Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62013TN0688

    Sag T-688/13: Sag anlagt den 24. december 2013 — Deloitte Consulting mod Kommissionen

    EUT C 93 af 29.3.2014, p. 23–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    29.3.2014   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 93/23


    Sag anlagt den 24. december 2013 — Deloitte Consulting mod Kommissionen

    (Sag T-688/13)

    2014/C 93/41

    Processprog: engelsk

    Parter

    Sagsøger: Deloitte Consulting CVBA (Diegem, Belgien) (ved advokaterne K. De hornois og N. Korogiannakis)

    Sagsøgt: Europa-Kommissionen

    Sagsøgerens påstande

    Kommissionens afgørelse om at antage sagsøgerens bud som fjerde kontrahent i rækkefølgen i forbindelse med offentligt udbud DIGIT/R2/2013/004 ABS III — Rådgivning inden for informations- og kommunikationsteknologi, benchmarking og konsulentvirksomhed (del 2), der blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 15. oktober 2013, og om at tildele kontrakten til konsortiet PWC-EVERIS som første kontrahent, KPMG-TRASYS-KURT SALMON som anden kontrahent og CGI Accenture som tredje kontrahent, annulleres.

    Den anfægtede afgørelse annulleres i det mindste, for så vidt som den ikke udelukkede den første kontrahent i rækkefølgen, PWS-EVERIS, for at have anført oplysninger om sit økonomiske tilbud i sit tekniske tilbud.

    Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning for det lidte tab som følge af den mistede kontrakt eller subsidiært den mistede mulighed som følge af den pågældende udbudsprocedure.

    Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens sagsomkostninger og andre udgifter i forbindelse med dette søgsmål.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

    1)

    Første anbringende vedrører tilsidesættelse af begrundelsespligten og den manglende offentliggørelse af de respektive fordele ved de valgte tilbudsgivere — finansforordningens artikel 113, stk. 2, og af den delegerede forordnings artikel 161, stk. 2 og 3, og tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, princippet om retten til effektive retsmidler.

    Selv om udbuddets genstand er af høj teknisk kompleksitet og strategisk betydning, er indholdet af uddragene af bedømmelsesrapporten kortfattet, overfladisk, simplificeret og savner angivelse af de stærke og svage punkter ved de vurderede bud, som er begrænset til »kvalifikationer« uden på nogen måde at beskrive besvarelsens substans. For så vidt angår nogle af underkriterierne er der absolut ingen begrundelse for tilbudsgivernes score, hvorimod bedømmelsesudvalgets bemærkninger ofte er uoverensstemmende med den score, der blev tildelt de forskellige tilbudsgivere. Den mangelfulde begrundelse i den anfægtede afgørelse udgør en hindring for en retlig prøvelse af den anfægtede afgørelse og udgør en tilsidesættelse af princippet om retten til effektive retsmidler.

    2)

    Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af pligten til at anvende klare tildelingskriterier, på grundlag af hvilke kontrakten kan tildeles objektivt; tilsidesættelse af sondringen mellem udvælgelseskriterier og tildelingskriterier.

    De tekniske specifikationer består af et betydeligt antal vage underkriterier. Rimeligt oplyste og normalt påpasselige tilbudsgivere er således ikke i stand til at fortolke de specifikke tildelingskriterier. Der er ingen klar angivelse af, hvad der vil udgøre en god eller mindre god tilgang, og der er heller ikke noget kvalitativt element, der indikerer hvilke faktorer, der kan føre til et bedre eller dårligere resultat. Ydermere indeholder bedømmelsesrapporten en henvisning til udvælgelseskriterier, der er blevet anvendt til at vurdere tilbudgivernes tekniske forslag.

    3)

    Tredje anbringende vedrører manglende overholdelse af udbudsbetingelserne. Tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet og princippet om god forvaltningsskik — tilsidesættelse af instrukserne til tilbudsgiverne — henvisning til pris i det tekniske tilbud.

    En af de valgte tilbudsgivere afslørede vigtige økonomiske oplysninger i den tekniske del af tilbuddet, hvilket indebar, at tilbuddet burde afvises, eftersom det var i strid med særlige bestemmelser i udbudsbetingelserne samt med princippet om ikke-diskrimination og DIGITs retningslinjer for offentlige kontrakter, der finder anvendelse i den foreliggende sag.

    4)

    Fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af finansforordningens artikel 107, stk. 1, litra a), og udbudsbetingelsernes afsnit 5.2.3.2. — en interessekonflikt.

    I henhold til finansforordningens artikel 107 skal Kommissionen foretage en bedømmelse af, om tilbudsgiverne er genstand for en interessekonflikt under udbudsproceduren for rammekontrakten i modsætning til den bedømmelse i hvert enkelt tilfælde under opfyldelsen af rammekontrakten, som Kommissionen har foretrukket i den foreliggende sag. Enhver tilbudsgiver, som var genstand for en interessekonflikt som beskrevet under udbudsproceduren, burde have været udelukket inden tildelingen af rammekontrakten og ikke, som Kommissionen selv har foretrukket i denne sag, i hvert enkelt tilfælde under opfyldelsen af kontrakten. Afsnit 5.2.3.2. i udbudsbetingelserne udgør et krav, der er endog endnu strengere end interessekonflikten som fastlagt i finansforordningens artikel 107. På grundlag af det ovenstående burde sagsøgte have afvist nogle af de valgte tilbudsgivere.


    Top