsføring er en fase efter indførsel. Ligesom en i Fællesskabet lovligt fremstillet vare ikke kan markedsføres som følge af denne ene omstændighed, indebærer den lovlige indførsel af en vare ikke, at varen automatisk kan få adgang til markedet«, og »[f]or så vidt som der ikke findes fællesskabsbestemmelser om harmonisering af betingelserne for at sælge de pågældende varer, kan den medlemsstat, hvor de indføres til fri omsætning, forbyde deres markedsføring, såfremt de ikke opfylder de betingelser, som er fastsat i national ret med henblik herpå«.

56.

Disse afgørelser fra Domstolen afspejles i artikel 27-29 i forordning (EF) nr. 765/2008 ( 28 ), som fastlægger den kontrol, som de nationale markedsovervågningsmyndigheder og toldmyndigheder kan føre med varer indført fra tredjelande, inden de overgår til fri omsætning, for at sikre, at de europæiske harmoniserede standarder overholdes. Kontrollen er begrænset til at afsløre alvorlige risici for sundheden og sikkerheden, hvilket ikke omfatter forfalskning af genstande af ædle metaller.

57.

Desuden bevirker logikken bag princippet om gensidig anerkendelse, at jeg er fortaler for en fortolkning, hvor anvendelsen af princippet begrænses til: a) handel inden for EU med varer med oprindelse i Unionen, som er lovligt fremstillet og markedsført i en medlemsstat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning, og b) handel med varer fra tredjelande i fri omsætning, som er lovligt markedsført i en medlemsstat og eksporteres til en anden medlemsstat ( 29 ).

58.

Ovenstående indebærer, at importører ikke kan drage fordel af den gensidige anerkendelse i forbindelse med markedsføringen i Unionen af varer med oprindelse i tredjelande, som ikke overholder lovgivningen i nogen medlemsstater ( 30 ). Anvendelsen af ordningen med gensidig anerkendelse i Unionens internationale handel med tredjelande kræver, at der indgås en særlig international aftale ( 31 ), eller at der i en bredere handelsaftale indføjes bestemmelser desangående, som er i overensstemmelse med WTO’s regler.

59.

I overensstemmelse hermed skal det afgøres, om Den Tjekkiske Republik kan afvise at anvende den gensidige anerkendelse af hensyn til beskyttelsen af sine forbrugere og bestemme, at genstande, som WaarborgHolland har stemplet på sine kontorer uden for Unionen, skal påføres den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel. Efter min opfattelse, og i henhold til ovennævnte ræsonnement, har Den Tjekkiske Republik mulighed for at gøre dette i de tre førnævnte tilfælde ( 32 ), på hvilke det ikke er muligt at anvende Domstolens praksis vedrørende medlemsstaternes gensidige anerkendelse af ædelmetalkontrollernes stempler.

60.

Hvis genstanden af ædle metaller ikke overholder den nationale lovgivning i nogen medlemsstat vedrørende markedsføringen af denne type vare (som ikke er harmoniseret), eller hvis den importeres direkte fra et tredjeland, kan den ikke drage fordel af den gensidige anerkendelse af ædelmetalkontrollernes stempler. Jeg gentager, at dette udelukkende gør sig gældende for genstande, som overholder reglerne i en medlemsstat, hvis lovgivning kræver, at der anvendes stempler eller lignende ordninger, eftersom dette er baseret på den gensidige tillid mellem medlemsstaterne for så vidt angår effektiviteten af deres respektive foranstaltninger til at undgå forbrugervildledning i forbindelse med guldvarer.

61.

Denne tillid gør sig ikke gældende, når handelen med genstande af ædle metaller finder sted mellem Unionen og tredjelande, hvor anvendelsen af ædelmetalkontrollers stempler ikke er udbredt, med undtagelse af de lande, der har tiltrådt Wienerkonventionen. Unionen er ikke part i aftalen, som 16 af EU’s medlemsstater, herunder Nederlandene og Den Tjekkiske Republik, har tiltrådt. Wienerkonventionen, som befinder sig uden for EU-retten, kan ikke danne grundlag for anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, som netop udspringer af Unionens retsorden.

62.

Kommissionen har gjort gældende, at Domstolens praksis vedrørende gensidig anerkendelse af ædelmetalkontrollers stempler også skal gøre sig gældende for disse tre tilfælde. Ifølge Kommissionen overholder genstande, der importeres fra tredjelande og markedsføres i fri omsætning i EU’s medlemsstater, nederlandsk lovgivning, eftersom WaarborgHolland ved at forsyne genstandene med sit stempel på sine kontorer i tredjelande henholder sig til denne lovgivning og gør sine ædelmetalkontroller til genstand for det samme tilsyn fra de nederlandske myndigheder, som den virksomhed, der udøves i Nederlandene, er underlagt. Udflytningen af tjenesteydelser vedrørende stempling til tredjelande, hvilket er tilladt i henhold til nederlandsk lovgivning ( 33 ), burde ikke være til hinder for anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse.

63.

Kommissionen har i samme forbindelse gjort gældende, at WaarborgHolland er i besiddelse af en attest udstedt af det nederlandske akkrediteringsorgan ( 34 ), som giver selskabet mulighed for at udøve stempelvirksomhed uden for nederlandsk område. Under retsmødet argumenterede Kommissionen for, at de tjekkiske myndigheder i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 765/2008 ( 35 ) er forpligtede til at anerkende ligeværdigheden af attesteringer udstedt af overensstemmelsesvurderingsorganer (i dette tilfælde WaarborgHolland), som har den nødvendige akkreditering fra det nationale akkrediteringsorgan (Raad voor Accrediatie (akkrediteringsrådet) i denne sag).

64.

Kommissionen har desuden henvist til de nederlandske myndigheders tilsynsbeføjelser i forbindelse med anvendelsen af den nationale lovgivning på WaarborgHollands virksomhed i tredjelande, selv om den ikke har fremlagt nogen beviser for hyppigheden og omfanget af dette tilsyn.

65.

Efter min opfattelse er disse faktorer imidlertid ikke tilstrækkelige til, at Kommissionens argument kan anses for at være gyldigt. På den ene side gør den gensidige anerkendelse i henhold til forordning nr. 765/2008 af attesteringer udstedt af overensstemmelsesvurderingsorganer, som har den nødvendige akkreditering fra det nationale akkrediteringsorgan, sig kun gældende, når disse attesteringer foretages på en EU-medlemsstats område. Som en undtagelse tillader artikel 7 i forordning nr. 765/2008 i visse tilfælde akkreditering på tværs af grænserne, men henviser ikke til muligheden for attesteringer, der er foretaget uden for Unionens område, hvilket er i overensstemmelse med praksis, hvor disse attesteringer kun accepteres, når Unionen har indgået en international aftale med tredjelandet ( 36 ). Unionen har ikke indgået en international aftale om gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurderinger med hverken Kina eller Thailand, som kunne finde anvendelse på de af WaarborgHolland påførte stempler i disse lande.

66.

På den anden side kan det nederlandske nationale akkrediteringsorgan, som fører tilsyn med ædelmetalkontrollernes virksomhed, ikke råde over de samme tilsynsbeføjelser på nederlandsk område som i et tredjeland, hvilket Den Tjekkiske Republik og Frankrig har gjort gældende. Kontrollen med svig i forbindelse med genstande af ædle metaller kræver et administrativt samarbejde mellem ædelmetalkontrollerne, som afslører svig gennem kemiske analyser af varerne, og andre offentlige myndigheder (told- og skattemyndigheder, politimyndigheder, domstole), som forfølger og bekæmper det. Udøvelsen af tilsynsbeføjelserne er knyttet til en eventuel iværksættelse af forvaltningsretlige retshåndhævelses- eller strafferetlige foranstaltninger, som begge nødvendigvis må være af territorial karakter, som de nederlandske myndigheder ikke kan iværksætte i et tredjeland.

67.

I de lande, som anvender obligatorisk stempling, er dette en administrativ virksomhed, der er knyttet til udøvelsen af statslig suverænitet, hvilket ikke er foreneligt med muligheden for udflytning til tredjelande, medmindre der foreligger en international aftale ( 37 ).

68.

Stempelvirksomhedens administrative karakter sikrer desuden en større uafhængighed for ædelmetalkontrollerne i forbindelse med udøvelsen af denne virksomhed i forhold til virksomhederne i sektoren. Udflytningen til tredjelande kan bringe denne uafhængighed i fare, eftersom den forvaltningsretlige beskyttelse i tredjelandet ikke nødvendigvis er den samme som i Unionen, hvilket Frankrig gjorde gældende under retsmødet.

69.

Kort sagt kan Den Tjekkiske Republik – under overholdelse af artikel 34 TEUF og Domstolens praksis, som fortolker den i forbindelse med den gensidige anerkendelse af ædelmetalkontrollers stempler – kræve, at genstande af ædle metaller fra tredjelande, som WaarborgHolland har påført den nederlandske ædelmetalkontrols stempel uden for Unionen, skal påføres den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel i følgende tre tilfælde:

70.

Idet der er en væsentlig ligeværdighed mellem den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel og det nederlandske stempel, som WaarborgHolland har påført, tilsidesætter Den Tjekkiske Republik derimod artikel 34 TEUF og Domstolens praksis, som fortolker den, ved at kræve, at følgende kategorier af genstande af ædle metaller skal forsynes med det tjekkiske stempel:

71.

I de tilfælde, hvor Den Tjekkiske Republik efter min opfattelse tilsidesætter artikel 34 TEUF, er det desuden vigtigt at afgøre, om dens adfærd kan anses for at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, dvs. hvorvidt der er foranstaltninger, der med henblik på at beskytte forbrugerne mod svig i forbindelse med markedsføringen af disse genstande er mindre indgribende i handelen inden for EU ( 38 ).

72.

Som Frankrig har bemærket i sit skriftlige indlæg, kunne et mindre indgribende alternativ bestå i, at WaarborgHolland i forbindelse med sin virksomhed i tredjelande, anvendte et andet stempel end det, som selskabet anvender på nederlandsk område. Således ville Den Tjekkiske Republik udelukkende kunne stille krav om, at genstande, der er blevet forsynet med WaarborgHollands stempel på dennes kontorer uden for Unionen, skal bære den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel og ville anerkende ligeværdigheden af den nederlandske ædelmetalkontrols stempel påført af WaarborgHolland i Nederlandene. Den Tjekkiske Republik undersøgte angiveligt denne mulighed, men WaarborgHolland accepterede den ikke ( 39 ). Derfor – idet det var umuligt at skelne mellem genstande stemplet af WaarborgHolland i Nederlandene på den ene side og genstande stemplet på dennes kontorer uden for Unionen på den anden side – krævede Den Tjekkiske Republik, at alle genstande skal forsynes med den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel som en betingelse for, at de kan markedsføres på tjekkisk område.

73.

Efter min opfattelse overholder denne praksis ikke proportionalitetsprincippet, eftersom der er foranstaltninger, der er mindre indgribende i handelen inden for EU, som f.eks. et krav fra de tjekkiske myndigheder om dokumentation for genstandens oprindelse. Dette kunne f.eks. ske ved at kræve, at de af WaarborgHolland stemplede genstande forsynes med et navnestempel, der angiver produktionsstedet for genstanden ( 40 ). Med denne metode ville de tjekkiske myndigheder have kunnet anerkende den nederlandske ædelmetalkontrols stempel påført af WaarborgHolland på genstande fremstillet i Nederlandene og samtidig kræve, at de i tredjelande af WaarborgHolland stemplede genstande forsynes med den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel.

74.

Den beskrevne foranstaltning ville imidlertid ikke være egnet til at identificere genstande stemplet af WaarborgHolland i tredjelande, som indføres og markedsføres i Nederlandene (eller i medlemsstater med ordninger for ædelmetalkontrolstempler, der svarer til den tjekkiske) og efterfølgende eksporteres til Den Tjekkiske Republik. I disse tilfælde kan importøren dokumentere den forudgående lovlige markedsføring i en medlemsstat ved hjælp af forskellige former for dokumentation, f.eks. fakturaer eller mærkning af varerne, skatte- eller salgspapirer eller ved en skriftlig bekræftelse fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor markedsføringen har fundet sted ( 41 ). Alle disse foranstaltninger er mindre indgribende i handelen inden for EU med genstande af ædle metaller end kravet om, at genstande forsynet med WaarborgHollands stempel skal påføres den tjekkiske ædelmetalkontrols stempel.

75.

På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse: