1.

I 2007 anlagde sagsøgeren sag ved en rumænsk civil domstol vedrørende tilbagesøgning af en særlig afgift for personbiler, som han havde betalt for en bil indført fra en anden medlemsstat. Afgiften skulle betales, fordi registrering af køretøjet hos den relevante myndighed i Rumænien var betinget af, at sagsøgeren kunne fremvise kvittering for betaling af den særlige afgift for personbiler. Senere fastslog Domstolen i Tatu-dommen i april 2011, at artikel 110 TEUF afskar Rumænien fra at indføre en miljøafgift for motorkøretøjer ved deres første indregistrering i denne medlemsstat, hvis denne afgiftsforanstaltning indføres på en sådan måde, at den afskrækker fra ibrugtagning i Rumænien af brugte køretøjer købt i andre medlemsstater, uden dog at afskrække fra køb af brugte køretøjer af samme alder og med samme slitage på det indenlandske marked ( 2 ).

2.

Inden afgørelsen i Tatu-dommen blev sagsøgerens påstand vedrørende tilbagesøgning af en del af den særlige afgift svarende til miljøafgiften afvist ved en civilretlig dom, der fik retskraft i medfør af rumænsk lovgivning. Sagsøgeren har derfor anført, at han i henhold til EU-retten skal gives mulighed for at få tilbagebetalt afgiften, navnlig da den rumænske lovgivning fastsætter en undtagelse fra princippet om retskraft, såfremt en dom viser sig at være uforenelig med EU-retten, men kun for domme afsagt i forvaltningsretlige sager.

3.

I henhold til Domstolens faste retspraksis skal afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, og beløb, der er betalt til staten eller indeholdt af denne i direkte forbindelse med denne skat, tilbagebetales med renter, således at den situation, der forelå inden opkrævningen, genoprettes ( 3 ). Domstolen har dog samtidig anerkendt, at princippet om retskraft, som indgår i alle medlemsstaternes retssystemer og selve EU-retten ( 4 ), gælder for nationale retters domme, der er tillagt retskraft, selv om de øjensynligt er uforenelige med EU-retten ( 5 ). Det betyder, at tilbagebetaling af sådanne afgifter under visse omstændigheder (lovligt) kan afvises.

4.

Som følge af de begrænsninger, EU-retten indfører for medlemsstaternes procesautonomi, såfremt nationale bestemmelser fastlægger undtagelser fra princippet om retskraft, ved at tillade, at endelige domme genoptages under visse omstændigheder, skal denne mulighed imidlertid også være åben, når den omtvistede endelige dom er uforenelig med EU-retten ( 6 ).

5.

Nærværende sag giver derfor Domstolen mulighed for at udvide sin retspraksis vedrørende samspillet mellem retskraft og EU-rettens forrang. Dette skal navnlig vurderes i lyset af princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, TEU, diverse bestemmelser i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder artikel 47 (adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol) og artikel 20 (lighed for loven), samt de forfatningsmæssige grundlag for anfægtelsen af foreneligheden af de nationale bestemmelser om retskraft med EU-retten, nemlig effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet ( 7 ).

6.

Artikel 148 i Rumæniens forfatning ( 8 ) anerkender EU-rettens forrang og forpligter parlamentet, Rumæniens præsident, regeringen og retsvæsenet til at sikre dette.

7.

I artikel 322 i den rumænske civile retsplejelov ( 9 ) anføres følgende:

»Begæring om genoptagelse af en sag, hvor en dom er blevet endelig efter appel, eller idet dommen ikke er blevet appelleret, samt hvor en ret i sidste instans har truffet afgørelse efter at have taget stilling til sagens faktiske omstændigheder, kan indgives i følgende tilfælde:

[…]

8.

I artikel 21, stk. 1, i lov nr. 554/2004 om forvaltningsretlige sager ( 10 ) anføres det, at »de former for søgsmål, der er omhandlet i den civile retsplejelov, kan anlægges mod endelige og retskraftige domme afsagt af forvaltningsdomstole«.

9.

Artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004 ( 11 ) er affattet således: »Afsigelse af domme, der bliver endelige og retskraftige, og som er i strid med princippet om fællesskabsrettens forrang – reguleret ved artikel 148, stk. 2, sammenholdt med artikel 20, stk. 2, i Rumæniens forfatning, som bekendtgjort på ny – danner et yderligere grundlag for genoptagelse, ud over de i den civile retsplejelov fastsatte grundlag.«

10.

I henhold til artikel 175, stk. 1, i Rumæniens lov om skatter og afgifter til staten ( 12 ) kan alle afgiftskrav og alle forvaltningsakter vedrørende skatter og afgifter påklages. En sådan klage, der indgives ved en intern administrativ klage, er ikke til hinder for, at de personer, der berøres af en forvaltningsakt vedrørende afgifter eller den manglende vedtagelse af en sådan forvaltningsakt, får adgang til retslig prøvelse som fastsat ved lov. En afgørelse, der træffes af den kompetente myndighed i medfør af en klage over et afgiftskrav, kan i henhold til artikel 188, stk. 2, i den rumænske lov om skatter og afgifter til staten påklages ved et kompetent forvaltningsorgan.

11.

Ved Ordonanţă de Urgenţă a Guvernului (hastedekret fra regeringen, herefter »OUG«) nr. 50/2008 indførtes en afgift (en såkaldt »miljøafgift«) for motorkøretøjer i klasse M1-M3 og N1-N3 ( 13 ).

12.

Den 3. maj 2007 købte sagsøgeren i hovedsagen, Dragoș Constantin Târșia, en personbil, som tidligere var blevet indregistreret i Frankrig. Som nævnt ovenfor var indregistreringen af køretøjet i Rumænien betinget af, at sagsøgeren fremviste kvitteringen for betaling af den særlige afgift for personbiler. Motorkøretøjet blev indregistreret den 6. juni 2007, efter at sagsøgeren den 5. juni 2007 havde betalt et beløb på 6899,51 RON i særlig afgift for personbiler.

13.

Sagsøgeren krævede tilbagebetaling af afgiften ved en civil domstol med den begrundelse, at den opkrævede afgift var i strid med artikel 90 EF [nu artikel 110 TEUF], idet den indførte en diskriminerende national afgiftsforanstaltning på varer fra andre medlemsstater, som var markant højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer. Ved civilretlig dom nr. 6553/2007 af 13. december 2007 gav Judecătoria Sibiu (førsteinstansretten i Sibiu) sagsøgeren medhold og tilpligtede den rumænske stat at tilbagebetale afgiften.

14.

Den rumænske stat iværksatte imidlertid appel til prøvelse af denne dom, som blev taget til følge af Tribunalul Sibiu (regional ret i Sibiu) ved civilretlig dom nr. 401/2008, som tilpligtede den rumænske stat at tilbagebetale en del af den opkrævede afgift, nærmere bestemt alene forskellen mellem den særlige afgift for personbiler, som var blevet indbetalt den 5. juni 2007, og den på grundlag af OUG nr. 50/2008 fastsatte miljøafgift ( 14 ).

15.

Den 29. september 2011 begærede Dragoș Constantin Târșia civilretlig dom nr. 401/2008 genoptaget ved Tribunalul Sibiu (på grundlag af bestemmelserne i artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004 og Domstolens dom af 7.4.2011, Tatu (C-402/09, EU:C:2011:219)), hvori Domstolen fastslog, at en afgift som eksempelvis den miljøafgift for motorkøretøjer, der indførtes ved OUG nr. 50/2008, var uforenelig med EU-retten i henhold til artikel 110 TEUF. Dragoș Constantin Târșia anførte, at han var berettiget til tilbagesøgning af hele den betalte afgift i medfør af EU-rettens forrang og Tatu-dommen.

16.

Ifølge forelæggelsesafgørelsen befandt hovedsagen sig på et stadium, hvor almindelig appel til prøvelse af civilretlig dom nr. 401/2008 ikke kunne iværksættes. Der findes intet retsmiddel i den civile procedure svarende til artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004 vedrørende endelige domme, der tilsidesætter EU-rettens forrang. Tribunalul Sibiu fandt derfor, at den måtte forelægge følgende spørgsmål for Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF:

»Kan artikel 17, 20, 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 110 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og retssikkerhedsprincippet som fastlagt i EU-retten og Domstolens retspraksis fortolkes således, at de er til hinder for bestemmelser som artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004, hvorefter genoptagelse af sager kun er mulig for så vidt angår nationale retsafgørelser i forvaltningsretlige sager, hvor der er tale om tilsidesættelse af princippet om [EU-rettens] forrang, mens nationale retsafgørelser på andre områder end området for forvaltningsretlige sager (civile sager og straffesager), som indebærer en tilsidesættelse af det nævnte princip om [EU-rettens] forrang, ikke kan genoptages?«

17.

Der er indgivet skriftlige indlæg af Dragoș Constantin Târșia, den rumænske og den polske regering samt Kommissionen. De deltog alle i retsmødet den 27. januar 2015.

18.

Efter min mening kan det præjudicielle spørgsmål ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som der anmodes om retningslinjer for, hvorvidt det er uforeneligt med EU-retten, når nationale retsafgørelser truffet i straffesager ikke kan genoptages, når EU-rettens forrang er blevet tilsidesat ( 15 ).

19.

Som Polen har påpeget i sit skriftlige indlæg, er denne del af spørgsmålet hypotetisk, eftersom anvendelsen af princippet om retskraft på strafferetlige domme ikke har nogen forbindelse til genstanden for hovedsagen. Domstolen kan i henhold til fast retspraksis afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national retsinstans, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, eller når problemet er af hypotetisk karakter ( 16 ). Eftersom hovedsagen ikke vedrører en dom afsagt i en straffesag, kan det forelagte spørgsmål ikke antages til realitetsbehandling, da den forelæggende ret ønsker en afklaring af foreneligheden af Rumæniens strafferetsplejelov med EU-retten.

20.

En national ret er efter EU-retten ikke forpligtet til at undlade at anvende nationale processuelle regler, hvorved en afgørelse tillægges retskraft, uanset at dette ville gøre det muligt at afhjælpe en tilsidesættelse af EU-retten ved den omhandlede afgørelse ( 17 ). I henhold til EU-retten kan sagsøgere derfor ikke påberåbe sig en afgørelse, som Domstolen har truffet efter udløbet af medlemsstatens forældelsesfrister, for at få omstødt en retskrænkende afgørelse, som burde have været anfægtet inden for den fastlagte tidsfrist. I henhold til EU-retten beskyttes retskrænkelsen af princippet om retskraft ( 18 ).

21.

Det forholder sig dog anderledes, hvis en undtagelse fra princippet om retskraft er tilladt i henhold til en national bestemmelse. Den skal i så fald gælde for afgørelser vedrørende EU-retten, der svarer til et rent internt krav, som undtagelsen finder anvendelse på. Medlemsstatens undtagelse fra princippet om retskraft må endvidere ikke være fastlagt på en sådan måde, at det i praksis er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten ( 19 ).

22.

Domstolen har således eksempelvis fastslået, at undtagelser fra princippet om retskraft, der finder anvendelse i henhold til en medlemsstats lovgivning, kan være underlagt rimelige søgsmålsfrister af retssikkerhedshensyn. Sådanne frister kan dog ikke antages i praksis at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten ( 20 ).

23.

Hvis en tvist ikke har omhandlet en national undtagelse fra princippet om retskraft, som en sagsøger påberåber sig med henblik på at håndhæve EU-rettigheder, som det er tilfældet i hovedsagen, men i stedet et krav om en bred fortolkning af medlemsstatens regler om retskraft for at beskytte nationale domme, der eventuelt er uforenelige med EU-retten, kan det omvendt med rimelighed siges, at Domstolen har prioriteret EU-rettens forrang frem for retskraft ( 21 ).

24.

Inden jeg går videre, vil jeg fremhæve to andre vigtige domme, nemlig Kühne & Heitz (C-453/00, EU:C:2004:17), og Köbler (C-224/01, EU:C:2003:513). Dom Kühne & Heitz vedrørte de betingelser, hvorunder en forvaltningsmyndighed havde pligt til at genoptage en af sine endelige afgørelser, som var i strid med en af Domstolens efterfølgende domme. Dom Kühne & Heitz vedrørte således et lavere beslutningsniveau end problemet i hovedsagen og vedrørte mere specifikt spørgsmålet om, hvorvidt en nederlandsk skattemyndighed skulle genoptage en endelig forvaltningsafgørelse som følge af Domstolens efterfølgende dom. Den adskiller sig desuden fra den foreliggende sag af de samme grunde, som Domstolen har anført i dom Kapferer ( 22 ).

25.

Dom Köbler vedrørte medlemsstaternes ansvar for tab, der må tilskrives den øverste domstol i det nationale domstolshierarki, i dette tilfælde det østrigske, fordi den omtvistede afgørelse var uforenelig med EU-retten. Dom Köbler vedrører derfor kun en situation, der kan opstå efter hovedsagen, dvs. sagsøgerens erstatningssag mod den rumænske stat, hvis tilbagesøgning af miljøafgiften ikke er mulig ( 23 ).

26.

Som det fremgår af ovennævnte analyse, findes der ingen tidligere domstolsafgørelse, som omhandler en situation som Dragoș Constantin Târșias. De retlige spørgsmål i hovedsagen skal afgøres på baggrund af Domstolens retspraksis på området for retskraft, men de skal primært behandles på grundlag af de EU-retlige principper om retten til effektive retsmidler. Jeg vil nu gå videre med disse spørgsmål.

27.

I den foreliggende sag fastlægges der ved rumænsk lovgivning en særlig mulighed for at tilsidesætte retskraftige domme, der på grundlag af Domstolens efterfølgende retspraksis er uforenelige med EU-retten. Den er dog begrænset til domme afsagt i forvaltningsretlige sager. Den kan ikke bruges til at tilsidesætte domme afsagt i civile sager. Dette gælder, selv om det ved rumænsk lov yderligere fastsættes, at civilretlige domme, der efterfølgende erklæres for forfatningsstridige af den rumænske forfatningsdomstol, også kan tilsidesættes.

28.

Det er som udgangspunkt vigtigt at være opmærksom på de ydre grænser for pligten til loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, og som påhviler medlemsstaterne og deres domstole. Den kræver, at de »træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne«, og at de »afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare«. Denne forpligtelse skal sammenholdes med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, som bestemmer, at »[m]edlemsstaterne tilvejebringer den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten«.

29.

Domstolen har fastslået, at »[h]vad angår de retsmidler, som medlemsstaterne skal fastsætte […], har det ikke været meningen med hverken EUF-traktaten eller artikel 19 TEU at skabe andre søgsmålsmuligheder ved de nationale domstole med henblik på gennemførelsen af EU-retten end dem, som findes i national ret« ( 24 ). Domstolen har tilføjet, at det kun ville forholde sig anderledes, »hvis det fulgte af den omhandlede nationale retsordens opbygning, at der ikke forelå et retsmiddel, der gav mulighed for, selv indirekte under en verserende sag, at sikre, at retssubjekternes rettigheder i henhold til EU-retten overholdes, eller hvis retssubjekterne kun har adgang til domstolsadgang, hvis de nødsages til at overtræde retten« ( 25 ) (min fremhævelse).

30.

Chartrets artikel 47, stk. 1, garanterer også retten til effektive retsmidler for enhver, hvis rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten, krænkes. Der er ingen tvivl om, at de rumænske myndigheder gennemførte EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, da de i strid med artikel 110 TEUF afviste at tilbagebetale en del af den særlige afgift for personbiler svarende til miljøafgiften. Den krævede forbindelse mellem genstanden for nationale foranstaltninger og materielle EU-retlige bestemmelser ( 26 ) findes nødvendigvis, når en medlemsstat opkræver en afgift i strid med den primære – og også den sekundære – EU-ret. Domstolens retspraksis bekræfter videre, at medlemsstaternes domstole er bundet af alle kravene i chartrets artikel 47, når en person påberåber sig et retsmiddel mod en overtrædelse af EU-retten i forbindelse med en medlemsstats gennemførelse heraf ( 27 ).

31.

Hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området for tilbagesøgning af nationale skatter, der er opkrævet med urette, påhviler det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten tillægger de skattepligtige. Medlemsstaterne har imidlertid en forpligtelse til i hvert enkelt tilfælde at sikre, at disse rettigheder effektivt beskyttes. Processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for skattepligtige, må ikke være fastlagt på en sådan måde, at det i praksis er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten ( 28 ).

32.

I denne forbindelse giver den rumænske lovgivning, mere specifikt den rumænske lov om skatter og afgifter til staten, adgang til forvaltnings- og skattedomstole eller til appeldomstoles forvaltnings- og skatteafdelinger ( 29 ) i forbindelse med anfægtelse af skattemyndighedernes afgørelser, herunder krav vedrørende tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede afgifter ( 30 ). Disse retsmidler er tilsyneladende også tilgængelige, når skatteafgørelser anfægtes på grundlag af rettigheder, der tillægges i medfør af EU-retten. Rumænsk lovgivning sikrer således umiddelbart effektiv domstolsbeskyttelse for så vidt angår disse rettigheder.

33.

I henhold til artikel 21, stk. 2, i den rumænske lov nr. 544/2004 om forvaltningsretlige sager kan endelige afgørelser, der er truffet af forvaltningsorganer, endvidere tilsidesættes, når de er uforenelige med EU-retten som følge af en efterfølgende dom afsagt af Domstolen. I lyset af Domstolens ovennævnte retspraksis vedrørende princippet om retskraft går dette videre end kravene i henhold til EU-retten ( 31 ).

34.

Som allerede nævnt skal alle bestemmelser i den nationale retsplejelov, som er relevante for gennemførelsen af EU-retten, herunder undtagelser fra princippet om retskraft, overholde retten til effektive retsmidler, effektivitetsprincippet og ækvivalensprincippet. I denne sag opstår problemet med hensyn til den manglende klarhed i den rumænske retsplejelov, der øjensynligt gjorde sig gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, først da Dragoș Constantin Târșia anlagde sag ved en civil domstol vedrørende tilbagesøgning af den særlige afgift for personbiler, som han havde indbetalt i juni 2007 ( 32 ).

35.

Det kan efter min mening hævdes, at den manglende klarhed i den rumænske retsplejelov var i strid med chartrets artikel 47 og de EU-retlige krav vedrørende retssikkerhed og kan have bevirket, at det i praksis var umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til at tilbagesøge miljøafgiften for biler, som var uforenelig med EU-retten.

36.

Det bemærkes, at den domstolsafgørelse, der var til hinder for tilbagebetalingen af miljøafgiften, og som var udstedt inden Domstolens afgørelse i dom Tatu (C-402/09, EU:C:2011:219), blev afsagt af en civil appeldomstol (Tribunalul Sibiu) i et civilt søgsmål som følge af den af den rumænske stat iværksatte appel til prøvelse af den civile førsteinstans’ dom, der var afsagt af Judecătoria Sibiu. Hovedsagen blev behandlet ved den samme civile appeldomstol, dvs. Tribunalul Sibiu.

37.

Kommissionen har i sit skriftlige indlæg henledt opmærksomheden på, at sådanne søgsmål er blevet anlagt i Rumænien ved både forvaltningsdomstole og civile domstole. På denne baggrund er det overraskende, at den rumænske regering under retsmødet hævdede, at civile domstole har absolut ingen kompetence til at behandle sådanne sager, og at en rumænsk domstol, der får en sådan sag forelagt, af egen drift kan eller endog skal rejse spørgsmålet om sin kompetence.

38.

Der har således tydeligvis været en vis forvirring med hensyn til den korrekte domstolsprocedure i forbindelse med tilbagesøgning af den omtvistede afgift i denne sag ( 33 ). Uanset hvilken procedure er korrekt i dag, er den endelige (rumænske) civilretlige dom (Tribunalul Sibius civilretlige dom nr. 401/2008), som afviser tilbagebetaling af en del af den særlige afgift for personbiler svarende til miljøafgiften, retskraftig. Det er dét, der har forårsaget det foreliggende juridiske problem.

39.

Der hersker således tvivl om, hvilke rumænske domstole der har (eller havde) beføjelse til at behandle krav om tilbagesøgning af den uretmæssigt opkrævede miljøafgift for biler på det pågældende tidspunkt. Jeg må konkludere, at den rumænske lovgivning har været uklar i denne henseende. Det er kernen i problemet, navnlig med hensyn til chartrets artikel 47.

40.

Chartrets artikel 47, stk. 1, bestemmer, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel ( 34 ). Ifølge forklaringerne til artikel 47 er stk. 1, som omhandler retten til effektive retsmidler, baseret på, men går videre end, den beskyttelse, der sikres ved artikel 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »EMRK«) ( 35 ). Chartrets artikel 52, stk. 3, bestemmer følgende: »I det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i konventionen«. EU-retten kan dog yde en mere omfattende beskyttelse.

41.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis vedrørende artikel 6, stk. 1, EMRK skal ordningerne om domstolsprøvelse være »tilstrækkeligt sammenhængende og klare«, at de giver reel og effektiv adgang til en domstol ( 36 ). Hvis reglerne er »så komplekse«, at de medfører retsusikkerhed, er dette i strid med artikel 6, stk. 1 ( 37 ). Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes fastslået, at retsmidler skal være »tilstrækkeligt underbyggede af beskyttelsesforanstaltninger, der kan forebygge misforståelser med hensyn til procedurerne for anvendelsen af de tilgængelige retsmidler« ( 38 ). En urimelig formulering af et procedurekrav kan desuden føre til en tilsidesættelse af retten til adgang til domstolsprøvelse ( 39 ). Menneskerettighedsdomstolen har for nylig gentaget, at »myndighederne bør respektere og anvende national lovgivning på en forudsigelig og ensartet måde«, og at »de foreskrevne elementer skal være tilstrækkeligt detaljerede og gennemsigtige i praksis, så der sikres retlig og proceduremæssig sikkerhed« ( 40 ). Procedureregler skal sikre retssikkerheden og en korrekt retspleje. De må ikke danne en »form for barriere, der hindrer en sagsøger i at få sin sag afgjort af den kompetente domstol ud fra sagens realiteter« ( 41 ).

42.

Endvidere bemærkes, at ifølge Domstolens faste retspraksis er »retssikkerhed […] et grundlæggende princip i EU-retten, som navnlig kræver, at retsregler, som har bebyrdende retsvirkninger for borgerne, skal være klare og præcise og deres anvendelse forudsigelig for borgerne« (min fremhævelse) ( 42 ).

43.

Efter min opfattelse og i lyset af det ovennævnte forstærker den manglende klarhed med hensyn til den korrekte domstolsprocedure i forbindelse med tilbagesøgning af afgifter, der er opkrævet i strid med EU-retten, overtrædelsen af chartrets artikel 47 både med hensyn til retten til effektive retsmidler og adgangen til domstolsprøvelse. Dette gælder i særlig grad, hvis en afgørelse, der er truffet af en civil domstol, der helt og aldeles savner kompetence, kan resultere i en retskraftig afgørelse, således forstået, at det ville hindre yderligere søgsmål vedrørende tilbagesøgning ved den kompetente domstol, som kan være en civil domstol eller en forvaltningsdomstol. Efter min opfattelse påhviler det i denne forbindelse den forelæggende ret at undersøge den rumænske retsplejelov som helhed, for så vidt angår domstolsbeskyttelse i forbindelse med tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede miljøafgifter for motorkøretøjer ( 43 ).

44.

Det er Domstolens faste praksis, at »hvert enkelt tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om, hvorvidt en national processuel bestemmelse gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for borgerne at påberåbe sig de rettigheder, der er tillagt dem ved EU-retten, skal bedømmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forløb og dens særlige kendetegn, for de forskellige nationale instanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, såsom beskyttelsen af retten til forsvar, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmæssig sagsbehandling« ( 44 ).

45.

I denne forbindelse skal det først påpeges, at den nationale ret og alle parter, der har indgivet indlæg, tilsyneladende antager, at artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004 ikke kan anvendes i civile sager. Det er efter min mening logisk, såfremt der i rumænsk retspleje sondres klart mellem forskellige former for retslig prøvelse. I dette tilfælde vil det ikke være muligt at fortolke bestemmelser, som fastlægger anvendelsesområdet for lov nr. 554/2004, således at denne lov finder anvendelse i tvister, der er omfattet af anvendelsesområdet for forvaltnings- eller skatteret. Hvis det var muligt, skulle den forelæggende ret fortolke de relevante nationale bestemmelser på en sådan måde, at de i videst muligt omfang bidrager til at sikre overensstemmelse med EU-retten ( 45 ).

46.

Det er den forelæggende rets opgave at undersøge, om de omtvistede rumænske bestemmelser bevirker, at det i praksis er umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve retten til at tilbagesøge den miljøafgift, der er opkrævet i strid med EU-retten. Herom er det dog tilstrækkeligt at bemærke, at forvirringen med hensyn til, om søgsmålet burde have været indgivet til en civil domstol eller en forvaltningsdomstol med henblik på at tilbagesøge miljøafgift, tilsyneladende har en sådan virkning.

47.

Dragoș Constantin Târșia har gjort gældende, at det vil være i strid med såvel princippet om lighed for loven i chartrets artikel 20 som ækvivalensprincippet, hvis anvendelsen af undtagelsen fra princippet om retskraft i artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004 ikke omfatter civile sager.

48.

Overholdelse af ækvivalensprincippet forudsætter, at den omhandlede nationale regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er de samme ( 46 ).

49.

Med hensyn til ækvivalensprincippet vil EU-retten efter min opfattelse således ikke være til hinder for, at der i rumænsk ret er fastsat en undtagelse fra princippet om retskraft i forvaltningsretlige sager vedrørende EU-retten og ikke i civile sager vedrørende samme genstand. Ækvivalensprincippet kræver ligebehandling mellem sammenlignelige krav, der støttes på national ret på den ene side og EU-ret på den anden, ikke ækvivalens mellem forskellige procedureformer i den nationale ret ( 47 ).

50.

Under alle omstændigheder kan ikke-identiske grunde til at fravige princippet om retskraft accepteres, når der er tale om endelige civilretlige, strafferetlige og forvaltningsretlige domme ( 48 ). Disse domme har forskellig virkning, ligesom de retspolitiske hensyn, som er relevante for fastlæggelsen af eventuelle undtagelse fra princippet om retskraft, er forskellige. For så vidt angår civilretlige domme er retssikkerheden og stabiliteten af retsforhold, som bekræftes af en dom, der er blevet endelig, af afgørende betydning. I modsætning dertil bør betingelserne for at genoptage en strafferetlig dom af hensyn til en uretmæssigt dømt person ikke være for strenge. Inden for forvaltningsretten kan hensyn til den enkeltes rettigheder og legalitetsprincippet forsvare en mere fleksibel tilgang til genoptagelse af endelige domme end i forbindelse med civilretlige domme.

51.

Dragoș Constantin Târșias påstand om, at der er uforeneligt med princippet om lighed for loven, hvis undtagelsen fra princippet om retskraft begrænses til forvaltningsretlige sager vedrørende EU-retten, er således ubegrundet. Der er kun tale om manglende lighed for loven, hvis de omhandlede situationer er sammenlignelige ( 49 ). Dette er ikke tilfældet for så vidt angår grundene til at tilsidesætte endelige civilretlige domme og forvaltningsretlige domme. Hvis Domstolen senere afsiger en dom, som bevirker, at en national bestemmelse bliver uforenelig med EU-retten, kan det være berettiget at tilsidesætte en endelig forvaltningsretlig afgørelse og derved berøre en medlemsstats myndighed negativt, men tilsidesættelse af en civilretlig dom, der vedrører et privatretligt forhold mellem to personer, kan være uhensigtsmæssigt af hensyn til retssikkerheden. En lovgivningsmæssig løsning af den type, der findes i Rumænien, som tillader dette i forvaltningsretlige sager, men udelukker det i civile sager, er ikke som sådan i strid med princippet om lighed for loven.

52.

Lighed for loven er dog en anden retsregel end ækvivalensprincippet. Hvis rumænsk ret, som Kommissionen har påpeget i sit skriftlige indlæg, også omfatter en undtagelse fra princippet om retskraft i lyset af forfatningsdomstolens senere praksis, som anfægter lovligheden af tidligere retsafgørelser (og omfatter alle nationale domstole) ( 50 ), kan ækvivalensprincippet meget vel kræve, at den samme bestemmelse anvendes på Domstolens afgørelser vedrørende EU-retten ( 51 ).

53.

Dette er muligvis uden for rammerne af denne præjudicielle forelæggelse ( 52 ), men ækvivalensprincippet overholdes efter min vurdering ikke, hvis en afgørelse, som efterfølgende træffes af den nationale forfatningsdomstol, kan føre til en genoptagelse af en tidligere endelig civilretlig dom og følgelig muliggøre tilbagesøgning af en uretmæssigt opkrævet afgift, når en dom afsagt af Domstolen ikke kan gøre det samme. I en sådan situation ville rettigheder, der støttes på den nationale forfatning, nyde større beskyttelse end rettigheder, der tillægges i medfør af EU-retten, og sidstnævnte ville derfor ikke nyde samme beskyttelse som sådanne rettigheder, der tillægges i medfør af national ret. En lignende asymmetri gør sig i henhold til artikel 322, stk. 9, i den rumænske civile retsplejelov gældende for så vidt angår virkningerne af Menneskerettighedsdomstolens domme i forhold til virkningerne af Domstolens domme.

54.

Henset til ovenstående analyse foreslår jeg, at det spørgsmål, der er forelagt af Tribunalul Sibiu, besvares som følger: